Sprog og identitet

Om teori og praksis eller teori i praksis

Kunnen – væren

Der er fokus på tosprogede småbørns sprogudvikling i disse år. Der er sat mange gode projekter og initiativer i gang, hvilket denne bog også er beviset på. At det stadigvæk er nødvendigt at interessere sig for en mere effektiv sprogudviklende pædagogik i forhold til tosprogede børn, er der ikke nogen tvivl om. Men man kan godt som praktisk arbejdende psykolog opleve, at det sproglige perspektiv i forhold til nogle tosprogede børn kommer til at fylde for meget. Pædagoger og forældre kommer en gang imellem til at stirre sig blinde på barnets (manglende) sprogudvikling og tænker ikke så meget på, hvordan barnets personlighedsudvikling i øvrigt forløber.

Med et udtryk fra Jesper Juuls (1995) tænkning om forskellen mellem selvfølelse og selvtillid, er pædagoger og forældre i deres optagethed af barnets sprogudvikling fokuseret på barnets "kunnen" – dets selvtillid, i stedet for barnets "væren" – dets selvfølelse. Altså hvad barnet formår at præstere inden for de sproglige områder i stedet for at se på, hvordan barnet har det i de kontekster, det indgår i, og hvordan barnet oplever sin egen situation og verden. Her ligger der sommetider værdifuld information gemt, som kan bidrage til hele barnets udvikling, herunder også sprogudviklingen.

Pædagogers arbejde

Jeg har derfor fundet det nødvendigt at udvide og opbløde de sproglige perspektiver i konkret arbejde med daginstitutionspædagoger. Det handler om at gøre pædagoger opmærksomme på nogle generelle forhold omkring børns identitetsudvikling og især at henlede opmærksomheden på det ekstra arbejde, tosprogede børn har – i forhold til danske børn – med at finde sig til rette i en dansk institutionstilværelse, som for mange tosprogede børn er det første alvorlige møde med dansk socialisering og kultur.

Jeg har holdt en del foredrag for daginstitutionspædagoger, sprogpædagoger m.fl. om tosprogede børns identitetsudvikling med henblik på at nuancere deres syn på det tosprogede barn og få dem til at tilføje og udvikle aktiviteter og sprog, der handler om børnenes eget liv, deres eksistens eller væren i det danske samfund.

Mange pædagoger har gennem de teoretiske oplæg, kombineret med konkrete iagttagelser i dagligdagen eller f.eks. et efterfølgende gennemsyn af videoen: "At bruge sproget" (1999), fået et mere nuanceret syn på det (sprog)udviklende arbejde. De har fået udvidet deres perspektiver på den sprogudviklende opgave, eller de har måske nærmere genvundet deres viden om det hele barn i stedet for at isolere sprogudviklingen fra barnets udvikling i øvrigt – som man kan se en tendens til pga. enten en faglig eller politisk overbetoning af det sproglige. Man har indtrykket af, at hvis bare de tosprogede børn får lært dansk i en vældig fart, så integreres de automatisk. Hvad de ikke bliver, og hvad værre er, nogle børn vil netop ikke få lært dansk ved et løsrevet fokus på sproget. Selv om det kan være meget godt med "sprogposer" – intet ondt ord om dem – og andre aktiviteter, der tilfældigvis er den foretrukne pædagogiske praksis i andetsprogspædagogikken, er det stadigvæk vigtigt at sætte den sproglige udvikling ind i den sammenhæng, som er barnets virkelighed. Dvs. at bruge sprog på de tanker, idéer og forestillinger, som man som tosproget barn kan og skal gøre sig om den plads, man har i verden.

Naturligvis skal det tosprogede barn, der vokser op i Danmark, lære at tale dansk og være hjemme i dansk kultur og det danske samfund. Men det er lige så naturligt for de fleste tosprogede børn, at de udvikler deres modersmål og respekteres for deres egen kultur. Herved lærer de også selv at respektere deres egen kultur som ligeværdig med andre kulturer. De opnår også en bedre sprogudvikling, og man kan fremme, at det tosprogede barn får en god identitetsdannelse.

