|
|
Workshop 10 - fire artikler:
Et projekt, omfattende 23
SOSU-skoler fra forskellige
dele af landet, er ved at komme
dertil, at det forudgående
arbejde snart skal omsættes i
praksis.
Det fremgik af det indlæg – Udvikling
og afprøvning til afklaring af realkompetencer
i forhold til SOSU-uddannelserne
– Peter Sørensen, SOSU-skolen i
Randers og Lars Petersen, SOSU-skolen
i Svendborg, gav i workshoppen.
Men hvorfor dog arbejdet med f.eks.
elevernes realkompetencer? Peter Sørensen
siger:
- Jo, det giver anerkendelse for eleverne,
flere i uddannelse, der kommer
hurtigere igennem, af hensyn til økonomien,
den ændrede pædagogik, og at
vi i dag altid er under uddannelse. En
stor gruppe elever har kun få og dårlige
skolekompetencer, men har til gengæld
kompetencer på andre områder.
Etikken spiller også ind – ved at ville
kreditere dem for det, de kan, i stedet
for, som traditionelt, at vurdere på skolekompetencer.
Desuden er det også
relevant i forhold til, at nye grupper
– f.eks. andengenerationsindvandrere
– er på vej ind i SOSU-uddannelserne.
Nye krav på forskellige planer
Det stiller alt sammen nye krav på forskellige
planer:
- Pædagogisk skal vi tage højde for,
at realkompetencer vil få betydning
for undervisningstilrettelæggelsen. I
dag er alle altid under uddannelse – så
nye kompetencer skal også vurderes i
forhold til de bestående.
- De 23 skoler har i forvejen tradition
for samarbejde, men ikke om
dette tema, hvor man ønskede en samlet
udviklingsproces og derfor også en
nogenlunde ens praksis og økonomi,
så uddannelserne kunne blive mere
effektive i en verden under konstant
forvandling, hvor eleverne også hele
tiden forandrer sig, siger Peter Sørensen
og fortsætter:
- Der var også et ønske om ensartede
vurderinger, hvor skolerne, især
ved optagelser, har forskellige måder
at vurdere kompetencer. Der skulle
være en kvalitetssikring – så krav til
uddannelserne og lærerne hele tiden
er i fokus.
Så man måtte altså udvikle metoder
til vurdering af faglige, praktiske
og personlige kompetencer, der også
skulle afprøves. Behovet for nødvendig
understøttende it måtte analyseres.
Der blev nedsat fire projektgrupper,
som så nærmere på ansøgninger,
praktik, hjælperuddannelsen samt assistentuddannelsen.
- I dag er vi i gang med at udvikle
et landsdækkende ansøgningsskema.
Vi arbejder med at geare samarbejdet
mellem skole og praktiksteder bedre.
Der arbejdes med udvikling af metoder
og cases, der skal skabe basis for
en bedre vurdering af forudgående
realkompetencer, så optagelseskriterierne
kan blive mere ensartede rundt
omkring, siger Peter Sørensen.
I øjeblikket er grupperne i gang
med at beskrive deres arbejde, som
så skal afprøves fra februar og ind til
afslutningskonferencen i juni 2006.
Afrapporteringen sker i juli.
Lars Petersen oplyser, at arbejdet
ikke har været nemt. Han beretter:
- Arbejdsgruppernes medlemmer
har meget forskellig baggrund,
uddannelsesmål, måder at vurdere
realkompetencer og forskelligt kendskab
til undersøgelsesmetodik. Det
er praktiske folk, som skal have en
hverdag til at fungere. Her tænker vi i
helheder – og merit er jo lidt et andet
niveau. Men meritvurderingen er også
meget forskellig fra skole til skole. Det
er betænkeligt for eleverne – også ud
fra en retssikkerhedsbetragtning. Nu
er vi så kommet hertil, hvor vi er ved
at lave cases for alle områder. Hvordan,
de virker i praksis, bliver spændende
at se.
Tosprogede elever bliver der
flere og flere af på SOSU-skolerne
– og derfor må skolerne
blive mere bevidste i tilgangen
til f.eks. de sproglige uddannelsesbarrierer,
disse elever
møder.
