Kapitel 2

FRAFALD

1. Om frafald

Frafald i uddannelsessystemet er et gammelt og velkendt fænomen. Gennem tiden har studerende på tekniske skoler, handelsskoler, latinskoler/gymnasier og universiteter, frivilligt eller ufrivilligt, forladt deres uddannelse før tiden. Nogle gik til et andet studium. Andre faldt helt ud af uddannelsessystemet. Blandt de sidstnævnte var nogle alligevel succesfulde i deres senere karriere i arbejdslivet.

"Frafald", "fravalg", "studieskift", "afbrud", "omvalg" - der er tilsvarende mange betegnelser for det at ophøre med en uddannelse før den eksamen, der "efter planen" er den afsluttende. De mange forskellige betegnelser afspejler, at også forklaringerne bag det enkelte uddannelsesophør er mangeartede, og at konsekvenserne har meget forskellige perspektiver.

Når vi i dette kapitel taler om frafald, er det i ordets bredeste forstand. Det vil sige studerende eller elever, der forlader en uddannelse før den afsluttende eksamen. Ved denne brug af frafaldsbegrebet inkluderes altså både dem, der forlader uddannelsessystemet helt, og "studieskifterne", der fortsætter på en ny uddannelse. Begge aspekter af frafaldet indgår i dette kapitel.

Hvorfor fokus på frafald?

Det er som udgangspunkt bedst, at flest muligt gennemfører deres uddannelser og helst deres første ungdomsuddannelse og første erhvervskompetencegivende uddannelse. Det er bedst for den enkelte og bedst for samfundet, hvis man ser det i et samfundsøkonomisk perspektiv.

I regeringens rapport "Kvalitet i uddannelsessystemet" fra juni 1998 fastslås det, at "studieskift" udgør omkring 1/3 af det ekstraordinære tidsforbrug, der i dag finder sted i det danske uddannelsessystem. Dette ekstraordinære tidsforbrug i uddannelsessystemet udgør en betydelig samfundsøkonomisk omkostning. Det skønnes, at en halvering af dette merforbrug på lang sigt ville kunne øge beskæftigelsen med op imod 40-50.000 personer.

Frafaldet repræsenterer i denne sammenhæng et merforbrug eller tab af ressourcer i uddannelsessystemet og i de tilfælde, hvor der er tale om et studieskift, en udsættelse og forkortelse af den tid, den færdiguddannede får på arbejdsmarkedet.

Det ekstraordinære ressourceforbrug, der knytter sig til frafaldet i uddannelsessystemet, har samtidig betydning for regeringens målsætning om, at 90 til 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, når vi når år 2000, og at i år 2010 skal 50 procent have en videregående uddannelse.

Frafaldet har for det første direkte konsekvenser for målsætningernes opfyldelse, hvis de unge falder helt ud af uddannelsessystemet. Men frafaldet repræsenterer også et ekstra ressourceforbrug, der fordyrer eller udskyder en opfyldelse af målsætningerne, fordi de mange studieskiftere beslaglægger ekstra kapacitet.

Opfyldelsen af målsætningerne vil kræve en betydelig reduktion af frafaldet både på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. På de erhvervsfaglige uddannelser skal frafaldet halveres fra over 25 procent i 1995 til godt 12 procent i år 2000. På de videregående uddannelser skal frafaldet reduceres i nogenlunde samme størrelsesorden: Fra ca. 27 procent til ca. 17 procent. De anførte frafaldsprocenter dækker alene det frafald, der fører til, at det formelle uddannelsesområde forlades fuldstændigt. Det er altså nettofrafaldet.

Et andet led i at opfylde målsætningerne kunne være en fortsat stigning i overgangsfrekvenserne. Men der er allerede 95 procent, der begynder på en ungdomsuddannelse, og ca. 55 procent, der begynder på en videregående uddannelse. Særligt den førstnævnte frekvens er ved at nå sin øvre grænse. Derfor kan alene en højere fuldførelsesprocent på alle niveauer give en effektiv målopfyldelse.

Væsentlige dele af den eksisterende tilrettelæggelse af uddannelserne har da også til opgave at reducere frafaldet. Spørgsmål om vejledning, adgangskrav, optagelsesregler, økonomiske vilkår samt institutionernes struktur og styring er eksempelvis alle inddraget i frafaldsproblematikken, og frafaldet inddrages i mange sammenhænge som selvstændigt kvalitetsparameter i uddannelsesevalueringer. Registreringen af frafald repræsenterer på denne måde i sig selv et kvalitetssikringsinstrument.

Hensigten med tildelingen af stipendier fra Statens Uddannelsesstøtte i Danmark er, at det ikke er økonomien, men de unges interesser og evner, der bør være afgørende for, hvorvidt de unge uddanner sig. Herved sikres en større og mere kvalificeret søgning til studierne.

SU-systemets regler er også udformet med henblik på at begrænse de studerendes erhvervsarbejde til et omfang, som betyder, at de ikke forsinker sig unødigt eller afbryder deres studier.

Men frafaldet i uddannelsessystemet antager som nævnt mange forskellige former. Hvis man vil forsøge at reducere frafaldet i uddannelsessystemet, er det afgørende at få afdækket, hvorfor der er et frafald på uddannelserne. Dette vendes der tilbage til senere i kapitlet. I første omgang er det en målsætning at afdække selve omfanget af frafaldet og det mønster, der efterfølgende tegner sig for dem, der falder fra.

2. Frafaldsstatistik

Undervisningsministeriet benytter sig af to beregningsteknikker, når det gælder analyse af uddannelsesdata:

1. Tværsnitsanalyser

2. Forløbsanalyser

I en tværsnitsanalyse bruger vi information om mange årganges adfærd til brug for det aktuelle tværsnitsår til at sammenstykke et uddannelseskarriereforløb, der strækker sig over mange år.

I en forløbsundersøgelse følger vi de samme personer i en årrække og registrerer den faktiske uddannelsesadfærd.

Fordelen ved tværsnitsberegningerne er, at data er aktuelle. Ulempen er, at der er tale om konstruerede uddannelsesforløb (sandsynligheder).

Fordelen ved forløbsundersøgelser er, at der er tale om virkelige forløb, men ulempen er, at data ofte er relativt gamle.

2.1 Hvor mange faldt fra?

I 1995 forlod omkring 35.000 unge den uddannelse (Uddannelsesgruppe og frafald - se anm. tilknyttet tabel 1). , de påbegyndte. Dette tal svarer til rundt regnet 8,5 procent af det antal elever, der befandt sig i uddannelsessystemet pr. 1. oktober 1995. Denne opgørelse af frafaldet dækker imidlertid over en række meget forskellige skæbner - fra den unge, der forlader gymnasiet uden at gå videre i det formelle uddannelsessystem, til studieskiftere på de videregående uddannelser.

I dette og næste afsnit opgøres det faktiske antal af frafaldne fra de forskellige uddannelsesområder. Der præsenteres tillige resultater fra Undervisningsministeriets tværsnitsmodel (sandsynligheder for overgang). Disse beregninger viser de overgangstendenser, man kan forvente, hvis adfærden op til tværsnitsåret fastholdes. Eksempelvis er afbrudsprocenten en modelberegnet størrelse. Fuldførelsesprocenten beregnes som 100 minus frafaldsprocenten.

