|
 |
Oplæg v/ Konsulent Susette Gam, TI
Mange erhvervsuddannelser
har problemer med elever,
som vælger fra. Enten inden
de skal vælge uddannelse efter
folkeskolen eller i løbet af
erhvervsuddannelsen. Derfor
har tre konsulenter fra Teknologisk
Institut kortlagt den
gode praksis for fastholdelse
– som hjælp til skolerne.
I forlængelse af regeringsgrundlaget
»Nye mål«, blev der stillet en målsætning
op. Mindst 85 procent af en ungdomsårgang
skal gennemføre en ungdomsuddannelse
i 2010, og den andel
skal stige til 95 procent i 2015.
Susette Gam fra Teknologisk Institut
har sammen med to kolleger kigget
på, hvilke ting der spiller ind, når erhvervsuddannelserne
skal have succes
med at tiltrække de unge og holde på
dem, når de først er begyndt på uddannelsen.
- Vi har holdt en række seminarer
ude på skolerne både for ledere og lærere,
hvor en af opgaverne har været,
at deltagerne skulle lave handlingsplaner
for fastholdelse af eleverne, sagde
Susette Gam.
Der er udgivet en publikation om
god praksis, der er delt op i seks temaer:
Overgang til erhvervsuddannelserne,
grundforløb – opstart, grundforløb
– pædagogik, progression og
faglighed, overgang til hovedforløb,
hovedforløb og institutionel praksis.
- Det er jo glædeligt, at der i den nye
folkeskolelov kommer til at stå, at eleverne
i folkeskolen skal gøres parate
til videre uddannelse, sagde Susette
Gam og brugte det som et godt tegn
på, at overgangen til for eksempel en
erhvervsuddannelse i fremtiden bliver
lettere.
En af de ting, undersøgelsen har
vist, er, at det er vigtigt som skole at
få lavet en fælles kultur og normdannelse
på de enkelte skoler, så nye elever
ikke er i tvivl om, hvad skolen står for.
Og så skal der lægges mere arbejde
i gode introforløb. De eksisterende
opleves mange gange af de unge som
forvirrende.
- Informationer om de enkelte elever
fra folkeskolen og videre skal sættes
bedre i system i samarbejde med
folkeskolerne. En opstart skal tilgodese
forskellige elevforudsætninger. En
tidlig visitering før opstart kan være
med til at kortlægge elevernes forskellige
behov, sagde Susette Gam.
Hun fortalte, at der ikke er mange
elever, som bryder sig om at blive testet,
og hvis man fik mere information
fra folkeskolen, så kunne man måske
springe nogle spørgeskemaer over.
Samarbejdet med centrene for Ungdommens
Uddannelsesvejledning
skal være tættere, ja faktisk er det en
god idé at holde møde med centrene
på ledelsesniveau.
Det er også en god idé at arbejde hen
imod, at Elevplan og uddannelsesplan
kan tale sammen digitalt.
Under arbejdet med kortlægningen
af god praksis er forskerne flere gange
stødt på mentortiltag af forskellige
slags.
- En idé kunne være at lade en af
de ældre elever fra hovedforløbet være
mentor for en elev fra grundforløbet,
og at denne mentorgerning skulle
skrives ind i uddannelsesbeviset, sagde
Susette Gam.
Hun opfordrede også deltagerne til at
være opmærksomme på »vipperne«,
der er de elever, som ikke er sikre, og
her er det afgørende at bruge kontaktlærerne.
- Men det er ikke kun de usikre
elever, der skal tages hånd om, det er
lige så vigtigt, at »turboeleverne« får
forløb, der er tilrettelagt, så de ikke
kommer til at kede sig, sagde Susette
Gam.
I grundforløbet skal eleverne møde en
fast struktur og let kunne skabe sig et
overblik. De svage elever skal hurtigt
spottes, og der skal laves en plan for
fastholdelse. I den forbindelse er det
en god idé at kigge på fravær som indikator
for frafald.
Kontaktlæreren står over for flere
og flere udfordringer i forbindelse
med sit arbejde, og derfor skal der ske
en løbende opkvalificering.
- Der skal ske en professionalisering af
kontaktlærerrollen. Skolerne skal være
opmærksomme på en løbende opdatering,
og der skal defineres forventninger
til kontaktlæreren, som skal gøre
brug af redskaber som Elevplan. Ledelsen
skal også være opmærksomme
på de strukturelle barrierer, en kontaktlærer
kan stå overfor, blandt andet
i forbindelse med lovgivningen, sagde
Susette Gam.
Når eleven skal ud i praktik, kan
skolen gøre mange ting for at hjælpe
med et match.
- På Silkeborg Handelsskole har
man lavet job-tv. Her kan eleverne i
korte filmklip præsentere sig selv over
for virksomheder. Dette tiltag har også
den fordel, at eleven bliver tvunget til
at fokusere på, hvad det er, de egentlig
vil, for det skal kunne udtrykkes kort
og præcist, når de skal filmes til websiden,
siger Susette Gam.