Et projekt, der søger større viden om
disse elevers forhold, er i gang i Viborg
Amt under overskriften Kontaktlærerrollen
i forhold til tosprogede elevers
gennemførelse af social- og sundhedshjælperuddannelsen.
Det er nu gjort
klar til den sidste del af uddannelsen
– og erfaringerne fra det hidtidige forløb
beretter Else Marie Hansen om.
- Projektets mål var at opsamle
erfaringer med kontaktlæreres rolle
i forhold til den individuelle kompetenceafklaring,
samt koordinering og
samarbejde om, hvordan tosprogede
elever optages i og klarer sig under
hjælperuddannelsen. Vi håbede på
15 deltagere, fik otte, og syv deltog i
IKA-ugen, der gik forud for det hele.
IKA-ugen handler om individuel
realkompetenceafklaring.
Projektets fokus var at udvikle og
beskrive pædagogiske kompetencer
og didaktiske forhold til brug for at
støtte de tosprogede elevers gennemførelse
af uddannelsen. Desuden ville
man også beskrive og udvikle metoder
og redskaber til koordinering og
evaluering af samarbejdet med eleven,
sprogcentret og relevante vejledere i
kommunerne.
- I IKA-ugen brugte vi tid på de
kommunale vejledere, hvor vi inviterede
dem til en etnisk dag med etnisk
mad, og hvor eleverne blev præsenteret.
Vi samlede også dem alle på ét
hold, og det er et brud med tidligere
tiders praksis.
I første skoleperiode
samlede vi dem dog to og to i klasserne.
Det gav både fordele – at de fik
styrken til at stille spørgsmål i den almindelige
klasse f.eks. – og ulemper
– f.eks. i forhold til de svagere danske
elever, som følte sig tilsidesat, og som
vi i periode to derfor har taget bedre
hånd om. Og selv om vi fra tidligere
havde samarbejdserfaringer med
sprogskolen, blev vi også bedre til det.
- Vi valgte at følge projektet på tre
måder. Efter første skoleperiode interviewede
vi en fokusgruppe, men det
gav ingen entydige svar. Dog brød de
sig ikke om vores rubricering af dem.
De følte sig set på som gruppe i stedet
for som individer. Og vore interview
med lærerne viste, at overordnet var
der ikke tydelige mål for, hvornår det
var en succes.
- I anden skoleperiode arbejdede vi
meget med, hvad det er, vi gør, hvorfor,
hvordan osv. For eksempel en
sproglærer – hvilke rammer skal hun
have, og hvilke dele af uddannelsen
skal hun især inddrages i. Og nu synes
vi, at vi er begyndt at få form på projektet,
at vide, hvad vi gør, og hvor vi
vil hen med det.
- Undervejs lavede vi også en spørgeskemaundersøgelse,
men fandt ud
af, vi ikke burde have spurgt om så
meget, og at spørgsmålenes udformning
skal gøres bedre. Svarene var
svingende, og der kom ikke så mange,
som vi havde håbet på, så her er vi altså
blevet udfordret på vores metodik.
Resultater er det endnu for tidligt
at sige for meget konkret om, men
Else Marie Hansen nævner dog en enkelt
bemærkelsesværdig:
- Vi sagde til dem, at de SKULLE
gå i lektiecafe. Det, kombineret med
samarbejdet med sprogskolen, er noget,
der batter.
Hun nævner også, at man nu har
tænkt at skærpe fokus på arbejdet
med kontaktlærerne, samt at de hidtidige
erfaringer skal implementeres i
grunduddannelsen.
Projektet startede maj 2005 og er
færdig ultimo juni 2006 efterfulgt af
en evalueringsperiode frem til august.
Marianne Elbrønd fra Socialog
Sundhedsskolen i Ringkøbing
Amt står i spidsen for et
projekt, hvis mål afsløres fint
i projektoverskriften: Uden
et mål kan man ikke ramme
plet, Kompetenceskabende
læreplaner – på vej mod praksisnær
kompetenceudvikling.