Det største frafald i absolutte tal er at finde på erhvervsuddannelsesområdet. I 1994/95 faldt omkring 4.500 elever fra et skoleforløb mv. ( Se note 2) under tabel 1.), og ca. 6.300 faldt fra en erhvervsfaglig afslutningsuddannelse ( Se note 2) under tabel 1.)

Den største frafaldsprocent findes på de videregående uddannelser. På disse uddannelser er det dog lykkedes - over en årrække - at nedbringe frafaldsprocenten væsentligt.

For de lange videregående uddannelser er frafaldsprocenten faldet med 17 procentpoint fra 1981/82 til 1994/95. I 1994/95 udgør frafaldet 38 procent.

For de erhvervsfaglige afslutningsuddannelser ses tillige et fald i frafaldsprocenten. Efter en stigning fra 11 procent i 1981/82 til 21 procent i 1989/90 faldt procenten til 16 i 1994/95.

Betragtes frafaldet på uddannelseshovedgrupper, er der ikke nogen klar og entydig udvikling over den betragtede periode. Frafaldsprocenten er større, jo højere op i uddannelsessystemet vi kommer, og er således størst på de videregående uddannelser.

For ungdomsuddannelserne har de almengymnasiale uddannelser de laveste frafaldsprocenter. I 1994/95 var procenten 12. Til sammenligning var procenten 20 for de erhvervsgymnasiale uddannelser.

2.2 Efter frafald

I diskussionen af frafaldsproblematikken er det naturligvis afgørende, hvad der sker efter frafaldet. Som angivet indledningsvis er selve frafaldsbegrebet knyttet til det enkelte uddannelsessted eller den enkelte uddannelse. Frafald behøver således ikke at betyde, at den unge helt forlader uddannelsessystemet.

Undersøgelsen fra Danmarks Statistik "Den hvide hue - hvad fører den til?" (Danmarks Statistik 1997.) viser, at de studenter, der påbegynder en videregående uddannelse, for 88 procents vedkommende 10 år efter står med et bevis for en erhvervskompetencegivende uddannelse i hånden.

Tabel 2 viser, at der på alle områder i dag er en stærkere tendens end tidligere til at påbegynde en uddannelse igen, hvis man er faldet fra. Det kan enten være den samme uddannelse eller en helt ny uddannelse - men det betyder under alle omstændigheder, at frafaldet fra uddannelsessystemet kun er midlertidigt (Bemærk iøvrigt, at en række af de personer, der falder fra (tabel 2) et uddannelsesområde, tidligere kan have fuldført en anden uddannelse. Tabellen viser alene, hvilket uddannelsesområde de, der faldt fra, forlod.)

På de erhvervsgymnasiale uddannelser er det f.eks. i dag kun 9 procent af de frafaldne, der ikke går i gang med en anden uddannelse på et eller andet tidspunkt. For 14 år siden var frafaldsgruppen 3 gange så stor. Tendensen til at gå i gang igen er i det hele taget stærkest på de erhvervsgymnasiale uddannelser.

2.3 Ventetider

Danske unge bliver i en international sammenligning relativt sent færdige, både med deres ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Det kan have at gøre med pauser på de unges vej igennem uddannelserne - f.eks. mellem grundskolen og gymnasiet - eller med ventetider i forbindelse med uddannelsesskift.

Figur 1 viser andelen af frafaldne på de forskellige uddannelsesområder, der er startet på en ny ud-dannelse efter hhv. 3 og 15 måneder. For hver ud-dannelse er der tal for 1981/82 og for 1994/95, så det er muligt at se, hvordan tidsprofilen har udviklet sig.

Figuren viser eksempelvis, at af de unge, der afbrød grundskolens 8., 9. eller 10. klasse i 1981/82, var 36 procent i gang med en ny uddannelse efter bare 3 måneder. Efter 15 måneder var over halvdelen - 57 procent - kommet i gang med noget nyt. I 1994/95 var 46 procent startet på noget nyt efter 3 måneder, og efter 15 måneder var tallet 67 procent.

Unge, der er faldet fra gymnasiet eller en kort eller mellemlang videregående uddannelse, er de langsomste til at komme i gang igen. Omvendt er de, der falder fra de erhvervsgymnasiale uddannelser, hurtigt i gang med en ny uddannelse - typisk en erhvervsfaglig uddannelse. Allerede efter 3 måneder var 64 procent af dem, der faldt fra en hhx/htx i 1994/95 begyndt på en ny uddannelse. For KVU og MVU er det tilsvarende tal omkring 20 procent. Den hurtige genstart kan skyldes, at frafaldne fra hhx og htx ofte kan komme i gang igen på den erhvervsskole, hvor de i forvejen går. Den typiske uddannelsesovergang sker således til en erhvervsuddannelse, som er mindre boglig end den uddannelse, eleven kommer fra.

Ser vi på de forandringer i adfærden, der er sket fra 1981/82 til 1994/95, er det tydeligt, at tendensen til at starte på en ny uddannelse, når man først er faldet fra, især er øget på erhvervsskolerne. Hvor der i 1981/82 kun var 12 procent af dem, der faldt fra de erhvervsfaglige uddannelser, der var gået i gang igen efter 3 måneder, var der i 1994/95 næsten tre gange så mange - 34 procent. Procenten af unge, der springer fra en erhvervsgymnasial uddannelse og er i gang igen efter 3 måneder, steg i samme periode fra 41 til 64.

På erhvervsskolerne er det altså i højere grad lykkedes at vejlede de frafaldne over i en ny uddannelse. Det er endvidere signifikant, at det er sket ved hurtigt at få dem i gang igen. Det er 3 måneders-gruppen, der er steget. Det kunne tyde på, at en hurtig vejledningsindsats for at fastholde de unge i uddannelsessystemet er afgørende for at få nedbragt frafaldet.

Også de elever, der afbrød grundskolen, går i højere grad hurtigt i gang igen i dag, end de gjorde for 15-20 år siden. Adfærden hos unge, der forlader gymnasiet eller en videregående uddannelse, har derimod ikke ændret sig synderligt.

2.4 Første påbegyndte uddannelse og afbrud med arbejdsmarkedet som aftager

Det foregående afsnit viste mængden af frafald og resultater fra de såkaldte tværsnitsberegninger om forventede bevægelser efter frafald fra de enkelte uddannelsesområder. I dette afsnit præsenteres resultater fra en såkaldt forløbsanalyse, som er foretaget i samarbejde med Danmarks Statistik. Her har vi sat fokus på de elever, der påbegyndte deres første uddannelse på et uddannelsesområde. "Første uddannelse" er her alene uddannelser inden for Undervisningsministeriets ressort, hvorimod "ny" uddannelse efter afbrud er alle uddannelser uanset ressort. Forløbsanalysen behandler tre uddannelsesområder: De gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser.

Hovedformålet med undersøgelsen har været at få belyst forskellige uddannelsesårganges adfærd over en årrække. Der er tillige sat fokus på dem, der afbrød. Her har vi søgt at belyse, hvordan deres fortsatte karriere former sig, såvel inden for uddannelsessystemet som på arbejdsmarkedet (herunder beskæftigelse og ledighed).

Som tidligere beskrevet følger vi forskellige uddannelsesårgange: 1981/82, 1987/88 og 1993/94, henholdsvis 12, 36 og 72 måneder efter førstegangstilgangen, samt status pr. 1. oktober 1996. Vi ser tillige på, om der tegner sig et specielt mønster for afbrud afhængigt af forudgående uddannelse.

