Her tages der hånd om trivsel – og reageres mod mobning og dårlig adfærd

Morgenavisen Jyllands-Posten har i begyndelsen af januar 2006 bragt en artikelserie om "Den urolige folkeskole". Avisen har været rundt på folkeskoler for at undersøge, hvad skolerne gør for at løse problemer med manglende disciplin og mobning. Jyllands-Posten har givet tilladelse til, at Udvalg om disciplin, god adfærd og mobning i folkeskolen videreformidler artiklerne i denne publikation.

2. januar:

Nul tolerance over for trusler og groft sprog

For et års tid siden indførte Sabro-Korsvejskolen en nul-tolerance-politik. Det betød, at der blev indført klare regler for sprog og adfærd. Det har hjulpet på omgangstonen på skolen, men skolen har fået nye udfordringer med krænkende sprog på internettet.

Af Sanne Gram
Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det var fredag, det var frikvarter. Skolegården på Sabro-Korsvejskolen ved århus var fyldt med børn, nogle spillede fodbold, blandt andre 13-årige Lykke Nørgård Hoberg. Men noget irriterede hende. En af klassekammeraterne brugte ufine metoder, han tog bolden med hænderne.
»Tag dig sammen,« råbte Lykke efter kammeraten, for han vidste jo godt, at man ikke spiller fodbold med hænderne.
Ifølge Lykke provokerede det kammeraten så meget, at han stillede sig helt hen foran hende.
Få centimeter foran hendes ansigt. Hun blev vred, det boblede indeni, og han begyndte – ifølge Lykke – at kalde hende en »luder« og »billig« og skubbe.
Boblerne i kroppen bristede.
»Fuck dig, bistandsklient, perker,« råbte Lykke tilbage.
En lærer så det og hentede de stridende elever, for den slags sprog og aggressive opførsel er ikke accepteret på Sabro-Korsvejskolen ved århus. Her har man indført en nul-tolerance-politik, hvor der sættes hårdt ind mod groft og nedladende sprog, krænkende adfærd, trusler og vold.
Lykke og kammeraten blev fulgt ind på kontoret, de talte om optrinnet ude i skolegården, de sagde undskyld til hinanden, hvorefter de blev bedt om at gå hjem. De havde fået en nul-tolerance.

Overskred grænser
Skolen indførte nul-tolerancen for snart et år siden, det var nødvendigt, da man oplevede elever, som overskred grænserne for god opførsel.
»Gennem årene har vi oplevet, at sproget mellem skolens elever har udviklet sig, og det vil vi ikke acceptere. Jeg har oplevet, at en gårdvagt er kommet med tårer i øjnene, da hun er blevet svinet til af eleverne,« fortæller skoleinspektør Torben Gustavussen og henviser til, at eleverne bruger ord fra den voksne og den seksuelle verden såsom luder, dåse og fuck dig.

Graffiti og nazitegn
For et år siden var den almindelige opførsel nået til et uacceptabelt niveau på skolen med de 600 elever. Graffiti og nazistiske tegn begyndte at sprede sig på en af skolens mure, nogle elever havde en truende adfærd, der var hærværk mod det nærliggende fritidshjem, og der var blevet solgt stoffer på skolens område.
Derfor begyndte skolebestyrelsen og ledelsen i fællesskab at arbejde på en politik med konsekvenser, hvis man overskred reglerne.
»Mange er flyttet herud fra byen, fordi de gerne vil have lidt mere ro og tættere sammenhold, men det kommer ikke af sig selv – heller ikke herude. Ungdomskulturen har ændret sig, men det er os som voksne, der må sætte grænserne i overensstemmelse med vores værdier,« siger Torben Gustavussen og henviser til, at skolen er et offentligt rum, hvor ingen bør blive forulempet.
Nul-tolerance-politikken gælder for elever fra 6. til 9. klasse, og det indebærer blandt andet, at man bliver indkaldt til en samtale, hvis man har for mange fraværstimer. Der er også konsekvenser, hvis man laver for lidt i timerne. Og initiativet har haft effekt, mener skoleinspektøren.
»Tonen og stemningen er blevet bedre, og eleverne er blevet mere opmærksomme på, at der er nogle grænser for, hvordan de kan tale og opføre sig,« siger han og henviser til, at omgangstonen i de enkelte klasser er kommet tydeligere på dagsordenen.

