6. Den fælles kanon

Nedenfor følger udvalgets liste over forfatterskaber, som udvalget mener, at alle elever i såvel folkeskolen som de gymnasiale uddannelser skal læse mindst én tekst af i danskundervisningen.

Folkeviser

Folkeviserne er stor kunst. De fortæller om levet liv, om konflikter, sammenhold, troskab, skæbne, kærlighed i et samfund af en helt anden struktur end det nuværende – og dog samme sted. Afsættet til drøftelser af det almenmenneskelige og det kulturbestemte er oplagte. Men først og fremmest skal viserne læses og opleves umiddelbart. “Der er så mange i Danmark, som alle vil herrer være”. Denne og mange andre faste vendinger skriver vi tilbage til middelalderens folkeviser. Om end ordene er nedfældet senere, får eleverne gennem læsning af folkeviserne et ganske nuanceret billede af, hvilke emner middelaldermennesket lod sig underholde med – og var optaget af; stridigheder om ejendom og magt, konflikten mellem individuelle ønsker og slægtsinteresser, som fx i “Ebbe Skammelsøn”. Eller, som det indledende vers fra visen om mordet på Erik Klipping; fortællingen om historiske begivenheder. I folkeviserne møder vi både den historiefortællende digtning og den fabulerende digtning, om end den skildrer en genkendelig verden, som fx i ridderviserne. Universet i middelalderens trylleviser er os ikke fremmed. Vi kender mange af historierne fra gendigtninger i bl.a. H.C. Andersens eventyr, og de er nøgler til senere litteratur, ikke mindst hos Ewald, Baggesen, Oehlenschläger og andre i 1800-tallets litteratur. I folkeviserne møder vi bag den genkendelige verden et andet univers befolket af elverpiger, havmænd og forvandlede kongebørn. Den moderne eventyrverden, som den i dag udfolder sig i bl.a. litteratur, legetøj og tegnefilm, henter i rigt mål næring fra tryllevisernes dæmoniske dramaer, figurer og gåder, som til stadighed har vist deres aktualitet og slidstyrke.

Kalkmaleri i Skibby kirke
© Nationalmuseet

Folkevisernes form gjorde dem lette at huske, men stiller store krav til en nutidig læser, for hvem de faste vendinger og begreber er fremmedartede. Dette bør tages som en udfordring, for læsning af folkeviser tvinger til indlevelse og fantasi – de gør eleverne til meddigtere i en form, hvor handling og replikker taler for sig selv.

Ludvig Holberg (1684-1754)

Vælger man at læse Ludvig Holberg, fordi forældre og lærere siger, man skal, har man truffet et højst uholbergsk valg. Selv mente Holberg, i sit Første Levnedsbrev (1728), at man tværtimod bør “undersøge de fra vore fædre nedarvede trosforestillinger, læse de forbudte bøger og tvivle på alt”. Bag denne opfordring til at se på autoriteter med et skævt blik ligger den europæiske oplysningstids grundlæggende indstilling: At man skal bruge sin egen fornuft, ikke andres, at mennesker af naturen er lige, at “Trældoms stand” er unaturlig, og at det er menneskers pligt at nære “Tolerance udi Religion”. Denne indstilling udmøntede han i et mægtigt forfatterskab, der er krumtappen i de skandinaviske landes civilisatoriske udvikling. At jøder og kvinder skal have ligeret med kristne mænd, at pædagogik skal tage udgangspunkt i eleven, at projektmagere skal måles på deres handlinger og ikke på deres ord, er eksempler på opfattelser, som i dag er selvfølgelige, men kun er blevet det, fordi folk som Holberg havde mod til at tvivle på det modsatte. Det er først og fremmest i hans essays – 64 Moralske Tanker (1744) og 539 Epistler (1748-54) – man ser ham lege tankerne frem. De er en guldgrube, man for alvor vil kunne finde rundt i, når en elektronisk udgave engang foreligger.

