Baggrunden for egu   Egu - erhvervsgrunduddannelse - er et relativt nyt uddannelsestilbud og et uddannelsestilbud, der på mange måder adskiller sig fra de øvrige uddannelser. Siden 1.8.1993 har kommunerne i Danmark haft mulighed for at tilbyde unge mennesker i en utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation et overvejende praktisk orienteret uddannelsesforløb med sigte på at råde bod på den utilfredsstillende situation, dvs. skabe muligheden for uddannelse eller beskæftigelse. Siden 1.4.1996 har erhvervsskolerne desuden haft mulighed for at indgå egu-aftaler. Initiativet til egu skal bl.a. ses på baggrund af et forslag fra Socialkommissionen, der vurderede, at tilbuddet til den gruppe af unge, der havde vanskeligheder med at tilpasse sig det øvrige uddannelsessystem ikke var tilstrækkeligt differentieret og dækkende. Målgruppen var ofte karakteriseret ved at være bogligt svagt funderet, hvilket gjorde succes i de stadigt mere teoretisk betonede ungdomsuddannelser illusorisk. Målgruppen havde - vurderede Socialkommisionen - omvendt behov for at møde praktiske udfordringer, der kunne motivere den unge til at kvalificere sig med henblik på uddannelse eller job. Egu blev således udviklet som en særlig uddannelsesindsats, der kunne tages i anvendelse over for den gruppe af unge, der kunne siges at befinde sig i "en utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation". Med andre ord en meget rummelig beskrivelse af en målgruppe. Rammen blev et to til treårigt 3) uddannelsesforløb, vekselvirkende mellem praktisk arbejde i virksomheder og (et antal) skoleophold på dertil godkendte uddannelsesinstitutioner 4). Alt sammen tilrettelagt og koordineret (via en personlig uddannelsesplan) af kommunerne, der tit og ofte i forvejen havde et kendskab til målgruppen, og som derfor formodedes bedst at kunne vejlede denne gruppe af elever. I Lov om erhvervsgrunduddannelse blev det betonet, at disse uddannelsesforløb skulle vægte udviklingen af personlige, faglige og sociale kvalifikationer hos den enkelte, således at den unge kunne skaffe sig grundlaget for, enten at begive sig videre i uddannelsessystemet - bl.a. i kraft af den meritgodskrivning, der var en del af ideen med egu, eller i erhvervslivet på områder, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft med disse kvalifikationsprofiler kunne sikre den unge beskæftigelse. I den tid, der er gået siden lovens vedtagelse, har der udfoldet sig en bred vifte af aktiviteter. Alle har haft til hensigt at leve op til lovens formål: at hjælpe unge i uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige utilfredsstillende situationer. Når denne indsats skal evalueres, er det således et meget komplekst billede, der tegner sig. Egu er ikke en centralt styret og reguleret uddannelse, men en rammelov, der spiller bolden videre til kommunerne og erhvervsskolerne. Den enkelte kommune eller erhvervsskole kan vælge sin vinkel på arbejdet, sit forhold til målgruppen, sin administrative opbygning af indsatsen, sine samarbejdspartnere for så vidt angår praktik og skoleophold. Billedet af egu er nødvendigvis billedet af en variation af målgrupper, tilrettelæggelsesformer, administrative rutiner og pædagogiske praksisformer, og i sagens natur er også spørgsmålet om, i hvilken udstrækning man kan tale om succes for denne indsats, meget sammensat. Når der derfor i det følgende fremlægges et materiale, der søger at signalere, hvor egu befinder sig efter sine første ca. fire og et halvt leveår, er det nødvendigt at understrege, at materialet således netop skal ses som et billede, der tegnes af en meget kompleks "bevægelse". Egu er ikke et fænomen, men mange (beslægtede) fænomener, der afhængigt af sin aktuelle kontekst får en specifik udformning. Nogen vil derfor umiddelbart kunne nikke genkendende til fremstillingen, andre vil måske have sværere ved at kunne identificere sig med netop denne fremstilling, der alle nuanceforskelle til trods jo skal tegne et samlet billede, som udtryk for en tolkning og fremstilling af de mange lokale og regionale variationer, der netop gør sig gældende i denne sammenhæng. Materialet, der fremlægges her, er således en sammenfatning, strukturering og formidling af den viden og de erfaringer, der findes på egu-området. Fremstillingen er på én gang en erfaringsopsamling, men samtidig en opsamling, der identificerer og analyserer