6. Eksterne delundersøgelser

Det fremgår af kommissoriet, at udvalget kan inddrage eksterne eksperter til belysning af forskellige delproblemstillinger i analysen.

Der er derfor gennemført en række selvstændige undersøgelser af udvalgte problemstillinger som supplement til tidligere analyser af elementer i styringssystemet, herunder især foreliggende analyser af taxametersystemet og institutionsstyringen, jf. afsnit 1.6.

Undersøgelserne har primært været orienteret mod de elementer i styringssystemet, hvor Undervisningsministeriet enten har haft en relativt begrænset viden om styringsredskabernes effekter og institutionernes faktiske adfærd, eller hvor de amtskommunale institutioners overgang til staten har aktualiseret behovet for at foretage et eftersyn af visse styringsredskaber bl.a. med henblik på at kunne tilrettelægge en sammenhængende styring af såvel de eksisterende som nye selvejende institutionsområder og sikre, at styringsredskaberne løbende udvikles i takt med de strukturelle forandringer.

Undersøgelserne er iværksat efter opdrag fra udvalget, og resultaterne er indgået som grundlag for udvalgets drøftelser, konklusioner og anbefalinger. Resultaterne har desuden været forelagt og behandlet på møder med referencegrupperne, jf. tilbagemeldingerne fra referencegrupperne i kapitel 7.

Undersøgelserne har omhandlet følgende problemstillinger:

• Undersøgelse af udviklingspotentialet for bestyrelser for selvejende erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner og etablering af en kodeks for godt bestyrelsesarbejde udført af konsulentfirmaet Pluss Leadership i samarbejde med professor Steen Thomsen, Copenhagen Business School.
• Undersøgelse af censorinstitutionen udført af Danmarks Evalueringsinstitut.
• Rapport om taxametersystemet og uddannelseskvalitet udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut.
• Undersøgelse af institutionernes indtægtsdækkede virksomhed udført af revisionsselskabet KPMG.

Endvidere har Kammeradvokaten udarbejdet notater, dels om det overordnede regelgrundlag for de statsligt selvejende institutioner samt bestyrelsens opgaver og ansvar, der beskriver forskellige juridiske aspekter ved organiseringen af de amtskommunale institutioner som statsligt selvejende, dels behandler spørgsmålet om alternative organiseringsformer til løsning af administrative opgaver. Disse notater inddrages især i redegørelserne i kapitel 3 og 4.

Afrapporteringerne af undersøgelserne i deres helhed findes på denne webadresse: http://www.uvm.dk/kommunalreform/styringsanalyse/forside.htm?menuid=40

6.1 Undersøgelse af udviklingspotentialet for bestyrelser

Undersøgelsens formål var dels at kortlægge de konkrete erfaringer med bestyrelsesarbejdet på de selvejende institutioner, herunder at beskrive praksis for sammensætning af bestyrelserne og bestyrelsernes kompetenceprofiler, dels at sætte fokus på udviklingspotentialet ved at udvikle anbefalinger til godt bestyrelsesarbejde på uddannelsesinstitutionerne.
Dette formål skal ses i sammenhæng med, at der i de seneste år er gennemført store reformer af institutionsstrukturen med etablering af større og fagligt bredere institutioner, som ud over ansvaret for grunduddannelserne også skal varetage efter- og videreuddannelsesaktiviteter og udviklingsfunktioner mv. i samspil med det lokale og regionale erhvervsliv og arbejdsmarked.
Samtidig hermed er flere ansvarsområder blevet decentraliseret til institutionerne, og bestående opgaver har ændret karakter i takt med strukturelle og samfundsmæssige forandringer. Samlet set har disse forhold skabt en række nye ledelsesmæssige udfordringer og rejst spørgsmålet om, hvordan bestyrelsesarbejdet på uddannelsesinstitutionerne kan videreudvikles.

