7. Tillæg til folkeskolen

Nedenfor følger udvalgets liste over forfatterskaber, som det ud over den fælles kanon anbefales, at eleverne i folkeskolen læser tekster af.

Danske folkeeventyr

Mennesker har altid fortalt hinanden eventyr. Vi finder spor af dem langt tilbage i historien, og de er blevet fortalt fra generation til generation. Først i 1800-tallet skrives de ned, i Danmark af bl.a. Svend Grundtvig (1824-1883) og Evald Tang Kristensen (1843-1929), men flere af de danske eventyr er også blevet fortalt andre steder i verden.

Eventyr er enkle i deres opbygning og let genkendelige på deres faste formler, enstrengede handling og lykkelige slutning. Trylleeventyrene er fyldt med magi, trolde, drager og mennesker, der er blevet forvandlet til dyr og kun kan forløses af helten eller heltinden gennem ofte livsfarlige prøver. Disse fantastiske elementer kan tillægges en symbolsk betydning, som læseren selv må finde frem til. Trylleeventyr handler om, hvad der skal til, for at livet skal kunne lykkes, mens skæmteeventyr gør grin med de magtfulde, der fremstilles som grådige og dumme, mens de fattige er gavmilde og gæstfri. Her demonstrerer eventyrene effektfuldt, og ofte i opposition til den virkelighed, de er et livtag med, hvilke menneskelige egenskaber der er værdifulde.

Folkeeventyrene hører til de ældste litterære grundformer sammen med sagnet, myten, legenden og fablen, og senere tiders episke litteratur bygger på og genbruger disse urformer i stadigt nye skikkelser. Alene af den grund er læsning af folkeeventyr en nøgle til forståelse af meget litteratur senere hen.

Johan Herman Wessel (1742-85)

Wessel var den litterære klub Det Norske Selskabs mester udi den velturnerede bagatel og den muntre parodi. Han brød i 1772 igennem med tragedieparodien Kierlighed uden Strømper, der fortsat opføres. Stilen i Wessels småvers, bagatellerne, var det træfsikre og ofte latterliggørende, men dog aldrig aggressive humoristiske udtryk. Den komiske historie på vers blev hans speciale som bl.a. Smeden og Bageren (“At rette Bager for Smed”) eller fragmentet Vaaren, der var en skæmt med naturbeskrivende poesi. “Jeg sielden Noget troer, som troes af for Mange” som det hedder, og hans digtning bygger netop på en grundlæggende skepsis over for idealisering og højtidelig-

gørelse af livet og kunsten. De komiske fortællinger blev især trykt i hans eget ugeblad med den fransk/ latinske titel: Votre Serviteur Otiosis (Til tjeneste i Deres ledige stunder). “Man sukker, for han er ei meer. Man husker hvad han var, og leer.”

B.S. Ingemann (1789-1862)

Dan Turèlls vidnesbyrd om, at han som skoledreng besvimede under afsyngelsen af Ingemann, kan vi stadig lade stå til troende, for hvem har ikke været i al fald lige ved? Måske ikke så få – man må dog være hårdhudet for slet ikke at bevæges af de enkle og lyse billeder i hans Morgen- og Aftensange (1839), man må være sprogligt tonedøv for ikke at fryde sig over det på én gang barnlige og dybt klingende ordvalg og den gennemmusikalske versifikation. Ingemanns fortrøstningsfulde salmer kan her og der ligne noget sentimentalt, men der er ingen affektation i dem; det er en enestående stærk livsglæde – om man vil: livstro – der bryder igennem. Når han så suverænt kunne bevare den, kan det hænge sammen med den lige så usædvanlige indsigt i mørket, splittelsen og dæmonien, som han udfoldede i sine Eventyr og Fortællinger (1820). En side af forfatterskabet, der ikke agtedes højt i samtiden, men som med sine tematiseringer af sjælelige former og niveauer indvarslede psykoanalysen, og med sin problematisering af bevidstheden og virkelighedsopfattelsen, lagde grundstene til den litterære modernisme.

Christian Winther (1796-1876)

Hos Chr. Winther kan man møde den særlige guldaldertone i et fintmærkende, på en gang afdæmpet og raffineret kunstnerisk formsprog. Men i alt det artistisk velformede er også guldalderens indre spændinger indfældet. I hans overvejende lyriske forfatterskab (han skrev dog også en række noveller) mødes glæden ved det enkle og folkelige med det fortættede stemningsudtryk, der knytter sig til hans to hovedmotiver: naturen og kærligheden. Kernen i hans digtning er det litterære genrebillede, sidestykket til de samtidige billedkunstnernes dyrkelse af den afgrænsede situation fra hverdagslivet, ofte med en indbygget anekdote. Denne poetiske realisme, der søger at hæve virkeligheden til et synspunkt over det tilfældige, folder sig i det tidlige forfatterskab ud i fortællende digte om (lykkelig) kærlighed, “Træsnit” (1828), men fra midten 1830'erne bliver tonen mere inderlig, udtrykket koncentreret. Kærligheden, det erotiske udforskes i dybden, hvor det tidligere skete i bredden, og det smertelige (digtene “Til Éen” (1843)) indimellem splittede eller ligefrem dæmoniske vinder indpas (Hjortens Flugt, 1855).

