[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

Aktørerne i egu - mønstre og erfaringer



Egu er en uddannelse, der etableres i et samspil mellem en række aktører. For det første drejer aktiviteterne i egu sig om eleverne. Eleverne er i centrum for egu, kvalificeringen af dem og løsningen af deres problemer er, hvad egu handler om.

For det andet er kommunerne en central aktør i egu. Kommunerne initierer og er ansvarlige for de egu-forløb, der forløber, og er som sådan centrale for beskrivelsen af, hvad egu er. Dernæst spiller uddannelsesinstitutionerne en afgørende rolle. De institutionstyper, der kan indgå i egu-elevernes uddannelsesforløb, bidrager til egu-forløbene med undervisning. Og sidst, men ikke mindst, er praktikvirksomhederne aktører i egu. Virksomhederne stiller sig til rådighed for eleverne som uddannelsessted og tegner kontrakt med egu-eleverne.

I de følgende afsnit beskrives det, hvordan disse aktører hver for sig bidrager til egu-billedet. Aktørerne beskrives og analyseres i første omgang med baggrund i de data, der foreligger om dem - det være sig fra tidligere undersøgelser, andre forskningsrapporter og ikke mindst de nyligt gennemførte undersøgelser (status 4).

Hensigten er, at disse beskrivelser kan klarlægge, hvordan den aktuelle praksis er på området. Samtidig kan beskrivelsen medvirke til at kortlægge de problemstillinger i egu, der påkalder sig særlig interesse, og som i et efterfølgende kapitel (5) vil blive gjort til genstand for grundigere analyser.

 

 

4.1 Eleverne

Egu er et uddannelsestilbud, der henvender sig til unge i utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige situationer. Som sådan er egu´s potentielle målgruppe defineret meget bredt, og centralt for en bedømmelse af egu´s evne til at løse sin opgave er, hvilken målgruppe der reelt har haft kontakt med egu, hvordan denne kontakt er forløbet og ikke mindst, hvilken kvalitet eleverne, som en helt central aktør i egu, oplever.

I undersøgelsen har det derfor været centralt at kunne tegne et billede af egu´s reelle deltagergruppe. Hvor kommer eleverne fra? Hvordan er deres vej ind i egu? Hvilke uddannelsesforløb er der tale om? Hvordan oplever egu-eleverne uddannelsen?

I de følgende afsnit tegnes disse profiler, idet kapitlet gengiver og fortolker data fra såvel spørgeskemaundersøgelsen som den kvalitative interviewundersøgelse i status 4, samtidig med at øvrige data inddrages til belysning af problemstillingen.

 

 

4.1.1 Vejene til egu

Den baggrund, eleverne har inden starten på egu, fremgår af nedenstående tabel, der viser elevernes sociale og uddannelsesmæssige placering, umiddelbart inden egu påbegyndes.

Som det fremgår, er rekrutteringen af elever til egu fordelt på en række kategorier.

De elever, der visiteres til egu, kommer overvejende direkte fra folkeskolen (25%) eller typisk fra ophold på produktionsskole/daghøjskole, aktivering eller fra en situation, hvor de har været modtagere af kontanthjælp (hver kategori 13%).

Hertil kommer, at mindre grupper af elever visiteres til egu enten fra revalidering (7%) eller fra afbrudt uddannelse (henholdsvis 5% fra erhvervsuddannelse og 3% fra ungdomsuddannelse i øvrigt).

Det viser sig altså, at egu-eleverne i høj grad er elever, som af forskellige grunde må betegnes som unge med svag baggrund, idet aktiverings- og revalideringselever, sammen med elever, der enten har afbrudt en ungdomsuddannelse eller af folkeskolens vejledere/kuratorer vurderes til at være uegnede til andre ungdomsuddannelser, udgør en væsentlig del af den samlede elevmasse. 12)

Den store andel af egu-elever, der kommer direkte fra folkeskolen, skal ud over de tilmeldingstekniske forhold antagelig forklares med, at egu hos de unge efterhånden er blevet en kendt og efterspurgt størrelse, og at også skolernes vejledere med tiden har fået øje på denne mulighed for elever med svage boglige forudsætninger.

Tabel 4.1. Egu-elevernes baggrund umiddelbart forinden start på egu.11)

Egu-elevernes baggrund umiddelbart forinden start på egu

Antal elever Procent
Modtagere af kontanthjælp
Under revalidering
Under aktivering
Afbrudt erhvervsuddannelse
Afbrudt ungdomsuddannelse i øvrigt
Direkte fra folkeskolen
Ophold på produktionsskole/daghøjskole

Ledige dagpengeberettigede
Andre end ovenstående, som er henvist fra Ungdomsvejledningen
Andet
I alt
134
69
132
55
29
254
133
1
95
116
1018
13%
7%
13%
5%
3%
25%
13%

0%
9%
11%
100%

 

Sammenligner man tallet fra 1997-undersøgelsen (status 4) med tallet fra 1996-undersøgelsen (status 3) kan man se følgende mønster:

Som det fremgår, er andelen af elever, der kommer direkte fra folkeskolen, således stabilt fra 26% i 1995 til 25% i 1997. Tallet er bemærkelsesværdigt, ikke mindst fordi egu i sit udgangspunkt næppe var tænkt som et initiativ, der direkte skulle henvende sig til folkeskolens elever, men snarere opfange elever, der enten var i ledighed/på bistand eller som af forskellige årsager faldt fra ved andre uddannelser.

Det spørgsmål, der derfor med føje kan rejses, er, om egu i sin praktiske administration har antaget en anden karakter, end det oprindeligt var tænkt. Naturligvis er de øvrige tal (se 1997-tabellen ovenfor) udtryk for, at egu basalt set har fat i sin "primære målgruppe", men det markante tal på 25% af elever, der kommer direkte fra folkeskolen må alt andet lige ses som et udtryk for, at egu tilsyneladende har ramt en målgruppe, der måske ikke i første omgang var i sigte, da loven blev vedtaget. Kan man fornuftigvis udtale sig om, hvorvidt en elev befinder sig i "en utilfredsstillende (uddannelsesmæssig) situation", hvis vedkommende måske har vanskeligt ved at klare sig i folkeskolen?

Tabel 4.2. Egu-elevernes baggrund umiddelbart forinden start på egu.

  1.4.1995 til 30.9.1996
(status 3)
1.10.1996 til 30.9.1997
(status 4)
   Pct. Antal Pct Antal
Modtager kontanthjælp
Under revalidering
Under aktivering
Afbrudt erhvervsuddannelse Afbrudt ungdomsuddannelse i øvrigt
Direkte fra folkeskolen
Ophold på produktionsskole/daghøjskole
Ledige dagpengeberettigede Andre end ovenstående, som er henvist til egu fra
Ungdomsvejledningen
Andet
I alt
 32%
5%
*
7%

3%
26%

*
0%


14%
14%
100%
512
78
*
105

51
422

*
6


222
225
1621
13%
7%
13%
5%

3%
25%

13%
0%


9%
11%
100% 
134
69
132
55

29
254

133
1


95
116
1018

 

Svaret på dette spørgsmål har angiveligt fra mange vejledere/kuratorer i folkeskolen været et klart ja. Egu har været brugt som en løsning for de elever, der enten ikke har haft mulighed for eller lyst til andre ungdomsuddannelser - måske som et klart udtryk for, at mange ungdomsuddannelser med tiden har udviklet så boglige profiler, at en stor gruppe af elever på forhånd vælger dem fra. Samtidig må man gå ud fra, at mange vejledere har visiteret til egu med baggrund i en forventning om, at en "rettidig omhu" over for de elever, der kan forekomme at være problemelever, i sig selv er væsentlig, og at egu-modellen er en hensigtsmæssig løsning, selv om usikkerheden især i starten har været betydelig.

Den noget uafklarede opfattelse af egu´s rolle afspejles i følgende citat fra en statusrapport om egu:

"I de første år med egu har vejlederne også haft et problem med hensyn til at pejle sig frem til den rigtige målgruppe. Ud fra erfaringerne med et relativt stort frafald blandt de første egu-elever er vejlederne i dag i langt højere grad bevidste om, at egu først bør tilbydes den unge, når vedkommende er uddannelsesparat og brancheafklaret."13)

I en anden regional egu-analyse afspejles alders-glidningen i følgende passage:

"Visitationen til egu sker i det væsentlige fra kommunen selv, men også folkeskolelærere og vejledere på efterskoler er begyndt at visitere til egu. Der er en tendens til at prioritere de helt unge i forhold til egu ud fra, at en tidlig indsats giver den største effekt."14)

Denne diskussion af målgruppen for egu er helt central, for hvornår kan man i realiteten tale om, at en ung befinder sig i en "utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation"? Er dette tilfældet, når den unge allerede én gang har lidt et nederlag og har opgivet et andet uddannelsestilbud, eller er det tilfældet, når en ung er på vej ind i en situation, der tegner utilfredsstillende? Den første, man kunne sige "reaktive" tolkning, var utvivlsomt den, der lå til grund for loven, såvel i bogstav som ånd, mens den anden, "proaktive" tolkning er den, som praksis har udfoldet, og som derfor er blevet den dominerende.

I interviewdelene af undersøgelserne afspejles disse tal, idet en stor del af de interviewede elever har været elever, der er påbegyndt egu umiddelbart efter folkeskolen. Disse elever giver udtryk for, at de på et forholdsvis tidligt tidspunkt har haft motivationsvanskeligheder ift. folkeskolen og på et tidspunkt af deres vejleder er blevet præsenteret for egu.

For hovedparten af disse elever gælder det, at netop egu´s praktiske profil har vakt deres interesse. Der er som oftest tale om elever, der har haft vanskeligheder i folkeskolen, og som derfor er begyndt at tænke i alternativer, der ikke kræver boglig indstilling. I en undersøgelse foretaget af Poul Skov, forsker ved Danmarks Pædagogiske Institut, fremgår det tydeligt, i hvor høj grad egu-eleverne netop er kendetegnet ved at være "problemelever": Se tabel 4.3 nedenfor.

Tallene viser, at egu-eleverne er den elevgruppe, der af alle grupper har oplevet de største faglige problemer i folkeskolen, og at mange egu-elever må betegnes som meget svage med hensyn til grundlæggende skolefærdigheder.

Tabel 4.3. Unge, der - mens de i juni 1993 gik i 9. eller 10. klasse - syntes, at de havde store faglige problemer. Opdelt efter de unges uddannelse/beskæftigelse to år senere. I procent af unge i den pågældende uddannelse/beskæftigelse.

De unges situation i maj 1995 Store problemer på ét eller flere af områderne læsning, stavning, skriftelig fremstilling Store problemer i regning/
matematik
Store problemer i engelsk
Handels- og kontoruddannelse (hs-eud)
Højere handelseksamen
Teknisk erhvervsuddannelse (ts-eud)
Højere teknisk eksamen Erhvervsgrunduddannelse (egu)
Social- og sundhedsuddannelse
Gymnasium (mat.)
Gymnasium (spr.)
Højere forberedelseseksamen (hf)
Produktions- eller daghøjskole
Kommunal aktivering
I arbejde
Ikke noget
19%
7%
27%
15%
43%
28%
8%
3%
11%
33%
25%
23%
36%
11%
6%
10%
2%
38%
27%
2%
10%
12%
26%
13%
16%
21%
7%
3%
14%
3%
27%
15%
2%
1%
7%
18%
17%
13%
26%

Kilde: Poul Skov, 1996.

 

4.1.2 Eleverne i egu

Ser man på den gruppe af unge, der er påbegyndt egu, kan der tegnes et mere nuanceret billede af, hvordan gruppen er sammensat.

Fra den sidst gennemførte spørgeskemaundersøgelse (status 4) foreligger data om egu-elevernes køn og alder: Se tabel 4.4.

 

 

Tallene viser, at gruppen 18-19 år kvantitativt er den dominerende gruppe i egu, efterfulgt af gruppen af unge under 18 år. Kønsmæssigt er egu-eleverne meget ligeligt sammensat med en overvægt af mænd (588/430), svarende til 58% af den samlede elevgruppe.

Sammenligner man disse tal med tallene fra undersøgelsen i 1995 (status 2), ser man i tabel 4.5 udviklingen med hensyn til aldersprofilen:

Tabel 4.4. Egu-elevernes køn og alder på det tidspunkt, aftalerne blev underskrevet.

Egu-elevernes køn og alder Mænd Kvinder I alt

Under 18 på
18-19 år
20-21 år
22 år og derover
I alt
Antal
201
219
91
77
588
Pct.
34%
37%
16%
13%
58%
 Antal
143
142
77
68
430
Pct.
33%
33%
18%
16%
42%
Antal
34
361
168
145
1018
Pct.
34%
36%
16%
14%
100%

 

Tabel 4.5. Egu-elevernes alder

  1993 til 1.7.1995
(status 2)
1.10.1996 til 30.9.1997
(status 4)
 
Under 18 på
18-19 år
20 år og derover
I alt
Pct.
29%
44%
27%
100% 
Antal
320
494
308
1122
Pct.
34%
35%
31%
100%
Antal
344
361
313
1018

 

Der tegner sig således en udvikling, hvor der i perioden er sket en reduktion i antallet af 18-19 årige (fra 44% til 35%). Samtidig bemærkes det, at der er tale om tre næsten lige store grupper, når man sammenligner de tre alderskategorier. Sagt med andre ord viser tallene en tendens til, at egu-eleverne bliver stadigt yngre, hvilket er i god overensstemmelse med det før omtalte relativt høje antal af elever, der kommer direkte fra folkeskolen. 15)

Inddrager man herudover tal for alder og køn kombineret fremkommer følgende mønster:

Sammenligningen viser, at der fra 1995 til 1997 er sket en udvikling, der har betydet, at gruppen af 18-19 årige mænd er stærkt repræsenteret i egu, og at stigningen i egu-elever i gruppen "Under 18 år" især udgøres af en stigning i antallet af kvinder.

Sammenfatter man alle disse tal, ses det, at egu´s deltagergruppe især udgøres af de helt unge under 20 år, og at der igennem hele forløbet har været en dominans af mandlige egu-elever. Skal man tale om den typiske egu-elev, vil det således være en ung mand på 18-19 år.

Tabel 4.6. Egu-elevernes alder og køn.
  1993 til 1.8.95 (status 2)  1.10.96 til 30.9.97 (status 4)
 
Under 18 på
18-19 år
20 år og derover
I alt
Mænd
64%
57%
48%
56%
Kvinder
36%
43%
52%
44%
I alt
100%
100%
100%
100%
Antal
320
494
308
1122
Mænd
58%
61%
54%
58%
Kvinder
42%
39%
46%
42%
I alt
100%
100%
100%
100%
Antal
344
361
313
1018

 

Forlader man de statistiske data for en stund og ser nærmere på eleverne, foreligger der blandt andet gennem UTA-forskningsprogrammet en del udsagn om elevgruppen i egu. I publikationen Unge i uddannelse - valg og vurderinger af ungdomsuddannelserne (1997) er egu-elevernes sociale herkomst og selvforståelse undersøgt. Konklusionen er, at de egu-elever, der indgik i denne undersøgelse, kan karakteriseres ved følgende:

1) Egu-eleverne kommer hovedsagelig fra familier, hvor den ene af forældrene har en faglært uddannelse, og den anden af forældrene er ufaglært. For nogle af egu-eleverne er begge forældre ufaglærte, mens der sjældnere er tale om, at forældrene har en mellemlang uddannelse. En fjerdedel af egu-elevernes forældre er arbejdsløse eller på anden måde uden for arbejdsmarkedet.

2) Godt halvdelen af egu-eleverne bor hjemme hos en eller begge deres forældre. De øvrige er flyttet hjemmefra enten for sig selv eller sammen med en kæreste. Flere fortæller om ustabile familieforhold, uoverensstemmelser med forældrene og andre problemer igennem deres opvækst. Omkring halvdelen har forældre, der er blevet skilt - for nogle af eleverne kom skilsmissen allerede før, de kom i skole.

Mange af egu-eleverne har mindre søskende, og en del fortæller, at de mere eller mindre har fungeret som "forælder" for deres mindre søskende. De har haft ansvar for omsorg og påtaget sig daglige forpligtelser undertiden i en ret tidlig alder og har i den sammenhæng for nogles vedkommende savnet en stabil voksen at læne sig op ad. Hos flere af egu-eleverne dukker det op, at de kan savne en fast voksenkontakt.

