7. Formelle uddannelser på højskoler

Udvalget har beskæftiget sig med, hvordan højskolerne kan medvirke til elevernes formelle uddannelse.

Udvalget er enig om, at højskolerne skal spille en aktiv rolle i udviklingen af videnssamfundet. Det kræver, at højskolerne ikke kun koncentrerer sig om dannelsesaspekter, men kombinerer disse med uddannelseselementer.

Der er i udvalget ikke enighed om, hvilke midler der er nødvendige for, at højskolerne kan medvirke til denne udvikling. Udvalget er dog enig i sigtet med forslagene og i anbefalingerne inden for den gældende lovgivning.

Bestående muligheder

Højskolerne kan allerede inden for gældende bestemmelser medvirke til kursisternes formelle uddannelser.

Det kan ske på forskellige måder:

• Almen forberedelse
  Højskolernes kurser vil via deres vægt på almene perspektiver og faglige og personlige kompetencer i sig selv være forberedende til formelle uddannelser. Mange højskoler tilrettelægger undervisningen sådan, at eleverne får mulighed for at orientere sig bredt i faglige områder forud for deres studievalg. Folkehøjskolernes Forening har fremlagt tal, der illustrerer, at ophold på en højskole kan være med til at mindske risikoen for, at eleverne efterfølgende skifter uddannelse.
   
• Forberedelse til ekstern prøve
  En højskole kan vælge at undervise i faglige områder, der svarer til optagelseskravene på bestemte formelle uddannelser. Det drejer sig f.eks. om forberedelse til optagelse på pædagogseminarierne, politiskolen, journalisthøjskolen og forskellige kunstneriske uddannelser. Ligeledes kan undervisningen på en højskole være tilrettelagt på et fagligt niveau, der sætter eleverne i stand til efter højskoleopholdet at gå til prøve eller eksamen på en uddannelsesinstitution som selvstuderende.
   
• Anden forberedelse til optagelse på en konkret uddannelse På nogle uddannelser indeholder optagelsesbetingelserne en bedømmelse af de studerendes tidligere arbejder – f.eks. design- og arkitektskolerne. Et sådant forberedende arbejde kan i nogle tilfælde indpasses i et højskolekursus.
   
• Samarbejde med uddannelsesinstitutioner Højskoler og uddannelsesinstitutioner kan samarbejde således, at et højskoleophold kan give merit i uddannelsen. Aftaler træffes mellem den enkelte højskole og uddannelsesinstitution og bygger på, at højskolen kan beskrive og evt. dokumentere sit faglige indhold over for uddannelsesinstitutionen. Det kan f.eks. være et samarbejde om en del af liniefagsundervisningen i læreruddannelsen, hvor højskoleopholdet efterfølgende giver merit i uddannelsen. Muligheden for at udnytte højskolelæreres specifikke kompetencer kan også ske ved, at de kan blive undervisere/vejledere i forbindelse med afløsningsopgaver mv. ved alle typer uddannelser fra de korteste til de længste universitetsuddannelser.
   
• Skift i miljø under uddannelse
  Et højskolekursus kan kombineres med en uddannelse eller et studium, når en studerende har behov for at skifte miljø. Højskoleopholdet kan virke motiverende og afklarende for den studerende.
   
• Kurser uden for højskoleloven
  En højskole kan som indtægtsdækket virksomhed tilrettelægge kurser, der ikke opfylder tilskudsbetingelserne i lov om frie kostskoler. Disse kurser tæller ikke med i højskolens tilskudsgrundlag. Det kan f.eks. dreje sig om kurser for en lukket deltagerkreds eller f.eks. forberedende voksenundervisning (FVU).

Det er udvalgets opfattelse, at de gældende muligheder ikke er erkendte og derfor ikke udnyttes hensigtsmæssigt. Højskolernes netværk til uddannelsesstederne er ikke særlig omfattende, og omvendt kender mange uddannelsesinstitutioner for lidt til de muligheder, som et samarbejde med en højskole kunne give
f.eks. i form af studieforberedelse, faglig dygtiggørelse og rekruttering af elever og studerende fra hele landet.

Der er derfor behov for, at gældende muligheder tydeliggøres, så det bliver lettere for uddannelsesinstitutioner og højskoler at se, hvilke samarbejdsmuligheder der eksisterer.

En tydeliggørelse kan ske ved, at der udarbejdes en vejledning i samarbejde mellem højskoler og formelle uddannelsesinstitutioner, at samarbejdsmulighederne indskrives i relevant uddannelseslovgivning, at der sker en kortlægning af samarbejdet, og at det tydeliggøres, hvilke kompetencer højskoleeleverne har mulighed for at udvikle.

Derved kan højskolernes faglighed finde direkte anvendelse i formelle uddannelser og medvirke til at styrke unges afklaring om uddannelse og erhverv, ligesom forslagene vil bidrage til at udbygge folkehøjskolens mulighed for almen undervisning på et højt fagligt niveau.

