8. Tillæg til de gymnasiale uddannelser

Nedenfor følger udvalgets liste over forfatterskaber, som det ud over den fælles kanon anbefales, at eleverne i de gymnasiale uddannelser læser tekster af.

Sagaer

Islændingesagaerne er en række beretninger, nedskrevet på basis af mundtligt overleveret stof af ukendte forfattere i 1200-tallet. Sagaerne priser en række værdier, som hørte landnamstiden i 900-tallet til; værdier, som i 1200-tallet var under stærkt pres. Den norrøne, førkristne kultur i et samfund uden centralmagt værdsatte slægtsloyalitet, ære, tapperhed og fysisk styrke; fokus var ikke på individet, men på slægten, som blev garanten for sikkerhed og beskyttelse; uden slægtskabsrelationer var individet prisgivet. Sagaerne giver således et enestående indblik i en mentalitet, som ikke er præget af kristendommens fokus på individet, og giver dermed forståelse for normer fra andre ikke-vestlige kulturer. Sagaerne er Skandinaviens første episke beretninger, og skrivestil og dramaturgi giver inspiration til udviklingen af senere prosatraditioner.

Benôit Le Coffre: Frederik IV (1671-1730). 1702
© Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød.
Fotograf: Frederiksborgmuseet/Hans Petersen

Thomas Kingo (1634-1703)

Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koor I og II (1674 og 1681) udgør et vendepunkt i dansk salmedigtning. Stilen er barokkens strengt opbyggede, antitetiske, overdådigt smykkede form. Kingos sproglige udtryk kan volde en nutidig læser og sanger forståelseskvaler, men står samtidig mesterligt mejslet, fordi han gør det abstrakte konkret som med “Sorrig og Glæde de vandre til hobe”. Den lutherske ortodoksi er åbenbar: Mennesket som synder, verden er et blændværk, og kun håbet om nåden står tilbage: “Keed af verden, og kier ad Himmelen”. Især er hans morgen- og aftensalmer blevet kernestof som fx “Nu rinder Solen op ad Østerlide”. Kingo skrev i næsten alle tidens digtarter: salmer, lejlighedsdigte og enevældens hyldestdigte. En særlig glans står om hyrdedigtene “Chrysillis” og “Candida”, forfattet til to af kvinderne i hans liv, og som sammenholdt illustrerer forløbet i Kingos formsprog.

Hans Adolph Brorson (1694-1764)

Brorson er den af de fire store danske salmister, der har det mest naturlige håndelag for rim. I et enkelt, uanstrengt billedsprog udtrykker han sin glæde ved skabelsens mirakel, sin bedrøvelse over synden og sin iver for at omvende medmenneskene. Selv var han som biskop (i Ribe fra 1741) splittet mellem embedets pligt til at indpiske den rette tro og sin egen overbevisning om, at det kun er den frit og personligt tilegnede tro, der tæller. Spændingen mellem de to indstillinger nagede ham – og er med til at holde hans vers levende, både de officielle, samlet i Troens rare Klenodie (1739), og de mere personlige i Svanesang (1765).

Johannes Ewald (1743-1781)

Med Johannes Ewald bliver dansk digtning “moderne”. Mange af de meninger, vi tager for givet, kan vi møde hos ham som noget normstridigt, altomvæltende. Hos ham træder et selvbevidst kunstnerjeg frem og sætter den indviede skjalds indsigt i den kristne læres sted som højeste autoritet. Ud over hvad et digt nu ellers måtte handle om, skildrer det fra nu af også sin egen tilblivelse. Det sker i den danske lyriks retorisk på én gang mest oprørske og samtidig mest formfuldendte digt, oden “Rungsteds Lyksaligheder” (1773), hvor himlen til slut forsamles om den skjald, der i oden vågner til bevidsthed om sit høje kald og sine egne evner. Men Ewald er også moderne, fordi dette vældige opspring samtidig betyder et dybt fald ned i tvivlen, som man kan se det skildret i detaljer i “Til Sielen. En Ode” (1776).

Denne dobbelte erfaring af svimlende svæv og knugende tyngde, frigørelse og binding, triumf og nederlag berettede Ewald om i sin selvbiografi Levnet og Meeninger (1773), hvis fragmentariske form i sig selv er et stykke selvkarakteristik efter Ewalds egen formel: “Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild.”

Emil Aarestrup (1800-56)

Aarestrup er mesteren blandt danske erotiske digtere. I enkle, smidige strofer leger han frækt med rim, rytme og klang, fortæller historier og tager smukke snapshots med sin digterlinse: “Det Skum, som krandser Vandet,/Det Lys, som farver Jorden,/Skymasserne, som længe/Har samlet sig til Torden.”