UTA-rapporten konkluderer, at det for egu-eleverne er et gennemgående træk, at de er i en fase af deres liv, hvor der er mange uafklarede problemer at tumle med, og at mange af dem kan virke forvirrede og rodløse. De har svært ved at finde et ståsted, siges det. Forfatterne citerer en pige, der sætter ord på disse følelser:

"Jeg er hjemme hos min mor hver anden weekend, men jeg har ikke et så godt forhold til min mor, som jeg gerne ville have, og hvis jeg har problemer, så går jeg altid til min far, aldrig min mor. Det er lidt irriterende, at min mor aldrig spørger, hvordan det er gået i skolen, fordi det interesserer hende ikke, og hvis det ikke gør det, så gider jeg ikke fortælle hende det. Jeg savner en rigtig mor, en mor som man kan fortælle sine hemmeligheder. Min bedste venindes mor er faktisk som en anden mor for mig og ved nogle hemmeligheder, som min mor ikke ved." 16)

Forholdet til skolen er ofte problematisk. Egu-eleverne er præget af skoletræthed, og få giver udtryk for, at de har kunnet lide at gå i skole. Mange har oplevet skrive- eller læseproblemer og er som følge deraf blevet henvist til specialundervisning. Mange af egu-eleverne har som sådan følt sig udenfor i skolen og giver direkte udtryk for, at de ikke selv synes de er gode til noget som helst. Gået på klingen siger en del, at de har anlæg for de praktiske, sportslige eller kreative områder.

Fritiden er ofte kendetegnet ved, at egu-eleverne befinder sig i en forholdsvis ensom hjemmeverden - ser video, læser og tegner. Meget få dyrker organiserede fritidsaktiviteter, måske også fordi pengene ikke tillader et udadvendt liv. Selvvurderingen er som nævnt ofte lav - parret med en tendens til at undervurdere sig selv. Mange af eleverne har et realistisk syn på sig selv og deres boglige evner, ved at deres skoleresultater har været svage, og at fremtiden derfor ikke skal bygges på boglig uddannelse. Egu-eleverne beskriver ofte sig selv som liggende i bunden af et uddannelseshierarki og som nogle, der er sorteret fra, og som derfor blot kan gøre sig håb om at gennemføre på laveste niveau. Dog er mange elever samtidig kendetegnet ved at være pligtopfyldende og stabile.

 

4.1.3 Et differentieret billede

Ovenstående billede af den typiske egu-elev kan nuanceres en del. I en artikel 17) har to egu-vejledere beskrevet egu-eleverne med udgangspunkt i en række typologier, som giver et ganske godt indtryk, af hvor sammensat gruppen er, så snart man forlader det generelle beskrivelsesniveau. I det følgende gengives disse seks kategorier af egu-elever i citat fra artiklen:

 

"Kurator-unge"

Denne profil er kendetegnet ved, at den har fuldført folkeskolen i specialklasseregi og ikke har kunnet klare afgangsprøvens krav. Disse unge erkender ofte - måske efter at have prøvet kræfter med det øvrige uddannelsessystem - deres erhvervsmæssige eller uddannelsesmæssige begrænsninger. De kommer ofte fra familier, som støtter dem meget. Familien er dog tit selv dårligt bogligt rustet. Fra erhvervspraktik har de fået lidt erfaring og en vis forståelse for de krav og uskrevne regler, der gælder på en arbejdsplads.

Denne gruppe af unge har brug for en praktisk pædagogisk orienteret undervisning, men sjældent en decideret socialpædagogisk indsats. De er stabile og pligtopfyldende og kan, når der tages højde for de boglige vanskeligheder med den oplæring, der skal til, klare et job tilfredsstillende.

For denne gruppe af unge gælder det specielt, at der skal være tale om praktisk orienteret indlæring - og om at få den unge placeret i det rigtige job med rutineprægede opgaver. Prioriteringen af det praktiske frem for det boglige og teoretiske er her en af begrundelserne for at tilbyde egu til denne gruppe.

 

De tilfredse

I denne kategori finder vi unge, som er først i tyverne, og som stort set har været i bistandssystemet siden deres attende år. De har forladt folkeskolen efter 9. eller 10. klasse, og måske har de haft et par mislykkede forsøg på erhvervsskolerne. De har befundet sig godt med de tilbud, der er blevet givet gennem aktiveringssystemet, og med de indlagte "frikvarterer" imellem tilbuddene. De passer deres tilbud, gør ingen vrøvl og synes umiddelbart godt tilfredse. De har meget lidt selvtillid, hvilket medfører, at de ikke stiller krav, men affinder sig med det, som bliver dem budt.

Ofte ligger disse elever i grænselandet mellem specialklassen og folkeskolens al-

mindelige klasser. Familien er ofte selv på offentlig forsørgelse og synes ligeledes godt om det "faste" arbejde hos kommunen.

De bor enten alene på værelse eller i en mindre lejlighed sammen med en kæreste, og økonomien er ofte meget stram og tilpasset indtægtsniveauet på bistandshjælp. Det er derfor svært at motivere dem til en SU-berettigende uddannelse.

De tilfredse unge skal gennem egu opleve, at der er andre muligheder end jobtilbuddene på kontanthjælp, og de skal som oftest have et venligt spark for at komme videre. Den noget bedre økonomi og forsørgelse samt den praktiske vinkel i egu-uddannelsen er væsentlige begrundelser for at tilbyde denne gruppe egu.

 

"Drønnerterne"

De unge i denne gruppe forlader folkeskolen - efter en del skoleskift - med et dårligt resultat. Der er oftest tale om drenge, der har haft svært ved at tilpasse sig skolesystemet. Skolen var kedelig, og selv har de haft "for meget krudt" til at kunne sidde stille, hvilket alt i alt har givet dem boglige vanskeligheder, selvom de godt kan have gode anlæg for det.

De har måske prøvet kræfter en enkelt gang eller to med teknisk skole, men mønsteret fra folkeskolen gentager sig. De tager ikke tingene alvorligt og tager ikke ansvaret for sig selv. De tænker ikke særlig langt frem og kan ikke se nødvendigheden af at skulle hanke op i sig selv. De keder sig meget nemt og finder tingene "åndssvage". Mange af dem lever livet "farligt" på kanten af kriminalitet og misbrug. De har meget fart på, det hele skal prøves af, og de søger hele tiden udfordringer og spænding.

Disse træk viser sig også efter det fyldte attende år, hvor optagelse i bistandssystemet kan finde sted. De ser her tilbuddene som et nødvendigt onde for at modtage kontanthjælp, hvorfor tilbuddene passes efter forgodtbefindende. Nogle bliver derfor overflyttet til kommunens revalideringsafsnit, da det vurderes, at de ikke umiddelbart står til rådighed for arbejdsmarkedet.

En del af forældrene til denne gruppe er velmenende og tilsyneladende velfungerende forældre. De har forsøgt at holde den unge fast i uddannelse og arbejde, men har måttet give op. De står så tilbage med afmagt og bekymring for, hvordan det skal gå den unge fremover. Andre forældre er selv bistandsklienter og danner således "bistandsdynastier", hvor der er en klar ansvarsforskydning fra dem selv og til systemet, hvis tingene ikke lykkes. Endelig er der også familier, som er svært socialt belastede med misbrug og mange uoverensstemmelser.

For gruppen af "drønnerter" er en stor socialpædagogisk indsats nødvendig sammen med megen holdningsbearbejdelse. Begrundelsen for at tilbyde denne gruppe en egu-plads har været at give dem "en sidste chance" for at komme i gang med uddannelse.

 

"De unge"

Her er der tale om unge, som netop har forladt folkeskolen, og som ikke er bogligt motiverede eller bogligt indstillede. De er meget umodne og usikre på sig selv. Det betyder, at de har svært ved at træffe valg vedrørende deres fremtid. De har ofte kun ringe forestillinger om, hvilke muligheder de har, og de tør ikke tro på dem.

En del fra denne gruppe er unge med en belastet opvækst. Flere er blevet tidligt voksne på grund af forældrenes misbrug eller psykiske problemer. De har måttet tage sig af yngre søskende og praktiske gøremål i hjemmet. De har ikke kunnet tage kammerater med hjem, da der ikke var tid til det, og fordi de var flove over det derhjemme.

De har således ikke fået lov til eller mulighed for at have en almindelig ungdom, hvor man har det sjovt med andre unge, og hvor man vokser og modnes med de gode og dårlige oplevelser, ungdomsårene giver.

De "unge" skal gennem deres uddannelse først og fremmest modnes. De skal have lov til at være unge, men også til at udvikle sig, og de skal have hjælp til personlig og faglig afklaring. Muligheden for også at kunne styrke den personlige og sociale udvikling igennem egu-uddannelsen er her et vigtigt argument for at tilbyde egu til denne gruppe.

 

"De gode"

De fleste i denne gruppe er piger, og de har eksempelvis gennemgået handelsskolernes grunduddannelse (hg) eller afsluttet 2. skoleperiode på en teknisk skole, men deres eksamen er ofte så dårlig, at den reelt ikke er noget værd i job- eller lærepladssammenhæng. De har søgt flere lærepladser, men uden held, da det også for denne gruppe er et kendetegn, at de unge har en så lav selvtillid, at de har svært ved at gå ud og sælge sig selv til en arbejdsgiver. De falder så enten ind i bistandssystemet som de "tilfredse" eller går ud og finder kortvarige ufaglærte job.

De gode kan på flere punkter sammenlignes med de tilfredse. Det vil sige, at de også skal opleve andre muligheder end dem, de er blevet præsenteret for i løbet af en anden ungdomsuddannelse, og et venligt spark i den rigtige retning kan også her være på sin plads. En realistisk mulighed for uddannelse har for mange fra denne gruppe derfor været egu.

 

"Forsørgerne"

Disse unge er blevet forældre og dermed forsørgere i en ung alder. Ofte er det enlige mødre, som efter kort tid sammen med kæresten er blevet alene med et eller flere børn. De har ofte en meget ringe skolebaggrund - er måske stoppet i 8. eller 9. klasse på grund af graviditet og fødsel.

Deres sociale netværk er tit meget dårligt. Forældre og søskende prøver nogle steder at støtte, men er sjældent selv rustet til det. De har måske selv en stor børneflok og tilsvarende problemer at tage sig af.

Disse unge er ofte hverken bogligt motiverede eller bogligt indstillede, ligesom deres økonomi hverken kan klare en SU-baseret uddannelse eller egu, hvorfor denne gruppe ofte kan ydes en revalideringshjælp via Bistandslovens §43.

Gruppen af forsørgere trænger først og fremmest til at komme i gang igen såvel personligt som fagligt efter at være blevet passiviseret af barsel og børnepasning. Begrundelserne for at tilbyde netop denne gruppe egu er således at sikre en tilstrækkelig forsørgelse samt at give disse unge forsørgere et vist socialt netværk i deres bestræbelser på at komme i gang igen.

Beskrivelsen af disse seks forskellige kategorier af unge i egu indfanger meget fint den differentierede målgruppe, der er tale om, og de meget forskellige mål, der kan være med at tage en egu. Beskrivelsen baserer sig på et materiale fra 1995, og siden dette tidspunkt er det tydeligt, at der er kommet en større gruppe af meget svage unge ind i egu; unge der kan karakteriseres som socialt meget dårligt fungerende, og som har store vanskeligheder ved at fungere i en uddannelsessammenhæng. Udviklingstendensen er, at den samlede egu-profil er kendetegnet ved, at gruppen af disse svage unge bliver stadigt mere dominerende.

Til beskrivelsen af disse grupper kommer, at egu - i særdeleshed i de store byer - har haft en del to-sprogede elever i gang. Fra status 4 foreligger ingen eksakte tal, men gennem samtaler med vejledere og egu-ansvarlige i øvrigt er det klarlagt, at egu i betydelig grad har haft appel til to-sprogede unge. I interviewdelen i status 4 har der været samtaler med flere to-sprogede unge, som har udtrykt stor tilfredshed med at befinde sig i uddannelsen, som har tilbudt et overskueligt, fleksibelt og praktisk baseret udviklingsperspektiv.

Antallet af to-sprogede unge, der påbegynder egu synes især at være betydeligt i hovedstadsområdet, men også de øvrige store provinsbyer har kunnet melde om, at uddannelsen i løbet af de sidste år har set en voksende deltagelse af to-sprogede. I den kvalitative undersøgelse i status 4 er der ikke set eksempler på egentlige holddannelser med udgangspunkt i dette faktum, ej heller foreligger der udviklingsprojekter, der decideret tager dette udgangspunkt. Forsigtigt kan man konkludere, at egu således er på vej til at blive en uddannelse, der appellerer til mange to-sprogede unge, uden at dette tilsyneladende har medført særlige organisatoriske eller (special)pædagogiske indsatser.

 

4.1.4 Hvordan oplever de unge egu?

I flere sammenhænge er de unges oplevelser med at gennemføre egu blevet beskrevet. I ovennævnte UTA-rapport gengives en række udsagn, ligesom der i undersøgelserne benævnt status 2 og status 4 er gjort forsøg på at afdække, hvordan egu-eleverne oplever og vurderer uddannelsen.

I det følgende skal disse beskrivelser sammenfattes i en karakteristik af, hvordan egu-eleverne ser på og vurderer uddannelsens samlede kvalitet.

Som noget helt centralt for egu-eleverne fremhæver mange, at muligheden for selv at påvirke uddannelsesforløbet har været centralt. Den fastlåste oplevelse, mange unge har haft i forhold til folkeskolen, synes at kunne brydes ved mødet med egu´s tilbud om selv at medvirke i formuleringen af en fremtid. En del unge giver (bl.a. i status 4) udtryk for, at de finder det positivt, at egu åbner denne mulighed for - i samarbejdet med vejlederen - at kunne stykke de brikker sammen, man er optaget af eller motiveret for at tilegne sig. Samtidig fornemmes det dog ofte, at den unge har taget, hvad der blev tilbudt, og at det personlige initiativ over for og indflydelsen på egu har været meget begrænset.

I UTA-rapporten Unge i uddannelse - valg og vurderinger af ungdomsuddannelserne er vigtigheden af det individuelle perspektiv i uddannelsen også registreret:

"Overordnet bemærker stort set alle de unge, som er i gang med egu og fuu, at den motiverende kraft bag valget var, at uddannelsen bygges op med udgangspunkt i den enkelte elevs ideer og ønsker."18)

Egu tilbyder på denne måde et nyt perspektiv for mange unge; et perspektiv hvor den frihed, der måske tidligere har været savnet i forhold til uddannelsessystemet, pludselig er aktuel på en ny måde.

Typisk har de unge ikke gjort sig mange overvejelser over, hvad egu indebærer eller kommer til at betyde personligt for dem. Beslutningen om at vælge netop egu forekommer ofte at være hovedkulds. Vejlederen eller kuratoren har bragt egu i forslag, og den unge viser interesse, fordi uddannelsen på den ene side er kortvarig, og på den anden side er praktisk betonet.

For langt hovedparten af de interviewede i status 4 gælder det, at de undervejs i eller efter afslutningen af egu giver udtryk for udpræget tilfredshed med at have valgt egu. For mange formuleres det i udsagnet:

"Hvis ikke egu havde været der, ved jeg ikke, hvad der skulle være blevet af mig!"

Egu-eleverne har for manges vedkommende afskrevet andre uddannelses-muligheder, for det meste begrundet i angsten for boglige nederlag. Ofte fremstår mødet med egu, hvor den teoretiske indlæring bygges ind i den praktiske tilgang, som en positiv og anderledes uddannelsesoplevelse for mange af eleverne. I særdeleshed formulerer de egu-elever, der er sprunget fra andre ungdomsuddannelser, en vis form for lettelse over at møde en uddannelse, hvor de boglige krav ikke dominerer, men sættes ind i en fornuftig - og motiverende - ramme, dvs. finder begrundelse i praktiske læringsforløb. I mange tilfælde er der ligeledes tale om, at egu-eleverne gennem den individuelle tilrettelæggelse får mulighed for at indhente viden eller færdigheder, der ikke blev nået i folkeskolen eller andre ungdomsuddannelser, og som derfor har været klare blokeringer for den videre indlæring. Her kan nævnes de egu-elever, som har læse-skrive-problemer, og som gennem egu er blevet tilbudt mulighed for gennem specielt tilrettelagte forløb at få løst disse og komme videre med de basale forudsætninger på plads.

De interviewede elever giver som hovedregel udtryk for, at de føler sig godt vejledt i forhold til påbegyndelsen af egu, om end nogen undertiden har savnet mere præcise oplysninger om praktiske vilkår og regler. Egu-eleverne er opmærksomme på og påskønner den intense vejledningsindsats, der ofte ydes fra kommunernes side, og er ind imellem nærmest tilbøjelige til at opfatte vejlederen som en erstatningsforælder, man kan gå til, når man har problemer.

