|
|
Workshop 13 : Internationalisering og globalisering
At samarbejde med uddannelsesinstitutioner
i andre lande kan være givtigt
på mange måder. Det kan fremme og
styrke den interkulturelle forståelse,
give eleverne et større udsyn og virke
inspirerende på egen praksis. Det kan
også medvirke til at profilere skolen og
uddannelsen som i eksempelvis Holland,
hvor omfanget af det internationale
samarbejde i høj grad er blevet et
afgørende konkurrenceparameter for
de enkelte skoler.
Men man skal også være opmærksom
på, at tværnationalt samarbejde rummer
faldgruber skabt af kulturelle forskelle
og traditioner samt grundlæggende
forskelle i de forskellige landes
uddannelsessystemer.
Det var udgangspunktet for oplæg og
diskussioner i konferencens workshop
13, hvor tre projekter med fokus på
internationalt samarbejde blev præsenteret.
Internationaliseringsrundtur
Carsten Lund Rasmussen og Rasmus
Frimodt fra DEL præsenterede deres
projekt, »Internationaliseringspraksis
på erhvervsskoler i et europæisk perspektiv
«.
Ingen tvivl om, at erhvervsskoler
kan lære meget af hinanden, når det
gælder internationalisering. Men skal
vi lære af andre lande, er det bl.a. vigtigt
først og fremmest at kaste blikket
mod lande, der på uddannelsesområdet
er umiddelbart sammenlignelige.
Og de to projektmagere har på den
baggrund rejst i tre udvalgte lande,
Finland, Holland og Portugal, for
at finde eksempler på god og lærerig
praksis.
Landene er valgt, fordi der er tale
om små sprogområder som i Danmark,
men samtidig meget forskellige.
Indsamlingen af data er hovedsagelig
foregået ved at interviewe seks
til otte respondenter i hvert land.
Deres resultater kan kort skitseres således:
I Portugal er interessen stor for internationalt
samarbejde. Men midlerne
er små, og sproget opleves som en
væsentlig barriere, idet kun få lærere
taler fremmedsprog på rimeligt niveau.
Internationaliseringen er koncentreret
om hovedstaden. Mobilitet
eller udveksling er populært, alle vil
gerne ud. Men på grund af sparsomme
midler benyttes udsendelse i vid
ustrækning til præmiering af de bedste
elever.
Finland er meget internationalt orienteret.
Mobilitet er udbredt, både
som studieophold, arbejdspraktik i
udlandet og ved færdighedsdemonstrationer
som det uofficielle verdensmesterskab,
World Skills.
Finansieringen sker såvel via EUprogrammer
som gennem øremærkede
nationale midler. Og netop
øremærkede midler til internationalisering
på skolens budget blev af alle
finske respondenter nævnt som vigtigt.
Som andre forudsætninger for
succes nævntes opbakning fra ledelse,
entusiastiske lærere, faste internationale
koordinatorer og et kvalitetsstyringssystem.
Det sidste først og fremmest
for at fastholde viden og erfaring
på skolen.
Også i Holland var det udbredt
med øremærkede midler til internationalisering,
selv om skolerne her generelt
er meget autonome. En større
skolefusionsbølge har bl.a. medført
stor konkurrence mellem skolerne, og
internationalisering er et væsentligt
konkurrenceparameter.
Internationalisering er i Holland
ikke kun mobilitet, også den daglige
undervisning derhjemme er stærkt internationalt
orienteret.
Vigtigt at øremærke penge
Overordnet konkluderede Rasmus
Frimodt og Carsten Lund Rasmussen,
at øremærkede penge til internationalisering
er en afgørende igangsætter.
Men de svarede også benægtende på
et spørgsmål fra en deltager om, hvorvidt
de havde oplevet, at specielt de
hollandske og finske skolesystemer
var bedre gearet til internationalisering
end det danske.
Hanne Heimburger fra Frederiksberg
Tekniske Gymnasium fortalte om
sine erfaringer fra et nordisk samarbejdsprojekt
med gymnasieskoler i
Finland og på Island.
Øvelsen gik i korte træk ud på at
finde såvel ligheder som forskelle i
de forskellige nordiske landes kultur,
især ungdomskultur. Det skete via
forskellige delprojekter, hvor eleverne
mindmappede, lavede fælles teaterforestillinger,
hvor alle talte deres eget
sprog og arrangerede udstilling med
sten fra hver deres hjemegn.
Med eksempler fra projektet viste
Hanne Heimburger, at skal man arbejde
sammen med andre nationaliteter,
må man tage højde for forskelle,
som man ikke umiddelbart finder relevant
for det, der samarbejdes om.
Eksempelvis afsløredes stor forskel
på, hvad unge i Danmark og Finland
fortæller deres forældre, ligesom selv
den nære fortid kan have stor indflydelse
på adfærden. I Finland oplevede
man eksempelvis en depression
i 1990’erne, der kastede mere end 20
procent ud i arbejdsløshed. Det har
medført et engagement fra forældrenes
side i de unges uddannelse af en
størrelsesorden, man slet ikke kan
regne med i Danmark.
Hanne Heimburger nævnte i øvrigt
vigtigheden af at være opmærksom
på nogle risici, når et projekt med
udenlandske samarbejdspartnere evalueres.
For selv om man kan blive
enige om at bruge en bestemt karakterskala,
og selv om man sikrer sig, at
alle forstår, hvad de enkelte punkter
på skalaen betyder, kan det alligevel
gå galt. For man har ikke nødvendigvis
den samme opfattelse af, hvad der
er godt og skidt.
Uddannelse i moduler?
Pia Cort fra Danmarks Pædagogiske
Universitet berettede om sit Leonardo
pilotprojekt, der undersøger graden af
modulisering af erhvervsuddannelserne
i forskellige europæiske lande. Målet
er bl.a. at få skabt en international
gennemskuelighed i, hvad begrebet
modulisering betyder.
Deltagere i projektet er universiteter
i Tyskland, Belgien, Grækenland,
Storbritannien, Portugal, Rumænien
og Danmark.
Endvidere er det hensigten at formulere
kriterier for, hvordan man
tilrettelægger, udvælger og evaluerer
moduler, der er målrettet svage eller
»praktisk begavede« elever.
