9. Afsluttende opsamling og bemærkninger

9.1 Ligheder og forskelle på skolerne

En række fællestræk karakteriserer produktionsskolerne: Alle har et eller flere traditionelle værkstedsfag. De fleste har et køkken/kantinehold, der sørger for fællesmåltider. Ligeledes tilbyder de fleste skoler almene fag som dansk, matematik, sport og edb. Alle skoler tilbyder praktikophold. På medarbejdersiden er den største faggruppe håndværkere. Endelig tillægger skolerne generelt pædagogiske elementer som selverkendelse og motivation højere end det at opnå mere fagligt betonede færdigheder af kreativ, boglig eller håndværksmæssig art.

Samtidig med disse ligheder er der også en række forskelle på skolerne. De store skoler har et mere differentieret værkstedsudbud end de mindre, samt større kapacitet til at kunne ansætte en bredere medarbejdergruppe. Trods et vist fællespræg over værkstedsprofilerne er der både store og små forskelle i fagsammensætningen. På 35 skoler udgør det traditionelle under 50%, på 42 skoler udgør det mellem 50%-75% og på 20 skoler udgør det over 75%, hvoraf det på 9 skoler udgør 100%. Produktionens omfang og karakter samt skolernes omsætning pr. deltager er meget varierende. Nogle skoler tillægger den professionelle og kvalitetsprægede produktion en vigtig pædagogisk betydning. I forbindelse med vejledningen er både indslusning, løbende vejledning og udslusning varierende eksempelvis med hensyn til hvem, der er ansvarlig for vejledningen. (se i øvrigt afsnit 5.9)

9.2 De pædagogiske virkemidler

Hvordan det konkrete daglige arbejde udformes på den enkelte skole, afhænger dels af en række udefrakommende betingelser, dels af en række valg foretaget af forstandere og værkstedsledere.

De elementer, der er med til at forme den enkelte skoles profil, er blandt andet skolekulturen, værkstedskulturen, skolernes fysiske rammer og lokalområdet.

Skolekulturen, som den giver sig udslag i for eksempel de fælles måltider, har måske især på de små skoler en betydning som samlende faktor, mens det på de store skoler bliver det enkelte værksted eller linies kultur, der for deltageren træder i forgrunden. En hovedrolle herfor spiller værkstedslærere og ledere, da deres faglighed, netværk, normer og værdier er bestemmende for mange af de aktiviteter, der foregår på værkstedet.

Også lokalområdet i form af kommunal velvilje, netværk til kunder og praktiksteder og de øvrige muligheder, der findes for de unge, spiller en stor rolle for den enkelte skoles muligheder og valg.

I den personlige udviklingsproces, der som regel er hovedformålet med et produktionsskoleforløb, arbejdes der med to typer af virkemidler. På den ene side faget og produktionen som løftestang i forhold til at give den unge personlige sejre for eksempel i form af nye kompetencer. På den anden side personlige/psykologiske aspekter blandt andet ved at arbejde bevidst med rolleskift eller grænseoverskridende situationer på for eksempel drama- og naturlinierne.

I alle sammenhænge har den personlige faktor stor betydning.

Det personlige forhold mellem deltagere og medarbejdere har afgørende betydning for den enkelte unges udviklingsproces.

Medarbejderne udgør for nogle deltagere rollemodeller, de kan afprøve i deres søgen efter eget ståsted, og for nogle er de måske de første voksne, der har taget dem alvorligt. (Se i øvrigt afsnit 6.8).

9.3 Medarbejdernes syn på de unge

For medarbejderne at se er de problemer, mange af deltagerne kommer med, komplekse, samtidig med at deltagergruppen på den enkelte skole som oftest er meget sammensat. For nogle er det boglige problemer, der er dominerende, for andre - muligvis den største gruppe - er det snarere sociale/psykiske problemer, der stammer fra for eksempel nederlag i skolen eller omsorgssvigt i hjemmet.

Mange medarbejdere hæfter sig ved en gruppe af deltagerne, for hvem overgangen fra barn/ung til voksen ser ud til at være særlig svær. Det er umiddelbart meget lettere for medarbejderne at pege på problemfelterne hos de unge end på deres styrkesider.

Samtidig ser det dog ud til, at de samme medarbejdere i høj grad i det daglige arbejde fokuserer på de unges styrker som basis for den enkeltes udvikling. (Se i øvrigt afsnit 7.5).

9.4 Social baggrund og skoleforløb

En stor gruppe af deltagerne har levet et meget omskifteligt liv, forårsaget af blandt andet brud i familien og skoleskift. Med hensyn til skolegangen er deltagerne i undersøgelsen ikke specielt distanceret fra de mere boglige fag.

