12. Miljøkompetence

12.1 Indledning

Halvdelen af danskerne placerer sig i en gruppe med "middel" miljøkompetence. Omtrent en tredjedel af danskerne befinder sig på et "lavt" niveau for miljøkompetence, i den forstand NKR måler. En relativt stor del af disse mennesker er dog tæt på at befinde sig i "middel"-gruppen. De skal altså ikke blive meget mere miljøorienterede, før de vil høre til i en højere kategori. Få danskere har en "høj" miljøkompetence. Denne gruppe er dog et godt stykke over gennemsnittet.

Figur 12.1 Danskernes profil på miljøkompetence (kilde: NKR 2004) De indikatorer, der indgår i beregningen af profilen, er:

• Viden fra uddannelsesforløb
• Motivation
• Miljøhandlinger

12.1.1 Resumé

• Danskerne scorer 40 på en indeksering af miljøkompetencen. Der er bl.a. centrale forskelle inden for befolkningen, bl.a. bevirket af alder. Det er således de yngste aldersgrupper, der scorer lavest med hensyn til miljøkompetence. Dette understøttes også af andre undersøgelser, der således påpeger, at de senere års styrkede miljøfokus på forskellige uddannelsesniveauer ikke umiddelbart ser ud til at gøre sig gældende.
• Støttet af andre analyser på miljøområdet viser NKR's analyse, at det med hensyn til tilegnelse af miljøviden fra uddannelse og efteruddannelse er vigtigt at fokusere på forbindelsen til personers handlemønstre med hensyn til miljø. Uddannelserne må i højere grad være handlingsorienterede for at medvirke til at øge danskernes motivation for miljøproblematikken og inspirere til handlinger.
• Personer, der både har opnået mest miljøviden fra deres uddannelsesforløb og hyppigst benytter denne i forbindelse med arbejdet, er ikke nødvendigvis dem, der foretager flest miljøhandlinger i det civile liv. Således scorer personer inden for landbrug, fiskeri og råstofudvinding højt, når det gælder viden, men ikke, når det gælder handlinger af miljømæssig karakter i det civile liv.
• I alle dimensioner af miljøkompetence scorer offentligt ansatte gennemsnitligt højere end ansatte i det private erhvervsliv.

Figur 12.2 Danskernes kompetenceindeks for miljøkompetence. Kompetenceindekset er gennemsnittet af indikatorernes indeksværdier N=5503 (kilde: NKR 2004)

12.1.2 Hvorfor miljøkompetence?

Løsningen af nutidens miljøproblemer er ikke entydig. Diskussionen af en bæredygtig udvikling i et vækstsamfund åbner mulighed for mange fortolkninger og visioner for fremtidens udvikling. Dette illustreres bl.a. af det forhold, at der tales om mindst tre aspekter af bæredygtig udvikling: miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter. Beslutninger om fremtidens miljøforhold nødvendiggør således diskussioner af grundlæggende værdispørgsmål om valg af teknologi, arbejdsprocesser, boformer, transportforhold etc. og stiller dermed krav om demokratiske processer på mange planer.

Centralt for nutidens miljøproblemer er, at problemerne er mindre synlige og mindre umiddelbart mærkbare end tidligere, og at mange problemer viser sig med en stor tidsforskydning. Miljøproblemerne er samtidig i stigende omfang grænseoverskridende og globale – enten på årsags- eller effektplan. Der har i en årrække – i erkendelse af de store udgifter til rensningsforanstaltninger og deres manglende evne til at forebygge miljøproblemer – været stigende fokus på forebyggende miljøstrategier i form af f.eks. renere teknologi og miljøledelse i virksomheder. Alt i alt indebærer dette, at der er behov for nye kompetencer til at håndtere miljøproblemer i form af personer, der inden for områder som produktion og forbrug, design, økonomi og ledelse m.m. ved, hvordan miljøaspekter integreres i drifts- og udviklingsaktiviteter.

