Demokratiets aktuelle vilkår - fire udfordringer

At demokratiet er en global succes betyder ikke, at det er problemløst. Det begyndte i lukkede nationalstater, som forsøgte at fastholde ideen om et folk. Ændrede vilkår i verdenssamfundet betyder nye udfordringer for demokratiet. Man kan pege på fire.

1. Multikulturalisme. Det kan være svært at fastholde ideen om et folk, når massemedier, turisme, immigration og jagten på identitet gør alle nationer multikulturelle. Hvordan kan demokratiet trives med en broget flok af kulturer, som trækker i mange retninger og måske har ambitioner om at være enerådende?

2. Nærdemokrati. Betoningen af det enkelte individ og dets rettigheder forstærker ønsket om direkte demokratisk indflydelse. Da det ikke kan lade sig gøre i samfund med mange millioner indbyggere, giver nærdemokratiet en stærkere følelse af at gøre en forskel. Det skaber konflikt mellem effektivitet og medbestemmelse.

3. Globalt demokrati. Demokratiet stopper ikke ved de nationale grænser, som betyder stadig mindre. Er det muligt at tale om et europæisk eller endda et globalt demokrati?

4. Det præsentative demokrati. Mens det antikke demokrati samlede alle borgere på torvet, måtte det repræsentative demokrati nøjes med at samle de folkevalgte i parlamentet. Med massemediernes, især tv's, indtog i samfundet er der kommet mere demokrati end nogensinde før. Alle kan løbende blive informeret om politikere, programmer og problemer, lokalt, nationalt og globalt. Det sker dog i stigende grad på massemediernes betingelser. De vigtige politiske diskussioner kan ikke følges ved selvsyn, men foregår i fjernsynet, så borgerne overværer den demokratiske diskussion som et skuespil i stedet for at deltage i den. I stedet for at repræsentere borgerne ender politikerne med at præsentere sig for borgerne.

Vi skal kort se på disse fire udfordringer.

1. Multikulturalisme

Selvom de fleste af verdens nationer bekender sig til demokrati, er demokrati ingen selvfølge. Det findes i alle afskygninger. Nogle steder er der tale om åbenlyst hykleri, andre steder kan man følge en spæd og tvetydig begyndelse, og atter andre steder har det repræsentative demokrati stabiliseret sig gennem flere hundrede år.

Man kan skelne mellem traditionelle samfund, hvor politik har et ideologisk eller religiøst grundlag, som ikke tolererer afvigelse, og moderne samfund, hvor politik er et spørgsmål om diskussion og afstemning.

Alle kulturer bygger på fordomme, som ikke kan bevises, men tages for givet. Nogle kulturer går længere og forsvarer ikke blot deres fordomme med ord, men med vold og magt. Det har op gennem historien skabt utallige krige og borgerkrige. Den demokratiske løsning på problemet om, hvordan kulturer kan leve side om side, er at lade lov gå forud for kultur.

Der er noget beroligende ved Sandhed med stort S. Man behøver ikke vide eller besvære sig med at bevise, men kan nøjes med at tro. Bliver man modsagt, behøver man ikke at argumentere, men kan vende ryggen til modparten eller fare i struben på ham. Kættere kan ikke gøre krav på tolerance. De skal bekæmpes, ikke forstås.

Et samfund med mange kulturer, som hæger om hver deres Sandhed, vil være en krudttønde, der let eksploderer. Det kan måske forhindres med fysisk magt. Demokratiet bruger en anden metode. Det søger at skabe social orden ved at stave alle sandheder med lille s. De kan diskuteres offentligt, og alle kan selv sige ja eller nej til dem. Et demokratisk valg handler ikke om, hvad der er sandt og falsk, men om hvilke synspunkter som får et flertal bag sig. Alle synspunkter har ret til at komme til orde og blive diskuteret, ingen er automatisk forkerte.

Resultatet af en demokratisk diskussion er normalt ikke, at parterne bliver enige. Men diskussion er udtryk for to ting: Dels respekt for modpartens ret til at mene noget andet, dels accept af, at flertallet - ikke Sandheden - afgør, hvordan der skal regeres. Hvad man diskuterer, og hvem som stemmes til magten, kan variere. Demokrati åbner for en fredelig måde at løse konflikter og afsætte politiske ledere på. Det er ikke blot en styreform, men beskytter mindretal ved hjælp af politiske og sociale rettigheder.

