3. Præsentation af uddannelses- og institutionsområderne

Kapitlet indeholder en overordnet beskrivelse af analysens uddannelser og institutioner, dvs. nuværende og kommende selvejende institutioner under Undervisningsministeriet, hvis primære opgave er at udbyde undervisning, som fører til nationalt anerkendt kompetence.

Institutionerne er i dag undergivet meget forskellige vilkår i henholdsvis den amtskommunale styring og den statslige styring via selvejende institutioner. Uddannelsesregler og tilsyn er derimod for alle institutionernes uddannelser og undervisning placeret samlet under Undervisningsministeriet. I afsnit 4.6 gøres nærmere rede for de ændringer, overgangen til selveje vil betyde for de amtslige institutioner, og for den proces og de initiativer, der er igangsat i forbindelse med implementeringen.

I nærværende kapitel gives først en overordnet beskrivelse af institutionerne med hensyn til antal, opgaveprofil mv. Dernæst gives en kort beskrivelse af de enkelte uddannelsesområder, institutionerne varetager. Endelig uddybes institutionernes generelle rammebetingelser, herunder styring af optag og kapacitet, styring af institutionsstrukturer samt selvejemodellen.

3.1 Institutionernes karakteristika

Analysens institutioner er meget forskelligartede, bl.a. med hensyn til de enkelte uddannelsesområders karakteristika og målgrupper, opgaveprofil i øvrigt, størrelse og institutionernes interne organisering med et eller flere udbudssteder.
I tabel 3.1 (side 25) vises en oversigt over de forskellige institutionstyper, nuværende ejerforhold, antal, gennemsnitlige størrelse og uddannelsesudbud. Det fremgår, at der er væsentlige forskelle mellem institutionstyperne.

De nye statslige institutionsområder fra 2007 består overvejende af institutioner med et udbud af kun én eller få uddannelser. Samtidig er de ofte relativt små og vil i forbindelse med overgangen til taxameterfinansiering og aktivitetsstyrede bevillinger derfor erfaringsmæssigt være særligt sårbare over for udsving i tilgang og aktivitet.

Inden for de selvejende institutionsområder er i de seneste år gennemført institutions- strukturreformer, som gennem sammenlægninger af mindre, enkeltstående institutioner har skabt et institutionsbillede bestående af store institutionsenheder med brede uddannelsesmiljøer og flere lokale udbudssteder. I samme forbindelse er de tidligere statsinstitutioner nu overgået til selveje.^[1]

Det gælder både institutionerne for videregående uddannelse og for erhvervsrettet uddannelse, at institutionerne nu i vidt omfang indgår i centre for videregående uddannelser eller store erhvervsskoler med et bredt fagligt uddannelsesudbud og herunder også med et vertikalt sammenhængende udbud af grund-, efter- og videreuddannelse. Institutionsstrukturreformerne uddybes i afsnit 3.4.

Tabel 3.1. Uddannelsesinstitutionernes antal, ejerforhold, størrelse og udbud

En del af institutionerne for videregående uddannelse og for erhvervsrettet uddannelse er ikke indgået i fusioner, og der består fortsat en række institutioner med et udbud af få uddannelser, hvoraf en del også er relativt små, bl.a. handelsskoler, landbrugsskoler, lærer- og pædagogseminarier, sociale højskoler og efter- og videreuddannelsesinstitutioner. Der er således stadig en vis spredning i institutionernes størrelse, uddannelsesprofil og faglige bredde inden for sektorerne (der henvises også til afsnit 3.4). I tabellen 3.2 nedenfor vises institutionernes størrelsesfordeling efter omsætning.

Tabel 3.2 Antal institutioner fordelt efter omsætning

Kilde: Regnskabsportalen. Der kan være afvigelser i forhold til det samlede antal institutioner i tabel 3.1, hvilket dels skyldes, at ikke alle udbydere aflægger regnskab til Undervisningsministeriet, dels at ubetingede CVU er medtaget både som selvstændige institutioner og i form af partnerinstitutionerne i denne oversigt i modsætning til tabel 3.2.

I tabel 3.3 nedenfor vises de amstlige institutioner fordelt efter størrelse (antal elever/studerende).

Tabel 3.3 Antal institutioner fordelt efter ordinære studerende*

Kilde: Institutionsregistret. Der kan være afvigelse i forhold til det samlede antal institutioner i tabel 3.1, hvilket dels skyldes ændringer i institutionsstrukturen, dels at afdelinger er medtaget i varierende omfang.
*Ved ordinære studerende forstås studerende omfattet af Danmarks Statistiks Integrerede Elevregister (INTE), som omfatter studerende ved heltidsuddannelser.
VUC er ikke medtaget i oversigten, da der ikke foreligger tilsvarende informationer på enkeltinstitutionsniveau, men alene på amtsniveau.

3.2 Beskrivelse af uddannelserne

Uddannelserne omfatter kompetencegivende ungdomsuddannelser, videregående uddannelser samt voksen- og efteruddannelse på Undervisningsministeriets område. De enkelte uddannelsesområder beskrives kort i det følgende.

3.2.1 Ungdomsuddannelserne

• De gymnasiale uddannelser: stx, hhx og htx samt hf
  
  De almengymnasiale uddannelser (stx) og de erhvervsgymnasiale uddannelser, højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), er 3-årige, hovedsageligt teoretiske uddannelser, som giver generel studiekompetence og kvalificerer til de videregående uddannelser.
  
  Med gymnasiereformen, som trådte i kraft i august 2005, får uddannelserne samme hovedstruktur, som består af et grundforløb på 1/2 år og et studieretningsforløb på 21/2 år. Uddannelserne har hver deres profil inden for henholdsvis det almene, det merkantile og det tekniske område.
  
  I den nye ordning for alle de 3-årige uddannelser er der som hidtil et stort antal obligatoriske fag, hvorimod antallet af enkeltstående valg af valgfag er reduceret væsentligt.
  
  Fagene dansk, engelsk og matematik indgår som obligatoriske fag i alle tre uddannelser, mens resten af fagrækken er forskellige fra uddannelse til uddannelse i overensstemmelse med uddannelsens profil. Studieretningerne er af samme grund forskellige for de forskellige uddannelser, mens de individuelle valgfag i alt væsentligt kan vælges frit på tværs af uddannelserne.
  
  Hf findes fortsat i to versioner: den 2-årige hf-uddannelse og enkeltfags-hf. Med gymnasiereformen er timetallet i det 2-årige hf blevet udvidet med ca. 15 pct. Herunder er faget dansk blevet løftet til et niveau, der er sammenligneligt med faget i de 3-årige uddannelser. Reformen indebærer, at der strukturelt er indført fagpakker på henholdsvis det naturvidenskabelige område og et område bestående af kultur og samfundsfag.
  
  
• Erhvervsuddannelserne (EUD) er erhvervskompetencegivende uddannelser inden for merkantile og tekniske fagområder. Uddannelserne, som p.t. omfatter 122 forskellige uddannelser med i alt ca. 250 specialer, er grupperet i syv indgange. De 119 uddannelser er vekseluddannelser, hvor uddannelsen foregår skiftevis som skoleophold og praktikophold i en virksomhed. De øvrige tre uddannelser er skolebaserede. Herudover er der mulighed for at tilrettelægge individuelle erhvervsuddannelser.
  
