Lærere/projektledere

En af de store barrierer for udbredelse af de internationale aktiviteter til en større kreds af skolens ansatte ligger i det forhold, at det internationale arbejde ikke er defineret som hørende med til skolens primære virke. Selv om internationalisering typisk er nævnt i skolernes overordnede strategi, er der ofte ikke afsat midler til internationalisering. Det betyder, at afdelingerne ikke har noget incitament til at frigive lærere til internationale projekter, da de ofte skal finde bemandingen blandt de øvrige lærerkræfter på afdelingen. Der er heller ikke noget incitament for den enkelte lærer til at deltage i de internationale aktiviteter, i hvert fald ikke af økonomisk karakter. Arbejdet med at forberede og planlægge en international aktivitet må typisk foregå i fritiden, da den enkelte underviser har faste undervisningsplaner at opfylde. Når lærerne rejser ud, oppebærer de den samme løn, som de får på skolen. Det er altså begrænset, hvad der gives af tillæg for aften- og weekendarbejde, der kan henføres til det internationale arbejde. Denne manglende kompensation fastholder det eksisterende system, som er bygget op om ildsjæle, der deltager i internationale aktiviteter, simpelthen fordi de ikke kan lade være. Således er det et gennemgående udsagn fra de internationale projektledere, at de internationale projekter gennemføres "på trods"

snarere end på grund af belønning og opbakning.

Eleverne

Billedet af elevernes indstilling til internationaliseringen er uklart og dækker over to tilsyneladende modstridende opfattelser.

Den ene opfattelse går på, at eleverne, allerede inden de kommer på skolen, er blevet mere og mere internationalt orienterede.

Rejser, interrail, fjernsyn og Internet er blevet velkendte begreber, hvilket er med til at gøre, at de nye elever er langt mere internationalt orienterede end tidligere - ofte betydeligt mere internationalt indstillede end de lærere, der skal undervise dem.

I modstrid med denne type udsagn står, at eleverne er fuldstændig ligeglade og upåvirkede af internationaliseringen. At de, selv om de måske er mere internationale og mindede for at bruge Internet, fortsat har det samme snævre fokus med deres uddannelse som "i gamle dage": At få en helt normal praktikplads i et helt normalt dansk firma, tæt på mor, far, familie, venner og kæreste. Et miljø, hvor det måske betragtes som unødvendigt besvær at tilegne sig internationale kompetencer.

Derfor er interessen, når det kommer til stykket, for at engagere sig i udvekslinger, praktik i udlandet og andre "besværlige" projekter med udlændinge, ikke særlig stor. Kurser på engelsk og med deltagelse af udlændinge er ikke så eftertragtede, som man kunne håbe. Studieture i starten af uddannelsen er attraktive, men formentlig mere til adspredelse og social sammenhæng internt mellem eleverne end som led i en egentlig international kompetenceudvikling.

Denne holdning synes at pege i retning af, at meget lidt er ændret til trods for de internationale projekter. En medvirkende årsag til denne reaktive holdning skal måske søges i, at erhvervsuddannelserne fortsat af mange elever betragtes som noget andenrangs - noget man tager, fordi man ikke er klog nok til gymnasiet. Hvis man er i stand til at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, "smarte", er der en mulighed for at gøre uddannelserne mere fremtidsorienterede og dynamiske.

Erhvervsuddannelsesreform 2000 kan være et skridt i den retning.

Internationale aktiviteter kan også være et middel til at give erhvervsuddannelserne et mere attraktivt image.

Hvorfor er der to så modstridende typer af udsagn? Årsagen skal formentlig søges i en kombination af flere forhold:

• Traditionerne er forskellige fra uddannelse til uddannelse, hvilket naturligvis også smitter af på eleverne. Hvis man som kokkeelev fra starten ved, at det er i Frankrig eller London, "det sner", så er det også både naturligt og "smart" at rejse ud og deltage i internationale aktiviteter i øvrigt. Modsat findes der andre områder, som slet ikke har nogen tradition for internationale aktiviteter.
• Internationalt erfarne og engagerede lærere er meget vigtige for at skabe en stemning, en begyndende tradition for internationale aktiviteter på de enkelte uddannelser. Uden disse er det begrænset hvor megen påvirkning og inspiration, eleverne modtager i retning af det internationale. På dette punkt adskiller de tekniske uddannelser sig i bund og grund ikke fra alle mulige andre uddannelser - inklusive de videregående. Tilstedeværelsen af internationalt engagerede ildsjæle har i nogle tilfælde været stærkt medvirkende til at få iværksat et internationalt aktivitetsniveau - også på uddannelser, hvor der ikke ellers er tradition for det.

