9. Interkulturel kompetence

9.1 Indledning

Danskere kendetegnes normalt som værende mere internationalt orienterede i forhold til befolkninger i de lande, Danmark ofte sammenligner os med. Som det ses af nedenstående figur, udgør de særligt interkulturelle danskere en forholdsvis lille del af befolkningen, mens broderparten fordeler sig i to større grupper af "middel" og "lav" profil. En stor del af dem, der er i den "lave" gruppe, befinder sig forholdsvis tæt på tærskelværdien til "middel"-gruppen. Dermed er der få, der skiller sig ud som værende meget lidt kompetente. Hovedparten i den "lave" gruppe har et klart potentiale for at udvikle deres interkulturelle kompetence. "Høj"-gruppens 5 pct. udgøres af mennesker, der adskiller sig ualmindelig meget fra resten (Anneks Validering og Analyse, 135).

9.1.1 Resumé

• Danskernes kontakt med udlændinge sker primært i arbejdslivet. Mange udlandsophold foretages i arbejdsregi, og kontakten til udlændinge er større her end i fritiden.
• NKR 2004 viser videre, at uddannelse er en nøgle for udviklingen af interkulturel kompetence. Høj uddannelse er en formidlende faktor for adgang til jobmæssige positioner, hvor den interkulturelle kompetence har gode udviklingsvilkår.
• Personer, der kun er i besiddelse af en folkeskoleuddannelse, og de erhvervsfagligt uddannede tilhører gruppen med lavere interkulturelle kompetencer. De er i deres arbejdsliv ikke i samme grad stillet over for de samme interkulturelt udfordrende aktiviteter som de højtuddannede, der generelt har højere interkulturel kompetence. Det skal i den sammenhæng nævnes, at det især er indikatoren "viden gennem uddannelse og medier", der er med til at skille denne gruppe ud.
• Ansatte i store virksomheder og koncerner har i mange henseender højere interkulturel kompetence end andre. Det tyder på, at disse virksomheder og koncerner skaber bedre rammebetingelser for udviklingen af kompetencen og/eller evner at tiltrække individer med netop interkulturel kompetence.

Figur 9.1 Danskernes profil på interkulturel kompetence (kilde: NKR 2004) De indikatorer, der indgår i beregningen af profilen, er:

• Uddannelse og viden fra medier
• Viden gennem udlandsophold
• Samarbejde og samvær

9.1.2 Hvad er interkulturel kompetence?

Gennem individets daglige møde med voksende kulturel kompleksitet er det vigtigt for den enkelte og for samfundet som helhed, at individet formår at afkode, forstå og handle i forhold til denne kompleksitet. Individet er bl.a. rustet til dette, hvis den interkulturelle kompetence er udviklet gennem viden om og mødet med andre kulturer og mennesker fra andre lande samt evnen til at kommunikere på et eller flere fremmedsprog.

Interkulturel kompetence kan således defineres som følgende: Et individs indsigt i og evne til at kunne forstå dagligdagens kulturelle kompleksitet samt at kunne kommunikere fordomsfrit med mennesker fra andre kulturer.

Kulturbegrebet er blevet et hyperkomplekst begreb og anvendes i dag som begreb og beskrivelsesform i mange forskellige sammenhænge, hvor grupper kan defineres som fællesskaber. Som bindestregsbegreb bruges det til at betegne alt lige fra kønskultur, idrætskulturer, virksomhedskulturer, professionskulturer og nationale kulturer. NKR anvender her begrebet i relation til den forskel, individet oplever i mødet med mennesker, værdier og normer fra andre nationale kulturer.

Interkulturel kompetence er en kompetence, der ikke udfoldes og udvikles i en bestemt arena, men i høj grad er knyttet til udvikling i både arbejdsliv, det civile liv og gennem uddannelse.

NKR forsøger gennem udvalgte indikatorer at operationalisere interkulturel kompetence i videst muligt omfang. Det er dog ikke muligt gennem NKR's kvantitative måleapparat at indfange alle elementer af interkulturel kompetence. F.eks. er danskernes indsigt i og forståelse for egen kultur vanskelig at operationalisere og måle kvantitativt. Man kan i den forbindelse sondre mellem danskernes internationaliseringsgrad og globaliseringsgrad. Spørgeskemaet er orienteret mod førstnævnte. Internationalisering drejer sig om den udadvendte orientering, hvor globaliseringsgraden er kendetegnet ved, at individet både er internationaliseret og formår at indoptage andre kulturers værdier mv. i deres hverdag. Globaliseringsgraden er vanskeligere at estimere gennem et kvantitativt måleapparat.

