Kropskompetence

af lektor, ph.d. Reinhard Stelter, Institut for Idræt, Københavns Universitet

Indhold

1. Kroppen som formidler mellem sansning og handling
2. Kropskompetence - overordnet beskrivelse
2.1 Kropskompetence i “dybden”
2.1.1 Handlingsniveauet
2.1.2 Det refleksive niveau
2.1.3 Meningsniveauet
3. Kropskompetencens delelementer
3.1 At sanse via kroppen
3.2 At handle via kroppen
3.3 At iscenesætte kroppen
3.4 At aktivere, vedligeholde og udfordre kroppen
4. Kropskompetencens betydning og udviklingsmulighed i forskellige livsarenaer og -faser
4.1 Opvækst
4.2 Uddannelse
4.3 Arbejdsliv
4.4 Fritidsliv
4.5 Otium
5. Kropskompetencens relation til andre kompetenceområder
5.1 Social og kommunikativ kompetence
5.2 Lærings- og selvledelseskompetence
5.3 Kreativ kompetence
5.4 Miljø- og naturkompetence
5.5 Kulturel kompetence
6. Kropskompetence og sundhedskompetence - relation og afgrænsning
7. Indikatorer til belysning af kropskompetenceniveauet
Litteratur

1. Kroppen som formidler mellem sansning og handling

Den traditionelle vesterlandske lægevidenskab har domineret vor kropsforståelse gennem de sidste par hundrede år. Den har arbejdet ud fra en model, der beskriver kroppen som maskine. Ifølge denne model vurderes en sygdom som en “lokal forstyrrelse i den tekniske drift”, og resultatet er en symptombehandling, hvor lægen ikke er i stand til udvikle en grundlæggende forståelse for, hvordan sygdommen er et konkret udtryk for patientens samspil med sin omverden. Lægevidenskabens dualistiske forståelse bestemmer fortsat kropssynet i vort samfund, men udfordres af nye anskuelser.

I det følgende præsenteres en kropsteori, som forsøger at nedbryde den traditionelle opfattelse, og som arbejder hen imod en monistisk eller helhedsorienteret forståelse af kroppen (Stelter, 1999). Man kan med denne nye forståelse tale om “den levede krop” - en organisme, som karakteriseres ved personens samspil med sin konkrete omverdensstituation. Denne dynamik mellem person og omverden gør det samtidig lettere at arbejde med kompetencebegrebet, som netop fremhæver, at “kompetence er handlemuligheder” (Schultz Jørgensen, 2001, s. 187).

Ifølge denne kropsteori forstås kroppen som personens formidler til verden - og anker i verden (Merleau-Ponty, 1994). Kroppen kan ses som en organisme, der er i stand til at sanse verden og samtidig handle i verden. Denne proces mellem sansning og handling skal ses som en enhed: Personen er kun i stand til at sanse verden igennem handling/bevægelse - og omvendt. Sansning og handling, som foregår med kroppen som omdrejningspunkt, betinger hinanden. Kroppens sansning og erfaring danner basis for at frembringe mening i den konkrete situation, og via handling og bevægelse giver personen situationen sin subjektive betydning. Dermed er samspillet mellem person og omverden på et meget fundamentalt plan udtryk for kroppens evne til at sanse og handle i den konkrete omverdenssituation (se figur nedenfor). I dette samspil udvikler personen to fundamentalt forskellige vidensformer:

1. Den tavse viden, som er forankret i personens konkrete og kropslige erfaringer, og som udtrykker sig i handlinger, hvor personen helt bogstaveligt har indlemmet sin omverden uden at være i stand til at reflektere over disse handlinger. Denne viden er vanskelig at udtrykke med ord.
2. Den refleksive viden, som manifesteres, når personen har et bevidst og reflekteret billede af sin omverden og sine egne oplevelser, erfaringer, planer, handlinger etc. Denne viden kan udtrykkes sprogligt og er fuldstændig bevidst.