Og endelig er målet at udvikle
en internetbaseret guide med råd og
vejledning til lærere og uddannelsesplanlæggere
om modulisering af
erhvervsuddannelser målrettet svage
elever.
Pia Cort kunne foreløbig konkludere,
at modulisering opfattes meget
forskelligt fra land til land. Skal det
enkelte modul eksempelvis have en
værdi i sig selv, eller skal det være del
af en bestemt kombination af moduler.
Opdelingen i moduler har også vidt
forskellig udbredelse i de enkelte lande,
og det videre arbejde vil søge at
afdække, hvad der virker og i hvilke
sammenhænge.
Emnet affødte en del diskussion i
workshoppen. Nogle udtrykte frygt
for, at en for udbredt modulisering
risikerede at »AMU-ficere« erhvervsuddannelserne.
At det kan gå ud over
den særlige danske måde at tænke
uddannelse og kompetence på, fordi
man risikerer, at hele uddannelsen
bliver meget fikseret på pensum.
Andre mente, at praktikken også burde
være del af hvert enkelt modul for
at sikre, at man ender med brugbar
kompetence.
Pia Cort konkluderede selv oven
på debatten:
De politiske vinde blæser i høj grad
mod øget modulisering. Derfor er det
vigtigt at kortlægge fordele og ulemper
ved de forskellige moduliseringsmodeller.
Partnersøgning
Svend Rechnagel fra CIRIUS styrede
workshoppen og afsluttede den også
med lidt reklame for de mange EUprogrammer,
man kan søge internationale
projektpenge hos. Han gav
også nogle bud på, hvordan man finder
internationale partnere. Det kan
ske via personlige kontakter knyttet
på konferencer, kurser og seminarer.
Og det kan ske via forskellige partnersøgningsdatabaser
på internettet.
Websteder, som man kan finde links
til på eksempelvis CIRIUS’ websted.
Oplæg i plenum
Næsten seks ud af 10
indvandrere eller efterkommere
forlader den
erhvervsfaglige grunduddannelse,
de er startet på,
mens »kun« cirka en tredjedel
af de unge danskere
lægger skolen bag sig.
Med det mål at få etniske unge til
at holde fast i deres uddannelse,
har Integrationsministeriet sammen
med arbejdsmarkedets parter,
Undervisningsministeriet og
erhvervsskolernes lederforening
sat en række initiativer i gang for
at vende det billede. Også med
det sigte at flere unge – ud over at
starte på en erhvervsfaglig uddannelse
– gerne skulle få en større tilknytning
til arbejdsmarkedet med
plads til at træffe andre og bredere
uddannelses- og erhvervsvalg.
Initiativet skal desuden ses i lyset
af, at mange unge med anden
etnisk baggrund end dansk holder
sig tilbage fra selv at søge en praktikplads.
- 71 procent af dem gør ikke selv
noget aktivt for at få en praktikplads,
sagde konsulent Preben
Holm fra Integrationsministeriet.
Det bekymrer, for der er brug for
alle unge.
På den baggrund efterlyste han et
nyt handlemønster, som inddrager
stort alle parter – fra erhvervsskoler,
vejledere, undervisere og eleven selv
til virksomheder.
- Det er en kæmpeopgave, som vi
har været i gang med siden år 2000,
og som nu er forlænget til 2009 i form
af et toårigt projekt under EU, som
har bevilget 16 mio. kr., og projektet
gennemføres sammen med en lang
række nationale samarbejdspartnere
fra arbejdsmarkedet, erhvervsskolerne,
Undervisningsministeriet og
flere frivillige organisationer.
Det hele ud fra den målsætning at
fastholde de unge i uddannelsen og
iværksætte og understøtte initiativer,
som reducerer frafaldet væsentligt.
Allerede i foråret 2005 blev der afholdt
møder på 29 erhvervsskoler,
hvor der blev lyttet til skolernes erfaringer
med unge med anden etnisk
baggrund end dansk, som mundede
ud i forslag til, hvor man kan sætte
ind med særlige indsatser på den
enkelte skole, uddannelse af skolens
medarbejdere og med at arbejde videre
i netværk.
Et af de synlige resultater er bogen:
»Guiden til praktikplads«. Som i et
let sprog henvender sig direkte til de
unge og fortæller, at en praktikplads
ikke kommer af sig selv, men at de
unge ved brug af bogens mange værktøjer
øger deres muligheder væsentligt
for at sikre sig en praktikplads. Krydret
med eksempler på ansøgninger og
succeshistorier.
- Netop faget praktikpladsansøgning,
som gerne tager en uge, bør man
tænke ind i grundforløbet, anbefalede
Preben Holm.
Gratis kurser
I rækken af andre nye skridt er en ny
kontaktlæreruddannelse på Roskilde
Universitetscenter (RUC) med pilotkurser
i efteråret 2006, hvor erhvervsskolerne
kan tilmelde deres lærere »stort
set uden omkostninger«, som Preben
Holm sagde.
Ligesom der er afsat midler til team,
der både kan fungere som elev- og forældremodeller
samt task force-enheder
på erhvervsskolerne, der kan tilbyde
lektiehjælp og cafeer med tilbud om
jobsøgning – ud over målrettede rekrutteringskampagner
og afholdelse af virksomhedsbazarer.
Preben Holm pegede også på, at skolerne
bør se de etniske unge som en ressource
– ikke som et problem.
- Mangfoldighed er en styrke for
skolen, pointerede han. Sammensætningen
af eleverne på skolen må også gerne
afspejle det samfund, den ligger i.
Ligesom han fremhævede nytten
af et fleksibelt grundforløb f.eks. med
praktikker eller virksomhedsforlagt
undervisning og af at være opmærksom
på, at selv om de etniske unge
taler et udmærket dansk, så kan det
erhvervsfaglige sprog være totalt uforståeligt
for dem. Hvor lærerne bør
være opmærksomme på »erhvervsrettet
andetsprogsdansk« i et læringsrum,
hvor »diversitet er en styrke og ikke en
barriere«. Netop for at undgå, at disse
elever måske forlader uddannelsen.
Lærere som rollemodeller
Lærerne skal i høj grad også have for
øje, at de optræder som rollemodeller.