Og så var Holberg kunstner. Han levede og åndede i sproget, læste altid, skrev dagligt. Mest opslugt af, hvad man kan med sprog, var han i de få år, hvor han skrev de bedste af sine 33 komedier. Det mærkelige ved dem er, at de hele tiden åbner nye sider. Tag Erasmus Montanus, komedien om bondestudenten, der kommer fra universitetet hjem til landsbyen med ny viden og ny foragt. Han ved, at jorden er rund og bliver tævet til at sige, den er flad som en pandekage. Er Erasmus en komisk nar eller sandhedens tragiske ridder? Læsere og skuespillere har delt snart den ene, snart den anden opfattelse. Hvilket viser, at komedien er en klassiker efter den eneste objektive målestok: En tekst, der stadig bliver nytolket, aldrig lagt fast på en bestemt betydning. Noget lignende gælder Jeppe på Bjerget, Den politiske Kandestøber og Jean de France. Hos Holberg kan man følge en civiliserende tankegang åbne sig. Hos Holberg kan man møde komediefigurer, der aldrig lukkes.

Adam Oehlenschläger (1779-1850)

Oehlenschläger omstemte det danske litteratursprog. Hans stil var på én gang disciplineret og normbrydende, og han har sat sig spor i det danske sprog med faste vendinger som “Hassan med de skæve ben”, “en appelsin i turbanen”, og “de higer og søger/i gamle bøger”. Hans eksperimenter med lyriske og dramatiske udtryksformer fik det digteriske sprog til at klinge med “en lys kraft og en jævn tone”, da den tyske universalromantik med hans Digte (1803) antog et nyt, dansk design.

Men Oehlenschlägers bidrag til dansk sprog og selvopfattelse når langt dybere end nogle løsrevne udtryk og litteraturhistoriske kategorier. Hver gang tv sender fodboldkamp fra Parken med afsyngelse af nationalsangen, bliver eleverne mindet om, hvorfor de altid har syntes, at synet af et fjordlandskab med lysegrønne bøgekroner bare er så flot. Og modsætningen mellem den begavede, instinktivt handlende Aladdin-figur og den onde nørd Noureddin lever videre i dansk litteratur – og i dansk kultur-, skoleog kanondebat. Sanct Hansaften-Spil giver nutidens elever adgang til livet i København for 200 år siden; med lidt vejledning kan de her læse, hvordan datidens københavnere var på vej til at blive moderne storby-individer, frigjort fra, hvad den unge digter opfattede som moralisme, nyttetænkning og overflødige sociale hierarkier.

C.W. Eckersberg: Madam Schmidt. 1818
Olie på lærred, 157,5 x 97,5 cm.
Tilhører Den Hirschsprungske Samling
© Den Hirschsprungske Samling.
Fotograf: Hans Petersen

Danske teenagere deler stadig den unge Oehlenschlägers forestillingsverden på afgørende punkter: Kærlighedens omvæltende kraft, digteren (læs: rockpoeten) som en inspireret visionær og sproglig fornyer og (by)menneskets forhold til naturen. Han har været med til at forme deres sprog og gøre dem til det, de er.

N.F.S. Grundtvig (1783-1872)

Digteren, præsten, historikeren, filologen, oversætteren, tidsskriftredaktøren, pædagogen og politikeren Nikolai Frederik Severin Grundtvig har takket være en næsten naturstridig utrættelighed – hele 74 år var han aktiv som skribent – påvirket dansk ånds- og kirkeliv og uden sidestykke i sit århundrede bidraget til at udvikle sansen for det folkelige fællesskab, frihedens nødvendighed og respekten for samtalen. Mærket og formet af et dramatisk liv udfolder han i sin tumultuariske og til dels uoverskuelige produktion en bred og broget vifte af både verdslige og kristelige emner, der snart håndteres visionært i en kompliceret symbolstil, snart slippes løs i et overrumplende billedsprog, snart nynner sig ind i den barnligt klare hjertelighed, som de fleste har mødt i Grundtvigs salmer. “Nu falmer skoven trindt om land”, “Den signede dag med fryd vi ser”, “Dejlig er den himmel blå” og “Vær velkommen, Herrens år” er blot et beskedent udsnit af det salme- og sangværk, som Grundtvig har betroet eftertiden.