De relativt komplekse uddannelsesforløb, hvor mange skole- og praktikelementer kombineres sammen, synes mere at tiltrække end afskrække egu-eleverne. Muligheden for at prøve kræfter med forskellige områder, evt. gennemgå forskellige skoledele, er som hovedregel en positiv motivationsfaktor for eleverne, der ofte er tilbøjelige til at vurdere egu i lyset af den (nederlagsprægede) ensformighed, der var grundstemningen i folkeskolen. Egu tilbyder en mulighed for nye, praktiske horisonter, hvilket for mange elever lige netop er den faktor, der gør, at de kan mobilisere energi i forhold til uddannelsen, og så betyder det mindre, at forløbet er et sammenstykket forløb.

Med i billedet af dette hører også, at mange unge formulerer, at de føler sig meget uafklarede og sagtens kan leve med at prøve ting af, at zappe mellem forskellige tilbud og muligheder og på denne måde gøre sig erfaringer, der kan understøtte et egentligt valg af fremtid. Egu bruges på denne måde af mange som et langstrakt vejledningsforløb, hvor man får mulighed for at gøre en række erfaringer med arbejde og skole, som indtil dette tidspunkt har ligget helt uden for deres horisont.

Tilsvarende udtrykker eleverne som hovedregel tilfredshed med, at de ofte befinder sig i relativt isolerede sociale situationer under uddannelsen. Egu-elever, der gennemfører forløb "på egen hånd", dvs. uden basis i nogen form for holddannelse eller pædagogik, der i øvrigt appellerer til det sociale element, har tilsyneladende ikke problemer med at acceptere dette. De netværk, de har brug for, etablerer de i fritiden og giver samtidig udtryk for, at det er mere modnende og udviklende at begå sig på egen hånd. Dog kan visse elevtyper (man kan især tænke på kategorien "de unge" ovenfor) af og til give udtryk for savnet af fælles rammer i uddannelsen; behov der ofte imødekommes gennem arrangementer, hvor elever tager på ture sammen eller udveksler erfaringer om det at være egu-elev. I meget få tilfælde udtrykker elever savnet af et bredere forum, en form for egu-elev-organisation, hvor fælles (typisk økonomiske) krav kan formuleres og fremføres i forhold til myndigheder.

De elever, der har fundet vej til egu, har oftest fået hjælp af venner eller bekendte, der har kendt til egu´s eksistens, og har anbefalet muligheden. Samtidig udtrykker en meget stor del af eleverne, at vejlederne/kuratorerne i høj grad har været medvirkende til, at de fik øje på egu. Ganske få elever giver udtryk for, at brochurer eller andet informationsmateriale har haft betydning i forhold til valgprocessen. Omvendt undrer eleverne sig ofte over, at der tales så lidt om egu i offentligheden, når "det nu er så god en uddannelse".

Indtrykket er, at langt de fleste egu-elever erfarer egu som chancen for en ny måde at forholde sig til uddannelse på. Mange udtrykker glæde over at have fundet en vej, der appellerer til det, de netop var gode til i skolen: det praktiske.

Egu-eleverne har ofte kun ros til overs for lærerne på uddannelsesinstitutionerne og anerkender, at der gøres en stor indsats for at formidle et fagligt stof på en spændende og praktisk måde. Forskellen til den formidling, de har kendt fra folkeskolens undervisning er til at tage at føle på: i egu læres tingene, fordi det er praktisk nødvendigt at kunne noget, når man f.eks. skal i gang med nye arbejdsområder i sin virksomhed. Men mønsteret er ofte, at skolens aktiviteter er sekundære for eleverne. Det, der tæller, er praktikken. Det er her, eleverne har deres tyngdepunkt, og det er dette, skolen skal understøtte og kvalificere.

Der er blandt egu-eleverne meget store forventninger til især praktikken; forventninger som indfries for en stor del af eleverne. Social- og sundhedssektoren er et område, hvor medarbejderne har vist både en faglig og personlig interesse i de enkelte egu-elever. En af de interviewede egu-elever udtrykte det således:

"Jeg føler, at jeg bliver accepteret på lige fod med de øvrige medarbejdere i børnehaven".

Dog kan praktikken af og til byde på problemer, som forekommer for store for de unge. Ofte beskrives situationer, hvor oplevelsen af at være udelukket fra visse områder af arbejdspladsens fællesskab, kan blive så stærk, at den unge føler trang til at afbryde arbejdsforholdet. Dette forhold, kombineret med den iagttagelse, at praktikstederne ofte ikke udpeger en egentlig "vejleder" for de unge, der har mulighed for at være problemløser, gør, at de signaler om, at det negative frafald fra egu er dominerende i forbindelse med praktikperioder, synes forklarlige. Hvor mange skoler har tradition for at opfange "frafaldssignaler" tidligt, gælder det sandsynligvis, at mange praktikvirksomheder/-institutioner dels ikke ser dette som en naturlig rolle, dels ikke har personale, der kan afkode disse signaler tilstrækkeligt tidligt.

Desuden har eleverne af og til svært ved at se sammenhængen mellem undervisningen på skolen og arbejdsopgaverne på praktikstedet. I nogle tilfælde skyldes det manglende overblik fra elevens side om, hvilke kvalifikationer de enkelte arbejdsopgaver kræver. I andre tilfælde skyldes det generel manglende koordinering fra kommunens side. Uanset hvad grunden er, er det med til at give frustrationer og manglende motivation hos eleverne, og det er et område, der kan sættes ind på med en yderligere indsats fra kommunernes side. Enten i form af en større omhyggelighed med at sammensætte skoletilbud og praktik eller ved at bruge mere tid i vejledningen på at forklare sammenhængene for den enkelte elev.

Når egu-eleverne skal sætte ord på, hvad de er utilfredse med, nævnes de økonomiske vilkår i uddannelsen ofte som det første. Mange elever finder, at mulighederne for at forsørge sig selv på den skoleydelse eller den løn, man modtager, er for ringe. Dette gælder især egu-elever, der er i forsørgerrollen, eller elever, som blot er "udeboende". Ofte formuleres kritikken som en undren over, at nogen kan tro, at man kan få en familie til at hænge sammen på sådanne vilkår, og som en erkendelse af, at hvis ikke kæresten eller samleveren havde bedre vilkår, ville det aldrig gå. Elever, der er "hjemmeboende", er langt mere positive over for de økonomiske vilkår og giver ofte udtryk for, at vilkårene i egu er udmærkede.

Blandt de elever, der er ophørt med egu, og som bl.a. i status 4 har haft lejlighed til at formulere de bevæggrunde, der lå bag, peges der typisk på problemer med at tilpasse sig kravene i praktikken. Når der spørges ind til årsager, nævner eleverne ganske ofte konflikter med personale på praktikinstitutioner/virksomheder, - konflikter, der i bund og grund handler om elevens manglende arbejdserfaring og dermed evne til at tilpasse sig omgivelsernes forventninger og krav. Der er yderst sjældent tale om egentlige faglige uoverensstemmelser, men snarere om, at egu-eleverne har problemer med at affinde sig med "tonen" på arbejdspladsen, dvs. acceptere placeringen nederst i hierarkiet, hvor man ikke stiller krav. I mange tilfælde er der dog også tale om helt banale problemer med at stå op om morgenen, at møde til tiden etc. Store dele af eleverne især i de store byer karakteriseres af vejledere og lærere som usocialiserede og helt ude af stand til at forholde sig til simple regler for social adfærd.

I forhold til skoledelene er det yderst sjældent, egu-eleverne formulerer direkte kritik. Typisk udtrykker eleverne tilfredshed og anerkendelse af det arbejde, der ydes, og følelsen af at "have flyttet sig" og fået mere tro på sig selv i forhold til at lære noget er gennemgående. Set i forhold til de elev-udsagn, der blev udtrykt i forbindelse med status 2, ses en tydelig tendens til, at eleverne er blevet mere positive over for egu´s skoledele, idet de i høj grad accepterer og også anerkender den pædagogiske formidling, der finder sted. Undervisningen er relevant og tilrettelagt, så den passer til elevernes forudsætninger, siges det.

Sammenfattende kan det siges, at egu-eleverne generelt udtrykker udpræget tilfredshed med uddannelsen. Især det forhold, at de selv kan påvirke uddannelsesforløbet, og at dette har et praktisk udgangspunkt og forankring, fremhæves ofte som kvaliteter. Den kritik, der rejses af uddannelsen, vedrører, som det er fremhævet, de økonomiske vilkår for at gennemføre uddannelsen, ligesom en del elever er kritiske over for uddannelsens status. Egu synliggøres ikke nok, og man kan som elev af og til føle, at man befinder sig i et grå-zone-område, der ikke i tilstrækkelig grad har bevågenhed hverken fra myndigheder, offentlighed eller medier.

Når eleverne spørges, hvordan man kunne forbedre egu i fremtiden, er et gennemgående svar, at der er behov for at løfte uddannelsens image, gøre den tydelig hos arbejdsgivere, der ofte ved for lidt, og skabe en bevidsthed i offentligheden om, at egu er en uddannelse og ikke en social foranstaltning på linje med beskæftigelsesprojekter el.lign. Eleverne efterlyser initiativer, der gør, at de kan føle sig mere på linje med elever i de øvrige uddannelser, selv om mange samtidig udtrykker ønsket med en vis form for resignation, der viser, at de ikke tror meget på dette.

Mindre hyppigt nævnes vejlederkvalifikationerne som et problem, men visse elevudsagn i status 4 peger på, at vejlederne ofte kan være for dårligt klædt på til opgaven, dvs. ikke kender til de uddannelses- eller beskæftigelsesmuligheder, der findes, eller ikke har mulighed for at afse den tilstrækkelige tid til at følge op på den enkelte elev.

I UTA-rapporten Unge i uddannelse - valg og vurderinger af ungdomsuddannelserne påpeges, at egu-eleverne er fokuseret på betydningen af det regi, uddannelsen befinder sig i, dvs. den betydning, der er knyttet til, at det er kommunerne, der er uddannelsesansvarlige. Ifølge rapporten ønsker mange elever, at egu placeres i et andet regi for at undgå at blive slået i hartkorn med aktiverings-projekter el.lign. Denne holdning er ikke fundet hos de elever, der er interviewet ifm. status 4, der samstemmende udtrykker accept af og tilfredshed med, at uddannelsen foregår i kommunalt regi.

 

4.1.5 Efter egu

I flere forskellige sammenhænge er egu-elevernes fremtidsforestillinger blevet beskrevet. Det gælder UTA-forskningsprojektet, såvel som undersøgelserne status 2 og status 4.

Generelt er det gældende for egu-elever, at de er præget af at have meget lidt ambitiøse, traditionelle, men samtidig realistiske forventninger til den tilværelse, de skal leve efter uddannelsens afslutning. For mange elever gælder det, at valget af egu har været begrundet i ønsket om at kunne finde et ikke for krævende arbejde inden for en overskuelig tidshorisont.

I UTA-forskningsprojektet Unge i uddannelse - valg og vurderinger af ungdomsuddannelserne hedder det således:

"Hvad angår egu-elevernes uddannelses- og erhvervsmæssige ønsker, har nogle enkelte planer om at fortsætte i uddannelse. Men det karakteriserer hovedparten af egu-eleverne, at de allermest ønsker sig at få en almindelig uddannelse (egu) og ende på en almindelig arbejdsplads på ganske almindelige vilkår."19)

Egu-eleverne udtrykker typisk forestillinger om mere traditionelle, familieorienterede værdier og er typisk ikke optaget af politiske eller kulturelle spørgsmål som sådan. Uddannelsen begrundes i ønsket om at "klare sig", at overstå nogle af de vanskeligheder, der var begyndt at tårne sig op pga. en problemfyldt skoletid - at få et fodfæste i tilværelsen.

Disse signalementer bekræftes i status 4, hvor interviews med en række elever har godtgjort, at egu-eleverne typisk har en meget snæver horisont og ofte ikke kan formulere mere præcise planer for deres fremtid. Mange elever tager "én dag ad gangen" og er ofte ikke opdraget med at planlægge, overskue forhold på længere sigt. Adspurgt direkte om fremtiden formulerer hovedparten af eleverne et ønske om at kunne få et job på den arbejdsplads, de gennem egu har fået kendskab til, og for mange er dette da også blevet stillet i udsigt.

For nogle elever er egu imidlertid blevet anledningen til at overveje senere uddannelsesmuligheder. En del elever især inden for social- og sundhedsområdet ser egu som den vej, der kan føre frem til en uddannelsesplads på dette område, og arbejder målrettet på at kombinere de elementer sammen, der giver det optimale grundlag siden hen. Også på andre uddannelsesområder ses denne type mere målrettede elever, der fra starten har en plan, og bruger egu som et middel mod målet, men set i det brede perspektiv hører dette til undtagelserne. Dog skal det nævnes, at ikke så få elever i interviewene har givet udtryk for, at de ser en fremtidig voksenerhvervsuddannelse som en tillokkende mulighed. Vel er perspektivet som oftest meget fjernt, men de elever, der har fået et solidt fodfæste i praktikken, og som også er begyndt at opleve en begyndende succes i forhold til skolen, formulerer ofte en interesse i at udbygge egu med en egentlig faglig uddannelse - måske efter nogle års arbejde på egu-basis.

For den typiske egu-elev fylder uddannelsen og de personlige problemer så meget, at fremtidsforestillingerne er meget vage, og den vejledning, der ydes over for eleverne, kan som følge deraf ofte karakteriseres som en "gennemførelsesvejledning" i forhold til egu. De langsigtede vejledningsperspektiver må nødvendigvis ofte skubbes i baggrunden i bestræbelsen på at få de nære ting til at fungere. I afsnit 5.6 fremlægges og drøftes de data, der findes om egu-elevernes situation efter egu.

 

4.1.6 Sammenfatning

Billedet af egu-eleverne er sammensat og mangfoldigt, men der danner sig klare mønstre på visse områder. For det første står det klart, at egu har fat i den målgruppe, den var tiltænkt: de bogligt svage elever, der har vanskeligt ved at identificere en vej i det øvrige uddannelsessystem, og som ikke finder fodfæste på arbejdsmarkedet.

Egu-eleverne er typisk elever, som har brud-oplevelser med i bagagen, og som ikke sjældent har lidt nederlag i de bogligt betonede områder, og som derfor nu søger en vej, hvor den praktiske tilgang sætter dagsordenen. Forventningen er at kunne klare sig, at kunne skabe et liv i rimelig tryghed i erkendelse af, at den slagne - boglige - vej ikke er farbar.

En betragtelig del af egu-eleverne finder vej til egu direkte fra folkeskolen, vejledt af kuratorer og skolevejledere, der har set de mulighederne i at kunne åbne nye perspektiver for de elever, for hvem fremtiden ellers kunne synes usikker.

De unge går ind i egu, dels fordi det for nogle er en sidste udvej, dels fordi muligheden for den individuelle og praktisk betonede uddannelsesvej virker attraktiv for unge, der har svært ved at se en fremtid, og som har et stort behov for at prøve kræfter med og afklare sig i forhold til det uddannelsessystem og det arbejdsmarked, der skal bemestres for at skabe sig en fornuftig fremtid.

Når eleverne først er i gang med egu udtrykker størstedelen stor tilfredshed med uddannelsen, selv om en del kritiske røster peger på, at de økonomiske vilkår kan være et problem. Når eleverne får vanskeligheder med at gennemføre egu, beror det oftest på, at de er helt uerfarne med at begå sig på et arbejdsmarked, og typisk mangler den almene socialisering, der er en forudsætning for at møde og arbejde stabilt samt indrette sig på arbejdspladser og kulturer, der stiller krav.

 

 

4.2 Kommunerne

I dette afsnit vil kommunerne som aktører i egu blive beskrevet. Kommunerne er centrale i egu som uddannelsesansvarlige. De står for kontakten mellem eleven på den ene side og uddannelsesinstitutionerne og praktikstederne på den anden side.

Først vil der blive gennemgået en række faktuelle oplysninger om kommunerne i relation til egu. Det drejer sig om antal af indgåede og forventede egu-aftaler.

Herefter vil kommunernes egu-aktivitet blive diskuteret. Centralt i den diskussion er, hvilken definition der skal ligge til grund for, om en kommune er egu-aktiv. Der er tale om, at den enkelte kommune kan karakteriseres som egu-aktiv, hvis den enten har indgået minimum én aftale i den tid, egu har eksisteret, eller hvis den har indgået aftaler i bestemte perioder.

I det efterfølgende ses nærmere på udviklingen i antallet af egu-aktive kommuner ud fra den første definition, dvs. at kommunerne er egu-aktive, hvis de har indgået en egu-aftale. Denne definition bruges også i de to efterfølgende afsnit, som ser nærmere på kommunerne opdelt efter indbyggertal og amter.