Det fremgår desuden af kommissoriet for analysen af uddannelsesområdets styringssystem, at udvalget skal fremkomme med anbefalinger til rammer for det fremtidige bestyrelsesarbejde, herunder vedrørende kompetencer og sammensætning, samt samspillet mellem bestyrelser og ledelser på institutionerne. Undersøgelsens formål har derfor også været at etablere et grundlag for formulering af sådanne anbefalinger.

Undersøgelsen er gennemført i to faser: I første fase i form af en kvalitativ “dybdeanalyse” af i alt 12 institutioner for erhvervsrettet uddannelse og mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner, der i anden fase er fulgt op af en “breddeanalyse” af samtlige erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner med henblik på dels at vurdere, hvorvidt konklusionerne fra dybdeanalysen afspejler erfaringerne med bestyrelsesarbejdet generelt, dels at identificere udviklingspotentialet i forhold til anbefalingerne til godt bestyrelsesarbejde.

Udgangspunktet for undersøgelsen har været at udvikle og professionalisere bestyrelsesarbejdet inden for de eksisterende rammebetingelser, dvs. inden for gældende regler om udpegning og sammensætning af bestyrelser og i respekt for partssystemet og paritetsprincippet, som historisk har været et karakteristisk træk ved bestyrelsessammensætningen på erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner, og som medvirker til at sikre uddannelsernes faglige og lokale forankring ved at give arbejdsgivere og arbejdstagere ligelig repræsentation i bestyrelserne.

På den baggrund er den overordnede konklusion i undersøgelsen, at der generelt udføres et godt og solidt bestyrelsesarbejde på institutionerne, men at der bl.a. i takt med udviklingen i retning af større og mere komplekse institutioner er behov for øget professionalisering af bestyrelsesarbejdet i den forstand, at der er behov for at sikre bredere kompetenceprofiler i bestyrelserne for at kunne matche fremtidens krav.

Kortlægningen af det nuværende bestyrelsesarbejde viste desuden, at der generelt er betydelige variationer i tilrettelæggelsen af bestyrelsesarbejdet, som bl.a. kan henføres til, at der er en vis spredning i institutionernes størrelse og faglige profiler mv. samtidig med, at visse institutioner endnu befinder sig i en overgangsfase efter fusioner. Det konstateres bl.a. i undersøgelsen, at:

• Der er betydelige forskelle på størrelserne af bestyrelserne, både hvad angår antallet af stemmeberettigede og tilforordnede medlemmer, og at antallet af bestyrelsesmedlemmer i visse tilfælde, herunder som led i overgangsordninger efter fusioner, overstiger den vejledende grænse på 12 bestyrelsesmedlemmer, der er fastsat i regelgrundlaget. I disse tilfælde afspejler bestyrelsernes størrelse typisk hensynet til at sikre en så bred repræsentation af fag, brancher og øvrige interessenter som muligt. Samme hensyn bevirker, at der i andre tilfælde indgås kompromiser om forholdet mellem stemmeberettigede og tilforordnede medlemmer. Det vurderes i den forbindelse, at der inden for det eksisterende regelgrundlag er behov for at etablere en rimelig balance mellem på den ene side en bestyrelsesstørrelse, som sikrer effektive beslutningsprocesser og involverer alle bestyrelsesmedlemmer, og på den anden side behovet for at sikre repræsentation af relevante parter og kompetencer.
• Der er forskellig praksis i forhold til etablering af forretningsudvalg, hvor nogle institutioner af hensyn til beslutningseffektiviteten i organisationen vælger at etablere forretningsudvalg, mens andre lægger vægt på, at alle væsentlige beslutninger træffes af den samlede bestyrelse.
• Bestyrelsessammensætningen generelt er styret af paritetsprincippet, selv om bestyrelsesarbejdet i høj grad er præget af konsensus mellem parterne og tager afsæt i fælles mål for institutionens udvikling.
• Der i udpegningen af bestyrelsesmedlemmer overvejende tages hensyn til repræsentation af fag og brancher inden for institutionens udbud, til trods for at institutionernes bredere udbudsprofiler har vanskeliggjort denne hensyntagen. Det vurderes i den forbindelse, at traditionen for at sikre så mange fag og brancher som muligt repræsentation i bestyrelserne vil blive vanskelig at fastholde på længere sigt henset til den større bredde i institutionernes udbud.
• Der således ikke anvendes kompetenceprofiler, som kan sikre, at bestyrelsen i sin helhed dækker strategiske, ledelsesmæssige, uddannelsesmæssige og økonomiske kompetencer og varetager alle bestyrelsesfunktioner.
• Bestyrelserne generelt varetager alle de funktioner, som er helt grundlæggende for bestyrelsesarbejde i bred forstand, men at der i visse tilfælde kan være behov for at styrke de strategiske kompetencer og helhedsorienteringen i ledelsen, således at der sikres et balanceret fokus på henholdsvis økonomi og uddannelsernes kvalitet.