Med demokratiet siges der farvel til Sandheden med stort S. Selvom et demokratisk samfund giver frihed til at ytre sig og til at vælge religion og ideologi, giver det ikke lov til at lade religion og ideologi gå forud for lov. Er der konflikt, gælder loven. På den måde lægges der bånd på fundamentalistiske grupper, i håb om at mange kulturer kan finde deres plads side om side.

Kravet er, at forskellige kulturer skal tåle hinanden, også når det gør ondt. Men tolerance er et selvmodsigende begreb, som i sin radikale form ødelægger sig selv. Er man tolerant over for intolerante, giver man intolerancen frit løb og underminerer altså tolerancen. For at løse det problem må man, demokratisk, skelne mellem to niveauer: Et for indhold og et andet for form. På formsiden må en fælles demokratisk kultur anerkendes af alle, fordi den giver alle frihed til at ytre sig og gøre sig gældende. På indholdssiden må der være frihed til at vælge sin specielle kultur i form af religion eller ideologi.

Det gør det kompliceret at være menneske. Man skal skelne mellem, hvad der gælder i den specielle kultur, og hvad der er gældende i samfundet som helhed. De stærke ord i den religiøse eller ideologiske gruppe forvandles og bliver til svage og private meninger i det offentlige rum. Man skal også acceptere, at selvom man har frihed til at tale, har man ikke uden videre frihed til at omsætte sin tale til handling.

En fælles demokratisk kultur er ikke neutral. Den gør forskellige kulturer lige for loven, men kan afvise kulturelle skikke, som har mange hundrede år på bagen. Alle kulturer underkastes en test for at se, om de lever op til kravet om frihedsrettigheder. Demokratiet er et forsøg på at skabe en civiliseret omgangsform mellem forskellige kulturer, som alle bidrager til et rigt samfund. Den amerikanske filosof John Rawls (1921-2002) mente, at det krævede et område med overlapping consensus - et område med principper, som alle kan enes om, skønt de ellers er uenige.

Dette er stadig uacceptabelt for dem, som vil have Sandheden med stort S på deres side. Men ingen ideologisk eller religiøs Sandhed kan bevise, at den er sand. Hvis den havde et sådant bevis, handlede det om viden, ikke om tro. Derfor giver demokratiet ikke køb. Ingen Sandhed har ret til at forhindre andre sandheder i at komme til orde. Ingen Sandhed har ret til at straffe mennesker for at have andre sandheder. Ingen Sandhed har ret til at forhindre mennesker i at tænke, tale og skifte standpunkt.

Demokratiet er en kultur for kulturer. Det er åbent for et frit valg af trosformer og livsformer, men forpligter dem til at indgå i en fælles orden, så politik trumfer over både religion og ideologi.

2. Nærdemokrati

I antikken og endnu hos filosoffen Rousseau (1712-1778) betyder demokrati, at folk bestemmer direkte. De møder fysisk op, deltager i diskussionen og rækker til sidst hånden i vejret. Den type demokrati er en saga blot, og allerede i antikken var det kun udvalgte dele af befolkningen, som kunne møde op, deltage og stemme. At "folket" bestemmer, betyder ikke, at alle kan føle, at det er mig, som bestemmer. Derfor kan demokrati opleves som noget fjernt: Man afgiver sin stemme og bliver altså stum. Man er en dråbe i folkehavet, og ens kryds på stemmesedlen er renset for de tanker, som lå bag.

Derfor kan det kommunale demokrati opleves som mere nærværende end det nationale demokrati. I små kommuner kender man de mennesker, man stemmer på, og har man tillid til en person, kan man se gennem fingre med, at man ikke er helt på linje med hans eller hendes partiprogram.

Jo mindre gruppen er, jo mere gør hver enkelt person en forskel. Man bliver hørt. Derfor kan kravet om demokrati gentage sig i stadigt mindre cirkler, så demokrati bliver styreformen ikke blot i nationen og kommunen, men også på arbejdspladsen, i foreningen, i nabolaget og endda i familien.