Efter sin såkaldt “mageløse Opdagelse” i 1825 var Grundtvig overbevist om, at Guds henvendelse til mennesket ikke skulle opledes i de bibelske skrifter og derved administreres af et “exegetisk Pavedømme”, men derimod udsprang af “det levende Ord”, det vil sige Trosbekendelsen og Fadervor, der sammen med dåb og nadver udgør kristendommens og dermed kirkens urokkelige undergrund. Med det berømte og berygtede diktum “Menneske først og Christen saa” slår Grundtvig til lyd for den tanke, at menneskelivet i sig selv har guddommelig karakter, hvorfor også den nordiske mytologi og verdenshistorien kan bidrage til at afdække dybderne i menneskets væsen.

På denne baggrund kunne Grundtvig pædagogisk fremsynet udforme sine tanker om “Skolen for Livet”, der bygger på forestillingen om en fordomsfri folkeoplysning, der siden forgrenede sig ud i en lang række friskoler og blev pædagogiske og didaktiske grundprincipper for folkeskolen, der har haft afgørende betydning for det danske samfund.

Steen Steensen Blicher (1782-1848)

Blicher var på mange måder en udgrænset figur i sin samtid: Geografisk langt fra parnasset i København, socialt på deroute, politisk og intellektuelt uden fællesskaber med sine samtidige. Hans visionære folkelige virke med fx landøkonomiske initiativer, kamp for folkesundhed og Himmelbjergfester gav ham ingen personlig succes, ligesom hans private liv var ulykkeligt. Netop dette kunstneriske og personlige eksil giver Blicher erfaringer, der sætter ham i stand til om nogen i dansk litteratur at formulere menneskets tragiske eksistentielle vilkår. I de bedste af hans tekster ligger forgængeligheden, den pludselige forandring, katastrofen, ophøret som en konstant trussel i personernes liv; de bliver ofre for historiens – den store og den lille histories – nådesløse kræfter. Fornemmelsen for det tragiske hænger sammen med afhængigheden af biedermeiermoralens tryghed og på samme tid indsigten i den som illusion, men samtidig rækker den langt ud over en bestemt samfundsform og en bestemt moral og bliver eksistentiel.

Med En Landsbydegns Dagbog fra 1824 og det fortsatte novelleforfatterskab fornyer Blicher den danske prosa på afgørende punkter. Han rendyrker novellegenren med den tragiske begivenhed i centrum, og han anfægter den autoritative fortæller, der dermed for altid mister sin uskyld i dansk litteratur. I de bedste noveller udstilles fortælleren som en person med interesser i begivenhederne og i, at hans tolkning af disse vinder, og udstilles derfor som utroværdig – læseren gennemskuer fortællerens skjulte motiver. At fortællerens autoritet falder, understreger for læseren den virkelighedens uigennemskuelighed, som Blichers personer på anden vis erfarer i novellerne. Samtidig fremstår Blicher som den første store realist i dansk prosa. Hans beskrivelser af borgere og småkårsfolk i Jylland bliver en afgørende forløber for realismen i slutningen af århundredet.

H.C. Andersen (1805-75)

På sine ældre dage karakteriserede H.C. Andersen sin kunst som båret af “Tilfældets Poesie” og sig selv som et menneske født i perpendikelens, rastløshedens, tegn. Denne evigt søgende fortællernomade finder sine motiver overalt i naturen og den menneskelige verden. For en kort stund slår han sig ned og bryder så op igen. Tilfældets poesi rykker læserne ud af tilvante forestillinger og synsmåder. På tværs af tid og sted. For selvom H.C. Andersen bærer sin tids mærke, så taler meget stadig forbløffende direkte til nutidslæseren. Hans motivverden og hans særlige sprogtone er forlængst blevet dansk almeneje, og hans betydning for den måde, der skrives litteratur på den dag i dag, er umådelig.