På mange skoler har man ansat en
jobkonsulent, der med stor succes får
praktikaftaler i stand med områdets
virksomheder. I forbindelse med elevansættelsessamtaler
kan det være en
god idé at lave en tjekliste til virksomhederne,
så mødet med eleven bliver
så optimalt som muligt.
Resultatet af Susette Gam og de
andre konsulenters arbejde er udgivet
i en pixibog, i en internetpublikation
og på en særlig side på EMU (Elektronisk
Mødested for Undervisningsverdenen),
og deres viden er gjort tilgængelig
via regionale seminarer.
Læs hele rapporten og kig i »værktøjskassen
« med redskaber til at forhindre
frafald på:
http://static.uvm.dk/publikationer/2005/fastholdelse/
Workshop 12 : Lærerkompetencer og lærerkvalificering
I workshoppen om lærerkompetencer
og lærerkvalifikationer
gav elevrepræsentanter
deltagerne det tip, at lærerne
skulle bruge mindre tid på
kaffedrikning og mere tid på
at være ude blandt eleverne. I
den workshop havde blandt
andet eleverne fået ordet til
at beskrive den gode lærer.
I forbindelse med projektet »Den
Gode Skole« har Rasmus Gudmandsen,
formand for Erhvervsskolernes
Elevorganisation (EEO) og Anders
Friis-Hansen, formand for Landsammenslutningen
af handelsskoleelever
(LH) lagt ører til næsten 500 elevers
input til, hvad det er, der kendetegner
den gode lærer. Projektet er gennemført
i samarbejde med DEL og Albert
Astrup Christensen herfra.
Der har været arrangeret fremtidsværksteder
på seks skoler, og efter
dem fokusgrupper med et mindre antal
elever, som er gået i dybden med
et emne.
- Vi har fremlagt resultaterne for
ledelser på skolerne og på pædagogiske
dage for lærere, fortalte Anders
Friis-Hansen. Men hvad er det så, en
lærer skal kunne, ifølge eleverne, for at
få kvalitetsstemplet.
- Det skal være lystpræget for læreren
at undervise. Er det ikke det, så
opfatter eleverne det lynhurtigt, og
så ryger engagementet, sagde Anders
Friis-Hansen om lærere på handelsskolerne.
Derudover skal en lærer møde til
tiden. Det viser, at læreren respekterer
sine elever og går i front som et godt
eksempel. Læreren skal også vedligeholde
sin erfaring og kontakt til den
virkelige verden.
Der var mange punkter, der lappede
over hinanden for lærere på handelsskoler
og tekniske skoler, men også
forskelle.
- En lærer skal give konstruktiv
feedback, sætte sig i respekt og møde
eleverne på deres niveau, sagde Rasmus
Gudmandsen.
De to elever kom også ind på, at det
er vigtigt at skelne mellem de voksne
studerende og de unge. Hver gruppe
stiller forskellige krav til undervisningen
og til læreren.
- Det, vi hørte, var, at de unge kræver,
at undervisningen skal sige dem noget,
og så vil de prøve det i praksis. For
de voksne vejer teorien tungere end
praksis, sagde Anders Friis-Hansen.
De to elevrepræsentanter opfordrede
også deltagerne til at give eleverne
mere indflydelse. Et eksempel på det
kan ses på Aalborg tekniske skole. Her
har de som udløber af projekt Den
Gode Skole indført Fredagssnakken.
En time maksimalt, der er en del af
undervisningen hver fredag formiddag,
hvor to til tre lærere får feedback
på deres undervisning fra eleverne. På
det enkelte møde bliver der fulgt op på
forrige møde, og efter møderne sætter
eleverne et referat op på tavlen.
Flere af deltagerne var interesserede i
at indføre Fredagssnakken eller noget
lignende på deres skole.
- Det er en god idé at tage folk med
udefra, nogle, som ikke kender eleverne,
men som skal have en pædagogisk
baggrund. Vi brugte en fra Esbjerg
Højskole, og det virkede rigtig godt,
fortalte Albert Astrup Christensen.
En af deltagerne var noget skeptisk
over for Fredagssnakken. Tør eleverne
virkelig godt komme frem med feedback
til læreren – også hvis det er negativt.
- Ja, når det foregår i en formaliseret
ramme, hvor man kan snakke
om og med læreren, så kan det faktisk
godt lade sig gøre, sagde Rasmus
Gudmandsen.
Eleverne mente, at det var et problem,
at mange lærere ikke kommer
ud i virksomhederne og bliver opdaterede.
En deltager fortalte, at man på Århus
Købmandsskole forsøgte sig for
år tilbage med at få lærere ud i praktik
inden for deres undervisningsfag.
