Jean-Jacques Rousseau (1712-1778).

1600-tallet var de enevældige kongers tid. For at svække den gamle adel allierede kongen sig med det lokale erhvervsliv. Denne alliance blev kaldt for merkantilisme og betød aktiv støtte til handel og industri. Staten oprettede handelsselskaber og fabrikker, i Danmark for eksempel i Raadvad, så landet kunne eksportere og hobe guld op - datidens tegn på rigdom.

Selvom de udvalgte dele af erhvervslivet trivedes i statens varmestue, var der ulemper, især statens kontrol. Mens Frankrig var foregangsland, når det gjaldt alliancen mellem kongemagt og pengemagt, var England foregangsland for udviklingen af et selvstændigt erhvervsliv. Siden Magna Carta (1215) havde den engelske kongemagt været under lagt stærke begrænsninger og kunne ikke udøve samme kontrol over økonomien som den franske.

I 1700-tallet begyndte man at skelne mellem stat og samfund. Det skabte nogle sproglige problemer. Selvom staten er en del af samfundet, talte man om "samfundet" som de "private områder", som var i færd med at gøre sig fri af statens førergreb, både det private erhvervsliv og privatlivet. Den politiske idé om, at samfundet er statens værk, blev udfordret af den liberale idé om, at statens opgave er at beskytte menneskers liv og ejendom, som de har skabt på eget initiativ. Det private "samfund" fik ambitioner om at stå på egne ben. Fra at være almægtig blev staten reduceret til et serviceorgan. Men for hvem?

Under enevælden blev statens enhed udtrykt symbolsk i kongens krop. Nu manglede der et nyt symbol på samfundets enhed. Rousseau fangede problemet og gav det en prægnant formulering: Folket er samfundets kerne.

Selvom Rousseau er kendt for at forherlige naturen, siger han også, at det er en utvetydig fordel at opgive sin naturlige frihed, indgå en social kontrakt og blive medlem af et samfund. Man dør som naturlig person, men genopstår som social person, friere end før. Når alle styrer på lige fod, er alle lige frie, og ingen har mistet sin frihed til andre. Hinsides hver enkelt person skabes en "offentlig person", et folk som udtryk for alles vilje.

Som medlem af et folk får hvert menneske sin frihed på lige fod med de øvrige statsborgere. Her opstår det problem, at mennesker også er privatborgere og kan have private interesser, som strider mod de fælles interesser. Hvis de ikke selv kan indse, at deres individuelle vilje strider mod den almene vilje, må de "tvinges til at være frie". Det er et udtryk, som kan misbruges - og som er blevet det, hver gang en gruppe hævder at være den sande repræsentant for folkets enhed og føler sig berettiget til at lukke munden på afvigere.

Rousseau har problemer med at forklare, hvordan den almene vilje omsættes til praktisk politik. Han fortæller ikke, hvordan man finder frem til den almene vilje, og peger ikke på demokratiske spilleregler. Politiske partier ser han som udtryk for splittelse, ikke enhed. Da den almene vilje er ufejlbarlig, er den ikke til diskussion. Det forbliver derfor en gåde, hvordan statens politik kan fastlægges af alle borgere i et direkte demokrati, hvor politiske meninger brydes, og de private viljer støder mod den almene vilje. Rousseau ender med at indrømme, at demokratiet mere er for guder end for mennesker.

"Fjerner man alt uvæsentligt fra den sociale kontrakt, vil man se den reduceret til følgende ordlyd: Enhver af os lægger i fællesskab sin person og hele sin magt ind under den fælles viljes øverste ledelse; og vi optager ethvert medlem i fællesskabet som en uadskillelig del af helheden". (...)

"Lad os reducere hele denne afvejning til nogle udtryk, der er lette at sammenligne. Det, som mennesket taber med den sociale kontrakt, er sin naturlige frihed og en ubegrænset ret til alt, hvad der frister det, og som det kan opnå; hvad det vinder, er civil frihed og ejendomsret til alt, hvad det besidder".

JEAN-JACQUES ROUSSEAU: SAMFUNDSKONTRAKTEN, 1762.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008