Forfatterskabet forgrener sig ud i mange stemningslejer fra det tragiske til det komiske, fra det indfølende til den forsonlige humor, men også den ætsende ironi. Og det spænder over en vifte af genrer: Eventyr, fortællinger, noveller, prosaskitser, romaner, skuespil, digte, rejseskildringer, selvbiografier. Gang på gang overskrider han genregrænser og skaber nye former.

I denne mangfoldighed kan man finde tekster til alle livsaldre, og mange af teksterne åbner for nye dimensioner, når man genlæser dem. Og selvom eventyrene er den ubetvivlede kerne i forfatterskabet, ville det være synd og skam, hvis eleverne ikke mødte andet. Uddrag af hele værker (både romaner, rejseskildringer og selvbiografier rummer oplagte muligheder), men også hele værker som Fodreise (1829) og Billedbog uden Billeder (1848) byder sig til sammen med hans digte, der rækker fra det bredt fortællende til det intense lyriske billede.

Herman Bang (1857-1912)

Bang blev ikke mødt med udelt anerkendelse af sine samtidige, men har siden hen indtaget pladsen som en af det moderne gennembruds store romankunstnere. Herman Bang var journalist og skrev originalt og nyskabende i en række af tidens aviser og magasiner, både som causerende reporter og som kritisk kulturskribent. Den journalistiske tilgang til stoffet satte også sit præg på hans fiktionsskrivning. Hans personer og miljøer er opdigtede, men hans iagttagelser, vinklinger og beskrivelser er præget af journalistens nysgerrighed og åbenhed over for samtiden, dens mennesker og deres liv og udtryk. Han har en særdeles udviklet evne til at sanse og beskrive situationer, så en enkelt bevægelse, en speciel mimik eller en særlig replik kan skabe en intens scene, som åbner sig for læserens fortolkning. I en vis forstand kan man sige, at Herman Bangs romaner og noveller er skrevne film.

Carl Christian Constantin Hansen: Den grundlovgivende rigsforsamlings første møde i Rigsdagssalen på Christiansborg Slot den 23. oktober 1848. 1860
© Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød.
Fotograf: Frederiksborgmuseet/ Lennart Larsen

Overgangen fra statisk bondesamfund til moderne industrisamfund gav det opbrud i livsvilkår og værdier, som kom til at præge hans forfatterskab, både i form og indhold. Den opløste samfundsorden måtte finde sit spejl i romanen. Herman Bang søger ikke at skabe orden gennem store fortællinger og lange, pejlende sætninger, men lader i stedet sit journalistiske flueøje spotte og sammenstille en række situationer, som læseren må spille sammen gennem sin fortolkende læsning. I god overensstemmelse med personernes bundethed til rækken af enkeltstående situationer er den bangske grundtone “det ensomme menneske”, som får sit mest raffinerede portræt i forfatterens interesse for den stille eksistens, og som får sit kritiske perspektiv i hans demaskeringer af småborgerens facadeliv.

Sprogligt forekommer Herman Bang at stå i stor gæld til H.C. Andersen. Stilistisk bringer han den franske impressionisme ind i dansk litteratur. Men som romankunstner er han tillige den originale og æstetisk konsekvente fortolker af den tid i opløsning og fremdrift, som har afstukket mange af pejlemærkerne for den tid, vi lever i.

Henrik Pontoppidan (1857-1943)

Pontoppidan, der fik halvdelen af Nobelprisen i 1917, er en af det moderne gennembruds tre vigtigste forfattere, og han er dansk litteraturs store, kritiske realist. Han kunne skildre alle samfundslag, og han gjorde det i et sprog, der på én gang er smukt og lige ud ad landevejen. Han var søn af en fattig og puritansk præst i Randers, men blev tidligt påvirket af de moderne, naturvidenskabelige strømninger og uddannede sig til ingeniør. Han valgte dog at blive forfatter.