Med afsæt i antallet af afbrud i 1995/96 belyses, hvor langt inde i uddannelsesforløbet afbruddet skete.

Nedenfor fremgår det i en mere detaljeret form, hvordan frafaldet fordeler sig, og hvad der sker med den del af de frafaldne, der ikke vendte tilbage til e uddannelse.

2.4.1 Frafald på de gymnasiale uddannelser

De gymnasiale uddannelser er en fællesbetegnelse for de almengymnasiale uddannelser (studentereksamen og hf) og de erhvervsgymnasiale uddannelser (højere handelseksamen og højere teknisk eksamen).

Det antal unge, der indgår i forløbsundersøgelsen, svarer til det antal personer, der for første gang påbegynder en gymnasial uddannelse. Antallet lå temmelig stabilt på knap 36.000 i både 1981/82 og 1987/88. I 1993/94 var antallet af gymnasiaster vokset til godt 38.000.

Under denne overflade gemmer sig tillige en forskydning fra de almene over imod de erhvervsrettede gymnasieuddannelser.

Antallet af nye elever i det almene gymnasium faldt - set over hele perioden - fra godt 30.000 om året til knap 27.000 (faldet skete i første del af 1980'erne), mens tilgangen til hhx og htx steg fra knap 6.000 til over 11.500, altså næsten en fordobling i omfang.

Af tabel 3 ses, at frafaldet i de gymnasiale uddannelser under ét faldt fra 1981/82 til 1987/88 - altså i den periode, hvor tilgangen lå nogenlunde konstant - fra 4.900 til 3.800 personer, et fald på knap 1/4. Frem til 1993/94-årgangen skete atter en mindre stigning i frafaldet til ca. 4.300 unge i en årgang. Det skal dog ses på baggrund af den stigende tilgang til de gymnasiale uddannelser. Frafaldsprocenten er i løbet af den undersøgte periode faldet en anelse, fra 14 til et niveau på omkring de 11.

Frafaldsprocenten har hele tiden været dobbelt så stor i de erhvervsgymnasiale uddannelser som i de almengymnasiale.

Hvordan går det med uddannelsesårgang 1981/82?

Af tabel 4 fremgår det, at 86,4 procent af de unge, der påbegyndte en gymnasial uddannelse i 1981/82, gennemførte den. Det svarer til 24 ud af en klasse på 28. Fuldførelsesprocenten for førstegangstilgang er noget højere i det almene gymnasium (88 procent) end i de erhvervsgymnasiale uddannelser (78 procent).

Tilbage er knap 14 procent, der ikke fuldførte den gymnasiale uddannelse, de påbegyndte i 1981/82. Over halvdelen har dog fuldført eller i det mindste påbegyndt en anden uddannelse. Kun 5,1 procent svarende til ca. 1.900 unge har forladt uddannelsessystemet og har i stedet gjort deres entré på arbejdsmarkedet. Af disse er mere end hver anden i job. Kun 2,4 procent af førstegangstilgangen på de gymnasiale uddannelser står uden uddannelse, kombineret med at de er ledige eller helt uden for arbejdsmarkedet omkring 15 år senere.

Ud af de to gymnasiale uddannelsesgrupper er frafaldet som nævnt klart størst på de erhvervsgymnasiale uddannelser. Der tegner sig imidlertid kun mindre forskelle i adfærden hos dem, der faldt fra: Begge steder er billedet, at over halvdelen fuldfører en anden uddannelse i stedet for, og over halvdelen af dem, der ender på arbejdsmarkedet uden fuldført ungdomsuddannelse, er i job.

Hvordan går det med uddannelsesårgang 1987/88 ?

I tabel 5 opgøres resultater for uddannelsesår-gang 1987/88.

Frafaldsprocenten på de gymnasiale uddannelser faldt fra 13,6 i 1981/82 til 10,7 i 1987/88. Ikke desto mindre var det stadig 64 procent af de frafaldne - altså langt over halvdelen - for hvem det lykkedes at fuldføre/påbegynde en anden uddannelse. Selv om frafaldsgruppen svandt ind, mindskedes dens uddannelsesmotivation med andre ord ikke - tværtimod.

På tilsvarende vis er arbejdsmarkedssituationen parallel med først i 1980'erne for dem, der startede i gymnasiet, men aldrig fik færdiggjort en ungdomsuddannelse. Over halvdelen af denne uddannelsesmæssige restgruppe er i beskæftigelse.

Selv om frafaldet er mindre end i 1981/82, er der stort set samme fordeling af frafaldne i 1987/88 på anden uddannelse, beskæftigelse og lediggang - på trods af, at de faldt fra i en periode med udpræget lavkonjunktur og høj ungdomsarbejdsløshed.

Hvordan går det med uddannelsesårgang 1993/94 ?

Af de unge, der påbegyndte en gymnasial uddannelse i 1993/94, vil de fleste tidligst kunne have afsluttet denne uddannelse i sommeren 1996. Alle de gymnasiale uddannelser er tre-årige, bortset fra hf og studenterkursus, som tager 2 år, og den 1-årige hhx (for studenter fra det almene gymnasium).

Derfor kan der naturligvis ikke konkluderes helt så fast om denne årgang som om de to tidligere årgange, vi har beskrevet.

Det ses da også af tabel 6, at kun 1/3 af de påbegyndte uddannelsesforløb er fuldført. 53 procent er stadig i gang med den uddannelse, de startede på for første gang.

Når det ikke desto mindre kan have interesse at kigge på disse tal, er det bl.a. fordi, de er nye og også kan give et fingerpeg om de unges adfærd i tiden umiddelbart efter, de har afbrudt deres uddannelse. Det ses således tydeligt, at tendensen til at påbegynde en ny uddannelse er lav - kun godt 1/3 af de frafaldne har valgt denne mulighed.

Mange af dem, der falder fra en gymnasial uddannelse, tager en tur rundt om arbejdsmarkedet, inden de sætter sig på skolebænken igen.

Blandt de frafaldne i uddannelsesårgang 1993/94, der er på arbejdsmarkedet 1. oktober 1996, er der ca. samme ledighedsprocent som i de tidligere årgange. Tendensen til, at unge går ud af gymnasiet, fordi de har et job på hånden, taber dette job efter en tid og derefter bliver ledige, er således ikke særlig tydelig i dette materiale.

Har forudgående uddannelse betydning for frafaldet ?

Tabellerne 7 til 9 viser, at over halvdelen af frafaldet i de gymnasiale uddannelser udgøres af unge med 10. klasse som baggrund. Det er et højt tal på baggrund af, at kun ca. hver tredie gymnasieelev kommer fra 10. klasse. Tilgang fra 9. klasse var i opgørelsesperioden langt det almindeligste, især til det almene gymnasium.

Tendensen til at gå i gang med en anden uddannelse er lige stor, uanset om den frafaldne elev kommer fra 9. eller 10. klasse.

2.4.2 Frafald på erhvervsuddannelser (EUD)

Erhvervsuddannelser (EUD) består af to dele: Skoleperiode (Før erhvervsuddannelsesreformen i 1991: Efg-basisår. Efter reformen: 1. og 2. skoleperiode.) og hovedforløb (7 Før erhvervsuddannelsesreformen i 1991: Efg-2. del og lærlingeuddannelserne. Efter reformen: EUD hovedforløb.) Undersøgelserne dækker både perioden før erhvervsuddannelsesreformen i 1991 og uddannelserne efter reformen.