Det næste afsnit ser på kommunernes samarbejde, hvorefter der er fokus på informationsmaterialer. Det gælder både informationsmaterialer til og fra kommunerne. Inden sammenfatningen af afsnittet om kommuner er der en nærmere undersøgelse af de 130 kommuner, som ikke har indgået egu-aftaler i status 4.

 

4.2.1 Antal indgåede egu-aftaler

Nedenfor i tabel 4.7 ses kommunernes samlede antal indgåede egu-aftaler. Der er i alt indgået 3558 aftaler i perioden fra og med 4. kvartal 1993 til og med 3. kvartal 1997.

I tabellen ses desuden antallet af indgåede egu-aftaler opdelt på år. Derved lettes en sammenligning af udviklingen over tid. 20)

Det ses af tabellen, at antallet af indgåede aftaler i 1994, som er det første hele år med egu-aktivitet, er lige under 700, og at antallet af indgåede egu-aftaler derefter har stabiliseret sig på noget over 1000 om året. 21) I 1997 er der i de første tre kvartaler indgået 792 egu-aftaler, og kommunerne forventer at indgå 260 aftaler i 4. kvartal. Hvis dette tal kommer til at passe, kommer antallet af indgåede egu-aftaler op på 1052.

Egu har tilsyneladende dermed fundet et stabilt leje, hvilket er bemærkelsesværdigt, når der tænkes på, at målgruppen i samme tidsrum har fået forbedrede forhold og de muligheder, der på en lang række andre områder er kommet jf. afsnit 2.2. Her tænkes især på, at der er gjort en stor indsats for at formindske frafaldet på erhvervsuddannelserne, at der er kommet en række uddannelsesmæssige tilbud så som ujf, fuu og brobygning, at arbejdsløsheden, og herunder især ungdomsarbejdsløsheden, er faldet, samt at ungdomsårgangene er blevet mindre, og der er dermed mere kamp om alle unge, ikke kun de bedste unge.

Af tabellen fremgår endvidere, at det kvartal, der indgås flest aftaler i, er 3. kvartal. Det kan bl.a. forklares med, at 1/4 af alle egu-elever i både status 3 og status 4 kommer direkte fra folkeskolen. Hovedparten af disse starter efter sommerferien og går dermed i gang med egu i 3. kvartal.

Tabel 4.7. Antal indgåede aftaler.

  1993  1994 1995 1996 1997 I alt

1. kvatal
2. kvatal
3. kvatal
4. kvatal

I alt




1 1)

1

38 1)
162 1)
218 1)
271 1)

689

202 1)
230 1)
415 2)
175 2)

1022

253 2)
140 2)
435 2)
226 3)

1054

230 3)
202 3)
360 3)
260 4)

1052

723
734
1428
933

3818

 

1) Erhvervsgrunduddannelse egu. Status 1995. (status 2)
2) Kommunernes indberetninger om egu-aktiviteter. Marts 1997. (status 3)
3) Aktuelle evaluering af egu. April 1998. (status 4)
4) Forventet antal ifølge den aktuelle evaluering af egu. April 1998. (status 4)

 

4.2.2 Forventede egu-aftaler

Nedenfor i tabellen gennemgås det antal aftaler, som kommunerne ifølge de løbende undersøgelser har angivet som det forventede/planlagte antal aftaler.

Tabel 4.8. Antal forventede aftaler samt det faktisk antal indgåede aftaler.

  1. halvår,
forventet
2. halvår,
forventet
I alt, forventet Faktisk
1994
1995
1996
1997
1998

769 2)
618 3)
530 4)
444 5)

807 2)
603 3)
536 4)
506 5)
3000 1)
1576 2)
1221 3)
1066 4)
950 5)
689 3)
1022 3+4)
1054 4+5)
1052 5+6)
-

1) Skønnet tilgang i lovforslaget om egu. (status 1)
2) Statistik Nyt nr. 1 1995 - Erhvervsgrunduddannelsen - aktivitetsniveauet 1994 og 1995. (status 2)
3) Erhvervsgrunduddannelse egu. Status 1995. (status 3)
4) Kommunernes indberetninger om egu-aktiviteter. Marts 1997. (status 3)
5) Aktuelle evaluering af egu. Marts 1998. (status 4)
6) Indeholder forventede aftaler for 4. kvartal 1997. Fra den aktuelle evaluering af egu. April 1998. (status 4)

 

Det ses, at kommunerne i starten overvurderede antallet af egu-aftaler, men er blevet meget præcise nu. De har i perioden fra 1994 til 1998 konstant nedjusteret forventningerne til indgåelse af egu-aftaler, men er for 1997 tæt på at ramme det faktiske tal, som har været stabilt i alle tre år. Et mindre antal kommuner har på forhånd fastlagt det årlige optag, og kan således let ramme det faktiske tal. Det er dog ifølge status 4 kun tale om 14% af kommunerne, der i budgettet fastlægger en bestemt øvre grænse for antallet af aftaler, og derfor må den præcise budgettering tilskrives, at kommunerne efterhånden er blevet tilpas fortrolige med det lokale behov for egu.

I tallet for 1994 er forventningerne baseret på Socialkommissionens beregninger, hvorefter Undervisningsministeriet forventede, at der ville blive indgået ca. 3.000 aftaler på årsplan. Forventningerne for 1995 og fremefter står kommunerne for, og de skød meget højt i de første år. Dette kan igen ledes tilbage til teksten i lovforslaget, der lagde et højt forventningsniveau. For 1995 var forventningerne 1576, mens der kun blev indgået 1022 aftaler. I 1996 var forventningerne dalet til 1221, og således tættere på det faktiske tal på 1054, og i 1997 bliver det faktiske antal tæt på det forventede; tallene er henholdsvis 1052 og 1066.

Det ses desuden, at kommunerne forventer at skære lidt ned på egu-aktiviteten i 1998, så antallet af indgåede egu-aftaler bliver ca. 950. Da kommunerne efterhånden er blevet gode til at anslå det forventede antal egu-aftaler, kan man forvente, at dette tal kommer til at passe nogenlunde.

 

4.2.3 Egu-aktivitet

Der er forskellige måder at betragte niveauet for kommunernes egu-aktiviteter på, og hver definition giver et forskelligt antal kommuner, som kan henregnes til egu-aktive kommuner. For at belyse antallet af egu-aktive kommuner fra flere vinkler, vil vi i det følgende tage udgangspunkt i en række forskellige definitioner. Det går lige fra den bredeste, der blot fordrer, at kommunen på et eller andet tidspunkt har indgået én enkelt aftale til en mere snæver definition, der fordrer, at kommunen skal have indgået egu-aftaler over en længere periode.

Som ovenfor nævnt er én måde at definere en kommune som egu-aktiv, om den har indgået minimum én egu-aftale. Har kommunen på et tidspunkt indgået blot én egu-aftale, har man fået erfaringer med hele opstartsproceduren, og derfor har kommunen en række erfaringer med egu, uanset om eleven har fuldført hele egu-forløbet, eller om eleven er stoppet undervejs.

Ser man på antallet af kommuner, som har indgået én eller flere egu-aftaler fra egu´s start i 1993 til 30.9.1996, er antallet 192 kommuner, hvilket svarer til 70% af det samlede antal kommuner.

Udvides perioden med ét år til at dække fra egu´s start i 1993 til 30.9.1997, er antallet af kommuner steget til 206 eller 75%. 206 kommuner har altså pr. 30.9. 1997 indgået minimum én egu-aftale.

Udvider man definitionen af en egu-aktiv kommune til enten at have indgået aftaler i perioden fra 1993 til 30.9.1997 eller at have planer om at indgå aftaler inden udgangen af 1998 stiger antallet af egu-aktive kommuner med 19, og man kommer derved op på 225 kommuner, svarende til 82%. Dvs. at 18% eller 50 kommuner aldrig har været og heller ikke planlægger at blive egu-aktive.

Man kan også se på, hvilke kommuner der tidligere har været aktive, men som ikke har indgået aftaler for nylig. Der er 61 kommuner, dvs. 22% af kommunerne, der har indgået minimum en aftale fra egu´s start i 1993 til 30.9.1996, men som ikke har indgået nogen aftaler i det efterfølgende år efter denne dato, dvs. frem til 30.9.1997. Af de 61 er der dog 34 kommuner, som planlægger at indgå aftaler inden udgangen af 1998.

Derved er der 27 kommuner, som tidligere har indgået egu-aftaler, men ikke har indgået nogle aftaler i sidste undersøgelsesperiode (status 4) og heller ikke planlægger at indgå flere egu-aftaler inden 1.1.1999. Grunden til dette er for enkeltes vedkommende, at der ikke er unge i egu-målgruppen, men for de fleste skyldes det, at man har fravalgt egu af den ene eller anden grund. De hyppigst nævnte årsager er, at egu er valgt fra i kraft af en politisk beslutning, eller pga. at egu er for besværlig at administrere.

En anden måde at definere, om den enkelte kommune er egu-aktiv, er ud fra kriteriet, om kommunen har indgået egu-aftaler for nylig. Hvis den sidste indgåede egu-aftale går alt for langt tilbage i tiden, vil kommunen have mistet det kendskab til egu, man opnåede i forbindelse med at indgå aftalen. Der er 197 kommuner, som har indgået egu-aftaler i perioden 1.4.1995 til 30.9.1997. Dette svarer til 72% af det samlede antal kommuner. Dertil kommer 21 andre kommuner, som planlægger at indgå minimum en egu-aftale mellem 1.10.1997 og 31.12.1998. Derved er der 218 kommuner (=79%), som har indgået aftaler eller planlægger at indgå aftaler i perioden 1.4.1995 til 31.12.1998.

Man kan også vælge at definere kommunernes egu-aktivitet meget snævert og kun definere en kommune som egu-aktiv, hvis den har indgået flere egu-aftaler over en længere periode. Der er 122 kommuner, svarende til 44%, som har indgået aftaler i både perioden 1.4.1995 til 30.9.1996 og i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997.

Tabel 4.9. Oversigt over forskellige definitioner på egu-aktivitet.

Kriterium
Kommunen har:
Antal
kommuner
Procent 22)
Indgået minimum én egu-aftale fra 1993 til 30.9.1996 192 70%
Indgået minimum én egu-aftale fra 1993 til 30.9.1997 206 75%
Indgået minimum én egu-aftale fra 1993 til 30.9.1997 eller forventer at indgå minimum én aftale inden 1.1.1999 225 82%
Ikke indgået nogle egu-aftaler indtil 1.10.1997, men forventer at gøre det i perioden 1.10.1997 til 31.12.1998 19 7%
Ikke indgået nogle egu-aftaler indtil 1.10.1997 og forventer ikke at gøre det inden 31.12.1998 50 18%
Indgået minimum én egu-aftale inden 30.9.1996 og har ikke indgået nogle aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997 61 22%
Indgået minimum én egu-aftale inden 30.9.1996 og har ikke indgået nogen aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997, men forventer at indgå egu-aftaler inden 31.12.1998 34 12%
Indgået minimum én egu-aftale i perioden 1.4.1995 til 30.9.1997 197 72%
Indgået minimum én egu-aftale i perioden 1.4.1995 til 30.9.1997 eller forventer at indgå egu-aftaler inden 31.12.1998 218 79%
Indgået egu-aftaler i både perioden 1.4.1995 til 30.9.1996 (status 3) og i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997 (status 4) 122 44%


I det følgende vil vi hovedsagelig benytte den brede definition, hvor en kommune betragtes som egu-aktiv, hvis den siden egu´s start har indgået minimum én egu-aftale. En kommune, som tidligere har indgået egu-aftaler, vil have nogle erfaringer, og det kan skyldes ydre omstændigheder, så som at der ikke er behov for egu i øjeblikket, at man ikke har indgået egu-aftaler for nylig. Det vil være ukorrekt at karakterisere en sådan kommune som ikke-egu-aktiv, hvilket er forklaringen på, at den brede definition af egu-aktivitet bruges som udgangspunkt.

For dog ikke at udelade nogle vigtige konklusioner, vil de andre definitioner også blive brugt visse steder. Uanset

hvilken definition, der bliver brugt, vil der blive gjort opmærksom på, hvad udgangspunktet er.

 

 

4.2.4 Udviklingen i egu-aktive kommuner

Her ses nærmere på udviklingen i antallet af kommuner, som har været eller er aktive i forbindelse med egu. Det vil sige, at hvis kommunen har indgået blot én egu-aftale, tælles kommunen med som aktiv, uanset om man ikke har indgået flere egu-aftaler, eller hvis man fortsat indgår aftaler. Dette er en viderebearbejdning af den brede definition af kommunernes egu-aktivitet, som blev diskuteret i afsnit 4.2.3.

Det ses af nedenstående figur, at andelen af kommuner, som på et eller andet tidspunkt har indgået minimum én egu-aftale og dermed har en vis erfaring med egu, er 75% efter 3. kvartal 1997. Dette svarer til 216 kommuner. Dertil kommer 19 kommuner, som planlægger at starte med at indgå egu-aftaler inden udgangen af 1998. Hvis alle 19 kommuner indfrier forventningerne, kommer antallet af egu-aktive kommuner op på 82%. Dette procenttal er dog ikke taget med i figuren, da det forventede tal i sagens natur endnu ikke er opfyldt.

Figur 4.1. Akkumulering af andel kommuner, som er egu-aktive eller har været egu-aktive.

Figur 4.1

 

Endvidere ses på udviklingen i egu, at frem til 3. kvartal 1995 har der været en kraftig stigning i antallet af kommuner, der stiftede bekendtskab med egu ved at indgå en egu-aftale. I 3. kvartal 1995 havde over 60% haft berøring med egu. Dette svarer eksakt til 171 kommuner. Det betyder, at der efter 3. kvartal 1995 var en gruppe på 104 kommuner, som aldrig havde været egu-aktive, dvs. forskellen mellem 275 og 171.

For disse 104 kommuner har det været mindre oplagt at initiere egu. Fra og med 3. kvartal 1995 til og med 3. kvartal 1997, en periode på over to år, har kun 35 kommuner indgået aftaler. Det illustreres i figuren ved at kurven flader ud, og kun langsomt stiger til de 75%, som har været egu-aktive efter 3. kvartal 1997. Dermed er der efter 3. kvartal 1997 stadig 69 kommuner, som ikke har indgået egu-aftaler, og hovedparten af disse kan ikke forventes at indgå egu-aftaler i den nærmeste tid. Hvis behovet er der, må man formode, at man har valgt at dække det på en anden måde, da man har haft rigelig tid til at forsøge sig med at indgå egu-aftaler.


 

4.2.5 Kommunerne fordelt på indbyggertal

I tabellen nedenfor ses en opsplitning af kommuner efter størrelse samt efter egu-aktivitet. Igen er der brugt den brede definition, hvor en egu-aktiv kommune defineres som en kommune, der har indgået minimum én egu-aftale.

De egu-aktive kommuner har flere indbyggere end de kommuner, der ikke har indgået egu-aftaler. Det ses ved, at der for alle intervaller af indbyggere, undtagen for det laveste interval 0-10.000, er en relativ overvægt af egu-aktive kommuner.

Tabel 4.10. De egu-aktive og ikke egu-aktive kommuner fordelt på indbyggertal.

Indbyggertal Egu-aktive
kommuner
Ikke egu-aktive kommuner Antal kommuner,
i alt

Antal Procent Antal Procent Antal Procent
0 - 10.000 88 43% 48 70% 136 49%
10.001 - 20.000 68 33% 16 23% 84 31%
20.001 - 30.000 14 7% 4 6% 18 7%
30.001 - 40.000 11 5% 1 1% 12 4%
40.001 - 50.000 9 4% 0 0% 9 3%
50.001 - 75.000 10 5% 0 0% 10 4%
Over 75.000 6 3% 0 0% 6 2%

206 100% 69 100% 275 100%

 

Det ses, at alle kommuner med et indbyggertal over 40.000 har indgået egu-aftaler, og at kun én kommune ud af 12 med et indbyggertal mellem 30.000 og 40.000 ikke har indgået egu-aftaler. Andelen af kommuner med et indbyggertal mellem 20.000 og 30.000 er cirka den samme for både den egu-aktive og ikke-egu-aktive gruppe, hhv. 7% og 6%. Blandt de egu-aktive kommuner er der igen en større andel i intervallet 10.000 til 20.000 end blandt de ikke-egu-aktive. Andelen er her henholdsvis 33% af de egu-aktive og 23% af de ikke-egu-aktive kommuner, som har mellem 10.000 og 20.000 indbyggere.