- Noget af det mest væsentlige, jeg har
hørt fra en elev, er, at »jeg havde en
lærer, for hvem jeg havde betydning«
– altså en betydningsfuld voksen, som
også er med til at fastholde eleven.
Blandt indsatsområderne pegede Preben
Holm desuden på forældrenes
rolle:
- Det er vigtigt, at forældre oplyser
deres børn om, at der er tale om valg,
der rækker langt ud i fremtiden. Derfor
har vi udgivet en målrettet uddannelsesvejledning
på en lang række sprog
til forældre, hvor vi fortæller, at der er
meget at vinde ved at vælge rigtigt.
I hæftet optræder der 16 virksomheder,
som hver har deres succeshistorie
ved at have taget indvandrere og efterkommere
ind.
Som etnisk konsulent i Københavns
Kommune, Manu Sareen, pegede på
under forrige års FoU-konference, er
det netop vigtigt at inddrage forældre
i samarbejdet. Han lagde vægt på det
store udbytte, man kan få ved at besøge
deres hjem, hvor forældrene føler
sig trygge, og at man der får langt mere
information. Så man med en tidlig
indsats kan forhindre problemer i at
vokse sig store. Også i lyset af at mange
forældre har den holdning, at når deres
børn er i skole, har forældrene givet ansvaret
fra sig – over til lærerne.
- I er også en autoritet, og de unge
lytter til jer, som han pointerede.
Ja, der er penge i det!
Som Preben Holm retorisk spurgte, er
der så penge i det her? Og hans klare
svar var ja.
Han anbefalede at gå ind på Integrationsministeriets
websted (www.
inm.dk) og klikke på »Puljer«, og
nævnte, at der i år bl.a. er afsat 19 mio.
kr. til venskabsfamilier og lektiehjælp
til både børn og voksne. Med det mål
at bidrage til en god integration af
flygtninge og indvandrere i lokalmiljøet
og i samfundet som helhed.
- I Århus har jeg f.eks. oplevet
mange pensionerede fra erhvervslivet,
der har meldt sig til lektiehjælp, og i
øvrigt har et stort netværk at trække
på, oplyste Preben Holm.
Desuden er der afsat 11 mio. kr. til
fremme af det mangfoldige arbejdsmarked
rettet mod virksomheder, hvor
man bl.a. kan sætte aktiviteter i gang
for at forbedre kontakten til arbejdsmarkedet
for personer med anden etnisk
baggrund end dansk - også dem,
som har et mangelfuldt dansk eller et
handicap.
Der er en pulje på 10 mio. kr. til
forebyggelse af kriminalitet i ghettoområder
og en anden pulje på godt 26
mio. kr. til en særlig indsats for børn
og unge nydanskere med det formål at
styrke deres uddannelses- og erhvervsvalg,
hvor forældresamarbejdet også
spiller en væsentlig rolle. Herunder
ligger der en række ekstrabevillinger
bl.a. øremærket til udvidelse af elevforsøg
på produktionsskoler og til en
ekstraordinær indsats på produktionsskoler
i forhold til elever med læse- og
stavevanskeligheder.
- En stor del af midlerne her kan
bruges på alle skoler til at understøtte
det, de gør i forvejen, præciserede Preben
Holm.
En pulje på fem mio. kr. er øremærket
til den frivillige integrationsindsats
med det formål at få flere børn
og voksne med anden etnisk baggrund
end dansk ind i idræts- og foreningslivet.
Oveni er der afsat 13,5 mio. kr. til
en styrket indsats over for kvinder og
familier med anden etnisk baggrund
end dansk. Blandt andet med det mål
at styrke rådgivningsarbejdet for at
fremme deres integration.
- Netop en af de puljer, som vi sjældent
får brugt op, nævnte Preben Holm.
Spørg først
Han anbefalede også, hvis man ønsker
man at søge midler fra puljerne, så
først at kontakte ham eller en af hans
fem kolleger, som på fuld tid er ansat
på området.
- Det er ærgerligt at lave projekt-beskrivelser
og få et nej. Vi kan rådgive
og vejlede og husk, at der til hver pulje
skal søges på et særskilt ansøgningsskema.
Han præciserede også, at indsats
og arbejde gør en forskel, hvor læreren
spiller en hovedrolle og kan gøre en
forskel i forhold til den etniske unge
og hans eller hendes karriere.
Preben Holm dokumenterede med
tørre tal, som viser, at efter fuldført erhvervsfaglig
uddannelse er frekvensen
for beskæftigelsen blandt indvandrere
på 74 procent, 78 procent blandt efterkommere
og 83 procent blandt etniske
danskere.
Læs mere på
www.inm.dk
www.brugforalleunge.dk
www.uvm.dk
www.emu.dk
Workshop 7: Kvalitetsudvikling af praktikuddannelsen
- Kan det betale sig at have
lærlinge? Det korte svar er ja,
slog Jane Jakobsen fra DEL
fast. Efter at hun og kolleger
er gået i dybden med elevers
praktik i fire små og mellemstore
virksomheder inden for
så forskellige brancher som
frisør, konditor, industri og
transport/administration.
- Vi ved, at nogle virksomheder ikke
er særlig glade for at have elever og
mener, at det er for dyrt, og at andre
egentlig gerne vil, men ikke har en
godkendelse som praktikvirksomhed,
og synes, det er for besværligt at få
den.
Når DEL har sat projektet i gang,
udspringer det af et brev fra et universitet
i Bremen (Institute of Technology
and Education). Der er tale om et
internationalt projekt med deltagelse
af en lang række europæiske lande
samt Canada og Australien med det
sigte at eksemplificere god national
praksis for elevoplæring som afsæt
for yderligere komparative studier.
Med det mål at sætte positiv fokus på
praktikken og motivere virksomheder
til at tage elever ind og give dem færdigheder,
viden og holdninger, som er
vigtige både for individet og virksomheden,
arbejdsmarkedsmarkedet og
samfundsøkonomien. Og for at opnå
viden om, hvad der er en velfungerende
praktikvirksomhed ud fra konkrete
eksempler og dermed inspirere andre
til at forbedre deres egen praksis og
stimulere dem til at tage elever.