Jeppe Aakjær (1866-1930)

I februar 1906 indtraf et af miraklerne i dansk litteratur. I ugerne før var alting med ét faldet i hak for den 40-årige Aakjær: efter en tidlig skilsmisse og mange års omflakkende ensomhed fik han omsider i december 1905 kongens tilladelse til igen at gifte sig; i januar meldte en vennekreds sig med et gavekort til de 40 ha, hvorpå han snart kunne lægge sin gård, og inden måneden var omme, modtog han oven i hatten et stort rejselegat, der ville sætte ham i stand til at besøge idolet Robert Burns' Skotland. I løbet af de første tre uger af februar skrev han da sit hovedværk, Rugens Sange (1906). Den geniale versemager havde med rugens historie, fra frøkorn til brødkorn, fundet et tema, der kunne samle og sublimere alt, hvad han havde i sig af drømme, følelser og viden om natur og mennesker, barndom, kærlighed og død. Nogle af disse digte kendes og synges af alle danskere, andre rent lyriske stykker som “Aften” og “Kornmod” hører til blandt det smukkeste, der er skrevet på vores sprog. Jeppe Aakjær var livet igennem heftigt engageret i sociale og politiske anliggender, han skrev mængder af stærkt polemiske artikler og foredrag, og i romanen Vredens Børn (1904) kan man finde afsnit af en så vild og flammende indignation, at de meget længe vil overleve den elendighed, de var rettet imod.

Martinus Rørbye: Redningsbåden. 1847
Tilhører Skagens Museum
© Skagens Museum.
Fotograf Jens Jørgen Jensen

Thøger Larsen (1875-1928)

Det allernærmeste og det allerfjerneste, kosmos og jordbundethed, færdes med den største selvfølge side om side i Thøger Larsens forfatterskab. Han omgikkes sin stjernekikkert og det, han så og sansede igennem den, lige så ubesværet som den vestjyske egn, han boede på hele sit liv, og han omsatte begge dele til litteratur, først og fremmest til lyrik. Sange som “Danmark, nu blunder den lyse Nat” og “Du danske Sommer, jeg elsker dig” beskriver enkelt og konkret, plastisk, hvordan den danske natur fremtræder ved sommertide, men åbner samtidig rummet langt, langt videre ud og peger på andre, større kræfter og mere abstrakte sammenhænge, vi indgår i.

H.C. Branner (1903-1966)

At forstå mennesker psykologisk, følge deres livsvalg og udfoldelse med viden om, hvad de kom fra, groede af eller flygtede fra, er energien i H.C. Branners forfatterskab. Novellerne i Om lidt er vi borte (1939) og To Minutters Stilhed (1944) fokuserer på individualpsykologien, romanerne (Rytteren 1949, Ingen kender natten 1955) har også menneskets destruktive kræfter, undergang og dødslængsel som temaer. Livsanskuelsesdebatten, som prægede efterkrigstiden, artikuleres i forfatterskabet og stiller vigtige spørgsmål også til nutidens mennesker.

Egon Mathiesen (1907-76)

Egon Mathiesen var autodidakt billedkunstner og ditto forfatter med stor sans for sprogets poesi og ordenes spil. Derfor blev han med bøger som Frederik med Bilen (1944), Aben Osvald (1947) og Mis med de blå øjne (1949) en fornyer. Billederne er med deres naivistiske og konturfaste streg og deres mangel på centralperspektiv kunst i børnenes øjenhøjde. Teksterne er, hvad enten de er i enkel prosa eller i rimede, rytmiske strofer, på en gang inciterende og inviterende til dialog med børnelæseren. Børn har krav på god kunst og solidt håndværk. Ud af dette grundsyn, ofte fremført med stædighed og stor sans for bøgernes fysiske kvalitet, bidrog Egon Mathiesen markant til, at den danske billedbog er blevet en selvstændig litterær genre, hvor ord og billeder komplementerer hinanden.