  Erhvervsuddannelserne har løbende optag og indledes af et grundforløb af varierende længde. Inden for de tekniske erhvervsuddannelser varer grundforløbet således typisk 20 uger, mens varigheden inden for de merkantile erhvervsuddannelser er 38 eller 76 uger. Eleven fortsætter herefter i et hovedforløb på normalt 2-31/2 år. I alt bruges 30-50% af tiden på skole og 50- 70% i virksomheden. Elever, som ikke kan få praktikplads i en virksomhed, kan for visse uddannelser og under visse betingelser optages i skolepraktik.
  
  
• De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (SOSU) er erhvervskompetencegivende uddannelser og omfatter den pædagogiske grunduddannelse samt uddannelserne til social- og sundhedshjælper samt social- og sundhedsassistent. Uddannelserne er vekseluddannelser, som består af vekslende skoleophold og praktikophold. Den pædagogiske grunduddannelser varer 1 år og 7 1/2 måned, mens uddannelsen til social- og sundhedshjælper varer 1 år og 2 måneder. Uddannelsen til social- og sundhedsassistent er en overbygningsuddannelse til social- og sundhedshjælper og varer yderligere 1 år og 8 måneder.

Elever, som ønsker at begynde i en social- og sundhedsuddannelse efter 9. klasse, eller som har behov for at forberede sig til det videre uddannelsesforløb, skal gennemføre et grundforløb, der normalt varer 20 uger. Grundforløbet kan forlænges op til 40 uger. Mellem ca. halvdelen og 2/3 af uddannelsen foregår på skole.

• Uddannelsen til faglært landmand er en erhvervskompetencegivende uddannelse med en varighed på 3 år og 6 måneder. Uddannelsen er en vekseluddannelse med skoleophold og praktikophold i en virksomhed. Ca. 1/3 af uddannelsen foregår på skolen.

3.2.2 De videregående uddannelser

• De korte videregående uddannelser (KVU), som også benævnes erhvervsakademiuddannelser, varer normalt 2 år og forudsætter en forudgående gymnasial uddannelse eller erhvervsuddannelse. Der findes i alt 15 uddannelser inden for det tekniske og merkantile/samfundsfaglige område. Uddannelserne er praksisorienterede professionsuddannelser, som giver ret til at bruge betegnelsen akademiuddannet (AK) efter uddannelsestitlen. Uddannelserne giver endvidere adgang til relevante diplomuddannelser.
• Mellemlange videregående uddannelser er erhvervsrettede og professionsbaserede med et væsentligt element af praktik. Uddannelserne retter sig dels mod den offentlige sektor (pædagogiske og sundhedsfaglige uddannelser), dels mod erhvervslivet (diplomingeniør, erhvervssprog og erhvervsøkonomi). Varigheden af uddannelserne er typisk på 3-4 år, og adgangskravet er en gymnasial uddannelse. Uddannelserne giver dimittenderne ret til at anvende titlen professionsbachelor efter afsluttet uddannelse.

3.2.3 Voksen- og efteruddannelser

• Forberedende voksenundervisning (FVU)
  Formålet med FVU er at give voksne mulighed for at forbedre og supplere deres grundlæggende færdigheder i læsning, stavning og skriftlig fremstilling samt talforståelse, regning og basale matematiske begreber. FVU omfatter prøveforberedende enkeltfagsundervisning i ovennævnte to fag. Hvert trin kan afsluttes med en centralt stillet prøve. Det er frivilligt for deltageren at deltage i prøven. Prøven er ikke kompetencegivende. Alle voksne, som er fyldt 18 år, og som har forudsætninger for at følge undervisningen med udbytte, har ret til FVU.
  
  
• Undervisning af ordblinde tilbydes af amtskommunerne efter lov om specialundervisning for voksne efter et individuelt skøn af den enkelte deltagers behov og forudsætninger. Undervisningen sker som eneundervisning eller på små hold på de amtslige uddannelsesinstitutioner (voksenspecialundervisningscentre eller kommunikationscentre). Undervisningen er gratis for deltagerne.
  
  
• Almen voksenuddannelse (AVU)
  Formålet med almen voksenuddannelse (AVU) er at give voksne mulighed for at forbedre eller supplere deres almene kundskaber og færdigheder samt at styrke voksnes forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og for at forstå og påvirke egen livssituation. AVU er rettet mod voksne med et individuelt behov for at forbedre eller supplere såvel deres almene som faglige kompetencer på niveau med folkeskolens afsluttende prøver. Undervisningen i det enkelte fag fører frem til en prøve, og uddannelse i faget giver samme ret til fortsat uddannelse som folkeskolens afsluttende prøver.
  
  
• Grunduddannelse for voksne (GVU). Ufaglærte voksne kan opnå formel kompetence på erhvervsuddannelsesniveau i et fleksibelt forløb, hvor formelle og ikke-formelle teoretiske og praktiske kompetencer kan anerkendes som en del af en erhvervsuddannelse. Uddannelsen kan gennemføres uden en uddannelsesaftale med en virksomhed, da det forudsættes, at deltageren har de praktiske kompetencer fra tidligere erhvervserfaring.
  
  
• Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) fungerer dels som grundlæggende erhvervsrettet uddannelse på områder, hvor der ikke findes en erhvervsuddannelse, dels som efteruddannelse i forhold til en allerede erhvervet erhvervsuddannelse eller lignende. Målgruppen for udvikling af arbejdsmarkedsuddannelser er personer med eller uden en erhvervsuddannelse. Der eksisterer knap 2.800 arbejdsmarkedsuddannelser og knap 300 enkeltfag samlet i såkaldte fælles kompetencebeskrivelser. Det typiske uddannelsesforløb varer mellem 1/2 dag og to uger. Der opkræves deltagerbetaling på visse områder.
  
  
• Erhvervsuddannelse for voksne (VEUD).
  Der er mulighed for, at voksne kan gennemføre en erhvervsuddannelse som et særligt tilrettelagt forløb, der tager afsæt i de relevante kompetencer, som den voksne har opnået gennem tidligere uddannelse og beskæftigelse. Dette indebærer normalt, at uddannelsestiden afkortes med 1-2 år i forhold til den tilsvarende ordinære erhvervsuddannelse.
  
  
• Åben uddannelse
  Inden for rammerne om åben uddannelse findes et videreuddannelsessystem for voksne, der består af videregående voksenuddannelse (VVU), diplomuddannelse og masteruddannelse.
  
  Efter reglerne om åben uddannelse kan alle institutioner inden for det erhvervsrettede uddannelsesområde udbyde dele af de uddannelser, som institutionen er godkendt til at udbyde på heltid, samt en række såkaldt “fødte” åbne uddannelser, dvs. uddannelser, som ikke eksisterer som grunduddannelse (f.eks. akademimerkonom). Udbuddet skal tilrettelægges, så det tager hensyn til voksnes praktiske muligheder for at kombinere uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet. Åben uddannelse finansieres af tilskud og deltagerbetaling.
  
  Formålet med videregående voksenuddannelse (VVU) er at kvalificere voksne gennem udvikling af faglige og personlige kompetencer til at kunne varetage funktioner på specialist- eller mellemlederniveau. En forudsætning for optagelse er to års relevant erhvervserfaring, som sammen med den videregående voksenuddannelse skal bringe den studerende op på et niveau, som svarer til niveauet for en kort videregående uddannelse/erhvervsakademiuddannelse (KVU). Uddannelsesforløbet varer 1 år på fuld tid.
  