Antallet af elever med førstegangstilgang til EUD har i undersøgelsesperioden bevæget sig op og ned: Stigende fra ca. 34.100 elever i 1981/82 til ca. 37.500 elever i 1987/88, og faldende til ca. 31.900 elever i 1993/94, hvor også de små ungdomsårgange satte ind.

Antallet af elever på EUD, der faldt fra en uddannelse, faldt væsentligt i perioden 1987/88 til 1995/ 96. Det gælder både for elever på skoleperioden og på hovedforløbet. Eleverne ved hovedforløbet havde dog størst nedgang i frafald, jf. tabel 10.

Hvordan går det med uddannelsesårgang 1981/82?

Tabel 11 viser, at den del af uddannelsesårgang 1981/82, som første gang påbegyndte en erhvervsuddannelse på efg-basisår, havde en fuldførelse på 90,7 procent. 4,8 procent af dem, der afbrød uddannelsen, var enten i gang med en ny uddannelse eller havde fuldført en anden uddannelse.

Tilbage var 4,4 procent af førstegangstilgangen, som pr. 1. oktober l996 ikke var kommet i gang med en ny uddannelse. Heraf kom over halvdelen (2,4 procent) i arbejde, og relativt hurtigt. De resterende 2 procent var enten ledige, uden for arbejdsmarkedet eller med uoplyst arbejdsmarked.

Efg-hovedforløb havde med 92 procent en lidt højere fuldførelsesprocent end basisåret. Dertil kom, at yderligere 4,5 procent senere enten var i gang med en ny uddannelse eller senere fuldførte en anden uddannelse.

Tilbage var et frafald på 3,5 procent af førstegangstilgangen. Langt over halvdelen af disse fandt beskæftigelse.

Af tabellen fremgår det også, at tidligt frafald på efg-hovedforløb ikke forringede chancen for at finde arbejde. Andelen af ledige, uden for arbejdsmarked og med arbejdsmarked uoplyst lå lavere end for basisåret og lærlingeuddannelserne.

Fuldførelsesprocenten af førstegangstilgangen på lærlingeuddannelserne udgjorde 82,9 procent og lå klart under efg-uddannelsen set under ét.

Den store forskel mellem efg- og lærlingeuddannelsen lå især i opbygningen: Basisåret på efg gav eleven mulighed for at orientere sig i det valgte fagområde før valget af læreplads.

For at starte på en lærlingeuddannelse skulle der være indgået en lærepladsaftale forinden. Langt over hovedparten af førstegangstilgangen kom direkte fra skolen og var derfor mellem 15-16 år. Lærlingeuddannelsen var på det tidspunkt i 1980'erne kun i ringe grad blevet fornyet indholdsmæssigt og var derfor ude af takt med udviklingen på det danske arbejdsmarked.

Antallet af opsagte lærlingeforhold efter især 12 måneder var da også over dobbelt så stort som på efg-hovedforløb, jf. tabellen.

På lærlingeuddannelsen udgjorde gruppen af frafaldne, som senere påbegyndte eller fuldførte en ny uddannelse, tilsammen 8,9 procent af førstegangstilgangen.

Af de 8,3 procent, der ikke fortsatte i uddannelsessystemet, fandt 2/3 job. Kun 2 procent af førstegangstilgangen endte i ledighed eller uden for arbejdsmarkedet.

Hvordan går det med uddannelsesårgang 1987/88?

Uddannelsesårgang 1987/88 adskilte sig fra 1981/82 på især to områder: Flere fuldførte på efg-basisåret, mens der viste sig stigende frafaldsproblemer på både efg-hovedforløb og på lærlingeuddannelsen, jf. tabel 12.

På efg-basisår så det ud til, at den nye førstegangstilgang blev bedre fastholdt: Målt pr. 1. oktober 1996 havde 92,4 procent fuldført basisåret, og dertil kom senere yderligere 4,1 procent, som fuldførte eller var i gang med en ny uddannelse.

I gruppen af frafaldne elever på 3,5 procent fandt knap halvdelen, eller 1,7 procent, arbejde og endda flere efter kun 12 måneder. Resten på 1,8 procent var ledige, udenfor arbejdsmarked eller havde uoplyst status.

Gennemførelsen på efg-hovedforløb lå på 84,3 procent. Det var knap 8 procentpoint under niveauet for 1981/82. 5,2 procent af førstegangstilgangen, som faldt fra, var dog i gang med ny uddannelse eller havde fuldført en anden uddannelse. Af de resterende 15,7 procent, der faldt fra, fandt langt over halvdelen beskæftigelse.

Lærlingeuddannelsen fulgte samme spor: Sammenlignet med 1981/82 var der et fald i antal, der fuldførte første uddannelse, på 4 procentpoint til 79 procent. Herudover var 7,3 procent i gang med ny uddannelse eller havde allerede afsluttet anden uddannelse.

Pr. 1. oktober 1996 havde en meget stor del af de elever, der faldt fra lærlingeuddannelsen 1997/88, fundet arbejde: 10,6 procent af førstegangstilgangen kom i beskæftigelse. Der var jobmuligheder, uanset om frafaldet lå tidligt eller sent i uddannelsen. 3,1 procent var ledige, uden for arbejdsmarkedet mv. Dette var en lille stigning i ledighedstallet sammenlignet med 1981/82.

Hvordan går det med uddannelsesårgang 1993/94?

Uddannelsesårgang 1993/94 påbegyndte uddannelse under den nye lov om erhvervsuddannelser, som trådte i kraft i 1991. Tallene i tabel 13 viser, at reformen i praksis har ført til lavere frafald.

Af naturlige årsager indeholder tabellen et langt kortere tidsforløb end for de andre to uddannelsesårgange. Derfor er det kun muligt at sammenligne resultaterne efter 12 måneders forløb for alle tre uddannelsesårgange.

Status pr. 1. oktober 1996 for førstegangstilgangen til EUD 1.- og 2. skoleperiode viser efter 12 måneder, at 95,5 procent enten havde fuldført første uddannelse, afbrudt og var i gang med en ny uddannelse eller havde afsluttet en ny uddannelse. Procenttallet var lidt højere end for uddannelsesårgangen 1987/88. En stor gruppe af de elever, der faldt fra, fandt allerede efter 12 måneder arbejde.

EUD-hovedforløb havde efter 12 måneder en frafaldsprocent på 4,5 procent, hvilket var lavere end de to foregående uddannelsesårgange på det samme tidspunkt. Der var også en stor del af de frafaldne elever, som fandt arbejde. Dette var et fællestræk for alle tre uddannelsesårgange.

Hvornår falder de fra?

Elever på EUD's hovedforløb, som besluttede at holde op, gjorde det tidligt i uddannelsesforløbet. Tabel 14 viser, at for uddannelsesårgang 1993/94 skete 90 procent af alle afbrud inden for de første 12 måneder, og kun en brøkdel tog beslutningen i slutningen af deres uddannelse. Det er dog en lille stigning i forhold til uddannelsesårgang 1987/88.

Selv om tendensen til fuldførelse på de enkelte delforløb af en erhvervsuddannelse ligger på 80 til 90 procent, kan den samlede fuldførelsesprocent fra start til slut i uddannelsesforløbet i nogle tilfælde godt ligge noget lavere. Dette hænger bl.a. sammen med, at en ikke ubetydelig del af frafaldet på erhvervsuddannelserne sker mellem de indledende skoledele og hovedforløbet, nemlig på det tidspunkt, hvor eleverne skal ud og finde en praktikplads. De præcise årsager til denne type frafald er ikke afdækket. Men frafaldet kan hænge sammen med vanskeligheder med at finde den ønskede praktikplads - vanskeligheder, som igen kan afhænge af f.eks. den generelle praktikpladssituation, der til dels er konjunkturbestemt.