I figuren nedenfor anskueliggøres det, hvordan samspillet mellem person og omverden bygger på et samspil mellem sansning og handling (se også Stelter, 1999):

2. Kropskompetence - overordnet beskrivelse

Den fremlagte kropsteori danner basis for følgende overordnede definition af kropskompetence:

Kropskompetence kan defineres som en persons evne til at sanse sin omverden og handle kropsligt hhv. bevæge sig situationstilpasset i forhold til omverdenens konkrete udfordringer.

2.1 Kropskompetence i “dybden”

Med inspiration hentet fra Schultz Jørgensen & Jensen (1999) og Jensen (2002) kan de personlige kompetenceområder beskrives mere specifikt ved at gå i “dybden”.

I dette tilfælde vil jeg inddele kropskompetence i tre niveauer med følgende beskrivelse:

• Handlingsniveauet: Kropslige færdigheder og vurdering af kropskompetence
  
• Det refleksive niveau: En persons refleksioner og viden i forhold til det kropslige samspil med sin omverden
  
• Meningsniveauet: Kropslige oplevelser og personlig betydning

Lige som andre kompetenceformer har også den kropslige kompetence et umiddelbart og iøjnefaldende udtryk på handlingsniveauet, men den har samtidig en mere latent betydning i forhold til individets refleksioner over samspillet mellem krop og omverden og kroppens subjektive betydning for personen selv. De tre niveauer skal i det følgende konkretiseres:

2.1.1 Handlingsniveauet

Kropskompetence kommer synligt til udtryk i mange situationer. I børns hverdag har kropskompe­tencen den største betydning i forhold til opdagelse af nye ressourcer via leg og idræt: Det lille barn rejser sig op for første gang ved at hive sig op af stolen; barnet på børnehavens legeplads gynger i store sving - jublende, med sus i maven, og skolebørn spiller bold i skolegården og udvikler dermed deres sociale relationer til hinanden. I voksenlivet bliver kropskompetencen synlig i mange idrætslige aktiviteter, men den har også en betydning i arbejdsmæssige sammenhænge, hvor fx den rigtige ergonomiske sidde- eller løfteteknik har stor betydning for individets trivsel på arbejdspladsen. Mange ældre bliver først bevidste om kropskompetencen via de udfordringer, som omverdenen stiller til deres krop - fx ved hurtigt at finde sig en siddeplads i bussen, inden den starter igen. For alle aldersgrupper gælder det desuden, at kropskompetencen bliver synlig via den enkeltes evner til at udtrykke sig kropsligt-mimisk i mange hverdagssituationer - for først derved bliver personen synlig i sin sociale omverden.

2.1.2 Det refleksive niveau

Omverdenen stiller hele tiden krav og vil dermed udfordre den enkelte til at reflektere og tænke over disse udfordringer. Mens børn for det meste forholder sig meget umiddelbart til omverdenens udfordringer og reagerer direkte kropsligt gennem leg og idræt, så forholder unge - og i endnu højere grad voksne - sig refleksivt til deres kropskompetence. De unge overvejer fx, hvilken idræt de skal involvere sig i, og hvad de evt. vil opnå ved at vælge én idræt frem for en anden. De voksne vil bl.a. forholde sig til kroppen ved at se på nødvendigheden af at holde sig i gang - som kompensa­tion for fx stillesiddende arbejde. I vort samfund har kropskompetencen desuden fået en stigende betydning i forhold til ønsket om at have en meningsfuld (idrætslig) fritidsbeskæftigelse, som udtryk for den enkeltes personlige livsstil og selviscenesættelse.

2.1.3 Meningsniveauet

Kropslige udfordringer, leg og idræt involverer personen med alle sanser. Personlige erfaringer og oplevelser udvikler sig og skaber mening i den enkeltes tilværelse. En god oplevelse i en fodbold­kamp giver barnet liv, selvværd og lyst til at være sammen med kammerater. En regelmæssig idrætsaktivitet kan have stor betydning for den voksnes subjektive velbefindende. Forskningen har vist, at det netop er den personlige mening og de gode oplevelser, som er afgørende for, om en person er villig til at fortsætte og holde fast i en idrætslig aktivitet.