Positiv identitetsfølelse

Forudsætningen for indlæring og integration i daginstitution, skole og samfund er en positiv identitet eller selvopfattelse som indvandrer i Danmark. En identitet, der uomgængeligt er mere eller mindre forankret i et tilhørsforhold til to kulturer.

Det er nødvendigt, at barnet hjælpes til at udvikle "en differentieret selvopfattelse" (Sahl 1986). Dette begreb står for en identitet hos det voksne menneske, der har baggrund i individets stillingtagen til, hvilke elementer fra ens egen baggrundskultur det er afgørende at bevare og kæmpe for, og hvilke værdier og normer fra det danske samfund det er nødvendigt at tilegne sig og integrere i sin selvforståelse som indvandrer i Danmark.

Denne proces starter allerede i børnehaven, og den kræver naturligvis et sprog for at kunne lykkes. Vel at mærke et følelsernes og oplevelsernes sprog, som kan bruges til at formulere tanker og opfattelser af ens egen væren i verden.

Selv om sproget som regel først udvikles som primært et omverdenssprog, dvs. betegnelser for ting og begreber i den fysiske omverden, må det hurtigt udvides med ord og beskrivelser af den indre verden: følelserne og tankerne. I starten foregår det ved, at pædagoger tolker og benævner barnets sindsstemninger, og ved at pædagoger stiller indfølende spørgsmål. Herved føler barnet sig mødt, set og hørt af andre og endda på sit nye sprog. Barnet får betydning, det træder i karakter og opnår selvfølelse.

Det kan ikke tit nok fastslås, at der ikke er en modsætning mellem gode danskkundskaber og fortsat udvikling på modersmålet, snarere tværtimod.

Identitet

Når man beskæftiger sig med dette psykologiske begreb, ser man ofte en række forskellige ord, som overfladisk set dækker samme begreb:

SELVVURDERING
SELVTILLID
SELVBILLEDE
SELVFØLELSE
JEG-OPLEVELSE
JEG-BEVIDSTHED

De mest anvendelige begreber, finder jeg, er ordene selvopfattelse/selvfølelse og identitet.

Ordet identitet kommer fra det latinske: Idem = samme, samme som. Det handler altså om, at en person i en vis forstand er den samme over tid og sted. Selv om vi alle er underlagt ydre ændringer, og der sker indre ændringer hos os – vi udvikler os hele livet og ændrer os en smule hele tiden – bliver vi ikke totalt forandret, vi bliver ikke pludselig en anden.

Er jeg så den samme, som da jeg f.eks. var 6 år? Både ja og nej.

Mit indre barn er der stadig. Jeg kan måske huske, hvordan jeg havde det som 6-årig, og jeg har helt sikkert de samme grundlæggende behov for at blive mødt og set af betydningsfulde andre, lige som en række andre fundamentale behov stadig eksisterer i mig. At kunne genfinde sit indre barn som voksen kan ofte være en stor styrke for mennesker, der har været udsat for store omvæltninger i deres liv, f.eks. flygtninge.

Identitet som relationelt fænomen

Erik Erikson (1971) taler om, at identiteten har en inderside = den personlig oplevelse – en jeg-identitet og en social identitet = den yderside eller det ansigt, vi viser verden. Vi oplever således at blive og være til i betydningsfulde relationer, i en familie, i et fællesskab, i en kultur. Det giver os både frihed til udvikling og begrænser os pga. familiære og kulturelle normer.

Identitet er således min egen og andres oplevelse af at være den samme, at have kontinuitet på trods af de forandringer, der sker med én. Det afgørende er min og andres oplevelse af, at jeg er den samme, dvs. at jeg oplever og opleves identisk med den jeg var, inden hændelsen indtrådte.

Identiteten er ret beset et relationelt fænomen, altså det, der binder det enkelte menneske sammen med sine omgivelser i de betydningsfulde menneskelige relationer, det indgår i. Det er i mødet med det andet menneske, vi bliver klar over, hvem vi er, hvad vi er, hvad vi kan osv. Vi bliver først menneske i mødet med den anden.

Hvem er jeg?