Samarbejdet har ikke været helt
enkelt. Det har f.eks. været nødvendigt
at oversætte spørgeskemaer, som i
forvejen var oversat fra tysk til engelsk
og med spørgsmål, som var svære at
oversætte til dansk praksis.
- Men det er interessant også set i
et internationalt perspektiv at tale om
kvalitetsudvikling og praktik, sagde
Jane Jakobsen. Vi har i høj grad set på
de danske virksomheders profiler, de
ansattes profiler, og hvordan virksomhederne
organiserer deres oplæring,
som er meget forskellig. Ligesom vi
har set på kriterierne for rekruttering
af elever, og hvordan eksamination,
svendeprøver mv. foregår.
Vil ses, høres og have ansvar
De grundlæggende kvalitetskrav var
på forhånd, at eleverne skulle kende
virksomheden, have opnået gode resultater
på skolen, ligesom virksomheden
skulle have et minimalt frafald af
elever og skulle ansætte nogle af dem
efter endt læretid og endelig have et
godt renommé.
- Desuden har vi taget afsæt i elevernes
perspektiv i forhold til den attraktive
praktikvirksomhed, fortsatte
Jane Jakobsen, og deres ønske om
faglige udfordringer, hvor de kan afprøve
deres viden og kunnen i praksis.
Ligesom de vægter arbejdsmiljøet og
det kollegiale sammenhold højt - at
»blive set og hørt« og ikke glemme,
at det også fremmer virksomhedens
udvikling både at give eleverne ansvar
og lade dem have tæt kontakt med
kunden.
Valget faldt på fire virksomheder,
som har fra 18 til 135 ansatte, hvilket
ganske vist er et beskedent materiale
at lave analyse på, men dog er
repræsentative i forhold til en række
branchetypiske karakteristika og forskellen
i oplæringen af elever. Fra de
kreative ildsjæle (konditor og frisør)
til traditionalisten (industriel produktion)
og vækstvirksomheden (transportfirmaet).
Fra logik til mangfoldighed
- Alle virksomheder benytter sig af
mesterlærens principper om produktionsnærhed
og sidemandsoplæring,
men der er forskelle på, hvordan man
anskuer uddannelse, arbejde og fremtiden
på, fremhævede Jane Jakobsen.
- Konditor- og frisørerhvervene er
præget af, at der skal være adgang til
talent, mangfoldighed og tolerance.
De satser på bredde i uddannelsen,
ekstra kurser og konkurrencer og
bryder med vaneforestillinger og ensartethed.
De har heller ikke bestemte
ansættelsesprocedurer. Her handler
det i høj grad om kemi og den rette
ånd, hvor glæden ved professionen
smitter af samt respekten for de unge
og deres læreproces, ligesom eleverne
i høj grad skal have lov at udfolde sig
på egne præmisser – uden at alt flyder.
De kæler gerne for eliten, men løfter
samtidig den svage elev. Som en frisør
sagde, så vil jeg hellere have én, der vil
være frisør, fordi han eller hun kan
lide arbejdet, frem for at blive frisør
for at spejle sig selv.
- Traditionalisten derimod holder
meget af det velkendte. Fremtidens
elever er fortsat de unge, der tiltrækkes
af industrikulturens normer og
logik med nøgleord som præcision og
omhyggelighed i omgangen med maskiner,
materialer og værktøjer, hvor
det også handler om at lave samlebåndsarbejde,
hvor læring i høj grad
sker via styring og kontrol, og hvor
produktionsflowet er i centrum. Det
er der endnu unge, der fristes af, og
det betyder ikke, at eleven ikke lærer
noget. Men en mulig konsekvens er,
at ser man alene på virksomhedens
aktuelle produktion og oplæring, kan
det være hindrende for at bevæge sig
på et fleksibelt arbejdsmarked, hvor
der skal satses på hurtig omstillingsevne.
Ligesom der i lyset af virksomhedernes
fortsatte konkurrencekraft
gerne investeres i højteknologi, så der
i dag er øget fokus på også at finde itkompetente
unge. Derfor tænker den
type virksomheder også strategisk og
ansætter gerne »nørder«.
- Vækstvirksomheder har erkendt,
at den største trussel for danske arbejdspladser
ikke er globaliseringen,
men for snæver erhvervssatsning regionalt
og for kortsigtet uddannelsespolitik
generelt. De har ofte haft en gevaldig
vækst, der satses på ekspansion
og redskabet er systematisering af arbejdsrutiner,
målrettet udvikling af en
fælles firmaidentitet, hvor virksomheden
fremstår med et stærkt brand, der
kan tiltrække de unge. Eksempelvis
med fortællingen om chaufføren, der
byggede en virksomhed op fra bunden
i samarbejde med gode medarbejdere.
De systematiserer gerne oplæringen
i virksomheden – tester de unge ved
ansættelse og udfordrer eleverne på
deres faglighed og evne til at tænke og
handle systematisk og selvstændigt.
Selv om der er en god ånd i virksomheden,
er det dog ikke alle unge, der
falder til i det miljø.
Høje krav
Selv om materialet er beskedent, så
viste det sig, at forskellen i oplæringsformen
ikke »har nævneværdig indflydelse
på elevernes slutresultater«. Som
også skal ses i lyset af, at virksomhederne
bl.a. er valgt ud fra det kriterium,
at deres elever typisk opnår pæne
resultater ved eksamener og konkurrencer.
Materialet viser også, at der på tværs af virksomhederne er en række grundlæggende
kompetencer, som alle fire
virksomheder prioriterer i oplæringen,
og som tegner et billede af nogle generelle
og grundlæggende kernekompetencer,
der kræves af en medarbejder
i dag. Ud over faglig viden og ansvarlighed
handler det blandt andet om
at have selvdisciplin, at kunne samarbejde
og arbejde under pres, overskue
dele såvel som helheder, være fleksibel
og besidde ordenssans.
- Ligesom vi andre skal kunne
»skubbe os lidt« og fire lidt på vores
holdninger engang imellem, som Jane
Jakobsen udtrykte det.
Hun pegede også på, at de unge har
brug for rollemodeller, men det er forskellige
modeller, de unge søger. Hos
de kreative ildsjæle er det personlige
engagement og talent vigtigt for elevens
udbytte af læreprocessen, mens
det hos traditionalisten er evnen til at
se sig selv i det sammenhængende produktionsflow,
der er vigtig for elevens
udbytte.