Bestyrelsen

Generelt er skolernes bestyrelser med repræsentanter for organisationer og lokalt erhvervsliv måske en anelse tættere på strømningerne i samfundet og kravene til nyuddannede. Derfor kunne man måske forvente, at bestyrelserne vil være tilbøjelige til at være venligt stemt over for internationaliseringen på skolerne. Ellers ville internationaliseringen vel heller ikke være nået så langt, som den er.

Bestyrelserne synes dog også at være splittede mellem to synspunkter:

Enten "internationalisering er nødvendigt - det er vejen frem, det skal vi satse på", eller "uddannelserne foregår

som tidligere inden for skolens fire vægge - alt det andet er ikke interessant". Det er derfor ikke med udelt entusiasme, at bestyrelserne samlet set ser på internationaliseringen.

På den ene side står de bestyrelsesmedlemmer, som selv er en del af en international virksomhed. Flere store produktionsvirksomheder, som også udøver deres virke uden for Danmarks grænser, indfører engelsk som arbejdssprog. De selv samme virksomheder udstationerer medarbejdere til datterselskaber i andre lande eller hos samarbejdspartnere. Bestyrelsesmedlemmer beskæftiget i et sådant miljø giver klart udtryk for, at eleverne bør introduceres til dette arbejdsliv allerede på skolebænken.

Fra den side efterspørges således en større fokusering på sproglige kompetencer og i nogen grad en oplæring i, hvordan man begår sig i andre kulturer.

På den anden side er der en række bestyrelsesmedlemmer, som ikke selv har berøring med det store udland, og derfor har sværere ved at få øje på nødvendigheden af de internationale aktiviteter. Den gruppe medlemmer er mere fokuseret på at allokere de i forvejen knappe ressourcer over i en konkret, mere traditionel forbedring af elevernes rammebetingelser på skolen. Det være sig nyt maskinel mv.

Et problem i denne forbindelse er, at bestyrelserne sjældent får et dybere indblik i de konkrete internationale aktiviteter og den faglige og menneskelige kompetenceudvikling, som det bibringer elever, undervisere og uddannelser på skolerne.

Bestyrelserne er ikke en del af det daglige liv på skolerne, og udover overordnede planer når erfaringerne sjældent frem til bestyrelsesmøderne.

Da bestyrelserne således er sammensat af såvel fortalere som skeptikere over for internationalisering, skal man derfor ikke forvente et samlet pres fra bestyrelserne om at internationalisere skolens aktiviteter fremover.

Der skal skabes fælles forståelse

Forskellige opfattelser mellem de forskellige aktører på skolerne er naturlig. Det vil til enhver tid være de nære opgaver og indsatsområder, som optager folk, ikke de store linier. Men det er vigtigt at tage hensyn til disse forskelle, både i det daglige og i forbindelse med gennemførelse af eventuelle ændringer.

Måske er der en tendens til, at man i for høj grad ser tingene ud fra en egen forståelse. Ledelsen lægger vægt på, at der ER en nedskrevet international strategi, men det hjælper ikke meget, hvis kendskabet hertil enten er begrænset, eller at formuleringerne er så generelle, at der i praksis ikke er nogen, som finder mening i dem. Måske præsenterer skolerne sig udadtil med et højt internationalt aktivitetsniveau, men mange elever vil opleve at komme til afdelinger, hvor internationaliseringen endnu ikke er kommet i gang.

Selvom skolerne har en international strategi, er der stor forskel på opfattelsen af, hvordan denne strategi gennemføres.

Det er nødvendigt at tage disse forskellige udgangspunkter og synsvinkler i betragtning, både i det daglige arbejde på skolerne og i forbindelse med omstruktureringer eller ændringer i internationaliseringsstrategien. Ellers er der en risiko for, at internationaliseringen fortsat vil foregå i mindre, lukkede cirkler, og dermed ikke bliver et fasttømret element i erhvervsuddannelserne.

Skolernes omverden

I forbindelse med udvikling af internationaliseringsstrategier på de fire tekniske skoler i Attak-projektet, blev der foretaget en undersøgelse af erhvervslivets krav til uddannelserne. En del af undersøgelsen omfattede interview med hovedaktører nationalt, herunder DA, LO, Dansk Industri samt med en række fagforbund. Desuden blev der gennemført en række interview med udvalgte private virksomheder i skolernes omegn.