  Formålet med diplomuddannelserne er gennem udvikling af faglige og personlige kompetencer at kvalificere voksne til at kunne varetage højt kvalificerede funktioner i virksomheder, institutioner mv. Kravet om erhvervserfaring og uddannelsesforløbet skal bringe den studerende op på et niveau, der svarer til niveauet for en mellemlang videregående uddannelse. Uddannelsesforløbet varer 1 år på fuld tid.

3.3 Styring af optag og kapacitet

Den nuværende styring
Inden for de amtslige institutionsområder er det amtskommunerne, som har ansvar for at sikre regional koordinering af kapacitet, oprettelse og nedlæggelse af institutioner og fordeling af optag. Amtsrådet er forpligtet til at sikre, at alle kvalificerede ansøgere kan optages på den ønskede uddannelse inden for rimelige geografiske afstande mv.

På gymnasieområdet fastsætter amtsrådet hver enkelt institutions kapacitet, dvs. det maksimale antal klasser, institutionen kan optage, og det mindste antal elever, institutionen er forpligtet til at optage efter ansøgning. Optagelse sker på den institution, eleven ønsker, såfremt der er plads, men der skal ske koordinering af optagelsen af elever, som på grund af pladsmangel ikke kan få deres 1. prioritet opfyldt. Hvis der er flere ansøgere med 1. prioritet til en uddannelse eller studieretning, end institutionen har kapacitet til at optage, afgør et af amtet nedsat fordelingsudvalg, hvilke ansøgere der af kapacitetsmæssige grunde skal henvises til en anden institution.

Amtet koordinerer endvidere institutionernes udbud af studieretninger og sikrer, at der ved mindst én af amtets gymnasieskoler sker udbud af mere specialiserede studieretninger. Alle offentlige institutioner skal udbyde mindst fire forskellige studieretninger. Amtet koordinerer endvidere udbuddet af valgfag. Inden for hvert amt skal der være et bredt udbud af valgfag, som dækker de tre hovedområder humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab.

Undervisningsministeren har efter aftale med amterne fastlagt, at hver institution skal oprette to bestemte typer studieretninger og oprette valghold, hvis et bestemt antal elever har tilmeldt sig. Kommunalreformen lægger ikke op til at ændre på disse forhold. Institutionens oprettelse af valghold fastlægges på institutionsniveau af rektor inden for de amtsligt fastsatte rammer.

Baggrunden for den eksisterende kapacitetsfastsættelse og koordinering af optagelsen af elever er et ønske om dels at sikre en optimal kapacitetsudnyttelse, dels at sikre opretholdelse af eksisterende gymnasier i udkantsområder med lille søgning.

På VUC varetages den daglige ledelse af forstanderen, mens centerrådet bestående af repræsentanter fra amtsrådet, kommunalbestyrelser, LO, DA, lærere og kursister afgør en række administrative forhold af betydning for det enkelte VUC's virke. Centerrådet afgiver f.eks. indstilling om centrets udbud af AVU-tilbudsfag og fagudbuddet inden for hf-enkeltfag. Hvis VUC'et er opdelt i afdelinger, nedsættes lokalråd med begrænsede beføjelser.

Amtsrådet godkender overordnet det samlede udbud på VUC, og det enkelte VUC kan på grundlag heraf frit oprette hold og bestemme holdstørrelsen, når kursistgrundlaget er til stede. Dialogmøder med amtsrådet danner grundlaget for amtsrådets godkendelse af det samlede fagudbud i amtet og på det enkelte VUC.

For de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser dimensionerer amtsrådet og kommunalbestyrelserne uddannelsespladserne i grundforløbet og praktikpladserne i uddannelserne i overensstemmelse med dels egne behov, dels det samlede behov for færdiguddannede i amtet. Hvis undervisningsministeren finder, at dimensioneringsforpligtelsen ikke er opfyldt, kan undervisningsministeren dimensionere et årligt minimumsantal praktikpladser på social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen. Amtsrådet er forpligtet til at stille den nødvendige skolekapacitet til rådighed for grundforløbet og uddannelserne.

På sygeplejerskeområdet er det de enkelte amtsråd, som fastsætter dimensioneringen i overensstemmelse med behovet for færdiguddannede i amtskommunen. Amtsrådet skal stille skolekapacitet til rådighed og skal i samarbejde med kommunalbestyrelserne stille de nødvendige kliniske undervisningssteder til rådighed.

Inden for de selvejende institutionsområder varetages opgaver vedrørende dimensionering som hovedprincip af den enkelte selvejende institution inden for nærmere centralt fastlagte rammer. Institutionerne har som hovedprincip frit optag inden for de uddannelser, de er godkendt til at udbyde, og eleverne/de studerende har frit valg af institution. I uddannelsesreglerne fastlægges regler for institutionernes optagelseskriterier, og på enkelte uddannelser dimensioneres optaget ud fra bl.a. beskæftigelsesmæssige hensyn.

Som eksempel på optagelsesreglerne på ungdomsuddannelsesområdet kan nævnes, at alle, som opfylder visse, nærmere fastsatte betingelser, har krav på at blive optaget på et grundforløb til en erhvervsuddannelse på en institution efter eget valg. Institutionen har tilsvarende, inden for de grundforløb institutionen udbyder, pligt til at optage alle ansøgere, som opfylder betingelserne, eller sørge for, at de optages på en anden institution eller andre institutioner med samme grundforløb. Institutionen kan i tilfælde af særlige kapacitetsproblemer optage eleven med virkning fra institutionens næste optagelsestermin.

Regionsråd, samarbejdsfora og fordelingsudvalg Med kommunalreformen etableres der i hver region et råd, som i et samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne i regionen bl.a. har til opgave at sikre sammenhæng i udbuddet af ungdomsuddannelser, både med hensyn til placering, kapacitet og bredde i udbuddet, således at der i hver region er et tilstrækkeligt og varieret udbud til alle unge. Samme forpligtelse har regionsrådet i forhold til voksenuddannelsestilbud på VUC.

Regionsrådenes koordinerende rolle på ungdomsuddannelses- og voksenuddannelsesområdet skal ses i sammenhæng med den rolle, der er givet til rådene om at udarbejde en samlet overordnet vision for regionens udvikling af områderne natur og miljø, erhverv, turisme, beskæftigelse, uddannelse og kultur samt udviklingen i regionens udkantsområder og landdistrikter. Denne rolle understøttes yderligere af regionernes mulighed for at yde tilskud til f.eks. uddannelsesinstitutioner til opfyldelse af udviklingsplanen.

Regionsrådet bliver dog ikke tillagt nogen egentlig kompetence i forhold til de selvejende institutioner. For stx og hf er kompetencen til at træffe beslutning om kapacitet og udbud på den enkelte institution således tillagt institutionernes bestyrelse. Forpligtelsen til at sikre den samlede gymnasiekapacitet påhviler undervisningsministeren, som efter indstilling fra et regionsråd og efter høring af de berørte institutioner, som udbyder stx og hf, kan beslutte midlertidigt at lægge loft over en institutions kapacitet.

