3. Ressourcer

Uddannelsessystemet er en af de største sektorer i Danmark. Meget store beløb strømmer hvert år gennem denne sektor.

Uddannelsessystemet er primært offentligt finansieret, fra helt grundlæggende almene kvalifikationer til specialiserede og videnskabelige kvalifikationer.

Nøgletal for ressourceforbruget dækker udgifter til undervisning, personale, uddannelsesstøtte og forskning. Dvs. i princippet alle former for offentlig og privat uddannelse.

Nøgletal for personale i undervisningssektoren viser, hvor mange lærere og andet personale der er ansat i uddannelsessystemet.

Støtteordninger til at dække de studerendes leveomkostninger, som fx SU-stipendier, kan bruges som et mål for, hvor meget ekstra samfundet yder til uddannelse, ud over de rent undervisningsbundne udgifter.

For at vise omfang og prioritering i ressourceanvendelsen i Danmark præsenteres oplysninger om, hvordan og hvor meget der investeres i uddannelse i forhold til andre lande.

Udgifter til uddannelse angiver alt i alt noget om et lands muligheder for at give de nye generationer gode kvalifikationer og om mulighederne for at skabe en velkvalificeret arbejdsstyrke og befolkning.

Danmark bruger årligt 103,3 mia. kr. til uddannelse. De samlede offentlige udgifter til uddannelse har været stigende siden 1991.

I 2000 udgjorde de samlede offentlige udgifter til uddannelse 103,3 mia. kr. De samlede udgifter til uddannelse er steget med 26,8 mia. kr. fra 1991 til 2000 svarende til en stigning på 35%.

Stigningsgraden er dog ikke lige stor for alle uddannelsesområder. Udgifterne til grundskolen er steget med 9,5 mia. kr. eller 29% fra 33,2 mia. kr. i 1991 til 42,7 mia. kr. i 2000.

Udgifterne til ungdomsuddannelserne er steget med 4,6 mia. kr. eller 31% fra 1991 til 2000. I 2000 udgjorde SU-udgiften til ungdomsuddannelserne 2,1 mia. kr.

Udgifterne til videregående uddannelser er samlet steget med 4,5 mia. kr. eller 30% fra 1991 til 2000. Udgifterne til de videregående uddannelser faldt dog fra 1996 til 1997. En del af den samlede stigning i udgifterne til videregående uddannelser skyldes øgede SU-udgifter. I 2000 udgjorde SU-udgiften til videregående uddannelser 5,8 mia. kr., i 1991 3,9 mia. kr.

Endelig er udgifterne til voksenuddannelse steget med 6,8 mia. kr. eller 64% fra 1991 til 2000.

Det skal bemærkes, at udgifterne i dette afsnit er opgjort efter en anden metode end i de følgende afsnit (afsnit 3.2-3.10). Dette afsnit tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks opgørelse over udgifter i den samlede offentlige sektor.

Udgifterne for de enkelte uddannelsesniveauer summer således ikke til de samlede udgifter til uddannelse i dette afsnit. Det skyldes bl.a., at opgørelsen i dette afsnit også omfatter udgifter til uddannelse uden for Undervisningsministeriets ressort samt andre former for uddannelsesstøtte end SU.

Tabel 3.1
Offentlige udgifter til uddannelse, fordelt efter uddannelsesniveau, 1991 - 2000

Figur 3.1
Udviklingen i samlede offentlige udgifter til uddannelse, fordelt efter uddannelses-niveau, 1991 - 2000

Kilde: "Statistisk Tiårsoversigt 2001" og Finansloven, diverse år.

3.2 Offentlige udgifter til uddannelse i procent af samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande

De offentlige udgifter til uddannelse i Danmark udgjorde i 1998 14,8% af de samlede offentlige udgifter, hvilket var lidt over gennemsnittet i OECD. Danmark satser meget på uddannelse, og der er tradition for offentlig finansiering af undervisnings-sektoren.

I 1998 udgjorde de offentlige udgifter til uddannelse 14,8% af de samlede offentlige udgifter, hvilket var over OECD-gennemsnittet på 12,9% og EU-gennemsnittet på 11,6%. Andelen var dog højere i Island (17,8%), Norge (16,1%) og Korea (16,5%).

De offentlige udgifter til grundskole og ungdomsuddannelser udgjorde 8,8% af de samlede udgifter i Danmark mod et OECD-gennemsnit på 8,7% og et EU-gennemsnit på 7,8. I Island, Portugal, Schweiz og Australien var andelen over 10%, og i Korea udgjorde udgifterne til uddannelse 12,7% af de samlede udgifter.

Til de videregående uddannelser udgjorde de offentlige udgifter 3,9% af de samlede offentlige udgifter i Danmark, hvilket var over gennemsnittet i både OECD (3,0%) og EU (2,8%). I Norge var andelen 4,2% og i Island 5,6% til de videregående uddannelser.

Udgifterne i denne opgørelse omfatter alle offentlige udgifter til uddannelse, dvs. inklusive uddannelsesstøtte m.v.

Opgørelsen skal ses i lyset af, at Danmark har meget store offentlige udgifter i forhold til andre lande. De samlede offentlige udgifter udgjorde i 1998 55,9% af BNP var internationalt set var helt i top; kun Sverige lå over med 58,2%. Så selv om de faktiske uddannelsesudgifter er store i Danmark, er der mange andre poster, der vejer tungt på det offentlige budget (fremgår ikke af tabellen).

At et land bruger en stor andel af det offentlige budget til uddannelse, kan være udtryk for, at uddannelse prioriteres højt, men også at uddannelse er et område, der i høj grad påhviler det offentlige. I de fleste lande, er uddannelse i højere grad privat finansieret end i Danmark og andre nordiske lande.

Tabel 3.2
Samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande - 1998

Figur 3.2
Samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande - 1998

Kilde: "Education at a Glance, 2001", OECD.

3.3 Samlede udgifter til uddannelsesinstitutioner efter niveau i procent af BNP i Danmark og i udvalgte lande

Sammenlignet med andre lande bruger Danmark mange ressourcer til uddan-nelsesinstitutioner på alle niveauer. De samlede udgifter (offentlige og private) til uddannelsesin-stitutioner udgjorde i 1998 7,2% af bruttonational-produktet, hvilket er det højeste i OECD.