Nutidens og fremtidens miljøproblemer løses ikke alene gennem politiske målsætninger og strategier, men stiller krav om rammer og vilkår, der gør det muligt for den enkelte at kunne handle miljøkompetent i dialog med andre i arbejdsliv, husholdning, fritid m.m.

12.1.3 Hvad er miljøkompetence

Miljøkompetence defineres som: "Individers evne og motivation til – alene og sammen med andre – at reflektere over problemer og løsninger relateret til miljø og på baggrund heraf aktivt bidrage til ønskede forandringer med reduceret miljøpåvirkning". Miljøkompetencen betragtes som havende fire dimensioner: viden og indsigt, visionær og kritisk tænkning, interaktionsevne samt engagement, vilje og gåpåmod. Disse er delvist indfanget gennem de valgte indikatorer.

Miljøkompetence bruges og udvikles i dag mange steder: i private og offentlige virksomheder, hos myndigheder, på uddannelsesinstitutioner, i lokalområder, organisationer og husholdninger m.m. Erfaringer – både positive og negative – fra ét område kan påvirke handlinger inden for andre områder. F.eks. kan erfaringer fra husholdningen inspirere til at foreslå tiltag i arbejdslivet og omvendt. Miljøkompetencen ændres hele tiden som resultat af ny viden, ændringer i produktion og forbrug samt nye politiske strategier på området, der alt sammen kan lede til nye handlinger.

Til belysning af danskernes miljøkompetence er udviklet fire indikatorer på baggrund af miljøkompetencebegrebets dimensioner. Disse belyser centrale aspekter af danskernes miljøkompetence, som den kan iagttages i såvel arbejdslivet som i det civile liv.

Indikator 4 indgår af tekniske grunde ikke i den samlede profil. Indikatoren består af spørgsmål, der også indgår i de andre indikatorer, men er medtaget som en tematisk analyse af miljøkompetence på arbejdspladsen.

Tabel 12.1 Indikatoroversigt for miljøkompetence med tilhørende spørgsmål og indekseringsværdier (kilde: NKR 2004)

12.2 Danskernes miljøkompetence

12.2.1 Indikator 1: Viden fra uddannelsesforløb

Indikatoren er baseret på, om de enkelte personer vurderer, at de har opnået miljøviden gennem deres udannelsesforløb og/eller gennem efteruddannelse.

Viden om og forståelse for miljøet er en central dimension i miljøkompetencen. Her er tale om viden om f.eks. miljøeffekter på natur, levevilkår m.m., miljøproblemernes natur- og samfundsmæssige årsager, løsninger på miljøproblemer samt forandringsstrategier for at realisere alternativer. Der har været fokus på at styrke denne del af miljøkompetencen hos befolkningen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i arbejdet med grønt islæt og bæredygtig udvikling i uddannelser m.m. Den videnmæssige dimension af miljøkompetencen analyseres her med fokus på den viden, der stammer fra diverse uddannelsesforløb⁴⁸.

Indekseringen af respondenternes svarfordelinger på videnindikatoren viser, at lidt mere end 5 ud af 10 danskere⁴⁹ (53 pct.) har erhvervet sig viden om miljøforhold gennem et uddannelsesforløb jf. Figur 12.3. En nærmere analyse viser, at det er lidt mindre end 3 ud af 10 danskere (27 pct.), der vurderer, at de har erhvervet sig denne viden både fra den højeste gennemførte uddannelse og efteruddannelse. Tilsvarende fremgår det, at næsten fem ud af 10 danskere ikke vurderer, at de har fået viden om miljøet via den uddannelse og efteruddannelse, de har deltaget i.

En grov opdeling af folk på brancher viser, at ansatte i fremstillingssektoren gennemsnitligt scorer markant højere end ansatte i servicefagene. Det tyder på, at der i fremstillingsbranchen er et større fokus på at efteruddanne medarbejdere til at handle miljømæssigt fornuftigt.