Projektet er gennemført og nu i implementeringsfasen,
og Marianne Elbrønd
fortæller om arbejdet indtil nu:
- Vi laver mange efteruddannelsesforløb
og -kurser på skolen og rundt
omkring. Desværre er det ofte tilfældigt,
hvilke kurser hvilke elever har
hvilke mål for. Og tilfældighederne
gælder ofte også, hvilke læringsprocesser
der bør bruges i forhold til de
tilstedeværende realkompetencer.
Derfor blev målet for projektet da også
at skabe samstemmighed i skolens efteruddannelsestilbud
og få kompetenceudviklingen
gjort praksisnær. Det,
eleverne lærer, skal forankres i deres
hverdagsliv på arbejdet. Og vi havde
to typer praksisområder med hver
deres arbejdsfelt med i projektet – sygehusene
og arbejdet med demente og
deres pårørende.
- Målet for projektet var ikke blot,
at deltagerne skulle være tilfredse eller
synes, de var blevet klogere. Det lærte
skulle bæres ud i hverdagens arbejdsliv
i form af ændrede arbejdsmetoder.
Så vi måtte involvere ledere og medarbejdere
i både at planlægge og gennemføre
kurserne. Det fik vores rolle
til at ændre sig fra kursusleverandør
til samarbejdspartner. Sammen definerede
vi mål, for uden et mål kan
man ikke ramme plet. Med det for øje
kunne vi lave strategisk kursusplanlægning,
hvor vi definerede de forskellige
faser i uddannelsesforløbet.
- Den konkrete læring under kurserne
kan sammenlignes med at sende
en pil mod en skive. Det fordrer så,
at man kan sende den af sted med
træfsikkerhed. At vi ved, hvad vi har
at bygge mere viden på – kursisternes
forudsætninger og forståelse for eget
arbejde – så vi kan bygge ovenpå på en
måde, der reelt øger deres realkompetencer
og medfører ændrede arbejdsrutiner.
- I forhold til de cirka 250 medarbejdere,
der arbejder med demente
og deres pårørende, indledte vi med
fokusgruppeinterview af lederne i lokalområderne
for at få blotlagt mål og
metoder. Det samme gjorde vi i forhold
til medarbejderne, hvor vores mål
var at få indkredset, hvilke arbejdsopgaver
der knytter sig til bestemte job.
Gennem disse interview blotlagde vi
også, hvilke kompetencer der var ønskelige
hos medarbejderne, samt hvor
medarbejdernes kompetencer så reelt
var i forhold til det ønskelige. Derefter
planlagde og gennemførte vi AMUkurserne,
så de bragte medarbejderne
fra deres nuværende kompetencer
frem til de ønskede, samtidig med at
disse specielt tilrettelagte kurser blev
relateret til AMU’s kursusmål.
Efterfølgende blev medarbejderne
bedt om at vurdere egne kompetencer
på en såkaldt kompetenceskydeskive
samt vurdere de gennemførte AMUkursers
værdi for deres arbejdsliv. Det
mundede ud i nye individuelle kompetenceprofiler.
- Derefter sammenlignede jeg profilerne
fra før og efter kurserne. Og der
var sket en bevægelse i positiv retning.
Noget, som nogle ledere så kan bruge
i relation til medarbejdersamtaler, forklarer
Marianne Elbrønd.
Hun oplyser, at modellen efter projektets
udløb er blevet brugt som et
systematiseringsredskab i forhold til
eksterne samarbejdspartneres behov
for efteruddannelsesforløb og også
har været anvendt inden for området
sårbare gamle. Desuden bruges det
også som selvevalueringsredskab i de
grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.
Skolernes anvendelse af modellen
til selvevaluering er en af de ting,
man i øjeblikket undersøger nærmere.
Ligeså anvendeligheden i forhold til
medarbejdersamtaler og til realkompetencevurderinger.
Projektrapporten kan findes på www.
sosuringamt.dk
SOSU-skoler i Københavns
Kommune, Storstrøms Amt,
Fyns Amt og Ringkøbing amt
har siden august 2003 været
engageret i et projekt, hvor
man skriver kontrakt med de
kommende elever til hjælperuddannelsen.