3. Kropskompetencens delelementer

Kropskompetencen danner fundament for en persons kropsligt forankrede og handlingsrettede relation til omverdenen, og kan beskrives med dimensioner, der både har personlige (indadvendte) og sociale (udadvendte) sider:

• At sanse via kroppen
  
• At handle via kroppen
  
• At iscenesætte kroppen
  
• At aktivere, vedligeholde og udfordre kroppen

3.1 At sanse via kroppen

Den sanselige oplevelse via egen krop er fundamental for en persons oplevelse af sin omverden og sig selv. Sansning kommer før den komplekse kognitive og sproglige forståelse og danner dermed grundlag for et stort antal processer og handlinger, som personen ikke er sig selv fuldkommen bevidst. Enhver sansning bygger på tidligere erfaringer, som personen har gjort sig og som er basis for de omverdensindtryk, som personen søger at få bekræftet. Via sansning skaber personen en stabilitet i sin verdensopfattelse. Som en del af personens kropskompetence kan evnen til denne sanselige oplevelse af omverdenen intensiveres og skoles ved - for en tid - at være opmærksom på udvalgte sanser.

Kroppen er ikke kun medium til at sanse den ydre omverden, men også medium til at sanse sig selv. Proprioceptorer giver bl.a. information om de enkelte leds positioner. Receptorer i huden skaber grundlag for at kunne mærke sig selv i forhold til de givne omverdensbetingelser. På basis af synet, proprioceptorerne og receptorerne får personen endvidere informationer om sin position i rummet. Disse sanseorganer videreudvikles lige fra barnets fødsel og kan gennem hele livet trænes som en del af kropskompetencen ved at udfordre sig selv i forskellige oplevelses- og bevægelsessi­tuationer.

3.2 At handle via kroppen

Kroppen har, ud over at være medium til sansning og oplevelse, også sin funktion som fundamentalt redskab til håndtering af stort set alle hverdagssituationer: Vi griber med hænderne. Vi bevæger vore fingre finkoordineret for at betjene computeren eller spille klaver. Vi løfter genstande, og vi går eller løber fra et sted til et andet. Vore kroppe indgår som integrerede dele i idrætsudstyr som fx cykel eller ski. Kroppens handlinger er med til at forme vort liv ved at give vor tilværelse mening. Som del af en persons kropskompetence, bestemmes kroppens funktionalitet af fire dimensioner, som kan og helst skal udvikles ved løbende at udfordre kroppen i forskellige bevægelses- og handlingssammenhænge. Det drejer sig om udholdenhed, hurtighed, smidighed og styrke (Se: Gjerset (red.), 1995). En reduktion af kroppens funktionalitet vil være med til at reducere vore muligheder for aktiv livsudfoldelse.

3.3 At iscenesætte kroppen

Kroppen har ikke kun betydning i forhold til at håndtere hverdagens udfordringer på funktionel vis, som beskrevet ovenfor. Kroppen er samtidig et redskab for personens selvpræsentation og iscenesættelse. Idet mange mennesker i vort samfund - på grund af de sociale forandringer - har mistet deres stabile forankring i klart afgrænsede sociale klasser og lag (se: Beck, 1997), har den individuelle iscenesættelse fået en stigende betydning som middel til at forankre en person i det sociale netværk. I denne forbindelse spiller kroppens fremtoning på samme måde som fx mode, boligindretning og andre livsstilsudtryk en stigende rolle. De sociale forandringer manifesterer sig også i vor kropskultur. Idræt og motion dyrkes i dag i mindre udstrækning i idrætsforeninger, men i stigende grad i andre sammenhænge og miljøer. Som eksempler kan nævnes fitness/aerobic, motionscykling, inline-skating, friluftsliv eller asiatisk kampsport.

Man kan overordnet opstille fire dimensioner af kropsudfoldelse (jvf. Bøje, 2002), som kan sættes i forbindelse med forskellige former for idrætslige iscenesættelser og aktiviteter (jvf. eksempler i parentes), men som samtidig indgår i enkelte aktiviteter:

• Kampen, som udtrykker det konfrontative og dialogiske (fx kampidrætter eller boldspil)
  
• Legen, som udtrykker det eksperimenterende og udviklende (fx inline-skating, men også boldspil)
  
• Dansen, som udtrykker det selvforglemmende og ekspressive (fx aerobic eller salsa)
  
• Fordybelsen, som udtrykker det meditative og bevidsthedsudvidende (fx yoga eller vandreture)

En persons evne til at integrere flere af disse dimensioner i sin egen kropslige udfoldelse er udtryk for en veludviklet kropskompetence.