Endelig sker også en del frafald efter, at eleven har opnået praktikaftale. Årsager til denne type frafald er belyst i f.eks. SEL's undersøgelse fra 1995 ("Hvorfor faldt de fra?") og i en undersøgelse fra Århus Købmandsskole fra 1998 ("Elevfrafald i praktikperioden"). Sidstnævnte undersøgelse viser, at 20 til 25 procent af praktikaftalerne ophæves i utide - og ofte af eleverne selv. Årsagerne kan være mange, f.eks. fortrydelse af uddannelsesvalg, personlige problemer eller samarbejdsproblemer. Sådanne frafald behøver dog ikke være definitive. Ofte vil eleverne have gode muligheder for at opnå andre aftaler. Er eleven uden egen "skyld" i ophævelsen (f.eks. ved virksomhedslukning, konkurs eller lignende), har nye regler endvidere givet sådanne elever adgang til at afslutte uddannelsen i skolepraktik.

Har forudgående skolegang betydning for frafaldet?

Tabellerne 15 til 17 viser, hvilken forudgående skolegang de frafaldne elever med førstegangstilgang på EUD-hovedforløb havde.

Langt de fleste havde en afsluttende prøve fra grundskolen bag sig. Det kan ikke overraskende konstateres, at en afsluttet 10. klasse betød en lidt større mulighed for at komme i gang efter en afbrudt uddannelse end en afsluttet 8. klasse eller 9. klasse.

En mindre gruppe af de elever, der faldt fra, havde en afsluttet ungdomsuddannelse i forvejen, men det var ikke entydigt en fordel.

For elever, der faldt fra efter førstegangstilgang i 1987/88 med en afsluttet EUD eller gymnasial uddannelse, var der en svagere tendens til at komme i gang med en ny uddannelse end for elever med kun en afgangsprøve fra grundskolen. Mange af eleverne med en afsluttet ungdomsuddannelse søgte ud på arbejdsmarkedet, jf. det foranstående afsnit om uddannelsesårgang 1987/88.

For årgang 1993/94 var der frem til 1994/95 en større tilbøjelighed til at søge ny uddannelse, specielt for elever med en almen gymnasial uddannelse, jf. tabel 17.

Elever fra 1993/94 med en afsluttende prøve fra grundskolen var ikke nær så hurtige som de andre uddannelsesårgange til at genoptage en ny uddannelse. De fleste af dem, der faldt fra, kom enten i arbejde eller befandt sig i de første 12 måneder uden for arbejdsmarked, som det fremgår af det foranstående afsnit om uddannelsesårgang 1993/94.

2.4.3 Frafald på de videregående uddannelser

De videregående uddannelser opdeles i tre uddannelsesområder: Korte videregående uddannelser (KVU), mellemlange videregående uddannelser (MVU) og lange videregående uddannelser (LVU).

Hvor mange falder fra på de videregående uddannelser?

Førstegangstilgangen til de videregående uddannelser (DVU) (De videregående uddannelser (DVU) er en fællesbetegnelse for: (KVU) korte videregående uddannelser, (MVU) mellemlange videregående uddannelser og (LVU) lange videregående uddannelser.) er steget fra ca. 22.300 i 1981/82 til 26.900 i 1987/88 og yderligere til 31.900 i 1993/94. Det svarer til en stigning på 9.700 nystartede eller godt 43 procent.

Den øgede tilgang er især sket på de mellemlange videregående uddannelser, hvor optaget (førstegangstilgangen) er øget til det dobbelte fra 1981/82 til 1993/94.

Af førstegangstilgangen fra 1981/82 faldt ca. 7.000 studerende fra deres videregående uddannelse. For 1987/88 steg det samme tal til omkring 8.500 studerende. Frafaldet for førstegangstilgangen til de videregående uddannelser i 1993/94 var ca. 7.600 studerende. Dette skal ses i sammenhæng med den korte måleperiode for netop denne årgang. Men den største del af frafaldet på de videregående uddannelser sker dog i løbet af de første 12 måneder.

Hvordan går det uddannelsesårgang 1981/82?

I nedenstående tabel 18 præsenteres resultatet for de videregående uddannelser for uddannelsesårgang 1981/82 efter forskellige måletidspunkter.

I den nederste del af tabellen opgøres tillige uddannelsesårgangens status pr. 1. oktober 1996 for henholdsvis korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.

For de i alt 22.303 studerende, der første gang begyndte på en videregående uddannelse i 1981/82, er status pr. 1. oktober 1996 meget positiv. Hele 82,3 procent har fuldført en uddannelse eller var i gang med en uddannelse. Heraf fuldførte 67,4 procent den uddannelse, som de oprindeligt påbegyndte. 12,7 procent havde fuldført en anden uddannelse, mens 2 procent var i gang med en ny uddannelse.

Det samlede frafald udgjorde 32,5 procent. Heraf var ca. 1/3 i beskæftigelse, og overraskende nok var kun 1,2 procent ledige. Tidligt frafald havde næsten ingen betydning for andelen med ledighed. Efter 12 måneder var 1,7 procent ledige.

Pr. 1. oktober 1996 var kun 5,3 procent af de frafaldne på de videregående uddannelser uden for arbejdsmarkedet (f.eks. invalidepensionister mv.) eller havde uoplyst arbejdsmarked (herunder udvandring, dødsfald mv.). Det er en bemærkelsesværdig tendens, at allerede efter 12 måneder var 2,3 procent af dem, der første gang starter på en videregående uddannelse, helt uden for arbejdsmarkedet. Forklaringen kan nok søges i, at unge med psykiske, fysiske eller sociale problemer prøver at indgå i et uddannelsesforløb i stedet for ledighed og meget hurtigt opdager, at dette magter de ikke, og derfor overgår til f.eks. den sociale sikring eller lignende.

Af den nederste del af tabellen ses, at for KVU har 85 procent af uddannelsesårgangen fuldført en uddannelse eller er i gang med en uddannelse (om ikke den, de påbegyndte). For MVU var den tilsvarende andel 84,1 procent, men for LVU er tallet noget lavere - 77,3 procent. Til gengæld var der blandt de frafaldne på LVU-området en større beskæftigelsesandel (13,4 procent, hvor f.eks. KVU's tilsvarende andel udgjorde 8,7 procent).

Jo højere man befinder sig i uddannelsesniveauerne, jo lavere er tendensen til at fuldføre den uddannelse, man påbegynder. Forskellen på KVU og LVU (med status i 1996) er eksempelvis 20 procentpoint.

Hvordan går det uddannelsesårgang 1987/88?

I nedenstående tabel 19 præsenteres resultatet af forløbsundersøgelsen for de videregående uddannelser for uddannelsesårgang 1987/88 efter forskellige måletidspunkter.

Også for denne uddannelsesårgang ser slutresultaterne for frafald kontra beskæftigelse meget positive ud.

Sammenligner man uddannelsesårgang 1981/ 82 med 1987/88, viser der sig ikke de helt store forskelle. Opgørelsen over 1987/88-årgangen er imidlertid baseret på et kortere "gennemløb". Det afspejler sig bl.a. i, at en større andel af de studerende pr. 1. oktober 1996 fortsat er i gang med den uddannelse, de påbegyndte (primært LVU). 2,4 procentpoint flere var i gang med den uddannelse, de påbegyndte.