de nøglespørgsmål, der knytter sig til erhvervsgrunduddannelse, dvs. spørgsmål, der vedrører det lovgivningsmæssige fundament. En revision af Lov om erhvervsgrunduddannelse må nødvendigvis bygge på en solid indsigt i, hvordan den hidtidige praksis har været, og i særdeleshed hvilke udfordringer og problemer en praksis på området har stået over for. Og selv om denne praksis har meget store lokale variationer, må en vurdering af lovens hensigtsmæssighed i sidste ende bygge på en vurdering af den samlede egu-praksis, også selv om dette begreb måske langt hen er udtryk for en tilstræbt totalitetsbetragtning, hvis forhold til virkeligheden kan diskuteres. Som det vil fremgå af de følgende data, er egu kendetegnet ved at være en lokalt differentieret uddannelse, der etableres og udvikles ud fra en række specifikke forudsætninger. Den sammenhæng, der undervejs i denne analyse skabes mellem disse, er med andre ord netop en fremstilling af den helhed, der ellers meget vel fortoner sig mellem de mange aktører og delelementer, der indgår. Inden præsentationen af undersøgelsens resultater gives en kort præsentation af, hvad egu er.   2.1 Hvad er egu? Egu henvender sig til unge, som er i en utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation. Uddannelserne er således et tilbud til unge, som ikke er gået i gang med en ungdomsuddannelse, og som ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er en vigtig forudsætning i loven, at egu ikke underminerer erhvervsuddannelserne. Samtidig skal egu i videst muligt omfang kunne godskrives ved fortsættelse i det øvrige uddannelsessystem, herunder i en erhvervsuddannelse. Egu skal således udgøre en selvstændig mulighed i spektret af ungdomsuddannelser. Målgruppen er meget sammensat, hvor nogle vil have gode muligheder for efterfølgende at kunne gennemføre en af de øvrige eksisterende ungdomsuddannelser, mens andre alene vil kunne gennemføre egu. Hensigten er at etablere nye veje til fortsat uddannelse eller arbejde ved at supplere praktik med relevante elementer af eksisterende uddannelser i nye kombinationer. Det er ikke hensigten, at der skal udvikles nye undervisningsfag, men eksempelvis at forskellige uddannelsesinstitutioners tilbud kan blandes i nye kombinationer og knyttes an til praktik. Uddannelserne skal være domineret af praktik. Af de to år, som uddannelsen normalt vil vare, må højst 40 uger være skoleundervisning. Loven har dog samtidig sat 20 ugers skoleundervisning som et minimum. Af lovens formålsparagraf fremgår det, at den unge skal opnå kvalifikationer, som dels giver adgang til at fortsætte i en anden erhvervskompetencegivende uddannelse og dels giver grundlag for beskæftigelse på arbejdsmarkedet.   2.1.1 De egu-ansvarliges opgave Det er kommunalbestyrelsens eller erhvervsskolens ansvar - i samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner - at tilrettelægge egu for de af kommunens unge, der er omfattet af målgruppen. Det er kommunalbestyrelsens eller ledelsen på erhvervsskolens beslutning, i hvilket omfang egu skal benyttes som et tilbud til de unge. Egu-forløbet skal i videst muligt omfang tilrettelægges individuelt for den unge. Erhvervsgrunduddannelsen skal udgøre et hele og give den unge kendskab til arbejdsfunktioner på det private eller offentlige arbejdsmarked, viden og praktiske færdigheder, som kan bruges ved umiddelbar fortsættelse i uddannelse, og som er efterspurgt på arbejdsmarkedet, og udvikling som individ og som samfundsborger. Kommunen eller erhvervsskolen laver et uddannelsesforløb sammen med eleven, en eller flere skoler og et eller flere praktiksteder. For hver elev udarbejdes en uddannelsesplan, som beskriver forløbet og kompetencen, herunder meritmulighederne ved fortsat uddannelse. Uddannelsesplanen laves som en aftale mellem den uddannelsesansvarlige myndighed og eleven og kan ophæves af myndigheden, hvis eleven ikke følger den.   2.1.2 Praktikdel Praktikdelen foregår ved midlertidig ansættelse på en arbejdsplads. Den kan dog også helt eller delvis foregå på en værkstedsskole med undervisning under arbejdspladslignende forhold. Praktikstedet kan kun benyttes, når en erhvervsskole i området har erklæret, at virksomheden ikke for tiden opfylder betingelserne for at ansætte en elev med tilsvarende arbejdsområde med uddannelsesaftale inden for en erhvervsuddannelse eller landbrugets grunduddannelse, eller at en godkendt uddannelsesplads - eller en uddannelsesplads, som vil kunne godkendes - ikke for tiden kan besættes. Der kan indgå flere forskellige praktiksteder i den enkelte elevs egu. Det enkelte praktikforløb skal tilrettelægges i overensstemmelse med den uddannelsesplan, der er lavet. Praktikstedet skal derfor være informeret om uddannelsesplanen. Praktikdelen skal give den unge viden og færdigheder i forskellige arbejdsfunktioner, der kan bruges på arbejdsmarkedet, erfaringer med arbejde og samarbejde, der er nødvendig for at opnå en fastere tilknytning til arbejdsmarkedet, og indsigt i struktur og arbejdsforhold på en arbejdsplads.   