I intervallet 0-10.000 er de ikke-egu-aktive kommuner i klar overvægt: 70% af de ikke-egu-aktive kommuner har under 10.000 indbyggere mod kun 43% af de egu-aktive kommuner. Det gennemsnitlige indbyggertal i de 69 ikke-egu-aktive kommuner er 9.910 indbyggere, hvor det gennemsnitlige indbyggertal i alle kommuner i Danmark er 19.094.

Af de 69 kommuner, der endnu ikke har været egu-aktive, forventer de 19 at indgå aftaler inden d. 1.1.1999. I den nedenstående figur ses fordelingen på antal forventede/planlagte aftaler for de 19 kommuner. 14 af de 19 kommuner, dvs. hovedparten, forventer ikke at indgå mere end to aftaler. Det er vigtigt at holde for øje, at der er tale om forventninger, som ikke nødvendigvis går i opfyldelse. Hvis man i den enkelte kommune kun forventer én eller to inden for fem kvartaler, er der mange faktorer, der kan spille ind, således at man evt. ikke kommer til at indgå nogen aftale.

Figur 4.2. Antal forventede/planlagte aftaler for endnu ikke egu-aktive kommuner.

Figur 4.2

 

I nedenstående tabel er kommunerne opdelt efter størrelse samt andelen af kommuner, som har indgået egu-aftaler i to forskellige, men tidsmæssigt lige lange perioder. Dermed er der mulighed for at vurdere størrelsen af kommunerne, der indgår egu-aftaler, samt at sammenligne udviklingen i størrelsen af disse kommuner.

Det ses, at andelen af kommuner, som indgår egu-aftaler i en given periode, er større for de store kommuner. Det er også forventeligt, da de store kommuner har større behov og flere muligheder for at udbyde en bredere vifte af tilbud til borgerne pga. et større befolkningsunderlag.

Tabel 4.11. Faktisk og forventet egu-aktivitet opdelt efter kommunestørrelse (status 3 og status 4). 23)

Indbyggertal Antal kommuner i alt 1997 Andel kommuner med tilgang af egu-aftaler i perioden 1.10.95 til 30.9.961) Andel kommuner med tilgang af egu-aftaler i perioden 1.10.96 til 30.9.972) Kommuner med planlagt tilgang af egu- aftaler inden udgangen af 19983)
0 - 10.000 136 35% 38% 50%
10.001- 20.000 84 56% 57% 64%
20.001 - 30.000 18 61% 72% 61%
30.001 - 40.000 12 83% 83% 83%
40.001 - 50.000 9 100% 89% 100%
50.001 - 75.000 10 100% 90% 80%

75.001 -

6 100% 100% 100%

I alt

275 51% 53% 60%

1) Kommunernes indberetninger om egu-aktiviteter. Marts 1997. (status 3)
2) Aktuelle evaluering af egu. April 1998. (status 4)
3) Forventet antal ifølge den aktuelle evaluering af egu. April 1998. (status 4)

 

Desuden ses det, at de små kommuner i stigende grad indgår egu-aftaler. I perioden 1.10.1995 til 30.9.1996 indgik 35% af kommunerne med under 10.000 indbyggere egu-aftaler. I det efterfølgende år var den tilsvarende andel 38%. For kommuner med et indbyggertal mellem 10.000 og 20.000 var der kun en marginal stigning ét procentpoint fra 57% til 58%, men for kommuner med indbyggertal mellem 20.000 og 30.000 steg de tilsvarende andele fra 61% til 72%.

I de store kommuner (over 40.000 indbyggere) har det i den foregående periode været alle, der har indgået aftaler, men i den seneste periode er der to kommuner, som ikke har indgået nogen aftaler. Der er altså tale om et fald, men et fald fra et meget højt niveau til et højt niveau.

I tabellen nedenfor ses, at antallet af indgåede egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere er stabilt. I begge de undersøgte perioder, som hver strækker sig over et år, indgås 2,6 aftaler pr. 10.000 indbyggere i de egu-aktive kommuner. Her er det altså kun indbyggere i de kommuner, der har indgået egu-aftaler i den pågældende periode, der medregnes. Senere opgøres det tilsvarende tal, hvor samtlige indbyggere i Danmark tælles med, til 1,9 egu-aftale pr. 10.000 indbyggere.

Tabel 4.12. Egu-aktivitet målt pr. indbygger og opdelt efter kommunestørrelse - alene for de kommuner, som indgik egu-aftaler i perioderne 1.10.1995 til 30.9.1996 og 1.10. 1996 til 30.9.1997.


1.10.1995 til 30.9.1996 (status 3) 1.10.1996 til 30.9.1997
(status 4)
Indbyggertal Antal ind- gåede aftaler Antal indgåede aftaler pr. 10.000 indbyggere i de 140 kommuner som indgik egu-aftaler Antal ind- gående aftaler Antal indgåede aftaler pr. 10.000 indbyggere i de 145 kommuner som indgik egu-aftaler Udvikling i antal ind- gående egu- aftaler pr. 10.000 indbyggere24)
0 - 10.000 106 3,3 87 2,3   "
10.001 - 20.000 171 2,5 154 2,3   '
20.001 - 30.000 61 2,4 55 1,7   "
30.001 - 40.000 62 1,7 78 2,2 "  
40.001 - 50.000 146 3,5 121 3,3   '
50.001 - 75.000 125 2,2 125 2,4 '  
75.001 - 332 2,6 398 3,1 "  
I alt 1003 2,6 1018 2,6 -

 

Denne stabilitet med 2,6 indgåede aftaler pr. 10.000 indbyggere dækker over indbyrdes forskydelser mellem store og små kommuner.

I de små kommuner var antallet af indgåede egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere i den første periode 3,3, hvilket i flere tilfælde er højere end for de store kommuners vedkommende. I den anden periode er tallet for de små kommuner faldende, mens det i de store kommuner er stigende. Det betyder, at egu er blevet mere udbredt i de store kommuner, men mindre udbredt i de små kommuner.

Tidligere var konklusionen, at der er flere små kommuner, som indgår egu-aftaler. Denne tabel fortæller, at de små kommuner samlet set indgår færre egu-aftaler. Der er altså en stigning i antallet af små kommuner, men på trods af det større antal har de samlet set indgået færre aftaler end tidligere.

En væsentlig forklaring på dette er, at små kommuner ofte føler, at egu er en meget kompliceret lov at administrere, da man ikke har mulighed for at få mange elever igennem og dermed ikke kan opnå en udnyttelse af erfaringerne fra gang til gang.

I den nedenstående tabel er de 145 kommuner, som har indgået egu-aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997, dvs. status 4, opdelt i tre kategorier efter indbyggertal. Tabellen beskriver hvilke tilbud ud over egu, kommunerne anvender til de unge i en utilfredsstillende uddannelses- eller arbejdsmæssig situation. Det siger noget om, hvor stor for-fordelingen er mht. tilbud, afhængig af om den unge bor i en landkommune eller i en bykommune.

Det ses, at de tre kommunestørrelser er på cirka samme niveau mht. tilbud på arbejdsmarkedet. Omkring 60% nævner beskæftigelse som et tilbud ved siden af egu, mens omkring 85% nævner kommunal aktivering.

Tabel 4.13. Hvilke tilbud udover egu anvender de kommuner, som har indgået egu-aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997?


Kommuner med færre end 10.001 indbyggere Kommuner med færre end 30.001 men flere end 10.000 indbyggere Kommuner med flere end 30.000 indbyggere Ialt

Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct.
Beskæftigelse 33 65% 32 52% 20 61% 85 59%
Fuu 16 31% 33 53% 17 52% 66 46%
1. skoleperiode i erhvervsuddannelserne 22 43% 32 52% 23 70% 77 53%
Brobygning 13 25% 24 39% 20 61% 57 39%
Produktionsskoler 37 73% 49 80% 29 88% 115 79%
Ujf 11 22% 10 16% 15 45% 36 25%
Heltidsundervisning på ungdomsskolerne 6 12% 15 25% 19 58% 40 28%
Kommunal aktivering 43 84% 51 84% 29 88% 123 85%
Andet 6 12% 8 13% 7 21% 21 14%
 
Kommuner i alt 51 100% 61 100% 33 100% 145 100%

 

Dette resultat er ikke overraskende, da der nødvendigvis må være flest tilbud i byerne, men den tydelighed, som det træder frem med, er interessant. Det vidner om, at små kommuner kun i begrænset omfang inddrager tilbud fra større nabokommuner. Dette kan enten skyldes mangel på samarbejde på tværs af kommunegrænser eller en manglende mobilitet hos de unge. Begge dele er tilsvarende blevet observeret i de kvalitative undersøgelser.

 

 

4.2.6 De egu-aktive kommuner fordelt på amter

Hvis man ser på de egu-aktive kommuners fordeling på amter, er der store forskelle amterne imellem. I gennemsnit er det 75% af kommunerne, der har indgået egu-aftaler. I København og Frederiksberg kommuner samt i Københavns amt har alle kommuner indgået egu-aftaler. De har fordel af at være store kommuner, som dermed har mange potentielle egu-elever, samt en stor befolkningstæthed i området, hvilket gør et effektivt samarbejde på tværs af kommunegrænserne muligt, hvilket da også udnyttes i stor stil.

Tabel 4.14. Antal egu-aktive kommuner fordelt på amter i status 4.

Amt Gennemsnitlig
indbyggertal i de
egu-aktive kommuner
Antal kommuner ialt Antal egu-aktive kommuner Procent egu-aktive kommuner
Kbh. & Frb. kommuner 282770 2 2 100%
Københavns amt 33741 18 18 100%
Frederiksborg 18614 19 15 79%
Roskilde 20502 11 5 45%
Vestsjælland 12602 23 14 61%
Storstrøm 10729 24 17 71%
Bornholm 9015 5 5 100%
Fyn 14704 32 26 81%
Sønderjylland 10997 23 17 74%
Ribe 15936 14 11 79%
Vejle 21239 16 15 94%
Ringkøbing 15096 18 13 72%
Århus 24047 26 20 77%
Viborg 13662 17 7 41%
Nordjylland 18179 27 21 78%
I alt 19094 275 206 75%

 

Især Viborg amt og Roskilde amt har en relativ lille andel af egu-aktive kommuner. Kun 41% af kommunerne i Viborg amt har siden egu´s start indgået minimum én egu-aftale, og tallet for Roskilde amt er 45%. Dette skyldes hovedsageligt, at man ikke har behov for egu, enten fordi man ikke har nogle unge i målgruppen, eller fordi man bruger en kombination af andre tilbud til denne gruppe af unge. Derimod skyldes det ikke, at kommunerne i de to amter er mindre. I gennemsnit er kommunerne i Viborg amt og især Roskilde amt ikke blandt de mindste, og flere andre steder, hvor der er et mindre gennemsnitlig indbyggertal pr. kommune, er der en langt større udbredelse af egu. Det er blandt andet i Sønderjyllands amt, i Storstrøms amt og på Bornholm.

I tabellen nedenfor ses egu-aktiviteten opgjort på antal indgåede aftaler og som ovenfor fordelt på amterne. 25)

Igen for at lette overblikket er udviklingen i antal indgåede egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere også her markeret med pile, hvor det er samme logik som tidligere: En pil enten op eller ned betyder henholdsvis en mindre stigning eller et mindre fald. Hvor der er to pile, indikerer det en kraftigere bevægelse.

Tabel 4.15. Egu-aktivitet i de enkelte amter målt i forhold til indbyggertal (status 3 og status 4)

Amt 1.10.1995 til 30.9. 1996 (status 3) 1.10.1996 til 30.9.1997
(status 4)
Antal under- skrevne aftaler Antal underskrevne egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere i hele amtet (pr. 30.9.96) Antal under- skrevne aftaler Antal underskrevne egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere i hele amtet (pr. 30.9.97) Udvikling antal indgående egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere
Kbh. & Frb. kommuner 148 2,6 153 2,7 '  
Københavns amt 144 2,4 159 2,6 '  
Frederiksborg 54 1,5 48 1,4   '
Roskilde 33 1,5 35 1,6 '  
Vestsjælland 10 0,35 14 0,5 '  
Storstrøm 58 2,3 34 1,3   "
Bornholm 14 3,1 5 1,1   "
Fyn 128 2,7 176 3,7 "  
Sønderjylland 51 2,0 54 2,1  
Ribe 67 3,0 34 1,5   "
Vejle 81 2,4 55 1,6   "
Ringkøbing 21 0,8 28 1,0 '  
Århus 96 1,5 108 1,7 '  
Viborg 17 0,7 28 1,2 "  
Nordjylland 81 1,7 87 1,8 '  
I alt 1003 1,9 1018 1,9 -

 

Det ses, at egu-aktiviteten i status 3 har været meget lav i amterne Vestsjælland, Viborg og Ringkøbing med henholdsvis 0,35, 0,7 og 0,8 indgåede egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere. De to amter med fleste indgåede egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere var Bornholm og Ribe.

I perioden 1.10.96 til 30.9.97 er Fyn det amt, hvor der er indgået klart flest egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere med 3,7 pr. 10.000 indbyggere. Her er det Odense kommune, som står for den store aktivitet, da 146 af de 176 indgåede aftaler i perioden 1.10.96 til 30.9.97 er indgået af Odense kommune. Desuden er København og Frederiksberg kommuner samt Københavns amt fortsat på et højt niveau med henholdsvis 2,7 og 2,6 indgåede egu-aftaler pr. 10.000 indbyggere. I Viborg amt er der sket en vis stigning, som dog er fra et meget lavt niveau.

I amterne Bornholm, Ribe, Storstrøm og Vejle er der sket markante fald, som dog sker fra et meget højt niveau, hvilket bevirker, at den nuværende egu-aktivitet ikke bliver bemærkelsesværdig lav.

 

4.2.7 Kommuner, der ikke har indgået egu-aftaler
i status 4

I status 2 blev undersøgelsen udvidet med en analyse af, hvorfor en række kommuner ikke anvender egu. Konklusionen var, at de ikke havde behov for egu, da man ikke havde unge i den aldersgruppe, samt at man i de små kommuner kender de unge og dermed kan vejlede dem, før de kommer i en utilfredsstillende situation. Derimod skyldtes den manglende egu-aktivitet ikke, at kommunerne mangler viden om egu.

Også i denne undersøgelse vil der blive set nærmere på, hvilke grunde der er til, at en række kommuner ikke har indgået egu-aftaler. I de foregående afsnit i denne undersøgelse har kriteriet for opdeling af kommuner mht. egu-aktivitet hovedsageligt været, om den enkelte kommune indtil d. 30.9.1997 havde eller ikke havde indgået minimum én egu-aftale. I dette afsnit vil der blive sat fokus på den gruppe af kommuner, der ikke har indgået egu-aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997, hvilket svarer til status 4.

Der er i alt tale om 130 kommuner, der ikke har indgået egu-aftaler i status 4. Heraf har 34 kommuner erfaringer med egu fra tidligere aktiviteter og har planer om at indgå flere aftaler senere. Andre 27 kommuner har tidligere indgået egu-aftaler og har derefter besluttet sig for ikke at indgå flere inden udgangen af 1998. Igen 69 andre har aldrig indgået en egu-aftale. Heraf har de 19 kommuner planer om at indgå egu-aftaler inden udgangen af 1998, mens 50 fortsat har planer om ikke at indgå nogle egu-aftaler til og med 1998. Nedenfor ses en oversigt over, hvordan de 130 kommuner fordeler sig.

Tabel 4.16. Kommunens egu-status og forventninger til fremtidige egu-aftaler (status 4).

Antal kommuner Forventede aftaler mellem 1.10.1997 og 31.12.1998
Har indgået minimum én egu-aftale før 1.10.1996, og forventer at gøre det igen i perioden 1.10.1997 til 31.12.1998. 34 93,5
Har indgået minimum én egu-aftale indtil 1.10. 1996 men forventer ikke at gøre det i perioden 1.10.1997 til 31.12.1998. 27 0
Har ikke indgået nogle egu-aftaler indtil 1.10.1997, men forventer at gøre det i perioden 1.10.1997 til 31.12.1998. 19 44,5
Har ikke indgået nogle egu-aftaler indtil 1.10.1997 og forventer ikke at gøre det inden 31.12.1998. 50 0
I alt 130 138

 

Det ses endvidere, at de 34 kommuner, der forventer at genoptage egu, planlægger at indgå 93,5 egu-aftaler, og at de 19 kommuner, der forventer at indgå egu-aftaler for første gang, planlægger at indgå 44,5 aftaler.