Set i forhold til disse observationer og spørgsmålet om de fremtidige rammer for bestyrelsesarbejdet, herunder især sammensætningen af bestyrelserne, gives der i undersøgelsen en række anbefalinger til, hvordan godt bestyrelsesarbejde kan styrkes og praktiseres på uddannelsesinstitutionerne. Anbefalingerne har primært sigte på mellemstore og store institutioner, men kan også være til inspiration for mindre og nye selvejende institutioner. Det anbefales således, at

• Bestyrelserne udarbejder en kompetenceprofil, som kortlægger sammenhænge mellem de eksisterende og ønskede kompetencer i bestyrelsen.
• Bestyrelserne i forbindelse med udarbejdelsen af kompetenceprofilerne og faste, tilbagevendende evalueringer af bestyrelsesarbejdet også tager stilling til, om aldersprofil, anciennitet (og kønsfordeling) for bestyrelsen som helhed er tilfredsstillende.
• Bestyrelserne gennem dialog med de udpegende organisationer forsøger at påvirke udpegningen af nye medlemmer ud fra kompetenceprofilerne. Organisationerne har i den forbindelse et ansvar for at sikre, at de udpegede medlemmer besidder de fornødne kompetencer og har en tilstrækkelig central placering i organisationen til at kunne varetage bestyrelsesansvaret og de ledelsesmæssige udfordringer.
• Størrelserne på bestyrelserne søges begrænset under hensyntagen til, at der kan foregå en konstruktiv debat og en effektiv beslutningsproces. Det foreslås i den forbindelse, at antallet af bestyrelsesmedlemmer, som udpeges paritetisk, reduceres for at give mulighed for at arbejde mere proaktivt med kompetenceprofiler.
• Bestyrelsesarbejdet kan organiseres både med og uden et forretningsudvalg, men det bør primært være af praktiske hensyn, at der nedsættes forretningsudvalg.
• Det tilstræbes, at medarbejderudpegede bestyrelsesmedlemmer ikke samtidig er faglige tillidsrepræsentanter for at undgå interessekonflikter.
• Forvaltningen af bestyrelsernes strategiske ansvar styrkes bl.a. gennem afholdelse af særlige strategiseminarer og ved tættere kontakt mellem bestyrelsen og uddannelsesudvalg og studiebestyrelser i uddannelsesrelaterede spørgsmål.
• Rolle- og arbejdsdelingen mellem bestyrelse, daglig ledelse og revisor fastlægges i forretningsordner mv. og tager afsæt i systematiske informationsudvekslinger, værdibaserede ledelsesværktøjer og regelmæssig kontakt mellem formand og daglig leder.

6.2 Undersøgelse af censorinstitutionen

Undersøgelsen af censorinstitutionen havde til formål at vurdere, dels om censorerne fungerer efter intentionerne i regelgrundlaget, herunder om censorerne i praksis fungerer som en uafhængig instans, dels hvordan censorernes rapporteringer til Undervisningsministeriet vil kunne styrkes med henblik på mere systematisk anvendelse af informationerne i tilsynet med uddannelsernes kvalitet.