Han skrev en række skelsættende novellesamlinger, bl.a. Fra Hytterne (1887), hvor den romantiske natur og bondeidyl brydes af en kompromisløs kritisk realisme i skildringen af forholdene for husmænd og landproletariat. Han mestrede fra starten en episk form, som klipper mellem miljøer, sidehandlinger, hoved- og bifigurer, så livet på landet får kød og blod i et forrygende samfundspanorama. Ofte vækkes et håb om fremgang og lykke, som eftertrykkeligt slukkes igen.

Senere i sit forfatterskab skrev Pontoppidan sine tre store romaner, Det forjættede Land (1892-95), Lykke-Per (1898-1904) og De dødes Rige (1912-16). Her møder vi Pontoppidans karakteristiske livskraftige unge mænd, der ender i tvivl og splittelse. Men her møder vi også en af dansk litteraturs allerdejligste kvindeskikkelser, Jakobe i Lykke-Per. I den store romanform udspilles hovedpersonens livtag med de store eksistentielle spørgsmål og kærligheden i et moderne samfund, og her kommer den ny tids storby for alvor ind i dansk litteratur. Samfundets myretue af politik, økonomi, kunst, livsholdninger og privatliv skildres under ét. Igen spiddes den danske smålighed, ikke mindst hos dobbeltmoralske præster, og Pontoppidans rødglødende indignation over de voksnes nedgøring af børn på grund af små forsyndelser som æblerov og hemmelige ture efter sengetid lyser lige klart og friskt den dag i dag. I de store romaner blandes mange stemmer og synsvinkler, ligesom fortælleren er i dialog med sig selv. Personerne ses både ude- og indefra, og de sammensatte personligheder spejles i fortællerens komplicerede ironi, som ustandseligt bringer os læsere i den tvivl, der er så afgørende for eftertanken.

Martin Andersen Nexø (1869-1954)

Nexø er med til at forme det folkelige gennembrud i Danmark. Han beskriver i noveller, romaner og erindringer både by- og landproletariatets barske sociale vilkår på baggrund af sin egen opvækst på samfundets bund i København og på Bornholm. Med sin roman Pelle Erobreren (1906-10), en dannelsesroman om arbejderklassedrengen Pelle, grundlægger han arbejderlitteraturen, han giver det nye byproletariat stemme. Romanen rummer en socialistisk utopi, og Pelle bliver den første figur i dansk litteratur, der agiterer for proletariatets frigørelse og giver håb om, at dette er en mulighed. I starten af århundredet støtter Nexø det nye socialdemokratiske parti, men efter Første Verdenskrig og den russiske revolution bliver han mere pessimistisk på det revisionistiske arbejdes vegne, hvilket kommer til udtryk i skildringen af Ditte Menneskebarns tragiske skæbne. I Ditte Menneskebarn (1917-21) er der ikke plads til handling, hun får ikke mulighed for at forandre verden, og romanen står som en hård social anklage mod et samfund, der ikke tager ansvar. Hans fire bind erindringer (1932-38) skildrer denne psykologiske og ideologiske udvikling i et tæt samspil med beskrivelser af samfundets økonomiske udvikling. Nexøs litteratur rummer en skarp samfundsmæssig kritik, men også i høj grad mærket af æstetisk bevidsthed, psykologisk indlevelse og humor.

Johannes V. Jensen (1873-1950)

Johannes Vilhelm Jensen modtog Nobelprisen i litteratur i 1944. Hans placering i danskernes bevidsthed er stærk og usvækket. Da to danske dagblade for få år siden spurgte læserne om århundredets vigtigste, danske roman, faldt valget begge steder på Kongens Fald (1900-01). Forfatterskabet i øvrigt er alsidigt og omfattende. 75 værker, skrevet på 57 år, spændende fra digte og kortprosa over journalistik og dramatik til romaner og myter. Den vidtfavnende produktion er kendetegnet ved et virtuost skrivetalent og en stilistisk bredde, der savner sit sidestykke herhjemme. Fra rene kioskbaskere til skelsættende storværker.