Undervisning efter anden lovgivning

Udvalget har drøftet, om der ud over de gældende muligheder er behov for, at højskolerne via lovændringer kan tilbyde dele af formelle uddannelser under et højskoleophold.

Et flertal på 13 af udvalgets medlemmer mener, at der er behov for, at højskolerne via lovændringer får mulighed for at tilbyde undervisning efter anden lovgivning. Undervisningen skal kunne medregnes i elevernes ugentlige lektionstal.

Formålet med forslaget er, at de højskoler, der vil benytte denne mulighed, i højere grad kan medvirke til:

• at afkorte den tid, eleverne bruger mellem grundskolen/gymnasiet og en erhvervsmæssig uddannelse,
• at personer, der ellers ikke ville tage en kompetencegivende uddannelse, får mulighed for at tage den i et trygt kostskolemiljø,
• at en større andel af de unge får adgang til en videregående uddannelse,
• at udvikle skolernes faglighed til gavn for eleverne både på højskolerne og på de uddannelsesinstitutioner, de samarbejder med,
• at de studerende får styrket deres personlige og sociale kompetencer, og
• at gøre elevsammensætningen på højskolerne bredere.

Prøver og eksamener

Udvalgt har drøftet, om der skal være mulighed for, at højskoler skal kunne godkendes til at afholde prøver og eksamener. Hele udvalget fastholder, at højskolerne er prøve- og eksamensfrie.

Udvalgets begrundelse er:

• at afholdelse af prøver og eksamener er administrativt belastende og indeholder en række formelle problemer vedr. klageadgang, opkobling til centrale eksamensdatabaser mv.,
• at godkendelse til prøveafholdelse kan medføre eksterne krav til skolens forstander, hvilket vil mindske en højskoles frihed til at ansætte den forstander, skolen finder mest velegnet, samt
• at ansvaret for uddannelsernes kvalitet fastholdes i uddannelsesinstitutionerne.

Øgede muligheder for samarbejde

Hvis højskoler kan tilbyde undervisning efter anden lovgivning, åbnes for et fleksibelt samarbejde mellem højskoler og uddannelsesinstitutioner. Samarbejdet kan bestå af en kombination af forskellige muligheder som f.eks. aftaler om merit, vejledning i forbindelse med afløsningsopgaver, læreransættelser, køb af undervisning på uddannelsesinstitutionen osv. Aftalerne kan sammenstykkes individuelt tilpasset den enkelte højskole og den pågældende uddannelse og uddannelsesinstitution.

For eksempel kan en højskole, der arbejder med design, aftale med en af designskolerne, at eleverne i nogle lektioner undervises af lærere fra uddannelsesinstitutionen efter de bestemmelser, der findes for uddannelserne på Designskolen og herved få merit i uddannelsen. Andre muligheder kunne være meritgivende rapportskrivning, eller at en uddannelsesinstitution godkender ophold på en højskole som et praktikophold.

Samarbejdet kan etableres om uddannelser på alle niveauer. Det kan dreje sig om FVU, avu, gymnasiale enkeltfag, erhvervsuddannelser, sosu og videregående uddannelser.

Udvalget har specielt set på højskolernes muligheder for at tilbyde elever at supplere deres studentereksamen med henblik på at søge optagelse til en konkret videregående uddannelse. For GSK's (Gymnasiale Suppleringskursers) vedkommende har Undervisningsministeriet udpeget seks koordinatorer, som efter behov udpeger de institutioner, som kan udbyde GSK. Det vil altovervejende blive i universitetsbyerne. Højskoler, der ikke ligger tæt på en universitetsby, vil få vanskeligt ved at benytte muligheden for GSK. Et samarbejde om gymnasiale enkeltfag vil derfor i mange tilfælde være lettere og kan lige så godt ske mellem højskolerne og gymnasier, hf-kurser, handelsskoler, tekniske skoler og VUC.

Principper for undervisning efter anden lov

Udvalget har drøftet modeller og principper for undervisning efter anden lovgivning som del af et højskolekursus. For at sikre kommissoriets forudsætning om udgiftsneutralitet skal flertallet pege på en købsmodel, hvorefter højskolen køber undervisning hos en part, der er godkendt til at udbyde den pågældende undervisning. Flertallet lægger vægt på, at de principper, der skal gælde for højskolernes køb af undervisning efter anden lovgivning dels medvirker til at styrke det lokale samarbejde mellem højskolerne og uddannelsesinstitutionerne, dels medvirker til at sikre en så bred tilgængelighed til undervisningstilbuddene som muligt, uanset højskolernes geografiske placering, samt sikrer en administrativ enkel betalingsordning.

