François de Voltaire (1694-1778).

Idéhistorisk udgør John Locke (1632-1704), François de Voltaire (1694-1778) og Ludvig Holberg (1684-1754) indgangsportaler til oplysningstiden i henholdsvis England, Frankrig og Danmark. Som oplysningsforfattere så de det som et hovedformål at få udbredt ideen om fornuft, frihed og tolerance. Holbergs Niels Klim fra 1741 er således et filosofisk indlæg for tolerance. Bogen indeholder en række beskrivelser af forskellige statsformer, som Klim møder på sin rejse. Hvert samfund har sine egne absurde regler, der tilskrives guddommelig gyldighed og opretholdes med barbarisk nidkærhed. Ved at opleve lovenes groteske vilkårlighed og ikke mindst den skånselsløse forfølgelse, som afvigerne udsættes for, får Klim øjnene op for sine egne fordomme og reviderer sit livssyn. Dog findes der ét ideal i dette univers, nemlig fyrstedømmet Potu, hvor lovgivningen er en virkeliggørelse af naturretten, der bygger på den idé, at mennesket ifølge sin natur må eje visse medfødte rettigheder.

Det samlende midtpunkt i den franske oplysning blev et stort altomfattende leksikon, der udkom i 17 bind 1751-1772. Målet var i letfattelig form at fremlægge tidens viden og meninger samlet og bruge leksikonet som våbenarsenal i kampen mod især kirken. Oplysningsfilosofferne vendte sig ikke mod kristendommen som sådan, men mod den kristne åbenbaringstro. De nærede en varm tro på, at oplysning ville virke forædlende på mennesket og frigøre menneskeheden fra gamle fordomme og overtro. Kampen for samvittighedsfrihed, religionsfrihed og tolerance rejste i oplysningstiden de centrale spørgsmål: Kunne der etableres et politisk og pædagogisk system, som ikke var religiøst forankret? Og hvorfra skulle politik og pædagogik hente legitimitet, hvis ikke i kristendommen?

Som svar henviste oplysningstidens tænkere til naturen, naturretten og til etablering af en samfundskontrakt. Dog var der ikke enighed om, mellem hvem kontrakten skulle indgås. Thomas Hobbes (1588-1679) argumenterede i sin bog Leviathan fra 1651 for en samfundskontrakt, hvor folket giver al magt til én institution, for eksempel en enevældig fyrste, mens John Locke i sin bog To Afhandlinger om Styreformen fra 1689 argumenterede for en samfundskontrakt, hvor suveræniteten forbliver hos folket. Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der var en særdeles indflydelsesrig politisk og pædagogisk tænker i 1700-tallet, byggede i sine bøger Den sociale kontrakt og Émile fra 1762 videre på Lockes forståelse af naturretten. De to bøger er i dag klassikere inden for samfundsfilosofiens og pædagogikkens historie og handler henholdsvis om dannelse af en demokratisk samfundskontrakt og dannelse af et frit individ.

"Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog".

I oplysningstiden mødtes man gerne på cafeer for at diskutere tidens emner. Her ses Voltaire (med oprakt hånd) i selskab med nogle af tidens forfattere og filosoffer.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008