Undersøgelsen omfatter ungdomsuddannelserne og de korte og mellemlange videregående uddannelser og er gennemført på grundlag af eksisterende kildemateriale suppleret med kvalitative interview med i alt seks fokusgrupper bestående af censorer, censorformænd, fagkonsulenter og eksamensansvarlige på institutionerne og i Undervisningsministeriet.

Der er tidligere i 1998 gennemført en undersøgelse af censorinstitutionen i de mellemlange og lange videregående uddannelser, der viste, at censorinstitutionen kun delvist fungerede efter hensigten, idet censorinstitutionen ikke i tilstrækkelig grad var uafhængig af uddannelsesinstitutionerne og ydede den forudsatte rådgivning om uddannelsernes kvalitet. Undersøgelsen fra 1998 kan dog ikke umiddelbart sammenlignes med nærværende undersøgelse, bl.a. fordi de to undersøgelser dækker forskellige uddannelsesområder.

Undersøgelsen har desuden baggrund i den kritik af taxametersystemet, der har været rejst i den offentlige debat, hvor argumentet bl.a. har været, at systemet rummede negative kvalitetsincitamenter til at sænke det faglige niveau i eksamenssituationen for at lade flere ressourceudløsende studerende bestå. (jf. afsnit 6.3). Denne kritik rummer samtidig en indirekte kritik af censorinstitutionen og stiller spørgsmålstegn ved censorinstitutionens funktion som et blandt flere redskaber til kvalitetssikring af uddannelserne.

I undersøgelsen kortlægges bl.a. de forskellige former for censur samt forskelle i censorernes opgaver, regler for beskikkelse af censorer og i kravene til censorindberetninger på de enkelte uddannelsesområder. Det konstateres i den forbindelse, at der er betydelige variationer i kravene til og tilrettelæggelsen af den eksterne censur mellem områderne. Censorerne ved de videregående uddannelser har således generelt flere opgaver og større ansvar end tilfældet er i ungdomsuddannelserne, fordi de bl.a. også fungerer som rådgivere om uddannelsernes kvalitet i forhold til institutionerne. Disse forskelle afspejler bl.a. forskellige traditioner og former for styring af uddannelsernes indhold og kvalitet på de enkelte områder. Det ligger dog uden for undersøgelsens kommissorium at vurdere, hvorvidt disse forskelle er hensigtsmæssige.

I forhold til ungdomsuddannelsesområdet konstateres det endvidere i undersøgelsen, at:

• Områderne generelt lever op til kravene om uafhængighed, og inden for erhvervsuddannelserne og de erhvervsgymnasiale uddannelser, hvor ansvaret for udpegning af censorer er forankret lokalt på institutionerne, er der etableret procedurer, som sikrer, at der ikke er tale om gensidig censur.
• Censorinstitutionen generelt fungerer som en kvalitetssikringsmekanisme og medvirker til at sikre elevernes/de studerendes retssikkerhed i eksamenssituationen.
• At pligten til at indberette eventuelle fejl og mangler ved eksamen og den forudgående undervisning kun fører til relativt få indberetninger, og at der – ud over denne indberetningspligt – er forskelle i praksis mellem områderne på, om Undervisningsministeriet indhenter yderligere censorindberetninger, og hvorvidt der på dette grundlag udarbejdes systematiske evalueringsrapporter.
• Der ikke er en ensartet praksis for, hvem der modtager censorindberetningerne.

På området for de videregående uddannelser konstateres det i undersøgelsen, at:

• Censorinstitutionen medvirker til at sikre det faglige niveau, og det er faglig integritet og ansvarlighed – og ikke økonomiske incitamenter – der er afgørende for karakterfastsættelsen.
• Det tilstræbes at efterleve kravet om uafhængighed og gensidig censur, men at det i praksis kan være vanskeligt at efterleve kravet bl.a. på grund af de ressourcer, der kræves for reelt at sikre landsdækkende censur, og fordi censorkorpsene på visse mindre uddannelser er små. Problemet søges dog imødegået fremover ved etablering af en central database til fordeling af censorer.
• Der er varierende praksis for, hvordan der på institutionerne og i censorformandskabet følges op på de lovpligtige censorindberetninger i forhold til kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af uddannelserne.
• De årlige beretninger fra censorformandskabet ikke systematisk anvendes til at rådgive institutionerne om uddannelsernes kvalitet, ligesom beretningerne heller ikke indgår systematisk som grundlag for Undervisningsministeriets udvikling af uddannelserne.