3.4 At aktivere, vedligeholde og udfordre kroppen

Lige som andre kompetenceformer kan kropskompetencen kun udvikles, hvis en person overvinder mulige handlingsbarrierer. Vilje, lyst og interesse er nødvendige faktorer for at motivere personen til kropslige handlinger, der er forudsætningen for at kunne aktivere, vedligeholde og udfordre kroppen. I vort samfund, der overvejende er domineret af stillesiddende arbejde og fritidsaktiviteter (tv, video, computerspil), er det af afgørende betydning for befolkningens sundhed og velvære, at den enkelte holder sig kropsligt og fysisk i gang og udfordrer sig selv med bevægelses- og motions­aktiviteter, der vil kunne opleves som berigende i hverdagen. Denne dimension af kropskompetencen, hvor den enkelte skal overvinde inerti for at aktivere sig selv, er tæt forbundet med personens generelle evne til selvledelse - en evne, der tilsyneladende er bedst udviklet i sociale grupper med større velstand og længere uddannelser.

4. Kropskompetencens betydning og udviklingsmulighed i forskellige livsarenaer og -faser

Kropskompetencen har i menneskets enkelte livsarenaer og -faser sin egen specifikke betydning, som skal klarlægges i det følgende:

4.1 Opvækst

Udviklingen af kropskompetencen burde have en central placering i de første leveår. Her lægges grundstenen for individets ressourcer inden for det kropslige felt - for resten af livet. Spædbørn og småbørn relaterer sig overvejende kropsligt til deres omverden. Via sansning og kropslige handlinger sluses barnet ud i verden, idet dets verdensopdagelse overvejende foregår gennem bevægelseshand­linger. Barnet griber verden (moderens bryst, sin egen hånd og senere fx nogle byggeklodser) for at begribe verden. Barnets evne til at udfolde sig kropsligt i forskellige livssituationer tydeliggør dets generelle evne til at forstå og udfolde sig i sin konkrete omverden. Det kropslige kompetenceniveau er i mange henseender et spejlbillede af barnets kognitive udviklingsniveau. I denne første livsfase er det især forældrenes ansvar at udvikle barnets kropslige kompetencer ved at stimulere barnet ved enhver given lejlighed, som kan vise sig meningsfuld i barnets livsverden.

4.2 Uddannelse

Barnets uddannelse starter allerede med dets første institutionalisering, dvs. i vuggestuen og i børnehaven. Ansvaret for barnets opvækst lægges dermed delvis i samfundets hænder, og forældrenes ansvar for en god opvækst udvides til også at involvere institutionernes administration og personale. Det har afgørende betydning for en stimulerende opvækst, at disse institutioner har de nødvendige rammer for udvikling af barnets kropslige kompetencer. Dette betyder konkret: Plads og faciliteter til sansemæssige udfordringer og kropslige udfoldelser i indendørsområderne; mulighed for leg, idræt og friluftsliv via huseksterne aktiviteter; stimulerende legepladsforhold og et veluddan­net personale, der er opmærksomt på betydningen af kropslig sansning og bevægelsesudfoldelse for barnets udvikling.

I skolesammenhæng varetages udviklingen af barnets kropskompetence hovedsageligt gennem idrætsfaget, men det er samtidig af central betydning, at den kropslige sansning og bevægelse er en integreret del i både skolens hverdag og i barnets skolefritidsordning, SFO. Denne integration kan bl.a. sikres ved:

• at skabe faciliteter på skolen og i SFO’en, der giver børn og unge mulighed for at udfolde sig frit gennem kropslige og idrætslige aktiviteter,
  
• at integrere sanselige oplevelser og bevægelsesaktiviteter i andre skolefag og dermed skabe den bevægelsesaktive skole,
  
• at integrere friluftsliv og andre huseksterne arrangementer i institutionernes hverdag,
  
• at (videre)uddanne lærere og pædagoger til at være opmærksomme på muligheder for - og selv påtage sig opgaver til - at udvikle kropskompetence inden for deres arbejdsfelt.