- Kan man det, får man også meget
ud af læreprocessen, fordi man bliver
en del af fællesskabet – uden det, får
man ikke del i kollegernes viden og de
gode gamle fif, som man kan opnå hos
sidemanden.
Hos vækstvirksomheden er det
evnen til at identificere sig med virksomheden
og dens værdier, som er det
afgørende for læreprocessen.
- Vi mener, at den fælles styrke
som god oplæringsvirksomhed ligger i
virksomhedernes erkendelse af, at det
kan betale sig at investere i oplæring og
uddannelsespolitisk arbejde – for samfundets,
virksomhedens og den unges
skyld, rundede Jane Jakobsen af.
Workshop 7: Kvalitetsudvikling af praktikuddannelsen
Nyt websted skal give »trænere
« bedre forudsætninger
for at oplære elever i virksomheden.
- Mange af de reformer, vi har set inden
for erhvervsuddannelserne, har
været rettet mod skolerne, mens praktikdelen
har været noget underbelyst,
hvor det har været en selvfølge, at når
en virksomhed er godkendt som praktiksted,
kan den også opfylde sin del af
opgaven, sagde Morten Piil Hansen,
DEL. Ligesom det har ligget i luften, at
det offentlige ikke blander sig i private
virksomheders interne anliggender, selv
om netop det offentlige står som garant
for uddannelsen.
På den baggrund arbejder DEL nu
med et projekt, som har det mål at opkvalificere
virksomheders oplærere, som
i det her forløb kaldes trænere. I samarbejde
med en række faglige udvalg og
udvalgte virksomheder vil DEL i løbet
af 2006 tilrettelægge og gennemføre
pilotprojekter med nye træningsforløb
for virksomhedens oplærere. Træningsforløbene
skal medvirke til at forbedre
samspillet mellem praktik- og skoledelen
af uddannelserne og i sidste ende
støtte virksomhedernes kvalitetsudvikling.
- Trænere i sportsverdenen har udviklet
deres rolle i takt med nye krav til
professionaliseringen. Men er oplærere i
virksomhederne i stand til at skabe spilleglæde,
løfte holdet, have fornemmelse
for teknik og taktik, overblik, motivation,
viljestyrke og vinderinstinkt,
spurgte Morten Piil Hansen.
Han præciserede, at oplærere i dag
ikke udfører et dårligt arbejde, og at
de svende, der kommer ud i den anden
ende, har de kvalifikationer, de
skal have, men at det er et spørgsmål,
om trænerne ikke kan gøre det endnu
bedre?
Projektet skal også ses i lyset af, at
det i dag ikke bare er et spørgsmål om
mangel på praktikpladser, men at der
faktisk aktuelt er mangel på elever til
flere uddannelser, ligesom der er sket et
øget frafald i praktikken.
- Frafaldet skyldes enten, at eleverne
ikke kan finde sig til rette i virksomhederne,
eller at virksomhederne ikke kan
bruge eleverne.
- Og i arbejdspapirer fra Globaliseringsrådet
sættes der spørgsmålstegn
ved de faglige udvalgs evne til fornyelse.
Det er således hele det faglige selvstyre,
der er sat under lup.
- Ligesom det at være i praktik i
mange virksomheder fortsat betragtes
som et sted, hvor man lærer ved at
arbejde, men også de forhold sætter
vi spørgsmålstegn ved. Selv om vi ser
tendenser til, at virksomheder og deres
personaleledere i stigende grad opfatter
sig selv som uddannelsespladser for alle
personalegrupper, er der ikke en uddannelse
for oplærere, og et af vores mål
er at styrke trænerens evne til at fremme
elevernes kundskaber.
Fire pilotprojekter
- Der arbejdes i år med fire pilotprojekter
inden for erhvervsuddannelserne
godschauffør, gastronom, smed og
automekaniker. Centralt i projektet
står opbygningen af trænerwebsteder,
hvor vi laver en skabelon, som kan
føre træneren igennem en egenkvalificering,
og hvor virksomhederne er
med i opbygningen af de sider, der er
rettet mod deres respektive brancher.
Formålet er bl.a. at styrke og udvikle
elevernes kompetencer - herunder
talentudvikling, at mindske frafaldet
i praktikken, at give redskaber til en
øget integration af nydanskere, men
også at øge den personlige selvsikkerhed
og tilfredshed hos oplærerne.
- Vi håber at kunne pege på muligheder
for en systematisk kompetenceudvikling
af dem, og det vil sige
en egentlig certificering, som dog kan
være meget kontroversiel i forhold
til visse brancher, sagde Morten Piil
Hansen. Derfor skal vi også have øje
for, i hvor høj grad der er brancheoverskridende
muligheder, og hvor meget
fælles der er i en sådan uddannelse.
En mulig certificering skal også
ses i lyset af, at flere faglige udvalg
giver udtryk for, at det bliver stadig
mere påtrængende at professionalisere
praktikoplæringen bl.a. i takt med,
at erhvervsuddannelserne er blevet
mere komplekse de seneste 10-15 år,
ligesom der er et stigende ønske om
individualisering, øget vægt på personlige
kompetencer og større faglig
specialisering.
Det digitale læringsrum
En af vejene til at styrke praktikoplæringen
er at udnytte en elektronisk
platform - at udvikle et digitalt
læringsrum som et centralt redskab i
kompetenceudvikling for virksomhedernes
oplærere. Som også giver de
uddannelsesansvarlige adgang til løbende
at følge med i elevernes virke.
Skolerne skal gerne deltage i kraft
af lærernes pædagogiske overskud,
som de kan anvende i forhold til trænerkvalificering.
Herunder at se på en
arbejdsplads med pædagogiske øjne,
hvilket er et centralt tema i projektet.
Oplærere indbydes til de brancherelaterede
seminarer på »2 + 1«
dage over et halvt år bl.a. med fokus
på branchespecifikke fakta og tendenser,
ungdoms- og virksomhedskultur,
samarbejde med skolen, fremstilling
af virksomhedsrettede oplæringsmaterialer,
løbende evaluering og vurdering
af eleven, svendeprøven, anvendelse
af webstedet i hverdagen m.m.