En kontrakt,
der indebærer, at eleverne
kan tage assistentuddannelsen
i direkte forlængelse af,
at de er blevet færdige som
hjælpere.
Projektet, der har titlen: Forsøg med
sammenhængende forløb i SOSU
– evaluering af forsøg med sammenhængende
forløb i de grundlæggende
social- og sundhedsuddannelser, er
evalueret af Social- og Sundhedsskolen
i Ringkjøbing Amt, hvorfra Margit
Kolbæk Iversen fra Herning-afdelingen
kommer. Hun fortæller:
- Vi så gerne flere elever køre lige
gennem til assistentuddannelsen.
Derfor lavede vi kontrakter med nogle
elever om det – hvis de kunne bestå
hjælperuddannelsen. Målene var at
øge rekrutteringen, nedbringe frafaldet
samt afdække, om det medførte
nogle specielle undervisningsmæssige
krav.
Måtte sige nej til nogle
Første skridt var, at skolerne definerede
de grundkomponenter, man ville
nå frem til på den enkelte skole, og
hvad man ville gøre for at nå dem.
- Vi gjorde en del ud af information
til vejledere, forældre og elever om, at
her var en alternativ vej til en mellemlang
uddannelse på. Mange var interesserede,
så vi måtte sortere nogle fra,
inden vi skrev kontrakt
Tredje del bestod i at få forløbet
– uddannelsen – konkret udformet.
Man bad også skolerne om data
på, hvor mange der var med, alder
osv. – og disse elever blev så halvårligt
udsat for en spørgeskemaundersøgelse
om deres oplevelser og vurderinger. I
Ringkøbing Amt gennemførte man
også fokusgruppeinterview med ledere
og elever undervejs i uddannelsen.
- Vi fik en større rekruttering af elever
fra grundskolen end vanligt. Og
frafaldet gennem forløbet var mindre,
end det ellers er. Så det må i sig selv
betegnes som en succes. Vi har haft
med målbevidste og engagerede elever
at gøre, hvor mange også har haft et
ønske om at læse videre bagefter. Og
kontrakten med skolen har også gjort,
at eleverne generelt har mange flere
overvejelser om det at droppe ud, end
andre elever har, forklarer Margit Kolbæk
Iversen.
Odense-skolen slår klart igennem
i undersøgelsen. Her samlede man
alle på kontrakt på samme hold, og
eleverne melder tilbage, at det som
resultat giver et større tilhørsforhold,
end der har været på de andre skoler,
hvor kontrakteleverne typisk har været
blandet i almindelige klasser.
Skabte ungdomskultur
Susanne Thomsen, SOSU-skolen i
Odense, fortæller om de fynske erfaringer:
- Gennem de tre forsøgsår startede
vi årligt hold på 28 elever, som
ønskede at køre alle de tre år og fire
måneder igennem. I november 2005
blev de første 19 så færdig, så frafaldet
har været meget mindre end for de
andre elever. Af de 19 har de 12 fået
assistentarbejde, seks har ikke, og den
sidste er i gang med noget andet. Ud
af de 12 arbejder ni i ældreplejen, en
på sygehus og to inden for psykiatrien.
14 ud af de 19 har desuden planer om
at læse videre på et tidspunkt.
- Vores krav til elever, som ønskede
at komme på kontrakt, var, at de
helst skulle være yngre end 25 år, have
mindst niende klasses afgangsprøve
med et vist gennemsnit. Vi talte med
ansøgerne og afdækkede på den vis de,
der var målrettede, bogligt orienterede
og havde planer om yderligere uddannelse.
Dem, vi endte med, ville også
have kunnet gå på gymnasiet. Gennem
vores alderskrav fik vi skabt en
ungdomskultur, som har været med
til at mindske frafaldet. Og de andre
krav gjorde, at eleverne var fagligt og
socialt homogene, og derfor nemme
at arbejde med – både pædagogisk og
undervisningsmæssigt.