75,9 procent har fuldført en uddannelse, heraf 65,8 procent den uddannelse, de oprindeligt påbegyndte.

For dem, der afbrød deres uddannelse og forlod uddannelsessystemet, var en meget lille del ramt af ledighed. Der viser sig heller ikke markante ændringer for andelen af dem, der faldt fra, som befandt sig uden for eller havde uoplyst arbejdsmarked.

Nederst i tabel 19 opgøres de enkelte uddannelsesområder. På KVU har 86,4 procent af uddannelsesårgangen fuldført en uddannelse eller er i gang med en uddannelse - om ikke den, de påbegyndte. På MVU er den tilsvarende andel 82,3 procent. På LVU er andelen 84,3 procent. Dette er en pæn stigning på 7 procentpoint (sammenlignet med 1981/82). Vi ved dog ikke for indeværende, hvor mange af de igangværende der efterfølgende vil afbryde uddannelsen (17,3 procent var i gang med LVU).

Andelen af dem, der afbrød deres mellemlange videregående uddannelse, steg i 1987/88 sammenlignet med 1981/82 fra 28,8 procent til 34,3 procent.

Også for denne uddannelsesårgang var der større tendens til at fuldføre den første uddannelse, jo lavere uddannelsesniveau man befandt sig på.

Hvordan går det uddannelsesårgang 1993/94?

I nedenstående tabel 20 vises førstegangstilgangen i 1993/94 pr. 1. oktober 1996. For denne årgang er gennemløbet ganske kort.

Andelen, der afbrød deres uddannelse inden for det første år, er steget med 2,1 procentpoint sammenlignet med 1987/88. I alt 17,9 procent afbrød uddannelsen inden for det første år. Men allerede i løbet af det efterfølgende år var mere end 1/3 af de frafaldne i beskæftigelse, og kun 1 procent var ledige.

Ved status pr. 1. oktober 1996 var 58,2 procent i gang med samme uddannelse, som de påbegyndte. 18,1 procent havde fuldført en uddannelse - hovedparten den første uddannelse. 24 procent havde afbrudt deres uddannelsesforløb. Heraf havde knapt halvdelen - eller 11,8 procent af den samlede uddannelsesårgang - dog påbegyndt en ny uddannelse.

Hvornår falder de fra?

Med et tilbageblik for alle studerende, der faldt fra i 1995/96, kortlægges det i tabel 21, hvornår i uddannelsesforløbet frafaldet sker.

Størstedelen af de studerende, der falder fra en videregående uddannelse, afbryder uddannelsen i løbet af de første 12 måneder. Af de i alt ca. 7.600 studerende, der afbrød deres første uddannelse i 1995/96, afbrød 68 procent i løbet af det første studieår.

Det er særlig tydeligt på de korte og de mellemlange videregående uddannelser, hvor henholdsvis 86 procent og 74 procent falder fra det første år.

På de lange videregående uddannelser falder 56 procent fra første år, 13 procent andet år og 10 procent tredje år. De efterfølgende år er frafaldet moderat - 6 procent falder fra efter mere end 8 års studier.

Har forudgående skolegang betydning for frafaldet?

I de efterfølgende tabeller 22 til 24 vises antallet af frafald med fokus på den forudgående skolegang (adgangsgrundlaget).

Det er især bemærkelsesværdigt, at studerende med en hhx/htx, en erhvervsfaglig uddannelse eller "andet/uoplyst" som baggrund for deres videregående uddannelse har markant sværere ved at komme i gang med en ny uddannelse, når de først er faldet fra. En del af denne grup-pe har dog mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet med en allerede opnået erhvervskompetence.

Det er især markant, at studerende med "andet/ uoplyst" som baggrund har problemer med at påbegynde og fuldføre en efterfølgende uddannelse, når de er faldet fra.

Af førstegangstilgangen fra 1993/94, der faldt fra i perioden frem til 1994/95, ses det, at 80 procent med en sådan utraditionel baggrund ikke var kommet i uddannelse igen. Denne tendens går igen i alle tre opgørelser.

Over halvdelen af de studerende med en studenter- eller hf-eksamen som forudgående skolegang kommer i gang med en ny uddannelse.

3. Hvorfor falder de fra?

Fem mulige forklaringer på frafald

På erhvervsskolerne og social- og sundhedsskolerne har der i forbindelse med Undervisningsministeriets kampagne "Jagten på frafald" været gennemført undersøgelser af, hvorfor de unge falder fra deres uddannelser. Sammenholdt med Evalueringscenterets rapporter og de videregående uddannelsesinstitutioners egne undersøgelser af frafald kan der udkrystalliseres fem "arketypiske" frafaldsforklaringer. Forklaringerne tager deres udgangspunkt i frafaldet på de videregående uddannelser, men de gør sig også i høj grad gældende for eleverne på erhvervs- og gymnasieskolerne.

De fleste frafaldsproblemstillinger kan forklares under følgende fem overskrifter: 1) Forkert studievalg, 2) De studerendes motivation, 3) De studerendes adgangsforudsætninger, 4) Studiets opbygning og miljø og 5) Aktiviteter ved siden af studierne.

Disse fem gennemgående og basale forklaringer på frafald optræder sjældent i rendyrket form. I praksis er forklaringerne overlappende og indgår som to eller flere sider af samme sag - som elementer i en problemstilling, der resulterer i frafald.

Forkert studievalg

En af de mest overordnede, men også meget overfladiske og unuancerede forklaringer på, at de studerende falder fra deres uddannelse, er, at de har valgt forkert uddannelse.

Spørgsmålet er så, hvad grunden er til, at det pågældende studium er det forkerte. Der vil i mange tilfælde være tale om et regulært fejlvalg, som ikke ville være undgået, selv om informationen var tilstrækkelig. Men mange studerende har ikke på forhånd søgt tilstrækkelig information om studiets indhold og havner alene af den grund forkert. Endelig kan det vise sig, at den studerendes kvalifikationer ikke passer med studiets krav.

Den studerendes motivation

En afgørende faktor for frafald er den motivation, de studerende søger deres uddannelse med.

Over 80 procent af alle de studerende, der optages gennem Den Koordinerede Tilmelding, kommer ind på deres 1. prioritet. Samlet set er det mere end 90 procent af ansøgerne, der optages på enten deres 1. eller 2. prioritet.

At ansøgere optages på en lavere prioritet end deres første, er ikke nødvendigvis udtryk for, at de ikke kommer ind på deres ønskeuddannelse. De lavere prioriteter er ofte også den ønskede uddannelse, men på en anden uddannelsesinstitution end den primært foretrukne.

Tilbage står dog, at nogle uddannelser bliver aftagere af mindre motiverede studerende, der i deres ansøgning har haft den pågældende uddannelse som en lavere prioritet. Disse uddannelser eller uddannelsesinstitutioner kan herved komme til at fungere som mellemstation eller forberedelse til andre uddannelser eller uddannelsessteder.

Den studerendes adgangsforudsætninger

Ud over den motivation, de studerende møder op med ved studiestart, synes der at være en ganske klar sammenhæng mellem de studerendes gymnasiale baggrund, eksamenskvotienten og deres succes på uddannelsen.