Hovedkonklusionen i undersøgelsen er således, at censorindberetningerne vil kunne anvendes bedre og mere systematisk i forhold til sikring og udvikling af uddannelsernes kvalitet, og det anbefales derfor, at der som opfølgning på undersøgelsen iværksættes nye undersøgelser af, hvilke krav der bør være for indberetningerne, hvem der er relevante modtagere, og hvordan indberetningerne kan bruges mere effektivt som redskab til kvalitetssikring.

6.3 Rapport om taxametersystemet og kvalitet

Rapporten er udarbejdet med baggrund i den offentlige debat om sammenhænge mellem taxametersystemet og uddannelsernes kvalitet og har til formål dels at klarlægge de forskellige problemstillinger, der har været bragt op i debatten, dels at belyse såvel positive som negative kvalitetsincitamenter i taxametersystemet i et kritisk perspektiv på grundlag af foreliggende kildemateriale, herunder tidligere analyser af taxametersystemet.

Som grundlag for udarbejdelsen af rapporten er der endvidere gennemført et antal interview med de samme fokusgrupper bestående af bl.a. institutionsledere, eksamensansvarlige og censorer, som også indgik i censorundersøgelsen, samt interview med et mindre antal enkeltpersoner.

De centrale kritikpunkter i den offentlige debat om taxametersystemet har været, at systemet favoriserer kvantitet på bekostning af kvalitet og medfører et ensidigt fokus på de økonomiske resultater i kraft af systemets outputorientering.

Taxametersystemet er således blevet kritiseret for at føre til sænkning af det faglige niveau dels ved, at der på uddannelsesniveauet skulle ske en prioritering i fastlæggelsen af studieordninger og tilrettelæggelsen af undervisningen ud fra overvejende økonomiske hensyn, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved anvendelsen af mere fleksible og mindre lærerressourcekrævende undervisningsformer, dels ved at kravene i eksamenssituationen skulle blive sænket for at få flere ressourceudløsende studerende til at bestå eksamenerne. Kritikerne har endvidere fremført, at taxametersystemet skulle rumme incitamenter til at sænke adgangskravene for at få flere til at gennemføre uddannelserne. Sidstnævnte kritikpunkter har dog kun relevans for korte og mellemlange videregående uddannelser, hvor tælleprincippet er studenterårsværk (STÅ). Indførelsen af færdiggørelsestaxametret har dog betydet, at der inden for erhvervsuddannelserne og hhx/htx også er fokus på gennemførelse.

Af rapporten fremgår, at en lang række styringsredskaber og enkeltfaktorer på forskellige niveauer i uddannelsessystemet – herunder taxametersystemet – har betydning for uddannelseskvaliteten, hvorfor der er risiko for, at der i den offentlige debat om uddannelsernes kvalitet er for partielt fokus på taxametersystemet og dets kvalitetsmæssige virkninger. Taxametersystemet skal derfor vurderes i sammenhæng med en række andre styringsredskaber, som tilsammen skal sikre, at kvaliteten af uddannelserne kan fastholdes og udvikles.

På den baggrund er den overordnede konklusion i rapporten, at det er vanskeligt at påvise en entydig sammenhæng mellem enkelte faktorer i styringen og uddannelsernes kvalitet, og der findes i rapporten ikke belæg for, at taxametersystemet ud fra en isoleret betragtning skulle skabe incitamenter til at sænke det faglige niveau.

Det fremgår i den forbindelse, at incitamentsstrukturerne i taxametersystemet ikke er entydigt negative eller positive, og der kan derfor også argumenteres for, at taxametersystemets fokus på output bl.a. skaber incitamenter til at sikre høj gennemførelse og reduceret frafald og dermed også skaber incitamenter til kvalitetsforbedringer af uddannelserne.