Hey, Gangster
Der er da heller ikke mange optøjer i frikvartererne denne formiddag på skolen. Nogle elever leger i skolegården, mens de ældre sidder i klasseværelserne og hører musik. I nogle af klasserne er madpakkerne blevet åbnet, eleverne har taget forskud på frokosten.
»Hey, Gangster,« siger en dreng, da han går forbi skoleinspektøren.
Selv om det ikke er et entydigt positivt ord, ved Torben Gustavussen, at eleven mener det som et klap på skulderen. Men det kan til tider være en udfordring at forstå elevernes sprogbrug, mener han:
»De unge har et andet sprog end os, og de udvikler en subkultur med nye ord, som har en anden betydning for dem end for os,« siger han. Skolen har også sat ind på andre områder.
Eksempelvis har man indført en ordning, hvor de ældre elever har nogle yngre elever, som de skal tage sig af i frikvartererne. Det har den effekt, at afstanden mellem de store elever og de små elever er blevet mindre, de store elever bliver rollemodeller, og det påvirker også deres adfærd. Men den elektroniske udvikling giver skolen nye udfordringer, da eleverne har fået nye muligheder for at svine hinanden til. Dels via sms til mobiltelefonerne, dels via den populære ungdomschat på internettet, Arto.
Lykke Nørgård Hoberg har selv prøvet at blive kaldt »luder« af en af sin veninder på hjemmesiden, det var ikke særligt sjovt, indrømmer hun. »For jeg er ingen luder. En luder er en voksen kvinde, der dyrker sex for penge, og det gør jeg ikke. Jeg har da kærester, men jeg er ingen luder,« siger Lykke, der blev gode venner med veninden igen.

Et par på hovedet
Men nogle gange udvikler det sig i en mere uheldig retning. I begyndelsen af december opsøgte en pige en af skolens yngre piger, som hun havde et udestående med; den yngre pige fik et par slag på siden af hovedet.
Sagen har rystet skolen, alle har talt om den, og der er en mistanke om, at sagen begyndte med tilsvining af hinanden på hjemmesiden Arto.
Skolen tager nu konsekvensen ved at blokere siden, så eleverne ikke kan bruge Arto i skoletiden. »Der foregår meget grænseoverskridende på hjemmesiden, og det skal skolen ikke lægge computere og bredbånd til. Vi står magtesløse over for de unges nye metoder på de elektroniske medier, for man kan jo ikke kappe tommelfingeren af dem, hvis de bruger deres telefoner forkert,« siger Torben Gustavussen, der mener, at man ikke kun kan give forældrene skylden.
»De fleste forældre har de bedste intentioner, men der har aldrig været så lidt struktur på familielivet, som der er i dag. Børn har behov for grænser, og det er der måske for lidt af i familierne. Men det er svært at være forældre i dag, for vi har utroligt travlt på vores arbejde, og det skal man også anerkende,« siger han.
Lykkes mor, Ulla Hoberg, bifalder den konsekvente politik, men hun mener, at skolen bør være endnu mere konsekvente.
»Jeg har ikke noget imod, at børnene bliver sendt hjem, hvis de ikke opfører sig ordentligt – heller ikke min egen datter. Men lærerne skrider ikke ind hver gang, og det burde de. På den måde vil eleverne også få mere respekt for systemet,« siger Ulla Hoberg.

3. januar:

Løbende motivation

Klostervænget Skole på Ydre østerbro i København har indført en konsekvent linje for at løse problemerne med uro, vold og trusler blandt skolens mange indvandrerelever. Skolen har også indført en såkaldt Gammeldags Skole, og det har hjulpet på problemerne.

Af Sanne Gram
Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Kom så drenge. Hold et raskt tempo, I er jo ikke gamle mænd.«
Lærer Bente Lund går i hælene på Ali, Josef, Ahmed og Volkan. De fire drenge er på vej i Fælledparken for at løbe deres daglige morgentur. For 10 minutter siden mødte de i deres særlige lokale på Klostervænget Skole, men inden de skal i gang med bøgerne, skal de løbe to runder på det gamle idrætsstadion, 800 meter i alt. Men Ahmed har en lægeerklæring, så han skal ikke løbe i dag. I stedet har han sit matematikhæfte med, så han kan løse opgaver, mens de andre løber. Men da de kommer til stadion, er der en sygemelding til.
»Jeg kan ikke løbe, jeg har ondt i benene,« siger Volkan.
»Så må du gå i stedet for,« svarer Bente Lund. Men det sætter ikke meget skub i Volkan, der lunter et par meter, før han stopper op igen. »Det fis gider jeg ikke, Volkan,« siger Bente Lund.
»Men jeg kan ikke løbe,« svarer Volkan, der efter en alvorssnak med læreren begynder at gå. I mellemtiden har Ali og Josef løbet en halv runde. »En runde til,« siger Bente Lund, da drengene stopper. To runder, sådan er reglerne, og dem kan man ikke løbe udenom – kun med en lægeerklæring.