Figur 9.2 Danskernes kompetenceindeks for interkulturel kompetence. Kompetenceindekset er gennemsnittet af indikatorernes indeks N=5503 (kilde: NKR 2004)

9.1.3 Hvorfor interkulturel kompetence?

Globaliseringen er ikke blot en økonomisk proces, men i høj grad en udveksling mellem og skabelse af kulturer. Forestillingen om nationalstaten som ramme om en homogen enhedskultur, der omfatter alle borgere, kan næppe opretholdes længere. Samspillet mellem den informations- og kommunikationsteknologiske udvikling og den stigende politiske og økonomiske integration på tværs af nationalstaterne har gjort geografiske afstande, som tidligere ansås for uoverkommelige, mindre betydningsfulde og muliggjort kontakt mellem kulturer, der tidligere var adskilte.

Gennem medieforbruget og forbruget af varer, der indgår i det globale kredsløb, gennem uddannelsesmæssig udveksling og i arbejdslivets kontakt med kunder og producenter fra fjerne lande får man kulturelle input fra nær og fjern døgnet rundt.

Uanset hvordan man forholder sig til denne udvikling, rummer den muligheder og komplekse udfordringer for individer, organisationer og samfundet som sådan. At udvikle og fremme interkulturel kompetence er en af mange strategier til at imødekomme disse udfordringer, som de melder sig i arbejdslivet, uddannelsessystemet og det civile liv.

Inden for den økonomiske sektor bliver stadig flere virksomheder multinationale eller fusioneret med udenlandske koncerner og introducerer nye arbejdsrutiner, organisering og normer for, hvordan man arbejder. Men også almindelige danske virksomheder er dagligt i berøring med facetter af internationaliseringen, hvad enten der er tale om internationale samarbejdsrelationer, mødeaktiviteter eller læsning og skrivning af dokumenter på et fremmedsprog. Arbejdslivet bliver således for flere og flere præget af kontakt med andre kulturer.

Hvis Danmark skal være i front i det globale vidensamfund, er det en forudsætning, at danskere har interkulturelle kompetencer til at begå sig på et internationalt arbejdsmarked (Regeringen, 2002).

Inden for uddannelsessektoren – ikke mindst folkeskolen³⁷ – formidles i stor udstrækning elementer af den interkulturelle kompetence, herunder fortroligheden med egen kultur og kendskab til andre kulturer. De studerende skal således gerne kunne beherske flere fremmedsprog og gerne foretage studieophold i udlandet for direkte at stifte bekendtskab med andre kulturer.

I ungdomsuddannelserne og i de videregående uddannelser arbejdes der med et øget fokus på internationalisering af undervisningen, som sigter mod at udruste de studerende med international forståelse og udsyn samt evnen til at kunne begå sig internationalt (UVM og VTU, 2004).

Interkulturel kompetence er således en relevant nøgle i arbejdslivet, uddannelsessystemet og det civile liv, og det er en kompetence, der udvikles i alle arenaer. Studier i udlandet er alt andet lige med til at fremme evnen til at kommunikere med andre kulturer i arbejdslivet. Ligesom et arbejdsliv præget af mange kontakter med andre kulturer løfter navigationen i et civil liv præget af kulturel flertydighed.

9.1.4 Indikatorer

Analysen af interkulturel kompetence støtter sig til udviklingen af tre indikatorer, men har i lige så høj grad andre spørgsmål fra NKR 2004 som omdrejningspunkt.

9.2 Danskernes interkulturelle kompetencer

Ovenstående diagram viser det generelle billede af danskernes interkulturelle kompetence. Kompetencescoren er opgjort på baggrund af indekserede spørgsmål fordelt på tre indikatorer.

Med hensyn til fordelingen af indikatorscore er der interessante forskelle i befolkningen, når der tages højde for enkelte socioøkonomiske baggrundsvariable. Derfor er følgende analyse af danskernes interkulturelle kompetence struktureret efter de tre arenaer, uddannelse, arbejdsliv og det civile liv. Indikatorerne behandles herunder.

9.2.1 Indikator 1: Viden gennem uddannelse og medier

Indikatoren udgøres af spørgsmål, der relaterer sig til, om man har fået viden om andre kulturer gennem uddannelse eller efteruddannelse og anvender denne på jobbet, om man ser nyheder på udenlandske tv-kanaler og til det antal fremmedsprog, man kan gøre sig forståelig på.

Den danske grundskole har bl.a. som formål at oplyse og give danskerne indsigt i inter- kulturelle forhold, jf. folkeskoleloven. Både gennem sprogundervisning og gennem videntilegnelse om samfundsmæssige forhold. Uddannelse på højere niveau har ikke samme formål, men alligevel afspejler NKR's undersøgelse, at mange uddannelser³⁸ i Danmark også har et interkulturelt indhold, og at denne viden i høj grad anvendes i arbejdssituationer.

Den interkulturelle kompetence, der stammer fra uddannelse og medier, er hovedsagelig afhængig af uddannelse. Det er tydeligt, at der findes særligt to uddannelsesgrupper, der halter langt efter de andre mht. denne kompetence. Folkeskoleuddannede og erhvervsfagligt uddannede har klart lavere kompetencescorer end andre grupper.

De erhvervsfagligt uddannede ligger endvidere under den gennemsnitlige score for folkeskoleuddannede. Deres videreuddannelse har – isoleret set – således ikke fremmet deres generelle orientering mod interkulturel kompetence. Det store spring i kompetenceniveau sker ved de gymnasiale uddannelser. Over dette uddannelsesniveau er den inter- kulturelle viden stort set lige stor (Anneks Validering og Analyse, 31).

Det, at nogle uddannelser ikke hjælper til at stimulere interkulturel kompetence, skal ses i lyset af, at uddannelse og efteruddannelse i højere grad end antal fremmedsprog og forbrug af udenlandske tv-nyheder er afgørende for kompetencen, således som NKR måler det (Anneks Validering og Analyse, 28).

Inden for det offentlige er der også tendens til generelt højere score på denne indikator for interkulturel kompetence. Forskellen er ikke markant, men dog signifikant. Det er interessant, idet det offentlige nødvendigvis er mere indadvendt og mindre multinationalt end det private erhvervsliv (Anneks Validering og Analyse, 31).

Figur 9.3 Procentdelen af danskere, der har deltaget i uddannelse og efteruddannelse, hvorigennem der er tilegnet viden om kulturelle forhold i andre lande. Ligeledes angiver diagrammet, markeret med pile, hvor stor en procentdel af denne interkulturelle viden der anvendes i arbejdet. N = 3870 v/spørgsmål 11, N = 1548 v/spørgsmål 12, N = 5221 v/spørgsmål 13 og N = 957 v/spørgsmål 14 (kilde: NKR 2004)

Få respondenter har modtaget efteruddannelse med interkulturelt videnindhold, men det ses, at viden fra denne efteruddannelse i høj grad anvendes i arbejdet (79 pct.). Den konkrete målretning mod specifik viden eller kompetence som efteruddannelserne gør, at efteruddannelse i interkulturel sammenhæng fungerer som et godt udviklingsværktøj. Efteruddannelse på dette område ser ud til at være effektiv.

9.2.1.1 Andre kanaler til interkulturel viden

Viden om andre kulturer bliver ikke kun tilegnet gennem formel uddannelse. cirka hver femte dansker orienterer sig ugentligt om andre kulturer gennem udenlandsk tv og aviser, internet, bøger, foredrag mv. Denne løbende interkulturelle orientering er vigtig, men forudsætter, at individet er i stand til at afkode og forstå de mange multikulturelle budskaber. En evne, der bl.a. tilegnes gennem formel uddannelse eller længerevarende udlandsophold, hvorunder fremmedsprogskundskaber ofte er en forudsætning.

9.2.1.2 Interkulturel kommunikation

Sprogfagene giver en vigtig forudsætning i form af faglighed (ordforråd, grammatik mv.), men der bliver i højere grad også fokuseret på tilegnelse af andre kompetencer. I rapporten om fremtidens fremmedsprog (Undervisningsministeriet, 2003a) foreslås det, at sprogfagene skal være med til at udvikle følgende kompetencer:

Eksempler på kompetencemål

• søge og udnytte informationer fra internettet,
• læse artikler om emner af aktuel national eller international interesse,
• lytte med empati på trods af sproglige og kulturelle barrierer,
• agere i en anden kultur med empati.

Kompetencemål, der alle i en vis udstrækning vedrører dele af interkulturel kompetence. Disse mål summeres i Undervisningsministeriets rapport "Fremtidens uddannelser" (2004), som bl.a. lægger vægt på følgende kompetencer:

Kompetencer i fremmedsprogsfagene skal omfatte områderne:

• sprogfag som vindue mod verdenen – global orienteringsevne,
• interkulturel transmission – evnen til at kunne aflæse og formulere budskaber i kulturelle blandingssituationer i en stadig mere globaliseret verden.