I forhold til ovennævnte kritik afviser de interviewede personer, at der i de senere år skulle være sket en niveausænkning i uddannelsessystemet. Interviewpersonerne peger derimod på, at uddannelseskvaliteten generelt er forøget bl.a. som følge af uddannelsesreformer, som har øget kompetencekravene til både lærere og studerende, og udviklingen af en række nye kvalitetssikringsredskaber, herunder et øget fokus på institutionernes interne kvalitetsarbejde.

Kritikken afvises desuden med argumentet om, at det grundlæggende er de pædagogiske principper, der er afgørende, når studieordningerne skal fastlægges, og de er samtidig styrende for introduktionen af nye undervisningsformer sammen med ønsket om at styrke selvstændigheden blandt de studerende. Interviewpersonerne udelukker dog ikke, at øget pres på bevillingerne på længere sigt vil kunne føre til, at der må ske en ændret prioritering med kvalitetsmæssige konsekvenser. Det nævnes endvidere i rapporten, at der findes forskellige former for selvregulerende mekanismer i systemet, herunder bl.a. den fælles interesse blandt ledere, lærere og studerende i at sikre kvalitetsprægede uddannelser, lærernes faglige integritet og risikoen for at skabe et negativt omdømme for institutionen, der i sig selv vil have en positiv effekt i forhold til at sikre uddannelseskvaliteten.

Endelig fremhæves det, at taxametersystemet også rummer positive incitamenter til bl.a. øget effektivitet og brugerorientering, ligesom taxametersystemet i sammenhæng med selvejemodellen har givet institutionerne et større ledelsesrum til at prioritere i forhold til de lokale ønsker og behov. Disse forhold må også indgå i en samlet vurdering af taxametersystemets egnethed som styringsredskab.

Rapporten konkluderer endvidere, at der overordnet er tilfredshed blandt de interviewede institutionsledere med taxametersystemet som styringsredskab, især fordi systemet i sammenhæng med selvejemodellen giver institutionerne ret til selv at disponere over ressourcerne. Utilfredsheden, som den bl.a. har været udtrykt i den offentlige debat, går således ikke på taxametersystemet som princip og styringsredskab, men har baggrund i den politiske takstfastsættelse og utilfredshed med taksternes størrelse. Det nævnes i den forbindelse af interviewpersoner, at det også er afgørende for tilliden til systemet, at institutionernes incitamenter til effektiviseringer med henblik på at kunne foretage omprioriteringer mv. ikke udhules ved, at effektiviseringsgevinster inddrages gennem takstbesparelser.

6.4 Analyse af uddannelsesinstitutionernes indtægtsdækkede virksomhed

Undersøgelsen havde til formål at kortlægge omfanget og karakteren af institutionernes IV-aktiviteter og adfærd med henblik på at afdække, om IV-virksomheden indebærer en risiko for, at institutionernes ordinære virksomhed fortrænges f.eks. ved, at institutionens ressourcer systematisk prioriteres til fordel for konkurrenceudsatte og markedsorienterede aktiviteter.

Undersøgelsen skulle endvidere afdække, hvordan institutionerne i praksis efterlever gældende regler og retningslinjer for IV-virksomhed, herunder reglerne for priskalkulation, der skal sikre, at institutionerne ikke udøver konkurrenceforvridende virksomhed i forhold til private udbydere.

Disse formål skal ses i sammenhæng med, at Undervisningsministeriet ikke råder over systematisk viden om institutionernes IV-aktiviteter, bortset fra oplysninger om de regnskabsmæssige resultater, der indgår i institutionernes årsregnskaber.

Undersøgelsen, som omfattede institutioner for erhvervsrettet uddannelse, CVU'er og enkeltstående mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner, blev dels gennemført som en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse blandt i alt 39 institutioner, dels som en kvalitativ interviewundersøgelse blandt 21 af de institutioner, som også deltog i spørgeskemaundersøgelsen.