For at styrke mulighederne for fortsat uddannelse og forbedring af erhvervsmuligheder for de elever, der er uden gymnasial uddannelse, anbefaler udvalgets flertal, at undervisning efter anden lovgivning for disse elever udløser tilskud på sædvanlig vis på både højskolen og uddannelsesinstitutionen. For disse elever kan et hf-enkeltfag udgøre et konkret skridt hen imod optagelse ved en af de korte eller mellemlange videregående uddannelser, hvor adgangsvejen er mere lempelig end en fuld adgangsgivende eksamen. En sådan finansieringsmodel bør omfatte en fast defineret fagrække (dansk, matematik, samfundsfag, historie, engelsk, tysk, biologi, fysik, kemi og psykologi). Modellen vil kombinere højskolens vejledningsfunktion (det mere sikre valg af uddannelse og erhverv) med en hurtigere vej gennem uddannelsessystemet via det konkrete kompetencegivende element. En tilsvarende model kendes for efterskoleelever i meritgivende brobygningsforløb.

Tilsvarende finder udvalgets flertal, at en højskole skal kunne tilbyde sine elever FVU finansieret på normal vis samtidig med, at de pågældende elever indgår i tilskudsberegningen på højskolen.

Omfanget af undervisning efter anden lovgivning

Ifølge gældende lovgivning skal alle højskoleelever som minimum have 28 undervisningslektioner om ugen. Det ønsker udvalget ikke at ændre på, men udvalget har drøftet, om en større eller mindre del af undervisningen kan bestå af undervisning efter anden lovgivning.

Flertallet er enige om at tage udgangspunkt i, at mindst to tredjedele af den ugentlige minimumsundervisning skal være almindelig højskoleundervisning, som ikke afholdes efter anden lovgivning, og som derfor ikke er formelt kompetencegivende. For elever med minimumstimetallet på 28 lektioner om ugen skal de 2/3 (altså 19 lektioner) være almindelig højskoleundervisning, mens den sidste tredjedel (ni lektioner) kan være undervisning efter anden lovgivning. Undervisning efter anden lovgivning kan øges ud over ni lektioner ved at øge det samlede lektionstal uden nødvendigvis samtidig at øge den almindelige højskoleundervisning, dog kan undervisning efter anden lovgivning ikke overskride halvdelen af den samlede undervisning på højskolen.

Undervisning efter anden lovgivning er et supplement til den almindelige højskoleundervisning. Elever, der ikke ønsker at deltage i undervisning efter anden lovgivning, skal på alle højskoler kunne deltage i et højskoleophold, der alene indeholder almindelig højskoleundervisning i mindst 28 ugentlige lektioner.

Selvom undervisning efter anden lovgivning højst kan omfatte op til halvdelen af højskolens undervisning, kan der være en risiko for, at den bliver dominerende på højskolen. Særligt hvis en højskole tilbyder sine elever så mange undervisningslektioner, at de i realiteten undervises med mere end halvdelen af en fuldtids kompetencegivende uddannelse. For at undgå, at den kompetencegivende undervisning bliver den dominerende del af det samlede højskolekursus, foreslår udvalgets flertal derfor, at der ud over et maksimum på 50 pct. af højskoleundervisningen tillige skal gælde et maksimum på 50 pct. af det ugentlige timetal ved en fuldtids kompetencegivende undervisning. For de gymnasiale fag med et ugentligt timetal på 32 på heltid indebærer dette et loft på 16 lektioner ugentligt.

Fleksibilitet i kursustilrettelæggelsen

For at opnå en frihed i tilrettelæggelsen og derved gode muligheder for at samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner foreslås, at der bliver mulighed for fleksibilitet i placeringen af undervisningen efter anden lovgivning.

Flertallet i udvalget vil derfor anbefale, at forholdet mellem den almindelige og den formelt kompetencegivende højskoleundervisning skal opfyldes på hele højskolekurset og ikke nødvendigvis i hver enkelt uge. På kurser, der er opdelt i moduler, skal forholdet opfyldes på hvert enkelt modul.

Forslaget medfører, at højskolerne kan tilrettelægge deres kurser friere samtidig med, at det sikrer, at alle elever får et højskoleophold, der overholder mindstekravet til almindelig højskoleundervisning.

Et nyt etårigt højskolekursus

Nogle af de korte og en del af de mellemlange videregående uddannelser har en adgangsvej, der er mere lempelig end en fuld gymnasial uddannelse. Det drejer sig for eksempel om uddannelserne til pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

Udvalgets flertal foreslår, at der udformes rammer for et etårigt højskolekursus, der kan tjene som adgangsgrundlag til disse uddannelser. Kurset skal, udover at give eleverne en almen ballast, være en ramme for, at de kan tage de gymnasiale enkeltfag, som kræves ved optagelsen. Styrken i kurset vil være kombinationen af faglige, almene og personlige kompetencer. Flertallet opfordrer Undervisningsministeriet til at gennemgå reglerne vedrørende adgang til de videregående uddannelser med henblik på at åbne muligheder for unge, der har gennemgået et sådant studieintroducerende højskolekursus. For at kurset kan give adgang til uddannelserne kræver det, at der udarbejdes mål og rammer for kurset.

Da dette etårige højskolekursus er kompetencegivende, kan man overveje, om det bør give adgang til SU.

Denne side indgår i publikationen "Rapport fra Højskoleudvalget" som kapitel 7 af 16
© Undervisningsministeriet 2005