Hvornår kan hvilke sanktioner komme på tale?
Det er meget forskelligt, i hvilket omfang
skolerne anvender sanktioner – ligesom det
er forskelligt, hvor grov en forseelse skal
være, før der sanktioneres.
Af Skole og Samfunds undersøgelse fra 2005
fremgår det, at de sanktioner, der bruges
oftest, er en samtale med eleven på skolelederens
kontor, eller at der sendes brev til
forældrene. Også sanktionen at sende eleven
uden for døren anvendes ofte. Eftersidninger
anvendes derimod mere sjældent ifølge
undersøgelsen, idet 85 procent af skolerne
svarer, at de sjældent eller aldrig giver eftersidninger.
Udelukkelse af eleven fra undervisningen
i op til en uge og overflytning til
parallelklasse er sanktioner, der anvendes i
endnu mindre omfang.
Det er yderst positivt, når adfærdsmæssige
problemer ophører efter en samtale med eleven
og eventuelt med forældrene, uden at
der er behov for yderligere sanktioner – og
bestræbelserne bør gå i retning af at skabe et
miljø på skolen, hvor problemer hovedsagelig
klares ad denne vej.
Hvis den ringe anvendelse af sanktioner derimod
er begrundet i, at skolerne lader stå til
over for forstyrrende adfærd mv., er der
ingen grund til at glæde sig over undersøgelsesresultater
om, at der sjældent anvendes
indgribende sanktioner. Generelt gælder det, at skolen (lederen, lærere og øvrigt pædagogisk
personale) aldrig bør ignorere adfærd,
hvor en elev skader andre eller vedvarende
forstyrrer andre elevers ret til at lære (ved for
eksempel gentagne gange højlydt at råbe op
eller på anden måde genere de øvrige elever).
Nedenfor er opstillet eksempler på sanktioner,
der kan anvendes i forskellige situationer. De
sanktioner, der er nævnt i eksemplerne, er
såvel sanktioner, som er fastsat i bekendtgørelsen
om foranstaltninger til fremme af god
orden i folkeskolen, som øvrige sanktioner
inden for rammerne af bekendtgørelsen.
Sanktionerne bør anvendes, så de opleves
som en konsekvens af adfærden og ses i forhold
til skolens ordens- og samværsregler.
Uden for døren:
Eleven har udvist en så forstyrrende adfærd i
timen, at det har vanskeliggjort lærerens
undervisning af klassen.
Eleven har anvendt groft sprog, talt nedsættende
til en anden elev eller generet en
anden elev på anden vis.
Skoler, som ser sig nødsaget til at anvende
denne sanktion i større udstrækning, bør
sikre sig, at der er en anden undervisningsmulighed/et tilsyn – et “pusterum” – til de
pågældende elever, så de ikke forstyrrer andre
elever/klasser.
Pålæg om at være sammen med gårdvagt i et
antal frikvarterer:
Eleven har gentagne gange drillet eller chikaneret
andre elever i frikvartererne eller udøvet
hærværk, og samtaler og advarsler har ikke
hjulpet.
Eftersidning:
Eleven har gentagne gange ikke lavet sine lektier
på grund af glemsomhed eller manglende
tid på grund af fritidsinteresser eller andet.
Eleven møder ofte for sent til undervisningen,
og samtaler med eleven og forældrene har ikke
hjulpet.
Overførsel til undervisning i anden klasse i
enkelte timer eller resten af dagen:
Eleven har udvist en så forstyrrende adfærd, at
de øvrige elevers mulighed for at få udbytte
af undervisningen vanskeliggøres væsentligt.
Udelukkelse fra undervisningen i indtil en uge
(elever på 3.-10. klassetrin):
Eleven har gentagne gange udvist en grov
eller krænkende adfærd over for andre elever
eller over for lærerne, for eksempel ved at slå,
håne eller sabotere undervisningen. Samtaler
med elev og forældre samt påtaler og advarsler
har ikke hjulpet.
Eleven har én gang udvist en så grov adfærd
over for andre elever eller lærere (for eksempel
truet med kniv), at eleven udelukkes uden
forudgående advarsel.
Varig overflytning til en parallelklasse ved
samme skole (elever på 3.-10. klassetrin):
Eleven har gentagne gange udvist en så grov
og forstyrrende adfærd, at hele klassens
undervisningsmiljø påvirkes negativt. Samtaler
med og advarsler over for elev og forældre
har ikke hjulpet, og det vurderes, at der vanskeligt
kan etableres et rimeligt undervisningsmiljø
i klassen med elevens fortsatte tilstedeværelse.
Eleven har chikaneret læreren eller en anden
elev så alvorligt, at elevens fortsatte tilstedeværelse
i klassen vil være nedværdigende eller
krænkende for den pågældende.
Overflytning til en klasse på tilsvarende klassetrin
ved en anden skole i kommunen (elever på
3.-10. klassetrin):
Eleven har udvist en så ualmindelig grov
eller krænkende adfærd over for andre elever
eller skolens medarbejdere, at det ikke findes
forsvarligt over for skolens øvrige elever og
medarbejdere at lade eleven fortsætte ved
skolen.
Udskrivning af folkeskolen (kan kun anvendes
for elever på 10. klassetrin):
Hvis alle øvrige foranstaltninger ikke har
haft effekt, kan der undtagelsesvis og under
skærpede omstændigheder ske udskrivning af
elever på 10. klassetrin.
Denne side indgår i publikationen "Vejledning om disciplin,
god adfærd og trivsel
i folkeskolen" som kapitel 5 af 9
© Undervisningsministeriet 2006