Over halvdelen af deltagerne har tidligere været i gang med en ungdomsuddannelse. Med udgangspunkt i disse deltageres begrundelser for at holde op har vi indkredset forskellige målgrupper eller nærmere årsager til at være på en produktionsskole.

Det gælder deltagere med:

• Manglende motivation eller skoletræthed.
• Uheldigt uddannelsesvalg.
• Manglende praktikpladser.
• Sygdom og helbredsmæssige problemer.

Deltagernes fritidsaktiviteter giver en anden mulighed for at karakterisere disse. Her har vi fundet fire mulige grupper:

• De mere passivt modtagende og praksisorienterede unge.
• De opsøgende og oplevelsesorienterede.
• De kreative.
• De sportslige og udadvendte.

Med hensyn til udbytte ser det ud til, at et produktionsskoleforløb er fornyende for 2/3 af de unge i forhold til deres sociale relationer. De nævner kammeratskabet, hyggen og nye venner som positivt udbytte.

Af andre former for udbytte nævnes praktiske færdigheder af over halvdelen af de unge. En mindre gruppe peger på kvalifikationer, der knytter sig til det at kunne varetage et job. Knapt 1/5 mener ikke, de har lært noget, der kan bruges fremover.

Ligeledes er det kun knapt 1/5, der mener, vejledningen på skolen har hjulpet dem i afklaringen af deres fremtidsplaner.

Dog mener 2/3, at vejledningen har været god. (Se i øvrigt afsnit 8.7).

9.5 Yderligere bemærkninger

Som vi ser det, er den store forandringsparathed og fleksibilitet en stor styrke i forhold til produktionsskolernes specielle målgruppe.

Samtidig er den frihed, skolerne og de enkelte værksteder har til i samarbejde med deltagerne og under hensynstagen til deres specielle behov at definere indholdet af de enkelte fag, essentiel, hvis skoleformen skal blive ved med at være et alternativ til de ordinære ungdomsuddannelser.

Hvad angår skolestørrelse mener vi, det er vigtigt, at skolen er så tilpas stor, at den kan tilbyde en bred vifte af fag. Målgruppen er differentieret og har brug for forskellige faglige indfaldsvinkler.

At der er sket en større spredning på fagområder igennem produktionsskolernes udvikling, således at det ikke kun er traditionelle fag, der tilbydes, må således ses som en fordel.

Dette kan være et problem for de mindste skoler, og man kunne eventuelt forestille sig en form for organisatorisk samarbejde blandt de små skoler i en region. Vi har på vores besøg set eksempler på, at to små skoler for eksempel i fællesskab ansætter en edb-lærer. Det er et spørgsmål, om de mindste skoler også kan blive for små med hensyn til skolemiljø. Nogle skoler løser til dels dette ved at tage andre grupper ind på skolen i forbindelse med indtægtsdækket virksomhed. De mindre skoler har til gengæld den fordel, at de er istand til at bygge et tæt netværk op omkring den enkelte deltager.

Omvendt har de store skoler muligheder for en større bredde i fag såvel som i medarbejderstab. Risikoen ved de meget store skoler er, at der kan opstå et gab mellem det enkelte værksteds specifikke kultur på den ene side og på den anden side den samlende skolekultur. Den frihed, den enkelte værkstedsleder har i arbejdet, kan måske få uheldige udslag uden den sparringspartner, forstanderen normalt udgør, i forhold til pædagogiske holdninger og metoder.

Den åbenhed, produktionsskolerne har over for nye pædagogiske ideer og teorier, er en styrke for skoleformen. Imidlertid er det vigtigt at pointere, at det pædagogiske netværk hele tiden skal holdes ved lige og udvikles for eksempel gennem pædagogiske dage og efteruddannelser for medarbejderne. Det er meget tydeligt, at der er et reelt behov for pædagogiske redskaber, og nogle skoler gør et stort udviklingsarbejde på dette område.

Med hensyn til vejledningsindsatsen på skolerne er det vigtigt, at medarbejderne er bevidste om, hvordan deres egne normer og værdier spiller ind i vejledningen. Det er givet, at mange deltagere har brug for voksne, der kan tilbyde nogle mønstre, han kan afprøve. Men det er også vigtigt at give rum til, at den unge kan finde sit eget mønster. Det kunne måske være ønskeligt, at flere medarbejdere indgår i en løbende efteruddannelse på vejledningsområdet.

Denne side indgår i publikationen "Produktionsskolerne i Danmark" som kapitel 9 af 20
© Undervisningsministeriet 2000