Identiteten eller det gode danske ord selvopfattelse beskriver alle de svar, en person mere eller mindre bevidst har på det mest fundamentale spørgsmål her i livet: "Hvem er jeg? – hvilken person er jeg? – hvad er mine muligheder? – hvad er mine begrænsninger? – hvad er meningen med mit liv? osv.".

Svaret på "Hvem er jeg?" er alle de holdninger, forestillinger og opfattelser af os selv, som vi især gennem opvæksten, men også løbende i livet, tilegner os og integrerer i vores personlighed. Disse svar giver os i bedste fald en indre stabilitet, en slags personlighedskerne, der udgør en god basis for vores ståsted i den personlige verden, og som i høj grad er med til at styre de forventninger, en person har til sig selv og sin omverden.

Det kræver ikke megen fantasi at se, at indvandrerbørns opvækstforhold i mellemrummet mellem to kulturer gør dem særlige sårbare over for at få nogle brugbare svar på det livsvigtige spørgsmål: "Hvem er jeg?".

Det er afgørende vigtigt for den psykiske sundhed, at alle børn og unge får nogle kærlige, gode og relevante svar på spørgsmålet: "Hvem er jeg?". Det er disse svar, der er med til at forme det enkelte menneske, og som er med til at bestemme det enkelte menneskes retning i livet og give det følelsen af at være en hel person. Jo mere stabil denne følelse er, jo hurtigere lærer man ud fra de potentialer, man nu engang er udstyret med.

Hvis man er i tvivl om, hvem man er, bliver man nemt en kastebold i livets strøm, man får svært ved at orientere sig og klare de problemer og kriser, der opstår i alle menneskers liv. Med andre ord er en positiv og god selvforståelse/identitet den bedste livsforsikring, et barn kan få. Omvendt er det sådan, at en god del af børns og voksnes psykiske vanskeligheder og indlæringsvanskeligheder stammer fra en negativ præget og dårligt funderet selvopfattelse.

Feedback

Det er naturligvis i høj grad de betydningsfulde voksne omkring barnet: forældre, pædagoger og lærere, der sammen med kammerater er med til at forme det enkelte barns selvopfattelse. Alle de relationer, som barnet indgår i, giver svar på, hvem barnet er. I vores kommunikation og interaktion med andre får vi hele tiden tilbagemeldinger på os selv. Alle disse tilbagemeldinger indeholder naturligvis kulturelle normer og værdier – nogle eksplicit formulerede, andre underforståede eller forforståede. Disse tilbagemeldinger kan gøres til genstand for refleksiv virksomhed, noget som typisk større børn giver sig i kast med. Andre gange opleves den feedback, barnet får, som uforståelig eller ubehagelig, og barnet er nødt til at afvise den, da den ikke passer ind i barnets selvopfattelse.

Hvis barnet ikke ejer sproget til at bearbejde sine oplevelser eller savner voksne, der kan hjælpe dem med det, er det yderst ubehageligt for barnet. Det reagerer med at vise tegn på utilpas(set)hed – en adfærd, som mange gange mistolkes af de voksne i omgivelserne.

Indvandrerbørns ekstra identitetsarbejde

Børn og unge fra etniske minoritetskulturer er særligt udsatte, idet de skal kunne tolke tilbagemeldinger fra flere kulturelle normsæt. De skal i en vis udstrækning vælge normer og værdier fra både deres egen kultur og den danske kultur. De bliver stillet over for mange, ofte modsatrettede krav og forventninger, som de skal forholde sig konstruktivt til.

Ofte er der ikke voksne i deres omgivelser, der hjælper dem med denne vanskelige og følsomme opgave. De danske professionelle er tit ikke tilstrækkeligt opmærksomme på den ekstra opgave, som disse børn har, og hvilken enorm psykisk energi det kræver. Børnenes forældre kan selv have svært ved at støtte op herom og prøver måske krampagtigt at holde fast i deres hjemlands normer og værdier på en ret konservativ måde. Men den familiære tradition, som mange indvandrere kender til, og som de værner om, har svære vilkår i det moderne danske samfund.