Med kommunalreformen etableres der endvidere forpligtende samarbejder mellem de institutioner, som udbyder stx og hf. Disse samarbejdsfora nedsættes af institutionerne selv, dog således at regionsrådet skal godkende de enkelte forpligtende samarbejder, og rådet kan pålægge enkeltinstitutioner at indgå i et samarbejde.

Regionsrådet har i samarbejde med de forpligtende samarbejder mellem de institutioner, som udbyder stx og hf, til opgave at koordinere fordelingen af stx- og hf-elever på de enkelte institutioner. I denne sammenhæng nedsætter regionsrådet et fordelingsudvalg, som ud fra en række kriterier om elevernes ønsker om institution og studieretning og om geografisk nærhed, fordeler de elever, som ikke kan optages på institutioner med oversøgning.

Den nærmere form for udmøntning af samarbejdet mellem regionsrådet og de selvejende institutioner er ikke centralt reguleret og må ske under hensyn til den pågældende regions udviklingsplan og lokale behov og vilkår. Bl.a. må institutionerne og regionsrådet samarbejde om prognoser og behovsvurderinger med henblik på kapacitetsfastsættelser.

Til at løfte opgaven i forhold til statsligt selvejende gymnasier og hf-kurser har regionsrådet følgende særlige beføjelser:

• Godkendelse af de forpligtende samarbejder mellem gymnasier og hf-kurser efter indstilling fra institutionerne.
• Påbud til nærmere bestemte institutioner om at indgå i et forpligtende samarbejde med hinanden.
• Koordinering af fordelingen af elever og kursister i samarbejde med de forpligtende samarbejder.
• Nedsættelse af elev-/kursistfordelingsudvalg.

De statsligt selvejende institutioner for stx og hf skal indgå i et forpligtende samarbejde, og forpligtelsen omfatter koordinering af institutionernes kapacitet, udbud af studieretninger, valgfag og elevfordeling samt i øvrigt samarbejde med regionsrådet m.fl.

3.4 Styring af institutionsstrukturer

Hensyn bag institutionsstrukturerne
De politiske målsætninger for institutionsstrukturerne på de selvejende institutionsområder er at sikre brede uddannelsesmiljøer med valgmuligheder for unge og voksne i alle regioner, og at institutionerne skal kunne løfte et selvstændigt decentralt ansvar for uddannelsesudbud og -udvikling samt pædagogisk udvikling. Det overordnede mål er således at sikre høj uddannelseskvalitet og bred geografisk dækning i alle dele af landet.

Hvad angår ungdomsuddannelserne skal udbudsstyringen sikre, at disse uddannelser er tilgængelige for alle unge lokalt, så de unge kan påbegynde og så vidt muligt gennemføre uddannelsen uden at være tvunget til at flytte hjemmefra. I erhvervsuddannelsernes hovedforløb er en del af uddannelserne meget specialiserede og har et begrænset volumen, hvorfor de faglige kompetencer samles på få uddannelsessteder. Det forudsættes derfor, at de unge er mobile og gennemfører (dele af) uddannelsen på institutioner, hvor de faglige kompetencer er tilstede. Sådanne uddannelser kræver til gengæld et botilbud til de unge i form af skolehjem eller lignende i tilknytning til institutionen.

Inden for de videregående uddannelser forudsættes det i højere grad, at målgruppen er mobil. Uddannelsernes volumen er generelt mere begrænset end ungdomsuddannelsernes. Der lægges dog samtidig vægt på at opnå en regional dækning af udbuddet, dels af hensyn til mulighederne for at opretholde attraktive uddannelsestilbud for unge i alle regioner, dels for at understøtte den regionale erhvervsudvikling.

Det har stor betydning for den erhvervsmæssige udvikling, at der er uddannelsesinstitutioner i yderkantsområderne. Det skal også medvirke til at understøtte den politiske målsætning om, at flest mulige unge gennemfører en uddannelse. Erfaringen med små institutioner i lokalområderne med udbud af få uddannelser har dog vist, at de lokale uddannelsesinstitutioner har haft svært ved at tiltrække unge, som hellere søger de store og flerfaglige uddannelsesmiljøer i storbyerne og ofte ikke vender tilbage til lokalområdet efter afsluttet uddannelse. På de små institutioner med et begrænset uddannelsesfelt og en lille lærergruppe, hvor enkelte fag typisk kun bliver dækket af en enkelt lærer ^[5], er det endvidere ofte vanskeligt at udvikle alsidige faglige miljøer: Der kan ikke dannes lærerteam til at udvikle eksisterende og nye fag, institutionens mulighed for at inddrage ny viden og erfaringer fra andre fagområder er begrænset, og de studerendes valgmuligheder ligeledes begrænsede. Da videregående uddannelsesinstitutioner har et selvstændigt fagligt ansvar for udvikling af egne uddannelser, indebærer en institutionsstruktur med mange små og institutioner med få uddannelser en risiko for atomisering af den samlede udviklingsindsats.

Hvad angår selve institutionsbegrebet skal det bemærkes, at der i takt med den løbende udvikling af den decentrale styringsform og de selvejende institutioners rolle som lokal og regional erhvervspolitisk aktør, er sket en redefinering af begrebet. Institutionerne har i stigende omfang fået nye opgaver og roller og er ikke længere konstitueret af en bygning, men af et undervisningsmiljø, som internt er organiseret med en række lokale afdelinger til hovedinstitutionen, og som sammen med andre uddannelsesinstitutioner indgår i én sammenhængende og fleksibel regional infrastruktur.

Inden for de amtskommunale institutionsområder findes ikke en tilsvarende politisk styring af institutionsstrukturen på nationalt plan. Det er de enkelte amtsråd, som har ansvar for at sikre tilstrækkelig kapacitet i amtet, og etablering, placering og evt. udbygning af institutioner er derfor en regionalpolitisk beslutning.

Udviklingen i de enkelte sektorers institutionsstrukturer
Institutionsstrukturen for de selvejende institutioner for erhvervsrettet uddannelse har i de senere år været præget af etableringen af den enstrengede institutionsstruktur for erhvervsrettet grund-, efter- og videreuddannelse ved sammenlægninger af AMU-centre og tekniske skoler. Der er desuden gennemført et større antal sammenlægninger mellem handelsskoler, tekniske skoler og landbrugsskoler med henblik på at realisere de ovennævnte institutionspolitiske målsætninger. Det har i denne proces været et selvstændigt mål at sikre opretholdelsen af de lokale uddannelsessteder af hensyn til den geografiske tilgængelighed til uddannelse i nærmiljøet.

Siden vedtagelsen af loven om institutioner for erhvervsrettet uddannelse i 2002 er i alt 124 erhvervsskoler og AMU-centre blevet reduceret til 105 institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Også forud for denne periode er der gennemført indbyrdes sammenlægninger af institutioner inden for institutionstyperne. Hovedreglen har været, at de lokale udbudssteder er blevet opretholdt, uanset at institutionerne har organiseret sig i større enheder.

Med udviklingen i institutionsstrukturen er institutionernes rolle som regionalt ansvarlige aktører i forhold til at sikre de uddannelsessøgendes og erhvervslivets behov for uddannelse og kompetenceudvikling blevet understreget. Herunder stilles der bl.a. krav om, at institutionerne indgår i et lokalt samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner.

