Forord

AMU-reformen, som trådte i kraft 1. januar 2004, sigter på at skabe mere fleksible arbejdsmarkedsuddannelser, som - i et samspil med udvalgte enkeltfag - kan imødekomme
virksomheders og medarbejderes behov for målrettet praksisnær kompetenceudvikling, både på kort og på langt sigt.
Det nye AMU-koncept flytter fokus fra enkeltuddannelser til kompetenceudvikling inden for bredere jobområder på arbejdsmarkedet. De fælles kompetencebeskrivelser giver overblik
over relevante uddannelsesmuligheder inden for de enkelte jobområder og kan dermed være et omdrejningspunkt for dialog mellem virksomhed og uddannelsesinstitution om
planlægningen af konkrete uddannelsesforløb.
Samlet udgør det nye AMU-koncept en ramme, der skal udfyldes af efteruddannelsesudvalg og uddannelsesinstitutioner ud fra de hensyn, der gælder for hvert enkelt
uddannelsesområde, og ud fra de uddannelsesbehov, som virksomheder og medarbejdere har.
I denne vejledning gives en samlet introduktion til uddannelsestænkningen bag det nye AMU-koncept og til rammerne for tilrettelæggelse og udbud af arbejdsmarkedsuddannelser og
enkeltfag optaget i de fælles kompetencebeskrivelser. Ved at udgive vejledningen som håndbog har ministeriet fortsat traditionen med udgivelse af "Den lille sorte" i forbindelse med
revisioner og nyudviklinger af AMU's mål og rammesystem. Vejledningen kan samtidig findes på Undervisningsministeriets hjemmeside, og det er på hjemmesiden under punktet "love
og regler", at vejledningen vil blive opdateret, når der er behov herfor.
Det er mit håb, at håndbogen vil blive et nyttigt værktøj til alle, der arbejder med at udvikle, planlægge og afholde arbejdsmarkedsuddannelser - det vil især sige
efteruddannelsesudvalgene og uddannelsesinstitutionernes ledelser og lærere.
Villy Hovard Pedersen
Uddannelsesdirektør for AMU-området
Denne side indgår i publikationen "Vejledning om fælles kompetencebeskrivelser, arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag i fælles kompetencebeskrivelser" som Forord © Undervisningsministeriet 2004
|