Der er forskellige årsager til, at disse 130 kommunerne ikke har indgået egu-aftaler i undersøgelsesperioden 1.10.1996 til 30.9.1997. Grundene ses nedenfor:

Tabel 4.17. Årsagen til at kommunen ikke har indgået egu-aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9.1997 (status 4).
Sæt kryds ved de tre vigtigste årsager Antal Procent (af de 130 kommuner)
Ingen unge i egu-målgruppen 18 14%
Mangel på praktikpladser 18 14%
Anvender alternativer 102 78%
De unge foretrækker andre uddannelser eller arbejde 83 64%
Har besluttet ikke at satse på egu 43 33%
Mangler viden om egu 8 6%
Andet 22 17%

Det ses, at de to klart væsentligste årsager er, at kommunerne anvender andre alternativer, og at de unge foretrækker andre uddannelser eller arbejde. 78% af kommunerne angiver, at kommunen anvender andre alternativer som grund til, at der ikke er indgået nogle egu-aftaler, og 64% angiver, at de unge foretrækker andre uddannelser eller arbejde. En tredjedel af kommunerne angiver desuden, at man har besluttet ikke at satse på egu. Som i status 2 ses det, at kommunerne angiver, at grunden til den manglende egu-aktivitet ikke er manglende viden om egu.

Disse tre væsentligste årsager til, at kommunerne ikke har indgået egu-aftaler bliver beskrevet nærmere nedenfor.

Hvis man først ser på, hvilke alternativer kommunerne tilbyder de unge, så ses det i nedenstående tabel, at der hovedsagelig er tale om beskæftigelse/arbejde og ikke om uddannelse.

85 kommunerne, svarende til 65% af de 130 kommuner, der ikke har indgået aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9. 1997, bruger kommunal aktivering. Der er også 65%, der bruger produktionsskoler, og 48%, der bruger beskæftigelse.

Først herefter kommer de uddannelsesmæssige tiltag: 32% af kommunerne bruger 1. skoleperiode til egu-målgruppen og ligeledes 32% bruger fuu - den fri ungdomsuddannelse.

64% af kommunerne angiver som nævnt ovenfor, at de unge foretrækker andre uddannelser eller arbejde. Siden egu´s start i 1993 er der kommet mange muligheder for de unge på begge disse områder. På uddannelsesområdet er der bl.a. kommet ujf, fuu og brobygning.

Tabel 4.18. Hvilke alternativer anvender kommunen til de unge, kommunen har i egu-målgruppen (status 4).
Sæt kryds(er) Antal Procent (af de 130 kommuner)
Fuu - den fri ungdomsuddannelse 41 32%
Beskæftigelse 63 48%
1. skoleperiode i erhvervsuddannelserne 42 32%
Brobygning 26 20%
Produktionsskoler 84 65%
Ujf - uddannelses- og jobkvalificerende forløb på erhvervsskoler 24 19%
Heltidsundervisning på ungdomsskoler 11 8%
Kommunal aktivering 85 65%
Andet 19 15%

 

Desuden er 1. skoleperiode blevet styrket til at kunne tage de svage elever, jf. afsnit 2.2.

Desuden er det blevet lettere for de unge at finde arbejde. Arbejdsløsheden er faldet konstant siden 1994, og ungdomsårgangene er blevet stadig mindre. Det bevirker, at der er en kraftig efterspørgsel efter de unges arbejdskraft, og at arbejdsgiverne ikke kan tillade sig at være for krævende mht. de unges kvalifikationer.

Både på det uddannelsesmæssige og det arbejdsmæssige område er forholdene for de potentielle egu-elever således blevet forbedrede, hvilket kan forklare, at nogle kommuner ikke har indgået egu-aftaler eller ikke indgår flere aftaler.

Ovenfor viste det sig, at der blandt de kommuner, der ikke har indgået egu-aftaler i perioden 1.10.1996 til 30.9. 1997, er 33%, som har besluttet ikke at satse på egu. I undersøgelsen er der gået tæt på disse kommuner for at afdække årsagerne til denne beslutning. Det viser sig, at der er to vinkler, der kan forklare denne beslutning: Det er enten en politisk beslutning eller en beslutning taget af de ansatte.

Når der er tale om en politisk beslutning, er der et flertal i byrådet, som ikke ønsker at bruge ressourcer på egu. Politikerne har som reglen ikke et nærmere kendskab til egu, og tager beslutningen med baggrund i en ren økonomisk overvejelse. Argumentet hviler ikke på omkostningerne til den enkelte elev, der som bekendt udløser bloktilskud. I stedet er argumentet, at der bliver bundet for mange penge i at ansætte en egu-vejleder eller uddanne og afsætte tid til en allerede ansat til at tage sig af egu. Det skyldes, at det ofte er små kommuner, som ikke vil have et stort antal egu-elever, og at man derfor ikke vil kunne udnytte den indsamlede viden i større grad senere hen. Derfor vælger man ofte at holde fast på tilbud, som allerede er kørt ind, og som der er erfaringer med.

Et andet økonomisk argument, som bruges af politikerne, er, at kommunen har en produktionsskole, som man ikke ønsker at tappe for elever, da det kan ødelægge produktionsskolens rentabilitet, hvis den ikke kan fyldes op med elever.

Når det er ansatte i kommunen, der har taget beslutningen om ikke at satse på egu, er det oftest med et vist kendskab til egu, uden dog at have et indgående kendskab. Argumentet er oftest, at egu er for besværlig at administrere, og at man har valgt at specialisere sig i en kombination af andre alternativer, som er bedre/lettere at arbejde med, og som til sammen dækker målgruppens behov tilfredsstillende. Egu betragtes som en besværlig lov, som er meget tidskrævende at sætte sig ind i. Mange vejledere er frustrerede over, at egu-loven ikke giver konkrete og præcise anvisninger på, hvordan det daglige arbejde skal udføres.

Desuden nævner flere vejledere, at egu ikke er til fordel for de unge, men i stedet giver dem et stempel som kommunalt aktiveret. Det betyder, at selvom de unge lærer noget under deres egu, så kan de ikke bruge egu-uddannelsesbeviset til at søge arbejde på senere. Enkelte ungdomsvejledere nævner desuden, at alternative uddannelser er bedre finansieret, f.eks. fuu, hvor SU betaler elevernes løn frem for, at det er kommunen, der skal betale for offentlig praktik.

 

 

4.2.8 En inddeling af kommunerne udfra deres egu-aktiviteter

En måde at skabe overblik over de forskellige måder, egu administreres på, er at opdele kommunerne efter deres egu-aktiviteter. En opdeling efter kommunernes egu-aktiviteter følger i stor udstrækning en opdeling, som modsvarer kommunernes størrelse på andre områder, herunder indbyggertal.

Opdelingen har resulteret i et mindre antal grupper, inden for hvilke de deltagende kommuner - på en række egu-relevante områder - ligner hinanden. På tværs af grupperne er kommunerne forskellige, hvilket muliggør en mere nuanceret og præcis beskrivelse af de enkelte grupper. En opdeling, som kan bruges i selve beskrivelsen og i forbindelse med fastlæggelsen af, hvilke beslutninger der kan og bør træffes i forhold til de enkelte grupper. På denne måde er overblikket tænkt som en hjælp til både at nuancere beslutningerne omkring egu og til at kunne koncentrere analyserne af forskellige tiltag ift. et mindre antal grupperinger af kommunerne.

Tabellen viser profilerne på de enkelte grupper af kommuner, samt de kriterier som er brugt til grupperingen.

 

Kommuner med mange egu-elever på hold

De deltagende kommuner er meget professionelle i brugen af egu. De har alle et stort antal uddannelsesinstitutioner at vælge imellem og har alle politisk egu-positive miljøer. Kommunerne har mange elever. Undervisningen foregår i hold, og man har tematiserede forløb, herunder forløb, som er specielt tilpassede netop egu-gruppen. Der eksisterer et veludbygget net af samarbejdspartnere. Kommunerne er desuden præget af at have en gruppe belastede elever. Man har typisk udarbejdet et grundigt og flot informationsmateriale specielt om egu.

 

Kommuner med mange individuelle egu-forløb

De deltagende har mange af de samme træk som hos gruppen ovenfor. Den mest markante forskel er dog, at man her arbejder med individuelle forløb.

 

Kommuner med et mellemstort antal egu-forløb

Disse kommuner arbejder med fleksible modeller for egu-forløb. Forløbene er ofte individuelle med løbende optag. En del af kommunerne har samarbejde på tværs af kommune- og amtsskel. Egu-medarbejderne har ud over egu en række andre opgaver. Der er ofte en mangel på informationer om egu og andre muligheder for målgrupperne. Til de enkelte egu-forløb plukkes der blandt allerede eksisterende tilbud i kommunen, herunder forløb på AMU, diverse skoler etc. Man har i kommunerne endnu ikke skabt et standardiseret egu-system, men er mange steder på vej.

Tabel 4.19 Gruppering af kommunerne ift. deres egu-aktiviteter.

Kommuner med mange egu-elever på hold Kommuner med mange individuelle egu-forløb Kommuner med et mellemstort antal egu-forløb Kommuner med begrænset egu-aktivitet Ikke egu- aktive kommuner
Omfang af egu-aktiviteter Stort Stort Mellemstort Lille Ingen
Antal uddannelses- institutioner Mange Mange
Det egu- politiske miljø Positivt Positivt Stor spredning overvejende positivt Stor spredning overvejende negativ Negativt
Undervisning Hold Individuel Individuelle Individuelle  
Forløb Temati- serede Sammensat primært ud fra eksi- sterende tilbud Sammen- sættes ud fra eksisterende tilbud Ingen fast model  
Elev- grupper Stor spredning Mange belastede Stor spredning Udvalgte grupper Få elever i målgruppen Stort kend- skab til eleverne  
Informations- materiale Specielt udarbejdet Specielt udarbejdet Mangler ofte Mangler  
Optag Faste tider Løbende mængder Faste tider Løbende mængder Løbende Ofte med et maksimalt optag Løbende Ofte med et maksimalt optag  
Samarbejde Med de andre store Med de andre af samme størrelse På tværs af kommune- og amtsskel Begrænset samarbejde  
Egu- medarbej- Fuld tid Fuld tid Dækker også andre Dækker også andre områder  

 

Kommuner med begrænset egu-aktivitet

Et meget stort antal kommuner har meget begrænsede egu-aktiviteter. Behovet er reelt ikke særligt stort i disse kommuner. Der er få elever både i målgruppen og reelt til de enkelte egu-forløb. Der arbejdes ikke med en fast model for forløbene. Egu-arbejdet varetages af medarbejdere, som har en lang række aktiviteter ud over egu. Samarbejdet

mellem kommunerne er forholdsvist begrænset. Med hensyn til forløbene er alternativerne begrænsede til, hvad kommunen råder over. Vejlederne problematiserer disse manglende muligheder, da det således bliver svært at finde den helt rigtige løsning til den enkelte elev. Man har ikke udarbejdet informationsmaterialer om egu. Egu-vejlederne har et meget begrænset råderum. Kommunerne er deruden præget af, at relationerne mellem elever og vejleder er tætte, herunder at der er et godt kendskab til den enkelte og dennes familiemæssige situation. En del af disse kommuner har en enkelt egu-elev bl.a. for at afprøve netop denne model. Dette er med til at forøge kommunens interne alternativer ift. målgruppen. Man vil næppe kunne skabe detaljerede rutiner i forbindelse med egu, så længe der ikke er større egu-aktivitet.

 

Ikke egu-aktive kommuner

Der er generelt to begrundelser for, at en lang række kommuner ikke har egu-elever. For det første har en del kommuner truffet den politiske beslutning, at man ikke ønsker egu. For det andet har en række kommuner klart udtrykt, at der ikke er behov for egu.

 

4.2.9 Sammenfatning

Mange kommuner gør en stor indsats i arbejdet med egu. Fra egu´s start i 4. kvartal 1993 og indtil 1.10.1997 er der indgået 3.558 egu-aftaler. 206 kommuner, svarende til 75% af alle kommuner, har i det tidsrum indgået minimum én egu-aftale, og endnu 19 kommuner planlægger at starte med egu inden udgangen af 1998. Derved kommer andelen af egu-aktive kommuner op på 82%.

Det årlige antal indgåede egu-aftaler har i årene 1995 og 1996 ligget på noget over 1000. For 1997 mangler tallet for 4. kvartal, men alt tyder på, at niveauet bliver det samme som i 1995 og 1996. Kommunerne er efterhånden gode til at forudsige antallet af fremtidige egu-aftaler og forventer at indgå ca. 950 aftaler i 1998.

Antallet af egu-aftaler ligger således på et stabilt niveau, men fordelingen mellem kommunerne har forskudt sig. Der er en stigning i antallet af egu-aftaler indgået af de store kommuner, mens der er et fald i antallet af egu-aftaler indgået af de små kommuner. Dette på trods af, at antallet af små kommuner, der indgår egu-aftaler, bliver større.

De store kommuner har efterhånden etableret egu i faste systemer og arbejder professionelt, både i det daglige arbejde og mht. de ydre rammer for egu så som de økonomiske betingelser. For de mellemstore kommuner er der store forskelle. Nogle arbejder meget systematisk, mens andre kan virke mere usikre. Mange af de små kommuner har haft svært ved at sætte egu i system, grundet det lave antal egu-aftaler i den enkelte kommuner, hvilket er ensbetydende med få muligheder for at systematisere kommunernes erfaringer på området.

 

 

4.3 Uddannelsesinstitutionerne

Udgangspunktet, for hvem der kan udbyde undervisning i forbindelse med egu, fremgår af Lov om erhvervsgrunduddannelse. Det er kommunalbestyrelsen, der i samarbejde med de lokale uddannelsesinstitutioner tilrettelægger egu (jf. § 1, stk. 2). Arbejdsmarkedsuddannelsescentre, voksenuddannelsescentre, daghøjskoler, ungdomsskoler, produktionsskoler, erhvervsskoler, social- og sundhedsskoler og lignende skoler, der er godkendt i henhold til anden lov, er ifølge § 3, stk. 4 de uddannelsesinstitutioner, som kommunerne kan samarbejde med om tilvejebringelse af skoleundervisning i forbindelse med egu. Derudover har erhvervsskolerne muligheder for at tilrettelægge egu for ledige dagpengeberettigede (§ 1, stk. 5).

De givne rammer for skoledelene i egu er - som det fremgår af ovenstående - meget brede. Det er derfor af interesse at se på, hvilken praksis der har udviklet sig, herunder både hvorfra egu-eleverne kommer, de uddannelsesinstitutioner, som udbyder skoledelene, skoledelenes indhold samt endeligt de forudsætninger, uddannelsesinstitutionerne har for deres arbejde med egu.

I tabellen nedenfor tegnes et billede af, hvilke uddannelsesinstitutioner egu-eleverne kommer fra. Uddannelsesinstitutionerne er generelt ikke den store adgangsvej til egu, bortset fra folkeskolerne, som indgår med omkring en fjerdedel af eleverne. Denne høje andel af egu-elever direkte fra folkeskolen kan i en vis udstrækning skyldes, at egu var med som en valgmulighed i den samordnede tilmelding i 1996.

Flere vejledere har i interviewdelene i status 4 understreget betydningen af denne markante, men midlertidige ændring i egu-signalerne fra ministeriet og påpeget den effekt, det har haft på den opmærksomhed, der er blevet egu til del fra de unges side.

Flere af vejlederne fremhæver desuden, at man ved at henvise elever direkte fra folkeskolen til egu ofte undgår en række problemer. Problemer med elevens videre uddannelse, som vejlederen allerede kan forudsige i folkeskolen. I stedet for at afvente frafaldsbeviser på, at eleven befinder sig i en utilfredsstillende uddannelsesmæssig situation, sætter en del vejledere en ære i, at der tidligt sættes ind med en løsning for eleven.

Undersøgelserne og praksis viser desuden, at gruppen af egu-elever, som kommer direkte fra en afbrudt erhvervsuddannelse eller anden ungdomsuddannelse er forholdsvis begrænset (små 10%). Derimod kommer over en tredjedel af eleverne direkte fra det sociale system, et tal som indeholder nogle elever, som er faldet ud af en anden uddannelse. Uddannelsesinstitutionerne har på baggrund af disse tal ikke det store kendskab til hverken de enkelte egu-elever eller til gruppen som sådan, før de kommer som elever på den enkelte uddannelsesinstitution. En konstatering, som har konsekvenser for uddannelsesinstitutionernes måde at håndtere egu-eleverne på, hvilket bl.a. fremgår af nedenstående citat samt af de følgende afsnit:

"Egu-indsatsen har gjort de indlæringsmæssige problemer, denne gruppe unge står med i forhold til det almindelige uddannelsessystem, mere synlige, og det afslører, at der er behov for pædagogisk udviklingsarbejde. Det er ikke nok alene at sammensætte eksisterende moduler på en ny måde. Der er behov for at udvikle nye læringsmiljøer og opprioritere den specialpædagogiske indsats på erhvervsskolerne, specielt teknisk skole, over for de læse- og stavesvage elever. Desuden kunne en opblødning af VUC´s aldersgrænser i forhold til tilbud om læsekurser være med til at afhjælpe problemet."

