Sprogstimulering til tosprogede småbørn i en mindre kommune

Grindsted Kommune har knap 18.000 indbyggere. Kommunen har de fleste indbyggere koncentreret i Grindsted by, men en del bor også i mindre omegnsbyer.

Kommunen har i tidens løb især modtaget en del tamilske flygtninge. Talmæssigt udgør de den største gruppe af fremmed oprindelse, og de fungerer gennemgående godt i lokalsamfundet.

Uden at der er tale om ghettodannelse, er der en tendens til, at de især i starten bosætter sig i de samme kvarterer, fordi der her er mulighed for at leje boliger.

Derfor fordeler de tosprogede børn sig med forholdsvis mange i 2-3 institutioner og resten med enkelte børn i flere institutioner. En proces med spredning til lidt flere institutioner er sat i gang. I øjeblikket har vi ca. 15 tosprogede småbørn pr. årgang.

Arbejdet med sprogstimulering til de tosprogede småbørn er placeret hos Pædagogisk-psykologisk Rådgivning, PPR. Foruden psykologer og tale-hørepædagoger rummer PPR også kommunens special- eller støttepædagoger, dvs. den indsats der ydes til børn med særlige behov i daginstitutionerne. Der er på PPR – foruden den nødvendige pædagogiske og psykologiske faglighed – også opsamlet erfaring med tværfagligt at vurdere og tilrettelægge særlige tiltag – også i forhold til småbørn.

To erfarne støttepædagoger er sprogpædagoger i ca. halvdelen af deres arbejdstid. Desuden indgår den pædagogiske konsulent, som er speciallærer i henholdsvis tale- høre og læsning i et omfang, der svarer til 2 ugentlige lektioner. I forvejen indgår konsulenten også i arbejdet med tosprogede elever i folkeskolen.

Erfaringer før den nye lov

Før ændringen i folkeskoleloven pålagde kommunerne at sørge for sprogstimulering til tosprogede småbørn, havde vi gennem 2 år opsamlet erfaringer ved et rent lokalt tiltag – i øvrigt uden et egentligt budget, men finansieret af midler fra daginstitutioner og skoler.

I al sin enkelthed gik det ud på at samle de tosprogede børn til sprogstimulering 2 formiddage om ugen. Målgruppen var dengang børn, der var i gang med sidste år i børnehaven og børn, der gik i børnehaveklasse.

Selv om der var tale om lidt ældre småbørn, gjorde vi alligevel mange erfaringer omkring vurdering af de enkelte børns sprogudvikling og også med planlægning og gennemførelse af intensiv sprogstimulering og øvrige sprogfremmende aktiviteter.

Vi var dermed ikke på bar bund, da Folketinget i foråret 1999 vedtog den ændring af folkeskoleloven, der gjorde det pligtigt for kommunerne at etablere sprogstimulering til tosprogede småbørn.

Den model vi valgte

Som bekendt endte Folketinget med at afgrænse målgruppen til de 4- og 5-årige, dvs. et forløb, der i givet fald kunne være på indtil 2 år for de børn, det ikke havde været muligt at nå inden for de almindelige rammer.

Vi valgte derfor en glidende 2-trinsmodel med stigende intensivering i indsatsen og er stadig i en spændende proces med indkøring og justering af modellen.

1. trin: En integreret indsats i den enkelte institution

Sprogstimulering i den enkelte daginstitution, hvor sprogpædagogen i en periode kommer 2 gange ugentligt og observerer, vejleder, videregiver erfaringer, evt. udlåner materialer og sammen med stuepædagogen arbejder med den eller de tosprogede børn.

Overgang til trin 2 sker, hvis resultatet af den støttende indsats i den enkelte institution viser sig ikke at være tilstrækkelig. Der gennemføres en vurdering med mulighed for overgang til trin 2 hvert halve år.

2. trin: En intensiv indsats på et hold – sprogskole centralt placeret i kommunen

Fysisk er sprogskolen placeret i rummelige lokaler i forbindelse med fritidsordningen på en skole. Oprindeligt var det ikke den placering, vi havde ønsket, men i praksis har den vist sig at være god. Vi var overraskede over den signalværdi, det havde for forældrene, at tilbudet lå på en skole.

I sprogskolen er der plads til 6-8 tosprogede børn. Der arbejdes 3 formiddage á 3 timer. I nødvendigt omfang transporteres børnene til og fra sprogskolen.

Sprogstimuleringen varetages af 2 sprogpædagoger, der hver er kontaktpædagoger for 3-4 børn. Det er de samme sprogpædagoger, der også arbejder i daginstitutionerne. De arbejder derfor videre med de børn i sprogskolen, som de kender i forvejen.

Arbejdet i sprogskolen består af intensiv sprogstimulering – individuelt og i grupper af vekslende størrelse. Grundlag for det intensive arbejde er de vurderinger, der løbende foretages af det enkelte barn. Der arbejdes også med indføring i danske begreber og med dansk dagligdag og kultur. Den danske virkelighed trækkes ind i lokalet, og børnene kommer ud på besøg og får oplevelser, der arbejdes videre med tilbage i gruppen. Her er et digitalt kamera et nyttigt redskab.

Det er meget vigtigt, at de fysiske rammer er tilstrækkeligt rummelige. Der skal være plads til samtidig at arbejde med det enkelt barn og en lille gruppe børn, mens andre er i gang med friere sproglige aktiviteter.

Der lægges en nøje plan for hver dags arbejde. Planen udarbejdes for en periode i samarbejde med den pædagogiske konsulent.

Fordele og ulemper

Det er altid en ulempe, når børn må tages ud af det sociale fællesskab til en særlig foranstaltning. På den anden side er basisdansk en afgørende forudsætning for et godt skoleforløb.