Folkeafstemning som beslutningsproces i det demokratiske folkestyre.

Selvom man på internettet kan være "ven" med et næsten ubegrænset antal mennesker, er ens opmærksomhed begrænset, og i praksis kan man ikke knytte sig tæt til mere end et par hundrede personer - hvad der svarer til antallet i en gammeldags landsby. Det er ikke mange. Så glæden ved medbestemmelse i et lokalt fællesskab dæmpes af den begrænsede rækkevidde af de beslutninger, som træffes.

Demokratiet er ramt af to modstridende krav. På den ene side effektivitet, som ofte kræver store enheder, og på den anden side nærhed, som kræver små. Mens verden integreres og bliver til et verdenssamfund, fastholder mennesker deres interesse for det nære og det lokale, så stordriftsfordele trives side om side med undtagelser, særregler og forbehold. Selv politiske ledere, som hævder, at de har blikket stift rettet mod, hvad der gavner alle, gribes tit i at tage særlige hensyn til familie og venner.

Moderne samfund stiller mange krav om loyalitet, og det kan ikke afgøres på forhånd, hvad der vejer tungest. Familie, gruppe, religion, arbejdsplads, kommune og nation indgår alle sammen i menneskers identitet som basis for en "vi-følelse". Hvilket "vi" er det stærkeste? "Vi, familien", eller "vi, danskere"? Sætter man familien højst, risikerer man at blive beskyldt for nepotisme.

På den anden side af kommunen begynder "vi-følelsen" at ebbe ud. "Vi, danskere" har mistet terræn i de seneste 50 år, og det er svært at appellere til en national patriotisme. Mere omfattende fællesskaber som "vi, europæere" eller "vi, mennesker" er tynde og uden stor kraft til at motivere. Få mennesker vil påtage sig afsavn for Europas skyld.

Ser man på de to kommunalreformer, som Danmark har haft i det seneste halve århundrede, går tendensen i retning af større enheder. Med Kommunalreformen 1970 blev antallet af kommuner reduceret fra cirka 1.300 til 275. Med Strukturreformen 2005 blev kommuner igen sammenlagt, så antallet blev reduceret til 98, mens de 14 amter blev erstattet med fem regioner.

Selvom Danmark er et af de mest demokratiske samfund i verden, møder man beklagelser om demokratisk underskud og krav om "reelt demokrati". Men et Danmark med fem millioner indbyggere og et EU med 400 millioner indbyggere kan ikke have reelt demokrati, hvis man dermed mener, at hver enkelt borger skal have personlig indflydelse.

De tekniske problemer, som er forbundet med at styre Danmark eller integrere EU, gør det til et åbent spørgsmål, om det mest direkte levn fra det nære demokrati, folkeafstemningen, er en egnet metode til at træffe beslutninger. Befolkningen kan stemme om partier, personer og problemer, som kræver et ja eller nej - for eksempel om Danmark skal, eller ikke skal, afgive suverænitet til EU. Men konsekvenserne af en sådan beslutning kan befolkningen ikke overskue. Ikke engang politikere magter at sætte sig ind i de tekniske, juridiske og administrative problemstillinger, som Danmark eller EU rejser. Politikere skal formidle mellem befolkningen, som ser på det nære, embedsmænd, som ser på det tekniske, massemedier, som er kritiske og stærkt optaget af, hvad der går galt, og andre politikere, som også går efter magten.

Hvad bliver der af demokratiet, hvis befolkningens størrelse og erfaring forhindrer den i at deltage i politik på en kvalificeret måde? Erstattes den saglige diskussion, som kræver tid og indsigt, med enkle slagord, som kræver gentagelse og følelse? Og hvordan kan man have tillid til folkevalgte, som man ikke kender fra sin hverdag, og som vejer deres ord på en professionel guldvægt, så strategi bliver vigtigere end overbevisning?

Der er mange grunde til forbehold. Men demokratiet vinder alligevel, fordi det har tre mægtige fordele. For det første lader det alle sider af et problem komme frem, for det andet tvinges politiske magthavere til at være opmærksomme på, hvad der rører sig i befolkningen, og for det tredje kan magthavere afskediges uden videre.