Udviklingen af kropslig og idrætslig kompetence skal forstås som en del af børns og unges almene dannelse. Lærere og pædagoger skal derfor ikke kun dyrke udvalgte aktiviteter, men også skabe bevidsthed om krop, bevægelse og idræt som vigtige elementer i børns hverdagsliv - og som centrale menneskelige og sociale fænomener.

4.3 Arbejdsliv

Udvikling og vedligeholdelse af kropskompetencen har stor betydning for arbejdstagerens funktio­nalitet og regenerationsevne. Et grundlæggende fysisk velvære er med til at sikre lysten til at være aktiv. At føle sig hjemme i sin egen krop er med til at skabe en større grad af mental balance. Kropsbevidstheden er desuden, som del af kropskompetencen, med til at udvikle og sikre en fornemmelse af rigtige arbejdsstillinger og mulige ricisi, som kroppen kan udsættes for i forskellige arbejdssammenhænge.

Problemet med mange arbejdsfunktioner i vort samfund er, at kroppen er passiv og udfordres i alt for utilstrækkelig grad og omfang. Derfor spiller fysisk aktivitet og idræt i fritiden en afgørende rolle som kompensation for det stillesiddende arbejde. Man bør desuden fokusere mere på behovet for at indlægge pauser i arbejdstiden til kropslige øvelser for at udligne de mange ensidige arbejdsstillinger.

4.4 Fritidsliv

Leg, idræt og bevægelse kan og bør være en vigtig del af befolkningens fritidsliv. Idræt og motion sikrer ikke kun fysisk sundhed (se: Andersen & Hippe, 1997), men giver desuden større psykisk velbefindende og mental sundhed (se: Morgan & Goldston, 1987). At kunne aktivere, vedligeholde og udfordre kroppen i sin fritid er en central del af individets kropskompetence, og det er så op til den enkelte at finde en idrætsaktivitet, som passer til egne evner, interesser og livsstil.

Det vil desuden være en stor fordel, hvis fysisk aktivitet bliver en integreret del af personens hverdag, fx ved at tage cyklen til arbejde, ved at gå til bageren (i stedet for at tage bilen) eller ved at bruge trappen i stedet for elevatoren.

4.5 Otium

Med en stigende alder reduceres kropskompetencen, især hvis et ældre menneskes fysiske udfoldelsesniveau reduceres markant. Kroppen skal udfordres gennem bevægelse og motion, og det gælder for alle aldersgrupper. Ældreidrætten er her et tilbud til den ældre befolkningsgruppe om tilpasset fysisk aktivitet. I løbet af det sidste årti er der kommet stadig flere tilbud om aktiviteter, og ældreidrætten finder en stigende interesse blandt de ældre. Særlige foreninger og grupper for ældreidræt har etableret sig i mange kommuner. Idrætsdeltagelsen er med til at sikre den ældres livskvalitet og livsglæde, og kan være medvirkende til et godt helbred op i en høj alder. Idrætten giver desuden den ældre en mulighed for at bevare en fast tilknytning til et socialt fællesskab og forhindrer dermed den menneskelige isolering, som en del ældre er udsat for.

Sandsynligheden for at den ældre er involveret i idræt, er stigende, jo tidligere vedkommende er startet med at dyrke idræt - og jo større tilknytning vedkommende har haft til idrætten gennem hele sit liv. Skolens idrætsundervisning får dermed en meget central rolle i udviklingen af befolkningens kropskompetence, nemlig ved at sikre at barnet får et naturligt grundlag for en livslang involvering i idræt.

