2.1 Uddannelsessystemet

Det danske uddannelsessystem inddeles normalt i en række hovedområder efter uddannelsesniveau og -retning. I det efterfølgende præsenteres uddannelsessystemets hovedområder. Se i øvrigt figurerne 2.1.1 og 2.1.2.

Grundskolen
Der er 9 års undervisningspligt i Danmark, men ingen skolepligt. Undervisningspligten begynder i august det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år. Den offentlige folkeskole dækker den største del af undervisningen suppleret af de private skoler, dvs. frie grundskoler og efterskoler, samt af specialskoler for svært handicappede elever. Eleverne er normalt mellem 6 og 17 år.

Skolen skal ifølge folkeskoleloven give børnene både faglige kvalifikationer og forberede dem bredt til rollen som borgere i et demokratisk samfund. Skolen samarbejder tæt med forældrene. Der tages udgangspunkt i den enkelte elevs evner og ønsker. Eleverne undervises normalt klassevis og samlet gennem hele grundskoleforløbet. Inden for klassens rammer er der undervisningsdifferentiering.

Grundskolen under ét omfatter folkeskoler, private grundskoler og efterskoler. Folkeskoler og private grundskoler omfatter en 1-årig børnehaveklasse, en 9-årig grundskole og en 1-årig 10. klasse. Børnehaveklassen er frivillig for eleverne, men skal tilbydes af kommunerne. Siden 1986 har der været mulighed for at samordne dele af undervisningen for børnehaveklassen, 1. og 2. klasse. I dag tager næsten alle forældre imod tilbuddet om, at deres barn starter i børnehaveklassen. Også 10. klasse er frivillig, men i grundskolen (ekskl. efterskoler)valgte ca. 45% i 1999/2000 at fortsætte i grundskolens 10. klasse. For grundskolen i alt (inkl. efterskoler)valgte omkring 64% 10. klassetrin.

Folkeskolen dækker hovedparten af grundskoleundervisningen. De private skoler tilbyder undervisning, som skal stå mål med, hvad der kræves i folkeskolen, men rammerne for undervisningens tilrettelæggelse er friere. De private skoler er selvejende institutioner. Kommunerne betaler bidrag til staten for elever i frie grundskoler. Bidraget, der fastsættes på finansloven, udgør 85% af statens driftstilskud pr. elev ekskl. pensionsudgifter. I 2000 gik 11,5% af grundskoleeleverne på privatskole og 3,4% på efterskole.

Efterskoler er kostskoler, der normalt har undervisning på 8. -10. klassetrin. En stigende andel af de unge afslutter deres skolegang med det eller de sidste år på efterskole.

Specialskoler med vidtgående specialundervisning for svært handicappede elever har kun en lille del af eleverne svarende til 0,6% af alle grundskoleelever i 2000/01. Næsten alle børn, der får specialundervisning, er integrerede i almindelige klasser eller går i specialklasse på en almindelig skole.

I den internationale ISCED97-klassifikation dækker børnehaveklassen niveau 0 og grundskolen niveauerne 1 (1. -6. klassetrin)og 2 (7.-10. klassetrin).

Produktionsskoler
Produktionsskoler er skoler for unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Formålet er at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Undervisningen tilrettelægges med særligt henblik på, at de unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Produktionsskolerne adskiller sig fra de fleste andre skoleformer ved, at der er løbende optag og meget store variationer i varigheden af den enkelte deltagers ophold. Et typisk ophold varer ca. 6 måneder, men en fjerdedel af de unge opholder sig på produktionsskolen i under en måned og en fjerdedel i over et halvt år.

Ungdomsuddannelser
Primært er ungdomsuddannelserne studieforberedende eller erhvervsrettede eller begge dele. Som et yderligere tilbud til unge findes de individuelle uddannelser: erhvervsgrunduddannelsen (egu)og frem til 2002 den fri ungdomsuddannelse (fuu).

Uanset uddannelsesretning lægges der stor vægt på at udvikle elevernes personlige kvalifikationer. Det er også hovedsigtet med de nye individuelle uddannelser. Alle unge skal have tilbuddet om en ungdomsuddannelse, og gennem et differentieret udbud af uddannelser kan individuelle evner og ønsker i videst muligt omfang tilgodeses. Dette skal bl. a. sikre høj motivation, så de unge fuldfører uddannelsen. Omkring 83% får i dag en ungdomsuddannelse.

Ungdomsuddannelserne varer normalt omkring 3 år. Længden varierer dog fra 2 til 5 år. Eleverne er typisk 16-19 år, men mange er ældre.