Men det var både svært at overbevise
lærerne og virksomhederne om, at det
var en god idé. Deltageren pegede på,
at en lærerpraktik skal formaliseres
meget mere, hvis de ansatte i Århus
skal af sted.
En anden deltager – fra Horsens
Handelsskole – kunne fortælle om en
succes, hvor lærere kommer med som
»føl«, når eleverne er ude i praktik.
Efter de mange bud på, hvordan en
god lærer er, fortalte Lise Marie Steinmüller
om et kompetencecenter for
e-læring på Århus Købmandsskole.
Her står JCVU for den pædagogiske
og faglige sparring, og @ventures står
for udviklingen af indhold og forløb.
Afprøvning sker på JCVU og i de
videregående uddannelser på Købmandsskolen.
Målgruppen er lærere med interesse
for e-læring. Pædagogikken i det og
udvikling af e-læringsforløb og materialer.
Målet er at udvikle et certificeringsforløb
for e-lærere, og motivationen
er den store efterspørgsel, der er
på fagpersoner, der ved noget om e-læring.
I forløbet får kursisten mulighed
for at agere i et virtuelt miljø, at beskrive
sin praksis og tolke og analysere
på sin arbejdsteori, reflektere over sine
værdier og holdninger sammen med
supervisor, team eller medkursister.
Kursisten kan prøve kræfter med
læring i et virtuelt kollaborativt miljø,
reflektere over egne holdninger og evt.
føle sig frem til, om en mulig løsning
er en god eller dårlig måde at gøre tingene
på.
Workshop: 5, 6, 8, 9, 11
FoU-konferencen var omfattende,
hvilket bl.a. indebærer,
at ikke alle workshopper
har kunnet få samme opmærksomhed.
Derfor bringer
vi her en kort omtale af
projekterne i de workshopper,
som ikke er blevet dækket
på de øvrige sider.
Virtualitet i undervisningen
Progression og virtuel undervisning i
hhx og htx var overskriften for workshop
5, hvor tre forskellige projekter
blev præsenteret og diskuteret. I det
første projekt, som gennemføres i et
samarbejde mellem de tekniske skoler
i Østjylland, har man sat fokus
på progressionen i de gymnasiale arbejdsformer,
særligt på skriftlighed
og virtualitet.
Man undersøger den »nye skriftlighed
«, hvor grænsen mellem det
skriftlige og mundtlige har ændret sig
med den øgede vægt på nye arbejdsformer
som eksempelvis virtuelle forløb.
Samspillet mellem fagene øges,
og det skriftlige arbejde skal både
inden for det enkelte fag og på tværs
af fagene bidrage til elevernes kompetenceudvikling.
Et andet projekt kører i et samarbejde
mellem Roskilde Tekniske
Skole, Langkær Gymnasium i Århus,
Amtscentret i Vejle, Roskilde Universitetscenter
og Niels Brocks Handelsgymnasium
i København.
Dette projekt har fokus på, hvordan
virtuelle læringsformer understøtter
gymnasiereformens intention
om at bibringe eleverne øget studiekompetence,
hvordan virtuelle læringsformer
benyttes til at fremme
induktive undervisningsformer samt
differentieret og individualiseret undervisning.
Endelig undersøges mulighederne for
at anvende it til pædagogisk udvikling
og ikke kun som et hjælpemiddel
til understøttelse af traditionelle undervisningsformer.
Endelig præsenteredes et projekt,
hvor man undersøger og afprøver nye
elektroniske evalueringsformer, som
tilgodeser kravet om intern og systematisk
evaluering af den enkelte elev,
såvel fagligt som personligt.
Projektet er udarbejdet i et samarbejde
mellem @ventures, to faglærere
i henholdvis matematik og virksomhedsøkonomi
samt en række handelsskoler.
Grundfag
Udvikling af grundfag var overskriften
i workshop nummer 6, hvor ligeledes
tre projekter blev præsenteret.
I det første, som Horsens Handelsskole
stod for, har man arbejdet med
en ny struktur for hg-afdelingen, der
kunne tage højde for elevernes forskelligartede
mål og forudsætninger.
Ændringerne indebar bl.a., at elevernes
hold nu formes på baggrund af en
profil, som danner base for elevens
sociale tilknytning. Grundfagene
vælges på tværs af hele uddannelsen,
og eleverne kan vælge sig ind på det
niveau og den arbejdsform, de i starten
af skoleåret er
blevet realkompetencevurderet
til.
I et andet projekt
var målet at udarbejde
gode råd og
vink til, at hvordan
man lever op til de
nye krav, som stilles
i den nye grundfagsbekendtgørelse.
Projektet giver inspiration
til god praksis
på naturfagenes centrale
områder og giver
konkrete eksempler på
praksisrelateret undervisning.
Dette projekt er lavet
i et samarbejde mellem
Hamlet, Selandia,
Aalborg tekniske skole,
Randers Tekniske Skole
og EUC MIDT.
