Montesquieu er realist og pragmatiker. Han fremlægger ikke en teori om det ideelle samfund. Forskellige styreformer har hver deres berettigelse og forklaring, og han ønsker at forstå deres forskelle og udvikling. Derfor betragter han demokratiet som en styreform på linje med andre. Han "moraliserer" ikke demokratiet som Den Rigtige Styreform, mens alle andre er forkerte. Han vil ikke gennemtvinge en utopi med bål og brand, men ønsker, at "mådeholdets ånd bør være lovgiverens".

Charles de Montesquieu (1689-1755).

Grundlæggende er der tre styreformer, som har hver sit princip: Republikken lever af dyd, monarkiet af ære og despotismen af frygt. En særlig variant af den republikanske styreform er demokratiet, hvor folket som helhed styrer. Her opstår det klassiske problem, at "folket" ikke kan styre selv, men må bruge repræsentanter. Montesquieu har tillid til, at selv om folket ikke har samme viden som de valgte, kan det udøve et fornuftigt skøn. Det behøver "blot at beslutte sig ud fra ting, som det ikke kan være uvidende om, og kendsgerninger, som er indlysende for sanserne". Men hvis dyden forsvinder, trænger grådigheden frem, og befolkningen vil ikke længere være fri under lovene, men vil være fri imod dem.

Målet for en stat er at sikre borgernes frihed, som hos Montesquieu er det samme som borgernes retssikkerhed. Alle skal kunne beregne deres muligheder. Det kræver, at man adskiller statens tre funktioner - at lovgive, at administrere og at dømme - og henlægger dem til tre forskellige statsorganer. Den lovgivende magt skal varetages af et parlament, den udøvende magt placeres hos kongen og den dømmende magt hos uafhængige domstole, som Montesquieu vil gøre folkevalgte.

Ingen af de tre magtfaktorer skal bestemme over den lovgivende eller den udøvende magt. Parlamentet skal have to kamre, hvor det ene repræsenterer aristokratiet og det andet "folket" (som i praksis er den øverste del af borgerskabet). De to kamre skal være enige, for at en lov kan vedtages, og bagefter skal loven stadfæstes af kongen for at få gyldighed. Den udøvende magt kan ikke udskrive skatter, før parlamentet har bevilliget dem. Samtidig må både domstole og konge acceptere, at alt, hvad de gør, skal have støtte i loven, og at intet, af hvad de gør, må stride mod loven. Magt skal sætte grænser for magt, og de tre magtorganer skal tvinges til at arbejde sammen, fordi ingen af dem kan sætte sin vilje igennem alene.

Montesquieu går ud fra tingene, som de er, og vil finde en fornuftig balance mellem de eksisterende befolkningsgrupper. Han er ingen hensynsløs ligemager, men konstaterer, at der findes en adel, som vil protestere mod at blive behandlet på lige fod med andre. En sådan protest kan man afvise. Det gør Montesquieu ikke. Han accepterer, at sådan er adelen skabt, og det må samfundet tage hensyn til ved at have to kamre i parlamentet, som har vetoret over hinanden.

Montesquieu er ikke en moderne demokrat. Når han mener, at magtens tredeling vil gavne freden og sikkerheden, antager han, at den lovgivende magt er i hænderne på et lille mindretal. Alligevel tror han, at befolkningen vil nyde godt af en sådan deling, hvorimod dens frihed var truet af den daværende franske styreform, hvor en enevældig konge havde kontrol med lovgivning og domstole, så retssikkerheden aftog, og usikkerheden tiltog. "Folkets velfærd", siger Montesquieu, endda med store bogstaver, "er loven over alle love". Han vil sikre den personlige frihed og undgå en koncentration af magt, som fører til undertrykkelse.

Kærlighed til demokratiet er kærlighed til ligheden. Kærlighed til demokratiet er også kærlighed til nøjsomhed. Da enhver dér bør have den samme lykke og de samme fordele, bør enhver nyde de samme glæder og nære de samme håb, noget man kun kan forvente ved fælles nøjsomhed. (...)

Demokratiets grundlag fordærves ikke blot når man mister lighedstanken, men også når man fører den ud i sin yderste konsekvens, og enhver vil være ligemand med dem, som han valgte til at herske over sig. Så vil folket, der ikke kan tåle selv den magt, det har betroet andre, gøre alt selv, forhandle i senatets sted, udøve magt i embedsmændenes sted og tage magten fra alle dommerne (...)

En borgers politiske frihed er den sindsro, der stammer fra den overbevisning, enhver har om sin sikkerhed; og for at man kan have denne frihed, må regeringsformen være af en sådan art, at en borger ikke behøver at frygte en anden borger. (...)

Alt ville være tabt, hvis den samme mand eller den samme forsamling af fremstående mænd, enten fra adelen eller fra folket, beherskede de tre myndighedsområder: At give love, at udføre de offentlige beslutninger, og at pådømme angående forbrydelser og private stridigheder.

CHARLES DE MONTESQUIEU: OM LOVENES ÅND, 1748.

Denne side indgår i publikationen "Demokratikanon"
© Undervisningsministeriet 2008