5. Kropskompetencens relation til andre kompetenceområder

Kroppen er et centralt medium mellem person og omverden og er dermed en integreret del af andre kompetencefelter. I det følgende beskrives kropskompetencens relation til forskellige relevante kompetenceområder gennem de handlemønstre, hvor kroppen er det centrale omdrejningspunkt:

5.1 Social og kommunikativ kompetence

Kropslig udfoldelse og idræt kan ofte sidestilles med sociale aktiviteter. Især i børns hverdagsliv spiller idræt, leg og bevægelse en central rolle for udviklingen af mellemmenneskelige relationer og social handlekompetence. Børn bruger idræt og leg som medium til at skabe et meningsfyldt samvær med hinanden. Kropskompetence og social kompetence er ofte to sider af samme sag. Også senere i livet - selv op i en høj alder - kan idræt have en stor betydning for menneskers sociale liv og for udvikling og vedligeholdelse af sociale fællesskaber.

Vi bruger desuden vor krop til at kommunikere med andre mennesker. I den daglige kommuni­kation - og i mange interaktive idrætsgrene (fx boldspil) - er det af afgørende betydning at have en klar kropslig kommunikation for at blive forstået af andre. Den kropslige iscenesættelse - i både hverdagen og idrætten - er dermed en betydningsfuld faktor for udviklingen af vor kommunikative kompetence.

5.2 Lærings- og selvledelseskompetence

At udfolde og bruge kroppen skal læres. For de helt små børn står udviklingen af den første læringskompetence i umiddelbar forbindelse med udviklingen af kropskompetence, idet deres møde med verden foregår via kroppen. I deres forsøg på at tackle de store bevægelsesmæssige udfordrin­ger, som verden byder på, viser børn stor ihærdighed og tålmodighed - egenskaber, der generelt anses for at være centrale bestanddele i læringskompetencen, og som ligeledes er nødvendige, når man senere skal lære nye idrætsaktiviteter.

Som voksen er det at kunne aktivere, vedligeholde og udfordre kroppen i sin fritid en stor læringsmæssig udfordring. For at føre et kropsligt aktivt liv - noget, der ofte står i konkurrence med store arbejdsmæssige og familiære forpligtelser og andre fritidsinteresser - skal den voksne udvikle og lære egne strategier i forhold til sit engagement og sin fastholdelse i idrætten. I denne forbindelse er det relevant at udvikle en selvledelseskompetence, ved fx at spørge sig selv: Hvordan deltager jeg i en aktivitet, som står i konkurrence med andre aktiviteter, som jeg finder mindst lige så interessante og betydningsfulde?

5.3 Kreativ kompetence

Bevægelse, leg og idræt indebærer, at en person eller en gruppe af personer konfronteres med situationer, der kræver nye, smidige og kreative løsningsmodeller. Disse løsninger bygger ofte på en tavs viden - en vidensform, som er kropsligt forankret i den specifikke kontekst, og som samtidig kommer til udtryk i en situationstilpasset anvendelse af tidligere erfaringer. Kreative løsninger er i idrættens verden ofte udslaggivende for succes eller nederlag. Fx vil det boldspilhold, som arbejder kreativt med trænerens taktiske oplæg, have en god chance for at vinde kampen.

Den kreative kropskompetence viser sig desuden inden for håndværk, kunst og mange hverdagssituationer som en smidig og behændig omgang med værktøj, materiale og egen krop. En god blikkenslager, kirurg, klaverspiller eller danser skal ud over sin tekniske kunnen og grundlæggende faglighed også være i besiddelse af en kreativ kropskompetence, hvor kroppens tavse viden finder en fleksibel og smidig løsning i udfordrende situationer. Denne form for kreativ kompetence er med til at definere deres talent.

5.4 Miljø- og naturkompetence

Et stigende antal fysiske aktivitetstilbud og idrætter finder sted i naturen, fx cykling, mountainbiking, kajak- og kanoroning, skiløb, golf og friluftsliv. Disse aktiviteter kræver en hensynsfuld omgang med naturen og betinger samtidig et kendskab til de enkelte naturområders muligheder, begrænsninger, og ikke mindst eventuelle farer. Det er blevet en udfordring af stadig større betydning at finde en balance mellem et natur-/miljøhensyn og befolkningens frie adgang til naturen, og hvis denne frie adgang til naturen skal undgå at blive underlagt nogle restriktive hindringer, vil det kræve en meget stor miljø- og naturkompetence i befolkningen.