Det sidste projekt fra
EUC Syd ligner det foregående,
men fokuserer på
faget matematik og giver
gode råd og inspiration til
lærere, som underviser i
dette grundfag i erhvervsuddannelserne.
Grundforløb
I workshop 8 var det overordnede
tema udvikling af grundforløb. Et
tema som i alt fire projekter med hver
deres indgangsvinkel havde beskæftiget
sig med.
I regi af TietgenSkolen, IBC Fredericia
og DEL satte projektet fokus
på »fleksible læringsforløb i den merkantile
indgang«. Ambitionen med
projektet er at skabe en eksemplarisk
model, som kan anvendes af alle team
på en handelsskole.
Fokuspunkter i modellen er:
Den personlige uddannelsesplan,
screening med henblik på realkompetenceafklaring,
introduktionsforløb,
hvor elevens personlige uddannelsesplan,
screening og realkompetence
udgør et samlet hele, introduktion og
anvendelse af Elevplan og individualisering
af elevens uddannelsesforløb.
Et andet projekt fra Holstebro
Tekniske Skole og EUC MIDT har
arbejdet med praksisorienteret virkelighedsnær
undervisning i levnedsmiddeluddannelsernes
grundforløb.
Formålet har primært været at få størstedelen
af undervisningen i grundforløbet
til at tage udgangspunkt i
jobprofiler og i autentiske eksempler
fra brancherne. Med udgangspunkt i
disse så at inddrage både grundfag og
områdefag.
Problemorientering og vejledning
i grundforløbet var temaet i et tredje
projekt, hvor man bl.a. har undersøgt,
hvordan man kan fastholde og sikre
de intentioner, skolen og lærerne har
haft i planlægningen, og hvordan man
udfolder disse intentioner i mødet med
eleverne.
Deltagere i dette projekt har været
DEL, Holstebro Tekniske Skole,
TEKO Center Danmark og Aalborg
tekniske skole.
Endelig præsenterede Benny Wielandt,
TEC Gladsaxe erfaringer og
resultater fra en studierejse til Estland,
hvor han havde kigget på det estiske
EUD-system.
Oplevelsesøkonomi, innovation
og iværksætteri
Det var overskriften for workshop 9,
hvor tre projekter blev præsenteret.
Første projekt var et samarbejde mellem
DEL og Århus Købmandsskole,
hvor man havde gennemført et forsøg
med at lade elever etablere lokale radiostationer
på skolens intranet. Ideen
er at udvikle den obligatoriske undervisning
i uddannelserne til at omfatte
den nyeste internetteknologi og lade
eleverne selvstændigt oprette deres
egen radiostation.
Et andet projekt fra Køge Handelsskole
bar overskriften oplevelsesøkonomi,
og formålet var her at sætte en
ny vinkel på iværksætterkulturen på
skolen. Hensigten er at integrere den
oplevelsesøkonomiske tankegang i uddannelsen
af elever inden for butik og
kontor samt inspirere eleverne til at
tænke utraditionelt i udvikling af eget
jobindhold.
Endelig præsenteredes et tredje projekt
også fra Århus Købmandsskole,
hvor man undersøger mulighederne
i forskellige former for interaktive
dialogværktøjer i markedsføringsøkonomuddannelsens
projekter, hvor eleverne
skal etablere egen virksomhed.
Fastholdelse i EUD og
produktionsskoler
I workshop nummer 11 beskæftigede
man sig med problemet med at fastholde
svage unge i uddannelsen. Tre
projekter, »Fælles indsats for uddannelsessvage
unge«, »Godt begyndt -
halvt fuldendt« og »Jeg tror da, de vil
mig det godt« blev præsenteret.
Første projekt er et samarbejde mellem
Bornholms Produktionsskole og
Bornholms Erhvervsskole, hvor man
gennem flere år har arbejdet tæt sammen
om de svage elever. Det er sket via
daglig dialog, men især gennem deciderede
projekter.
DEL, CEUS og TEC har samarbejdet
om et projekt, der sigter mod
at udvikle en praksis, hvor elever oplever,
at de møder deres branchevalg,
så snart de starter på uddannelsen og
ikke som i dag, først de sidste fem uger
af grundforløbet eller måske endog
først i hovedforløbet.
Endelig har Skanderborg Produktionsskole,
tre UU-centre og Amtscenter
for Undervisning i Århus Amt arbejdet
sammen om et projekt, hvis formål er
at synliggøre sammenhængen mellem
undervisning/vejledning og den enkelte
elevs kompetenceudvikling.
Hvad har betydning for, om eleverne
udvikler sig fra at være skoletrætte
og usikre til at kunne træffe et valg om
videre uddannelse, er blandt de spørgsmål,
projektet søger svar på.