Det nødvendige valg

Alle tosprogede børn er nødt til at integrere flere kulturer og flere sprog i deres personlighed for at få en bedre chance for at blive integreret i det danske samfund. Og skal de have gode vilkår for at klare sig i samfundet, er det nødvendigt, at de udvikler en identitet, der kan integrere de forskelle, der eksisterer mellem de forskellige livsformer. Nogle tosprogede børn opgiver imidlertid at bygge bro mellem de forskellige kulturer og udvikler i stedet en "situationsbundet identitet", hvor de er den, som omgivelserne forlanger, de skal være. De er f.eks. tillært danske i skolen og fuldstændig traditionsbundet i hjemmet. De har ikke udført det møjsommelige psykiske sorteringsarbejde, der skal til for at integrere to kulturer. De har ikke været omgivet af voksne, der har hjulpet dem med at tage stilling og reflektere over deres plads i tilværelsen.

Men man kan ikke nøjes med at indrette sig efter omstændighederne, så mister man sig selv.

Et barn, der udvikler situationsbundne strategier, kan senere i livet få meget vanskeligt ved at bevare sig selv som en hel person. Ikke mindst i forbindelse med voksenlivets mange del-identiteter, som den voksne forventes at kunne mestre.

Betegnelser som: kønsidentitet, arbejdsidentitet, forældreidentitet, indvandreridentitet m.fl. skal forstås som delaspekter, eller komponenter i de to overkategorier: jeg-identitet og social identitet. Disse forskellige identiteter kan hos det enkelte menneske blive trukket frem i forgrunden, hvis man kommer i en situation, hvor netop dette aspekt sættes under forøget opmærksomhed. Det siger sig selv, at fokus på en bestemt del af personligheden må være forankret i følelsen af at være en hel person.

I værste fald sker der det, at nogle børn og unge opgiver at klare denne integrationsopgave og identificerer sig udelukkende med deres egen baggrundskultur og kommer til at stå socialt isoleret eller i opposition til det danske samfund med heraf følgende isoleret eller antisocial adfærd. Andre bliver tavse, tilbageholdende og indadvendte og rummer en del uforløst vrede.

I en sådan situation kan det være svært at finde "meningen med det hele".

En stor del af de psykiske vanskeligheder, som børn og unge af etniske minoriteter kan have, har sin rod i en dårlig selvopfattelse og en mangelfuld integration. Et forhold, som de professionelle i daginstitutioner og skoler i høj grad bør være opmærksomme på.

Vi-kultur – jeg-kultur

For at kunne klare sig i det danske uddannelsessystem og det danske samfund er det helt nødvendigt, at børn og unge lærer at tage medansvar for egen læring – en proces, som falder naturligt for de fleste børn i vores danske individcentrerede kultur. Helt anderledes er det for mange tosprogede børn, som for størstedelens vedkommende har rod i en kultur, hvor de er forankret i den større helhed, som familien og slægten udgør. Det er ikke almindeligt i disse familieformer at gøre børn tidligt selvhjulpne, at tage dem med på råd og bede om deres stillingtagen.

Den individuelle "jeg-identitet" er i disse familieformer altid indlejret i en "vi-identitet", som betyder en stor respekt og ansvarlighed over for familien og dens beslutninger. Denne holdning harmonerer ikke med danske daginstitutioners og skolers forventninger om selvstændighed, selvstændig stillingtagen og ansvar. Mange tosprogede forældre synes, at børnehaven og skolen ikke påtager sig den autoritet, de er vant til, at offentlige institutioner har i deres hjemland. De kan ikke forstå, at de professionelle ikke kan få Hassan til at gøre det, man siger til ham. Det gør forældresamarbejdet vanskeligt, og når der er problemer med Hassan, er det af afgørende betydning, at dette samarbejde kommer til at fungere, fordi det er af stor betydning for barnets identitetsudvikling.

Det kræver af danske pædagoger en stor indsigt i og forståelse af fremmede kulturer eller også et tæt samarbejde med gode tolke eller tosprogede pædagoger.

En indsigt og et samarbejde, der skal bruges for at få forældrene i tale og samarbejde om den fælles interesse – barnets positive udvikling.