5.5 Kulturel kompetence

Idrætten og menneskets generelle anvendelse af kroppen er kulturelt betinget. Vor opfattelse af kroppen og kropsligt udtryk ændrer sig afhængigt af vort samfunds historiske og sociale betingelser. En viden om denne foranderlighed - også set i forhold til vor måde at bruge kroppen - er med til at bestemme vores kulturelle forståelse og kompetence. Den kulturelle kompetence i forhold til krop og idræt viser sig dels i den enkeltes forståelse af sit eget valg af idrætsinvolvering, og dels i personens brug af kroppen i forskellige livssituationer. En kulturel kompetence i forhold til egne kropslige handlemønstre kræver stor refleksionsevne, idet kroppen ofte vil komme til udtryk uden, at personen er sig det bevidst, men valget af en bestemt idrætsaktivitet og den personlige brug af kroppen er et udtryk for en persons kulturelle baggrund og livsstilsmønster.

6. Kropskompetence og sundhedskompetence - relation og afgrænsning

Kropskompetence og sundhedskompetence har et fælles grundlag - nemlig deres forankring i kroppen. Evnen til at kunne sanse og mærke sig selv og sin krop - et delelement af kropskompe­tencen - er et vigtigt grundlag for en sund levevis: En person med en god kontakt til sig selv kan mærke, hvad der er godt eller belastende for kroppen, og kan dermed undgå situationer, der kan have negativ indflydelse på vedkommendes sundhed. Denne sanselige oplevelse af egen krop er grundlag for personens evne til at være opmærksom på mulige sundhedsproblemer og for dennes beredvillighed til evt. at medvirke i forebyggende eller nødvendig behandling. Den sanselige oplevelse af egen krop har stor betydning i sundhedssektoren, idet den er med til, at patienten føler sig involveret i og medansvarlig for sin egen helbredelse - og skaber dermed grundlag for compliance.

Evnen til at kunne aktivere, vedligeholde og udfordre kroppen - et andet delelement af kropskompetencen - har ligeledes en central betydning for en persons evne til at udvikle sundheds­kompetence. Denne evne er en vigtig forudsætning for, at personen kan forebygge mulige sundheds­mæssige problemer. Kun ved, at personen igennem hele livet er i stand til at holde sig i gang gennem motion og bevægelse - og dermed udfordre sig selv fysisk og psykisk, kan en motionsaktiv og sund levevis sikres.

Kropskompetence skal dog ikke ligestilles med sundhedskompetencen. At handle med sin krop er en grundlæggende menneskelig udtryksmåde. Kropslig og fysisk aktivitet har generelt en sundheds­fremmende betydning, men forskellige undersøgelser har vist, at motion og idræt ikke kun kan reduceres og funktionaliseres til et sundhedsformål. Man bruger sin krop i idrætten, fordi man vil have det sjovt, være sammen med andre mennesker, udfordre sig selv, stresse af osv. Det er sjældent sundheden, der kommer i første række som aktivitetsstimulerende og motivationsfremmen­de faktor for idrætsdeltagelsen, men derimod er det overvejende de psykiske og sociale faktorer, der driver værket (Stelter, 1999).

7. Indikatorer til belysning af kropskompetenceniveauet

At skulle gennemføre en direkte “måling” af kropskompetencen i store befolkningsundersøgelser anses for vanskeligt og meget ressourcekrævende. En direkte måling kunne fx være en motorisk test (tilpasset specifikke aldersgrupper), der kunne validere kropslige færdigheder som fx koordination, statisk og dynamisk balance, kast osv. og dermed afgøre, om befolkningen lever op til en vis grundlæggende standard. Denne type motoriske tests er dog overvejende kun lavet for børn og er generelt ikke standardiseret til danske forhold. Der er desuden ofte problemer med testens validitet.

En anden direkte måling af deldimensioner af kropskompetence kunne fx gennemføres ved at teste en repræsentativ udvalgt persongruppes træningstilstand i forhold til udholdenhed, hurtighed, smidighed og styrke.