Tabel 4.20. Egu-elevernes baggrund umiddelbart forinden start på egu.


1.4.1995 til 30.9.1996
(status 3)

1.10.1996 til 30.9.1997
(status 4)


Pct. Antal Pct. Antal
Modtager kontanthjælp 32% 512 13% 134
Under revalidering 5% 78 7% 69
Under aktivering * * 13% 132
Afbrudt erhvervsuddannelse 7% 105 5% 55
Afbrudt erhvervsuddannelse i øvrigt 3% 51 3% 29
Direkte fra folkeskolen 26% 422 25% 254
Ophold på produktionsskole/ daghøjskole * * 13% 133
Ledige dagpengeberettigede 0% 6 0% 1
Andre end ovenstående, som er henvist til egu fra Ungdomsvejledningen 14% 222 9% 95
Andet 14% 225 11% 116
I alt 100% 1621 100% 1018

* Ikke muligt at svare på dette felt i den pågældende undersøgelse

 

4.3.1 Hvilke uddannelsesinstitutioner bruges?

Uddannelsesinstitutionernes aktiviteter fremgår også af, hvordan egu-aftalernes skoledele fordeler sig på de enkelte uddannelsesområder. I tabellen nedenfor ses det, at erhvervsuddannelserne, arbejdsmarkedsuddannelserne, produktionsskolerne, daghøjskolerne samt vejledningskurserne tegner sig for hovedparten af egu-aftalernes skoledele.

Det er værd at bemærke, at der er sket et markant skred i fordelingen af skoledelene fra 1995 og til 1997-undersøgelsen. Denne undersøgelse viser, at næsten halvdelen (45%) af alle egu-aftalernes skoledele gennemføres inden for erhvervsuddannelserne, mod 13% i 1995. Arbejdsmarkedsuddannelserne har i samme periode tabt terræn, idet antallet af skoledele er faldet fra 26% til 10%.

 

4.3.2 Vejledernes brug af uddannelsesinstitutionerne

Sammensætningen af egu-forløbene viser noget om de krav, kommunernes egu-medarbejdere stiller til de enkelte uddannelsesinstitutioner, samt reaktionen hos disse over for denne nye målgruppe.

Skoledelene er i hovedparten af kommunerne sammensat af eksisterende uddannelsesmoduler. I enkelte af de større kommuner har man desuden iværksat specielle egu-forløb, som primært er udviklet til netop denne gruppe elever.

Tabel 4.21. Aftalernes skoledele.


1993 til 1.7.1995
(status 2)

1.10.1996 til 30.9. 1997
(status 4)


Pct. Antal Pct. Antal
Erhvervsuddannelse 13% 306 45% 1286
Landbrugsuddannelse 1% 30 1% 40
Social- og sundhedsuddannelse 7% 152 4% 126
Søfartsuddannelse 1% 23 0% 2
Arbejdsmarkedsuddannelse 26% 589 10% 289
Enkeltfagsundervisning på
gymnasier og hf-kurser
1% 31 1% 23
Enkeltfagsundervisning på
hhx og htx
0% 11 0% 2
Almen voksenuddannelse 4% 91 2% 51
Højskolekurser 4% 81 2% 69
Husholdningskurser 2% 57 1% 25
Håndarbejdskurser 1% 26 0% 2
Efterskoleundervisning 0% 7 0% 2
Produktionsskoleundervisning 8% 175 7% 197
Daghøjskoleundervisning 5% 103 10% 274
Heltidsundervisning på ungdomsskoler 11% 247 4% 123
Amtskommunal indvandrerundervisning 0% 9 0% 6
Specialundervisning for voksne 2% 53 2% 55
Vejledningskurser mv. 13% 297 8% 231
Ujf 0% 0 1% 37
I alt 100% 2288 100% 2840

 

Vejlederne benytter sig - som vist i tabellen ovenfor - generelt af en lang række forskellige uddannelsesinstitutioner så som produktionsskoler, tekniske skoler, landbrugsskoler, pædagogseminarier, AMU-centre mv. En del vejledere lægger vægt på, at der indgår andre uddannelseselementer, som både supplerer praktikken, og som også kan bruges i en eventuel videre uddannelse. Specielt har mange vejledere brugt megen tid på at opbygge relationer til de tekniske skoler for at få egu-undervisningen til at fungere. De større kommuner oplever, at samarbejdet forbedres, hvorimod der i nogle af de mindre kommuner er en oplevelse af, at de og deres elever bliver glemt i systemet.

Et centralt problem mellem vejlederne og erhvervsskolerne er de situationer, hvor der skal iværksættes specialpædagogiske foranstaltninger, som f.eks. specialundervisning for elever med læse- og

staveproblemer. Vejlederne savner her en større fokusering på den enkelte elev fra erhvervsskolernes side, herunder en tilbagemelding til vejlederen om elevens udbytte af undervisningen. Taxameterordningen på skolerne kan opfattes som en hindring for, at skolerne i større grad end nu fokuserer på elevernes udbytte af undervisningen.

Generelt tager egu-vejlederen det store arbejde med at koordinere aktiviteterne i forbindelse med samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne. Dette betyder, at det er meget op til vejlederen at sikre, at de enkelte uddannelsesinstitutioners relevante medarbejdere også er orienteret om den enkelte egu-elevs situation og sammensætningen af dennes uddannelse. Uddannelsesinstitutionerne er kun i begrænset omfang udfarende omkring den enkelte elevs situation.

 

4.3.3 Kommunernes brug af uddannelsesinstitutionerne

For at kunne få et billede af, hvilken helhed egu indgår i, et det nødvendigt at se på de tilbud til egu-målgruppen, kommunerne anvender ud over egu.

Brugen af uddannelsesinstitutionerne sættes i relief i tabellen nedenfor, som viser, hvilke tilbud de egu-aktive kommuner benytter ud over egu. Her fremgår det, at især produktionsskolerne er centrale uddannelsesinstitutioner sammen med brugen af 1. skoleperiode i erhvervsuddannelserne. Dette viser et tæt samarbejde mellem kommunen og en række af de uddannelsesinstitutioner, som også er afgørende for egu-eleverne. Disse tætte relationer betyder, at kommunernes vejledere på en lang række andre områder har et godt indblik i, hvad de enkelte uddannelsesinstitutioner kan tilbyde.

På uddannelsessiden er der især markante forskelle omkring fuu, hvor det er cirka halvdelen af de større kommuner, som benytter sig af dette alternativ i modsætning til, at alene en trediedel af de mindste kommuner gør dette. Heltidsundervisningen på ungdomsskolerne er en løsning, som stiger i anvendelse alt efter kommunens størrelse. Igen en løsning, som må tilskrives de større kommuners muligheder for og praksis med at danne hele hold af elever, som tilhører egu-målgruppen.

Tabel 4.22. Hvilke tilbud ud over egu anvender kommunerne, som har indgået egu-aftaler i perioden (status 4).


Kommuner med færre end 10.001 indbyggere Kommuner med færre end 30.001 men flere end 10.000 indbyggere Kommuner med flere end 30.000 indbyggere I alt

Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct.
Beskæftigelse 33 65% 32 52% 20 61% 85 59%
Fuu 16 31% 33 53% 17 52% 66 46%
1. skoleperiode i erhvervsuddannelserne 22 43% 32 52% 23 70% 77 53%
Brobygning 13 25% 24 39% 20 61% 57 39%
Produktionsskoler 37 73% 49 80% 29 88% 115 79%
Ujf 11 22% 10 16% 15 45% 36 25%
Heltidsundervisning på ungdomsskolerne 6 12% 15 25% 19 58% 40 28%
Kommunal aktivering 43 84% 51 84% 29 88% 123 85%
Andet 6 12% 8 13% 7 21% 21 14%
Kommuner i alt 51 100% 61 100% 33 100% 145 100%

Flere svarmuligheder.

 

4.3.4 Brugen af uddannelsesinstitutionerne - Indholdet i egu-aftalerne

Ud over at have kendskab til, hvilke uddannelsesinstitutioner der udbyder skoledele på egu, er omfanget af og udviklingen i skoledelene interessant. De enkelte uddannelsesinstitutioner vil have en interesse i at kende til de forskellige typer af egu-forløb, herunder hvilke krav disse kan og vil kunne stille til uddannelsesinstitutionen.

Brugen af uddannelsesinstitutionerne varierer meget i de enkelte aftaler, som det fremgår af tabellen nedenfor.

Omfangsmæssigt indeholder halvdelen af aftalerne 20-25 skoleuger, hvor 20 uger er lovens mindstekrav. Udviklingen fra 1995 til 1997 er præget af en mindre vækst i antallet af skoleuger. Dette begrundes af en række kommuner med, at kvaliteten af skoledelene er steget igennem egu´s levetid. I starten havde skolerne ikke megen erfaring med egu og egu-eleverne, men der er efterhånden udviklet en vis praksis på de forskellige skoler, som dermed gør det mere attraktivt for kommunerne at sende egu-eleverne længere tid på skoleopholdene. Desuden er det ikke kun kvaliteten, der er forbedret. Der er også kommet flere skoler, som tilbyder egu.

Om væksten i skoleugerne kan tilskrives en vurdering af et øget bogligt behov hos egu-eleverne eller blot en ændret administration af egu på skolerne, er det ikke muligt at afgøre, men konsekvensen, at ofte bogligt svage elever skal tilbringe mere tid på skolebænken, er et faktum. Hvorvidt dette er en velvalgt løsning, er vanskeligt at afgøre, men som udgangspunkt er det ikke en løsning, som svarer til de ønsker, som mange af eleverne fremkommer med.

Uanset hvad grunden er til det øgede antal skoleuger, er det et ønske fra flere kommuner, at loftet på antal skoleuger bliver fjernet. Ca. 1/4 af alle egu-aftaler indeholder 36 til 40 ugers skoleophold, og de kommuner, der bruger den maksimale skoletid, føler sig begrænset af dette loft.

Uddannelsesinstitutionerne bliver ofte stillet over for ændringer i indholdet af de forløb, som er planlagt for egu-eleverne:

Tabel 4.23. Egu-aftalerne fordelt efter antal skoleuger.


1993 til 1.7.1995
(status 2)

1.10.1996 til 30.9.1997
(status 4)


Pct. Antal Pct. Antal
20-25 skoleuger 50% 559 39% 395
26-30 skoleuger 18% 198 29% 290
31-35 skoleuger 9% 103 8% 87
36-40 skoleuger 23% 262 24% 246
I alt 100% 1122 100% 1018

 

Tabel 4.24. Egu-aftaler, der er ændret i løbet af aftaleperioden.


1993 til 1.7.1995
(status 2)

1.10.1996 til 30.9.1997 (status 4)


Pct. Antal Pct. Antal
Ændret længde 9% 26 8% 18
Ændret indhold i skole- eller praktikophold 91% 254 92% 209
I alt 100% 280 100% 227

 

Planlægningsmulighederne har vist sig at være vanskelige, idet - som det fremgår ovenfor - der er over 90% af egu-aftalerne, som ændres i løbet af aftaleperioden. Ændringerne skyldes både, at det er svært at planlægge for denne gruppe af unge, og at vejlederne belært af dette betragter ændringer som en naturlig del af et egu-forløb. Dette stiller store krav til de enkelte uddannelsesinstitutioner og er i en vis udstrækning ressourcekrævende. På den anden side viser dette også problemerne i at lægge planer for en målgruppe, som ofte ikke selv har tillid til, at der kan lægges planer, samt at det er realistisk at tro på sådanne planer.

En vejleder udtrykker det på følgende måde i status 4:

"For mange egu-elever kan det være helt uoverskueligt at se bare få dage frem i tiden. De kender ikke til begrebet planlægning, og de mennesker, der regulerer deres tid via en kalender, betragter de med en dyb undren. De tager en dag ad gangen og er derfor også svære at lægge planer med."

 

4.3.5 Uddannelsesinstitutionernes rammebetingelser

Uddannelsesinstitutionerne kan anlægge en række forskellige synsvinkler på deres engagement i egu. Centralt for holdningen til og dermed involveringen i egu-aktiviteter er de øvrige aktiviteter, skolen indgår i. Set i forhold til de enkelte kommuners situation er der behov for en præcisering af, hvordan situationen er netop i den enkelte kommune. Her vil de ydre rammer alene kort beskrives således, at læseren får et overblik over, hvilke andre aktiviteter der foregår på uddannelsesinstitutionerne.

Som det fremgår af tabellen nedenfor er der påbegyndt 6.462 ujf-aftaler.

Som det også fremgår af tabellen er den erhvervsskoleinitierede egu kun af marginal betydning i forhold til det samlede antal egu-aftaler.

Tabel 4.25. Antal påbegyndte ujf- og erhvervsskoleinitierede egu-aftaler fordelt på påbegyndelsestidspunktet.

Periode Antal påbegyndte aftaler, ujf Antal påbegyndte aftaler, erhvervsskoleinitieret egu
2. kvartal 1996 1191 1
3. kvartal 1996 975 2
4. kvartal 1996 940 4
1. kvartal 1997 1163 8
2. kvartal 1997 1248 1
3. kvartal 1997 945 4
I alt 6462 20

Kilde: Undervisningsministeriet.

NB! Hvis den samme elev har stoppet et forløb og derefter påbegyndt et nyt, tælles han med to gange.

 

Målgruppen for egu har også en række andre valgmuligheder. 18 måneders aktivering af unge er en af disse; her er der omkring 2.500 - 2.800 elever på uddannelsen. Fuu har med sine nu små 3.300 elever muligvis også taget en del af målgruppen. Brobygning er med sine små 8.000 elever også en stor aktivitet i forhold til egu-målgruppen.

Sammenholdes disse omfang af alternativerne med hhv. antallet af egu-elever og det samlede antal elever, som starter på første skoleperiode (små 64.000 elever på tre år) fremgår det, at egu-eleverne har en klar risiko for "at blive væk i systemet". Denne konstatering er afgørende for, hvilke forventninger der kan stilles til skolerne og dermed også, at presset øges på de kommunale vejledere.

 

4.3.6 Erhvervsskoler som uddannelsesansvarlige

Den 1.4.1996 fik erhvervsskolerne muligheden for at fungere som uddannelsesansvarlige institutioner for egu-forløb til ledige dagpengeberettigede unge. Denne mulighed har man ikke benyttet sig ret meget af. På halvandet år er der således kun påbegyndt 20 aftaler.

Det er svært at udtale sig om tendenserne for den erhvervsskoleinitierede egu, da der er indgået meget få aftaler. Det kan dog konkluderes, at erhvervsskolerne indtil videre ikke har taget positivt imod denne åbning i egu-loven. Dette skyldes, at erhvervsskolerne ønsker at arbejde med hele hold, og at det kun i få tilfælde er muligt for skolerne at samle et større antal egu-elever. Hertil kommer, at skolerne giver udtryk for, at de har svært ved at skaffe praktikpladser, og at der i den forbindelse er en noget ulige konkurrence med ujf, uddannelses- og jobkvalificerende forløb, hvor skolerne kan udstationere eleverne ulønnet i virksomhederne. Endvidere er skolerne ofte utilbøjelige til at påtage sig den relativt intensive vejledningsopgave, det er at sikre gennemførelse af et egu-forløb. Skolerne opfatter ansvaret for egu som en opgave for kommunen, hvor skolen maksimalt kan gå ind i skoledelen. Når erhvervsskoleinitieret egu sammenlignes med ujf, er forskellen slående. I det halvandet år, der er statistik for, er der indgået over 6.000 ujf-aftaler, mens der kun er indgået 20 erhvervsskoleinitierede egu-aftaler. I det følgende er gennemgået statistik for disse 20 aftaler.

Det er svært at sige noget om, hvornår der er en stor tilgang. Den største tilgang har været i 1. kvartal 1997, men det kan være et tilfælde.

Tabel 4.26. Antal erhvervsskoleinitieret egu-aftaler.

Periode Mænd Kvinder Antal påbegyndte aftaler
2. kvartal 1996 1 0 1
3. kvartal 1996 2 0 2
4. kvartal 1996 4 0 4
1. kvartal 1997 5 3 8
2. kvartal 1997 0 1 1
3. kvartal 1997 0 4 4
I alt 12 8 20

 

Tekniske skoler og handelsskoler har begge indgået aftaler med ni elever, mens både landbrugsskoler og kombinationsskoler kun har indgået én aftale hver.

