3. Tidsafgrænsning

Der er forfattere, der synes skabt til at blive deres tids fortolkere. De kan have tilknytning til samfundsbærende befolkningslag, og de kan have temperament til på én gang at være indforståede med og kritiske over for det i tiden fremherskende, politisk og kulturelt, og deres litterære holdning kan udvikle sig måske blot en smule mere avanceret, end den gør hos dén dannede almenhed, der vil fejre dem som dens store digtere. Og der er anderledes forfattere, der vil forekomme at skrive i og om en anden verden, end den folk i almindelighed mener, de lever i. Hvis de overhovedet er kommet ind i deres tid, er det aldeles skævt, de kan ikke få dens foretrukne ideer og synsvinkler ind i hovedet, og de vil måske se så uvante sammenhænge, at mulighederne for dialog selv med andre særlinge må tynde ud. Og der er en tredje slags forfattere, og en fjerde, og der er hyppige kombinationer af dem alle, men om ingen af dem har man i nogen tid kunnet forudsige, om de ville “holde”: blive læst med vital interesse af kommende generationer. Den ene kan vise sig at rumme mere end den tidsånd, han blev udtryk for, den anden at forblive et kuriøst tilfælde. Eller friskheden kan hos den første efterhånden støve til, afsløre sig som sproglig tæft og intet mere, mens den hos den anden kan opdages igen og igen som en grundlæggende kunstnerisk egenskab.

De forfattere, der overlever flere århundreder, er som bekendt ganske få – nogle har endda kunnet leve i meget lange tider, men så pludselig ikke længere. Når vi i dag opstiller en liste over de vigtigste forfattere i vores litteratur, vil man altså kunne savne navne, der for et halvt hundrede år siden endnu med stor selvfølgelighed hørte hjemme på den. En eller to af dem kan måske engang igen vende tilbage, men generelt er usikkerheden, vilkårligheden i vores valg, naturligvis stærkt tiltagende, jo yngre forfatterskaber vi har taget stilling til. Der vil, med andre ord, om nogle årtier være adskilligt flere navne at skifte ud på listens anden halvdel end på dens første. Men for at heller ikke de sidste navne på listen om bare ganske få år skulle kunne forekomme helt løjerlige, har vi besluttet at udelade enhver forfatter, der har haft sin litterære debut senere end 1965. Vi har i vores “fælles kanon” kun en enkelt nulevende forfatter med, og vel at mærke en forfatter til værker, der allerede har holdt sig det første halve århundrede. Dermed fraråder udvalget selvsagt ikke læsning af en lang række yngre og meget yngre forfattere. Tværtimod kan vi i denne omgang lade dem være unævnte i sikker forvisning om, at de – også i kraft af andre faglige bestemmelser og en livlig udgivelsesaktivitet – fortsat vil blive læst med samme eller endnu større ildhu, end der kan komme selv den allermest kanoniske af alle klassiker-kanoner til del.

Denne side indgår i publikationen "Dansk litteraturs kanon - Rapport fra Kanonudvalget" som kapitel 3 af 10
© Undervisningsministeriet 2004