For det samlede uddannelsessystem findes ikke systematiske analyser af adgangskarakterers indflydelse på de studerendes frafald. Mindre undersøgelser af denne sammenhæng tyder imidlertid på, at karaktererne i den adgangsgivende eksamen har en vis betydning.

En undersøgelse på DTU blandt samtlige optagne i studieåret 84-85 viste en meget klar sammenhæng mellem eksamensgennemsnit og gennemførelsesprocent. Studerende med 9,8 eller derover havde et frafald på 12 procent, mens studerende med et gennemsnit på under 7,3 havde et frafald på 82 procent.

Resultaterne fra forløbsundersøgelsen "Den grønne Årgang" for de studerende, der blev optaget i 1995 på Aarhus Universitet, viser en lignende tendens. For optagne med under 8,0 i gennemsnit var frafaldet det første år dobbelt så stort (30 procent) som den samlede frafaldstendens (14,2 procent). Frafaldet blandt de optagne med en hf-eksamen lå væsentligt over gennemsnittet. 25 procent af de optagne med hf-eksamen faldt fra. Disse resultater understøttes af undersøgelser foretaget på Københavns Universitet.

Nogle uddannelser har som konsekvens af disse iagttagelser indstillet, at adgangskravene suppleres med særlige karakterkrav. Det gælder f.eks. nogle af ingeniøruddannelserne, teologi, medicin og økonomi på Københavns Universitet.

Studiets opbygning og miljø

Som tidligere nævnt er der en udpræget tendens til, at frafaldet stiger, jo længere uddannelsen varer. Men ud over længden af uddannelsen kan også uddannelsens generelle opbygning og det faglige og sociale studiemiljø påvirke gennemførelsesprocenten.

Uddannelsen kan være meget teoretisk anlagt med forelæsninger frem for holdundervisning, mange lærebøger på fremmedsprog etc. Det studiemæssige og sociale miljø kan være dårligt - eller opleves dårligt - fordi der ikke er etableret særlige studiestartprogrammer.

Især studier, der optager en meget heterogen studentermasse, kan have problemer med at etablere en studiestart, der passer til alle studerende.

Uddannelser med mange skemalagte timer (og begrænset selvstudium) og hyppige eksaminer har generelt højere gennemførelsesprocenter. De mere løst sammensatte uddannelser kan dels forekomme mindre overskuelige, dels virke opfordrende til, at de studerende påtager sig erhvervsarbejde eller andre "udenomsaktiviteter" i et sådant omfang, at det påvirker studieindsatsen.

Både studiets opbygning og undervisningsform og det faglige og sociale miljø på institutionen kan således medvirke til frafald på de videregående uddannelser. Man kan dog ikke se bort fra, at en del af de forklaringer, der knytter sig til det faglige indhold og studiets opbygning, bunder i, at den studerende har haft for dårligt forhåndskendskab til studiet og de krav, det stiller.

De muligheder, der er for at kombinere uddannelsen med andre uddannelser senere i uddannelsesforløbet, kan også være af betydning for, om de studerende bliver eller falder fra studiet. Som tidligere nævnt kan en uddannelse få karakter af "mellemstation" for andre uddannelser, men det modsatte kan også være tilfældet. Oplever de studerende uddannelsen som en "blindgyde" med begrænsede muligheder for beskæftigelse eller videre uddannelse, kan det også medføre et vist fravalg. Denne tilbøjelighed er særlig tydelig set i lyset af, hvor mange der fortsætter på en anden videregående uddannelse, efter de har afbrudt den første.

Aktiviteter ved siden af studierne og finansiering af studierne

Den studerendes prioritering af uddannelse i forhold til øvrige aktiviteter eller forpligtelser er den femte vigtige forklaring på frafald.

De studerendes studiestartsalder kan have afgørende betydning, idet de sene studiestartere ofte har flere og mere krævende forpligtelser ved siden af deres studium.

I forløbsundersøgelsen "Den grønne Årgang" på Aarhus Universitet er det tydeligt, at der er et større frafald blandt de ældre studerende allerede det første studieår. Blandt de studerende, der var over 24 år ved studiestart, var 25 procent faldet fra efter det første år. For de studerende under 21 år var det tilsvarende frafald kun 9 procent.

Erhvervsarbejde spiller en tydelig og afgørende rolle for de studerendes prioritering af studierne. Det er helt almindeligt, at studerende påtager sig erhvervsarbejde ved siden af deres uddannelse. Men som tidligere nævnt kan visse uddannelser i højere grad lægge op til eller levne plads til, at de studerende påtager sig erhvervsarbejde eller andre "udenomsaktiviteter".

Hvis der er stor efterspørgsel efter de færdiguddannede kandidater, kan det ligeledes være med til at fremme frafaldet, fordi de studerende tilbydes fuldtidsansættelse, før de har afsluttet deres uddannelse.

Også de studerende, der tidligere er faldet fra en videregående uddannelse og derfor ikke kan modtage SU til hele den efterfølgende uddannelse, kan få problemer med at prioritere erhvervsarbejdet i forhold til deres studier.

Hertil kommer, at den gennemsnitlige levestandard (disponible indkomst) stiger betydeligt med alderen. Blandt de studerende over 25 år er normen en indkomst, der er ca. dobbelt så stor som for studerende under 25 år. Jo ældre de studerende er, jo større bliver derfor også tendensen til at vælge SU fra til fordel for erhvervsarbejde. Dermed stiller de ældre studerende sig også uden for studieaktivitetskravene for SU.

Rigsrevisionens beretning fra 1996 om studieforløb og uddannelsesstøtte til studerende ved Københavns og Aarhus universiteter viser, at ikke-stipendiemodtagerne afbrød deres uddannelse dobbelt så ofte som stipendiemodtagerne på de undersøgte uddannelser.

4. Indsatser, resultater og perspektiver

Kampagnen: "Jagten på frafald"

"Jagten på frafald" var titlen på en særlig indsats - en kampagne mod frafald på ungdomsuddannelserne, som ministeriet gennemførte i 1993-94. Kampagnen var rettet mod både gymnasier og erhvervsskoler, men som separate kampagner.

Fælles for de to indsatsområder var, at der blev udsendt et skema, som skolerne skulle udfylde sammen med den elev, der stod foran at falde fra sin uddannelse. Skemaerne opfyldte flere formål. Dels skulle de medvirke til, at frafaldet fik øget opmærksomhed på den enkelte skole. Dels skulle de bruges til en mere systematisk tilbagemelding til den kommunale ungdomsvejledning, der har ansvaret for at følge op på den frafaldne elevs videre forløb. Og endelig skulle skemaerne bruges til undersøgelsesmæssige formål.

Undervisningsministeriet har udgivet to publikationer, der redegør for resultaterne af undersøgelserne. For erhvervsskolerne drejer det sig om: "Hvorfor faldt de fra?", udgivet af Undervisningsministeriets Erhvervsskoleafdeling i 1995, og for gymnasierne: "Frafald i gymnasiet og hf 1993/94", udgivet af Undervisningsministeriets Gymnasieafdeling i 1997.

På erhvervsskolerne blev der sat en række frafaldsforebyggende projekter i gang. Flere af dem blev dokumenteret i rapporter, der blev udsendt til inspiration for den videre frafaldsforebyggende indsats, f.eks. "Forebyg Frafald - fokus på eleverne", der var stilet til lærerne.

Et andet tiltag bestod i øget fokus på skolemiljøet. "Skolemiljøet" er betegnelsen for alt det, der ligger uden om den egentlige undervisning. Erhvervsskolerne - og måske især de tekniske skoler - havde længe haft et dårligt ry på dette område.