Forfatteren var præget af indtrykkene fra sine mange rejser og af tidens voldsomme videnskabelige nybrud, der rejste nye og påtrængende spørgsmål til det at være menneske. Og dansker. Med shakespearesk sensibilitet fremstillede han den danske tvivl og manglende fornemmelse for det storladne. Forfatterskabet fremstår som det væsentligste krydsfelt mellem det historiske Danmark og det moderne, der med vældig kraft udfordrede traditionen og det givne. Et mere præcist og vedkommende portræt af landet og dets “folkesjæl” foreligger ganske enkelt ikke. Med sine modige og skarpe iagttagelser og sikre, frodige og ofte ironiske skrivestil har Johannes V. Jensen skabt et forfatterskab, der for hovedpartens vedkommende uformidlet kan læses af enhver nutidig læser.

Tom Kristensen (1893-1974)

Med sine digte, romaner og noveller satte Tom Kristensen ord på rådvildheden og desillusionen, værdisammenbruddet og opbrudsstemningen efter Første Verdenskrig og formulerede den sjælens splittelse og den søgen efter nye holdepunkter, det være sig i religion, politik eller psykoanalyse, der kom til at karakterisere hele det tyvende århundrede – og lagde aldrig skjul på, at der ikke sjældent lå selverhvervede erfaringer bag det, der kom til udtryk i hans kunst.

Tom Kristensens sprog er ekspressivt, voldsomt, farverigt, musikalsk, suggestivt, i hans lyrik (fx debuten Fribytterdrømme (1920), Verdslige Sange (1927)) som oftest bundet i metriske former præget af en eminent sikker brug af rim og rytme. Hans hovedværk, romanen Hærværk fra 1930, der også blev hans sidste, er en tour de force, en nådesløs fremstilling af en mand, den københavnske journalist Ole Jastrau, der med sin beslutning om at gå i hundene lægger sit borgerlige liv bag sig i en rus af alkohol og erotik og når ned til et nulpunkt, hvorfra en ny virkelighed måske kan begynde for ham.

Jais Nielsen: Afgang! 1918
Tilhører Storstrøms Kunstmuseum
© Storstrøms Kunstmuseum.
Fotograf Hans Petersen/ COPY-DAN Billedkunst 20040450

Tom Kristensen skrev børnebogen Bokserdrengen (1925), men også rejseskildringer (hovedværket er her den uhyre intense En Kavaler i Spanien (1926), langt senere fulgte den mere svale, “afklarede” Rejse i Italien (1950)), han virkede som oversætter fra engelsk, og han var i årtier en toneangivende og særdeles indflydelsesrig kritiker på Politiken.

Karen Blixen (1885-1962)

Der er et tæt væv i forfatterskabet mellem liv og digt, måske fordi Karen Blixen selv ønskede det og tilrettelagde det sådan, måske fordi Blixens samtid og eftertid fandt og stadig finder, at det var den bedste måde at komme omkring denne dominerende, provokerende og på alle måder anderledes kvindelige kunstner. Men hendes fortællinger, oftest forankret i en svunden tid, er i både deres struktur og fantastiske indhold, en stærk, udfordrende og givende oplevelse for læsere til alle tider. Hendes fortællestil, som trækker på solide traditioner i verdenslitteraturen, har dannet model for forfattere i og uden for Danmark.