Ny ordning
De fire drenge går normalt i 7. klasse på Klostervængets Skole på Ydre østerbro i København, men siden efterårsferien har de gået i den såkaldte Gammeldags Skole. En ordning, som skolen har indført for de elever, som de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med.
Fælles for drengene er, at de har gjort sig upopulære i timerne med grimt sprog, ingen respekt for lærerne, ingen respekt for undervisningen.

Særlige regler
Drengene ved det godt selv, og i Gammeldags Skole gælder helt særlige regler. De må kun bruge en bestemt indgang på skolen, og de må ikke have kontakt til deres tidligere klassekammerater. I stedet kan de sidde i klasseværelset og kigge ud på kammeraterne, der leger i frikvartererne, for de har ikke længere frikvarter på samme tid. Gammeldags Skole er en straf, fordi man ikke tidligere har kunnet nå disse drenge gennem dialog.
Det skal kunne mærkes, for ellers har det ingen effekt på deres adfærd, påpeger Bente Lund.
»De bliver frataget nogle rettigheder, og det er bestemt ikke sjovt. Det handler om at skabe en motivation, så de vil tilbage til deres egen klasse. Men først skal de lære at blive gode skoleelever,« siger hun.
Der er to lærere i timerne, og der bliver slået ned med det samme, hvis eleverne ikke rækker fingeren i vejret, vil diskutere med læreren eller overtræder reglerne. De skal mærke, at der er en konsekvens.
Klostervængets Skole er ikke en almindelig dansk folkeskole med udelukkende lyshårede børn.

23 modersmål
Der er 92 pct. tosprogede børn, der tales 23 forskellige modersmål, og der er endnu flere nationaliteter. Derfor kæmper skolen ikke kun med den almindelige disciplinkrise blandt børnene, skolen kæmper også med kultursammenstød mellem den danske skole og indvandrermiljøerne. »Der er specielle forhold på en skole med så mange tosprogede børn. De kommer fra familier med andre normer og regler, som indimellem ikke matcher den danske skole. De kan godt acceptere skolens regler et stykke hen ad vejen, men hvis de kommer i en konflikt, så kan skolens regler blive tilsidesat, og gadens lov sætter ind,« siger Bente Lund og understreger, at størstedelen af eleverne og deres forældre er glade for skolens regler.
Sidste år forsøgte en lærer at stoppe et slagsmål mellem to større drenge i skolegården. Andre elever heppede på de to drenge, og da læreren forsøgte at skille drengene ad, blev hun sparket, fik en knytnæve i ansigtet og mistede balancen.

Psykisk nedtur
Hun fortæller selv, at hun gik psykisk ned på det, men ved også godt, hvorfor det udviklede sig sådan.
»Drengene ville miste ære, hvis de holdt op med at slås, og de andre elever ville også miste deres ære, hvis de hjalp mig. Deres problem er, at de løser vold med vold, og de opfatter det som svagt, når man på danske skoler forsøger at snakke sig ud af problemerne. Mange af disse børn kommer i klemme mellem to kulturer, derfor handler de fysisk,« siger Fatma Buhl, der selv har tyrkiskkurdisk baggrund.
I foråret var problemerne efterhånden blevet så store, at der blev indkaldt til et krisemøde for skolens personale. Kort tid efter indførte skolen en såkaldt nultolerance, hvor der ville blive grebet ind, så snart skolens regler blev overtrådt. Det har hjulpet, konstaterer skoleinspektøren. »Vi bliver nødt til at være konsekvente, hvis vi vil opnå respekt, og vi kan se, at det virker. Både nultolerancen og Gammeldags Skole har bestemt en indflydelse på elevernes adfærd, selv om det ikke er alle, der synes om tiltagene,« fortæller hun.
Men de fleste børn og forældre er glade for det, og det kan Rezan bekræfte. Hun går i 7. klasse, og tidligere var der meget uro i klassen, husker hun.
»Der var ballade, og man kunne blive lovet tæsk. Man skulle være stærk og turde sige de stærke drenge imod,« siger hun.
Nogle af hendes klassekammerater har været i Gammeldags Skole, en af dem er det stadig, og Rezan synes, at kammeraterne har ændret sig, når de kommer tilbage i klassen.
»De lærer at opføre sig ordentligt. De bliver gode til at tale ordentligt, og man kan faktisk føre en samtale med dem. Før kunne de kun sige grimme ord,« siger Rezan.