- Skolevejledere i folkeskoler og
efterskoler har undervejs fået så megen
information som muligt om vore
ønsker til eleverne. Det samme gjorde
vejlederne i gymnasiet og de andre
ungdomsuddannelser – til brug for
vejledning af de elever, som faldt fra
der. Og på den vis fik vi fat i eleverne,
som altså gennemførte uddannelsen
med betydeligt mindre frafald end de,
der ikke var på kontrakt.
Oplæg i plenum ved lektor Vibe Aarkrog, DPU
Forsker: Måske skal skolen i
højere grad være et inspirerende
frikvarter end en dårlig
kopi af praksis.
Elever vælger først erhverv, dernæst
uddannelse. Elever foretrækker at lære
i praktik – på »rigtige« arbejdspladser.
De lægger vægt på, at undervisningen
på skolen er relevant for praksis, og
endelig er det væsentligt for eleverne,
at uddannelsen/skolen giver mulighed
for socialt samvær med jævnaldrende.
Det er nogle af konklusionerne i den
nyeste erhvervspædagogiske forskning,
som Vibe Aarkrog fra Danmarks
Pædagogiske Universitet fremlagde
i plenum.
Hun erkendte, at konklusionerne
sikkert ikke kommer bag på ret mange,
men en del af forskningens opgave
er netop at dokumentere den viden,
som vi går og har en fornemmelse af
i forvejen. Som hun sagde om forskningens
mål:
»Det, jeg eller du ved – det ved vi
nu«.
Udgangspunktet for den forskning,
Vibe Aarkrog omtalte, har været
tre problemstillinger, der, som hun
udtrykte det, længe har hængt som et
»permanent bagtæppe« på den danske
erhvervspædagogiske scene. Nemlig:
- Frafald,
- problemer med at skaffe praktikplads,
og at
- elevgruppen bliver stadigt mere heterogen
eller sagt med andre ord: »Eleverne
er ikke, som de var engang«.
Vibe Aarkrog havde naturligvis også
nogle bud på, hvad vi kan lære af de
konklusioner, som er nævnt i indledningen.
- Det er ikke overraskende, at man
foretrækker at lære i det virkelige liv.
Det gør vi nok alle mere eller mindre.
Man kan så spørge, hvad der gør
virkeligheden mere spændende end
skoleklassen. Forskellen mellem læring
i skolen og i praktikken kan kort
beskrives som, at der i praktikken er
tale om »oplæring«, altså hvor man
oplæres af en uddannet, som agerer
rollemodel.
Måske skulle lærerne på erhvervsskolerne
tænke lidt over deres rolle.
Eleverne ønsker synlige lærere, de vil
se, hvad læreren kan, de vil have feedback,
kontrol og klar besked, sagde
Vibe Aarkrog og sammenfattede:
- Skolen har brugt mange kræfter på
at ligne praksis. Teorien om læring i
praksis er meget brugt, men også misbrugt.
Skolen skulle prøve i højere
grad at være skole, men gerne lade sig
inspirere af praksis. Men skolen kan
meget, som det virkelige liv ikke kan.
Den kan være et helle fra det hektiske
liv, et frikvarter, hvor eleverne også
kan få opfyldt deres behov for socialt
samvær med jævnaldrende.
Til elevernes ønske om, at undervisningen
på skolen skal være relevant for
praksis, sagde Vibe Aarkrog:
- Eleverne på erhvervsskolerne
foretrækker generelt værkstedsundervisning.
De lægger vægt på at kunne
frem for at vide, og de vil have synlige
lærere. Lærerne skal vise, hvad de kan
og ved. Flertallet af eleverne efterlyser
en bedre kommunikation mellem skolen
og praktikstedet. Mange ved f.eks.
ikke engang, om der findes en uddannelsesplan,
eller hvad en uddannelsesbog
er for noget.
- Det er måske elementer, man
kunne bruge aktivt i kommunikationen
mellem praktik og skole, foreslog
hun.
- En almindelig holdning er: »Ude
i praksis kræves det, at man tager ansvar.