Workshop 4: Fleksibilitet og åbne læringsmiljøer
- Åbne læringsmiljøer er gode, spændende
og nødvendige. Men hvordan
får man tingene til at hænge sammen?
Hvad får eleverne ud af det? Og hvordan
kommer vi videre fra, at det må/
kunne/skal/kan lade sig gøre? Et af
nøglespørgsmålene er, hvilke helheder
og sammenhænge der skabes blandt
eleverne – for det centrale er at skabe
disse sammenhænge. Men det skal gøres
på en anden vis end den, der lå i de
helhedsuddannelser, vi talte så meget
om i 90’erne, siger Claus Bo Jørgensen,
DEL, og forklarer, at fællesstudier
af disse læringsmiljøer viste, at der er
fælles kategoriseringer:
Mediatek – der indeholder en ressourcemængde,
en vidensbank, hvor man
kan gå hen og skabe sig ny viden. Sker
typisk på handelsskoler.
Grundfagsværksteder – hvor f.eks. naturfag
praktiseres i formaliserede og
bemandede rammer.
Åbne værksteder – værksteder med
maskiner og udstyr, hvor elever arbejder.
Specielt på tekniske skoler, hvor
væggene mellem fag og niveauer er
banket ned, og der arbejdes på tværs
– med lærer.
Multiværksted – søger at rumme det
hele på én gang.
Vigtigt med klare retningslinjer
- En væsentlig erfaring er, uanset hvad
man vælger at satse på, at der skal være
rammer og strukturer for det åbne læringsmiljø.
Ellers kan det nemt falde
fra hinanden. For mange EUD-elever
har brug for rammer for at fungere
uden for det vanlige læringsmiljø, der
jo typisk har en fast kaptajn. Man må
udforme selvinstruerende materialer,
som eleven skal kunne overskue – og
hvor eleven bl.a. skal kunne se, hvad
der vil blive bedømt på, fortæller Claus
Bo Jørgensen og nævner også, at selve
vejledningen skal planlægges og aftales,
og at eleven skal forberede
sig inden, så man kan se, om
tidsplanen skal justeres, om der
er brug for hjælp og til hvad
osv.
- Lærerne siger, det i dag er
sværere at overskue alle eleverne,
som arbejder med hver deres
projekt. Derfor er det også vigtigt
at udforme klare retningslinjer,
f.eks. for vejledningsarbejdet
– og specielt, hvis der er
flere lærere involveret i det åbne
undervisningsmiljø, hvad der jo typisk
er, siger han og overlader ordet til sin
kollega fra DEL, Hanne Niemann.
Lærerdisciplin og struktur kræves
- Når tingene ikke lykkes, så er det typisk,
fordi lærerne servicerer for meget
– og så kan det åbne miljø ikke fungere.
Hver elev skal have sit eget kompetencekort,
og hvis læreren ikke bruger
disse kort, går der nemt for lang tid
med at spørge sig frem til, hvor eleven
er i situationen.
- Det kræver en fantastisk disciplin
og struktur hos lærerne, når undervisningsmiljøer
gøres åbne. Det skaber
behov for en så enkel arbejdsmodel som muligt, der dog også skal være
kompleks nok til at rumme indholdet
i undervisningsmiljøet, forklarer hun
videre.
- Opgaven er betydende, men det vigtige er elevens
læring, så en elev kan være bestået, have nået læringsmålet,
allerede halvvejs i opgaven. Det unikke
er, at vi ikke længere er opgavestyret, men styret af
læringsproces og -mål i forhold til den enkelte elev.
Og min erfaring er, at det virker!
Kommentar fra lærer, som underviser tømrerlærlinge.
|
Nogle nøgleværktøjer i de åbne miljøer
er testsystem, kompetenceseddel,
spiseseddel med tidsstyring, kompetencebeskrivelser
for eleverne, der skal
kunne se, hvad der skal læres, og hvad
der konkret vil blive testet i testsystemet.
Et andet nøgleværktøj er handlingsguiden
– en udvidet kompetenceseddel,
som eleven skal bruge til at finde
vej gennem de forskellige delkompetencer,
der tilsammen udgør det, der
testes i efterfølgende. Og der skal arbejdes
med multicentertid,
hvor eleven kan disponere over
en vis mængde tid i multicenteret.
Overholdes tiden ikke i
forhold til den specifikke arbejdsopgave,
er det tid til en
snak med læreren.
Hanne Niemann nævner
også konferenceprogrammet
»Fronter« som et værktøj: Elever
i hold lukkes ind i præcis
det »rum«, de har behov for i
den pågældende delproces, i
præcis den tid, det bør tage at nå den
pågældende delproces.
Pædagogisk logistik
- For at nå resultater må vi også have
styr på den pædagogiske logistik. Altså
definere kritiske faser og punkter i elevernes
arbejdsopgaver og -processer.