De samlede private og offentlige udgifter
til uddannelsesinstitutioner i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) lå i Danmark i 1998 på alle niveauer over gennemsnittet i både EU og OECD.

Danmark bruger svarende til 7,2% af BNP til uddannelsesinstitutioner, hvilket er det højeste i EU og OECD, men dog på niveau med Korea (7,0%) samt Island og Norge (6,9%).

Denne opgørelse indeholder kun udgifter til uddannelsesinstitutioner, og udgifter til uddannelsesstøtte m.v. er således ikke inkluderet. De private udgifter omfatter bl.a. skolepenge/deltagerbetaling, der er betydelig i en række lande. Førskole omfatter her børnehaveklasse samt børnehave for de 3-6-årige. Til de videregående uddannelsesinstitutioner omfatter udgifterne både undervisning, hjælpetjenester og forskning. Som det fremgår af tabellen, er det ikke muligt for alle lande at fordele udgifterne på uddannelsesniveauer. Summen af alle uddannelsesniveauer svarer ikke for alle lande til tallet for "alle niveauer" i tabellen, idet enkelte lande opgør udgifter for et niveau mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Prioriteringen mellem de forskellige uddannelsesniveauer varierer en del imellem landene.

I forhold til de øvrige lande ligger især udgifterne til førskole og grundskole højt i Danmark. I Danmark udgjorde udgifterne til grundskolen 2,9% af BNP. I Sverige og Norge udgjorde udgifterne dog 3,0% af BNP, mens de er mindre i de øvrige lande.

Udgifterne til ungdomsuddannelserne udgjorde 1,4% af BNP i Danmark, hvilket er over gennemsnittet i OECD og EU på hhv. 1,2% og 1,3%, men andelen var højere i Norge, Sverige, Spanien og Schweiz.

Udgifterne til de videregående uddannelser svarede til 1,5% af BNP i Danmark mod et gennemsnit i OECD på 1,3% og i EU på 1,2%. I USA og Korea prioriteres de videregående uddannelsesinstitutioner højt, og udgifterne hertil udgjorde 2,3% af BNP i USA og 2,5% i Korea.

Figur 3.2
Samlede offentlige udgifter til uddannelse i forhold til samlede offentlige udgifter i Danmark og udvalgte lande - 1998

1) Førskole omfatter her børnehaveklasse samt børnehave for de 3-6-årige.
2) Udgifterne til de videregående udd.institutioner omfatter både undervisning, hjælpetjenester og forskning.
3) Summen af alle uddannelsesniveauer svarer ikke for alle lande til tallet for "alle niveauer" i tabellen, i det enkelte lande opgør udgifter for et niveau mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Note: Luxembourg er ikke med i opgørelsen.

Figur 3.3
Samlede offentlige og private udgifter til uddannelses-institutioner,
fordelt efter uddannelsesniveau i forhold til BNP i

Kilde: "Education at a Glance, 2001", OECD.

3.4 Udgift pr. studerende i Danmark og i udvalgte lande

Sammenlignet med andre lande bruger Danmark meget pr. elev i grundskole- og ungdomsuddan-nelserne. Danmark bruger også mere pr. studerende på de videregående uddannelser end gennemsnittet for OECD, men en del landes udgifter pr. studerende er højere.

Udgiften til en elev i grundskolen i Danmark svarede i 1998 til ca. 6.700 US$ (justeret efter den reelle købekraft i landet). Danmarks udgifter pr. elev er dermed betydeligt over gennemsnittet for både OECD og EU, og for 1.-6. klasse er udgifterne de højeste pr. elev i Danmark.

På ungdomsuddannelserne er udgifterne 7.705 US$ pr. elev i Danmark i forhold til et OECD-gennemsnit på 5.916 US$. I Schweiz, Tyskland, Østrig og Norge er udgifterne dog højere pr. elev.

I 1998 kostede en studerende ved de videregående uddannelser i Danmark i gennemsnit 9.562 US$ (omregnet ved hjælp af købekraftspariteter). Gennemsnittet i EU og OECD er hhv. 9.063 US$ og 8.307 US$. De danske udgifter pr. studerende er dermed noget over EU-gennemsnittet, men kun lidt over OECD-gennemsnittet, og især lande som USA, Canada og Schweiz bruger relativt meget pr. studerende ved de videregående uddannelser i forhold til Danmark og resten af OECD-landene.

For en række lande er det muligt at udskille udgifterne til undervisning pr. studerende fra de samlede udgifter til de videregående uddannelser. De øvrige udgifter går til forskning og hjælpetjenester.

I Danmark er udgifterne pr. studerende til undervisning 7.007 US$, hvilket er relativt højt i forhold til de øvrige lande, der kan udskille udgifterne til undervisning.

Som det fremgår af tabellen, er det ikke muligt for alle lande at fordele udgifterne på samtlige uddannelsesniveauer.

Denne type opgørelser er behæftet med en vis usikkerhed, men tallene afspejler, at der er reelle forskelle mellem, hvordan landene traditionelt prioriterer ressourcer til de forskellige uddannelsesniveauer. Fx har en række angelsaksiske lande større tradition for at prioritere de videregående uddannelser højt, end Danmark har.

Tabel 3.4
Udgift pr. elev/studerende i Danmark og udvalgte OECD-lande omregnet ved hjælp af PPP i US$ - 1998

1) Flamsktalende del af Belgien.

Note: PPP vil sige, at omregningskursen er justeret efter den reelle købekraft i landet.

Figur 3.4
Udgift pr. elev (1.-6. klasse) i Danmark og øvrige EU-lande - 1998

Kilde: "Education at a Glance, 2001", OECD.

3.5 Offentlige udgifter til grundskolen

Udgifterne til folkeskolen var i 2000 ca. 26,3 mia. kr. De offentlige udgifter til de frie grundskoler og efterskolerne var hhv. 3,0 mia. kr. og 1,6 mia. kr. De samlede offentlige udgifter til grundskolen udgjorde således 30,9 mia. kr. i 2000.

Samlet er de offentlige udgifter til grundskolen steget med ca. 5,2 mia. kr. eller ca. 20% i perioden 1991 til 2000 samtidig med et faldende elevtal. Udgifterne pr. elev er således steget i perioden.

De samlede offentlige udgifter til folkeskolen er steget med 3,5 mia. kr. fra 1991 til 2000 svarende til ca. 15%. Udgifterne pr. elev i folkeskolen er steget fra ca. 42.100 kr. i 1991 til 47.200 kr. i 1998 svarende til en stigning på ca. 12%.

De offentlige udgifter til de frie grundskoler steg fra 1,8 mia. kr. i 1991 til 3 mia. kr. i 2000. Udgifterne pr. elev er også steget fra ca. 26.900 kr. til 38.500 kr. i samme periode. Udviklingen i udgifterne pr. elev i de frie grundskoler er parallel med udviklingen for folkeskoleudgifterne, idet frie grundskolers tilskud pr. elev afhænger af de kommunale udgifter til folkeskolen i de foregående år.

De offentlige udgifter til efterskoler er steget fra 1991 til 2000 med ca. 0,4 mia. kr. Udgifterne pr. elev på efterskolerne steg fra ca. 62.700 kr. i 1991 til 79.200 kr. i 2000. De høje udgifter pr. elev på efterskolerne hænger bl.a. sammen med, at eleverne bor på efterskolerne. Stigningen i udgifterne fra 1993 til 1994 skyldes hovedsagelig en omlægning af tilskudssystemet.

Ud over de offentlige udgifter til de frie grundskoler og efterskolerne er der et lovkrav om en vis deltagerbetaling.

Udgifterne til grundskolen i dette afsnit omfatter kun driftsudgifter til skolerne. De samlede udgifter stemmer derfor ikke overens med udgifterne til grundskoleuddannelserne i afsnit 3.1, som bl.a. også indeholder elevstøtte.

Tabel 3.5
Offentlige udgifter til folkeskoler, frie grundskoler og efterskoler,
1991 - 2000

Figur 3.5
Offentlige udgifter pr. elev til folkeskoler, frie grundskoler og efterskoler, 1991 - 2000

Kilde: Statsregnskabet 1991-2000, Undervisningsministeriet og Danmarks Statistiks Statistikbank.

3.6 Offentlige driftsudgifter til gymnasiale uddannelser

De offentlige driftsudgifter til de almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser udgjorde i alt ca. 5,3 mia. kr. i 2000. Udgifterne er steget fra ca. 5,1 mia. kr. i 1993 svarende til en stigning på ca. 4%.

De offentlige driftsudgifter til de almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser udgjorde i 2000 i alt ca. 5,3 mia. kr. Udgifterne er steget fra ca. 5,1 mia. kr. i 1993. Fra 1993 til 2000 udgør stigningen altså ca. 0,2 mia. kr. eller ca. 4%.

De erhvervsgymnasiale uddannelser og de private gymnasier finansieres af staten, idet der dog er en vis deltagerbetaling på de private gymnasier. De amtskommunale gymnasier finansieres af amterne.

Udgifterne til de amtskommunale gymnasier var ca. 3,8 mia. kr. i 2000 og udgjorde dermed 73% af de samlede udgifter til de gymnasiale uddannelser. I 1993 var udgifterne til de amtskommunale gymnasier ca. 4 mia. kr.

Udgifterne til de erhvervsgymnasiale uddannelser (hhx og htx) udgjorde i alt ca. 1,2 mia. kr. i 2000 mod ca. 0,9 mia. kr. i 1993. Tallene for de erhvervsgymnasiale uddannelser bygger på erhvervsskolernes indberetninger af regnskabstal og omfatter kun skolernes direkte undervisningsudgifter. Kun den 3-årige hhx er medtaget.

De offentlige udgifter til de private gymnasier udgjorde kun 189 mio. kr. i 2000.

Udgifterne pr. elev på de amtskommunale gymnasier (inkluderer både gymnasiet og hf) var 61.200 kr. i 2000 mod 57.600 kr. i 1993.

Udgiften pr. årselev på de amtskommunale gymnasier steg fra 57.600 kr. i 1993 til 61.200 kr. i 2000.

De offentlige udgifter pr. årselev til de private gymnasier var 52.200 kr. i 2000. I 1993 var udgiften 46.400 kr.

Udgifterne pr. årselev på hhx var 39.000 kr. i 2000 mod 33.900 kr. i 1993.

På htx er udgifterne pr. årselev faldet fra 58.900 kr. i 1993 til 58.100 kr. i 2000.

Pga. forskellige regnskabsprincipper m.v. er det ikke muligt direkte at sammenligne udgifterne for de almen gymnasiale uddannelser med udgifterne for de erhvervsgymnasiale uddannelser.

Tabel 3.6
Offentlige driftsudgifter til almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser, 1993 - 2000

1) Ekskl. 1-årig hhx.
2) I 1995 og 1996 blev hhv. htx og hhx forlænget med et år.

Noter: Tallene for hhx og htx bygger på
erhvervsskolernes indberetninger af
regnskabstal og omfatter kun skolernes direkte undervisningsudgifter. Udgifterne pr. årselev er derfor forskellig fra taksten på finansloven for den pågældende uddannelse. Gymnasiet omfatter gymnasie-, studenterkursus- og hf-kursuselever. Pga. afrundinger kan summerne afvige.

Figur 3.6
Offentlige drifts-udgifter pr. årselev til almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser, 1993 - 2000

Kilde: Finansloven diverse år, Danmarks Statistik og erhvervsskolernes indberetning af regnskabstal til Undervisningsministeriet.

3.7 Undervisningsudgifter til erhvervsuddannelser

Erhvervsskolernes direkte undervis-ningsudgifter til erhvervs-uddannelserne udgjorde ca. 2,7 mia. kr. i 2000. Udgifterne steg med ca. 0,8 mia. kr. fra 1992 til 2000. Udgifterne pr. årselev var i gennemsnit ca. 54.000 kr. i 2000.

I 2000 udgjorde erhvervsskolernes samlede direkte undervisningsudgifter til erhvervsuddannelser ca. 2,7 mia. kr. Udgifterne til handels- og kontoruddannelserne var 595 mio. kr. og udgjorde hermed, ud over grundforløbene, den største andel (22%) af udgifterne til erhvervsuddannelserne.

De samlede udgifter til erhvervsuddannelserne er steget fra 1,9 mia. kr. i 1992 til 2,7 mia. kr. i 2000, svarende til en stigning på ca. 41%.

Udgifterne til jern- og metaluddannelserne samt bygge- og anlægsuddannelserne udgjorde hhv. 14% (376 mio. kr.) og 13% (343 mio. kr.) af de samlede udgifter.

