Publikation: Læring i samspil

2. Eleverne vil forme livet

Eleverne i erhvervsuddannelserne er naturligvis ligesom andre unge et produkt af det samfund, de er vokset op i. Det vil sige, at deres identitet er skabt i samspil med de betingelser, som eksisterer nu. Nutidens unge er vant til selv at skabe mening, finde ud af, hvad der netop er i den her situation for dem. De vælger, og de værdisætter. En kultursociolog ville sige, at de er refleksive, individualiserede og optaget af, at livet er formbart.

I modsætning til tidligere generationer, bl.a. en væsentlig del af lærergruppen, er de ikke en del af en stor kollektiv fortælling, men skal selv så at sige skabe deres livshistorie.

Dannelse er derfor ved årtusindeskiftet ikke en strømlinjet eller entydig proces. Udfaldet er mangfoldigt. Men skolen eller uddannelsessystemet kan og bør have en afgørende rolle i denne dannelsesproces. Det kan og bør være erfaringsrum for netop de modsætninger, som vor tid og vort samfund stiller eleven over for. Det kræver, at eleverne identificerer sig med kulturen i skolen, eller at den i det mindste er så vigtig for dem, at de forholder sig til den.

Men især i erhvervsuddannelserne er der mange elever, for hvem det sociale bagland eller det kommende erhverv er den vigtigste identifikationsfaktor. Den grundlæggende kontrakt, som skal være til stede i undervisningen, er derfor ikke altid til stede. Tidligere var denne kontrakt ofte bestemt af en tradition for at gå ind i et håndværksfag. Skolen var en nødvendig del af det at blive håndværker. Eleven gjorde noget for på sigt at kunne gøre noget andet.

I dag er det anderledes. Den overvejende del af eleverne kommer ikke til teknisk skole pga. tradition. De vælger det, eller andre vælger det for dem. Og det gør på godt og ondt en forskel, hvordan valgprocesserne er forløbet. Mange har store forventninger til det, der skal ske på erhvervsskolen. Andre har til gengæld slet ingen forventninger til skolen eller til sig selv for den sags skyld.

Denne spredning udgør naturligvis i sig selv et problem. I hvert tilfælde hvis man fastholder en traditionel tænkning, hvor skolen først og fremmest er kendetegnet ved, at en lærer underviser x-antal elever i et klasserum. Og hvor værksteder og praksisrum primært betragtes som muligt supplement.

Den afgørende hurdle er derfor, at der skabes miljøer, hvor eleverne både kan se sig selv som deltagerne og få det nødvendige sam- og modspil i forhold til deres læring.

Svage elever er ikke kun svage

Elever, der håndterer selve skolesituationen dårligt, er meget præcist blevet kategoriseret som "svage elever". Præcist, fordi de netop er svage som elever i en traditionel undervisningssituation.

Men det betyder ikke, at de nødvendigvis er dårlige til at lære! Derfor er det nødvendigt, at vi ser nærmere på, hvad der kan være årsagerne til, at erhvervsuddannelsen ikke for alle altid har været det rum, der gav afsæt til personlig og arbejdsmæssig identitetsdannelse.

Erhvervsuddannelsesreformen rummer mulighederne for, at den enkelte i højere grad kommer til at udvikle sig i forhold til sine egne muligheder og potentialer. Men der har været en tilbøjelighed til at sætte nogle elever i bås som 'svage' og netop betragte og behandle disse elever som en ensartet gruppe. Dette kan have følgende uhensigtsmæssige konsekvenser:

At der fokuseres på behandlingsmuligheder frem for udviklingsmuligheder
At mulighederne for personlig udfoldelse reduceres i beskyttelsens navn
At den passive modtagelse fremmes frem for aktiv deltagelse
At individet reduceres til sit handicap eller et problem
At individet påtager sig afvigergruppens beskrevne kendetegn og særpræg og mister sin individualitet.

Sådanne bieffekter giver erhvervsuddannelsesreform 2000 gode muligheder for at undgå. Men det kræver naturligvis en målrettet og bevidst indsats at ændre på en tradition med dens vaner og rutiner.

Problemer med at lære noget i erhvervsuddannelsen kan være forskelligartede:

Elever kan være kulturfremmede i forhold til skolen (jf. teorier om praksislæring)
Elever kan have andre måder at lære på end dem, der blev tilbudt (læringsstile)
Elever kan have dysfunktioner bl.a. dysleksi (ordblindhed).

Det vil ofte være vanskeligt entydigt at identificere, hvad der er grunden til den enkelte elevs problemer - alene af den grund at dette felt ikke er præget af entydighed.¹

Men problemfelterne ifm. læreprocessen kan uddybes:

At være kulturfremmed har ofte noget at gøre med, at man har dårlige erfaringer med skolesystemet. Eleven er måske vokset op i et miljø, hvor sprog, omgangsformer og adfærd mv. er anderledes end i skolen. Eleven har vanskeligt ved at gøre sig forståelig i forhold til skolenog skolen har omvendt det samme problem med at gøre sig forståelig over for eleven.
At eleven lærer på andre måder end dem, skolen tilbyder, kan hænge sammen med, at skolen traditionelt har haft rod i en forestilling om, at læring primært er sproglig og matematisk-logisk. En del elever vil dog foretrække at lære via andre kanaler; f.eks. visuelle, rumlige eller mere ved at gøre tingene, end ved at læse og høre om dem.
Dysfunktioner kan være vanskelige at identificere i praksis.

Alene ordblindhed kan være svært at fastslå helt entydigt.

Det rækker fra fysiologiske skader til manglende indsigt i forskellige læringsstrategier ogvaner.

Ofte vil den manglende succes i uddannelsen være et udtryk for forskellige kombinationer af disse problemfelter.

Strategierne i forhold til de forskellige problemfelter er eller burde selvfølgelig også være forskellige - og kombineres i forhold til den enkelte elev. Erhvervsuddannelsesreformen giver rammerne for at håndtere disse problemstillinger.

¹⁾ Uddannelsesredegørelsen, 1998: "Der findes ingen internationale - og i Danmark heller ikke nationale - standarder for, hvornår en person f.eks. er ordblind eller psykisk udviklingshæmmet, og hvornår han/hun ikke er det. Derfor varierer de statistiske opgørelser over afvigefrekvenserne meget, både fra land til land og - inden for Danmarks egne grænser - fra kommune til kommune og over tid."

Til sidens top