Det er derfor et afgørende krav, at et indgreb følges op af en absolut effektiv indsats. Den her beskrevne model har vist sig at leve op til dette krav.

Hvordan finder vi de tosprogede børn?

Før starten var vi usikre på, om vi via dagpleje og daginstitutioner kunne være sikre på at finde samtlige tosprogede børn.

Vi valgte derfor at få udskrevet lister fra folkeregistret over alle 4- og 5-årige børn i kommunen. På disse lister afmærkede vi alle børn med et fremmedartet navn og kontrollerede efterfølgende ved kontakt til dagpleje eller institution, om de så også var tosprogede.

Med en enkelt undtagelse har det gennem de 2 år vist sig, at alle tosprogede børn er i en kommunal pasning, dvs. enten dagpleje/ vuggestue eller daginstitution. Kun i et enkelt tilfælde fandt vi et barn hjemme, men det var forældrenes hensigt, at barnet skulle i daginstitution.Vi har dermed kunnet konstatere, at de tosprogede børn i kommunen også færdes i et dansk sprogmiljø.

Vurdering af det enkelte barns behov for et særligt tilbud

Forud for starten i 1999 gennemførte vi sammen med daginstitutionerne en screening af alle tosprogede på de 2 årgange.

Vi bad den enkelte stuepædagog udfylde et observationsskema på det enkelte barn. Skemaet indeholdt hovedområderne:

• initiativ ved samtale
• forståelse ved samtale
• udtale
• ordforråd
• sætninger
• kendskab til sig selv og sin omverden.

Inden for hvert område skulle pædagogen, på grundlag af sine observationer og daglige erfaringer med barnet, besvare konkrete spørgsmål eller tage stilling til, hvilke udsagn der passede bedst på det enkelte barn.

Derefter dannede skemaet grundlag for en samtale mellem stuepædagogen, den pædagogiske konsulent og en af sprogpædagogerne. Samtalen blev brugt til en vurdering af, om det enkelte barns sprog kunne udvikles tilstrækkeligt inden for institutionens egne pædagogiske muligheder – eller om den pædagogiske konsulent skulle gennemføre en individuel undersøgelse og vurdering, før der blev taget endelig stilling til, om barnet skulle have det særlige tilbud.

Erfaringerne med denne procedure var gode, men for en del pædagoger var observationsskemaet et for omfattende arbejde i en travl hverdag. I år 2000 valgte vi derfor at bygge på sprogpædagogernes observationer og – forud for optagelse i sprogskolen – at lade den pædagogiske konsulent vurdere det enkelte barn. I begge tilfælde i tæt samarbejde med personalet i den enkelte institution.

Tilegnelse af dansk som andetsprog

Vurderinger i 1999 og 2000 har vist, at op mod 50% af de 4- og 5-årige, har behov for særlig sprogstimulering. Det er overraskende mange, især når man tager i betragtning, at der i dagpleje og institutioner er fokus på arbejdet med de tosprogede børn.

Flere af børnene viste sig at have en sprogudvikling, der samlet svarede til omkring 21/2 til 3 år. Impressivt naturligvis lidt bedre end ekspressivt.

Undersøgelserne viste, at sprogniveauet hos de tosprogede generelt var lavere, end det blev oplevet af de pædagoger, der kendte børnene fra dagligdagen. Gennemgående var det daglige indtryk, at børnene klarede sig sprogligt godt. Denne vurdering var ikke forkert, men når man ser på børnenes videre sprogudvikling, er det også vigtigt at være opmærksom på, hvordan børnene klarer sig.

Tosprogede børn udvikler nemt en kommunikationsstrategi, der er snæver formålsbestemt – og nødvendig og tilstrækkelig for at klare sig i hverdagen. Som alle andre udleder de nødvendige informationer af den samlede kommunikation, men lægger ofte mere vægt på konteksten end på det sproglige udsagn.

Børnene viser sig i stand til at handle, men udvikler generelt ikke nuancer eller de sproglige kompetencer, der er tæt knyttet til følelsesliv, menneskelige relationer, selvopfattelse og meget andet, der er afgørende faktorer i den videre sprogopbygning og i identitetsudviklingen.

Handler de korrekt i forhold til den besked, der er givet, er oplevelsen, at de har forstået det sproglige udsagn. Men måske byggede forståelsen på en helhedsopfattelse – og det egentlig sproglige spillede en perifer rolle.

Det er en almindelig erfaring med kvikke tosprogede børn, at de ofte spørger – og hurtigt er væk, når de har fanget hovedindholdet i svaret. Umiddelbart har de forstået, men dybden i sproget kommer til at mangle. Uden særlig opmærksomhed udvikler de nemt et tyndt sprog, der alene anvendes i meget konkrete sammenhænge og til styring af handlinger.

Fremtiden

Det er nødvendigt at vælge metoder, der sikrer en alsidig sproglig udvikling, både i det generelle pædagogiske arbejde og i det sproglige arbejde rettet specielt mod de tosprogede småbørn. Det er nødvendigt at kunne vurdere og sikre de tosprogede børns sproglige progression.

I daginstitutionerne har der gennem en periode været en god proces i gang. De institutioner, der har flest tosprogede børn, har taget initiativ til åbne kurser i sprogarbejde, ligesom der kommunalt har været afholdt kurser om såvel sprogopbygning som om fremmede kulturer, herunder især den tamilske.

Også i dagplejen er der sat fokus på de tosprogede småbørn. I første omgang har samtlige dagplejere været igennem et grundkursus. Herefter ydes konkret vejledning til de dagplejere, der i øjeblikket har tosprogede børn.

Denne side indgår i publikationen "Sådan gør vi" som kapitel 3 af 11
© Undervisningsministeriet 2001