Risingprojektet

Af undervisere ved projektet Randi Kleist, Tanja Møller og Sisi Buch samt afdelingsleder Claus Voetmann

“Vi er meget opmærksomme på, at de enkelte elever er i gang med en identitetsmæssig udviklingsproces, der tager tid. Vi prøver at finde en balancegang, hvor vi guider dem ind i dansk kultur under hensyntagen til deres egen kultur og familiære traditioner.”

Risingprojektet på ungdomsskolen i Odense sætter også pædagogikken og undervisningsdifferentieringen i højsæde. Det ses blandt andet i visitationsfasen, hvor der arbejdes med en længere indslusningsfase med henblik på at sikre, at hver enkelt elev får tilbudt en undervisning, der passer til vedkommende. Det ses tillige i arbejdet med pigeidræt, som Rising-projektet har haft stor succes med. Her har det vist sig afgørende at være i stand til at bøje egne regler og normer for at skabe den gensidige respekt, der har været grundlaget for pigernes deltagelse i idrætten. Endvidere står Risingprojektets omsorgsperson centralt i arbejdet med at bistå de unge.

Risingprojektet er nok et af Danmarks ældste undervisnings- og integrationsprojekter for unge flygtninge og indvandrere. Projektet startede i 1989, da det i Odense kommune stod klart, at mange unge faldt i “det uddannelsesmæssige hul” mellem folkeskole og sprogskole.

Rising Ungdomsskole påbegyndte i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, Fyns Amt, Odense kommunes Socialforvaltning, Skoleforvaltning og Ungdomsvejledning et undervisnings- og integrationsforløb, som i første omgang var for unge, uledsagede vietnamesiske bådflygtninge.

Odense kommune valgte dengang at benytte ungdomsskolen som omdrejningspunkt ud fra en betragtning om, at ungdomsskolen havde ungdomspædagogiske erfaringer, erfaring med undervisning i dansk som andetsprog og var vant til at indgå i tværfaglige samarbejdsrelationer. Det er et tydeligt eksempel på, at ungdomsskolelovgivningen med sin fleksibilitet under kommunalt ansvar kan bruges til at løse presserende opgaver, som ellers falder uden for andre ressortområder.

Det blev gjort for at tage vare på de unge ud fra deres totale livssituation og for at give struktureret andetsprogsundervisning, da dansksprogskompetence alt andet lige er “adgangstegnet” til uddannelse eller arbejdsmarkedstilknytning. Lige så vigtigt var dog at være til stede i en intensiv personlig og uddannelsesmæssig vejledning. Alle medarbejdere i projektet havde og har til opgave at “vejlede” de unge i det, som i OECD-sprog ville hedde “life-skills”, ligesom der var og er særlige vejledere, der tager sig af den mere specifikke vejledning.

“Life-skills” er ikke blot at kunne klare sig, at “overleve”, hvilket jo er en naturlig del af en flygtnings tilværelse i mange henseender. Life-skills er også at kunne nyorientere sig, langsomt at kunne tilegne sig evnen til at perspektivere sit liv, træffe valg og omvalg, at afprøve nye retninger med en tæt opfølgning fra en uddannelsesinstitution med et klart dannelsesansvar. Risingprojektet står således klar til at bistå og vejlede, ikke omklamre.

Risingprojektet optager nu unge fra såvel Odense som fra fynske omegnskommuner. Fra august 2002 valgte Odense kommune at oprette en særlig 10. klasse under ungdomsskolevilkår. Det blev til 10+, hvor unge med anden etnisk baggrund kan visiteres til et 10. klasse-forløb, som kan vare op til to år. 10+ er tæt sammenknyttet med Risingprojektet, så de unge derved oplever et samlet ungdomsmiljø, og medarbejderpotentialer og erfaringer udnyttes optimalt.

Risingprojektets unge har som udgangspunkt de samme kvaler som andre unge, men oven i dette ligger ofte en meget svag skolebaggrund – hvis overhovedet nogen, et mangelfuldt “fællessprog” (dansk), ligesom adskillelses-, krigs- eller torturtraumer ligger tungt oven i bagagen for disse unge. Disse svære traumer medførte, at Risingprojektet tog initiativ til at iværksætte en traumebehandling. Flere af de unge havde symptomer på posttraumatisk stress-syndrom – PTSD, som kan føre til, at de unge har svært ved at fastholde sig selv i et uddannelsesforløb, og det kan give problemer i relation til kammerater, hjemmeliv/fritid mv.