Derfor skal det også gælde i skolen
– basta.«
- Men hvem siger egentlig det? Måske
bør skolen overveje sin rolle. Måske
skal den i højere grad virke som et inspirerende
og motiverende frikvarter
fra praksis, sagde Vibe Aarkrog.
Til sidst rejste hun spørgsmålet om
individualisering i undervisningen.
Hvad betyder det egentlig?
Vibe Aarkrog skelnede her mellem
»nogle« og »mange« og konkluderede
i punktform: Eleverne udvikler sig i
løbet af uddannelsen, men allerede fra
begyndelsen har de forskellige behov.
- Nogle kan tage ansvar, mange kan
ikke, i hvert fald ikke i begyndelsen.
- Nogle vil gerne have mulighed for at
vælge og sammensætte deres egen uddannelse.
Mange vil gerne have klar
besked, i hvert fald i begyndelsen.
- Nogle er selvstændige. Mange har
brug for at være i en fast social gruppe.
- Nogle er interesserede i uddannelse
og i det boglige. Mange er det
ikke i begyndelsen, men de kan blive
det.
- Nogle er interesserede i at reflektere
over deres praksis, mange bliver med
tiden interesserede i dette, men først
må de lære at kunne deres erhverv.<
- Formålet med de to dages konference
er at inspirere andre skoler til
endnu bedre udnyttelse af egne og
andres erfaringer og give ideer til ny
udvikling rundt om. Og det har der
været masser af muligheder for.
Det sagde Susanne Gotlieb, regionschef,
Danmarks Erhvervspædagogiske
Læreruddannelse (DEL), i sin officielle
afslutnings- og evalueringstale
og trak nogle af konferencens inspirationskilder
frem:
- I fællesforum kunne vi høre vigtig
information om aktuelle problemstillinger
i ungdomsuddannelserne.
Susette Gam fra Teknologisk Institut
gav gode eksempler på, hvordan
nogle skoler forvandlede elevers frie
fald til fastholdelse. Preben Holm fra
Integrationsministeriet inspirerede os
med det grundlæggende syn, at der er
brug for alle unge – og inviterede os til
at søge nogle af Integrationsministeriets
puljer i forbindelse med udvikling
af nye initiativer. Vibe Aarkrog fra
Danmarks Pædagogiske Universitet
(DPU) gav os et sammendrag af det
sidste nye fra forskningen: For eksempel
at unge vælger erhverv før
uddannelse. At elever vægter socialt
samvær højt og foretrækker læring i
praktikken. Og det har skabt tanker
hos os, som forhåbentlig simrer videre
efter denne konference, håbede Susanne
Gotlieb, som derefter rettede
opmærksomheden mod konferencens
mange workshopper:
- Megen tid er brugt i de forskellige
workshopper, der præsenterede
mange ildsjæles indsats, både hvad
angår god praksis i andre lande, og
hvad angår centralt definerede temaers
måde at blive foldet ud på i danske
skolers hverdag, så elever og lærere bliver
bedre klædt på til innovation og
iværksætteri.
- Vi har haft workshopper om at
udfordre læring, miljøer, lærere og
elever.
- Vi har haft pædagogisk-didaktiske
workshopper, hvor vigtige erfaringer
er blevet delt med deltagerne.
Erfaringer med praksislæring, fleksibilitet
og kvalitetsudvikling på en
række områder.
- Vi har set eksempler på, hvordan
gymnasiereformens intentioner er udmøntet,
og flere af workshopperne har
koncentreret sig om afklaring og fastholdelse
af elever.
- I alt 14 workshopper med 47 udviklingsprojekter.
Mange menneskers
ideer og arbejdsindsats. Hvad har vi
lært af det?
- Jo, ildsjæle er alfa og omega for
FoU-projekter - for ildsjælene ser katedraler
frem for bunker af mursten.
Katedralerne giver anledning til refleksioner
hos ildsjælene selv og samarbejdspartnerne
– og viden til mulig
brug for andre. Så det er essentielt at
gøre FoU-projektet vigtigt og planlagt
fra starten. Ledelsen på stedet er også
vigtig – ikke blot til medfinansiering,
men også som støttefunktion.