Som værktøj skal webstedet fungere
som et opslagsværk i det daglige
oplæringsarbejde og bl.a. benyttes til
cases fra dagligdagen med elever,
virksomhedens procedurer for oplæringen,
planlægning af praktik, oplærerens
rolle og opgaver, materialer til
støtte for oplæring, links og skabeloner.
Webstedets sider vil også blive illustreret
med relevante billeder fra de
enkelte brancher, lyd og filmklip.
Pilotprojekterne skal gerne pege på,
om resultaterne derfra kan anvendes i
fuld skala på et brancheoverskridende
niveau.
Professionelle »trænere«
- Projektet er opstået på baggrund af
samtaler i de faglige udvalg, hvor man
har spurgt, hvordan vi kan professionalisere
trænerne på arbejdspladserne,
tilføjede Regina L. Nielsen, DEL. Vi
programmerer i øjeblikket på webstedet
og vil have »forpremiere« på det i
juni som forberedelse til de trænerseminarer
inden for fire brancher, vi venter
at gennemføre i august, og vil med erfaringerne
herfra afholde en konference
i december.
- Når vi allerede nu har fire virksomheder
med i projektet, er det fordi
vi ikke kan programmere et websted
bag et skrivebord, men skal have kød
på. Der sidder faggrupper i virksomhederne,
som løbende arbejder videre
med vores forslag til indhold, ligesom
AMU-centre har værdifulde data, cases
og billeder, som også skal med. Det er
bevidst, at vi har valgt større virksomheder,
og det er måske lidt kedeligt, for
webstedet er i høj grad også rettet mod
små og mellemstore firmaer, der ikke
har tid til at løbe til seminarer i tide og
utide, men jævnligt søger relevante oplysninger
på internettet.
Nøglekravene for webstedet er, at det
skal være enkelt og brugervenligt.
- Når vi er færdige, er det vores mål
at aflevere en skabelon, hvor man kan
gå ind og tilrette webstedet til den enkelte
branche.
Kritik, bidrag og gode ideer er velkomne,
og man kan læse mere på:
www. delud.dk – klik på Aktuelle projekter
og derefter på Innovation.
Et drilsk spørgsmål: Hvor meget
skal praktikanten selv have
indflydelse på og bestemme af
indholdet af sin egen uddannelse?
I 2001 trådte reformen af de grundlæggende
social- og sundhedsuddannelser i
kraft, og på den baggrund har en række
fagfolk valgt at sætte fokus på mulighederne
for at skabe en sammenhængende
praktikuddannelse i social- og
sundhedsassistentuddannelsen.
- Vi har ønsket at gennemføre et
projekt bl.a. med fokus på sammenhængen
mellem de tre praktikker, der
er i uddannelsen af SOSU-assistenter,
sagde pædagogisk konsulent og leder af
projektet, Susanne Minds. Med tanke
på de grænseflader, der er i forhold til
den grundlæggende tænkning vi har til
læring og kompetenceudvikling.
Hun pegede bl.a. på, at ikke mindst
de sociale kompetencer er i højsædet,
når SOSU-eleverne er færdiguddannede,
ligesom det tidligt blev tydeligt
for initiativtagerne, at fremtidens kompetente
medarbejder er en kollega, der
kan håndtere arbejdet på en kvalificeret
måde, og hvor livslang erfaring er et
vilkår.
Gruppen bag rapporten har interviewet
en række elever og praktikvejledere,
og undervejs stillet sig selv en række
spørgsmål. Som f. eks. hvorfor det lige
er, at denne kompetenceforståelse eller
denne tankelæring er i spil?
- Kernen i projektet er et forsøg på
at sætte eleven i fokus og til at tage
medansvar for egen læring. Det handler
om kvalificeret medbestemmelse og
selvevaluering i samspillet mellem skole
og praktik, og om at drage eleven ind
som deltager i forløbet, understregede
Susanne Minds. Det hører til de ting,
der er særlig gode at have med sig, når
de er færdige - at skabe sammenhæng
mellem ansvaret for at handle, undersøge
og følge op og give dem redskaber
til at arbejde med medansvar for egen
læring. Det handler både om viden og
læring, som er i konstant bevægelse i et
komplekst samfund, og om som person
at kunne agere i det rum på en ordentlig
måde overfor andre mennesker. Ligesom
det handler om elevens selvstændige
værdisættelse og eget læringsforløb.
- Det vil være ypperligt, hvis vi kan
nå så langt, at eleven selv har nogle
redskaber til at handle og vurdere sammenhænge
– naturligvis i samarbejde
med os som vejledere.
Lær at reflektere
Teori er en god ballast, men som Susanne
Minds også fremhævede, så skal
man i praksis have øje for den refleksive
tilgang til problembearbejdning – altså
tage ved lære af det, man oplever i forhold
til de borgere, man møder – ud
over motivation og engagement. Eller
ridset skarpt op: »Hvad er det lige der
sker her?«.
- Det er det ideelle billede. Sådan
foregår det naturligvis ikke altid i
praksis, men det er sådan vi tænker i
samspillet mellem teori og praksis. At
kunne reflektere er en særlig kunnen,
eleverne skal lære sig, og et af de elementer,
vi har arbejdet meget med.
Andre emner, gruppen har sat fokus
på, er en såkaldt »forståelsesramme« i
lyset af, at læring netop opstår i praksis
og kvalificeres af refleksioner ved deltagelse
og handlinger. Hvor nogen af
de essentielle elementer er fleksibilitet,
problemløsning, medansvarlighed, at
forholde sig kritisk og være skabende,
kreativ og nysgerrig.
- Vi skal gøre brug af egen viden,
når vi er ude og ikke »kun« hvad man
kan læse sig til i bøger.
Kompetencer bliver til i en konkret situation,
og i lyset af det, hvad er det så,
vi forpligter praktikken på og kan tilbyde
som et godt læringsmiljø? Det er
den forståelse, vi har prøvet at lægge ind
i vores projekt. Hvor det også handler
om, at eleven selv skal kunne bringe noget
ind i samspillet for at vise sine gode
kompetencer og udvikle sig, ligesom
læringsmiljøet skal være det rette, for at
man kan se kompetencerne hos den enkelte
elev og ud fra det lave en personlig
uddannelsesplan for ham eller hende.