Visitation

Eleverne i Risingprojektet kommer fra flere forskellige kommuner på Fyn, og der er stor forskel på kommunernes forarbejde. Vores målgruppe er unge, nyankomne flygtninge og indvandrere mellem 18 og 25 år. Der kan fra tid til anden optages unge, som er lidt ældre eller lidt yngre, men det drejer sig om ganske få. Endvidere har vi også unge, der har været i Danmark i flere år, men som har været placeret i et folkeskoletilbud, som de unge ikke har haft meget udbytte af, eller de har været på højskole eller i arbejde.

Ved den første samtale med sagsbehandler, afdelingsleder og eventuelt en lærer gør vi den unge opmærksom på, at alle i projektet starter på Introholdet uanset tidligere skolegang i hjemlandet og/eller i Danmark. Det er vores erfaring, at det er vigtigt, at den unge forud forstår, at vi anerkender hans/hendes dansk- og skolekundskaber, men skal have mulighed for at finde den mest hensigtsmæssige videreplacering.

Vi oplever, at elever kan fremstå meget skolevante i begyndelsen og så alligevel vise sig at have store vanskeligheder, når vi lærer dem lidt at kende. Ved en længere indslusning gennem Introholdet får vi afværget nogle fejlplaceringer på holdene. Andre er bare så gode – måske endnu bedre – end vi troede.

Elever, der er på vej mod Prøve i Dansk 3, eller mod en 9. klasse afgangsprøve, visiteres direkte til vores Team 2, der selv forestår holdplacering.

Fælles for alle på Introholdet er, at de får mulighed for at finde sig til rette på Risingprojektet og lære elever, lærere og omgivelser at kende.

Når lærerne på Introholdet mener, at de nødvendige forudsætninger er opfyldt, kan testen/visitationen til andet hold gennemføres. Der skal blandt meget andet vises parathed til at indgå i større, sociale sammenhænge samt lyst og forudsætninger til at lære yderligere. Vi arbejder desuden med nogle grundemner på Introholdet, således at vi sikrer os, at kendskab til tid, familie, transport m.m. følger til næste hold.

Når eleven har været igennem visitation/test, placeres vedkommende fra Introholdet ud på et hold, der passer til vedkommendes dansk- og indlæringsforudsætninger.

Testen

Testeren/læreren fra Introholdet har forud for testen vurderet, hvilket niveau eleven skal testes på, og hvilke områder der skal testes. Der benyttes flere forskellige materialer fx Visitationsmaterialet, Evalueringsmaterialet fra Integrationsministeriet “På vej mod waystage” og ideer fra “Skal vi Danske Test”. Derudover benytter testeren spørgsmål fra Quiz-materialer. Hovedvægten er lagt på at finde elevens stærke og svage sider i dansk samt elevens arbejdsstrategier. Testen giver os et bredt billede af den unge, og det bliver nemmere at holdplacere. Testen giver samtidig den unge et realistisk billede af eget niveau, og det bliver nemmere at acceptere holdplaceringen.

På holdet observerer lærerne den nye elev sammen med kammeraterne. Her vurderer lærerne, hvordan eleven går til arbejdet på holdet og elevens samspil med både lærere og holdkammerater.

Testeren udfærdiger en rapport, der har til formål at give et klart billede af den unge til gavn for de nye lærere, som får mulighed for at tilrettelægge undervisningen ud fra de styrkesider og de specifikke problemer, den unge måtte have.

Dyslektikere

Ideen med introhold er også at opdage dysleksi eller andre handicap. Testeren/introlæreren kan få henvist unge fra andre hold til en test for eksempelvis dysleksi. Når vi har klarhed over problemet, kan vi henvise til den rette undervisning og dermed yde den bedst mulige hjælp.

Foreløbige erfaringer

Vi har arbejdet med Introholdet siden januar 2003, og der har da været frustrationer over de store niveauudsving og ikke mindst over den stadige strøm af nye elever. Vi skal hele tiden være parate til at mærke sammensætningen på holdet og reagere derudfra. Men det, der umiddelbart kan virke forvirrende og håbløst, kan vendes til noget positivt. Eleverne på Introholdet deltager nu aktivt med at hjælpe nye elever til rette. Vi planlægger, at “gamle elever” kan overtage en del af introduktionsfasen, og ved indførelsen af en fast procedure forventer vi at skabe bevidsthed om, at det er vigtigt, at vi alle tager hånd om hinanden.

Vi har lært, at det er vigtigt, at lærerne har stor indflydelse på, hvornår eleven kan begynde i Risingprojektet, således at lærerne kan føle sig parate og planlægge aktiviteter, der tager hensyn til både nye og gamle elever.

Pædagogiske overvejelser i tilrettelæggelsen af undervisningen på Introholdet

Elevgruppen har spredt sig fra analfabeter fra Libanon og Thailand til en engelsktalende gymnasiepige fra Gambia. Betingelsen for at have et godt Introhold og tilfredsstillende arbejdsdage er, at vi differentierer med både materialer, pædagogik og undervisning, og blækspruttearmene bliver da også længere og længere. Vi forsøger at få Introholdet til at bestå af “hold” – altså at skabe grupper af elever, der kan følges ad med hensyn til materialer og progression for derigennem at skabe gruppeånd og udnytte synergien. Vi oplever, at eleverne viser gode evner til at hjælpe hinanden i stedet for at sidde og “holde på” eget arbejde.

Til hjælp har vi fire computere på holdet, og eleverne har mulighed for at sætte sig der og arbejde med danskprogrammer, når læreren er optaget hos en anden elev. Formålet med disse computere er selvfølgelig, at eleven har en anderledes vej til at lære dansk, men i høj grad også at vænne eleven til at tage egne beslutninger og være aktiv i forhold til egen læring.

Vi arbejder med at udvikle elevernes sproglige bevidsthed ved at styrke deres lyst til at gå på opdagelse i både form og indhold. Lærerens engagement og parathed til at smage, fjolle og “hoppe” ord og stavelser, hvis det er nødvendigt, smitter, og vi møder sjældent uvilje til at sige mærkelige lyde eller underlige ord.

Fælles undervisning er stadig en vigtig del af hverdagen. Historier i forhold til billedmateriale er et godt materiale at være sammen om, og eleverne bidrager på hvert deres niveau. Fællesoplevelser med elevbilleder taget med digitalkamera og printet ud udgør et godt materiale til fællesfølelse og -undervisning. Emner som fx familie og bolig kan ligeledes forstås og arbejdes med af alle. Fælles er også stemningen og “grinet”. Der skal ikke mange ord i ordforrådskammeret til at forstå sjov og glæde. Fælles er desuden svømning, idræt og andre “ud af holdet”-oplevelser.

Vi er meget opmærksomme på, at vores elevgruppe spænder vidt. En analfabet fra en lille landsby har et helt anderledes undervisningsbehov end den skolevante gymnasiepige fra et større bysamfund. Eleven med gode skoleforudsætninger vil typisk hurtigt tilegne sig sprog og forståelse for det omliggende samfund. Denne unge er ofte presset af forældre til at løbe hurtigt gennem Risingprojektet for at videreuddanne sig. Vi mener dog, at det er vigtigt, at alle unge oplever ungdommens sus og får ungeoplevelser ind under huden. Og ind imellem bliver vores funktion paradoksalt nok tilsyneladende at slå bremsen i. Vores erfaring er, at den unge bliver gladere og mere helstøbt i sin adfærd, og på længere sigt har denne unge langt bedre muligheder for at blive i uddannelsessystemet.

Vi er dansklærere med stort D, så vi finder det vigtigt, at vores elever bliver dygtige og korrekte til dansk, men vi mener, at sproget skal ønskes, mærkes, smages og leges med, således at der opstår et forhold mellem elev og sprog.

Den stærke debat om læsning og læseindlæring, forudgående læseforberedende aktiviteter og sproglig bevidsthed har sat sine spor i materialeudvalget til dansk som andetsprog, således at det er blevet langt sjovere at finde på og langt nemmere at supplere de færdige materialer med egne og omvendt.

Fokus på pigeidræt

For at sætte fokus på pigeidræt blev der i foråret 2002 ansat to kvindelige undervisere. Den ene er en ung lærer med idræt som linjefag og aktiv idrætsudøver i fritiden. Den anden er en midaldrende sundhedsplejerske med mangeårig erfaring i flygtninge- og indvandrerarbejdet og friluftsmenneske.

Vores umiddelbare indtryk var dengang, at pigerne overhovedet ikke ville deltage i idræt. De var trætte, havde ondt i hele kroppen, var initiativløse og stod som “naglet” til væggen, når vi skulle lave noget. Mange af dem virkede forkrampede og triste, og med deres livshistorier i tankerne, hvor mange havde store, traumatiske oplevelser bag sig, valgte vi meget bevidst at bruge motion til at give velvære.

Vi begyndte med at lade pigerne få en oplevelse af, at bevægelse er dejligt. Vi gik ture i naturen, lavede aerobic til musik, spillede bold udendørs og fik dem til at blive opmærksomme på, hvor glade de var, når de havde bevæget sig.

I eftersommeren blev der arrangeret en kanotur på Odense Å. Til stor overraskelse deltog alle pigerne uden diskussion. Kort tid efter tog vi til Langesøskoven, hvor pigerne prøvede forhindringsbane på jorden og i ti meter høje trætoppe under kyndig vejledning af en mandlig instruktør, uden at det gav problemer.

Med tankerne på, at der i Koranen står, at du skal lære din søn og datter at ride, skyde og svømme, fik vi mulighed for at tilbyde svømmeundervisning en gang om ugen i en offentlig svømmehal med både mandlige og kvindelige ansatte. I begyndelsen var der kun få piger i vandet. Det var obligatorisk at tage med i svømmehallen for blot at se på og derved få afdramatiseret svømningen. Vi har i hele forløbet været bevidste om, at vi som personer skulle være rollemodeller og har derfor aktivt deltaget på lige fod med pigerne. Manglende badetøj var ingen undskyldning, da vi anskaffede badedragter og håndklæder “second hand”. I dag har vi stort set alle piger i vandet, og resten er begyndt at vove sig ind i saunaen til en afslappende pigesnak, hvor de får en oplevelse af velvære.

Vi er meget opmærksomme på, at de enkelte elever er i gang med en identitetsmæssig udviklingsproces, der tager tid. Vi prøver at finde en balancegang, hvor vi guider dem ind i dansk kultur under hensyntagen til deres egen kultur og familiære traditioner.

Med disse positive oplevelser havde vi lyst til at give dem et indblik i de fritidsmuligheder, som findes i Danmark. Vores håb var, at de kunne lære nogle danske unge at kende og få en meningsfuld fritid.

Projekt “Ud i foreningerne – ind i kulturen” – et samarbejde med DGI Odense

I foråret 2003 fik vi etableret et samarbejde med DGI. Vi havde en idrætsdag, hvor drenge og piger fik mulighed for at afprøve forskellige idrætsgrene. Herefter har eleverne i de obligatoriske idrætstimer fået mulighed for i længere perioder at afprøve flere idrætsgrene med instruktører fra diverse klubber. Eksempelvis havde vi i otte uger lagt undervisningen i et motionscenter, da mange af eleverne havde ønsket denne aktivitet. De piger, som brugte tørklæde, trænede alene med en kvindelig instruktør i et separat lokale. Det var nødvendigt, da vores mål var, at de deltog og fik en positiv oplevelse.

Med respekt for forskellige kulturer har vi via en dialog fundet en balance mellem disse. Den nyuddannede idrætslærer har måttet erkende, at de firkantede idealer om, “at alle går i bad og har idrætstøj med”, og at piger og drenge er sammen, ikke kan gennemføres, hvis målet er positive oplevelser med bevægelse. Både vi og de unge skal turde give slip på vores traditionelle værdier og sammen forhandle os frem til en acceptabel løsning i gensidig respekt.

Med økonomisk hjælp fra DGI er det blevet muligt at hjælpe eleverne i gang med en selvvalgt idrætsaktivitet. Vi følger konkret de unge ud i klubberne og kan støtte dem med kontingent og idrætsudstyr. Nogle har behov for meget støtte, mens andre ikke ønsker så meget. Vores fornemste opgave er at fastholde de unge og være forbindelsesled mellem foreninger og familie for at forebygge frafald og fremme integrationen.

De foreninger, vi samarbejder med, har fra starten været meget positivt indstillet på at få de unge integreret i deres klubber for på sigt at få uddannet nydanskere som instruktører. De kan forhåbentlig blive forbilleder for andre unge nydanskere. Denne imødekommenhed har været utrolig gavnlig for de unge.

Arbejdet som “omsorgsperson”

I Risingprojektet har vi elever fra store dele af Fyn. De elever, som kommer fra Odense kommune, har deres to fuldtidsansatte sagsbehandlere fysisk placeret ved Risingprojektet. Cirka en femtedel af eleverne kommer fra andre kommuner og har deres sagsbehandlere i hjemkommunen.

I foråret 2002 blev der ansat en underviser i en kombineret stilling som underviser og omsorgsperson og med specielt ansvar for samarbejdet om de unge, som bor uden for Odense. Hovedsigtet med omsorgspersonen er at støtte de enkelte unge så meget, som der måtte være behov for, således at de får mulighed for at skabe sig et godt liv i Danmark.

Som underviser og omsorgsperson er der daglig kontakt, hvilket gør det muligt at skabe gode relationer til den enkelte elev samtidig med, at de unge kan følges tæt.

Ved indskrivningen af nye elever fra andre kommuner end Odense deltager omsorgspersonen og får her ofte lejlighed til at hilse på den unge og dennes familie samt sagsbehandler, således at alle er klar over, hvem der skal samarbejde.

Efter at den unge er startet på skolen, arrangeres et hjemmebesøg, hvis den unge ønsker det, og hvor omsorgspersonen, en tolk og en lærer deltager. Der tales om hverdagen i skolen og fremtidsønsker, og ikke mindst bedes den unge fortælle sin livshistorie, dels for at give indsigt i, hvad vedkommende har bag sig, dels også som hjælp til at se fremad.

Arbejdet som omsorgsperson er mangesidigt. Det kan være rådgivning i forbindelse med køb af buskort og køreplaner, hjælp til bestilling af tid hos læge eller tandlæge, at ledsage til politi for forlængelse af opholdstilladelse, åbning af bankkonto, hvordan man får et dankort, indmeldelse i en idrætsforening osv. Alt sammen opgaver, som danske forældre i reglen ville hjælpe deres børn og unge med.

Derudover hjælpes den unge til at få styr på økonomien. Hos sagsbehandlerne søges der eksempelvis om økonomisk hjælp til større tandlægearbejder, idet alle de unge er på kontanthjælp. Boligen skal være passende, og planlægningen af fremtidig uddannelse eller arbejde skal på plads for at skabe tryghed for fremtiden. Den unge ledsages til andre uddannelsesinstitutioner for studievejledning, indskrivning, ansøgning af SU, fritidsarbejde m.m., såfremt det ønskes. Alt sammen i samarbejde med den pågældende sagsbehandler.

Hvis der i hverdagen ses tegn på manglende indlæringsevne, mistrivsel, fysisk eller psykisk sygdom, bliver der i samarbejde med den unge etableret kontakt til respektive behandlere så som læger, psykologer, fysioterapeuter eller andre hjælpepersoner som fx advokater, politi eller psykiatriske støttekontaktpersoner og ikke mindst den unges sagsbehandler. Til tider kan det være en lang proces, idet det ofte viser sig, at der ligger store, personlige lidelser bag, som den unge ikke umiddelbart kan se sammenhængen i, i relation til den nuværende situation. Det kan for eksempel være børnemishandling, tortur, voldsomme krigstraumer eller psykisk sygdom.

I situationer, hvor det vurderes, at den unge har brug for professionel hjælp, men ikke umiddelbart er parat til at tage imod denne, arbejdes der meget bevidst i hverdagen på, at den unge kan få hjælp, og at det ikke nødvendigvis bringer skam over familien. Som regel lykkes det, og ofte bliver resten af familien inddraget i forståelsen af den unges problemer, således at de også kan støtte på hjemmefronten. For at hjælpe den unge optimalt er der her ofte tale om et meget langvarigt, tæt, tværfagligt samarbejde med mange professionelle, og hvor den unge ledsages i de ofte svære situationer.

For at sikre, at de elever, der stopper på skolen, stadig har nogle kendte mennesker til at støtte, holdes der kontakt med den enkelte, således at der kan hjælpes med justeringer, såfremt der er behov herfor i uddannelses- eller arbejdsmæssigt øjemed. Det kan være overvældende at begynde et nyt sted, hvor hjælpen måske ikke er så nær, eller hvor familien ikke kan støtte.

“En på 20 har måske mest ud af at blive undervist med de voksne, mens en anden elev på 20 ikke får optimalt udbytte af at blive undervist og gå på samme skole som `forældre og onkler'.”

Denne side indgår i publikationen "Det er aldrig for sent – om undervisning af unge sent ankomne i ungdomsskolen" som artiklen: Risingprojektet
© Undervisningsministeriet 2004