2.1.3 Skoledel Skoleundervisningen skal bestå af et eller flere elementer fra en eller flere uddannelsesaktiviteter, og undervisningen kan foregå på en erhvervsskole, et AMU-center, VUC, en daghøjskole, en ungdomsskole, en efterskole, en produktionsskole, eller lignende godkendte skoler. En detaljeret oversigt over mulige uddannelsesaktiviteter findes i bekendtgørelsen om oprettelse af egu. (Bilag 8.8). De enkelte elementer skal så vidt muligt udgøre et afsluttet forløb, og der vil gælde de normale bestemmelser f.eks. angående undervisningens indhold, mål og bedømmelse. Eleven og kommunen kan dog i særlige tilfælde aftale i uddannelsesplanen, at eleven ikke skal deltage i eksamen eller anden form for afsluttende bedømmelse. Eleven er under alle sine skoleophold underlagt de samme ordensregler og fraværsregler, som gælder for andre elever, der følger samme undervisning. Skoleundervisningen i egu må ikke være identisk med hele skoleundervisningen i en erhvervsuddannelse, en landbrugsuddannelse, en social- og sundhedsuddannelse eller en søfartsuddannelse. Men ellers er der ingen regler for, hvorledes elementerne kan sammensættes fra de forskellige uddannelsesaktiviteter. Hvis eleven har behov for det, skal der gives specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand efter uddannelsesaktivitetens normale regler. Kommunen udbetaler skoleydelse til eleven i skoleperioderne. Fra 1993-1995 betalte kommunerne for egu-skoledelene, men som følge af en ændring af egu-loven i juni 1995 skal kommunerne fra 1.1.1996 ikke længere betale for egu-skoledelene. Finansieringen sker ifølge loven efter de regler, der gælder for den enkelte skoleform. Skoleundervisningen skal give den unge kundskaber og praktiske færdigheder, der er relevante for uddannelsens praktikdel, bredere forståelse af erfaringer fra praktikdelen og forudsætninger for fortsat uddannelse, og kendskab til pligter og rettigheder i arbejdslivet og i samfundet.   2.1.4 Uddannelsesbevis Når hele egu-uddannelsen er gennemført, modtager eleven et uddannelsesbevis. Beviset udfærdiges af den skole, hvor eleven har haft sit sidste skoleophold. Til beviset vedlægges den række gennemførelsesbeviser, som er blevet udstedt undervejs i uddannelsesforløbet. Et gennemførelsesbevis udstedes efter hvert tilfredsstillende gennemført praktik- eller skoleophold. For praktikopholdene skal beviset rumme oplysninger om mål og arbejdsområder, og det laves af virksomheden eller værkstedsskolen. For skoleopholdene skal der være oplysninger om undervisningens mål og indhold og elevens standpunkt. Hvis eleven opfylder betingelserne for at få et sædvanligt eksamensbevis, bruger man det i stedet for. Af uddannelsesbeviset, der så at sige samler alle gennemførelsesbeviserne, skal det bl.a. fremgå, hvad der har været den samlede uddannelses mål, indhold og varighed. Hvis eleven af forskellige årsager ikke gennemfører hele uddannelsen og derfor ikke kan få et uddannelsesbevis, har eleven krav på dokumentation for den delvist gennemførte uddannelse. Den laves af den skole, hvor eleven sidst har modtaget undervisning. Dokumentationen består af de opnåede gennemførelsesbeviser samt en erklæring fra det sted, hvor uddannelsen blev afbrudt. Egu-elever har i øvrigt de samme klagerettigheder over en skoles afgørelser som andre elever, der følger samme uddannelsesaktivitet.   