Figur 12.3 Danskernes miljøviden fra uddannelse og efteruddannelse (kilde: NKR 2004)

Figur 12.4 Viser afvigelsen fra et gennemsnit for befolkningen ift. miljøviden erhvervet gennem uddannelse (kilde: NKR 2004)⁵⁰

På indikatorniveau er der desuden store forskelle mellem den private og den offentlige sektor. I det offentlige er mængden af miljøviden fra uddannelse af begge slags væsentligt højere end i det private (Anneks Validering og Analyse, 89-90).

Disse andre sammenhænge taget i betragtning er det interessant at observere, at alder ikke spiller nogen rolle for det niveau af viden om miljøet, som man har fået gennem formel uddannelse eller efteruddannelse. Dette antyder, at der i uddannelser og efteruddannelser er sket en indsats af nogenlunde samme omfang i forhold til opbygning af miljøviden. De yngre aldersgrupper (de 20- 29-årige), der kun har kunnet nå at få uddannelse i miljø via den primære uddannelse (da de næppe allerede har været gennem efteruddannelse), scorer således lige så højt som ældre aldersgrupper, der har kunnet nå at få viden gennem uddannelse og/eller efteruddannelse.

Hvis man ser på uddannelsesgrupper, viser disse sig at have stor betydning for graden af miljøviden. Grupperne af korte og mellemlange videregående uddannelser ligger i førerfeltet med de korte videregående uddannelser helt i front. Erhvervsfagligt uddannede, folkeskoleuddannede og personer med lange videregående uddannelser scorer på samme niveau. Personer med gymnasial uddannelse som højeste uddannelse ligger noget lavere end de andre uddannelsesgrupper på denne indikator. Uddannelsesniveau har altså umiddelbart stor betydning for, hvor meget miljøviden en person tilegner sig gennem uddannelse – hvilket ikke er overraskende. Mængden af viden hænger dog ikke sammen med længden af uddannelsen, men mere med typen af uddannelse.

En mere specificeret analyse af danskernes miljøkompetence indikeret ved miljøviden erhvervet gennem uddannelse viser, at dem med høj grad af kompetence jf. Figur 12.4 især er landmænd, ledende funktionærer eller tjenestemænd og faglærte arbejdere. Beskæftigede inden for finansiering og forretningsservice og lidt overraskende energiog vandforsyning har relativt størst negativ afvigelse fra et gennemsnit af befolkningen med hensyn til miljøkompetence erhvervet gennem uddannelse.

Når landbrug, fiskeri og råstofudvinding er nogle af de erhvervsgrupper, der i markant høj grad angiver at have fået viden gennem et uddannelsesforløb, kan det være en konsekvens af den megen fokus på især landbrugets miljøforhold.

Det er ikke muligt at sige noget om typen af erhvervet miljøviden (f.eks. om det vedrører årsagerne til miljøproblemer, eller om det er en handlingsorienteret miljøviden), og hvor meget respondenterne har beskæftiget sig med miljøområdet, når de har svaret positivt på spørgsmålene. Men det dækker sandsynligvis over en bred vifte af forhold gående fra generelle miljøforhold i en grunduddannelse (f.eks. miljøundervisning i gymnasiet) til specifikke miljøkurser relateret til bestemte produktionsprocesser i industrien.

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at den udviklede videnindikator kun i begrænset omfang dækker den viden, som respondenterne angiver at have anvendt i forbindelse med miljøhandlinger. Det er således kun ca. hver femte, der angiver kurser som kilde til den viden, der ligger til grund for deres miljøkompetente handlinger i modsætning til viden erhvervet fra andre arenaer. Selv for respondenter med en "høj" videnscore er det kun 16 pct., der angiver, at kurser er kilde til viden, mens arbejdspladsen er en kilde hos 22 pct., og dagspresse, tv, radio m.m. angives af 47 pct. Dette peger på, at uddannelse og efteruddannelse i dag enten ikke indeholder tilstrækkelig meget miljø eller ikke formidler miljøviden, der er handlingsorienteret og på denne vis mere nærværende.