De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter de almen- og de erhvervsgymnasiale uddannelser. Uddannelserne skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene og teoretiske kvalifikationer hertil. Alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver, kan fortsætte i en gymnasial ungdomsuddannelse, med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Der er således ikke helt fri adgang til de gymnasiale uddannelser.

Almengymnasiale uddannelser omfatter det 3-årige gymnasium, det 2-årige hf-kursus og det 2-årige studenterkursus. De enkelte uddannelser omfatter obligatoriske fag og valgfag. Derfor kan de samlede forløb i et vist omfang sammensættes individuelt. Det er boglige uddannelser, der afsluttes med studenter- eller hf-eksamen. Eksamen kvalificerer til de videregående uddannelser, ofte dog afhængig af fagvalg, fagniveau samt eksamensresultat. De gymnasiale uddannelser kan også bruges som indgang til en erhvervsuddannelsespraktikplads i en virksomhed.

De erhvervsgymnasiale uddannelser er 3-årige uddannelser på handelsskoler eller tekniske skoler. De afsluttes med hhv. højere handelseksamen (hhx)og højere teknisk eksamen (htx). For unge, der i forvejen har en studenter- eller hf-eksamen, er der et koncentreret 1-årigt hhx-forløb. De erhvervsgymnasiale uddannelser er boglige uddannelser med vægt på merkantile eller tekniske fag. De erhvervsgymnasiale uddannelser giver generel studiekompetence og kvalificerer til de videregående uddannelser. Desuden giver en hhx- eller htx-eksamen grundlag for ansættelse i erhvervslivet, som regel i en uddannelsesstilling. Den særlige 1-1 ½ årige adgangseksamen til ingeniøruddannelserne regnes også som en gymnasial uddannelse.

De erhvervsfaglige uddannelser omfatter erhvervsuddannelserne (EUD), social- og sundhedsuddannelserne samt øvrige uddannelser inden for landbrug, skovbrug, husholdning og søfart m.v. Uddannelserne skal give unge solide faglige, personlige og almene kvalifikationer, der formelt og reelt anerkendes og efterspørges på arbejdsmarkedet. De forbereder direkte til job inden for bestemte brancher. Alle erhvervsfaglige uddannelser giver formel erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede de unge til videre uddannelse. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten.

Erhvervsuddannelserne (EUD)udgør hovedparten af de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. Pr. 1. januar 2001 trådte en ny lov om erhvervsuddannelserne i kraft. EUD er nu reduceret til kun at indeholde 7 indgange til grundforløbet, som fører til hovedforløb. Eleverne skal tillige udarbejde en personlig uddannelsesplan, og der kan tages individuelle uddannelsesforløb. Tidligere var der 90 forskellige uddannelser inden for det merkantile og det tekniske område med i alt over 200 specialer. Allerede fra efteråret 1999 startede en forsøgsperiode med den nye reform, hvor næsten alle unge startede på det nye grundforløb.

Erhvervsuddannelserne er af 2-5 års varighed. Det mest normale er dog 3 ½-4 år. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid. Relevante erhvervsuddannelser giver på linje med de gymnasiale uddannelser adgang til en række videregående uddannelser:de korte videregående uddannelser og visse mellemlange videregående uddannelser.

En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole eller i praktik bl. a. afhængig af, om den unge har fundet en praktikplads eller ej. Der er fri adgang til EUD. Frem til den nye reform kunne den unge begynde på skole enten via den frivillige 1. skoleperiode (frivillig fra 1996)eller starte direkte på uddannelsen fra 2. skoleperiode. I alt bruges ca. 30-50% af tiden på skole og 50-70% i virksomheden eller, i mangel af praktikplads, i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen.

Handels- og kontoruddannelserne retter sig mod kontorjob, fx forskellige typer af it- eller regnskabsorienterede job, og mod job inden for detail- eller engroshandel i forretninger og virksomheder. Tekniske erhvervsuddannelser retter sig mod håndværksbetonede job, som fx smed, bager, tømrer, jordbrugsassistent, frisør, fotograf, elektronikmekaniker og transportarbejder, men kan også være nye informationsteknologiske uddannelser som datamekaniker og mediegrafiker.

Parallelt til erhvervsuddannelserne er der de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (SOSU)med en blanding af praktik og undervisning på skole. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper er 1-årig. Den danner grundlag for overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, som tager 1 år og 6 måneder. For unge, der kommer direkte fra grundskolen, begynder social- og sundhedshjælperuddannelsen med et indgangsår, som kræver en kontrakt med en kommune. Optagelse til social- og sundhedsuddannelserne sker gennem en elevkontrakt med en kommune eller en amtskommune. SOSU erstatter tidligere uddannelser til hjemmehjælper, sygehjælper, plejehjemsassistent og beskæftigelsesvejleder. 1. januar 2002 trådte en ny reform for SOSU i kraft, som i sine grundtræk tager flere elementer fra den nye EUD-reform.

Under social- og sundhedsuddannelserne hører også den pædagogiske grunduddannelse (pgu).Pgu er en grundlæggende uddannelse, som har til formål at kvalificere til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne. Pgu er rettet mod pædagogmedhjælpere, dagplejere og omsorgsmedhjælpere m.v. Uddannelsen er en vekseluddannelse med skiftevis skole og praktik med i alt 1 års undervisning og et ½ års praktikuddannelse.

Der findes også en række landbrugs-, skovbrugs-, husholdnings-og søfartsuddannelser ved siden af erhvervsuddannelserne og SOSU-uddannelserne.Maritime uddannelser er fx matros-, maskinist- og telegrafistuddannelse.Landbrugsuddannelserne er uddannelser, som kan afsluttes med ”det grønne bevis ” for landmænd. De individuelle uddannelser er primært personlighedsudviklende. Uddannelserne retter sig mod unge, der endnu ikke har valgt uddannelsesretning, eller som ønsker en praktisk frem for en boglig uddannelse. En afsluttet erhvervsgrunduddannelse kan give erhvervskompetence, mens en fri ungdomsuddannelse sigtede mod udvikling af den unges kompetence og fortsatte uddannelse i bred forstand.

Erhvervsgrunduddannelsen (egu)tager normalt 2 år, men kan forlænges med et ekstra år. Uddannelsen er ikke specifikt brancheorienteret, men kan sammensættes inden for eller på tværs af enkelte uddannelser/fag. Det kræves, at den enkelte udarbejder en uddannelsesplan, en egu- aftale, med kommunen eller en erhvervsskole. Uddannelsen veksler mellem skoleophold og praktik. Der ydes individuel vejledning under hele forløbet. Uddannelsen giver undertiden mulighed for at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller en anden uddannelse.

Den fri ungdomsuddannelse (fuu)blev sammensat individuelt af mindst 3 forskellige uddannelsesdele. Uddannelsen varede i 2 år og højst 3 år. Uddannelsen bliver afviklet med L 79 2002.

Ungdomsuddannelsesniveauet dækker niveau 3 i ISCED97-klassifikationen.

De videregående uddannelser
De videregående uddannelser giver erhvervskompetence. Generelt inddeles de videregående uddannelser i niveauer efter varighed:de korte videregående uddannelser, de mellemlange videregående uddannelser samt bacheloruddannelserne og kandidatuddannelserne på universiteterne. Hertil kommer ph.d. -uddannelserne.

De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse. De videregående uddannelser er teoretisk prægede uddannelser, og nogle uddannelser har praktik indlagt i forløbet. Uddannelserne er af varierende længde. I dag får, hvad der svarer til 44% af en ungdomsårgang, en videregående uddannelse, og andelen har været stigende.

På de fleste videregående uddannelser er der frit optag, dvs. uddannelsesinstitutionerne fastlægger selv optagelsestallet ud fra fysisk kapacitet, kvalificerede lærerkræfter og beskæftigelsesforhold for de færdiguddannede. De pædagogiske og de sundhedsfaglige uddannelser har centralt fastsatte optagelsestal.

Adgangskravene til uddannelserne er centralt fastsatte, mens udvælgelseskriterierne (under adgangsbegrænsning)bestemmes af institutionerne selv.

Adgangskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, suppleret med studiekompetence i typisk matematik og engelsk. De korte videregående uddannelser varer normalt 2 år.

I august/september 2000 blev der med KVU-reformen oprettet 13 nye uddannelser, der alle giver ret til at bruge betegnelsen AK efter uddannelsestitlen. De 13 nye uddannelser erstatter de tidligere ca. 75 uddannelser (på nær datamatiker og transportlogistiker m.v.). Uddannelserne giver adgang til relevante diplomuddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser varer normalt 3-4 år. Som eksempler på mellemlange videregående uddannelser kan nævnes:diplomingeniør, bibliotekar, folkeskolelærer, journalist, pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut og jordemoder. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele af), men også visse erhvervsuddannelser (EUD)giver adgang. Fx giver bestået SOSU adgang til de sundhedsfaglige uddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser er under reform og omdannes til professionsbacheloruddannelser. Det betyder bl.a. , at undervisningen skal baseres på forskningstilknytning, og at uddannelserne og undervisningen skal knyttes tættere til professionen. Professionsbacheloruddannelserne skal give adgang til relevante kandidatuddannelser.