3. Globalt demokrati

Den westfalske fred i 1648 gjorde statssamfundet til den politiske enhed i Europa. Den statsdannelse, som her fik sit blå stempel, var den første store bevægelse frem mod en global integration, når man ser bort fra militære erobringer. Lokale egnsdele - Vendsyssel, Sjælland, Sønderjylland - var i en århundredlang proces blevet samlet under én hat, og mange af dem mistede gradvis deres ønske om selvstændighed.

Europa blev en verdensdel af stater. I 1800-tallet blev disse stater til nationer, hvor den politiske integration blev fulgt op af en kulturel integration. Forvandlingen til nation skete på flere måder. Nogle gange, for eksempel i Frankrig, var der først en stat og så en nation. Andre gange, for eksempel i Italien og Tyskland, var der først en nation med fælles sprog og så en stat. Fra midten af 1800-tallet udviklede nationerne sig til demokratiske nationer, og efter den anden verdenskrig ud viklede de sig videre til velfærdssamfund.

Ønsket om national selvbestemmelse er ikke stoppet. Mange stater er ramme for flere nationer, forstået som kulturelle fællesskaber, og mange af disse fællesskaber slås for at blive selvstændige. Det tidligere Jugoslavien er opdelt i flere nationer, og i Baskerlandet og Skotland kæmper stærke kræfter for løsrivelse.

Den demokratiske nation har for tiden global succes. Mens FN i 1945 havde cirka 50 medlemmer, er der nu cirka 200. Men er vi hermed nået til vejs ende? Går tendensen mod stadigt flere nationer, eller er der en modtendens til, at nationer slutter sig sammen i alliancer og føderationer? Globalisering er udtryk for, at verden integreres stadigt tættere - økonomisk, politisk og juridisk. Men selvom man kan tale om et "verdenssamfund", modsvares det ikke af en "verdensstat".

FN's Generalforsamling i New York.

Mellem den enkelte nation og verdenssamfundet er der mellemtrin. Ligesom USA i 1800-tallet blev gjort til forbillede for det europæiske demokrati, er der også kræfter, som for tiden arbejder for et Europas Forenede Stater eller - mindre ambitiøst - for en europæisk føderation, et forbund af selvstændige stater. Ser man nationen som en svækket størrelse, presset nedefra af krav om lokalt selvstyre og ovenfra af globale markeder, alliancer og traktater, er tanken om et samlet Europa tillokkende. Et Europa med én stemme vil være en stærk stemme i verdenssamfundet.

Demokrati og nation er for øjeblikket tæt forbundet, fordi et folkestyre bygger på ideen om et folk, uanset at "folket" i praksis er inhomogent. Nationen leverer en kollektiv ramme om den personlige identitet, og selvom det nationale fællesskab er svækket, er nationen stadig det sted, man har hjemme i kraft af sprog, kultur, borgerskab og familie. Men kan det nationale demokrati ikke suppleres med et europæisk demokrati og senere et verdensdemokrati, så man får demokrati i mange etager - fra kommune over nation og føderation og frem til hele kloden?

For tiden har tanken om et europæisk demokrati ikke folkelig opbakning. Mange oplever EU's institutioner som fjerne og bureaukratiske, og manglen på et fælles sprog gør det vanskeligt at skabe en europæisk offentlighed. Både i store og små lande er der modstand mod et samlet Europa, hvor hver nation altid vil være i mindretal. Selvom ideen om national suverænitet ikke er mange hundrede år gammel, er den ikke let at opgive. Europa har ikke en stærk identitet og modtager ikke stærk loyalitet.

Så mens verden integreres af frie markeder, traktater, samarbejde og turisme, er det europæiske demokrati og verdensdemokratiet en tanke for fremtiden, hvad enten man ser det stadig mere omfattende demokrati som et lokkende eller et skræmmende fremtidsbillede.

4. Det præsentative demokrati

Demokratiets store fordel - mente filosoffen John Stuart Mill (1806-1873) - er, at alle interesser kommer til orde. Enhver gruppe i befolkningen kan vælge den "bedste blandt ligemænd" og sende ham eller hende på tinge for at repræsentere gruppen. Sammen med andre repræsentanter kan de så diskutere sig frem til, hvad der gavner hele samfundet.

Denne idé om det repræsentative folkestyre hviler på nogle forudsætninger. Først, at befolkningen aktivt følger med i samfundets udvikling. Dernæst, at de forskellige grupper afklarer, hvordan de på én gang kan gavne deres egne interesser og samtidig bidrage til et bedre samfund. Og endelig, at hver gruppe ud af deres midte finder den bedst egnede person til at varetage deres interesser.

Man kan spørge, om det repræsentative demokrati i sin stærke form har været andet end en nyttig illusion - et brækjern til at nedbryde den forældede enevælde. Man kan spørge, om den saglige demokratiske diskussion nogensinde har været andet end en smuk drøm - et dække over koldsindige forsøg på at gennemtrumfe egne interesser. Disse spørgsmål er dog ikke fatale. Selvom demokratiet ikke er perfekt, kan det godt være bedre end sine alternativer.

Til de gamle spørgsmål kommer et nyt: Hvad betyder de moderne massemedier, især tv, for demokratiet? Vi skal her se på to træk ved forholdet mellem demokrati og massemedier.

På den ene side betyder massemedier en dramatisk udvidelse af demokratiet. Alle kan, fra øjeblik til øjeblik, orientere sig om nær og fjern. Ikke blot, hvad der foregår lokalt, men hvad der foregår i hele landet og i andre lande. Og når politikere optræder i nyheder og stiller op til interviews, får man en fornemmelse af at kende dem langt bedre, end hvis man så dem direkte en gang om året - hvis overhovedet. Massemedier kan stille borende spørgs mål på vælgernes vegne, og de kan levere et effektivt forsvar for frihedsrettigheder. Gennem sine massemedier kommer et samfund dagligt til sig selv. Massemedier er ikke demokratiets fjende, men dets bedste ven og garant.

På den anden side har alle disse ting en pris. Politikere optræder ikke på tæt hold, men på fjernsyn, så vælgerne ikke kan teste deres troværdighed gennem direkte kontakt. En professionel politiker må være nær ved parlamentet og behøver ikke at have lokal tilknytning. Omvendt kan en lokal partiforening være tilfreds med at få en kendt politiker - kendt fra tv - som sin kandidat. Det stiller politikere over for en udfordring: At overbevise mennesker, som de ikke kender personligt, men kun gennem opinionsundersøgelser og fokusgrupper. Hermed kommer retorikken i centrum, kunsten at forføre et publikum. En politiker må virke overbevisende på tv, gerne med magisk gennemslagskraft.

USA's tidligere præsident Bill Clinton under en valgkamp i 1992.

I stedet for at politikere repræsenterer den gruppe, de selv tilhører, ender de med at præsentere sig over for en befolkning, de ikke kender personligt. På godt og ondt bliver tv den vigtigste demokratiske kampplads. Politikere bliver professionelle, og i jagten på flertallet forholder de sig teknisk til, dels hvad befolkningen ønsker, dels hvordan de kan påvirke befolkningens ønsker. Det, som teologen Hal Koch (1904-1963) kaldte for den "demokratiske samtale" mellem vælgere og valgte, erstattes af strategisk kommunikation, styret af spindoktorer, som ikke har politiske synspunkter, men er eksperter i metoder til at påvirke vælgerne. Det bliver fristende for politikere at opgive deres faste ideologiske standpunkt, deres sag, og i stedet fleksibelt tilpasse sig de herskende stemninger. Alt arvesølv kommer på udsalg.

Selvom det stadig er befolkningen, som vælger Folketingets medlemmer, har demokratiet mistet sin uskyld og noget af sin gamle sjæl. Afstanden mellem de demokratiske idealer og den demokratiske realitet er så markant, at den er ophørt med at være et problem. En politisk ukyndig befolkning orienterer sig i massemedierne og er tilskuere til spektakulære tv-shows, hvor politikere som sports- eller rockstjerner kæmper om sejr i nøje iscenesatte dueller. Kun toppolitikere er synlige og kan sælge billetter. Resultatet kan blive et præsentativt folkestyre, hvor "demokrati" ikke betyder "folkets styre", men "styring af folket".

OLE THYSSEN

Finansminister Poul Møller sminkes før en tv-duel med Mogens Glistrup i 1971.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008