2.2 Egu i en ungdomsuddannelseskontekst Når egu i de følgende kapitler præsenteres og vurderes, er det vigtigt at være opmærksom på den sammenhæng, egu indgår i. Siden egu blev muliggjort, er der sket en lang række ændringer i det samlede ungdomsuddannelsesbillede, og i særdeleshed ændringer der vedrører de målgrupper, der ligger tæt op ad egu-målgruppen. Den udvikling, der er sket med egu, må således vurderes i dette lys. For det første har vedtagelsen af Lov om ungdomsvejledning og brobygningsforløb til ungdomsuddannelse - med ikrafttræden 1.1.1996 - givet anledning til, at en lang række folkeskoler og ungdomsuddannelsesinstitutioner har tilrettelagt og gennemført vejledende undervisningsforløb for elever, der befinder sig i overgangen mellem grundskolen og ungdomsuddannelserne. Siden lovens ikrafttræden og frem til udgangen af 1997 vurderer Undervisningsministeriet, at ca. 8.000 unge er startet i brobygningsforløb. Det nære slægtskab mellem målgrupperne i henholdsvis egu og disse brobygningsforløb medvirker selvsagt til, at den store søgning til brobygningsforløb i betydeligt omfang har mindsket det potentielle antal egu-elever. For det andet har Den fri ungdomsuddannelse (fuu) siden dens start i 1995 formået at etablere sig som et attraktivt ungdomsuddannelsestilbud. Fuu har i sin levetid haft et optag på op imod 8000 elever og er som sådan en uddannelse, der i betydelig grad har appel til en bred målgruppe. I hvilken udstrækning fuu har tiltrukket elever fra egu-målgruppen er svært at udtale sig præcist om. Dels foreligger der endnu ikke nogen tilbundsgående analyser af, hvem der frekventerer fuu, dels er det forbundet med usikkerhed principielt at sammenligne de to målgruppe-definitioner, fordi de i deres udgangspunkter ("Uddannelse til alle"-programmet) er meget bredt formuleret. Der er dog næppe tvivl om, og dette har interviewdelene med egu-elever i status 4 også godtgjort, at nogle elever vakler mellem at vælge egu eller fuu, og at udviklingen i egu alene af den grund skal vurderes med skyldig hensyntagen til den stærke vækst inden for fuu-området, uden at dette dog kan præciseres nærmere. For det tredje er der med vedtagelsen af en ny lov om 1. skoleperiode i erhvervsuddannelserne (TI-/HI-forløb) pr. 1.1. 1997 sket en væsentlig ændring for de elever, der befinder sig i "omegnen" af erhvervsuddannelserne, idet erhvervsskolerne med denne lov kan udbyde fleksible og individuelle vejledningsforløb, der lægger op til, at den enkelte elev formulerer en uddannelsesplan med basis i en række erfaringer fra 1. skoleperiode. På mange måder er de hensigter, der kommer til udtryk her, parallelle med egu-lovens hensigter og må alt andet lige have spillet ind også over for potentielle egu-elever, der fra dette tidspunkt har kunnet opnå en valgkompetence og et uddannelsesperspektiv, der i mangt og meget har kunnet fungere som erstatning for et egu-perspektiv. For det fjerde er igangsættelsen af den såkaldte "unge-indsats" fra og med 1.4. 1997 udtryk for en ny dimension i uddannelsespolitikken, hvorefter unge dagpengeberettigede blev tilbudt et uddannelses- og jobforberedende forløb (ujf-forløb). Af den netop offentliggjorte evaluering af disse forløb fremgår det, at omkring 6.500 unge har haft berøring med disse uddannelsesforløb. Et antal modtagere af kontanthjælp, som omfattes af målgruppen for egu, visiteres af kommunerne til ujf, uddannelses- og jobkvalificerende forløb på erhvervsskolerne, der er oprettet som et led i "ungeindsatsen". Ca. 20% af de optagne i ujf udgjorde i 1996 og 1997 kontanthjælpsmodtagere med ledighed som problem, i alt ca. 1.200 unge ud af ca. 6.500. Heraf har en andel således modtaget et tilbud om ujf i stedet for egu. For det femte er der i perioden sket en konsolidering af produktions- og daghøjskolerne som resultat af den finansieringsomlægning, der skete med vedtagelsen af et nyt lovgrundlag pr. 1.1.1996. Endelig skal det nævnes, og det er som sådan ingen specifik uddannelsespolitisk faktor, at den generelle udvikling i arbejdsløsheden, og specielt ungdomsarbejdsløsheden, formentlig har haft en kraftig påvirkning på egu-udviklingen. Siden egu blev påbegyndt i 1993, er der sket et kraftigt fald i antallet af unge, der er arbejdsløse, hvilket med andre ord vil sige, at det i perioden 1993-98 er blevet stadig lettere for de unge at få job. I forhold til en målgruppe, der netop har dette som en vigtig drivkraft, og som i mindre grad vurderer uddannelse som en vigtig fremtidsinvestering, er der ingen tvivl om, at dette har betydet, at egu-aktiviteten generelt set er blevet mindre. Antallet af unge, der har haft egu som realistisk fremtidsperspektiv, er med faldet i ungdomsarbejdsløsheden blevet væsentligt mindre. Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel