4. Hovedsigtet

I den gældende lovgivning for folkehøjskolerne er hovedsigtet folkelig oplysning. Det kom ind i lovgivningen i 1993, efter at hovedsigtet i 51 år havde været almendannende undervisning. Forud herfor havde højskolelovgivningen eksisteret i 50 år – fra 1892 til 1942 – uden et hovedsigte.

I lovbemærkningerne til 1993-loven blev det fremhævet, at der var brug for at fastholde og udbygge folkehøjskolens tradition for at oplyse om de folkelige fællesskaber og oplyse om tolkning af tilværelsen og meningen med livet. Det blev fastslået, at det var væsentligt for højskolernes virke, og at folkelig oplysning var et begreb, som var almindeligt brugt på skolerne. Der ligger i begrebet en opfattelse af, at alle indgår i den fælles vekselvirkning med det formål at få problemer belyst i sammenhæng og at kaste lys på de fælles vilkår. Dertil kommer et krav om, at denne oplysning skal være fattelig for de fleste.

Det bestående sigte med undervisningen og samværet på en folkelig højskole er den almene oplysning om de fælles menneskelige vilkår. Rammen er et kostskolemiljø, som er præget af den enkelte højskoles værdigrundlag. Målet med et ophold på en folkehøjskole er, at eleverne får mulighed for at udvikle viden, indsigt og erkendelse om både den enkelte og andre, at øge elevernes evner og muligheder for at være aktive i folkeligt og mellemfolkeligt arbejde og at styrke deres personlige, almene og faglige kompetencer.

Fra 1993 var begrebet almendannende ikke længere et begreb, som var på førstepladsen i forbindelse med hovedsigtet, men dog fastholdt, hvad angår undervisningen, indtil det fra 2000 blev afløst af bred almen karakter. Når almendannende blev degraderet, kan det være i et forsøg på at undgå begreber, som havde en gymnasial klang. Højskolerne og de øvrige frie kostskoler havde behov for at gøre det klart, at de ikke umiddelbart var sammenlignelige med det formelle undervisningstilbud, men frie skoler, som havde et eget begreb.

Udvalget har drøftet, om ikke det bestående hovedsigte stadig er dækkende for den opgave og udfordring, som højskolerne har i den nærmeste fremtid. Udvalget er enig i, at folkelig oplysning fortsat rummer så store kvaliteter, at det skal fastholdes. Men udvalget har også drøftet, om det er muligt at formulere et nyt hovedsigte med udgangspunkt i det bestående. Forholdet mellem folk, nation, stat og statslige fællesskaber har ændret sig markant i de seneste år. Det bevirker, at begreber som folk og folkelig ikke sprogligt er tilstrækkelig dækkende for, hvad der er folkehøjskolens opgave. Derfor finder et flertal i udvalget, at der kan være behov for, at der bruges flere ord og begreber i hovedsigtet.

Folkehøjskolen har fra begyndelsen haft et langsigtet og universelt syn på menneskelivet og har derfor altid haft et videre sigte end det kortsigtede og det personlige. De mænd og kvinder, der skabte den danske folkehøjskole, ville med K. E. Løgstrups ord “ikke lade sig nøje med mindre end hvad de kaldte et universelt syn på menneskelivet. Derfor kom de til at skabe en skole, den historisk-poetiske, der stadig har betydning”. Om oplysning med et universelt og eksistentielt perspektiv brugte Løgstrup begrebet tilværelsesoplysning og Grundtvig livsoplysning. Da det sidstnævnte virker mere mundret, anvendes det i det efterfølgende.

Livsoplysning er et mere omfattende og bredere begreb end folkelig oplysning og rummer universelle og eksistentielle problemstillinger. Det drejer sig om de livssammenhænge, som ingen kan komme ud af, og hvor alle er lige over for de store spørgsmål i tilværelsen. Bag ved begrebet ligger den erfaring, at værdierne kommer fra livet, det almindelige menneskeliv, som alle kender det af egen erfaring. Livsoplysning ligger i forlængelse af den bestående oplysningstradition inden for de frie skoler. Der er behov for at fremhæve højskolernes opgave af eksistentiel karakter, som bygger på den enkelte højskoles selvvalgte værdigrundlag.

I Folkelig oplysning er det fælles og det individuelle sider af samme sag og hinandens forudsætninger. Oplysning om de større fællesskaber er en vigtig opgave i en tid, hvor nye fællesskaber opstår, og mange gamle ophører. Alle fællesskaber er ikke lige værdifulde, og derfor er det vigtigt for den folkelige debat og værdiafklaring, at højskolerne deltager i dette oplysningsarbejde ud fra deres vidt forskellige værdigrundlag.

Demokratisk dannelse understreger opgaven i at fastholde og udvikle en proces, der fører frem mod demokrati. I dette begreb ligger både en opgave i at undervise om demokrati og en opgave i at gennemføre kurser på en demokratisk måde. Det skal ske med det formål for øje at give kursisterne lyst og evne til at være aktive i et demokratisk samfund. Globaliseringen medfører, at vi i endnu højere grad er knyttet til hinanden. Demokrati er en norm for, hvordan mennesker, folk og stater forholder sig til hinanden på en anstændig måde. Demokrati er et bud, men opnås ikke én gang for alle. Den norm skal hele tiden fastholdes og udvikles. Folkehøjskoler bør være sådanne laboratorier, hvor demokratisk dannelse kan udvikles teoretisk og i praksis.

På denne måde er demokratisk dannelse en del af den folkelige oplysning, som igen er en del af livsoplysning.

For at sikre, at kurserne opfylder hovedsigtet, har udvalget drøftet, om der skal være en kanon bestående af et eller flere fag, temaer eller emner, som skal indgå i alle højskolekurser.

Udvalget er enig i, at der ikke skal være en kanon. Hvordan højskolen på det enkelte kursus vil lade hovedsigtet indgå i undervisningen og samværet, ønsker udvalget ikke at bestemme. Skolerne må dog være indstillet på at dokumentere, at hovedsigtet har en fremtrædende placering i alle kurser.

Denne side indgår i publikationen "Rapport fra Højskoleudvalget" som kapitel 4 af 16
© Undervisningsministeriet 2005