Disse kompetencer er ifølge NKR delelementer af interkulturel kompetence, som kan udvikles gennem sprogfagene, men også i høj grad udvikles gennem interkulturel praksis, såsom udlandsophold eller samarbejde med udlændinge gennem arbejdet.

I "Fremtidens uddannelser" (Undervisningsministeriet, 2004) anbefales det bl.a. som målsætning, at danskerne skal kunne beherske mindst to fremmedsprog. Som nedenstående figur viser³⁹, er der et stykke vej endnu, før denne målsætning kan realiseres. Blot 51 pct. af danskerne behersker et andet fremmedsprog⁴⁰, hvis der ses bort fra engelsk, norsk eller svensk.

Det ses, at blot 13 pct. af danskerne dagligt taler engelsk på arbejdet, og endnu færre benytter det i fritiden. Det er således et fåtal, der dagligt anvender og vedligeholder deres engelskkundskaber. Det skal dog tilføjes, at ca. hver fjerde dansker taler engelsk dagligt eller ugentligt i forbindelse med arbejdet (NKR 2004). Men selv om engelsk alligevel bliver danskernes "andet modersmål", vil internationaliseringen formentlig sætte denne force i et andet lys. Allerede nu konstateres det fra forskellig side, at engelskkundskaber ikke længere er en særlig kvalifikation. Det forventes i højere grad fra arbejdsgivernes side, at de ansatte foruden engelsk også behersker andre sprog. Dertil kommer, at engelsk ikke er det største sprog i EU. Her er tysk væsentligt større, fransk er lige så stort, og italiensk, spansk og nu polsk kommer ikke langt derefter (Undervisningsministeriet, 2003a).

Figur 9.4 Danskernes fremmedsprogskundskaber. N = 4432 v/spørgsmål 109 og 110, N = 5528 v/spørgsmål 115 samt N = 5528 v/spørgsmål 117 (kilde: NKR 2004)

9.2.2 Indikator 2: Viden gennem udlandsophold

Indikatoren for udlandsophold beskæftiger sig med, om personer har haft udlandsophold af mere end 6 måneders varighed, og om denne viden er anvendelig på deres arbejdsplads.

Længerevarende udlandsophold fordrer i høj grad flere af de forudsætninger, der ligger til grund for tilstedeværelsen af interkulturel kompetence. Gennem længerevarende udlandsophold opnås alt andet lige en indførelse i det pågældende lands samfundsforhold, normer og værdier. Men måske vigtigst af alt rummer det muligheden for det personlige møde med befolkningen og derigennem muligheden for at udvikle de kommunikative og affektive elementer af interkulturel kompetence.

Overordnet set spiller uddannelse en afgørende faktor i forhold til interkulturel kompetence. Personer, der alene har en folkeskoleuddannelse, har entydigt det laveste kompetenceniveau. Med lidt højere kompetence end den gruppe ligger de erhvervsfaglige og gymnasiale uddannelser samt de korte videregående uddannelser. Personer med lang videregående uddannelse ligger klart i top. Mere herom senere. Det skal dog bemærkes her, at det ikke blot er mulighederne, der er bedre for højere uddannede, for at komme på udlandsophold – de har også mere brug for deres tillærte erfaringer i jobbet. Udlandsophold, der er integreret i uddannelse, ser ud til at have en positiv effekt på inter- kulturel kompetence.

På denne indikator er der ingen forskel på det offentlige og det private. Selv om det private erhvervsliv tilsyneladende efterspørger større interkulturel kompetence set i et bredt perspektiv, kan der ikke konstateres en større udvikling eller udfoldelse af denne kompetence i det private erhvervsliv.

Interessant er også, at den interkulturelle kompetence ikke lader til at være bundet til generationer. Selv om mulighederne for studieophold og udveksling er blevet markant forbedret de seneste år, er der altså ikke tendens til, at unge har en større interkulturel kompetence erhvervet gennem udlandsophold end ældre (Anneks Validering og Analyse, 32).

Lidt over 37 pct.⁴¹ af danskerne har været på et længerevarende udlandsophold. Men ikke alle har lige mulighed for eller motivation til at tage på længerevarende udlandsophold. NKR 2004 viser, at bl.a. uddannelsesniveau har betydning for længerevarende udlandsophold. Udveksling af udenlandske studerende i ud- og hjemland er en vigtig kilde til udvikling af Danmarks interkulturelle kompetence. Mødet med andre studerende og undervisere eller forskere i forskellige undervisningssituationer og i mere uformelle omgivelser skaber personlige relationer, der bl.a. udvikler den kommunikative del af kompetencen.

Uddannelsessystemet giver rig mulighed for udlandsophold, men længden af udlandsopholdene stiger op gennem uddannelsessystemet, og mange studerende på de lange videregående uddannelser har langt bedre mulighed for at komme på længerevarende udvekslingsophold. Dette ses af nedenstående Figur 9.5, som viser deltagelse i længerevarende udlandsophold fordelt i uddannelse.

Hvis der ses på, hvilke stillinger der har hyppig rejseaktivitet, er de danskere, der rejser mest, studerende og ledende funktionærer. Det er påfaldende, at så mange studerende har været på længerevarende udlandsophold på trods af deres relativt korte livsforløb.

Mobilitetsstatistikken for de videregående uddannelser viser, at interessen blandt danske studerende for at tilføje en international dimension til deres uddannelse gennem et udlandsophold er stigende. I studieåret 2002/03 var der således i alt 8.812 danske studerende i udlandet i uddannelsesøjemed. Godt halvdelen af de studerende (4.581) var på et udenlandsk studie- eller praktikophold, normalt af 1-2 semestres varighed. Den anden halvdel af de danske studerende (4.231) var i gang med en hel uddannelse i udlandet (CIRIUS Danmark, 2004b). Til sammenligning sender erhvervsskolerne ca. 400 elever på udveksling pr. år, hvortil kommer ca. 1.000 i praktik i udlandet (PIU-ordningen) (Undervisningsministeriet, 2004a).

Universiteterne har størst udgående mobilitet. Selv om de lange videregående uddannelsesinstitutioner kun står for halvdelen af alle danske studerende, sender de 80,8 pct. af alle Erasmus-studerende ud af landet. De mellemlange og korte videregående uddannelsesinstitutioner står tilsammen for den anden halvdel af studerende, men sender kun 19,2 pct. afsted. Studerende på universiteterne har altså bedre rammebetingelser for udvekslingsophold og dermed mulighed for at udvikle deres interkulturelle kompetence. Udvekslingsopholdene foretages primært inden for EU-landene og inden for samfundsfaglige fagområder (CIRIUS Danmark, 2004a).

Figur 9.5 Andele af forskellige uddannelsesgrupper der har været på længerevarende udlandsophold. N = 5221 v/spørgsmål 1 og 3 rekomponeret (kilde: NKR 2004)

Uddannelsessystemet er således en vigtig faktor for udvikling af kompetencen. Men ses Danmarks score på dette felt i relation til de lande, Danmark normalt sammenligner sig med, er vi ikke helt i front.

Danske studerende på Erasmus-udveksling er kortere tid af sted end gennemsnittet for alle EU-lande. I 2002/2003 var de danske studerende således i gennemsnit af sted i 5,4 måneder, hvor gennemsnittet for EUR 18 landene lå på 6,8 måneder (EU-kommissionen, 2003a).

I "Education at a Glance" fremgår, at fem OECD-lande – Australien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USA – modtager 71 pct. af alle de udenlandske studerende. Ser man antallet af udenlandske studerende i forhold til landenes egne studenterpopulationer, modtager Schweiz, Australien, Østrig, Storbritannien og Belgien flest studerende. Danmark kommer på en 12. plads (CIRIUS Danmark, 2003). Antallet af udenlandske studerende, der kommer til Danmark for at studere, er dog stærkt stigende. Målt i procenter er antallet af danskere, der tager et studie- eller praktikophold i udlandet, steget med 26 pct. fra 1995 til 2002. Antallet af udenlandske studerende på udvekslingsophold i Danmark er i tilsvarende periode steget med 51 pct. (CIRIUS Danmark, 2004b).

Dette er en positiv udvikling, da udenlandske studerende og forskere kan bidrage til at styrke videnniveauet på de danske uddannelsesinstitutioner. Men det stiller krav til danskernes interkulturelle kompetence og især den kommunikative del af kompetencen. På nuværende tidspunkt er der ingen dramatisk ubalance i antallet af studerende, der rejser fra og til Danmark. Den indgående mobilitet er en smule større end den udgående (jf. www.ciriusonline.dk).