En mere succesrig vej til belysning af befolkningens kropskompetence ville være at lede efter nogle indikatorer, som indirekte kunne beskrive graden af udvikling inden for befolkningens kropskompe­tence. Disse indikatorer kan bearbejdes via spørgeskemaundersøgelser og burde differentieres med henblik på kropskompetences forskellige niveauer: Handlingsniveauet, det refleksive niveau og meningsniveauet.

På handlingsniveauet kan befolkningens kropslige færdigheder og den generelle aktivitetsgrad i forhold til kropskompetencen indirekte måles ved hjælp af undersøgelser af danskernes motionsvaner (fx Fridberg, 2000). Eksisterende undersøgelser kan desuden differentieres yderligere ved at se på alle fire tidligere nævnte dimensioner af kropskompetencen:

• At sanse via kroppen
  
• At handle via kroppen
  
• At iscenesætte kroppen
  
• At aktivere, vedligeholde og udfordre kroppen

Handlingsniveauet kan desuden påvirkes ved at se på forskellige befolkningsgruppers adgang til idrætsfaciliteter eller deres muligheder for at finde tilknytning til det danske idrætssystem (fx ved integration af indvandrere, socialt marginaliserede etc.).

På det refleksive niveau kan man igangsætte undersøgelser, der beskriver og bearbejder befolkningens holdning til krop, motion og idræt: Fx. den generelle grundindstilling til fysisk aktivitet; befolkningens indstilling til idrættens og motionens gavnlige værdier; en beskrivelse af forskellige barrierer i forhold til det at være idrætsaktiv; en undersøgelse af den kropslige slitage på arbejds­pladsen og mulig kompensation via fysisk udfoldelse på arbejdspladsen (se: Dansk Firmaidrætsfor­bund, 2001). I denne forbindelse kunne man fx sætte særlig fokus på sociale forskelle i holdningsdannelsen. På meningsniveauet kan man gennemføre kvalitative undersøgelser, der klarlægger de individuelle kropslige oplevelser og den personlige betydning, som den enkelte forbinder med kropslige udfordringer, fysisk aktivitet og idræt samt idrættens betydning for psykisk velvære og sundhed.

Litteratur

Andersen, L.B. & Hippe, M (1997): Er motion gavnlig? - Statusartikel. Ugeskrift for læger, 159 (10), pp. 1413-1416.

Beck, U. (1997): Risikosamfundet - på vej mod en ny modernitet. Reitzels Forlag, København.

Bøje, C. (2002): Idrættens kvaliteter. KVAN - Et tidsskrift for læreruddannelsen og folkeskolen 22 (62), pp. 5-16.

Dansk Firmaidrætsforbund (2001): Fra rod til rødder - en holdningsanalyse. I samarbejde med Syddansk Universitet.

Fridberg, T. (2000): Kultur- og fritidsaktiviter 1975-1998. Socialforskningsinstitut­tet, København.

Gjerset, A. (red.) (1995): Idrættens træningslære. G.E.C Gad, København.

Jensen, B. (2002): Kompetence og pædagogisk design. Gyldendal Uddannelse, København.

Merleau-Ponty, M. (1994): Kroppens fænomenologi. Det lille forlag, Frederiksberg.

Morgan, W.P. & Goldston, S.E. (eds.) (1987): Exercise and mental health. Hemisphere Publ., London

Schultz Jørgensen, P. (2001): Kompetence - overvejelser over et begreb. Nordisk psykologi 53 (3), pp. 181-208.

Schultz Jørgensen, P. & Jensen, B. (2000): Hvad er kompetence - og hvorfor er begrebet nyttigt som “pejlemærke” i det postmoderne samfund? I: H. Bonde et al.. Kompetence og demokrati (s. 31-40). DGI-forskning & Idrætsforsk., Vingsted.

Stelter, R. (1999): Med kroppen i centrum - idrætspsykologi i teori og praksis. Dansk psykologisk Forlag, København.

Denne side indgår i publikationen "Nøglekompetencer - forskerbidrag til Det Nationale Kompetenceregnskab" som kapitel 12 af 13
© Undervisningsministeriet 2003