Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo

Relationernes karakter i det nye AMU







Parterne har nogle opgaver som er identiske med de hidtidige, de har mistet nogle og har fået nydefineret nogle andre. Dette indebærer også en række anderledes relationer med andre aktører. I mange efteruddannelsesudvalg og tilhørende sekretariater, i ministeriet og på institutionerne er der personer der bærer en lang AMU-erfaring med ind i det nye AMU. Det giver en garanti for kontinuitet. Det skaber samtidigt måske også et behov for at udvikle nye slags relationer der kan indebære at man skal smide visse samkvemsformer over bord. Og det er måske nemmere sagt end gjort.

Med – erkendt - fare for at det følgende fremstår alt for firkantet, kunne relationernes ændrede karakter beskrives som en række fra-til bevægelser. Forstået som en bevægelse fra gamle tider til nye tider, fra gamle typer relationer til nye typer relationer. Efter mottoet overdrivelse skaber forståelse.

Fra Til
Hierarki Netværk
Styring og kontrol Sparring og videndeling
Ordregiver Advokat for idégrundlaget

Et par illustrationer ift. netværkstanken:

Kontakt når der er brug for det
Skolerne har helt klart ansvaret for at udbyde uddannelser på basis af de FKBere de er godkendt til. I princippet afgør de helt selvstændigt hvordan de vil undervise, hvilke undervisningsmidler de vil bruge. Det skal hverken efteruddannelsesudvalget eller det lokale uddannelsesudvalg blande sig i, principielt. Men netværkstanken gør op med den slags vandtætte skodder. Hvis lærere fra et brancheområde ved at sekretariatsmedarbejderen i efteruddannelsesudvalget gennem sine mange år i branchen har opbygget en særlig ekspertise inden for området, tager læreren som en selvfølge kontakt til sekretariatet.

Kommunikation mellem ligeværdige parter
Kommunikation mellem ligeværdige parter bidrager til løsningen af systemets forskellige opgaver. Og den samme konsulent i sekretariatet som tidligere måske har haft med godkendelse af lærere at gøre og følt en forpligtelse til at kontrollere skolernes indsats, skifter relationer til skolen: Nu er der behov for videndeling.

Parter på begge niveauer: fortalere for FKBerne
Konsulenten kan have gavn af samme slags kommunikation mellem ligeværdige parter, når han/hun skal varetage en opgave der ansvarsmæssigt entydigt er placeret i efteruddannelsesudvalget, fx udformning og ajourføring af de fælles kompetencebeskrivelser.

Parternes rolle i det nye AMU bliver i længden formodentlig mere den at være advokat for idégrundlaget i en FKB end den at være ordregiver til skolen – selv om der måtte ligge en historisk baseret forståelse hos parterne om at AMU-skoler er 'deres' skoler.

I denne forbindelse bør de lokale uddannelsesudvalg være en slags forlænget arm for efteruddannelsesudvalgene som advokater for grundtankerne i FKBerne. Det kan de dog kun blive hvis der opstår ligeværdige relationer mellem parterne på det centrale niveau og på det lokale niveau.

I nedenstående figur er netværkstanken illustreret. I figuren er efteruddannelsesudvalget edderkoppen i midten. Dette antyder at efteruddannelsesudvalget på den ene side er ligestillet part i netværk, og for det andet er den tovholder - uden nødvendigvis at skulle deltage i alle netværksaktiviteter - der bidrager til at der er gang i netværket.

Illustreret udgave af netværkstanken

Det samlede AMU: 12 netværk medindbyrdes relationer
Hvis dette billede holder, kunne man forestille sig at partsstyret samlet kunne illustreres ved 12 netværk bygget op omkring de 12 efteruddannelsesudvalg. Og disse 12 netværk er indbyrdes forbundet gennem Undervisningsministeriet og REVE som har tråde ind i alle 12 netværk, og gennem skolerne som for de flestes vedkommende er godkendt til uddannelser inden for flere efteruddannelsesudvalgs domæne. Afhængig af opgaverne, skal 'skole' i figuren forstås som bestyrelse, daglig ledelse eller udviklingschefer og nøglemedarbejdere fra driftsafdelingen.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen "Parternes nye roller i det nye AMU - oplæg til inspiration og drøftelse" som kapitlet "Relationernes karakter i det nye AMU"
© Undervisningsministeriet 2004

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top