- Vi har hørt, hvordan et godt netværk
er vigtigt for succes, både på skolen
og i det lokale miljø og i forhold til
internationale samarbejdspartnere.
For erhvervsuddannelsessektoren er
det vigtigt hele tiden at udvikle og forny
sig – af hensyn til vores konkurrenceevne
og nationalprodukt. Men alle
udvikler sig ikke lige hurtigt – heller
ikke elever. Så det er vigtigt som lærer
at tage afsæt i deres situation. Gode
rammer og struktur på skolen kan
skabe god læring og undervisning.
Men den gode læring og undervisning
kræver i sin kerne lærerens accept af
at blive en betydende person i elevens
univers.
Konferencens formål er endnu
bedre udnyttelse af egne og andres
FoU-erfaringer. Vi er glade for at se
repræsentanter for så mange dele af
vores verden. Og vi håber, konferenceformålet
er blevet nået.
FoU-konferencen 2006 var en succes.
Det må være konklusionen efter gennemgangen
af de evalueringsskemaer,
som deltagerne afleverede efter konferencen.
I alt 92 af konferencens 250 deltagere
havde udfyldt skemaet, og af
dem var hele 81 meget tilfredse eller
tilfredse med informationen om konferencen,
86 var meget tilfredse eller
tilfredse med konferencens struktur,
specielt vægtningen mellem plenumoplæg
og workshopper. Og 80 var
meget tilfredse eller tilfredse med den
måde, indholdet på konferencen var
prioriteret.
En smule lavere score var der på
spørgsmålene, som specifikt gik på
workshopperne, både hvad angik
indholdet og vægtningen mellem
oplæg og diskussion. Flere efterlyste
således mere plads til debat.
Kommentarer
Ud over at stille spørgsmål, som skulle
besvares efter multiple choice-metoden,
åbnede evalueringsskemaerne
også mulighed for at komme med
kommentarer og forslag. Her er et
udpluk:
»Konferencen burde være/kunne
bruges som oplæg til de kommende
temaer, der kan søges FoU-midler til.
Det ville give bedre tid til forberedelsen
af ansøgninger.«
»Man kunne godt opfordre til, at
workshopperne var lidt mere innovative,
så det ikke kun blev oplæg +
diskussion. Lidt mere aktivitet, caféseminarer,
»fremtidsværksteder«, storyboards
osv. ville give mere energi.«
»Workshop med specifik målgruppe:
SOSU, hhx, htx, EUD, etc.«
»Det ville være godt, hvis der var
mulighed for at deltage i flere workshopper.
«
»Udenlandske oplægsholdere, fx
Tom Leaney.«
»Kortere oplæg - spørg om, hvad
den enkelte kan bruge. Hvis man
ikke kan redegøre for brugen, kan
man gå til en anden workshop. De
tilbageblevne kan nu debattere.«
»Efter hver workshop skal der være
15 minutter, hvor man fortæller sidemanden,
hvad man kan bruge den
nye viden til, og om man vil sætte initiativer
i gang.«
»Jeres publikationer er gode, men
vi når ikke at læse, tygge og sprede
informationerne.«
»Afkort plenum. Oplæg i plenum
skal være bedre relateret til temaerne
i workshopperne og/eller noget, der
peger på nye UVM-tiltag.«
»Det er sikkert nødvendigt med
teori, men jeg vil gerne have mere fra
den virkelige verden ind - gerne med
resultater.«
»Gerne mere fra handelsskolerne,
den dynamik, de udviser, kunne de
tekniske skoler med held tage til sig.«
»En inspirerende konference – vidensdeling
og networking er i sig selv
værdifuldt.«
»Oplæg kunne foregå parvis, så
to projektgrupper fremlægger efter
hinanden og fungerer som hinandens
opponenter.«
»Efterlyser FoU set i en større uddannelsespolitisk
sammenhæng.«
»Lad en iværksætter deltage.«
Denne side indgår i publikationen "FoU konferencen2006r" som kapitel 6 af 6
© Undervisningsministeriet 2006
|
|