12.2.2 Indikator 2: Motivation

Denne indikator belyser danskernes engagement i miljøforhold, bl.a. i form af hvorvidt man selv søger information om miljøforhold og diskuterer miljøforhold. Gennem et engagement i forskellige miljøforhold udtrykkes mere personafhængige aspekter af miljøkompetence, som formes i et samspil med omgivelserne. Motivationen er en vigtig faktor for, om man får omsat sin miljøviden til konkrete handlinger.

Analysen viser, at 30 pct. af danskerne i relativt høj grad besidder miljømæssig motivation, vurderet ud fra, at de i høj udstrækning selv har søgt og læst informationer om miljøspørgsmål, diskuteret og foreslået miljøforbedringer og/eller er medlem af en miljøorganisation. Stort set det samme antal har i relativt moderat grad engageret sig på denne måde, mens 41 pct. af danskerne kun i lav grad synes at have udvist en sådan motivation. Danskernes miljømotivation er således meget spredt ud med nogle klare topscorere og en gruppe, der ikke i særlig høj grad er motiveret for at engagere sig i miljøet.

Figur 12.5 Profil for motivation (kilde: NKR 2004)

Det viser sig, at det, der gør den største forskel med hensyn til folks miljømotivation, er deres alder. De 20-29-årige er klart de mindst motiverede, og hver af de efterfølgende 10-årsgrupper har højere motivation end den forrige gruppe. Forskellene, som alder beskriver, virker umiddelbart påfaldende, idet uddannelsessystemet gennem en årrække har haft pligt til at lægge vægt på bæredygtig udvikling og oplysning om miljø.

Uddannelse er nævneværdig, idet forskelle langs denne skillelinje også har stor betydning for miljømotivationen. Personer med videregående uddannelser har det højeste niveau af motivation. Under deres niveau kommer gymnasieuddannelserne, de erhvervsfagligt uddannede og folkeskoleuddannede i nævnte rækkefølge (Anneks Validering og Analyse, 92). Miljømotivation hænger tilsyneladende også sammen med uddannelsesniveau, hvor indikatoren for miljøviden gennem uddannelse relaterede sig mere til uddannelsestype.

Inden for det offentlige er motivationen til miljømæssig handling større end inden for det private. Mere specifikt kan man om branche- og sektorforskelle sige, at personer inden for landbrug, fiskeri og råstofudvinding er sammen med gruppen af offentligt ansatte blandt de grupper, der har den højeste grad af motivation i forhold til miljø. Blandt de grupper med lav grad af motivation, der ikke allerede er nævnt, findes særligt ikke-faglærte og personer i handels-, hotel- og restaurationsbranchen.

På mere specifikt niveau bemærkes det, at ledende funktionærer eller tjenestemænd skiller sig ud som en gruppe, der i højeste grad angiver at have engageret sig på forskellig måde i miljøforhold. Dette kan skyldes, at de besidder job, hvor de i højere grad end resten af befolkningen har mulighed for at foreslå og gennemføre miljøforbedrende tiltag på arbejdspladserne.

Figur 12.6 Profil for miljøhandlinger (kilde: NKR 2004)

12.2.3 Indikator 3: Miljøhandlinger

Denne indikator bygger på, at miljøkompetence ikke i praksis blot manifesterer sig ved, at man besidder viden og motivation til at ville involvere sig, men også i dagligdagen på arbejdspladsen og/eller i privatlivet foretager aktiv handling. Det vil sige, at man udøver handlinger, som både er kendetegnet ved at være bevidste og på den ene eller anden måde bidrager til at reducere miljøbelastningen.

Det fremgår af analysen, at ca. hver sjette dansker i såvel privatlivet som i arbejdslivet i relativt høj grad angiver at have foretaget handlinger, der på den ene eller anden måde har haft miljøforbedrende karakter – herunder især har købt miljøvenlige produkter og økologiske madvarer, har brugt mindre miljøbelastende materialer og produkter m.m. på arbejdspladsen, benyttet vand- og varmebesparende foranstaltninger i boligen, indsamlet batterier og andet miljøfarligt affald til aflevering, genbrugt haveaffald og regnvand samt undladt at bruge sprøjtemidler og kunstgødning.