På trods af harmoniseringen af institutionsstrukturen er der dog fortsat en rimelig stor spredning i institutionernes størrelse, uddannelsesprofil og faglige bredde. Der skelnes i den forbindelse mellem fire hovedfunktioner for institutionerne, hvor samme institution kan varetage flere funktioner:

• Lokalskoler udbyder primært erhvervsuddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser.
• Regionalskoler opfylder samme krav som lokalskoler, men udbyder desuden et bredere udbud af erhvervsuddannelser og efter- og videreuddannelse i relation til det regionale arbejdsmarkeds behov. Skolerne udbyder desuden korte videregående uddannelser.
• Brancheskoler er fagligt førende på hver deres felt og har en afgrænset udbudsprofil, som sigter mod at dække den pågældende branches behov landsdækkende eller regionalt.
• Fagskoler udbyder kun enkelte ungdomsuddannelser eller specialiserede dele heraf inden for det pågældende uddannelserområde.

Institutioner for erhvervsrettet uddannelse kan desuden indgå i et organiseret og forpligtende samarbejde i erhvervsakademier, der primært omfatter institutioner godkendt til at udbyde korte videregående uddannelser, men som principielt også kan omfatte øvrige erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner. Der er godkendt i alt 16 erhvervsakademier og et uddannelsesnetværk for designteknologuddannelsen.

Formålet med erhvervsakademier er dels at sikre faglig bredde i og kvalitetsudvikling af de regionale uddannelsesmiljøer, dels at sikre et regionalt dækkende udbud af erhvervsrettede korte videregående uddannelser og erhvervsrettet voksenuddannelse i forhold til virksomhedernes behov. Målsætningen har været, at der i hver region udbydes mindst en teknisk, en merkantil og en informationsteknologisk videregående uddannelse.

Erhvervsakademierne skal desuden varetage videncenter- og udviklingsfunktioner i samspil med det regionale erhvervsliv og ved etablering af netværk med andre uddannelsesinstitutioner og erhvervspolitiske aktører.

De amtskommunale gymnasieskolers institutionsstruktur har ikke ændret sig væsentligt siden statsskolernes overgang til amterne i 1985. Der er sket en udbygning med etablering af nye gymnasier i de større byer i takt med den stigende søgning til området. Samtidig er der især af regionalpolitiske hensyn oprettet en række små gymnasier uden for de store byer.

Institutionsstrukturen for de amtskommunale social- og sundhedsskoler har været relativt uforandret. Der findes i dag 23 social- og sundhedsskoler.

Inden for de selvejende mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner har institutionsstrukturen også været under omfattende forandring i de senere år, ligesom det også gælder de øvrige selvejende institutionsområder. Med det formål at skabe fagligt bredere, selvstændige og profilerede videregående uddannelsesmiljøer, som kan sikre grundlaget for regionale udbud i hele landet, er der i dag dannet en række Centre for Videregående Uddannelser (CVU).

Hovedparten af de mellemlange videregående uddannelsesinstitutioner indgår nu i et CVU. Sektoren består af 22 CVU'er, som alle er flerfaglige videregående uddannelsesinstitutioner. CVU-sektoren er dannet af ca. 100 enkeltstående MVU-institutioner under Undervisningsministeriet, der tidligere hver for sig udbød én af de i alt ca. 20 mellemlange videregående uddannelser, som nu benævnes professionsbacheloruddannelser. Der er endvidere 22 enkeltstående MVU-institutioner.

Godkendelsen som CVU og enkeltstående MVU-institution indebærer et selvstændigt regionalt ansvar for varetagelsen af efter- og videreuddannelse til og med diplomniveau i sammenhæng med grunduddannelserne. Institutionerne er desuden pålagt en forpligtelse dels til forskningstilknytning gennem en tættere og formaliseret kontakt med relevante forskningsmiljøer, dels til udviklingsbasering i form af krav om løbende fornyelse af uddannelserne og samarbejde med det regionale erhvervsliv mv. om udvikling af praksis og professioner. Endelig skal CVU'erne i lighed med erhvervsakademierne fungere som regionale videncentre.

Et CVU kan som udgangspunkt have enten betinget eller ubetinget status. Et ubetinget CVU dannes ved sammenlægning af flere institutioner (efter sammenlægningen kaldet partnere), som herefter formelt udgør én juridisk og økonomisk enhed. Ved et betinget CVU stifter flere selvejende institutioner i fællesskab en ny selvejende institution med henblik på varetagelsen af de opgaver, som følger af godkendelsen som CVU. Foruden ovennævnte opgaver bør de stiftende institutioner også henlægge fællesopgaver til CVU'et med henblik på realisering af det ubetingede CVU. En betinget godkendelse af et CVU gives for en tidsbegrænset periode på fem år, der maksimalt kan forlænges til i alt 11 år, hvorefter institutionen må overgå til ubetinget status eller opløses.

Amtslige sygepleje- og radiografskoler kan indtræde i et CVU gennem indgåelse af driftsoverenskomst mellem amtet og det pågældende CVU. Herved samles forskellige uddannelser inden for beslægtede fagområder under samme institution. 13 amter har indgået aftale om henlæggelse af uddannelsen til et CVU. Det er forventningen, at de resterende sygepleje- og radiografskolerne efter overgangen til staten i 2007 i vidt omfang vil indgå i den eksisterende CVU-sektor og dermed blive en integreret del af den eksisterende institutionsstruktur.

Ved lovændring i 2004 blev titlen “University College” indført som kvalitetsbetegnelse for CVU'erne. Titlen kan tildeles af undervisningsministeren til ubetingede CVU'er, som vurderes at være kvalificerede hertil på baggrund af en akkrediteringsproces, som gennemføres af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Der henvises til afsnit 5.2.5 for en nærmere beskrivelse af betegnelsen University College. Det forventes, at der ultimo 2005 kan træffes afgørelser i de første ansøgninger om godkendelse.

Institutionsstrukturen for de amtslige voksenuddannelsescentre (VUC) har undergået visse strukturelle forandringer i de senere år, idet de enkelte centre i mange amter er samlet i større enheder og ofte med underliggende afdelinger efter amtsrådets beslutning. Dette er især sket for at etablere større og fagligt og pædagogisk stærkere uddannelsesmiljøer for voksne, men også i et vist omfang ud fra effektiviseringshensyn. Der findes i dag 29 centre mod ca. 70 primo 2000.

Afslutningsvis skal det nævnes, at der inden for erhvervsuddannelseslovens område og inden for lov om arbejdsmarkedsuddannelser mv. (AMU) kan gives udbudsgodkendelse til private udbydere m.fl. Disse udbudsgodkendelser omfatter ikke en institutionsgodkendelse, men alene en godkendelse til udbud af bestemte grundforløb, hovedforløb eller arbejdsmarkedsuddannelser samt enkeltfag, der er optaget i af de ovennævnte fælles kompetencebeskrivelser med statstilskud.