Undersøgelsen viste overordnet, at der er meget store variationer i udførelsen af IV, både når det gælder omfang, aktiviteter og procedurer. Det konstateres således i undersøgelsen, at:

• Der er meget stor spredning i IV-omsætningen og de økonomiske resultater af IV- virksomheden.
• Institutionerne ikke agerer strategisk i den forstand, at de udarbejder egentlige “business cases” for deres IV-virksomhed, som f.eks. kunne fastlægge ydelser, målgrupper, økonomiske resultatmål og prioriteringer i forhold til den ordinære virksomhed. Aktiviteterne er derimod i høj grad baseret på ydelser, som imødekommer den lokale efterspørgsel efter uddannelse mv.
• Langt hovedparten af IV-aktiviteterne enten er baseret på eksisterende uddannelser eller gennemføres som særligt tilrettelagte uddannelsesaktiviteter, mens der i mere begrænset omfang udføres kursus- og konferencevirksomhed og anden konsulentvirksomhed samt udenlandske aktiviteter (f.eks. systemeksport).

Alle institutioner udarbejder en form for priskalkulation for hver enkelt IV-aktivitet, men der foretages ikke i alle tilfælde systematiske efterkalkulationer af rentabiliteten for hvert projekt. Der er en forholdsvis klar tendens til, at procedurer og forretningsgange bliver mere formaliserede i takt med stigende IV-omsætning, men også at der generelt synes at være igangsat en proces i forhold til øget formalisering af procedurer mv. som opfølgning på de ændrede krav til regnskab og revision, der blev gennemført i 2003. Der er meget store forskelle i praksis på institutionernes kalkulationsgrundlag og regnskabspraksis, herunder i fastsættelsen af overhead og fordelingen af direkte og indirekte omkostninger, der bevirker en stor spredning i omkostningsstrukturer for de samme type af ydelser. Disse praksisforskelle kan til dels tilskrives uklare retningslinjer for omkostningsfordelinger mv.

Det er vanskeligt at adskille ressourceanvendelsen til IV fra den ordinære aktivitet.

I forhold til undersøgelsens formål konkluderes det, at der ikke kan konstateres problemer vedrørende fortrængning af den ordinære virksomhed på institutionerne. Denne konklusion beror bl.a. på institutionernes udsagn om, at den problemstilling ikke er genkendelig, men at der snarere er positive synergieffekter mellem IV-aktiviteterne og den ordinære virksomhed, der kan virke kvalitetsudviklende for de ordinære uddannelser, bl.a. fordi IV-aktiviteterne skaber en tættere relation til aftagere og arbejdsmarkedet, som uddannelserne er rettet mod. Konklusionen understøttes desuden delvis af, at IV-omsætningen på flertallet af institutionerne udgør en marginal del af den samlede omsætning.

Undersøgelsen konkluderer endvidere, at der både i forhold til regler og retningslinjer vedrørende kalkulation og regnskabspraksis og definitionerne af, hvilke aktiviteter der kan betragtes som naturlige udløbere af institutionernes almindelige virksomhed, er brede fortolkningsmuligheder, hvor der er behov for at etablere mere klare retningslinjer og/eller klarere praksis som grundlag for udførelsen af IV-aktiviteter.

Det anbefales derfor i undersøgelsen, at der etableres mere klare retningslinjer for prisfastsættelse, efterkalkulation og omkostningsfordeling ved gennemførelse af IV-aktiviteter med henblik på at skabe større gennemsigtighed i forhold til prisfastsættelsen og sikre en mere ensartet prisstruktur på markedet. Endvidere anbefales, at der defineres tydeligere grænser for, på hvilke områder institutionerne enten må konkurrere på lige vilkår med private virksomheder eller alternativt ikke må drive indtægtsdækket virksomhed ud fra konkurrencehensyn. Herunder indgår også en tydeligere definition af, hvad der kan betragtes som naturlige udløbere af institutionernes ordinære virksomhed.

Denne side indgår i publikationen "Styringsanalysen – analyse af uddannelsesområdets styringssystem" som kapitel 6 af 11
© Undervisningsministeriet 2005