Svarfordelingerne viser endvidere, at en meget stor gruppe danskere (næsten to tredjedel) i moderat grad foretager sig denne type miljøforbedrende handlinger, mens 20 pct. af danskerne i lav grad tager sådanne initiativer.

Alder er igen den vigtigste faktor i beskrivelsen af miljøkompetence (Anneks Validering og Analyse, 91). For denne indikator er der en konstant stigende tendens til miljøhandling fra de 20-29-årige og op til de 50- 59-årige. Der er markant flere i de yngste aldersgrupper, der i ringe udstrækning omsætter engagement og viden i aktuelle miljøhandlinger⁵¹.

Samlet set viser en analyse af afvigelser fra gennemsnittet af befolkningen, at dem med "høj" kompetence med hensyn til miljøhandlinger er gruppen 40-55 år, ledende funktionærer eller tjenestemænd og personer, der har en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Grupper kendetegnet ved lav grad af miljøkompetence er i denne sammenhæng de 20- 29-årige, personer med gymnasial uddannelse eller folkeskoleuddannelse som højeste gennemførte uddannelse og dem uden arbejde. Endelig har folk, der arbejder i handels-, hotel- og restaurationsbranchen, et lavt niveau for miljøhandlinger.

Med hensyn til miljøhandlinger i privatliv og arbejdsliv samlet set er der en lille tendens til, at kvinderne i højere grad end mændene foretager miljømæssige handlinger af den type, der er spurgt til i undersøgelsen. Især kvindernes større angivelse af indkøb af økologiske produkter vejer generelt tungt i den forbindelse. Det kan i øvrigt hænge sammen med et socialt mønster, hvor det fortsat i overvejende grad er kvinder, der tager sig af indkøbene i husholdningen.

På denne indikator scorer offentligt ansatte som på de andre indikatorer gennemsnitligt højere end privatansatte. Analysen af branchegrupper holdt op mod handlingsindikatoren viser meget markant, at især branchegruppen energi- og vandforsyning, men også gruppen offentlige og personlige tjenester, i størst grad angiver at have foretaget miljømæssige handlinger i såvel privatlivet som arbejdslivet – f.eks. køber miljøvenlige forbrugsvarer eller sparer på materialer, energi, vand m.m. på arbejdspladsen. Landbrug, fiskeri og råstofudvinding ligger ikke blandt dem med "høj" kompetence, men hovedsageligt blandt dem med moderat eller laveste score med hensyn til denne indikator. Forskellen mellem personer fra henholdsvis energi- og vandforsyning samt landbrug, fiskeri og råvareudvinding er bemærkelsesværdig, fordi grupperne scorer lige omvendt for miljøhandlinger sammenlignet med scoren for miljøviden, hvor gruppen landbrug, fiskeri og råvareudvinding scorer højest.

12.2.4 Indikator 4: Miljøhandlinger og motivation i forbindelse med arbejdspladsen

Det stigende fokus på miljøproblemer både nationalt og internationalt har sat fokus på virksomheder og myndigheders forpligtelse til at medvirke til at løse og forebygge miljøproblemer. Dette har bl.a. resulteret i mange forskellige initiativer til minimering af ressourceforbrug, anvendelse af miljøvenlige materialer og en anderledes organisering af arbejdet. I denne indikator belyses, gennem miljøhandlinger og motivation, danskernes miljøkompetence på arbejdspladsen.

Figur 12.7 Danskernes miljøkompetence på arbejdspladsen (kilde: NKR 2004)

Analysen af denne indikator, der altså specifikt vedrører centrale aspekter af miljøkompetence i relation til arbejdslivet, viser, at danskerne på deres arbejde er en broget skare. Profilerne deler stort set befolkningen ligeligt mellem sig, men med gruppen med "høj" profil som en smule større end de andre. Forskellen er dog ikke bemærkelsesværdig. At have højere frem for lavere profil på indikatoren indebærer eksempelvis at have været med til at foreslå og gennemføre miljøforbedrende tiltag samt tilrettelagt andres arbejde, så de kan tage miljøhensyn og bruge mindre miljøbelastende materialer og produkter.

Uddannelse er også på denne indikator en nøgle til, hvor meget miljøkompetence en person besidder. Miljøkompetencen, målt på denne indikator, er også højest hos personer med kort og mellemlang videregående uddannelse. Akkurat som med hensyn til miljøviden. Personer, der har en folkeskoleuddannelse, besidder sammen med dem med lang videregående uddannelse den laveste gennemsnitlige miljøkompetence på arbejdspladsen (Anneks Validering og Analyse, 93). Dette er meget anderledes end de tendenser, der tidligere er set mht. miljø og i NKR i det hele taget. De to grupper ligger som oftest i hver sin ende af kompetenceskalaen.

Effekterne af alder på miljøkompetence på arbejdspladsen er meget markante. Generelt er man mere miljømæssigt aktiv på arbejdspladsen, jo ældre man er. Tendensen gælder helt op til og med de 64 år.

Forskellene, som alder beskriver, tyder på, at unge mennesker med lav anciennitet og højt ambitionsniveau ikke har tilstrækkeligt virksomhedskendskab eller overskud til at interessere sig for miljømæssige spørgsmål på arbejdet.

De forskelle, der tidligere har været mellem den offentlige og private sektor, går ligeledes igen. I det offentlige er man umiddelbart bedre til at få medarbejderne til at tage selvstændigt ansvar og initiativ for miljøforbedringer.

Der er en endog meget markant indikation af, at ledende funktionærer eller tjenestemænd er den gruppe, der markerer sig højest mht. både selv at have søgt og læst informationer om miljøspørgsmål, diskuteret og foreslået miljøforbedringer og være medlem af en miljøorganisation. Således udtrykker mere end 4 ud af 10, at de engagerer sig på alle disse områder, mens det for f.eks. ikkefaglærte er hver syvende.

Branchernes fordeling i forhold til miljøkompetence på arbejdspladsen viser ret markant, at branchegruppen landbrug, fiskeri og råstofudvinding og i lidt mindre udstrækning gruppen energi- og vandforsyning i høj grad udtrykker at have engageret sig på forskellig måde i miljøforhold på arbejdspladsen samt foretaget miljømæssige handlinger – som f.eks. været med til at foreslå og gennemføre miljøforbedrende tiltag og tilrettelagt andres arbejde, så de kan tage miljøhensyn eller bruge mindre miljøbelastende materialer og produkter. Branchegrupperne handel, hotel og restauration, transport, post og tele samt finansiering og forretningsservice ligger lavest på indikatoren.

Denne forskel bekræftes ved en sammenligning af den overordnede gruppe "fremstilling" med gruppen "service", idet sidstnævnte scorer markant lavere. Forskellen skyldes antagelig, at miljøinitiativer med fokus på forebyggelse af affald, reduktion af ressourceforbrug, miljøledelse m.m. i højere grad er iværksat inden for fremstilling (især industrien). Der er først i de senere år igangsat miljøprojekter inden for serviceområdet – f.eks. på butiksområdet (bl.a. energibesparelser og miljømærkede varer) og inden for hoteller og restaurationer (bl.a. ordningen Grøn Nøgle) – og disse aktiviteter har tilsyneladende haft mindre udbredelse.

Det forekommer interessant at undersøge, hvorvidt der er en sammenhæng mellem den arbejdsrelaterede miljøkompetence og den mere generelle mulighed for at øve indflydelse på arbejdspladsen (som indgår i demokratisk kompetence, jf. kapitel 14). Det kunne forventes, at den arbejdspladsrelaterede miljøkompetence i højere grad ses på arbejdspladser, hvor der allerede er tradition for medarbejderdeltagelse i forandringsprocesser, eller hvor involvering i miljøaktiviteter kunne være en form for indflydelse. Analyserne tyder på, at indflydelse er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for høj arbejdsrelateret miljøkompetence. Der er således få med høj arbejdsrelateret miljøkompetence, der angiver ikke at have indflydelse, mens omvendt kun knap hver fjerde med indflydelse på arbejdspladsen scorer højt i forhold til arbejdsrelateret miljøkompetence.

Figur 12.8 Sammenhængen mellem de forskellige indikatorer målt ved Pearson's korrelationskoefficient (kilde: NKR 2004)

Der synes således at være andre betingelser end indflydelse, der skal være til stede.

12.2.5 Sammenhæng mellem miljøhandlinger, viden og motivation

Som nedenstående figur og korrelationskoefficienterne antyder, er der større samvariation/stærkere korrelation mellem det at have givet mange positive svar på miljøhandlingsindikatoren og have givet positive svar på indikatoren vedrørende motivation, end der er mellem at have givet positive svar på handlingsindikatoren og videnindikatoren. Samtidig er der tilsvarende større samvariation mellem positive svar på videnindikatoren og motivationsindikatoren, end der er mellem handlingsindikatoren og videnindikatoren.

Analysen kan sige noget om den relative samvariation mellem indikatorerne samt styrken af denne sammenhæng. Den siger derimod ikke noget om, i hvilken retning samvariationen går – eller hvad der betinger hvad. Om det er miljøhandlinger, der styrker motivationen, eller det er det modsatte, der er tilfældet, kan analysen ikke sige noget om. Men som det fremgik af diskussionen tidligere, er der givet tale om et kompliceret samspil, hvor de miljøkompetencekomponenter, indikatorerne søger at identificere, gensidigt styrker hinanden.

Det kan dog konkluderes, at koblingen mellem viden om miljøet, i den forstand det måles i NKR, og handlingsperspektivet ikke er specielt stærk eller overbevisende. Den viden, personer opnår, bør formentlig i højere grad være mere handlingsorienteret eller tilegnes gennem handling, for at koblingen mellem de to aspekter kan styrkes.

Når der er en manglende sammenhæng mellem viden og engagement og mellem viden og handling i nærværende undersøgelse, kan det også skyldes, at ikke alle arbejdspladser – jf. tidligere – giver medarbejdere mulighed for indflydelse – måske endda på trods af gennemført efteruddannelse inden for miljø.

12.3 Konklusion

En samlet og generel konklusion er, at alder er den mest afgørende faktor for miljøindikatorerne som sådan. Specielt opnår aldersgruppen under 30 år en lavere score på indikatorerne end de ældre aldersgrupper. Det gælder dog med vekslende styrke på de forskellige indikatorer. Med forbehold for den bias, der er flere steder i formuleringerne af spørgsmålene i forhold til den yngre aldersgruppe, er der grund til fremover at være opmærksom på, om denne gruppe generelt er mindre engageret i miljøspørgsmål. Det er ikke kun i denne undersøgelse, dette resultat er fremkommet. Samme forhold er fundet i andre nationale undersøgelser – bl.a. fra Grøn Information (1997).

Især set i forhold til at alle uddannelsesniveauer siden 1993 har skullet indarbejde et "grønt islæt" eller arbejde med bæredygtig udvikling, er dette resultat tankevækkende og ikke mindst bekymrende. Det er et forhold, der bør gøres til genstand for nærmere og mere nuanceret undersøgelse og forskning.

Opsamlende viser undersøgelsen, at personer med et videregående uddannelsesniveau på flere områder opnår højere værdier på de indikatorer, der indgår i NKR-undersøgelsen. Personer med folkeskole og studenterniveau som højeste gennemførte uddannelse scorer lavest på indikatorerne. Det resultat kan også genfindes i Beckmann et. al. (2001).

