Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







Hvad er problemet – omfang og udbredelse?

Gennem de seneste år er der gennemført flere forskellige undersøgelser om folkeskolens vilkår i relation til elevernes opførsel – om uro, mobning, skolernes brug af sanktioner mv.

En af de mest omfattende er en undersøgelse fra 1997, lavet for Undervisningsministeriet, om udbredelsen og omfanget af uro i folkeskolen. Undersøgelsen omfattede 20 procent af landets folkeskoler, tilfældigt udvalgt, og viste, at cirka 10 procent af folkeskolens elever regelmæssigt forstyrrer undervisningen for sig selv og andre. To procent, det vil sige i gennemsnit cirka én elev i hver anden klasse, forstyrrer stort set hele tiden, og én procent af eleverne ønsker lærerne at få placeret uden for de almindelige klasser.

Undersøgelsen viste, at uroen optræder med størst hyppighed i starten af skoleforløbet, og at drenge er langt mere urolige end piger. Der blev peget på, at elever med faglige problemer kan forstyrre, fordi de ikke kan følge med, men at også fagligt stærke elever, som keder sig, kan være uromagere. Endvidere, at elever med sociale og emotionelle vanskeligheder kan virke stærkt forstyrrende, og at det samme i en del tilfælde gælder tosprogede elever.

Det fremgik af undersøgelsen, at der er store forskelle i graden af uro fra skole til skole og fra klasse til klasse, ligesom der er forskelle fra fag til fag. Endvidere viste der sig at være forskelle fra by til land og fra landsdel til landsdel. Uroen var størst på skolerne i byerne, og den var almindeligvis også størst på skolerne i de østlige dele af Danmark. Skolestørrelsen havde kun en meget lille betydning i retning af, at der sås mere uro på store skoler end på små. Det viste sig, at klassestørrelsen – modsat gængs opfattelse – ikke havde større betydning.

Af nyere undersøgelser vedrørende uro, mobning og skolers brug af sanktioner kan blandt andet henvises til forskningsprojektet “De gode eksempler” fra 20041, et udviklingsprojekt om mobning2, udført af Rådgivende Sociologer for Dansk Center for Undervisningsmiljø og Undervisningsministeriet i 2003, samt en undersøgelse fra 2005, gennemført af Skole og Samfund i samarbejde med Danmarks Skolelederforening3.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen " Vejledning om disciplin, god adfærd og trivsel i folkeskolen " som kapitel 1 af 9
© Undervisningsministeriet 2006

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top