Det handler om rummelighed på
praktikstedet hos både vejleder og ansatte,
som i høj grad skal stille sig til rådighed
for de engagerede elever. Hvor
elevens personlige engagement skal
komme i spil, og det er derfor uheldigt,
hvis hun kommer ud et sted og »blot«
opfattes som en medarbejder, der skal
udføre sit arbejde og gøre, som der bliver
sagt.
Den aktive elev
Projektgruppens resultater fremgår af
den nye bog: »Praktikuddannelse med
elevens læring i fokus«, som nøje beskriver
de modeller og temaer, gruppen
har arbejdet med, og giver ledetråde
til, hvordan man kan arbejde videre.
Krydret med udsagn fra både elever og
vejledere, ligesom oplæg til læreplaner
er beskrevet i den – også med fokus på,
hvordan eleven aktivt kan være en del
af praktikstedet herunder i forhold til
ledelsen.
- Vi synes, at vi har fået et godt analyseredskab,
som vi kan bruge, når vi
mødes om praktikken, sagde praktikkoordinator
Verner Sønderby. Hvor eleven
kan være med til at designe sin egen
uddannelse. Der ligger en udfordring i
at have tillid til, at eleverne har forstand
på, hvordan de gerne vil arbejde med
uddannelsen, som ikke behøver være et
stereotypt og reflekterende forløb, men
også kan være fleksibelt, hvor man kan
få den enkelte elevs potentiale i spil. Jeg
tror helt klart, at det at fokusere på organisationen
er meget undervurderet i
forhold til uddannelsen.
- Eleverne er ikke altid et problem,
som vi så tit vil gøre dem til, pointerede
han.
Bogen: »Praktikuddannelse med
elevens læring i fokus«, er udgivet af
Undervisningsministeriet.
Læs den her:
http://static.uvm.dk/publikationer/2006/praktikuddannelse/
Workshop 7: Kvalitetsudvikling af praktikuddannelsen
Kan de tyske svendeprøver inspirere
til fornyelse af de danske?
Skal oplærere uddannes?
Hvordan kan de europæiske
erhvervsuddannelser sammenlignes?
I Tyskland har man gennemført nye
svendeprøver inden for VVS-uddannelsen
og flere metaluddannelser. De
tyske svendeprøver minder om de
danske temaprøver, som er blevet renoveret
på det seneste, hvor der også er
fokus på at forny svendeprøver.
- De tyske svendeprøver er meget
orienteret mod kundeordrer, og
her tænkes der ikke kun på eksterne
kunder, men også på kolleger, samarbejdspartnere
og leverandører, sagde
Morten Piil Hansen, DEL. Kundeorientering
med fokus på, at eleverne
skal levere noget ordentligt til andre,
gennemsyrer det hele. Det er en tankegang,
som er noget fremmed for os,
men som vi kunne overveje, for selv
om der er flere, som i en vis udstrækning
bruger kunderne i deres svendeprøver,
er der mange, som ikke har det
perspektiv.
Grundprincippet i de nye tyske
fagprøver er ikke, at eleven skal demonstrere
indlært viden, men at eleven
skal kunne løse erhvervsspecifikke
problemstillinger og reflektere over
løsningsforslag. Hvor nøgleordene
netop er kundeorientering og handlingsorienterede
mål med det ønske at
styrke uddannelserne i at fremme elevernes
evne til at tage ansvar, overskue
helheden i arbejdsprocesser og kunne
udpege optimale løsninger.
De afsluttende fagprøver er delt i to
– en skriftlig del og en praktisk prøve,
hvor arbejdsopgaven er udformet som
en kundeopgave. De skriftlige prøver
foregår synkront på erhvervsskoler i
hele Tyskland to gange om året, mens
den praktiske prøve enten finder sted i
virksomheden eller i et praktikcenter.
Trænere - ja tak!
I Tyskland er man også langt fremme
med træneruddannelsen, hvor det er
lovbestemt, at alle virksomheder, der
uddanner elever, skal have pædagogisk
kvalificerede oplærere. Foreløbig er
kravet dog sat i bero indtil 2008.
- Alligevel har systemet fungeret et
stykke tid, fordi det tyske industri- og
håndværksråd mener, at det er en dårlig
idé at suspendere loven, og det viser
sig, at 80 procent af virksomhederne
stadig og frivilligt udnytter tilbuddet
om at få certificeret deres oplærere,
fortsatte Morten Piil Hansen.
Statistikker viser, at virksomheder
gennem opkvalificering af oplærerne
kan forebygge frafald og konflikter om
oplæringsspørgsmål. En oplærer eller
træner udpeges af lederen eller personalechefen,
og man kan ifølge loven
kun blive oplærer, hvis man »fagligt
og personligt er egnet«. Nye oplærere
følger typisk et kursusforløb betalt af
virksomheden, og som afsluttes med
en certificerende prøve. Formålet er
ikke alene denne certificering, men
også at styrke oplærerens personlige
kompetencer og evne til personaleudvikling
og -ledelse.
- Man har udarbejdet et meget
detaljeret multimedieshow, hvor oplærerne
bliver guidet igennem en bestemt
systematik, som er temaopdelt i
forhold til, hvordan man f.eks. rekrutterer
og tager imod elever - fyldt med
eksempler fra mange forskellige brancher,
oplyste Morten Piil Hansen.
Han tilføjede dog, at det måske er lige
lovlig struktureret i forhold til danskeres
smag, men nævnte også de tyske
praktikcentre, der er et supplement
til praktikdelen af uddannelserne, og
hvor der tilbydes faglige kurser inden
for næsten alle brancher.
- Det er arbejdsmarkedets parter,
som har oprettet disse centre, og
de bruges især af virksomheder, der
ikke kan tilbyde oplæring i samtlige
faglige discipliner. Det vil typisk sige
små firmaer med en til syv ansatte. På
centrene oplæres og trænes eleverne i
faglige færdigheder i vores gammeldags
betydning. Det specielle er, at
man har erhvervsskolerne ved siden
af. På skolerne har alle de ansatte en
højere uddannelse, mens lærerne i
praktikcentrene er håndværkere og
ikke læreruddannede. Desuden tager
det tyske oplæringsmateriale afsæt i en
meget systematisk rampe i form af en
række bestemte måder at arbejde på, så
når eleverne bevæger sig fra ét forum
til et andet kan de genkende læreprocesserne.