Hvad betyder det for pædagogens rolle og institutionens virke?

Pædagogerne – både de danske pædagoger og de tosprogede – kan spille en central rolle i opbygningen af det enkelte barns selvopfattelse. Men kun hvis de voksne har en positiv og understøttende relation til det enkelte barn, vil de have signifikans m.h.t. at kunne ændre barnets selvopfattelse.

Ændringer, der både kan gå i positiv eller negativ retning, forudsætter, at barnet har en tilknytning til de voksne.

De ændringer, der f.eks. følger af de voksnes overmagt, er sjældent stabile over længere tid. De virker kun så længe, de voksne f.eks. bliver ved med at begrænse barnets interaktionsmuligheder med andre børn eller voksne – interaktionsmuligheder, som kunne give barnet en anden feedback.

Det er derfor vigtigt, at de voksne lever sig ind i barnets verden – den specielle verden, som det tosprogede barn har – og gennem dialog og feedback nuancerer og beriger barnets opfattelser.

Legens rolle

En stor del af barnets identitet opbygges gennem leg. Her er rollelegen i 3-5-årsalderen det helt centrale element. Gennem rollelegen afprøver og erhverver barnet forskellige identiteter, det afprøver forskellige roller og udvikler et sprog, der beriger legen.

Pædagogerne kan stimulere børns rolleleg, udvide den og nuancere den gennem egen deltagelse og ved at tematisere og udvide rollerne. De kan måske inddrage kulturelle elementer og modersmålselementer i legen, så det tosprogede barn får øjnene op for forskelle og ligheder i forskellige konkrete kulturer.

Rollelegen kan også udvikle sig til mere gennemgående temaer i børnehaven, som man arbejder med over en længere periode. Herved lærer alle børn om de følelser og de opfattelser, forskellige mennesker i forskellige roller har.

I det hele taget skal pædagogerne medvirke til, at alle børn – ikke kun de tosprogede børn – får øjnene op for de mange forskellige måder, mennesker kan leve deres liv på og de mange forskellige opfattelser af mening, der findes i tilværelsen. Herved vil børnene få en positiv identitet, der giver dem livsstyrke, som betyder, at barnet senere hen kan stå ved sin mangfoldighed på godt og ondt – dvs. at være et integreret menneske med fleksibilitet og rummelighed i forhold til sig selv og andre.

Der er ikke tale om en bestemt pædagogik, men meget mere en holdning og opmærksomhed der medvirker til at udvikle det personlige, følelsesmæssige og empatiske sprog, der skal supplere det omverdenssprog, som barnet allerede betjener sig af i en eller anden udstrækning.

Pædagogiske kompetencer

Pædagogen skal være i besiddelse af en række vigtige egenskaber for at kunne arbejde med børns selvopfattelse og stimulere udviklingen i positiv retning.

Pædagogen skal have:

• Indføling med, hvad der foregår i barnet.
• En positiv opfattelse og accept af barnet som person.
• Oprigtighed og ægthed i den følelsesmæssige kommunikation.

Generelt skal børnene føle sig støttet af pædagogen. Børnene skal føle sig som ansvarlige og kompetente personer. De skal lære at sætte sig realistiske mål, og pædagogerne skal sammen med børnene hyppigt evaluere målene – både på det sproglige og på det sociale og personlighedsdannende område.

Sker dette, vil børnene være præget af at føle sig tilstrækkelige i forhold til de udfordringer, der er i børnehaven og senere i skolen, og så vil deres sprog før eller siden udvikles. De vil føle samhørighed med både en del voksne og børn. De vil ikke have en oplevelse af at være anderledes eller afvigende, bare fordi de har et andet sprog eller et andet udseende. Og de vil få en optimisme, der gør, at de tager lettere på livets små og store tildragelser.

Skal sprogudviklingen virkelig intensiveres, skal en større del af indholdet i kommunikationen mellem barn og voksen være præget af dialoger, der kan give gode svar på spørgsmålet: "Hvem er jeg?".

Denne side indgår i publikationen "Sådan gør vi" som kapitel 2 af 11
© Undervisningsministeriet 2001