2. Fra 1994 til 2004

Ordet kanon kan følges langt tilbage i tiden. Det er overleveret fra græsk, og det kendes også fra hebraisk. Det betegner en rettesnor, en forskrift, en fortegnelse over tekster eller forfatterskaber, som skal læses. En kanon kan være fastlagt ud fra kulturelle eller religiøse kriterier; den ret, der gælder for den katolske kirke, kaldes eksempelvis kanonisk ret.

Der kan altså være tale om et obligatorisk udvalg af retsregler, hellige skrifter, bønner – eller kunstværker. Og denne brug af ordet er ældre end den aktuelle – om danske litterære forfatterskaber eller tekster. Ordet er historisk set det samme som skytset en
kanon. Grundbetydningen er “rør” – og derfra udgår betydningen “målestang”, “rettesnor”, “forskrift”.

I den danske debat om tekstvalget i skolens litteraturundervisning placerede begrebet sig magtfuldt, da der først i 1990'erne blev nedsat et kanonudvalg af undervisningsministeren. I 1994 kunne det fremlægge en betænkning. Den munder ikke ud i konkrete anbefalinger til skolerne, men indkredser klassikerbegrebet og fremlægger centrale synspunkter på danskundervisningen og dens vilkår. Rapporten hviler på den grundpræmis, at litteraturen er en værdi i sig selv og afviser kategorisk enhver form for instrumentalisering af litteraturundervisningen. Der skal undervises i litteratur, ikke med. Det anses for væsentligt, at eleverne møder højtkvalificerede eksempler på dansk sprog fra tidligere perioder og fra nyere tid. Et sådant læserepertoire kan undertiden indebære en udfordring af den sproglige bevidsthed og et incitament til sproglig udvikling. Men 1994-rapporten finder ikke, at det mest centrale synspunkt på litteraturen kan hentes i sprogundervisningens begreber og kategorier.

Grundpræmissen for rapporten udspringer af det daværende udvalgs opfattelse af, hvad der udmærker den litteratur, som alle bør møde på et eller andet tidspunkt i deres liv, og som betegnes med begrebet klassiker. En klassiker er den lille eller store litterære tekst, der formår at fange og fængsle læsere ud over sin umiddelbare samtid. I kraft af sin universalitet, der berører både det fælles og det personlige i læserens erfaringsverden, har klassikeren også en rækkevidde hen over de historiske perioder; den vedbliver at kalde på meningsfulde læsninger hos både læg og lærd. Denne flertydighed er nøje forbundet med disse teksters på én gang komplekse og sluttede, stiliserede form, der afviser enhver form for autoriseret definitiv tydning og betydning, men tværtimod konstant opfordrer læsere til genlæsning og genfortolkning.

Klassikeren bliver på den måde et værk, der igen og igen griber læsere og dermed samtidig også en formidlende instans, der overleverer indsigter og anskuelsesformer til nye generationer, som på denne måde kan træde i dialog med et stykke kulturel fortid som menige læsere, som udøvende forfattere eller som forskere. Hver enkelt tekst er en boreprøve fra lag i kulturens komplekse formationer.

Denne egenskab ved klassikeren betragtet i både ental og flertal måtte for det daværende udvalg få den logiske konsekvens, at det ikke er muligt at

adskille begrebet klassiker fra begrebet kanon: “For kanon findes allerede inde i klassikerne som en sammensat bagage af kulturelle forudsætninger”. Dermed hævdede udvalget også, at en kanon ikke er en for evigt fikseret størrelse, men under stadig forvandling og forhandling. En kanon må nødvendigvis være udtryk for en selektion, en prioritering. Men den er ikke en eksklusion. Den er derimod en invitation til en diskussion og afklaring af, hvad der på et givet tidspunkt forekommer særlig værdifuldt – ikke en afvisning af, at der findes andet, som også er værdifuldt.

En seriøs beskæftigelse med dansksprogede klassikere vil således være ikke blot et vidnesbyrd om dansk litteraturs mangfoldighed, men også om kulturens, “traditionens” foranderlighed og sammensathed. Som et udtryk for en særlig dansk kulturarv er den samtidig en besindelse på, hvordan arvegodset indgår i en langt større sammenhæng end den rent lokale. Alene i kraft af, at man i mødet med fortidige, anderledes tekster bliver konfronteret med det fremmedartede, ikke umiddelbart forståelige, som kræver, at man træder ud af den selvspejlende læsning, er litteraturundervisningen – ideelt set – en indøvelse i indlevelse og overskridende forståelse. Opfattet på den måde er litteraturundervisning ikke anledning til, at man lukker sig selvtilstrækkeligt om det egne, hverken i personlig eller kulturel forstand. I kraft af deres kompleksitet og deres evne til at tale til mennesker på tværs af tid og rum er de kanoniske tekster tværtimod altid en udfordring til og en perspektiverende udvidelse af den forståelse, man på et senere tidspunkt har af de aktuelle kulturelle og eksistentielle vilkår.

Den litteratur, der er skrevet på det danske sprog, har de dansksprogede læsere særlige forudsætninger for at forstå; den rummer en bred vifte af herlige læsemuligheder, som bør stå til fri disposition for alle i det danske samfund. En kanons opgave er at pege på de vigtigste af disse muligheder og dermed samtidig rejse en løbende diskussion, som inddrager mange andre værdifulde tekster.

Vi kan tilslutte os hovedlinjerne i disse synspunkter og ser det som en styrke, at der nok er etableret en kontinuitet, men også er klare forskelle mellem de to udvalgs arbejdsopgaver. Hvor 1994-udvalget lægger hovedvægten på analyse, teori og kulturpolitiske tilkendegivelser, skal 2004-udvalget arbejde sig frem mod konkrete anbefalinger.

Denne side indgår i publikationen "Dansk litteraturs kanon - Rapport fra Kanonudvalget" som kapitel 2 af 10
© Undervisningsministeriet 2004