Halfdan Rasmussen (1915-2002)

Halfdan Rasmussen begyndte som lyriker i krigens, atomtruslens – og uretfærdighedens – skygge. Dette blev stoffet i hans tidlige ofte eksistentielt tonede digte for voksne. Men Halfdan Rasmussen har først og fremmest vundet plads i alle børns og barnlige sjæles sproglige univers som Danmarks store nonsensdigter. Halfdans ABC (1967) kan med rette betragtes som den danske national-abc. Lange Peter Madsen (1950) er i begge titlens betydninger en stor bog. Og Halfdan Rasmussens Tosserier (1951-58) kan få alle aldre til at dvæle ved det umulige og med sine farverige og musikalske digte skabe nye muligheder. Mange af Halfdan Rasmussens tekster, hele abc'en og en del tosserier er sat i musik. Og mange af hans bøger har fået en ekstra dimension gennem hans årelange samarbejde med billedkunstneren Ib Spang Olsen.

Tove Ditlevsen (1917-1976)

Pigesind (1939) og Kvindesind (1955) – disse to titler dækker hovedindholdet og hovedanliggendet i Tove Ditlevsens forfatterskab, hendes prosa såvel som hendes lyrik, voksenbøger såvel som børnebøger, fiktion såvel som erindringer: Fra den lille pige, der forsigtigt, ofte kuet, nærmer sig voksenlivet fuld af frygtblandede forventninger, over den midaldrende kvinde med mand, børn, hjem og arbejde, til den desillusionerede, desperate, småselvdestruktive ældre – alle stadier præget af angsten for ensomheden og alle beskrevet med selvoplevelsens autoritet, med støt stigende nøgternhed, melankoli og fandenivoldsk humor, utilsløret fascination af galskabens muligheder – og en mere og mere skånselsløs nedbrydning af den sentimentalitet, der sætter sit præg på en del af hendes tidlige værker.

Cecil Bødker (1927-)

Forfatterskabet udspringer i modernismen og er i sin første fase både indholdsmæssigt og fortælleteknisk eksperimenterende. Digtene I vædderens tegn (1968) åbner for en stærk, blomstrende børnelitterær produktion med de 14 bind om drengen Silas centralt placeret. Bøgerne er oversat til en lang række sprog. Parallelt hermed skrev Bødker realistiske fortællinger for voksne. Oplevelser ved et ophold i en landsby i Etiopien afspejles i voksenbogen Salthandlerskens hus (1972) og børnebogen Dimma Gole (1971). Bødkers realisme anvender mytiske mønstre og religiøse billeder og bæres af en særlig respekt for det oprindelige, bagvedliggende. Hendes genfortællinger af evangelierne henvender sig til både børn og voksne.

Benny Andersen (1929-)

Benny Andersen er musiker og digter – og i begge egenskaber hørt og læst af et enormt publikum. Han debuterede i 1960 som lyriker med en sproglig underfundighed og musikalitet som kendemærke. Hans store folkelige gennembrud kom med Svantes viser (1972), som han sammen med sangeren Povl Dissing har gjort til en dansk nationalsang. Denne succes er siden fulgt op af en lang række sang/digtsamlinger, der snart emmer af livsglæde og humor, snart kredser om og sætter ord og billeder på melankolien og desperationen som billeder på tilværelsen og sindet. I 1967 debuterede han som børnebogsforfatter med Snøvsen. Her vækker han – som i sin lyrik – sprogets klicheer til live ved at tage ordene for pålydende. Han endevender med sin legende musikalitet ordenes muligheder og præsenterer på en eminent måde på en gang sine læsere for sproglig “grundforskning” og nyskabende fortælling, når det fx hedder, at det “flimrer for mit livssyn”.

Ole Lund Kirkegaard (1940-1979)

Med Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil (1967) kom der en ny og enestående stemme til den danske børnelitteratur. En mild og venlig stemme ledsaget af gemytlige streger af drenge og piger med strittende hår og skæve tænder. Men man skulle ikke lade sig narre. Under hyggen boblede anarkiet og den rene uorden. Den læreruddannede forfatter vidste nok, hvordan småborgerlig idyl så ud, men han demonstrerede også i en perlerække af bøger, hvordan det naive spørgsmål og den utæmmede fantasi kunne slå revner i overfladen og slippe ragnarok løs. Ole Lund Kierkegaards tro på eventyret og på drømmenes forløsende kraft er smittende. Han er i øjenhøjde med sine unge læsere og ser på den mest selvfølgelige måde det absurde i det hverdagslige. Og så er han sprænghumoristisk.

Harald Slott-Møller: Primavera. 1901
Tilhører Nordjyllands Kunstmuseum
© Nordjyllands Kunstmuseum/Harald Slott-Møller.
Fotograf: Esben H. Thorning

Denne side indgår i publikationen "Dansk litteraturs kanon - Rapport fra Kanonudvalget" som kapitel 7 af 10
© Undervisningsministeriet 2004