Hvad siger lov og regler?
Det er i folkeskoleloven bestemt, at skolebestyrelsen
fastsætter den enkelte skoles ordensregler.
Ordensreglerne fastsættes inden for de
mål og rammer, som kommunalbestyrelsen
eventuelt har fastsat på området.
Skolebestyrelsen har altså pligt til at fastsætte
ordensregler for skolen. Adgangen til at fastsætte
skolens ordensregler omfatter hele skolens
virksomhed, herunder skolefritidsordninger.
Hvordan ordensreglerne skal se ud,
og hvordan processen skal være i forbindelse
med fastsættelse af reglerne, er der imidlertid
ikke centrale (ministerielle) retningslinjer
for. Det er op til den enkelte skolebestyrelse
under hensyntagen til folkeskolelovens formål.
Formålet med ordensreglerne er at skabe de
bedste rammer for børnenes trivsel og indlæring,
for børnenes undervisningsmiljø og
for de ansattes arbejdsmiljø. Både børn og
voksne skal opleve skolen som et rart sted at
være. Ordensreglerne er med til at skabe
forudsætningerne for et godt arbejdsklima,
både i de enkelte klasser og på skolen som
helhed. Et godt undervisnings- og arbejdsmiljø
er en forudsætning for, at folkeskolens
formål kan føres ud i livet.
Undervisningsministeriet har i bekendtgørelsen
om foranstaltninger til fremme af god orden i
folkeskolen fastsat de øvre rammer for indgreb
over for elever, som overtræder skolens
ordensregler. Bekendtgørelsen angår eleverne
i undervisningstiden, hvor det er skolens
leder, der har det pædagogiske ansvar og
træffer de konkrete afgørelser om skolens
elever. Derfor er det skolelederens opgave –
og ansvar – at gribe ind over for elever, som groft overtræder de vedtagne regler. Når det
drejer sig om mindre forseelser, vil lederens
beføjelse normalt være uddelegeret til de
enkelte lærere.
I bekendtgørelsen lægges vægt på, at gode
samværs- og arbejdsformer mellem eleverne
og mellem forældre og skole fremmes, og at
alle parter i samarbejde skal medvirke til et
godt arbejdsklima.
Denne side indgår i publikationen " Vejledning om disciplin,
god adfærd og trivsel
i folkeskolen " som kapitel 3 af 9
© Undervisningsministeriet 2006