På samme niveau som de mellemlange videregående uddannelser findes de akademiske bacheloruddannelser på universiteterne. De er normerede til 3 år. Det er uddannelser inden for samfundsvidenskab, humaniora, naturvidenskab m.v.

Strukturen for universitetsuddannelserne (bachelor 3 år +kandidat 2 år +ph.d. 3 år)blev fastlagt i 1993. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.-uddannelse.

Adgangskravet til bacheloruddannelserne er normalt en gymnasial uddannelse med specifikke fagkrav som til de øvrige videregående uddannelser. Bacheloruddannelsen er en afsluttet uddannelse, men giver også adgang til et kandidatuddannelsesforløb.

Kandidatuddannelserne er videregående uddannelser af normalt 2 års varighed efter en bacheloruddannelse - dvs. samlet 5 år. Enkelte kandidatuddannelser er dog stadig opbygget som ét samlet forløb uden bachelorniveau, fx uddannelserne til farmaceut, tandlæge, arkitekt og landinspektør.

Kandidatuddannelserne består af uddannelser inden for følgende områder:humaniora, pædagogik, teknik, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundheds-, veterinær- og landbrugsvidenskab m.v.

Som overbygning til kandidatuddannelsen er indført forskeruddannelsen, der afsluttes med en ph.d.-grad. Uddannelsen er normeret til 3 år.

De videregående uddannelser dækker niveau 5 i ISCED97-klassifikationen. Dog hører korte videregående uddannelser med en varighed på under 2 år under niveau 4 i ISCED97-klassifikationen. Under niveau 4 hører i øvrigt bl.a. gymnasiale suppleringskurser.

Ph.d.-uddannelserne regnes til niveau 6 i ISCED97-klassifikationen.

Voksenuddannelser
I Danmark er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Den voksenuddannelse, der medtages her, er offentligt finansieret og reguleret ved lov, men herudover findes en lang række private tilbud.

Voksenuddannelser kan opdeles i tre kategorier:formelt kompetencegivende uddannelse, ikke formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser m.v.

De formelt kompetencegivende uddannelser består bl.a. af almen voksenuddannelser (avu), hf-enkeltfag, arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser)og åben uddannelse.

Desuden findes under det parallelle voksenuddannelsessystem Forberedende Voksenundervisning (FVU), der erstatter læsekurser for voksne, og videregående voksenuddannelse (VVU)der kompetencemæssigt svarer til korte videregående uddannelser. Desuden findes master- og diplomuddannelser, som giver kompetence på niveau med hhv. bachelor- og kandidatuddannelser.

Under ikke formelt kompetencegivende uddannelser findes bl.a. aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler. Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede. Men der er i princippet indført en vis brugerbetaling. På VUC og daghøjskolerne betales fx mindre brugerbetaling end, hvad der betales på åben uddannelse og folkehøjskoler.

Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis.

Videreuddannelsessystemet for voksne
I figur 2.1.2 præsenteres videreuddannelsessystemet for voksne, hvor ungdomsuddannelse og ordinær uddannelse niveaumæssigt indplaceres sammen med voksenuddannelse og efter- og videreuddannelse.

En del undervisning på åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning.

Voksenuddannelse strækker sig i princippet fra niveau 2 til 5 i ISCED97-klassifikationen.

Voksenuddannelse indgår ikke i internationale opgørelser over uddannelser i Danmark.

Figur 2.1.1
Det ordinære danske uddannelsessystem - 2000

1)International Standard Classification of education.

Anm.:Alderen er den teoretiske minimumsalder for de formelle uddannelser,
dvs. ekskl. voksenuddannelse. Efter
grundskolen er eleverne ofte ældre pga.
sabbatår, ventetid, studieskift m.v. Pilene
illustrerer generelle sammenhænge mellem grundskole-, ungdoms- og videregående uddannelser, men ikke alle faktiske
overgange. Der henvises i øvrigt til tekstafsnit 2.1.

Kilde:Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontor.

Figur 2.1.2
Videreuddannelsessystemet for voksne –
2000.

2.2 De unges vej gennem uddannelsessystemet

79,5% af 2000-ungdomsårgangen forventes at afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse.

De unges vej gennem uddannelsessystemet giver et samlet overblik over strømmene i uddannelsessystemet og kan kort beskrives som det slutresultat,som årets årgang af elever på 8.klassetrin vil nå til, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, som svarer til den,som deres ældre medstuderende udviste i løbet af året,samtidig med at uddannelsessystemet fastfryses i den for år 2000 gældende struktur.

Tallene viser status i 2000 på uddannelsesbevægelser og afspejler årets ændringer i søgemønstre, uddannelsesstruktur m.v. Flowet gennem uddannelsessystemet er blevet mere effektivt. 79,5% af 2000- ungdomsårgangen forventes at afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse. I starten af 1980 ’erne var denne andel kun på ca. 60%.

Andelen af unge,der ikke fortsætter med en kompetencegivende uddannelse efter grundskolen,er fortsat lav. 4% går ikke i gang med en kompetencegivende ungdomsuddannelse, men omkring 1% (ses ikke i figuren) vil senere alligevel komme i gang med en videregående uddannelse. Af de resterende 3% vil der være en stor del, som går på en ikke-erhvervskompetencegivende uddannelse: egu, produktionsskoler m.v.

20,5% slutter uden erhvervskompetence, heraf 13% også uden studiekompetence.

Af 2000-årgangen vil 83% afslutte en ungdomsuddannelse,fordelt med 32% med en erhvervsfaglig uddannelse, 38% med en gymnasial uddannelse og 13% med begge kompetencer. Hertil kommer skønsmæssigt et par procent med egu, produktionsskoleforløb m.v.

10,5% af årgangen vil afslutte en erhvervsfaglig merkantil uddannelse, 19% en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 6% en social- eller sundhedsuddannelse m.v.

44% af en ungdomsårgang vil afslutte en videregående uddannelse,heraf 9% en kort videregående uddannelse, 23% en mellemlang videregående uddannelse og 12% en lang videregående uddannelse.

Figur 2.2
En ungdomsårgangs vej gennem uddannelsessystemet efter grundskolen 2000. Afgang fra grundskolen = 100%.

1)De personer som aldrig påbegynder en ungdomsuddannelse.

Note: Bemærk at summerne af tilgange og afgange fra de enkelte kasser kan afvige pga. afrundinger.

Kilde: Danmarks Statistik og Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors modelberegninger.

2.3 Finansiering af uddannelsessystemet

I Danmark finansieres uddannelsessystemet af enten stat, amter eller kommuner. En del institutioner er selvejende, mens andres ejes af stat, amter eller kommuner.

Figur 2.3 dækker ikke alle uddannelsesinstitutioner, men kun udvalgte grupper af institutioner med henblik på at illustrere finansieringskilder og ejerskab. Nogle af grupperne ligger uden for Undervisningsministeriets ressort. Ud over den offentlige finansiering er der forældrebetaling på fx de frie grundskoler og deltagerbetaling på en del voksenuddannelser.

Folkeskoler samt de kommunale ungdomsskoler ejes og finansieres af kommunerne, mens de frie grundskoler og efterskolerne er selvejende institutioner, som modtager tilskud fra staten.

Erhvervsskoler, private gymnasier og produktionsskoler er selvejende institutioner finansieret med tilskud fra staten. De øvrige gymnasier, voksenuddannelsescentre, specialundervisningscentre samt social- og sundhedscentre ejes og finansieres af amtskommunerne. Søfartsskoler og maskinmesterskoler er statsinstitutioner under Økonomi- og Erhvervsministeriets ressort.

Universitetslovsinstitutionerne (fx universiteter og handelshøjskoler) er ejet af staten. Dog overgik Dan-marks Tekniske Universitet fra 1. januar 2001 til at være en selvejende institution. Siden november
2001 har universiteterne hørt til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Designskoler og musikkonservatorier er statsinstitutioner under Kulturministeriets ressort. Lærer- og pædagogseminarier er typisk selvejende institutioner, som modtager tilskud fra staten. En del af disse indgår nu i Centre for Videregående Uddannelse (CVU).

Inden for voksenuddannelse er fx folkehøjskoler, daghøjskoler og AMU-centre selvejende institutioner hovedsageligt finansieret af staten. Aftenskoler m.v. samt sprogskoler modtager derimod tilskud fra kommunerne.

Ud over ovennævnte findes en række private uddannelsesinstitutioner, hvoraf nogle er godkendt til Statens Uddannelsesstøtte (SU).

Figur 2.3
Oversigt over finansieringsform for udvalgte uddannelsesinstitutioner - 2000

1) Erhvervsskoler har også korte videregående uddannelser.
2) Delvist kommunalt finansieret.
3) Blev indtil 1. januar 1999 finansieret af kommunerne.

Note: Oversigten indeholder kun udvalgte uddannelsesinstitutioner.

Kilde: Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontor.

Denne side indgår i publikationen "Tal der taler - Uddannelsesnøgletal 2002" som kapitel 2 af 5
© Undervisningsministeriet 2002