Så ved lærer og team, hvornår der skal
sættes ind med kritiske spørgsmål – og
når der er en kritisk fase, skal der være
vejledning, forklarer hun og bevæger
sig ind på implementeringen og effekterne
af det åbne læringsmiljø:
- Det kan lade sig gøre, og det kan blive
godt. Mange lærere siger, det giver
alle mere og er sjovere. Men det kræver
disciplin på lærerside, og det kan være
vanskeligt – hvis f.eks. man ikke giver
vejledning på de rigtige tidspunkter.
Personligt tror jeg, det er det sværeste
læringsunivers at arbejde med og i.
Vil du læse mere, kan det ske i Undervisningsministeriets
temahæfte »Åbne
læringsforløb i erhvervsuddannelser -
læringsforløb og sammenhænge«.
På EUC Syd nedsatte man for godt et
års tid siden en tænketank, hvis mål
var at skabe udvikling i uddannelserne
og afdelingerne. Et af resultaterne
er mundet ud i et projekt i grundforløbet
Fra jord til bord, der startede
for godt et halvt år siden. De sidste ti
uger af grundforløbet blev brugt til at
teste redskaber, der senere skal overføres
til andre uddannelser på EUC.
Det fortalte Dan Feldt – som
underviser i it og fører kokke op til
svendeprøve, og Gitte Frost Hansen
– som især arbejder i grundforløbet,
men også som praktikvejleder, om
under overskriften Øget fleksibilitet
i læringen.
- Vi har arbejdet med de sidste
ti uger i grundforløbet for kokke,
tjener, receptionister, gastronomiassistenter
m.fl. Virksomhedsarbejdet
– vi skabte et hotelmiljø, der sågar har
en personalehåndbog – er brugt som
omdrejningspunkt hele vejen. På den
måde kunne vi også have efteruddannelseskursister
med, uddyber Gitte
Frost Hansen.
Inden projektstart blev der brugt
meget krudt på at sammenkøre målpinde
fra f.eks. arbejdsmarkedsuddannelsen
med andre uddannelsesretninger,
og al grundfagsundervisning blev
organiseret i grundfagsværksteder.
Der blev også lagt stor energi i at finde
frem til de rigtige 36 elever, hvoraf
17 nåede igennem forløbet.
De skal udfordres
- Vi brugte vores sunde fornuft og
erfaring. Ingen teorier skulle presses
ned over elevflokken. Stort set hver
elev havde forskellige forudsætninger,
alder, ambitionsniveau, koncentrationsevner
osv. Men ens for alle er, at
de skal være der i grundforløbet – og
udfordres. Her virkede ingen merit,
siger Gitte Frost Hansen og fortsætter:
- Det er nødvendigt med rammer
og regler for at køre det her, og det
skaber vi ved at definere den faglige
del, hvorigennem vi så opdrager og
danner dem til uddannelsen bagefter.
Og det har eleverne forstået. Lige
som de også hele vejen igennem har
forstået, at vi forventer engagerede
medarbejdere, ikke blot elever.
Dan Feldt supplerer:
- Eleverne skulle vide, hvad de gik
ind til, så vi lagde udførlig, men stadig
kortfattet, information ind i deres
uddannelsesplan. Derfor lavede
vi også et skema, der nøjagtigt viste,
hvad der skulle laves hvornår i de ti
uger – hvis målet for eleven var at være
med til åbningen af hotellet. I så fald
var der bestemte evalueringspunkter,
som alle skulle være i orden. Desuden
skulle eleverne ved starten udfylde et
skema om deres ambitionsniveau.
Første del af de ti uger var individuelt
arbejde. F.eks. fik Dan Feldt
den første dag i køkkenet stegt flæsk
med persillesovs fra hver af eleverne.
60 betalende gæster
- Hvis uddannelsesmålene og ambitionsmålene
ikke er nået, inden trin
1 er færdig, er der mulighed for at nå
dem inden næste evalueringspunkt
– eller det næste igen. Men alle skal
gennem tre kontrolpunkter, der alle
tre skal være bestået inden åbningen
af hotellet, som så kører i den sidste
del af forløbet. Her havde vi 60 betalende
gæster to gange om ugen. Ud
over træningen er det nemlig også
nødvendigt at hive penge hjem til
brug for f.eks. de individuelle køkkenøvelser
i starten, beretter han og
fortsætter:
- Styringen sker via scorekort forsynet
med navn, fødselsdag og farveprofil
– tjenerne fik én farve, kokkene
en anden osv. Hver delperiode
i forløbet har desuden sin egen farve
– og ligeså fravær, som vi også klipper
ind på kortet. Dét virkede, for
fraværet faldt – og forældrene fik en
god og brugbar mulighed for at følge
med i uddannelsen, fortæller han og
nævner, at hvis man bruger alle fraværsklippene,
er der kun én vej: Ryk
tilbage til start.
Scorekort brugt på den måde gør
det også nemt at lave evalueringsog
vejledningsarbejde, fordi det er
overskueligt at se, hvad eleverne har
lavet.