3.5 Selvejemodellen

Selvejemodellen er lovfæstet i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse og i lov om centre for videregående uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelse. ^[6]

Undervisningsministerens bemyndigelser Undervisningsministerens kompetence i forhold til de selvejende institutioner er reguleret i institutionslovgivningen, og der er derfor ikke adgang til at give institutionerne påbud om at træffe en bestemt afgørelse, medmindre denne kompetence følger direkte af loven. Undervisningsministeren har ifølge lovgivningen følgende bemyndigelser og forpligtelser:

• Godkendelse af nye institutioner og evt. tilbagekaldelse af godkendelser.
• Godkendelse af institutionernes vedtægter.
• Godkendelse af institutionens udbud af uddannelser.
• Fastsættelse af regler om adgang til uddannelser, uddannelsernes indhold, kvalitetskrav, tilskud, regnskabsaflæggelse, revision, uddannelserne mv.
• Søgsmålskompetence, hvis bestyrelsen eller andre påfører institutionen et tab.
• Tilsynsforpligtelse med institutionerne, herunder kan der kræves alle oplysninger fra institutionerne til brug for tilsynet og iværksættelse af sanktioner.
• Klageadgang i afgørelser truffet af institutionen.

Bestyrelsens opgaver og ansvar
Et centralt element i selvejemodellen er bestyrelserne for de selvejende institutioner, der har ansvaret for den overordnede ledelse af institutionens drift og virksomhed. Denne ledelseskompetence omfatter såvel institutionens administration og økonomiske drift som de uddannelses- og undervisningsaktiviteter, som institutionen varetager ifølge sit formål. Bestyrelsens ansvar og opgaver omfatter herunder at:

• Træffe beslutning om institutionens udbud af uddannelser, aktiviteter og optag/kapacitet efter indstilling fra lederen samt fastlægge institutionens årlige program (institutioner for erhvervsrettet uddannelse). Undervisningsministeren kan dog i særlige tilfælde påbyde institutioner for erhvervsrettet uddannelse at udbyde en bestemt uddannelse.
• Fastlægge retningslinier for institutionens virksomhed og, for så vidt angår Centre for Videregående Uddannelse, at godkende studieordninger efter indstilling fra lederen.
• Sikre forsvarlig forvaltning af institutionens midler, så de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål. Institutionen disponerer i den forbindelse frit inden for deres formål ved anvendelsen af de samlede statslige tilskud og øvrige indtægter.
• Godkende budget og regnskab for institutionen.

Institutioner, som indgår som partnere i dannelsen af et ubetinget CVU (jf. ovenfor), kan oprette særlige studiebestyrelser eller faglige råd, som kan overlades nærmere bestemte beføjelser vedrørende partnerens uddannelse, bl.a. beføjelse til at godkende studieordningerne for grunduddannelserne. Hver partner ledes af en studierektor, som varetager den daglige ledelse af uddannelsesstedet. Oprettelsen af studiebestyrelser og faglige råd ændrer ikke ved CVU-bestyrelsens overordnede ledelseskompetence og ansvaret for institutionens drift og virksomhed.

Bestyrelsessammensætning

For institutioner for erhvervsrettet uddannelse er regler om bestyrelsens sammensætning reguleret i institutionslovens § 5, stk. 2, som har følgende ordlyd:

“Bestyrelsen skal normalt bestå af 6-12 medlemmer, hvoraf et medlem udpeges af et eller flere amtsråd og mindst et medlem af en eller flere kommunalbestyrelser. Bestyrelsens øvrige medlemmer skal så vidt muligt tilsammen dække institutionens aktuelle og fremadrettede virkefelt. Arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanterne skal være ligeligt repræsenterede og have tilknytning til det geografiske område og til det arbejdsmarked, som institutionen dækker.”

Det præciseres i bemærkningerne til loven, at antallet af bestyrelsesmedlemmer kan variere afhængigt af institutionens virkefelt. Idet der er en overgrænse for bestyrelsens størrelse, kan hvert uddannelses- og aktivitetsområde dog ikke forvente en særlig repræsentant i bestyrelsen. Efter praksis tillades kun bestyrelser med mere end 12 medlemmer i en overgangsperiode i forbindelse med sammenlægning af institutioner.

Arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter i bestyrelsen skal forstås i bred forstand, idet der f.eks. både kan være tale om traditionelle arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og lokale handelsstandsforeninger. Undervisningsministeriet har således en liberal praksis i forhold til godkendelse af bestyrelsessammensætningen.

Det er desuden fastsat i institutionsloven, at institutionens lærere og teknisk-administrative personale repræsenteres i bestyrelsen uden stemmeret med hver en repræsentant, og at deltagerne i uddannelse af over seks måneders varighed repræsenteres i bestyrelsen uden stemmeret med to repræsentanter. Institutionens leder er bestyrelsens sekretær og deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.

Institutionsloven giver mulighed for, at undervisningsministeren i særlige tilfælde kan fravige § 5, stk. 2, som er citeret ovenfor, om bestyrelsens sammensætning og § 5, stk. 6, 2. pkt., om at deltagere i uddannelse af over seks måneders varighed repræsenteres i bestyrelsen med to repræsentanter uden stemmeret.

Denne dispensationsmulighed er især anvendt i forhold til landbrugsskolerne. En række landbrugsskoler adskiller sig således væsentligt for så vidt angår bestyrelsens sammensætning, idet landbrugsskolerne bevarede de hidtidige bestyrelser, da de i 1992 blev omfattet af den daværende erhvervsskolelov. Det er historisk betinget, at der ikke er lagt samme vægt på paritet på landbrugsskolerne, som der er på erhvervsskolerne.

Bestyrelsens sammensætning er for institutioner for videregående uddannelse reguleret i selvejelovens § 8, stk. 2, som har følgende ordlyd:

“Bestyrelsen sammensættes således, at flertallet af medlemmer samt formanden kommer fra aftagerkredse og andre kredse uden for institutionen, der har en væsentlig interesse i institutionens virksomhed. De studerendes råd, jf. § 26 a, udpeger to repræsentanter til institutionens bestyrelse. Institutionens leder deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret.”

CVU-bestyrelsens sammensætning fremgår af institutionens vedtægt. Det kan heri bestemmes, at studiebestyrelserne for hver partner, jf. ovenfor, udpeger et medlem til CVU-bestyrelsen.
Alternativt kan studiebestyrelsernes medlemmer i forening udgøre et repræsentantskab for CVU'et, der fungerer som en valgforsamling i forhold til CVU-bestyrelsen eller visse medlemmer af denne. Repræsentantskabet kan dermed medvirke til at sikre de lokale kredses engagement i institutionens samlede virke. Repræsentantskabet kan desuden have til opgave at føre tilsyn med CVU'ets bestyrelse og daglige ledelse og virke rådgivende i forhold til CVU'ets virksomhed. De nærmere regler om repræsentantskabet fastsættes ligeledes i vedtægten for CVU'et.

Efter Undervisningsministeriets praksis godkendes ikke nye bestyrelser med mere end 13 medlemmer. Dog godkendes bestyrelser for de såkaldte kerne-CVU'er (CVU'er, som har fået udlagt afdelinger i den daværende Danmarks Lærerhøjskole), der bl.a. har pligt til at varetage efter- og videreuddannelsesaktiviteter for lærere i folkeskolen og for pædagoger, med op til 15 medlemmer, idet der stilles særlige krav til repræsentationen i disse bestyrelser.

Efter praksis tillades større bestyrelser i en overgangsperiode i forbindelse med sammenlægning af institutioner, ligesom enkelte ældre institutioner har fået godkendt bestyrelser med flere end 13 medlemmer af f.eks. historiske grunde.

De eksterne medlemmer af bestyrelsen skal repræsentere aftagerkredse og andre kredse uden for institutionen, der har en væsentlig interesse i institutionens virksomhed. For kerne-CVU'er stilles desuden krav om, at der er to repræsentanter for de færdiguddannedes organisationer i bestyrelsen og tre repræsentanter, hvis CVU'et tillige udbyder en sundhedsuddannelse. I begge tilfælde skal Danmarks Lærerforening udpege den ene af repræsentanterne.

Det fremgår af bemærkningerne til selvejeloven, at det fastansatte personale kan få en, eventuelt to, repræsentanter med stemmeret i bestyrelsen. I praksis har en lang række af institutionerne benyttet denne mulighed til at lade medarbejderne udpege to medlemmer af bestyrelsen.

Det skal bemærkes, at tre ingeniørhøjskoler adskiller sig væsentligt for så vidt angår bestyrelsens sammensætning, idet de ved dannelsen af CVU'er fik godkendt en model, hvorefter den siddende bestyrelse efter høring af relevante interessenter (der er konkret beskrevet i vedtægten) udpeger de eksterne medlemmer af den nye bestyrelse.

Bestyrelsernes faktiske størrelse
Tabel 3.4 viser en oversigt over antal bestyrelsesmedlemmer ved de statslige selvejende institutioner. Det fremgår, at hovedparten af institutionernes bestyrelser har 12 medlemmer eller derunder, mens enkelte har mellem 16 og 19 medlemmer. CVU er den institutionstyper, der har det største gennemsnitlige antal medlemmer, nemlig 13,3.

Tabel 3.4: Oversigt over bestyrelsernes størrelse efter institutionstype ¹⁾

1) Kun medlemmer med stemmeret.
2) Studiebestyrelser ikke medregnet.
Anm.: Hvor bestyrelsen kun er udpeget indtil 1. maj 2006, er den nye bestyrelsessammensætning medtaget, hvis denne fremgår af vedtægten. De enkelte afvigelser ovenfor, hvor der er 16-19 medlemmer, skyldes, at den nye bestyrelsessammensætning ikke fremgår af vedtægten.

Krav til habilitet
Habilitetsreglernes formål er dels at sikre, at institutionen ikke styres af uvedkommende interesser, dels at skabe garanti for, at institutionens midler, herunder de statslige tilskud, alene går til institutionens godkendte uddannelsesformål.

For bestyrelsen gælder, at personer ikke kan være medlem af bestyrelsen, hvis de enten har et nærmere beskrevet forhold til udlejer eller dennes repræsentant af en væsentlig del af institutionens ejendomme m.m. eller sidder i bestyrelsen for en tilsvarende uddannelsesinstitution. Bestyrelsen og institutionens ansatte er desuden omfattet af forvaltningslovens regler om inhabilitet.

Endvidere gælder, at institutionens revisor ikke samtidig må være revisor for udlejer af en væsentlig del af institutionens ejendom(me) m.m. Revisor skal desuden opfylde uafhængighedsreglerne i revisorlovgivningen. Det er afgørende, at revisor i forbindelse med revision af institutionsregnskaberne og andre kontrolfunktioner er helt uafhængig af interesser, som kan modvirke en uvildig kontrol med institutionernes dispositioner.

Institutionens leder Institutionens leder har ansvaret for den daglige pædagogiske, administrative og økonomiske ledelse af institutionen, herunder ansvaret for, at undervisningen er tilrettelagt i overensstemmelse med gældende regler. Lederen er desuden ansvarlig for, at institutionens virksomhed er i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger og retningslinier.

Institutionens vedtægt Det følger af institutionslovgivningen, at undervisningsministeren skal godkende institutionens vedtægt, hvis en uddannelsesinstitution skal godkendes efter loven.

Vedtægtens formål er af ordensmæssig karakter, idet den selvstændigt regulerer institutionens daglige liv ved at fastlægge procedureregler for ledelsens adfærd og beslutningstagen og i forbindelse med ophør. Vedtægtens formål er derfor i forhold til Undervisningsministeriet primært at sikre en saglig proces i forbindelse med ledelsens varetagelse af sine ledelsesopgaver. Herudover indeholder vedtægten især bestemmelser om institutionens identitet, bestyrelsens sammensætning og om hjemsted (værneting). Vedtægten har også betydning i forhold til tredje mand, idet den fastlægger, hvem der f.eks. kan handle på institutionens vegne i form af tegningsret.

Vedtægten er bindende for institutionens ledelse og ansatte.

Vedtægternes øvrige indhold er normeret i institutionslovgivningen. Det gælder især institutionsformålet, bestyrelsens sammensætning og størrelse, bestyrelseshabiliteten, de centrale bestyrelsesopgaver, bestyrelsens ansvar, anbringelse af midler, forholdet til forvaltningsloven, regler om regnskab og revision og formueopgørelsesreglerne ved ophør.
Undervisningsministeriet har på de to lovområder udarbejdet en standardvedtægt. Standardvedtægten tilkendegiver, at institutionen kan påregne at få godkendt sin vedtægt, hvis den er i overensstemmelse med standardvedtægten.

Undervisningsministeriet påser ved vedtægtsgodkendelsen, herunder godkendelse af forslag til ændring af vedtægterne, at vedtægten ligger inden for lovgivningens rammer. Et typisk problemområde er sammensætningen og størrelsen af bestyrelsen, hvor institutionen ønsker en anden sammensætning end forudsat i loven eller flere medlemmer, end loven tillader.

Sanktioner
Bestyrelserne er over for undervisningsministeren ansvarlig for, at institutionens virksomhed er i overensstemmelse med regelgrundlaget, herunder at de offentlige midler forvaltes forsvarligt. Selvejelovgivningen indeholder derfor en række sanktions- og reaktionsmuligheder med det formål at sikre, at institutionerne overholder lovgivningen:

• Tilbagekaldelse af institutionsgodkendelsen.
• Tilskudsmæssige reaktioner, hvor Undervisningsministeriet tilbageholder tilskud, lader tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræver tilskud tilbagebetalt helt eller delvis. Reaktionerne kan kun anvendes, hvis der er tale om overtrædelser af loven eller administrative bestemmelser fastsat i medfør heraf, herunder løn- og ansættelsesregler, samt hvis undervisningsministerens påbud om at lovliggøre ulovlige tilstande ikke følges.
• Reaktioner mod bestyrelsen, hvor undervisningsministeren dels kan beslutte at sætte institutionen under større eller mindre administration, og dermed fratage bestyrelsen dens opgaver eller dele heraf, dels at kunne pålægge de udpegende myndigheder og organisationer at udpege en ny bestyrelse. Endvidere kan undervisningsministeren sætte institutionen under administration, hvis dens videreførelse er i fare. Disse reaktioner kan anvendes, hvis institutionen ikke efterkommer et påbud fra undervisningsministeren om berigtigelse af nærmere angivne forhold.
• Reaktioner mod udbud af uddannelse, herunder tilbagekaldelse af udbudsgodkendelsen.
• Pålæg og påbud om lovliggørelse i tilfælde, hvor institutionens virksomhed ikke findes at være i overensstemmelse med lovgivningen eller regler eller aftaler fastsat eller indgået i medfør heraf, herunder pålæg og påbud om ændringer i pædagogiske og indholdsmæssige forhold på baggrund af vurderinger af kvalitet.