9.2.2.1 Udlandsophold gennem arbejdet

Udstationeringer i forbindelse med arbejdet er mange steder en forudsætning for adgang til højere stillinger, hvilket afspejler den værdi, som den udstationerede bibringer virksomheden. Den udstationerede får gennem udlandsopholdet mulighed for at udvikle personlige kompetencer samt en tilegnelse af viden om nye produkter, processer og arbejdsmetoder. Ny viden, der kan være med til at sætte gang i kreative og innovative processer, når den udstationerede vender hjem til den danske arbejdsplads. For de fleste af de udlandsophold, der strækker sig længere end seks måneder, har formålet med opholdet været arbejdsrelateret.

Arbejdslivet er altså en vigtig kilde til at udvikle og vedligeholde forudsætningerne for interkulturel kompetence. Lidt over halvdelen (53 pct.) af respondenterne benytter den viden, de har tilegnet sig under opholdet, i arbejdslivet⁴². Dette er et vigtigt parameter, da den viden, der opnås gennem udlandsopholdet, skal kontekstualiseres og anvendes i den daglige praksis, for at den interkulturelle kompetence løftes og udvikles.

Flere og flere danske virksomheder bliver fusioneret med internationale selskaber og koncerner, og i 1995 skønnedes ca. 10 pct. af danskerne i den private sektor ansat i udenlandsk ejede koncerner⁴³ (Gertsen og Søderberg, 1995). Muligheden for udstationering i disse virksomheder må antages at være større end i rent danske virksomheder, ligesom det vil være mere sandsynligt, at store danske virksomheder og koncerner har udenlandske filialer, hvor danske medarbejdere kan udstationeres. Det er derfor umiddelbart påfaldende, at det ikke har betydning for andelen af udlandsophold, om ens arbejdsplads er en del af en større virksomhed, koncern eller organisation. Det må betyde, at danskere, ansat i disse virksomheder, ikke nødvendigvis får større mulighed for at møde interkulturelle udfordringer gennem udstationeringer i koncernens udenlandske filialer (hvis udenlandsk⁴⁴). Det er dog stadig sandsynligt, at individet møder flere udfordringer, da koncernens udenlandske ansatte kan blive udstationeret i danske filialer, og danskerne herigennem kan møde andre kulturer på det personlige og faglige plan. Se næste indikator.

9.2.3 Indikator 3: Samarbejde og samvær gennem arbejde og fritid

Indikatoren baseres på spørgsmål om, hvorvidt man som person har haft kontakt med folk fra andre lande i forbindelse med sine fritidsinteresser, og om man dagligt samarbejder med udlænding, der bor i Danmark eller udenfor.

Sammenhængen mellem spørgsmålene er dog ikke så stærk som ønsket. Den videre fortolkning og analyse foregår derfor primært på niveauet for de enkelte spørgsmål.

9.2.3.1 Mødet med andre kulturer i arbejdet

Gennem praksis og erfaringsdannelse mv. får individets interkulturelle viden mulighed for at blive erkendt, afprøvet og videreudviklet. Mødet med kulturelt forskellige mennesker, organisationer og processer bliver således af afgørende betydning for udviklingen af den interkulturelle kompetence.

Antallet af danskere med daglig kontakt med udlændinge på deres arbejdspladser er højt (55 pct.), og kontakt med udlændinge i udlandet praktiseres også i en vis udstrækning (27 pct.). Dette kan tyde på, at tendensen med fusioner og internationale koncerners overtagelse af danske virksomheder har påvirket og i stigende grad vil udfordre danskernes interkulturelle kompetence i arbejdslivet. Andre undersøgelser (Gertsen og Søderberg, 1995) viser, at internationale opkøb af danske virksomheder og fusioner mellem danske og udenlandske virksomheder er kulturelt udfordrende for den enkeltes arbejdsliv, og at en manglende evne til at imødekomme nye kulturelle arbejdsmønstre, organisation og ledelse vil være kontraproduktiv for virksomheden. NKR 2004 viser, at mange af de danskere, der har udenlandske kolleger, finder deres måde at arbejde på anderledes, men at denne forskellighed er positiv. Danskerne er dog ikke i særlig høj grad parate til at tilegne sig denne anderledes måde at arbejde på (28 pct. er villige til dette) (NKR 2004).