- Når eleven er færdig, har hun
alle klippene – minus fraværsklip – og
det virker eleverne indbyrdes, hvor
de konkurrerer om at have flest klip.
Derfor kommer eleverne da også selv
og gør opmærksom på det, hvis de
mangler at lave noget, der kan udløse
et klip, fortæller Dan Feldt.
Se mere på www.madspiration.dk
Workshop 4: Fleksibilitet og åbne læringsmiljøer
En kreds af skoler i det nordjydske
havde de samme problemer. Hvis
man satte én lærer til ét hold, ville der
blive brugt for mange lærertimer til
de små hovedforløb – penge, som så
skulle tages fra grundforløbet. Lige så
vigtigt var behovet for en pædagogisk
udvikling.
Det resulterede i, at projekt Landsbyskolen
opstod, som inkluderer fire
små skoler, en stor skole i Aalborg
– samt to skoler i mellemstørrelse.
Uddannelseschef Jørgen Thomsen
fra Nordvestjydsk Uddannelsescenter
har arbejdet med den pædagogiske
indfaldsvinkel til projektet. Han siger
- Vi skulle finde et fælles afsæt i
arbejdet med undervisningsplanerne,
men det var meget forskelligt hvorfra
i uddannelsesforløbet folk fra skolerne
kom. Så der skulle altså sættes
tanker i gang på alle de involverede
skoler, der består af tekniske skoler,
en htx-skole samt en, der kører uddannelserne
sammen.
Karsten Holm Sørensen, DEL, har
været konsulent undervejs og siger:
- Formålet med projektet var at
danne hold store nok til at finansiere
undervisningsomkostningerne og at
udvikle en model, hvor gruppebaserede
enheder kunne gøre op med
de økonomiske barrierer for undervisningen.
Det krævede, at der blev
udviklet modeller for udvikling, tilrettelæggelse,
gennemførelse og evaluering
– modeller, der skulle skabe
rum ikke blot for lærere, men også for
elever og undervisningsindhold. For
hvordan gør vi, når det, vi arbejder
med, går på tværs af f.eks. hele skoleperioden
eller uddannelsesområder
– og fokus fortsat skal være uddannelsens
formål, selv om vi arbejder
med åbne værksteder? Den slags kan
gennemføres for at spare penge eller
lave anderledes læring. Men de udviklinger
er også nødvendige for lærerne.
Og de skal være så tydelige som
muligt, for ellers risikerer man, det
falder sammen. Det skete da også næsten
på en skole, hvor lærerne trak sig
ud, fordi de mente, det blot handlede
om økonomiske besparelser. Men et
møde viste dem, at hvis de ikke ville
være med til det her, så risikerede
alle, at uddannelsen ikke længere
ville blive gennemført på skolen. Så
der kræves altså en slags økonomisk
fællesforståelse mellem f.eks. lærerne
og ledelsen.
Jørgen Thomsen påpeger, at det
også indebærer en kulturel og mental
proces, der kan være svær. Han siger:
- Det kræver et læringslandskab
baseret primært på gruppearbejdet
som udgangspunkt i faglige projekter,
temaer og opgaver, hvor teori og
praksis skal fusioneres. Det fordrer
et moderne rum – formidlingsrum,
praksisrum og studierum – hvor den
sociale kontekst er i balance med individualiseringen.
Læringskulturen
bliver til lær-selv-kultur, selvevalueringskultur,
gruppe- og socialkultur,
it-kultur og faglig kultur.
- Ser vi på den pædagogiske kultur,
skal lærerne være fælles om al undervisning
og være i besiddelse af et
didaktisk overblik fra grundforløb til
svendeprøve. Så metodik og didaktik
får mere synlige roller, og lærerrollen
bliver at være coach, konsulent,
vejleder, formidler og instruktør.
Alle lærere skal altså have en bred
kompetence og hver lærer også være
i besiddelse af spydspidskompetencer.
Forberedelsen går mere fra at være et
privat anliggende til at være et fælles
– og bliver til en del af arbejdstidsaftalen.
- Det indebærer også en teamkultur,
hvor teamet har ansvaret for
alle opgaver inklusive bruttorammebudgettet.
En leder fordeler alle
opgaver ud fra kompetencer, ønsker
og helheder. Der skal laves løbende
mål-, handlings- og kompetenceudviklingsplaner.
- Vejen til en ny praksis kræver, at
ledelsen sender signalet og understøtter
det med f.eks. tidssvarende
arbejdstidsaftaler, der giver plads til
fælles forberedelse og differentieret
forberedelse. Der skal være flydende
rammebudgetter – og det skal støttes
gennem nye rum og it-udstyr samt
Ny løn, siger uddannelseschefen.
