Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







Indledning

Formålet med IKV i AMU er – i lighed med det tidligere IKA – at give den enkelte deltager mulighed for at få vurderet og anerkendt sine realkompetencer som grundlag for individuelt tilpasset og planlagt uddannelse inden for AMU-lovens rammer. Hensigten er også stadig at undgå at bruge både deltagerens og virksomhedernes tid på dobbeltuddannelse.

Anerkendelsen af den enkelte deltagers realkompetencer sker også stadig på baggrund af dokumentation og en vurdering af den pågældendes realkompetencer med arbejdsmarkedsuddannelserne og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse (FKB) som målestok og vurderingsstandard.

Men hvor anerkendelsen i IKA-programmet alene blev givet i form af en individuel AMU-uddannelsesplan, er der nu tilføjet to nye anerkendelsesformer:

  • Anerkendelse i form af AMU-uddannelsesbevis, når uddannelsesinstitutionen har vurderet, at deltageren har kompetencer, der svarer til henholdsvis en hel arbejdsmarkedsuddannelse eller/og et helt enkeltfag optaget i en FKB.
  • Anerkendelse i form af et AMU-kompetencebevis, når uddannelsesinstitutionen har vurderet, at deltageren har kompetencer, der svarer til dele af en arbejdsmarkedsuddannelse eller/og et enkeltfag optaget i FKB.

Med indførelsen af de nye muligheder for at udstede beviser sigter IKV i AMU ikke længere alene på at tilpasse og planlægge AMU-uddannelser, der matcher den enkeltes kompetenceudviklingsbehov. IKV i AMU sigter nu også på at give en person, som deltager i et IKV-forløb, dokumentation for dennes realkompetencer til brug ved for eksempel ansøgning om anerkendelse/merit i andre uddannelser, ved jobskifte eller jobsøgning.

Med indførelsen af de nye muligheder skærpes kravene til de procedurer, redskaber, metoder mv., som uddannelsesinstitutionerne skal anvende i forbindelse med IKV i AMU.

Denne håndbog henvender sig primært til lærere og uddannelseskonsulenter, som arbejder med IKV i AMU hos de godkendte udbydere af arbejdsmarkedsuddannelse. Den kan bruges både som et opslagsværk og som en introduktion til gældende regler, begreber, faser mv., der er forudsætninger for arbejdet med IKV i AMU.

Håndbogen vil i eftersommeren 2008 blive suppleret med vejledninger i tilrettelæggelse, metodevalg mv., målrettet IKV inden for de enkelte uddannelsesområder i AMU. Hvert efteruddannelsesudvalg udvikler en vejledning til det uddannelsesområde i AMU, hvor efteruddannelsesudvalget har ansvaret for at udvikle FKB og arbejdsmarkedsuddannelser. Vejledningerne udvikles i et samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Efteruddannelsesudvalgenes vejledninger skal være med til at sikre, at IKV i AMU inden for de respektive efteruddannelsesområder afspejler de standarder og den kvalitet, som skal være gældende inden for uddannelsesområdets IKV i AMU.

Håndbogen omhandler spørgsmål og emner, der vedrører IKV i AMU – uanset uddannelsesområde. I håndbogens kapitel 2: IKV i AMU – hvad er det? gennemgås en række af de regler om formål, mål, rammer, vilkår osv., der gælder, når en uddannelsesinstitution gennemfører IKV i AMU. Desuden belyses centrale begreber i forbindelse med realkompetencevurdering. I kapitel 3: IKV i AMU – hvordan? gennemgås forskellige faser af en IKV i AMU. De tre faser i IKV i AMU er et fællestræk ved alle IKV-forløb. Her er tale om en slags grundmodel. Ikke alle IKV-forløb vil indeholde alle de elementer, der beskrives i den enkelte fase, men elementerne viser nogle af de muligheder, uddannelsesinstitutionerne kan arbejde med. I slutningen af kapitlet redegøres kort for troværdighed og pålidelighed i IKV i AMU, og hvordan uddannelsesinstitutionerne kan arbejde hermed. Kapitel 4: Tre cases beskriver tre forskellige deltageres IKV i AMU, og kapitel 5: Spørgsmål og svar om IKV i AMU indeholder de 20 hyppigst stillede spørgsmål om IKV i AMU og svar herpå. Endelig følger bilag 1 med kopi af § 15 – 15c i AMU-loven og § 16 i FKB-bekendtgørelsen, som omhandler IKV i AMU, og bilag 2 med nyttige kildehenvisninger, links og oplysninger om kontaktpersoner.

 

grøn streg Denne side indgår i publikationen "Håndbog om individuel kompetencevurdering i AMU "
© Undervisningsministeriet 2008

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top