Blixens eget liv kom især til at blive bestemt af, at hun valgte at bosætte sig i Afrika (1913); få år efter blev hun smittet med syfilis. “Hvem er jeg?” er det tilbagevendende spørgsmål for alle hendes figurer, og Blixens bevidst gammeldags, alvidende fortæller lader dem kæmpe med spørgsmålet, driller dem og narrer dem, ligesom Gud i virkeligheden efter hendes opfattelse gør med mennesker. Således er hendes forfatterskab en opfordring, ja nærmest et krav til læseren om selv at tænke sin historie igennem, eksistentielt at overveje sine valg, sine opgør med konventionerne og sin skæbne.

Hun debuterede på engelsk med Seven Gothic Tales i 1934, på dansk kom Syv fantastiske Fortællinger året efter. Blixen er en mageløs fortæller, hendes historier er fantastiske konstruktioner, indviklede rammehistorier, der gerne trækker på verdenslitteraturens store navne og traditioner og på Biblen, som hun havde et både fortroligt og frimodigt forhold til. I 1937 kom Den afrikanske Farm, den store bog om Blixens liv på kaffefarmen i Kenya, om farmens og hendes fallit. Mødet med det fremmede, fascinationen, refleksionen og afstanden mellem mennesker fremstilles i bogen som livets grundvilkår. Hermed bidrager Blixen til den livsanskuelsesdebat, litteraturen i hendes samtid var optaget af, men hun gør det i sin helt egen og i tiden enestående, aristokratiske stil. I hendes værker er mændene ofte svage, ironisk udstillet, nemme for læseren at gennemskue og eksponeret af de stærkere kvinder, der leger med dem. Kvinder, der insisterer på retten til deres eget liv og identitet, er et af forfatterskabets vægtige bidrag til begge køns tænksomhed.

Martin A. Hansen (1909-1955)

Forfatterskabet åbner med to socialrealistiske kollektivromaner, Nu opgiver han (1935) og Kolonien (1936), som i tidens ånd afprøver socialismens ideer i en dansk bondekultur. Men Martin A. Hansen troede ikke på kommunismen som en farbar vej og søgte gennem eventyrformen (Jonatans Rejse, 1941) hen imod de grundlæggende vilkår for menneskelivet. Kampen mellem det gode og det onde er temaet i den store roman om Lykkelige Kristoffer (1945), umiddelbart en historisk roman, der udspiller sig i reformationstiden, men bag den historiske ramme en roman om Anden Verdenskrig og de ideologier, der stødte mod hinanden i den.

At der findes faste mønstre, der hjælper mennesker til at finde mening med deres tilværelse, fortæller Martin A. Hansens noveller om. I stærke, billedrige, omhyggeligt opbyggede historier med mytens præg, oplever læseren sammenstødet mellem det gamle, sikre, almuetrygge og nutidens hastighed, krav om uomstødelige valg, og dermed risikoen for at tabe både trygheden og sig selv (Agerhønen, 1947).

Kravene til personligheden vises nådesløst frem i romanen med den sigende titel Løgneren (1950), som kunstnerisk løftede og ekspliciterede de eksistentielle overvejelser, efterkrigen førte med sig. Stillet til rådighed, også for en nutidig læser, til oplevelser af befrielse eller forstemmelse.

Diskussionen om livsværdier og fællesskaber forstummer aldrig i forfatterskabet, men drejes i nye vinkler. I Orm og Tyr (1952) søger Martin A. Hansen tilbage til det nordiske og finder i beskrivelsen af overgangen fra hedenskab til kristendom de særlige traditioner og værdier, der ligger rodfæstet i den nordiske folkesjæl.