Kroppen er til stede overalt i hans – lægens – tekster, som skræmmende forgængelighed og død, men især i skikkelse af kvindelig legemspragt og som erotisk lyst. Aarestrup henvender sig med Digte (1838) og heri ikke mindst digtkredsen “Erotiske Situationer” til alle kønsmodne danskere, selvom de yngste måske skal hjælpes til at mærke den træk, der slipper ud mellem linjerne fra et koldt og mørkt sted derinde. Blikket på verden er visuelt som en moderne iscenesætters, så nutidens storbymennesker, trods de 150 års afstand, læser om deres egen forelskelse, kødelige længsel og eksistentielle angst: “Den truer alt, den kommer,/Den dræbende Forandring!”

Søren Aabye Kierkegaard (1813-55)

Under pseudonyme forfatternavne introducerer og gennemspiller Kierkegaard en lang række teologiske, psykologiske og filosofiske temaer, der til overmål (og kliché) har kvalificeret ham som eksistentialismens fader. Også i sproglig henseende er Kierkegaard en radikal fornyer og lader artistisk sine tekster spænde fra ungdommelig løssluppenhed over inderlighedens næsten lydløse hvisken mellem linjerne til dyb, dæmonisk patos. Sideløbende med det pseudonyme forfatterskab udsender Kierkegaard i eget navn hæfter med religiøse taler, der i 1845 samles og udgives under titlen Atten opbyggelige Taler. Anden fase af forfatterskabet, der tæller værker som Kjerlighedens Gjerninger (1847), Sygdommen til Døden (1849) og Indøvelse i Christendom (1850), bærer præg af en voldsomt radikaliseret forståelse af kristendommen med efterfølgelse og martyrium som prominente kriterier. Denne radikalisering lader sig også følge i de dagbøger eller “Journaler”, som Kierkegaard siden 1833 og frem til sin død førte med stedse stigende bevidsthed om deres senere offentliggørelse.

Kierkegaard har for længst demonstreret sin permanente aktualitet. Den vedholdende afsøgning af menneskets eksistentielle muligheder, psykiske konstitution og religiøse forudsætninger sikrer ham en fremtrædende plads i det pensum, der hører til at blive sig selv. Lette er hans værker jo langtfra, men med den fornødne læselyst og velvillige vejledning lader betydelige partier sig indtage velgørende ubesværet og fremhjælpes i øvrigt af den pulserende munterhed, der så ofte løber på undersiden af den kierkegaardske tekst og umærkeligt energisk bidrager til læserens forførelse, opbyggelse og lyst til også lige at læse den næste side med.

Henrik Ibsen (1828-1906)

Ibsen er med sine dramaer en af de få nordiske digtere i verdenseliten. På sit dansk-norske fører han os lige ind midt i dagligstuen hos det 19. århundredes mennesker og viser os deres moralske dilemmaer og forkrøblede kærlighedsliv. Hans skuespil er teknisk perfekte: Intrigen skabes, ved at fortidens hemmelig-

heder og konflikter gradvis afsløres, uden at der siges én overflødig replik. Teksten hænger sammen på alle niveauer, i plot, personpsykologi og symbolik, og dramaernes klassikerstatus kendes på, at der bliver ved at være et publikum til nye skuespilleres og instruktørers fortolkninger. Vildandens (1884) tragiske sammenstød mellem forkvaklede idealer og hårde realiteter gør stadig ondt, og selvom detaljer i Gengangeres (1882) intrige er forældede, er hyklerisk facadeliv i familie og samfund det ikke. Et Dukkehjem (1879) er med sit feministtema let at gå til for nutidens elever, selvom de nok opfatter Helmer som mindre mandedum og Nora mindre heroisk, end disse to ofte er blevet fremstillet i opførelser af stykket. Således kan Ibsen stadig bruges af nye generationer til at sætte problemer under debat.

H.A. Brendekilde: Udslidt. 1889
Olie på lærred, 207 x 270 cm
Tilhører Fyns Kunstmuseum/Odense Bys Museer
© Fyns Kunstmuseum/Odense Bys Museer.
Fotograf: Wermund Bendtsen Fotografi ApS/COPY-DAN Billedkunst 20040450

J.P. Jacobsen (1847-1885)

J.P. Jacobsen er den fremmeste i det moderne gennembruds første generation. Hans relativt lille, men litterært skelsættende forfatterskab kredser om frigørelsen fra hæmmende illusioner, men også om frigørelsens konsekvenser. For mennesket er, som det skildres i de historiske romaner Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880), udleveret til en fysisk-biologisk natur, som er blottet for mening. I den forstand gennemlever Jacobsen eksistentielt og kunstnerisk et sammenbrud, der omfatter ikke blot bærende ideologiske forestillinger, men også anfægter selve det kunstneriske formsprog. Hans forfatterskab er et egensindigt forsøg på kunstnerisk at rejse former, der modsvarer de grænseoverskridende erfaringer af frihed og meningstab. Hans prosa slår bestandig over i tætte, lyriske passager, og han skaber et suggestivt, billedmættet udtryk, der kulminerer i skabelsen af arabeskens slyngede, frie strofeformer (“Arabesk” fra Gurresange, 1868-69 og “Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo”, 1874). Efter J.P. Jacobsen er hverken prosasproget eller den lyriske diktion den samme.