Som set i ovenstående afsnit om literacykompetence taler ca. 13 pct. af danskerne dagligt engelsk i arbejdet. Sammenholdt med den store andel af danskere, der dagligt samarbejder med udenlandske kolleger, der bor i Danmark, må det antages, at størstedelen af disse udlændinge taler dansk eller et tredje sprog. Sidstnævnte er mere usandsynligt, den lave andel af danskere, der behersker et fremmedsprog ud over engelsk, svensk og norsk, taget i betragtning. NKR 2004 viser, at den største gruppe af udenlandske kolleger kommer fra "Øvrige Europa⁴⁵". Udlændinge fra disse lande står for 32 pct. af danskernes kontakter, hvilket kan tyde på, at de fleste danskeres udenlandske kontakter på arbejdspladsen sker med udlændinge, der er indvandret til Danmark og har lært dansk, f.eks. tyrkere, polakker eller udlændinge fra de baltiske lande. Det er derfor tvivlsomt, om de udenlandsk ejede virksomheder og koncerners tilstedeværelse afspejles i NKR's data, og det er derfor ikke muligt at afgøre, om ansatte i udenlandsk ejede virksomheder har større interkulturel kompetence end andre danskere.

Ovenstående diagram viser, hvorledes virksomhedsstørrelse er en faktor for kontakt med udlændinge i arbejdslivet. Antallet af respondenter med kontakt til udlændinge stiger med virksomhedsstørrelsen⁴⁶. Store virksomheder og koncerner er naturligt mere internationaliserede, hvormed deres ansatte får adgang til mødet med andre kulturer gennem evt. udstationeringer, viden eller mødet med udlændinge i arbejdet. Som allerede nævnt afspejles dette f.eks. i skelnen mellem, om virksomheden er en del af en større koncern eller ej. Her har 63 pct. af de ansatte i koncerner daglig kontakt med udlændinge på arbejdspladsen, hvor det samme gør sig gældende for 47 pct. af de respondenter, hvis virksomheder ikke er en del af en større koncern. Det ses også, at kontakten med udlændinge bosiddende i udlandet er vigtig for helt små virksomheder på 1-4 ansatte.

En anden faktor, der har betydning for mødet med udlændinge i arbejdet, er, om individet har personaleansvar. Har individet ansvar for mange underordnede, er kontakten med udlændinge stor, hvilket understøtter virksomhedsstørrelsens betydning.

9.2.3.2 Interkulturelle aktiviteter i fritiden

Danskerne møder i stigende grad det kulturelt anderledes i fritiden. I supermarkedet, i lokalområdet og gennem fritidsaktiviteter møder danskere personer med anden national baggrund. NKR viser, at denne udfordring for en del danskeres vedkommende (34 pct.) giver udslag i personlige kontakter. Disse danskere har dermed forudsætninger for og evne til at initiere og skabe personlige relationer på tværs af kulturer – dvs. for at handle interkulturelt. NKR 2004 viser, at 44 pct. af danskerne har familie (ikke samboende), venner og/eller bekendte fra et andet land, som de omgås privat. Hyppigheden er dog ikke særlig udtalt, da blot 56 pct. ser disse personer årligt. Kontakten i det civile liv er således ikke på højde med den kontakt, der er til stede i arbejdslivet.

Figur 9.6 Dagligt samarbejde med udlændinge på arbejdspladsen – fordelt på baggrundsvariablen virksomhedsstørrelse. N = 3974 v/spørgsmål 15 og N = 4228 v/spørgsmål 16 (kilde: NKR 2004)

Mange af de faktorer, der gør sig gældende i uddannelsessystemet og i arbejdslivet, har også betydning i det civile liv. Når det vedrører kontakten med udlændinge i fritiden, er det et andet billede, der viser sig. Her er det f.eks. de yngste (20-24-årige), de studerende og dem med lavest indkomst, der har flest personlige kontakter. Generelt er forskellen på faktorerne i forhold til personlige kontakter i det civile liv ikke så stor, hvilket afspejler forskellen i rammevilkår mellem det civile liv, arbejdslivet og uddannelsessystemet i forhold til individets udfoldelsesmuligheder på det interkulturelle felt. Udfoldelsesmulighederne er altså mere lige i det civile liv, hvilket er positivt for Danmarks beholdning af interkulturel kompetence, da det giver alle potentialer for at finde kompetencemæssige udfordringer.

9.2.4 En interkulturel profil?

Ovenstående analyse viser et udpluk af de faktorer, der har betydning for tilstedeværelsen af interkulturel kompetence. Variable, der har betydning på tværs af de tre indikatorer, kan summeres i nedenstående Figur 9.7, hvilket giver et overblik over, hvilken profil⁴⁷ der kan forventes at have "høj" interkulturel kompetence.