I forlængelse af frafaldskampagnen har der været en særlig pulje til forsøgs- og udviklingsarbejder på dette område. Puljen, der er på 20 mio. kr. årligt, har været bevilget siden 1996, og det er hensigten, at den skal løbe i 4 år. Der foreligger endnu ikke resultater fra kampagnerne.

Frafaldsforebyggelse på de videregående uddannelser

Ligesom på erhvervsuddannelserne er frafald et væsentligt kvalitetsparameter på de videregående uddannelser. Ministeriets kvalitetsfremmeindsats har derfor i vidt omfang inkluderet initiativer, der berører frafaldsproblematikken.

I flerårsaftalen om de videregående uddannelser (1993-96) blev der i forbindelse med det fastsatte optagelsestal samtidig aftalt forskellige kvalitetssikringsinitiativer, som skulle sikre både kvaliteten i uddannelserne og de studerendes kvalifikationer. Der blev indført en 1.-årsprøve på alle uddannelser, og adgangskravene til universitetsuddannelserne blev ændret, så de svarede til det faktiske studiestartniveau.

Flerårsaftalens kvalitetsfremmepulje på 100 mio. kroner har spillet en væsentlig rolle. En del af midlerne er afsat til de videregående uddannelsesinstitutioners udvikling af studietilrettelæggelsen, herunder primært studiestart, brobygning og udslusning. Andre midler er afsat til udvikling af nye uddannelser med et klart defineret bachelorniveau.

I evalueringerne af de enkelte uddannelser indgår også kvalitet i undervisningen og lærerkvalifikationer. Derudover er der sat forsøg i gang, bl.a. som opfølgning på Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledningens rapport om studievejleding på de videregående uddannelser.

Fra 1998 bliver der etableret et forsøg med indslusningsvejledning i form af studiesamtaler med de nye studerende på det naturvidenskabelige og tekniske fakultet på Odense Universitet. Samtidig tilbydes de studerende, som fagligt har klaret sig dårligt det første år, også en samtale. Formålet er primært at få integreret de studerende i de faglige miljøer så tidligt som muligt.

Som et andet eksempel vil der på økonomiuddannelsen ved Københavns Universitet med virkning fra optaget i 1999 blive indført en kombination af nye, højere adgangskrav og supplerende introduktionskurser i matematik. For at forbedre de nye studerendes indslusning i studiemiljøet etableres en "lektie-café".

Vejledningsindsatsen spiller en central rolle på alle niveauer i forebyggelsen af frafald. For de videregående uddannelser har det bl.a. ført til etableringen af fem regionale centre til information om videregående uddannelse, "ivu*C", placeret i henholdsvis København, Århus, Odense, Aalborg og Kolding.

Vejledningsindsatsen, og dermed også etableringen af disse centre, bygger på tanken om, at man kan forebygge frafald gennem bedre information om uddannelserne. Mere information om de enkelte uddannelser skulle gerne kvalificere de vejledningssøgendes uddannelsesvalg, så der i højere grad er overensstemmelse mellem uddannelsesønsker, -evner og -udbud.

Perspektiver og fremtidige indsatsområder

Man hverken kan eller skal satse på, at frafald på de enkelte uddannelser helt kan undgås. Men det unødvendige frafald skal undgås - for den enkeltes skyld og for samfundets skyld.

Som det fremgår af den tidligere gennemgåede forløbsanalyse, kommer langt størstedelen af de studerende, der afbryder en uddannelse, enten i gang med en ny uddannelse eller i arbejde.

Omvendt repræsenterer frafaldet et merforbrug eller tab af ressourcer, og i de tilfælde, hvor der er tale om et studieskift, en udsættelse og forkortelse af den tid, den færdiguddannede får på arbejdsmarkedet. Ser man frafaldet i dette perspektiv, og holder man sig for øje, at opmærksomheden mod frafaldet og dets årsager udgør et vigtigt instrument i bestræbelserne på at kortlægge og sikre kvaliteten i uddannelserne, fremstår frafaldsproblematikken som et centralt omdrejningspunkt i fremtidens uddannelsesplanlægning.

Der skal hele tiden arbejdes med de forhold, som begrunder frafald, og der er da også sat en række nye initiativer i gang, som forhåbentligt både kan mindske frafaldet og afbøde virkningerne af frafaldet.

• Uddannelsesvalget: Der er sat fokus på uddannelses- og erhvervsvejledningen. En arbejdsgruppe har i 1998 afgivet en indstilling om en ny og bedre koordineret ungdomsvejledning med fokus på overgangene i uddannelsessystemet.
  
  Med henblik på at formidle et bedre indblik i uddannelsesmiljøerne på de videregående uddannelser foreslås indført en "studiepraktik" for eleverne på de gymnasiale uddannelser. Forslaget er tænkt som en udbygning af de mange åbent-hus-arrangementer.
  
• 10. klasse: Der er sendt lovforslag til høring om en nyordning af 10. klasse. 10. klasse skal målrettes mod de efterfølgende ungdomsuddannelser ved at sikre eleverne faglig progression, brobygning og udvikling af personlige kvalifikationer.
  
• Reform af erhvervsuddannelserne: Det største frafald på erhvervsuddannelserne er konstateret i praktikforløbet. Med det lovforslag, som vil blive fremsat i folketingsåret 1998/99, er der lagt op til færre og bredere indgange til uddannelserne. Det giver længere introduktionstid, og uddannelses- og erhvervsorienteringen kan således styrkes, mens den del af frafaldet, der skyldes den nuværende tidlige "konfrontation" med en konkret arbejdsplads, mindskes.
  
• Udviklingsprogram:"Fremtidens ungdomsuddannelser": Det overvejes at fremlægge forslag om et udviklingsprogram for ungdomsuddannelserne. Formålet er at sikre, at ungdomsuddannelserne hænger sammen, så den unge får forbedrede muligheder for både at gå på tværs og foretage omvalg, med henblik på at mindske frafald og dobbeltuddannelse.
  
• Optagelsessystemet til de videregående uddannelser: Optagelsessystemet søges ændret. Målsætningen er at reducere den relativt høje studiestartalder, vi har i Danmark sammenlignet med andre lande. Ud over den samfundsøkonomiske gevinst, der er forbundet med at få de færdiguddannede tidligere ud på arbejdsmarkedet, vil en lavere studiestartalder også være af betydning for frafaldet, fordi frafaldet er markant højere blandt de ældre studerende.
  
• Voksenuddannelsessystemet: Et effektivt voksenuddannelsessystem, som kan opfange dem, der er faldet ud af uddannelsessystemet med lille eller ingen erhvervskompetence og begrænsede muligheder for at udvikle personlige kvalifikationer, er vitalt for den enkelte og for Danmark som videnssamfund. Et tværministerielt udvalg overvejer i øjeblikket struktur og vilkår for fremtidens efter- og videreuddannelse, og Undervisningsministeriet arbejder på et forslag om et kompetencegivende voksenuddannelsessystem.
  
• Merit: Som opfølgning på den kommende debat om institutionsstrukturen på de videregående uddannelser i det 21. århundrede arbejdes der på en redegørelse om merit imellem de forskellige typer videregående uddannelser. En højere grad af merit vil kunne nedbringe studietiderne i forbindelse med studieskift og derved også mindske det frafald, der rammer de ældre studerende.