De gennemsnitlige udgifter pr. årselev er også steget fra ca. 38.000 kr. pr. årselev i 1992 til ca. 54.000 kr. pr. årselev i 2000. Udgifterne pr. årselev er hermed steget med 42% fra 1992 til 2000.

Der er store forskelle på udgifterne pr. årselev på erhvervsuddannelserne. Udgifterne pr. årselev er højest for levnedsmiddelområdet med 89.000 kr. pr. årselev i 2000 og lavest for handels- og kontoruddannelserne med 35.000 kr. pr. årselev.

Tallene i dette afsnit bygger på erhvervsskolernes indberetninger af regnskabstal og omfatter kun skolernes direkte undervisningsudgifter. Udgifterne pr. årselev er derfor forskellige fra taksterne på finansloven for de pågældende uddannelser.

Der er gennemført en reform af erhvervsuddannelserne med forsøg startende allerede fra 1999. 1. og 2. skoleperiode blev erstattet af nye grundforløb, hvilket har betydet et relativt fald i udgifterne på enkeltuddannelserne fra 1999.

Tabel 3.7
Direkte undervisningsudgifter til erhvervsuddannelser, 1992 - 2000

1) Teknisk designer, hospitalsteknisk assistent, teater- og udstillingsteknisk assistent.

Note: Grundet en omlægning af tilskudssystemet er det, for sammenligningens skyld, ikke muligt at vise udgifter fra før 1992. Tallene bygger på erhvervsskolernes indberetninger af regnskabstal og omfatter kun skolernes direkte undervisningsudgifter. Udgifterne pr. årselev er derfor forskellige fra taksterne på finansloven for de pågældende uddannelser. Tidligere 1. og 2. skoleperiode er erstattet af nye grundforløb.

Figur 3.7
Direkte undervisningsudgifter pr. årselev til udvalgte erhvervsuddannelser, 1992 - 2000

3.8 Udgifter til de videregående uddannelser

I 2000 udgjorde Undervisnings-ministeriets udgifter til de videregåen-de uddannelser ca. 5,4 mia. kr. Udgifterne er steget med ca. 0,9 mia. kr. fra 1994 til 2000.

Undervisningsministeriets samlede udgifter til de videregående uddannelser er steget fra ca. 4,5 mia. kr. i 1994 til ca. 5,4 mia. kr. i 2000. Antallet af studerende på de videregående uddannelser er steget, men udgifterne pr. studenterårsværk er i gennemsnit faldet.

Udgifterne til de pædagogiske uddannelser var i 2000 ca. 1,3 mia. kr., svarende til 24% af de samlede udgifter til de videregående uddannelser. De pædagogiske uddannelser udgjorde dermed det største udgiftsområde i 2000. Udgifterne til de pædagogiske uddannelser steg desuden betydeligt fra 1994 til 2000 (ca. 88%).

Udgifterne til de tekniskvidenskabelige uddannelser udgjorde 14% (ca. 0,7 mia. kr.) af de samlede udgifter. Udgifterne til de teknisk-videnskabelige uddannelser er imidlertid faldet fra 1994 til 2000 med ca. 0,2 mia. kr. bl.a. på grund af et fald i antal studerende.

Der er store forskelle på udgifterne pr. studerende på de videregående uddannelser. Udgifterne pr. studenterårsværk på de samfundsvidenskabelige uddannelser udgjorde i 2000 31.200 kr. mod 65.200 kr. pr. studenterårsværk på de tekniskvidenskabelige uddannelser. På de korte tekniske videregående uddannelser var udgifterne i 2000 72.000 kr. pr. studenterårsværk.

Det skal bemærkes, at udgifterne til de selvejende institutioner er inkl. moms (dog ikke lønudgifter). Dette medfører en højere bevilling til de korte videregående uddannelser, som udbydes på erhvervsskolerne, samt til dele af de pædagogiske uddannelser.

Udgifterne til de videregående uddannelser i dette afsnit omfatter kun Undervisningsministeriets udgifter (bevillinger) til uddannelse (kapital-udgifter er ikke inkluderet). De samlede udgifter stemmer derfor ikke overens med udgifter til de videregående uddannelser i afsnit 3.1.

Tabel 3.8
Undervisningsmini-steriets udgifter til de videregående uddannelser, 1994 - 2000

1) Indeholder udgifter til puljer m.v.

Note: Grundet en omlægning af tilskudssystemet er det, for sammenligningens skyld, ikke muligt at vise tal fra før 1994.

Figur 3.8
Undervisningsmini-steriets udgifter pr. studenterårsværk (STÅ) til de videregående uddannelser, 1994 - 2000

Kilde: Finanslovsforslag, 2000.

3.9 Udgifter pr. færdiguddannet

De samlede udgifter pr. færdiguddannet i 2000 varierer meget. Især på de videregående uddannelser hvor prisen først og fremmest afhænger af studietiden. Inden for ungdomsud-dannelserne er de gymnasiale uddannelser dyrest.

De samlede udgifter pr. færdiguddannet i 2000 varierer meget. De beregnede udgifter pr. færdiguddannet afhænger primært af uddannelsernes længde samt af tilskuddet pr. årselev/studenterårsværk eller de gennemsnitlige udgifter pr. elev. Der er ikke taget højde for frafald, bl.a. fordi bevillinger på de videregående uddannelser afhænger af, hvorvidt de studerende består eksaminer.

Opgørelsen dækker et udvalg af uddannelser.

Udgifterne pr. færdiguddannet er beregnet med udgangspunkt i udgifterne pr. elev pr. år og den normerede eller teoretiske studietid. Udgifterne er typisk baseret på taxametertilskuddet (uddannelses- og fællesudgiftstaxametertilskuddet) pr. årsstuderende samt udgifterne til SU.

For ungdomsuddannelserne indgår udgifter til SU ikke. En del af eleverne er under 18 år, og på erhvervsuddannelserne modtager eleverne typisk elevløn. På ungdomsuddannelserne er de gymnasiale uddannelser klart de dyreste med en udgift mellem 117.000 kr. og 183.600 kr. pr. færdig student. Udgifterne pr. færdiguddannet på erhvervsuddannelserne er meget forskellige.

Udgifterne pr. færdiguddannet på de videregående uddannelser afhænger først og fremmest af studietiden og tilskuddet pr. studenterårsværk. Kandidatuddannelserne på typisk 5 år er generelt dyrere end de mellemlange og korte videregående uddannelser.

Der er meget store forskelle på udgifterne pr. kandidat. Kandidater inden for de sundheds- og naturvidenskabelige fag er dyrere end kandidater inden for samfundsvidenskab.

Af de udvalgte mellemlange videregående uddannelser ses, at journalistuddannelsen var billigst med en pris på 200.600 kr., mens folkeskolelærere var dyrest med 376.800 kr. pr. færdiguddannet. Pædagog- og socialrådgiveruddannelserne kostede hhv. 246.900 kr. og 271.000 kr. Af de udvalgte kandidatuddannelser ses, at en jura-, økonomi- og en humanistisk kandidat i dansk var billigst med 386.900 kr., mens en kandidat i medicin var dyrest med 655.700 kr.

Tabel 3.9
Udgifter pr. fær-diguddannet opgjort på udvalgte uddannelser - 2000

Note: Udgifterne er beregnet med udgangspunkt i udgifterne pr. elev pr. år og den normerede studietid. Udgifterne er baseret på taxametertilskuddet (uddannelses- og fælles-udgiftstaxametertilskuddet) pr. årsstuderende samt udgifterne til SU.

Figur 3.9
Udgifter pr. færdiguddannet fordelt på udvalgte kandidatuddannelser -
2000

Kilde: Tabel 3.6 og finansloven, 2000.

3.10 Offentlige udgifter til voksenuddannelse

De offentlige udgifter til voksenuddannelse udgjorde 7,1 mia. kr. i 1999. Fra perioden 1998 til 1999 faldt udgifterne med 11,5%.

Udgifterne til voksenuddannelse i offentligt regi var konstant stigende fra 1991 til 1998, fra 5,6 mia. kr. til 8 mia. kr. eller ca. 43%. I 1999 var udgifterne faldet til 7,1 mia. kr., et fald der udgjorde 11,5%. Udgiftsfaldet fra 1998 til 1999 er hovedsageligt forårsaget af daghøjskolerne, AMU og åben uddannelse, som alle havde betydelige aktivitetsfald i 1999 i forhold til året før. På AMU faldt udgifterne i 1999 med 19,6%, udgifterne til åben uddannelse faldt med 32,1%, og på daghøjskolerne faldt udgifterne med 38,2%. Et af de få områder med udgiftsvækst var dansk for voksne udlændinge, hvortil de offentlige udgifter fra 1998 til 1999 steg med 22,4%.

Udgifterne omfatter ikke brugerbetaling på en række uddannelser: folkehøjskoler, åben uddannelse, aftenskoleundervisning, Folkeuniversitetet og VUC. Tallene er også ekskl. offentlig uddannelsesstøtte i forbindelse med særlige uddannelsestilbud, orlovsydelse og støtte til revalidender under uddannelse samt efteruddannelse i privat regi m.v.

Udgifterne til AMU-kurser udgør den største enkeltpost af de offentlige udgifter til voksenuddannelse. I 1999 var det 1,9 mia. kr., hvilket svarede til ca. 27% af de samlede udgifter.

I 2000 var udgifterne til åben uddannelse 760 mio. kr.; udgifterne steg markant i perioden. Den store stigning skyldes, at målgruppen for åben uddannelse i 1994 blev udvidet ved hjælp af mere fleksible rammer for udbuddet af uddannelsestilbud. Desuden blev åben uddannelse udvidet med nye uddannelser. Væksten fra 1997 til 1998 skyldtes i høj grad erhvervsskolernes pc-brugeruddannelse.

Kompenserende specialundervisning for voksne er en helt særlig foranstaltning, som tager udgangspunkt i den enkeltes handicap og kompensationsmuligheder. Undervisningen afvikles oftest som ene-undervisning, hvilket gør den særdeles udgiftstung. Udgifter til specialundervisning for voksne er steget fra 561 mio. kr. i 1993 til 673 mio. kr. i 1999.

Udgifterne til VUC har siden 1995 ligget på ca.1,1 mia. kr., og de kommunale udgifter til aftenskolerne (folkeoplysningsloven) udgjorde i 1999 484 mio. kr. Fra 1993 til 1999 faldt udgiften med 4,9%.

Tabel 3.10
Offentlige udgifter til voksenuddannelse i offentligt regi, 1993 - 2000

1) Den kommunale andel af udgifterne før 1996 er skønnet.
2) Hovedparten stammer fra FL §17.42 ekskl. anlægsudgifter og deltagerstøtte. Dertil kommer diverse udgifter til bl.a. læreruddannelse, udvikling og voksenuddannelsespulje. Endelig har AF og kommunerne i 2000 måttet afholde et ukendt beløb til AMU-uddannelse for ledige i forbindelse med finansieringsomlægningen.
3) Inkl. efteruddannelse af lærere, pædagoger, SOSU, pgu-meritårselever og omskolingsuddannelse for hjemmehjælpere.
4) Omfatter kun tillægstaxametret for voksendeltagere.
5) For 1993-99 regnes med en timepris på 61,70 kr. For 2000 61,60 kr. Indbefatter kursister under integrationsloven, kursister henvist under lov om aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om aktiv socialpolitik, selvforsørgere, samt øvrige kursister.
6) Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Strukturdirektoratets uddannelse.

Anm.: Der forelå endnu ikke tal for alle områder i 2000. Tallene er afrundede.

Figur 3.10
Offentlige udgifter til voksenuddannelse, opgjort på alle og udvalgte områder i offentligt regi, 1993 - 1999

Kilde: "Voksenuddannelse i tal - 2002", Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontor.

3.11 Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte

Der bruges betydelige beløb på Statens Uddannelsesstøtte (SU), omkring 9,7 mia. kr. i 2000. Stipendier udgjorde i 2000 ca. 80% af udgifterne; resten gik til lån. I 2000 gik 75,3% af de samlede udgifter til videregående uddannelsesstøtte

I 2000 lå den samlede tildeling af SU på ca. 9,7 mia. kr. Ca. 295.000 personer modtog 7,8 mia. kr. af dette beløb som stipendier (80,4%); resten blev modtaget som lån.

I slutningen af 1988 blev klippekortsystemet introduceret. Reglerne for SU er i dag opdelt efter, hvorvidt støtten tildeles studerende ved en ungdomsuddannelse (uden for klippekortet) eller ved en videregående uddannelse (inden for klippekortet). SU tildeles som stipendium og lån (frivilligt). Der findes en stipendiesats for hjemmeboende og en sats for udeboende studerende, mens lånesatsen er den samme. Lån tildeles i forbindelse med stipendium. For alle uddannelsestyper gælder, at støttemodtageren tildeles et fribeløb til egenindkomst for hver måned i støtteåret. De unge har altså ret til at have en månedlig indtjening i form af løn.

Fra 1991 til 2000 steg udgiften til Statens Uddannelsesstøtte med 3,2 mia. kr. fra 6,5 mia. kr. til 9,7 mia. kr. Dette kan hovedsagelig forklares ved en stigning i stipendieudgifterne fra 5,2 mia. kr. i 1991 til 7,8 mia. kr. i 2000.
At udgifterne til stipendier steg er en naturlig følge af, at flere uddannelser blev stipendieberettigede, og at alle forældreafhængige støttemodtagere (fra 1996) kunne få et grundstipendium uanset forældrenes indkomst. Desuden betød indsatsen for de unge markant lavere kontanthjælps- og dagpengesatser til unge under 25 år, hvilket fik flere unge til at uddanne sig på stipendier. Niveauet for SU-lån lå nogenlunde stabilt fra 1991 til 1995. Herefter ses en stigning i udgifterne. I 2000 var udgiften til SU-lån 1,9 mia. kr. Stigningen i lånudgiften fra 1995 til 1996 skyldes bl.a., at lånesatsen steg ekstraordinært som kompensation for en samtidig nedsættelse af stipendiesatsen for hjemmeboende. Fra 1996 var der tillige en stigende andel, der valgte at optage lån.

I 2000 fik den gennemsnitlige SU-støttemodtager ved ungdomsuddannelserne 17.700 kr. i stipendium og 14.600 kr. i lån. For de videregående uddannelser var de tilsvarende gennemsnitsbeløb 32.400 kr. (stipendium) og 17.800 kr. (SU-lån).

I 2000 udgjorde den samlede udgift til SU 0,74% af BNP, i 1991 var det 0,63%.

Tabel 3.11
Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte, 1991 - 2000

Noter Pga. afrundinger kan der forekomme afvigelser i summerne. Omregnet til 2000-priser.

Figur 3.11
Udgifter til Statens Uddannelsesstøtte (stipendier og SU-lån), 1991 - 2000

Kilde: "SU-støtte og SU-gæld" diverse udgivelser, SU-Styrelsen, "Statistisk 10-års oversigt, 2001", Danmarks Statistik samt Undervisningsministeriets egne beregninger.

3.12 Udgifter til forskning

Udgifterne til forskning steg konstant, I 1999 blev der brugt rundt regnet 25,1 mia. kr. til forskning, svarende til 2,0% af bruttonationalpro-duktet (BNP). I 1989 svarede udgiften til 1,5% af BNP.

I 1999 udgjorde de samlede udgifter til forskning omkring 25,1 mia. kr., fordelt på 15,8 mia. kr. fra erhvervslivet (63%) og 9,3 mia. kr. fra det offentlige (37%).

Der bruges et stigende beløb til forskning. I 1989 blev der samlet brugt ca. 14,9 mia. kr., svarende til 1,5% af bruttonationalproduktet (BNP), mens de ca. 25,1 mia. kr. der blev brugt i 199, svarede til 2% af BNP.

Fra 1989 til 1999 steg de samlede udgifter til forskning med 68,3%. Erhvervslivets udgifter steg i samme periode med 92,9%; for de offentlige udgifter ses en stigning på 38,3% i perioden.

Der er betydelig forskel på, hvor stor en andel af de offentlige udgifter der bevilges til de enkelte videnskabelige områder. I 1999 blev der brugt flest penge på det naturvidenskabelige område (ca. 2,7 mia. kr.) efterfulgt af det sundhedsvidenskabelige område med ca. 2,1 mia. kr.

Den samlede stigning i de offentlige udgifter til forskning dækker over forskellige bevægelser. Fx faldt forskningsudgiften til jordbrugs- og veterinærvidenskab, samfundsvidenskab, teknisk videnskab samt humaniora/psykologisk/pædagogisk videnskab fra 1989 til 1991.

Den største stigning i de offentlige udgifter fra 1989 til 1999 ses for det samfundsvidenskabelige område med en stigning på ca. 66%, efterfulgt af det humanistisk/psykologisk/pædagogiske område med en stigning på ca. 56%.

Det fagområde, der i 1999 fik det laveste offentlige beløb, var jordbrugs-/veterinærvidenskab, som fik ca. 1 mia. kr.

Tabel 3.12
Private og offentlige udgifter til forskning, fordelt på sektorer og fagområder, 1989 - 1999

1) I 1999 forelå der ikke opgørelser af erhvervslivets forskning og udviklingsarbejde; derfor er der anvendt tal for 1998.

Note: Denne beregning foretages kun for ulige år. Summerne kan afvige pga. afrundinger. Omregnet til 1999-priser.

Figur 3.12
Offentlige udgifter til forskning, fordelt på fagområder, 1989 - 1999

Kilde: "Forskning og udviklingsarbejde i den offentlige sektor - Forskningsstatistik 1999", Analyseinstitut for Forskning samt Undervisningsministeriets egne beregninger.

3.13 15-åriges brug af computere på skolen i Danmark og udvalgte lande

I 2000 brugte ca. 23% af de 15-årige i Danmark computer i skolen næsten hver dag og ca. 37% få gange om ugen. Dermed brugte de danske elever oftere computere i skolen end eleverne i de øvrige OECD-lande, der indgår i denne opgørelse.

Ca. 23% af de danske unge bruger computere i skolen næsten hver dag, ca. 37% bruger computeren få gange om ugen, og ca. 27% bruger computeren mellem en gang om ugen og en gang om måneden. Kun ca. 13% af de 15-årige i Danmark bruger computeren mindre end en gang om måneden eller aldrig.

De danske elever bruger således ofte computer på skolen i forhold til de øvrige OECD-lande, der indgår i denne opgørelse - også i forhold til de øvrige nordiske lande. Fx bruger kun 6% af de unge i Finland computer i skolen næsten hver dag mod 16% i Sverige og 23% i Danmark.

Ca. 60% af de 15-årige i Danmark bruger computer ugentligt i skolen (næsten hver dag eller få gange om ugen) mod et gennemsnit på ca. 38% blandt de OECD-lande, der er med i undersøgelsen. I Finland og Sverige benytter hhv. 48% og 45% adgang ugentligt en computer, mens det i Ungarn er hele 66%.

Der er store forskelle på, hvor ofte eleverne bruger computer på skolen. Fx bruger ca. 53% af eleverne i Mexico aldrig en computer på skolen, mens det kun er ca. 3% i Danmark og ca. 8% i Australien.

Det er overraskende, at ca. 16% af de 15-årige elever i USA aldrig bruger computer i skolen.

Bemærkelsesværdigt er det i Danmark, at det er elever med mindre gode læsefærdigheder, der i størst udstrækning bruger computer på skolen. Også elever med mindre gode færdigheder i matematik og naturfag benytter i større udstrækning end andre computer på skolen.

Data stammer fra OECD-undersøgelsen Programme for International Student Assessment (PISA), der udover at teste elevernes færdigheder belyser en række forhold om eleverne og deres skoler. Det er ikke alle OECD-landene, der indgår i den del af undersøgelsen, som vedrører it.

Tabel 3.13
15-åriges brug af computer på skolen i Danmark og udvalgte lande - 2000

Figur 3.13
15-åriges brug af computer på skolen i Danmark og udvalgte lande - 2000

Kilde: Programme for International Student Assessment (PISA).

3.14 Antal uddannelsessteder

I 2000 var der i alt registreret 3.468 uddannelsessteder i Danmark af disse udgjorde grundskolerne hele 68%.

I 2000 var der registreret 3.468 uddannelsessteder i Danmark. Antallet af institutioner har varieret over tid med en faldende udviklingstendens de senere år.

I 2000 var der 2.370 grundskoler. Heraf udgjorde folkeskolerne 71,2%, de frie grundskoler 19,0% og efterskolerne 9,8%.

Fra 1991 til 2000 faldt antallet af folkeskoler med 5,6%. I 2000 var der i alt 1.688 folkeskoler.

For de frie grundskoler ses et stigende antal skoler. Fra 1991 til 2000 steg antallet med 8,9%, og i 2000 var der i alt 451selvejende private skoler.

Også for efterskolerne ses en stigning i antallet af skoler i perioden 1991 til 2000 (stigningen svarer til 8,5%). Fra 1999 til 2000 faldt antallet af efterskoler dog med 15.

I 2000 var der 150 gymnasier, hf-kurser og studenterkurser. Heraf var 21 selvejende private skoler.

Antallet af erhvervsskoler m.v. (inkl. afdelinger) udgjorde 244 skoler i 2000. Af disse var alene 47,1% handels- og tekniske skoler.

I 2000 var der registreret 190 videregående uddannelsesinstitutioner (inkl. universitetslovsinstitutioner). I 1991 var der 207.

Antallet af lærerseminarier faldt fra 24 til 19 fra 1991 til 2000. Også for sygeplejerskolerne ses et fald, her fra 27 til 21.

For de øvrige uddannelsessteder ses en stigning; det skyldes især produktionsskoler og daghøjskoler, som steg med hhv. 30 og 83. Derimod faldt antallet af VUC fra 80 i 1991 til 74 i 2000.

Også AMU-centrene og landtransportskolerne under ét ses et vigende antal institutioner i perioden. I 2000 var der i alt 28 AMU-centre og landtransportskoler.

Tabel 3.14
Antallet af registrerede uddannelsessteder i Danmark, opgjort pr. 1. juni, 1991 - 2000

1) Ekskl. specialskoler for børn og voksne, sprogskoler og kommunale ungdomsskoler. (I 2000 udgjorde denne gruppe 605 skoler).
2) Ekskl. hf på seminarierne (indgår under lærerseminarierne).
3) Inkl. Danmarks Statistiks registrering af afdelinger under hovedskolerne.
4) Har status som uddannelsessted for fuu, fx Skolen for Økologiske Igangsættere. En række andre skoler udbyder også fuu, men disse skoler er registreret efter hovedformål under fx folkehøjskoler,

Note: Søgt klassificeret efter højeste uddannelsesniveau. Undtaget er dog erhvervsskoler m.v., som henviser til ungdomsuddannelse, selvom en række skoler også udbyder korte videregående uddannelser.

Figur 3.14
Antallet af registrerede folkeskoler, selvejende private skoler og efterskoler i Danmark, opgjort pr. 1. juni, 1991 - 2000

Kilde: "Institutionsregisteret" - særkørsel, Danmarks Statistik samt beregninger foretaget af Undervisningsministeriet.

3.15 Antal lærere

I 1999 var der ansat omkring 55.000 lærere i folkeskolen og på de frie grundskoler. I 2000 var der ansat rundt regnet 9.000 lærere på det almengymnasiale område, og ved universitetslov-sinstitutionerne var der ansat ca. 32.000 lærere.

Statistikken på lærerområdet er for visse områder sparsom. Opgørelsen viser, at der i 1999 var ansat mindst 135.000 lærere, svarende til ca. 85.000 lærerårsværk.

I folkeskolen og på de frie grundskoler var der i 1999 ansat ca. 55.000 lærere. Folkeskolens andel var størst med ca. 89% eller 49.000 lærere. De frie grundskoler havde omkring 6.000 lærere ansat.

Frem til 1993 blev lærerårsværk for folkeskolen og de frie grundskoler beregnet ud fra lærerløntimer omregnet til fuldtidslærere. Herefter bruges årlig arbejdstid, som omfatter undervisningstimer, forberedelsestid og tid til øvrige opgaver, til beregningen. Det viser sig, at der er små forskelle mellem antallet af lærere og antallet af årsværk, hvilket er ensbetydende med, at relativt få lærere er deltidsansat eller ansat i kortere perioder.

Det almengymnasiale uddannelsesområde bestående af gymnasiet, 2-årigt hf og studenterkurser havde omkring 9.000 lærere ansat i 2000. Dette svarer til omkring 8.000 lærerårsværk. Fra 1991 til 2000 steg antallet af lærere med ca. 1.000. Antallet af lærerårsværk har dog været konstant i hele perioden.

Erhvervsskoler m.v. (inkl. erhvervsgymnasiale uddannelser og korte videregående uddannelser på erhvervsskolerne) havde i 2000 ansat ca. 21.000 lærere. Dette svarede til 12.000 læreårsværk. Fra 1996 til 2000 faldt antallet af lærere med omkring 2.000, mens antallet af årsværk lå stabilt.

De mellemlange videregående uddannelser (se note til tabel 3.15) havde et varierende antal lærere ansat. I 2000 var der ca. 16.000 lærere ansat, i 1996 var tallet 19.000, mens det samlede antal lærerårsværk lå konstant - på omkring 3.000.

Ved universitetslovsinstitutionerne (se note til tabel 3.15) var der i 2000 ansat 32.000 lærere og i 1996 ca. 30.000 lærere.

På universitetslovsinstitutionerne er der markant forskel på antal lærere og antal lærerårsværk. I 2000 var der 10.000 lærerårsværk. Dette indikerer, at området er præget af mange deltidsansatte.

Tabel 3.15
Lærere, fordelt på uddannelsesniveau, 1991 - 2000

1) Ændret opgørelsesmetode derfor er tallene ikke helt sammenlignelige. Efterskoler indgår ikke.
2) EUD, erhvervsgymnasiale uddannelser og KVU.
3) Indeholder undervisere/forskere og deltids- og timelærere.
4) I 2000 omfattende: KU, SDU, OU, RUC, AAU, DTU, handelshøjskolerne i: København og Århus og Syd, Danmarks Farmaceutiske Højskole, KVL og Danmarks Lærerhøjskole.
5) Skøn.
6) Fra og med 1997 er tallene ekskl. ledere, børnehaveklasseledere og pædagoger.
7) I 2000 omfattende: Sociale højskoler, teknika, handelshøjskoleafdelinger, ergo- og fysioterapeutskoler, Jordemoderskolen, hospitalslaborantskoler, lærer-, husholdnings-, håndarbejds- og pædagogseminarier, Dansk Sløjdlærerskole, Sygeplejerskeskolehøjskolen i Århus, Danmarks Journalist-højskole og DPU (meget få).

Anm.: Tallene for grundskolen kan ikke opgøres i 2000.
Noter: Eks. 1991 svarer til undervisningsåret 1991/92.
-: Oplysninger ikke tilgængelige.

Figur 3.15
Antal lærerårsværk, fordelt på udvalgte uddannelsesniveauer, 1996 - 2000

Kilde: SCL-oplysninger samt nøgletal fra diverse grundskole- og gymnasiestatistikker, Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontor.

3.16 Elev/lærerratio og normalklassekvotient

I 1999 var der 10,7 elever pr. lærer i folkeskolen, og i de frie grundskoler var der 9,7 elever pr. lærer. Der var flest elever pr. lærer ved erhvervsuddannelsernes merkantile uddannelser. I 2000 var der her 11,8 elever pr. lærer.

I 1999 udgjorde elev/lærerratioen i folkeskolen 10,7 mod en ratio på 9,7 for de frie grundskoler. Fra 1998 til 1999 steg elev/lærerratioen i folkeskolen fra 10,5 til 10,7, og i de frie grundskoler faldt ratioen i samme periode fra 11,4 til 9,7.

Normalklassekvotienten angiver antal elever i en klasse, der modtager såkaldt almindelig undervisning. Det betyder, at såkaldte rene specialklasser ikke indgår i normalklassekvotienten. I folkeskolen var der i 1999 gennemsnitligt 19,1 børn i klassen. For de frie grundskoler var normalklassekvotienten 17.

Ved de almengymnasiale uddannelser var elev/lærerratioen lavere end ratioen i folkeskolen og i de frie grundskoler. I 2000 var ratioen 8,6. Elev/lærerratioen har for det samlede område udvist et fald i perioden. I 1991 lå den fx på 9,2. Det svarer til, at der i dag er 0,6 elev færre pr. fuldtidslærer på det almengymnasiale uddannelsesområde.

For det almengymnasiale område ses tillige, at normalklassekvotienten i 2000 var højst for hf med 24,2. Kvotienten for gymnasiet og studenterkurser lå på hhv. 24,2 og 21,6.

For studenterkurser ses en næsten konstant stigning i normalklassekvotient fra 1992 til 2000, stigningen svarer til 7,2 flere i hver klasse.

For de erhvervsfaglige uddannelser (merkantile og tekniske erhvervsuddannelser) varierer elev/lærerratioen en del efter skole- og uddannelsestype.

På de merkantile uddannelser var der i 2000 11,8 elever pr. lærer. I 1991 var der 12,4 elever pr. lærer.

På de tekniske uddannelser m.v. udgjorde elev/lærerratioen i 2000 7,9 - mod 8,9 i 1991.

For såvel de merkantile uddannelser som for de tekniske uddannelser har tendensen været en faldende udvikling i elev/lærerratioen.

Tabel 3.16
Elev/lærerratio og normalklassekvotient, opgjort for folkeskolen, de frie grundskoler, almengymnasiale-, merkantile og tekniske uddannelser m.v., 1991 - 2000

1) Ekskl. efterskoler.
2) Elev/lærerratio for det samlede erhvervsgymnasiale område kan p.t. ikke opgøres. Det vides, at i 1999 var ratioen for den flerårige hhx 11,3, for den 1-årige hhx 13,1 og for htx 7,7.
3) Inkl. jordbrug og søfart.
- : Uoplyst.

Note: Elev/lærerratio er beregnet ud fra det samlede antal lærerårsværk, dvs. én lærer på fuld tid i ét undervisningsår. Normalklassekvotienter er det gennemsnitlige indberettede antal elever/klasse, ekskl. specialklasser. Eks.: 1991 svarer til undervisningsåret 1991/92.

Figur 3.16
Elev/lærerratio, opgjort for almengymnasiale uddannelser, merkantile
uddannelser og tekniske uddannelser m.v., 1991 - 000

Kilde: "Folkeskolen i tal", Undervisningsministeriet, "De frie grundskoler i tal", Undervisningsministeriet, "Nøgletal for gymnasier, 2-årige studenterkurser og hf", Undervisningsministeriet og Cøsa, Undervisningsministeriet.

Denne side indgår i publikationen "Tal der taler - Uddannelsesnøgletal 2002" som kapitel 3 af 5
© Undervisningsministeriet 2002