I praksis er påbud den hyppigst anvendte reaktion på ulovligheder. Overtrædes dette, kan tilskudsmæssige reaktioner og reaktioner mod bestyrelserne iværksættes. Reaktioner mod bestyrelser forudsættes dog kun brugt undtagelsesvist, ligesom tilbagekaldelse af institutionsgodkendelsen også kun vil være relevant i meget sjældne tilfælde.

Undervisningsministeriet udarbejdede som led i omlægningen af tilsynet i juni 2004 et udkast til ny sanktionspolitik over for de selvejende uddannelsesinstitutioner bl.a. med det formål at sikre, at sanktioner anvendes mere egalt og konsekvent. Udmøntningen forventes at ske fra 2005 og frem.

3.6 Selvejeformer efter kommunalreformen

Efter kommunalreformen vil der findes følgende selvejeformer opdelt efter forholdet til den offentlige forvaltning:

• Statsligt selvejende institutioner er selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning.
• SOSU-skoler, sygepleje- og radiografskoler samt CVU'er, som varetager funktionen som center for undervisningsmidler, eller hvori indgår en sygepleje- eller radiografskole, er selvejende institutioner, der er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det samme gælder fusionerede selvejende institutioner, hvori indgår tidligere amtskommunale uddannelser.
• Øvrige institutioner for erhvervsrettet uddannelse og CVU'er er ikke omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven, bortset fra forvaltningslovens bestemmelser om inhabilitet og tavshedspligt.

Nedenfor beskrives kort status på nogle centrale områder:

A. Forholdet til forvaltningsloven, offentlighedsloven, persondataloven og ombudsmandsloven De under bullet 1 og 2 nævnte institutioner vil i stor udstrækning være undergivet samme vilkår. Institutioner, som er omfattet af forvaltnings- og offentlighedsloven, vil være en del af den offentlige forvaltning. Disse institutioner er derfor alle omfattet af forvaltningsloven, offentlighedsloven, ombudsmandsloven og reglerne i persondataloven for offentlige myndigheder.

De under 3. bullet nævnte institutioner er oprettet på et privatretligt grundlag, og de er kun i begrænset omfang (habilitet og tavshedspligt) omfattet af de nævnte fire love.

For eleverne/de studerende er retsstillingen med hensyn til deres status som uddannelsessøgende normalt ikke påvirket af institutionens selvejeform, f.eks. med hensyn til optagelse og retten til at klage i pædagogiske anliggender. Dog vil der kunne opstå tvivlsspørgsmål på institutioner, hvor forvaltningsloven ikke gælder, se punkt 3, f.eks. om omfanget af en handelsskoles pligt til at følge forvaltningsloven i en bortvisningssag. Ansatte på institutionerne kan kun påberåbe sig forvaltningslovens regler, hvis dette følger af den overenskomst, de er ansat efter.

B. Arkivloven
Spørgsmålet om arkivlovens anvendelsesområde afgøres konkret af Statens Arkiver. Ved en sådan konkret vurdering ser man på forhold som lovgrundlag, finansiering, tilsyn mv.

En umiddelbar vurdering er, at de statsligt selvejende institutioner som hovedregel vil være omfattet af arkivloven. Derimod vil der for de øvrige institutioners vedkommende skulle foretages en konkret vurdering. Dog er vurderingen, at det er tvivlsomt, om de under
3. bullet nævnte institutioner kan anses for omfattet.

C. Formue og ejendomsret
Alle typer selvejende institutioner ejer egen formue, og statskassen hæfter ikke for institutionernes eventuelle underskud. De statsligt selvejende institutioners eventuelle nettoformue tilfalder statskassen ved ophør. For de øvrige fastholdes som hidtil ejendomsretten til formuen ved ophør, idet formuen opgjort pr. 1. januar 1991 tilfalder det ophørsformål, der var gældende ifølge vedtægten på denne dato. Formuetilvæksten efter denne dato (eller ved en senere oprettelse af institutionen) skal ved ophør anvendes til undervisnings- og uddannelsesformål efter undervisningsministerens bestemmelse.

D. Forholdet til Undervisningsministeriet
Ingen af institutionerne er en del af Undervisningsministeriet, og ministeriet kan ikke uden lovhjemmel give tjenestebefalinger til institutionerne.

E. Løn- og ansættelsesvilkår
Der gælder samme regelsæt og krav for alle de tre institutionstyper, idet alle institutioner for deres ansatte skal følge de af finansministeren fastsatte eller aftalte regler om løn- og ansættelsesforhold, herunder pensionsforhold.

F. Forholdet til budgetvejledningen
Forholdet til budgetvejledningen er i dag reguleret i lovgivningen for institutioner for erhvervsrettet uddannelse og CVU'er m.fl., idet undervisningsministeren er tillagt en bemyndigelse til efter forhandling med finansministeren at fastsætte nærmere regler om institutionernes budget- og bevillingssystem. Samme ordning kan overvejes indført for de nye statsligt selvejende institutioner.

G. Revision
De statsligt selvejende institutioner revideres af Rigsrevisor. Herudover udpeger bestyrelsen en privat intern revisor. Det samme gælder for CVU'er, mens institutioner for erhvervsrettet uddannelse revideres af en privat revisor.

Fodnoter

[1] En undtagelse herfra er f.eks. Danmark Journalisthøjskole, der fortsat eksisterer som statsinstitution med hjemmel i selvstændig lov.

[2] Ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse, centre for videregående uddannelse, enkeltstående MVU-institutioner og voksenuddannelsescentre (VUC) er der oplyst gennemsnitligt antal årselever/STÅ ekskl. aktiverede fra 2004. Ved VUC er dog anvendt aktivitetstal fra 2001/2002. Ved de øvrige er angivet gennemsnitlig bestand i 2002/2003.

[3] Der er medtaget institutioner, som indberettede aktivitet i 2004.

[4] Udover MVU-institutioner udbydes MVU-aktiviteter også på universiteterne.

[5] Redegørelse om de videregående uddannelsers institutionelle struktur, Undervisningsministeriet, 1998.

[6] Afsnittet omhandler alene nuværende selvejende institutioner under Undervisningsministeriet, da rammerne for selvejet fra 2007 på de i dag amtslige skoler endnu ikke er fastlagt endeligt. Ved lov nr. 590 af 24. juni 2005 om ændring af en række love på Undervisningsministeriets område indføres for de gymnasiale institutioner og voksenuddannelsescentrene statsligt selveje, der træder i kraft samtidigt med amtskommunernes nedlæggelse. Disse institutioner er selvejende inden for den offentlige forvaltning, og deres formue tilfalder statskassen i tilfælde af ophør. Herudover er lovens selvejemodel så vidt muligt samstemt med den selvejemodel, som kendes for erhvervsskoler, CVU'er m.fl. I 2005 vil der blive fremsat lovforslag, som præciserer selveje- og tilskudsmodellen som opfølgning på nærværende styringsanalyse. Social- og sundhedsskolerne og sygepleje- og radiografskolerne er blevet omfattet af henholdsvis loven om institutioner for erhvervsrettet uddannelse og loven om centre for videregående uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelse. Der henvises også til afsnit 4.6 om ændringer i de amtslige institutioners opgaver og ansvar efter overgang til selveje.

Denne side indgår i publikationen "Styringsanalysen – analyse af uddannelsesområdets styringssystem" som kapitel 3 af 11
© Undervisningsministeriet 2005