En proces, de tyske trænere
bliver oplært i at instruere i.
- Modsat Danmark er uddannelsernes
praktikdele i Tyskland styret
fra centralt hold, og det interessante
spørgsmål i forhold til os er, om en
skole og ét praktiksted er nok? Er der
behov for en institution mere? Vi sætter
selv spørgsmålstegn ved, om skoler
og virksomheder alene kan klare de
opgaver, som ligger i uddannelser af
forskellig art, og i det lys bliver der sat
spot på andre strukturer.
- Vi vil ikke umiddelbart anbefale
at kopiere den tyske model, men interessant
at spørge os selv, om vi har de
læringsrum, der skal til, sagde Morten
Piil Hansen.
Lang og sej proces
På et andet internationalt plan arbejdes
der i Europa med at forsøge at
sammenligne uddannelser, og det er
der ifølge Benedikte Sølberg fra Industriens
Uddannelser brugt »oceaner af
tid og penge« på.
Tanken bag at arbejde med identifikation
er et internationalt kvalitetsbegreb
som grundlag for afklaring og
internationalisering af erhvervsuddannelser.
Herunder arbejdes der frem
mod at skabe en fælles EU-model for
beskrivelse af samtlige erhvervsuddannelser
ved hjælp af et pointsystem
– døbt VQTS.
For skoler og virksomheder er det
konkrete udgangspunkt spørgsmålet
om at øge arbejdsstyrkens bevægelighed
også inden for uddannelserne.
Elever skal ikke »bare« kunne tage en
del af deres uddannelse i udlandet,
men også få den godkendt og påført
som merit. Det rejser en lang række
spørgsmål – om et uddannelsesbevis
f.eks. kan overføres fra et land til et
andet.
Benedikte Sølberg lagde ikke skjul
på, at der har været tale om en lang og
sej proces i et forsøg på at udligne forskellighederne.
- I Europa har man igennem mange
år forsøgt at sammenligne uddannelser,
hvor man kunne gå ind og lave
et pointsystem, der svarer til de videregående
uddannelser, men ikke magen
til. Vi er nået frem til, at pointsystemet
bør være simpelt – uden at sige, at uddannelserne
skal have ens indhold og
indlæringen foregå et bestemt sted.
De svære point
Princippet er dog, at kvalifikationer
opnået i en erhvervsuddannelse eller
dele heraf – i Europa - kan sammenlignes
og anerkendes, og at det er baseret
på et pointsystem ud fra en fælles
europæisk tilgang, der gør det muligt
at »optjene« point.
Hvorpå Benedikte Sølberg flettede
ind, at parterne i det komplicerede
forløb ikke helt har magtet pointgivningen
i et sådant europæisk meritsystem.
For eksempel at sikre ens niveau
og kvalitet, sikre ens indhold i forhold
til begreber, læringsansvar og -metoder,
sikre at indlæring på skole svarer
til indlæring i virksomhed, udligne
forskelligheden i landenes erhvervsuddannelsessystemer
og at standardisere
uddannelsesforløb. Der er heller ikke
opnået enighed om »vejen til hvilken«
en kompetence opnås.
Det, parterne til gengæld kunne
blive enige om, er bl.a. at fremtvinge
en vis gensidig anerkendelse af enkelte
moduler eller hele uddannelser, at anvende
ens termer og begreber, at indikere
slutmål/kompetencer, at opnå
mulighed for at få anerkendelse af dele
af en uddannelse og derved undgå
dobbeltuddannelse, og at opnå accept
af systemet hos skoler, virksomheder
og organisationer.
- Vi har haft lange diskussioner
bl.a. om ens termer for læring, men
det har også været lidt sjovt, for i en
del lande har man ikke beskrevet erhvervsuddannelserne,
men skal først
til at beskrive dem nu, hvor vi andre
slæber rundt på bekendtgørelser mv.
Alene pointgivningen har taget en
rum tid.
- Vi er blevet enige om at lave en
række kompetencebeskrivelser og måske
opnå mulighed for at uddanne sig i
et andet land eller hente bestemte kompetencer
der og opnå samme pointtal.
Det har også været kompliceret, men
tildeling af point bestemmes af det enkelte
land. Derfor kommer det aldrig
på tale, at der sidder nogen fra et andet
land og giver vores uddannelser point.
Som et jordnært eksempel nævnte
Benedikte Sølberg frisørerhvervet,
hvor parterne efter i større regi og i
flere år at have diskuteret, om de udførte
samme arbejde, fandt frem til, at
otte kompetencer var grundlæggende
for frisørarbejdet, hvorefter de endte
med at anerkende hinanden og endda
lave en fælles svendeprøve.
Præcise data
På sigt kan systemet bl.a. bruges til
at opbygge og få anerkendt ens viden,
færdigheder og kompetencer,
at bevæge sig i og imellem nationale
erhvervsuddannelsessystemer og mellem
formel uddannelse og ikke-formel
uddannelse og få sin læring anerkendt.
Uanset hvor og hvordan den er erhvervet.
Pointene lægges ind i et skema,
som nøje beskriver det niveau, eleven
samlet skal have opnået ved at beskæftige
sig med sit fag både på teknisk
skole og i praktik – herunder valgfri
specialefag, generelle og personlige
kompetencer.
Benedikte Sølberg gav den trøst, at
selv om forløbet har været kompliceret,
vil det i takt med at uddannelserne
bliver kompetencebeskrevet og beskrivelserne
mere handlingsorienterede
blive nemmere at give point.
- Projektet er en beskrivelse af uddannelser,
der viser, hvad eleven via
sine point formår, men ikke umiddelbart
et redskab til at søge arbejde på
basis af i et andet land. Det kan komme,
ligesom man ved at se ind gennem
hinandens vinduer internationalt, hvor
nye tendenser og kompetencer popper
op, kan blive inspireret til at efteruddanne
sig.
Denne side indgår i publikationen "FoU konferencen2006r" som kapitel 5 af 6
© Undervisningsministeriet 2006
|
|