Erfaringerne fra undersøgelsen giver nogle interessante indtryk af, hvordan internationaliseringen betragtes af de forskellige hovedaktører. To gennemgående aspekter har vist sig særligt iøjnefaldende i afdækningen:

• Der mangler direkte kommunikation mellem skolerne og deres aftagere. Kun på et meget overordnet plan, nemlig gennem de faglige udvalgs bidrag til uddannelsesbekendtgørelser, kommunikerer erhvervslivet sine mål og visioner for uddannelserne. I det daglige er der en manglende direkte kommunikation mellem skolerne og deres aftagere. Dermed ikke sagt, at skolerne ikke i det store hele lever op til kravene fra deres aftagerne. Men den påfaldende mangel på direkte kommunikation mellem skolerne og virksomhederne – udbyder og efterspørger - indebærer, at de ansatte på skolerne mangler indsigt og forståelse for de fremtidige krav til medarbejderne, som virksomhederne vil stille. Man kan sige, at erhvervsskolernes "sandwich-model" savner harmoni mellem de forskellige lag.
• Det er vanskeligt at komme med uddannelsesspecifikke udsagn om de internationale krav til uddannelserne. I vid udstrækning indebærer internationaliseringen da også udfordringer, som er generelle for erhvervslivet, og dermed for alle uddannelser. Alligevel er det påfaldende, hvor vanskeligt det er at sætte ord på de mere specifikke krav på de enkelte uddannelser. Der er udarbejdet meget godt materiale om internationaliseringen, f.eks. gennem ACIU’s projekt "God praksis for internationalisering af de erhvervsrettede uddannelser", ligesom der på konferencer er forsøgt at sætte fokus på emnet. Alligevel mangler der mere systematiske forsøg på at tegne et billede af internationaliseringens betydning for det enkelte fagområde. Selv om der måske er forståelse for den generelle betydning af internationaliseringen, finder mange det vanskeligt at sætte ord på de fagspecifikke perspektiver. Det gælder fra fagforbund til den enkelte ansatte på skolerne. Der mangler tilsyneladende en helt grundlæggende indsigt i, hvilke uddannelsesspecifikke internationale kompetencer, som virksomhederne vil efterspørge i de kommende år.

I det følgende gives en kort karakteristik af synspunkter i forhold til internationaliseringen og de fremtidige krav til uddannelserne, som de ses af de forskellige aktører inden for og omkring erhvervsuddannelserne.

Virksomhederne

Virksomhederne har generelt et tydeligt billede af egne kompetencekrav. Og også en klar opfattelse af, om disse krav opfyldes af deres medarbejdere i dag. Der er forskelle i graden af virksomhedernes internationalisering og dermed også i deres behov for internationale kompetencer. Men samtidig er det tydeligt for langt flertallet af virksomhederne, at internationaliseringens primære drivkraft: ny teknologi og øget konkurrence, allerede påvirker virksomhederne uanset størrelse og branche. Mange virksomheder er nået meget langt i internationaliseringen og er meget bevidste om de ændrede kompetencekrav. Det giver sig blandt andet helt konkret udslag i forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere.

Virksomhederne har en tosidet holdning til den nye arbejdskraft.

På den ene side mener de fleste, at danske erhvervsuddannelseselever er blandt de bedste i verden, hvilket ikke mindst skyldes vores erhvervsskolesystem. På den anden side er der alligevel en vis utilfredshed med niveauet, hvilket i høj grad skyldes ændrede krav fra virksomhedernes side. Det er basale kundskaber som dansk og regning, som mangler. Men det er også sprog, teknologi, kendskab til markedet og kulturforståelse, som er vigtige. Og samtidig er bløde kvaliteter som modenhed og evnen til at overskue og løse opgaver blevet en del af kompetencekravene. Disse aspekter har naturligvis altid været relevante, men forskellen er, at de nu er helt nødvendige, for at de uddannede kan fungere på arbejdspladsen.

Virksomhedernes direkte engagement i uddannelserne er imidlertid begrænset. Nogle virksomheder deltager i lokale uddannelsesudvalg, men generelt er der tale om en forholdsvis overfladisk berøringsflade, som måske savner substans og samspil i dybden. Måske er det helt naturligt. Men desværre er der en vis barriere mellem uddannelserne og virksomhederne.

Organisationer og arbejdsmarked

Faglige organisationer, forbund og arbejdsmarkedets parter har en fod både i erhvervslivet og i uddannelsessystemet. De er med til at udforme erhvervsuddannelserne, blandt andet gennem deltagelse i de faglige udvalg. Samtidig har disse organisationer et godt overblik over efterspørgslen på efteruddannelseen indikator, som siger noget om de akutte krav til kompetenceændringer.

Som sådan sidder disse aktører nok med det bedste samlede overblik. Deres holdning er klar: Der bør arbejdes mere målrettet med internationalisering på de tekniske skoler.

Der er imidlertid en kløft mellem virksomhedernes internationaliseringskrav og de kompetencer, der arbejdes på i uddannelserne.