Det anføres i hovedkonklusionen for Husmer (2003), at interessen for og fokus på miljø i befolkningen generelt er mindre nu, end den var for nogle få år siden. Fra at der i 1970'erne og frem til midt/slutningen af 1990'erne var tale om en stigning i interessen for miljø, peges der på, at forbrugerne nu har en mindre viden om miljøforhold, er mindre interesserede i at skaffe sig viden om miljøforhold og mindre villige til at betale ekstra for varer, hvor der er taget miljøhensyn. Selv om NKR-undersøgelsen har et lidt andet fokus end Husmer, idet der ikke er spurgt til de samme forhold, kan Husmer dog understøtte NKR-undersøgelsens konklusion om, at det kun er for en mindre del af den danske befolkning, at miljøspørgsmål og -handlinger har høj prioritet.

Den høje score for arbejdspladsrelateret miljøkompetence i landbrug m.m. kan ses som en bekræftelse af, at der er en del fokus og initiativer i forhold til miljø i landbrug m.m. Den markant lavere hyppighed af indkøb af økologiske fødevarer og af handlinger i retning af at undgå sprøjtemidler og kunstgødning peger dog på, at de fleste landbrugere handler inden for et paradigme med fokus på optimering af det konventionelle jordbrug, og denne form for miljøengagement i arbejdslivet overføres til det civile livs handlinger.

Den lavere score på butiks- og hotel- og restaurationsområdet inden for flere indikatorer tyder på, at miljøinitiativer m.m. inden for området ikke har haft samme udbredelse som inden for industrien. Det er i denne sammenhæng også bemærkelsesværdigt, at offentligt ansatte i gennemsnit scorer højere end ansatte i det private erhvervsliv i alle dimensioner af miljøkompetencen.

Analysen af miljøkompetence understreger vigtigheden af at anvende flere forskellige strategier, hvis målet er at øge en generel miljøkompetence. Viden (vurderet ud fra gennemført uddannelses- og efteruddannelsesforløb) styrker ikke i sig selv handlingsaspektet, mens der i højere grad er et samspil mellem viden og motivation. Hermed viser NKR-undersøgelsen – i samklang med megen forskning – at der ikke er en umiddelbar rationel og lineær forståelse mellem viden og handling, således at viden fører til ændret holdning, som igen fører til ændrede miljøhandlinger. Som der ofte fremhæves i international og national litteratur, er der derimod tale om et kompliceret samspil, hvor tavs og reflekteret viden og erfaringer og fortolkninger, valg, rutiner, muligheder og forhindringer spiller sammen. Hvordan sådanne komplekse sammenhænge opererer sammen i et handlingsperspektiv, afhænger i højere grad af et værdimæssigt grundlag end et rationelt videngrundlag (Schultz & Zelezny, 1999; Stern, 2000).

Det er dog samtidig vigtigt at være opmærksom på, at uddannelse og efteruddannelse ifølge undersøgelsen kun i ringe udstrækning er kilde til miljøviden, som anvendes i forbindelse med miljøhandlinger. Dette peger dels på, om mere handlingsorienteret miljøuddannelse vil fremme miljøkompetence, dels på behovet for at undersøge, om en anden definition af videnindikatoren, hvor andre videnkilder medtages, giver en højere grad af samspil mellem viden og handling og mellem viden og motivation.

Fodnoter

48) Miljøviden kan også indhentes fra andre arenaer (bl.a. arbejdsplads og husholdning), hvilket vil vise sig i den videre analyse.

49) Spørgsmålet er ikke stillet til respondenter, der har folkeskole til og med 10. klasse eller stx, hf/htx/hhx som højeste gennemførte uddannelse. Procenter angives som procenter af den reducerede gruppe af respondenter.

50) Figuren baserer sig på de udregninger, der ligger bag profiludregningerne. Inden for køn, uddannelse, branche og stilling er afvigelsen beregnet i forhold til gennemsnittet for befolkningen. Høj grad af kompetence er positive afvigelser og lav grad negative afvigelser (< 5 pct. ikke medtaget).

51) Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at positive svar på en del af de handlingsorienterede spørgsmål sandsynligvis forudsætter, at man har selvstændig husholdning, hvilket sandsynligvis giver en bias for aldersgruppen 20-29 år.

Denne side indgår i publikationen "Det Nationale Kompetenceregnskab - hovedrapport" som kapitel 12 af 23
© Undervisningsministeriet 2005