Vil gerne tilbage
Men ingen af drengene siger grimme ord denne formiddag i Gammeldags Skole. De fire drenge sidder i deres faste klasselokale, de har to lærere, den ene er en arabisktalende, mandlig lærer. Drengene ved godt, at de har forandret sig til det bedre, og de håber på, at de snart kan komme tilbage til deres klasse.

Som et fængsel
»Jeg kan ikke lide at være her, det er som et fængsel, for man må ikke se nogen af sine kammerater, « fortæller Volkan, der godt ved, hvorfor han er i Gammeldags Skole.
»Jeg var ikke rolig i timerne, jeg rakte ikke fingeren op, og jeg afbrød læreren. Jeg lavede ikke lektier, og jeg hørte ikke efter. Og jeg blev rigtig ked af det, da jeg fik at vide, at jeg ikke længere skulle være i min gamle klasse,« siger han.
Udover den daglige løbetur har drengene kun dansk og matematik, for et af formålene med klassen er også at løfte elevernes faglige niveau i de basale fag.
Men Ahmed er træt af, at han ikke skal have engelsk og historie ligesom sine klassekammerater.
»Man går jo glip af noget, men jeg ved også, at jeg ikke var så god i dansk og matematik, da jeg begyndte i Gammeldags Skole. Vi er på samme sted som elever i 5. klasse, mens min gamle klasse lærer 7. klasses ting. Men jeg er blevet bedre, siden jeg begyndte i Gammeldags Skole, og det er rart nok,« indrømmer Ahmed, der selv mener, at han er blevet en bedre elev.
»Jeg har lært at være stille, og jeg vil gerne tilbage i klassen, og så håber jeg, at jeg kan opføre mig ordentligt. Nogle af de andre tror, at Gammeldags Skole er sjovt, men det er det slet ikke. Slet ikke når vi skal løbe udenfor – også om vinteren,« siger Ahmed.
Der er stadig problemer med børn med krænkende adfærd, trusler og vold. En dreng er blevet sendt hjem fra skole, fordi han stak en klassekammerat med en kniv, men skolens ledelse og lærere er ikke i tvivl om, at Gammeldags Skole har en effekt.

Ud af skolen
Dog har skoleinspektør Karen Margrethe Grønlund oplevet, at nogle forældre har taget deres børn ud af skolen, fordi de har ment, at skolen er gået for vidt.
»Konsekvensen har været, at de flytter deres børn til muslimske privatskoler. Men mange kommer tilbage igen, når forældrene opdager, at børnene lærer for lidt dansk,« siger hun.
Skolen sætter også ind på andre fronter. Der er etableret et etnisk kvinderåd, hvor nogle af skolens tosprogede lærere har kontakt til mødrene, og i 1. klasse tager lærerne på hjemmebesøg for at opnå en tættere kontakt mellem skole og hjem.
»Så kan læreren bedre forstå, hvorfor lille Ali skriver så grimt, når der ikke er borde og stole i hjemmet, fordi man altid sidder på gulvet. Det giver et bedre samarbejde med familien,« fortæller Karen Margrethe Grønlund.