Sophus Claussen (1865-1931)

“Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed, /alle Nationer vil løses, og alle Matroner vil skilles.” (“Atomernes Oprør”, 1925). For nye generationer lyder disse vers underligt fortrolige, og samtidig – deres tid taget i betragtning – alarmerende i deres varsling. Sådan er det med Sophus Claussen. En farlig energi er på færde i hans forfatterskab. Med svimlende sensibilitet i sproget lovprises og besynges sanselighed og erotik, både som værdi i sig selv og som bevidsthedsåbninger mod højere erkendelser, fantastiske og fantasibårne forståelser. Men fryden hos Sophus Claussen er også altid truende tæt på fortvivlelse. Fra debuten i symbolismen udfolder forfatterskabet sig hen over århundredskiftet, fx i digtene “Pilefløjter” (1899) og “Heroica” (1925), rejsebogen Valfart (1896) og fortællingen Unge Bander (1894).

Hans Kirk (1898-1962)

Som skildrer af det folkelige Danmark, i traditionen fra Pontoppidan, Aakjær og Andersen Nexø, blev Kirk en af vores mest populære nyklassikere. Kirk debuterede i 1928 med Fiskerne, som beskriver, hvordan en gruppe indremissionske kystfiskere får fodfæste som fjordfiskere. Det er en kollektivroman, altså en roman, som ikke samler sig om én hovedperson, men om en gruppe. Fiskerne repræsenterer et proletariat, som ifølge kommunisten Hans Kirk har afsporet kampen for en bedre tilværelse ved at samle sig om streng gudsdyrkelse i stedet for at omforme det samfund, de lever i. Men han holder med dem og viser, hvordan man med en fælles ideologi og et stærkt sammenhold kan infiltrere et samfund uden sammenhængskraft. I skildringen af fiskernes seksualitet er Kirk præget af Freud. Herefter fulgte Daglejerne (1936) og De ny Tider (1939), som følger sporet fra debutromanen. I senere udgivelser skærpes den kritisk-satiriske og politiske linje i forfatterskabet, som også omfatter noveller og journalistiske bidrag. Barndomserindringerne Skyggespil (1953) er en smuk og dæmpet essayistisk fremstilling af forfatterens opvækst i Jylland og gymnasietid i Sorø.

Villy Sørensen (1929-2001)

Fra sin debut i 1953 med Sære historier erobrede forfatteren en blivende og original plads i dansk litteratur. Den filosofisk skolede forfatter havde afsæt i tidens midteuropæiske åndsliv, og påvirkninger fra forfattere som Kierkegaard og Kafka kan spores. Alligevel er Sørensens stemme helt egenartet med sin gennemreflekterede blanding af humor, dagligdagsbeskrivelser og en groteskhed, der ikke sjældent åbenbarer, at livet ikke er nogen spøg. Det er farligt og krævende og først og fremmest uforudsigeligt. Lidt som Villy Sørensen selv, der, som den sande intellektuelle han var, heller ikke var til at sætte i bås. Store dele af forfatterskabet bevæger sig bort fra det litterære over i det filosofiske, det politisk reflekterende eller biograferende. Som skønlitterær forfatter kan han læses af enhver.

Inger Christensen (1935-)

Tom Kristensen sagde, at “jeg danser bedst i lænker”, og man kunne godt forestille sig, at Inger Christensen deler denne opfattelse. Det var i hvert fald i systemerne i de bundne former i den store digtsamling det fra 1969, hun fandt frem til det digteriske udtryk, hun senere har perfektioneret: I Alfabet fra 1981, som er bygget op over den italienske matematiker Fibonaccis talsystem, og i sonetkransen Sommerfugledalen fra 1991. Inger Christensens forfatterskab, der foruden lyrikken omfatter romaner og essays, er ikke stort, men det er enestående ved sin evne til at forene suveræn form- og sprogbeherskelse med stor følelsesmæssig fylde.

Denne side indgår i publikationen "Dansk litteraturs kanon - Rapport fra Kanonudvalget" som kapitel 8 af 10
© Undervisningsministeriet 2004