Undervisningsministeriets særlige dobbeltrolle
Love og cirkulærer
Undervisningsministeriet vil altid have den rolle at skulle omsætte love til bekendtgørelser, vejledninger, cirkulærer og på denne måde fortsætte med at være hierarkisk placeret over de andre aktører i en mere netværksorienteret samarbejdsform mellem aktørerne i det nye AMU. Ministeriet er også den instans
der gennemfører udbudsforretningen og efter indstilling fra REVE i sidste ende har beslutningskompetencen i forhold til hvilke FKBere den enkelte institution bliver godkendt til at udbyde. Ministeriet vil også altid være det sted hvor efteruddannelsesudvalgene og skolerne får udstukket tidsrammer i forhold til at løse nye opgaver.
Støtte netværksdannelse
I 'den bedste af alle verdener' kan ministeriet uden tvivl også være mere end det: det kan initiere og støtte netværksdannelse. Det kan tilvejebringe rammer og ressourcer så de andre deltagere i netværkerne kan blomstre med kreativitet i deres arbejde med at afdække nye behov for kompetenceudvikling centralt og decentralt, kvalitativt og kvantitativt. Ministeriet kan ud fra den akkumulerede systemviden stå til rådighed for adhoc-spørgsmål til deltagerne i de netværksbaserede aktiviteter.
Støtte udvikling
Endvidere kan ministeriet sætte udviklingsaktiviteter i værk. Og statslig støtte til udvikling er ifølge "Forbundne kar og åbne sind" en afgørende forudsætning for gode udviklingsbetingelser.
For at styrelserne i ministeriet i nogle sammenhænge kan blive betragtet som medspiller på lige fod med de andre aktører, skal de markere klart hvornår de er Ministeriet med stort M med magt og kontrol, og hvornår de agerer som ligeværdige aktører sammen med skoler, efteruddannelsesudvalg, virksomheder og andre aktører.
Det er ikke bare et spørgsmål om tydeligt at vise hvilken kasket man har på i en given situation, men først og fremmest et spørgsmål om at skabe relationer der bygger på tillid og 'åbent sind'.
For en konsulent i et sekretariat for et efteruddannelsesudvalg er det eksempelvis en stor forskel at blive mødt med "Det er nok ikke helt sådan vi har ment at en TAK skal blive beskrevet, og lad os lige snakke sammen om hvordan det måske kunne gøres" og "Det er helt ved siden af, vær venlig at komme med et nyt bud om en uge".
Denne side indgår i publikationen "Parternes nye roller i det nye AMU - oplæg til inspiration og drøftelse" som kapitlet "Undervisningsministeriets særlige dobbeltrolle" © Undervisningsministeriet 2004
|