J. F. Willumsen: Naturskræk. Efter stormen nr. 2. 1916
Olie og tempera på lærred, 194 x 169 cm.
Inv 331
© J.F. Willumsens Museum, Frederikssund.
Fotograf Bent Ryberg/ COPY-DAN Billedkunst 20040450

Peter Seeberg (1925-1999)

Under påvirkning af især fransk samtidslitteratur førte Seeberg danske prosatraditioner ind i den moderne verden. I sine noveller i Eftersøgningen (1962) tog han udgangspunkt i fortællingens klassiske skematik (begivenhed og konsekvens), men da altid for at obstruere de logikker, der førhen havde kunnet opleves som eviggyldige. En stor og “skæbnesvanger” begivenhed risikerede nu at fuse ud i det rene ingenting, mens en latterlig bagatel kunne vende op og ned på en tilsyneladende solid tilværelse. Mange af disse historier afsatte umiddelbart en barok humor, og deres tilværelsesbilleder blev også derfor opfattet som “absurdistiske”, skønt de netop leverede realistiske bud på en ny virkelighed, der viste sig at kunne fortsætte og fortsætte hen over dybtgående brud på de gammelkendte lovmæssigheder. At kunne se lige dét – at det umulige trods alverdens visdom måske dog ville blive tilfældet – det forudsatte en tillid til livet, der hos Seeberg i grunden byggede på en indsigt i dets ufattelighed, og for så vidt kunne kaldes religiøs, og den trådte endnu tydeligere frem i hans senere eksperimenter med kortprosaformer. I fx Dinosaurusens sene eftermiddag (1974) og Rejsen til Ribe (1990) kunne man finde lyriske udkast, elegant henkastede skitser, underfundigt forarbejdede ready-mades og mere til, som alt sammen inden for det sidste årti har fået afgørende betydning for hans litterære børnebørn. Peter Seebergs position i vor tids litteratur er således fra flere vinkler højst iøjnefaldende. I sine sidste år udgav han tilmed en række originale børnebøger, som har sikret også de alleryngste adgang til et af 1900-tallets betydeligste danske forfatterskaber.

Klaus Rifbjerg (1931-)

Siden sin debut med digtsamlingen Under vejr med mig selv (1956) har Klaus Rifbjerg på én gang tegnet et selvportræt og et danmarksbillede af tiden fra 1930'erne til i dag. Hans udtryksform kan være enkel eller sammensat, eksperimenterende eller gennemsigtig, poetisk eller udfordrende, rettet mod børn eller voksne. Produktiviteten er imponerende, de pædagogiske muligheder åbenlyse, hvad enten det drejer sig om grundskolen eller de gymnasiale uddannelser. Rifbjerg har udtrykt sig inden for så at sige alle genrer: Journalistik, essayistik, lyrik, prosa, drama, revy og film, han har oversat verdenslitterære klassikere og skrevet litteraturkritik – og samfundskritik; som forfatter og kulturperson har han været en stemme i tiden i over 40 år, ofte kontroversiel, men aldrig ligegyldig – og altid med en usædvanlig sproglig musikalitet og udtrykskraft.

Spændvidden i det lyriske formsprog er åbenlys, hvis man sammenstiller Konfrontation (1960) og Camouflage (1961) med Amagerdigte (1965) og flere af de senere digtsamlinger. Som romanforfatter debuterede han i 1958 med Den Kroniske Uskyld, sin tids væsentligste ungdomsroman. Kesses krig (1981) kredser igen om barndommen i en henvendelsesform, som kan tilegnes af børn og unge. Fra de senere år kan nævnes Nansen og Johansen (2002) og den genresprængende, snart farceagtige, snart polemiske og snart lyrisk-vemodige Alea (2003), som forfatteren kalder “en tilfældighedsroman”.

Rifbjerg insisterer på sin kunstneriske suverænitet, på sin ret til både at være talsmand for kultur og modkultur og på sin ret til at lange ud efter dem, der efter hans mening vil indskrænke livsmulighederne for andre. I den forstand har han livslangt fastholdt sin kroniske uskyld.

Per Kirkeby: Storm P. Fluer. 1966
Bl. materialer, indgraveringer på masonit
Tilhører Randers Kunstmuseum
© Randers Kunstmuseum/Per Kirkeby.
Fotograf: Niels Erik Høybye

Denne side indgår i publikationen "Dansk litteraturs kanon - Rapport fra Kanonudvalget" som kapitel 6 af 10
© Undervisningsministeriet 2004