Tabellen viser et billede af en personprofil, der er kendetegnet ved i høj grad at have ressourceadgang til og rammer for udfoldelse af den interkulturelle kompetence. Det er således i høj grad gennem arbejdslivet, at der umiddelbart er mulighed for at skabe relationer, der fører til øget interkulturel kompetence.

9.3 Konklusion

Danskernes interkulturelle kompetence er væsentlig, hvis Danmark skal kunne begå sig på et globaliseret marked for arbejde, uddannelse og varer. Idet uddannelsesniveauet har betydning for kompetencen, må det forventes, at befolkningens interkulturelle kompetence stiger med årene. Flere tager i dag videregående uddannelse, og uddannelserne bliver i stigende grad internationaliseret. Således vil de yngre generationer forventeligt, i kraft af en gennemsnitligt højere uddannelse, fremstå som mere internationale og interkulturelt kompetente end de ældre generationer.

Danskernes sprogfærdigheder lever endnu ikke op til kravet om beherskelse af minimum to fremmedsprog. Alligevel er danskerne i internationale sammenhænge godt med.

Figur 9.7 Faktorer, der har betydning for tilstedeværelsen af interkulturel kompetence (kilde: NKR 2004)

Bekymringen opstår i fokuseringen på forskellige befolkningsgrupper. Her er det tydeligt, at uddannelse igen er en afgørende faktor.

Uddannelse er en vigtig nøgle som formidlende faktor for adgang til jobmæssige positioner, hvor den interkulturelle kompetence har gode udviklingsvilkår. Det er klart, at ikke alle danskere kan være internationale arbejdere og arbejde i de mest interkulturelt udfordrende erhverv. Men højere uddannelse, fokus på sprogfærdigheder samt en stigende internationalisering af både grundskole og de kortere uddannelser vil løfte niveauet for den interkulturelle kompetences udviklingsvilkår.

Uddannelse er ikke alene nøglen til interkulturel kompetence. NKR's analyse af spørgsmålene viser, at arbejdslivet i høj grad bidrager til udvikling af kompetencen. Gennem uddannelse og den daglige omgang med medier af forskellig karakter opnår danskerne et vigtigt fundament for interkulturel kompetence. Men især gennem det daglige møde med udlændinge i arbejdet udvikles kompetencen i praksis. Dette møde iscenesættes mest udtalt hos store virksomheder eller koncerner.

Fodnoter

37) Se folkeskolelovens §1, stk. 3.

38) Det er kun respondenter med kompetencegivende uddannelse, der er adspurgt, om deres uddannelse har haft interkulturelt indhold.

39) Spørgsmålene vedr. engelskkundskaber er fra kapitlet om literacy-kompetence.

40) Danskernes fremmedsprogskundskaber opgøres ifølge EUROSTAT således: Andelen af danskere, der kan tage del i en samtale på følgende sprog: Engelsk 78 pct., tysk 43 pct., fransk 14 pct. (Eurostat, 2000). Ifølge respondenternes egne svar i NKR 2004 taler ca. 7 pct. af danskerne ikke engelsk.

41) 19 pct. har været på ophold over 6 måneder, og 19 pct. har været på ophold mellem 1-6 måneders varighed. Længerevarende udlandsophold defineres som ophold over 1 måneds varighed.

42) Dette gælder både for udlandsophold på 1-6 måneder og over 6 måneders varighed.

43) DI opgør, at ca. 10 pct. af beskæftigelsen i fremstillingsindustrien findes i udenlandsk ejede selskaber. For servicesektoren er tallet ca. 7 pct. Tallene er fra 1999 (DI, 2004). EUROSTAT opgør den samlede beskæftigelse for industri og servicesektor med tal fra 1998 til 7,8 pct. (EUROSTAT, 2001).

44) Det er ikke muligt at identificere udenlandske virksomheder eller koncerner i data for NKR 2004.

45)) Kategorien "Øvrige Europa" indeholder europæiske lande eksklusiv EU-lande og Norge, før optagelsen af de 10 nye EU lande i maj 2004.

46) Både størrelsen på den lokale arbejdsplads og evt. koncernstørrelse har betydning.

47) De angivne sammenhænge er ikke testet statistisk.

Denne side indgår i publikationen "Det Nationale Kompetenceregnskab - hovedrapport" som kapitel 9 af 23
© Undervisningsministeriet 2005