Og det er en kløft, som kan blive større i de kommende år. Problemet er, at også organisationerne og arbejdsmarkedets parter har vanskeligt ved at sætte ord på de uddannelsesspecifikke behov i uddannelserne. Og det er nu engang lettere at indføre nye elementer i uddannelserne, hvis der er tale om et klart defineret og afgrænset nyt område. En øget internationalisering af uddannelserne må imidlertid indtænkes på alle niveauer og områder i uddannelserne. Samtidig er der en selverkendelse af, at det er vanskeligt for alvor at præge internationaliseringsprocessen på skolerne. Blot konstateres det af organisationerne, at det går alt for langsomt i forhold til virksomhedernes behov.

Ansatte på skolerne

I skolernes hverdag er de formelle krav i uddannelsesbekendtgørelserne det dominerende pejlemærke. Det er formuleringerne i bekendtgørelserne, som har betydning for alle ansattes indsats og prioriteringer - fra ledelse til lærere og administrativt personale. Bekendtgørelsen er da også de fastlagte rammer for uddannelserne, påvirket af faglige udvalg med repræsentanter fra organisationer og virksomheder.

Problemet er imidlertid, at for aktørerne internt på skolerne er bekendtgørelserne den dominerende referenceramme, som, groft sagt, ikke forstyrres af andre indtryk fra omverdenen.

Samtidig er uddannelsesbekendtgørelser en meget overordnet ramme, som skal fyldes ud af den enkelte skole. Imidlertid er den typiske reaktion fra lærere på spørgsmålet om fremtidens krav til uddannelserne en direkte henvisning til bekendtgørelsens meget generelle formulering. Lærernes succeskriterie bliver derfor ikke særlig præcist, men snarere, at danske erhvervsuddannelser skal være de bedste i verden. Skolerne inddrager således stort set ikke kunder og markedet direkte i forsøget på at forudsige og tilpasse sig ændrede krav og behov i omgivelserne.

Tilsyneladende er behov og krav hos aftagerne ikke en vigtig faktor i skolernes internationale strategi.

Dette erkendes da også blandt lærerne, som selv mener, at det kan skyldes et ringe kendskab til, hvad der foregår ude i virksomhederne.

Man kan sige, at det er et problem, at vekselvirkningen mellem uddannelser og virksomhedsarbejde kun gælder for eleverne, ikke for underviserne.

Indtrykket er, at der i dag er en meget begrænset berøringsflade mellem virksomheder og uddannelser. Derfor er der et skel mellem den internationaliserede hverdag, som virksomhederne oplever, og de impulser og kvalifikationer, som skolerne kan give videre til deres elever.

Internationaliseringen på skinner

Forskellige opfattelser mellem de forskellige aktører på skolerne er naturlig. Det vil altid være de nære opgaver og indsatsområder, som optager folk, ikke de store linier. Men det er vigtigt at tage hensyn til disse forskelle, både i det daglige og i forbindelse med gennemførelse af eventuelle ændringer. Og navnlig er det vigtigt, at alle involverede har samme forståelse af strategien, så der ikke bliver trukket i forskellige retninger.

Når man taler om kravene til uddannelserne de næste 5 - 10 år, er det helt essentielt at se ud over de dagligdags problematikker, som de tegner sig her og nu. Ellers er der en risiko for, at udfordringerne vil blive imødegået med ad hoc løsninger, som er utilstrækkelige i forhold til kommende krav.

Indtrykkene fra analysen af de fremtidige krav og udfordringer til erhvervsuddannelserne er, at der er en kløft mellem skolernes hverdag og det, der faktisk foregår i det omgivende samfund.

Referencerammen for skolens arbejde er bekendtgørelserne, mens aftagerne af skolens elever - virksomhederne og deres behov og krav - kun i begrænset omfang inddrages direkte. Derfor er skabelse af en fælles forståelse et så afgørende element i processen med at udvikle en internationaliseringsstrategi.

Tempoet i implementeringen af strategien afhænger af den enkelte skole og af de enkelte elementer i strategien. Men hvis udviklingsprojektet er gennemført tilfredsstillende, vil man opleve, at internationaliseringen i et vist omfang går i "selvsving". Mange har været involveret i processen, og der har været mulighed for at diskutere internationaliseringen på skolen - en diskussion, som ellers ofte drukner i daglige gøremål og kortsigtede problemstillinger. Den præsenterede model for udvikling af internationaliseringsstrategi bryder med den vanlige rytme og de sædvanlige værktøjer.

Derfor vil skolen kunne opleve, at internationaliseringen er kommet et godt stykke videre - også selv om strategien endnu ikke er implementeret.

Denne side indgår i publikationen "Internationaliseringsstrategi for erhvervsskoler" som kapitel 9 af 12
© Undervisningsministeriet 2000