Tabel 4.27. Erhvervsskoleinitieret egu, fordelt på skoleform.

Skoler

Antal påbegyndte aftaler
Teknisk skole 9
Handelsskole 9
Landbrugsskole 1
Kombinationsskole 1
I alt 20

 

Størsteparten af eleverne har været over 22 år, hvilket kan forklares med, at man skal være dagpengeberettiget, hvilket ikke mange helt unge er.

Tabel 4.28. Erhvervsskoleinitieret egu, fordelt på alder.

Alder Antal påbegyndte aftaler
Under 18 år 1
18-19 år 1
20-22 år 5
Over 22 år 13
I alt 20

 

14 af de 20 aftaler er indgået i Sønderjyllands amt og i Nordjyllands amt. Resten er spredt ud over landet med få aftaler hvert sted.

Når man ser på brancher, så fremgår det, at aftalerne er spredt ud over mange områder; med flest inden for butiksfaget, jern og metal samt bygge og anlæg.

Tabel 4.29. Erhvervsskoleinitieret egu, fordelt på amter.

Amt Antal påbegyndte aftaler
Kbh. & Frb. kommuner 0
Københavns amt 0
Frederiksborg 0
Roskilde 0
Vestsjælland 2
Storstrøm 1
Bornholm 0
Fyn 0
Sønderjylland 9
Ribe 1
Vejle 0
Ringkøbing 0
Århus 1
Viborg 1
Nordjylland 5
I alt 20

 

Tabel 4.30. Erhvervsskoleinitieret egu, fordelt på brancher.

Branche

Antal påbegyndte aftaler
Det grønne område 1
Handel og kontor, butik 4
Handel og kontor, kontor 2
Handel og kontor, engros 2
Levnedsmiddel 1
Service 0
Trykte og elektroniske medier 0
Transport/lager 1
Jern og metal 4
Bygge og anlæg 3
Øvrige 2
I alt 20

 

 

Det ses af nedenstående tabel, at skolerne ikke har de store forventninger til erhvervsskoleinitieret egu i fremtiden. Det er enkelte skoler, der tegner sig for de forventede aftaler, og det er gjort afhængig af, om man kan få et helt hold stablet på benene, samt om man kan få støtte andre steder fra. Derfor er der stor forskel på minimum og maximum.

Tabel 4.31. Erhvervsskoleinitieret egu, forventede aftaler.

Forventede aftaler Minimum Maximum
4. kvartal 1997 0 0
1. halvår 1998 2 14
2. halvår 1998 2 15
I alt 4 29

 

I undersøgelsen af erhvervsskoleinitieret egu er der foretaget telefoniske henvendelser til en række skoler, og resultatet var, at skolerne som reglen ikke havde et indgående kendskab til mulighederne i den erhvervsskoleinitierede egu; man mente typisk, at egu hørte til kommunen. De steder, hvor der var kendskab til mulighederne, var man ikke særligt interesseret, da skolens drift var baseret på, at man kan starte hele hold.

 

4.3.7 Sammenfatning

Uddannelsesinstitutionerne udgør gennem deres udbud af skoledelene et centralt led i forhold til de enkelte egu-elever. Da det samtidig er kommunernes egu-vejledere, som har sammensat de enkelte elevers egu-forløb, opstår der en fare for, at de to systemer ikke hænger sammen. Vejlederen har et stort ansvar i denne sammenhæng, idet han/hun repræsenterer elevens interesser og helheden, mens uddannelsesinstitutionerne ikke kan forventes at have samme interesse og engagement i den enkelte egu-elevs uddannelsesplan, da de oftest ikke har det overordnede ansvar.

Samspillet mellem vejleder og uddannelsesinstitution bliver derfor af afgørende betydning for den enkelte egu-elevs udbytte af forløbet. I de store kommuner er der en tendens til, at uddannelsesinstitutionerne ofte arbejder med hold af egu-elever, hvilket kan have den betydning, at der her vil være en person som direkte kan overtage flere af vejlederrollerne. I de mindre kommuner er antallet af egu-elever mere begrænset, og dermed er antallet af egu-elever på de enkelte lokale uddannelsesinstitutioner heller ikke stort. Modsat er der også mange eksempler på, at netop i de mindre kommuner er samarbejdet tæt mellem vejledere og personalet på uddannelsesinstitutionerne, en løsning som kan kompensere for "huller i nettet".

 

 

4.4 Praktikstederne

I det følgende vil der blive sat fokus på praktikstederne, hvor egu-eleverne tilbringer størsteparten af tiden under egu-forløbet, og hvor eleverne øver de praktiske kundskaber, der er lært under skoleopholdene, samt lærer nye.

 

4.4.1 Praktikstedernes branchemæssige tilhørsforhold

Af den nedenstående tabel fremgår det, at ca. 1/4 af alle praktikpladser er inden for social- og sundhedssektoren. I status 2 var det 22%, og i status 4 var det 26%. Det næststørste brancheområde for praktikpladser er levnedsmiddel på trods af, at andelen er faldet fra status 2 til status 4. I status 2 var 17% af alle praktikpladser inden for levnedsmiddel, mens det i status 4 kun var 13%.

Ud over disse to store områder kan nævnes en række andre væsentlige. Andelene relaterer sig til status 4. Jern og metal med 11%, transport og lager med 11%, handel og kontor med 10%, bygge og anlæg med 9%, det grønne område med 7% og service med 5%.

 

4.4.2 Privat og offentlig praktik

I nedenstående tabel ses udviklingen over tid for praktik hos private og offentlige arbejdsgivere. Det ses, at fordelingen på private og offentlige var ca. lige stor i status 2 med henholdsvis 43% og 42% af aftalerne, mens de resterende 15% var fordelt på aftaler, som var hos både private og offentlige arbejdsgivere.

I status 4 er aftaler med udelukkende privat praktik steget med seks procentpoint til 49% på bekostning af aftaler, som var hos både private og offentlige arbejdsgivere. Disse er faldet med seks procentpoint fra 15% til 9%. Praktik hos offentlige arbejdsgivere er omtrent uændret fra status 2 til status 4.

Tabel 4.32. Egu-aftalernes branchemæssige tilhørsforhold.


1993 til 1.7.1995
(status 2)

1.10.1996 til 30.9.1997 (status 4)


Pct. Antal Pct. Antal
Social- og sundhedssektoren 22% 248 26% 283
Levnedsmiddel 17% 196 13% 143
Jern og metal 12% 140 11% 124
Det grønne område 11% 124 7% 76
Handel og kontor 9% 100 10% 110
Transport og lager 8% 88 11% 122
Bygge og anlæg 7% 75 9% 93
Serviceområdet 5% 57 5% 56
Kulturformidling 2% 23 1% 13
Trykte og elektroniske medier 3% 35 1% 12
Fremstillingsvirksomhed i øvrigt 3% 36 2% 23
Andet 0% 0 2% 27
I alt 100% 1112 100% 1082

 

Tabel 4.33. Egu-aftalernes praktik fordelt på private og offentlige arbejdsgivere (hhv. i status 2 og i status 4).


1993 til 1.7.1995 (status 2)

1.10.1996 til 30.9.1997 (status 4)


Pct. Antal Pct. Antal
Praktik hos private arbejdsgivere 43% 486 49% 527
Praktik hos offentlige arbejdsgivere 42% 468 43% 460
Praktik hos både private og offentlige arbejdsgivere 15% 168 9% 95
I alt 100% 1122 100% 1082

 

Den nedenstående tabel er tilsvarende den ovenstående med fordeling på privat og offentlig praktik, dog kun med tallene for status 4. Til gengæld er der indføjet en ekstra dimension, nemlig aftalernes branchemæssige tilhørsforhold.

Tabel 4.34. Egu-aftalernes branchemæssige tilhørsforhold (hhv. status 4).


Privat
praktik
Offentlig
praktik
Både privat
og offentlig
Ialt

Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal
Social- og sundhedssektoren 1% 8 58% 269 6% 6 26% 283
Levnedsmiddel 11% 60 13% 60 24% 23 13% 143
Jern og metal 19% 100 2% 9 16% 15 11% 124
Det grønne område 7% 35 7% 31 11% 10 7% 76
Handel og kontor 19% 98 1% 7 5% 5 10% 110
Transport og lager 17% 89 4% 19 15% 14 11% 122
Bygge og anlæg 14% 75 3% 12 6% 6 9% 93
Serviceområdet 4% 22 7% 31 3% 3 5% 56
Kulturformidling 1% 6 1% 5 2% 2 1% 13
Trykte og elektroniske medier 1% 8 0% 1 3% 3 1% 12
Fremstillingsvirksomhed i øvrigt 4% 20 0% 2 1% 1 2% 23
Andet 1% 6 3% 14 7% 7 2% 27
I alt 100% 527 100% 460 100% 95 100% 1082

 

Det ses, at de væsentligste brancher inden for praktik hos private arbejdsgivere er jern og metal med 19% af de private praktikaftaler, handel og kontor ligeledes med 19%, og lager og transport med 17%.

Inden for den offentlige praktik er det uden sammenligning social- og sundhedssektoren, der er størst, idet den leverer 58% af alle offentlige praktikpladser. Dette er ikke uventet, da en af konklusionerne ovenfor var, at det største praktikområde overhovedet er social- og sundhedssektoren, og da stort set alle arbejdspladser inden for området er offentlige, vil det spille en overordentlig stor rolle. På de efterfølgende pladser blandt de vigtigste offentlige praktikområder er levnedsmiddel med 13% og det grønne område og serviceområdet med hver 7%.

 

4.4.3 Antal praktiksteder i de enkelte aftaler

I den nedenstående figur ses udviklingen i antallet af praktiksteder i de enkelte egu-aftaler. I status 2 havde 35% aftaler ét praktiksted, og 65% havde flere end ét praktiksted. Dette har ændret sig i den seneste undersøgelse (status 4), hvor næsten halvdelen (48%) af egu-aftalerne kun har ét praktiksted. 32% har to praktiksteder, hvilket er et fald i forhold til status 2, hvor tallet var 39%.

Der er altså en tendens til færre praktiksteder i den enkelte egu-aftale. Det har den fordel, at der dermed skal findes færre praktikpladser, samt at egu-eleverne ikke skal ind i mange forskellige miljøer i løbet af egu.

Figur 4.3. Antal praktiksteder i det enkelte egu-forløb (hhv. i status 2 og i status 4). 26)

Figur 4.3

 

4.4.4 Arbejdsgivernes grunde til at tage egu-elever

I forbindelse med status 4 er arbejdsgiverne interviewet om grundene til at tage en egu-elev. De motiver, der ligger bag, kan som oftest inddeles i to kategorier:

  • For at hjælpe de unge med at komme ind på arbejdsmarkedet
  • For at de unge kan hjælpe med at løse nogle opgaver.

Disse svar er gennemgående, og det eneste, der varierer, er, hvordan de vægtes i forhold til hinanden. Nogle arbejdsgivere ansætter egu-elever "af et godt hjerte", mens andre mest ser på egu som en leverandør af arbejdskraft.

Arbejdsgivernes Elev Refusion (AER) er bortfaldet for visse grupper af egu-elever, således at flertallet af egu-eleverne ikke længere er berettiget til at modtage AER, men det har tilsyneladende ikke haft den store effekt. En række arbejdsgivere er utilfredse med, at de ikke længere får AER-tilskuddet, men få er så utilfredse, at de har valgt ikke at indgå flere egu-aftaler. Det skyldes, som ovenfor beskrevet, at arbejdsgiverne tænker både på virksomhedens og de unges ve og vel. De arbejdsgivere, der er mest utilfredse med AER´s ophør er selvsagt den gruppe, som hovedsagelig ansætter de unge ud fra den grundholdning, at de udfylder et job i virksomheden.

Der er sjældent pædagogiske overvejelser bag den enkelte arbejdsgivers arbejde med og vejledning af den enkelte elev. Men netop det faktum, at de unge ikke bliver behandlet med den pædagogiske forståelse, som de kender så godt, og som de har haft så mange nederlag ift., kan måske være en fordel for mange af de unge.

 

4.4.5 "Kampen" om praktikpladserne

Et af de områder, hvor diskussionen inden lovens tilblivelse var intens, var praktikpladsområdet. Der var forventninger om, at det ville blive problematisk at skaffe praktikpladser til egu-eleverne, samt at disse pladser, hvis de blev fundet, ville hindre andre elever (fra eud) i at få en praktikplads.

I status 4 har kommunerne givet udtryk for, at det ikke har været vanskeligt at skaffe praktikpladser. Det har vist sig, at egu-vejlederne i hovedtræk har kunnet skaffe praktikpladser til de egu-elever, man har haft i de enkelte kommuner. Det kræver en indsats fra kommunernes vejledere, men der er blevet fundet en positiv løsning i så godt som alle situationer.

Da egu startede var der i erhvervsuddannelsessystemet en frygt for, at egu ville tage praktikpladser fra erhvervsuddannelserne, og man indførte, at erhvervsskolerne skal "godkende" virksomheder, der skal være praktiksteder. Skolerne kan således udvælge de eud-praktikpladser, som de ønsker, og overlade resten til egu. Dette har i langt de fleste tilfælde vist sig at fungere gnidningsfrit. Erhvervsskolerne har overladt et tilstrækkeligt antal pladser til at dække behovet for praktiksteder i egu. Det er kun i meget få tilfælde, at kommunerne bliver nødt til at bruge skolerne som praktiksteder, og når det er tilfældet, er det en midlertidig nødløsning, hvor man oftest finder et reelt praktiksted inden for kort tid. For den enkelte elev er det ikke attraktivt at være i skolepraktik ift. at være på en arbejdsplads. Alle andre har fundet et rigtigt praktiksted, mens man selv må gå rundt på skolen og fortsat har noget, der minder om elevstatus.

 

4.4.6 Elevernes muligheder på arbejdsmarkedet

Efter gennemført egu er elevernes muligheder for efterfølgende ansættelse ganske gode. Dette vil blive gennemgået nærmere i afsnit 5.6, men her skal det blot fremhæves, at lidt under halvdelen af de færdige egu-elever opnår beskæftigelse efter egu, og ca. 1/4 vælger at videreuddanne sig.

De elever, der opnår beskæftigelse, gør det som regelen enten i en af de virksomheder, de har været i praktik i, eller arbejdsgiveren har haft en mulighed for at se den unge an, og den unge har fået nogle kundskaber og rutiner, som er rettet direkte mod arbejdet i virksomheden. Derfor er det i mange tilfælde naturligt at fortsætte samarbejdet.

I visse tilfælde er der andre forhold end kontakten mellem arbejdsgiveren og egu-eleven, der gør, at den unge ikke kan fortsætte. I de tilfælde er arbejdsgiveren ofte behjælpelig med at skaffe den unge kontakt til et andet arbejde, og egu-eleven kommer således i beskæftigelse vha. det kontaktnet, praktikstedet har, eller som eleven har skabt i løbet af praktiktiden. Kun få virksomheder vælger ikke at ansætte egu-eleven efter endt egu med den begrundelse, at de er utilfredse med den unge.

Kendskabet til egu blandt arbejdsgiverne er generelt ikke særligt godt. De arbejdsgivere, som ikke har haft egu-elever, kender som regelen ikke egu. De arbejdsgivere, der har egu-elever i praktik, er ofte usikre på, hvad egu egentlig er, og forveksler ofte egu med kommunal aktivering af unge.

I de tilfælde, hvor egu er kendt af arbejdsgiverne, har egu et godt omdømme. Det er naturligvis meget lokalt bestemt, men kommunerne gør meget for at sikre et så højt niveau i uddannelsen som muligt. Desuden er mange kommuner meget opmærksomme på ikke at skabe urealistiske forventninger hos arbejdsgiverne. En model, der fungerer godt i mange kommuner, er at oplyse arbejdsgiverne om alle de problemer, der kan opstå, både generelt og med den enkelte elev. Det skræmmer måske enkelte arbejdsgivere væk, men de arbejdsgivere, der giver sig i kast med et egu-forløb, bliver som regel positivt overraskede.

 

4.4.7 Sammenfatning

Antallet af praktiksteder i den enkelte egu-aftale er faldende. Der er cirka lige mange aftaler med praktik inden for det private og det offentlige område. Inden for det offentlige område er social- og sundhedssektoren den absolut vigtigste, mens de vigtigste brancher inden for det private område er jern og metal, handel og kontor samt transport og lager.

Kommunerne gør meget for at finde egnede praktikpladser, og det lykkes i langt de fleste tilfælde. Egu´s omdømme er godt blandt de arbejdsgivere, der kender egu, hvilket dog ikke er mange. En effekt vil opnås ved at forbedre kendskabet til egu blandt arbejdsgivere.