Forældreskole
Derudover tilbyder skolen en såkaldt forældreskole, hvor forældre med en anden etnisk baggrund end dansk kan komme i skole og lære, hvordan man er forældre til et barn i en dansk skole.
Dette tilbud har Shilan Amin benyttet sig af. Hun kom til Danmark i 1998 og har to piger på skolen.
»Det hjælper børnene, når vi som forældre forstår, hvad skolen handler om. Når vi forstår, hvilke bøger de har, og kan hjælpe dem. Det skylder jeg mine børn,« siger Shilan Amin, der selv er vokset op i det nordlige Irak i en familie, hvor piger ikke havde de samme rettigheder, som hendes egne piger har i dag.
I forældreskolen lærer forældrene at lave sunde madpakker, og de lærer at gå på biblioteket, så de kan låne bøger til deres børn. De kan låne spil med hjem, og der er også rollespil, hvor forældrene bliver sat i fiktive situationer i forhold til skolen, og hvor de så skal tage den rigtige beslutning. Alt sammen er med til at give en forståelse for det danske samfund, mener Shilan Amin.
»Nu bor vi i Danmark, og derfor forsøger vi også at indrette os under danske forhold. Hvis ikke vi gjorde det, ville det gå ud over mine piger, og det ønsker jeg ikke,« siger Shilan Amin.

4. januar:

Operation selvværd

En mobbeundersøgelse for seks år siden afslørede omfattende mobning blandt eleverne på Lyshøjskolen i Kolding. Ledelsen satte massivt ind med massage og legeordninger i frikvarterne, og problemet – er – mindsket væsentligt. Børn med højt selvværd mobber ikke, siger inspektøren.

Af Sanne Gram
Morgenavisen Jyllands-Posten.

Man skulle ikke tro, at det var midt i en dansktime i 2.b. på Lyshøjskolen i Kolding. Anne Cathrine ligger med ansigtet skjult i armene, slængt hen over en blodrød velourpude. Bag hende står Rebecca. Hendes små hænder masserer venindens ryg, og Anne Cathrine lader saligt ansigtet falde længere ned i den bløde pude.
»Camille og Mathilde skal bage pebernødder,« læser deres klasselærer Susanne Borch op fra et papir, mens blød afslapningsmusik fylder rummet, der for mindre end fem minutter siden var fyldt med børn, der som bordtennisbolde hoppede rundt i lokalet. Nu er de stille, nyder musikken og den gode historie.
Det gør deres klasselærer Susanne Borch også, for klassen er ligesom mange andre danske skoleklasser karakteriseret ved livlige børn, nogle gange for livlige.
»Camille begyndte at vælte dejen rundt,« læser Susanne Borch op, mens hun laver bevægelser med hænderne, de passer til historien, og børnene er lynhurtige til at fange bevægelsen og trykke på makkerens ryg.
»Av, ikke så hårdt,« lyder det fra et af hjørnerne. »I skal huske at sige til, hvis det gør ondt. Jonas, ikke slå – du skal trykke,« siger Susanne og går hen for at hjælpe Jonas med at lave den rigtige bevægelse på kammeratens ryg.
Susanne Borch kan bevægelserne i hovedet, hun har været med til at udvikle historien og den tilhørende massage, som skolens klasser arbejder med. Sammen med skoleleder Jørn Jørgensen var hun for nogle år siden i Sverige, hvor de blev inspireret til at udvikle det, de kalder taktil rygmassage. Men det er ikke bare massage for velværens skyld.
Den egentlige årsag er, at den man rører, mobber man ikke.