Altså en stor omvæltning for alle involverede
– og ikke noget, der er gået
lige let alle steder. Karsten Holm Sørensen
siger om det:
- Jeg oplevede mangel på basale
lærerkompetencer, bl.a. vedrørende
udarbejdelse af gode kernebeskrivelser
til såvel elever som lærere – for
ikke at glemme problemet om det
manglende didaktiske sprog. Efterfølgende
kan vi se, at de steder, der
har iværksat efteruddannelse på bl.a.
disse felter, i dag fungerer bedst.
Workshop 14 : Projektarbejdsformen, formidling og løbende evaluering i hhx og htx
Evaluering er in, og arbejdet
med at forbedre denne testform,
som har vundet indpas
overalt, kan til stadighed videreudvikles.
En lille forsamling af ildsjæle satte sig
for at udvikle metoder til en løbende
evaluering i fysik i htx. Blandt dem var
Jens Aaslyng Dall fra DEL-Øst, der
kunne berette om gruppens erfaringer
for de fremmødte til oplægget.
Målet var, ud over at udvikle en metode,
at give deltagerne en øget forståelse
for løbende evaluering, og håbet
var, at erfaringerne vil brede sig som
ringe i vandet. Desuden skulle projektet
bidrage til skabelsen af et netværk
på fysikområdet mellem htx-skoler på
Sjælland og Instituttet IMFUFA på
Roskilde Universitetscenter (RUC).
- Vi organiserede det på den måde,
at der var fire halvdagsmøder, afprøvning
af metoder, evaluering af metoder
og opsamlingsmøde, sagde Jens
Aaslyng Dall.
I forløbet fandt man ud af, at begrebet
»løbende evaluering« er meget
uklart, og at andre mål end de rent
faglige har stor betydning. Desuden
kræver løbende evaluering en meget
tydelig lærertype, som kan synliggøre
alle mål i en evaluering.
Formålet med en løbende evaluering
er læring, kontrol og socialisering.
- Det er med til at styrke elevens
læring, og der er også et element af
kontrol i evalueringer, det kommer
vi ikke udenom. Samtidig bliver eleven
trænet i brugen af evalueringen,
og dermed sker der en socialisering,
som kan komme den enkelte elev til
gode, når eleven kommer ud i en virksomhed,
hvor evalueringer også bliver
brugt, sagde Jens Aaslyng Dall.
Han pegede også på, at en evaluering
skal laves på bestemte, fastsatte
tidspunkter, at det er vigtigt med en
ensartethed på hele skolen, og at opfølgningen
skal følge bestemte procedurer.
- Testen skal være tilgængelig for
ledelsen. Hvis læreren ikke oplever, at
der er en konsekvens i sammenhæng
med evalueringerne, så vil det opleves
som tidsspilde, sagde Jens Aaslyng
Dall.
Anne-Grethe, DEL-Øst, der tidligere
i workshoppen havde holdt et oplæg
om projektarbejdsformen i hhx og
htx, hvor der blandt andet indgik en
spørgeskemaundersøgelse blandt elever
og lærere, havde det dobbelt med
begrebet kontrol.
- Det er ikke kun et fy-ord. Det kan jo
også være en mulighed for eleven for at
kontrollere sig selv og finde ud af, om
man er så langt, som man havde regnet
med, sagde Anne-Grethe Madsen.
Jens Aaslyng Dall fortalte om en
lærer, der var begyndt at lave en slags
terminseksamen for sine elever. Med
den lille forskel, at censor også var en
elev. Det gjorde, at tydeligheden af det
faglige og det mundtlige blev meget
stor for eleven, der spillede censor.
- Hverken elev eller lærer opfattede
det som en evaluering, men denne
model kunne sagtens indgå som en del
af en løbende evaluering, sagde Jens
Aaslyng Dall, og han sluttede af med
en opfordring.
- Min niece går i gymnasiet. I hendes
klasse alene er ni elever gået ud
med stresssymptomer. Vi skal være
bevidste om, hvad vi gør, blandt andet
i forbindelse med løbende evalueringer,
så eleverne ikke går sur i det, ja,
det gælder også for lærerne, sagde Jens
Aaslyng Dall.
Grethe Holm fra Roskilde Tekniske
Skole sluttede workshoppen af med et
oplæg, hvor konklusionen var, at alle
lærere, også dem, som ikke underviser
i sprogfag, kan have gavn af et kursus,
som kan øge deres sproglige bevidsthed.
Hun havde selv været gennem
tre kursusdage med en underviser fra
RUC.
- Deltagernes tilbagemeldinger viste,
at der et behov for den slags kurser,
også opfølgning til dem. På kurset fik
vi skærpet det sproglige, og vi fik repeteret
noget, som vi godt vidste i forvejen,
sagde Grethe Holm fra Roskilde
Tekniske Skole.
Denne side indgår i publikationen "FoU konferencen2006" som kapitel 4 af 6 © Undervisningsministeriet 2006
|
 |