Chok for seks år siden
I 1999 fik ledelsen og lærerne på Lyshøjskolen et chok. I en undersøgelse gav 12 pct. af eleverne udtryk for, at de var blevet mobbet, det svarede på det tidspunkt til 70 elever.
Mobning har store konsekvenser, for det påvirker børnenes mulighed for at lære noget, påpeger Susanne Borch.
»Det fylder meget i timerne, hvis børnene har haft et dårligt frikvarter, det påvirker deres koncentration og dermed deres indlæring. Det sociale er altafgørende for, om børn kan lære noget i skolen,« siger hun. Undersøgelsens resultater kom også bag på skoleleder Jørn Jørgensen, for der var intet at se på overfladen.
»Mange skoleledere tror ikke, at der er mobning på deres skole, og jeg troede ikke, at vi havde mobning. Børnene skjuler det, og derfor lavede vi en handleplan for, hvad man skal gøre, når der skete noget. Men det kunne ikke forhindre, at der blev mobbet. Derfor må vi nå ind til børnene og ændre deres adfærd – og det gør vi blandt andet med massagen,« siger han.
Tilbage i 2.b. har børnene byttet pladser, nu er det Rebeccas tur til at blive masseret. Det er en dejlig følelse i ryggen, synes hun. Man bliver ikke mobbet så meget, og det kan da godt være, at det skyldes rygmassagen, mener hun. »Ja, vi driller kun for sjov,« er pigerne enige om efter massagen.
»Mobning er, når man gør det flere gange. Det må vi ikke,« supplerer sidekammeraten Mikala: »Men det er især drengene, der mobber. De kalder mig for tykke, fordi jeg har mere fedt på lårene end nogle af de andre piger. Så bliver jeg ked af det indeni.«
På væggen i klassen hænger der små tegninger af alle børnene i klassen. Ved siden af Mikalas tegning står der en masse ord om, hvad Mikala er god til. Når hun kigger på den, bliver hun glad, for det er klassekammeraternes vurderinger af hende. Vurderinger, de har sagt, da klassen legede Den gode stol.
En leg, hvor en af børnene sidder på en stol midt i lokalet, mens klassekammeraterne på skift skal fortælle, hvad man er god til. I et klasselokale længere nede ad gangen sidder Tahmina Naderi i Den gode stol.
»Jeg synes, at du er en god sidemakker.«
»Du er god til at trøste.«
»Du er god til at finde på lege.«
Tahmina sidder på lærerens blå stol, og hendes ryg bliver stadig mere rank, jo flere kommentarer hendes klassekammerater har om hende. Læreren skriver alle sætningerne, som bliver skrevet på plakaten ved siden af et billede af Tahmina. Ifølge skoleinspektøren har det stor betydning for børnenes selvværd:
»De får et højt selvværd af at få disse ting at vide, og børn med højt selvværd mobber ikke. De får et indtryk af, at alle godt kan lide en, og så er der ingen grund til at have aggressioner. På denne måde fokuserer man på det gode,« siger han. Det er også noget, som forældrene lægger mærke til, siger Lea Hjort, der er mor til to børn på skolen. Hun har oplevet sin datter komme glædestrålende hjem efter en tur i den gode stol.
»Hun kommer hjem og har fået at vide, at hun er en god kammerat. Desuden lærer de også at udtrykke egne følelser, og det er en fordel, da det kan forhindre mange problemer,« mener hun.
Skoleklokken ringer, og pigerne i 2.b. stormer ind i klasseværelset for at tage deres madpakker frem. De spiser i ca. 10 minutter, hvorefter de skal ud for at lege. Også i frikvartererne er der fokus på, at børnene ikke bliver mobbet eller holdt udenfor.

VEN-ordning
Skolen har en såkaldt VEN-ordning, hvor store elever patruljerer i skolegården med en kurv med legetøj. Hvis de ser en elev stå alene, går de hen for at spørge, om vedkommende vil være med til at spille bold eller sjippe.
»Eleverne søger for at komme med i VEN-gruppen, og det er utroligt populært. De er også bedre, end vi troede, for de er gode til at scanne skolegården og få børnenes fortrolighed,« fortæller skoleleder Jørn Jørgensen. Hvis de opdager et stort problem, kan de hente gårdvagten eller den lærer, der er særligt tilknyttet VEN-gruppen.

Sidegevinster
Jørn Jørgensen påpeger, at skolens tiltag giver nogle sidegevinster, som ledelsen ikke havde tænkt på i begyndelsen.
»Eleverne har generelt fået en mindre voldsom adfærd, og det betyder meget for den generelle trivsel på skolen. Vi vil ikke erklære os som en mobbefri skole, for der vil altid være noget. Men vi gør et forsøg på at minimere det, og i den seneste undersøgelse var der næsten ingen, der gav udtryk for, at de blev mobbet,« siger Jørn Jørgensen.
Skoleklokken ringer, VEN-gruppen samler legetøjet sammen, nu er det time igen.

Fakta: Lyshøjskolen i Kolding
808 elever fra 0.-9. klasse
Skolen har udarbejdet en handleplan mod mobning Den gode stol skal udføres en gang om året pr. elev op til 6. klasse, derefter er det frivilligt. Der er spørgeskemaundersøgelse om mobning hvert andet år.
Taktil rygmassage gennemføres en gang om ugen fra 1.- 6. klasse, derefter er det frivilligt. Skolen har nedsat et mobberåd, som består af elever fra forskellige klassetrin, de diskuterer trivslen på skolen.
Skolen har tre AKT-lærere, som blandt andet løser sociale problemer på skolen.
Der er etableret en VEN-gruppe, som er 16 elever, der frivilligt går rundt i frikvartererne og leger med andre børn samt spotter børn, der mistrives.

5. januar: