2. Rammer

Inden vi præsenterer en mere detaljeret statistik for uddannelsessystemets områder, vil vi beskrive den ungdomsårgang, der lige begyndte i 1. klasse i 2000, det danske uddannelsessystems overordnede opbygning, antal elever, antal uddannelsesinstitutioner, gennemsnitlig uddannelsestid, uddannelsesprofil samt overordnede økonomiske rammer for uddannelsessystemet.

Hvordan vil det gå årgangen, der begyndte i skolen i år 2000?

For et lille års kort tid siden begyndte en ny årgang i grundskolen. Omkring 65.000 begyndte i 1. klasse, mens de nuværende ungdomsårgange i 16-19 års alderen kun er på ca. 55.000, så der bliver lidt mere trængsel, efterhånden som de nye elever bevæger sig op igennem uddannelsessystemet.

Af gode grunde ved vi ikke, hvordan verden vil se ud for de nye elever om 20-25 år, når hovedparten af dem vil have afsluttet i hvert fald en grundlæggende erhvervskompetencegivende uddannelse, som de så vil supplere med efter- og videreuddannelse i løbet af deres erhvervsaktive periode.

Vi ved, at selv når ungdomsårgangene igen om få år begynder at blive større, vil arbejdsstyrken ikke længere vokse på samme måde, som den har gjort indtil nu. Pga. det stigende antal ældre vil der være pres på arbejdsstyrken. Alt andet lige kan de nye elever således se frem til en entré på arbejdsmarkedet, hvor der vil være god brug for dem.

I Undervisningsministeriets 1998-uddannelsesprofilmodel beregnes, hvorledes slutsituationen vil se ud for de nye elever, hvis de agerer på samme måde som de nuværende årgange i uddannelsessystemet.

I 1998 vil 95% fortsætte i det ordinære uddannelsessystem efter grundskolen, 94% vil gå i gang med en ungdomsuddannelse, 41% vil vælge en erhvervsfaglig uddannelse på teknisk skole, handelsskole, landbrugsskole eller social- og sundhedsskole og 53% vil vælge en af de gymnasiale ungdomsuddannelser.

Med det nuværende mønster for afbrud vil 81% afslutte en ungdomsuddannelse. Hertil kommer et par procent med erhvervsgrunduddannelsen (egu), den fri ungdomsuddannelse (fuu) m.v., som ikke er med i uddannelsesregistrene. Mange med en erhvervsfaglig uddannelse vil herefter gå direkte ud på arbejdsmarkedet. Endnu flere vil gå i gang med en videregående uddannelse.

Slutsituationen for de nye elever, hvis de følger det nuværende uddannelsesmønster, vil være, at 77% vil komme ud med en erhvervskompetencegivende uddannelse, 40% med en videregående uddannelse og 37% med en erhvervsfaglig uddannelse. De sidste 23% i restgruppen vil være sammensat af 9%, der har en studiekompetencegivende uddannelse fra gymnasiet, hhx eller lignende, og så 14%, der ikke vil have fuldført andet end grundskolen.

Hvis de nye årgange af drenge og piger i grundskolen opfører sig som deres forældre eller ældre brødre og søstre, vil der stadig være store forskelle på kønnene.

80% af pigerne vil afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse mod kun 74% af drengene.

For pigerne vil de mellemlange videregående uddannelse blive det foretrukne. 29% vil blive lærere, pædagoger, sygeplejersker mv. Andre store grupper af piger vil vælge merkantile erhvervsfaglige uddannelser, social- og sundhedsuddannelser på erhvervsfagligt niveau eller lange videregående uddannelser.

2.1 Eleverne og uddannelsessystemet

Når det danske uddannelsessystem skal beskrives, inddeler man normalt uddannelserne i en række hovedområder efter uddannelsesniveau og retning. Uddannelsessystemet er en stor og bevægelig størrelse, og igennem de seneste 10 år er der sket en række små og store strukturændringer. Dette kan ofte give store problemer i data med historisk og fremadrettet perspektiv, da man af hensyn til sammenlignelighed på den ene side skal prøve at få fortiden indpasset i nutiden og på den anden side skal få nutiden indpasset i fremtiden. I det efterfølgende har vi forsøgt at beskrive uddannelsessystemets struktur frem til 1998 med et tilbageblik til først i 1990'erne og en kort beskrivelse af kommende ændringer.

Grundskoleområdet under ét omfatter folkeskoler og private grundskoler (herunder folkeskoler, de frie grundskoler, specialskoler samt efterskoler). De første skoleformer dækker hele skoleforløbet fra børnehaveklasse til og med 10. klassetrin, mens efterskolerne alene omfatter 8. til 10. klassetrin. Der er 9 års undervisningspligt, men ingen skolepligt. Børnehaveklassen og 10. klassetrin er frivillige for eleverne. Nogle skoler tilbyder endvidere et 11. klassetrin til elever, hvis udvikling kræver særlig hensynstagen eller støtte.

Det gymnasiale område kan betegnes som studieforberedende ungdomsuddannelser og kan opdeles i to områder: det almengymnasiale område og det erhvervsgymnasiale område. Pr. 1. januar 2001 trådte nye optagelsesregler i kraft for dette område. Overordnet betyder det, at loven om egnethedserklæringen ophæves, og unge vil få ret til optagelse på den valgte uddannelse, hvis de opfylder kravene til forudgående undervisning og prøver og ikke er indstillet til optagelsesprøve af deres hidtidige skole.

Det almengymnasiale område omfatter det 3-årige gymnasium (sproglig og matematisk linie), det 2-årige hf-kursus og det 2-årige studenterkursus. Eksamen kvalificerer til de videregående uddannelser, dog afhængig af fagvalg, fagniveau samt eksamensresultater. De almengymnasiale uddannelser kan også bruges som indgang til en praktikplads i en virksomhed.

Det erhvervsgymnasiale område omfatter den flerårige højere handelseksamen (hhx-uddannelsen blev fra 1995 ændret fra et 2- årigt til et 3-årig forløb), den 1-årige højere handelseksamen (hhx), højere teknisk eksamen (htx-uddannelsen blev fra 1994 ændret fra et 2-årigt til et 3-årigt forløb) samt adgangseksamen til diplomingeniøruddannelserne. De erhvervsgymnasiale uddannelser giver generel studiekompetence og kvalificerer til de videregående uddannelser. Desuden giver hhx- eller htx-eksamen grundlag for ansættelse i erhvervslivet, som regel i en elevstilling.

Adgangseksamen til diplomingeniøruddannelserne (tidligere benævnt adgangskursus til teknikum) er et 1- til 1½-årigt forløb og påbegyndes som hovedregel efter gennemførelse af en teknisk erhvervsuddannelse.

Det erhvervsfaglige uddannelsesområde omfatter erhvervsfaglige skoleforløb, EUD (merkantile- og tekniske erhvervsuddannelser), gartner-, husholdnings-, landbrugs- og søfartsuddannelser, social og sundhedsuddannelser (SOSU), værkstedskurser (tf-kurser) og fra 1997 den pædagogisk grunduddannelse (pgu) samt længere og kortere erhvervsfaglige kurser m.v. Hertil kommer de individuelle uddannelser, herunder den erhvervsfaglige grunduddannelse (egu) og den fri ungdomsuddannelse (fuu). I dette statistiske materiale for det ordinære uddannelsessystem findes der p.t. ingen statistik for egu og fuu. Produktionsskolerne opgøres i afsnit 8.

De erhvervsfaglige uddannelser (EUD) blev i 1991 fundamentalt ændret, det gamle lærlinge/efg-system blev erstattet af et nyt vekseluddannelsessystem. Uddannelserne er opbygget således at praktik i en virksomhed veksler med skoleundervisning (skoleperiode) på en erhvervsskole (handelsskole eller teknisk skole). Teori og praksis følges ad gennem uddannelserne. Der findes i øjeblikket omkring 90 forskellige uddannelser inden for det merkantile og tekniske område.

Man kan i dag påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse enten med et praktikophold eller med undervisning på en erhvervsskole og den normale uddannelseslængde er 3½ til 4 år. Med en lovændring i 1995 blev 1. skoleperiode frivillig for alle elever. 1. skoleperiode har en fleksibel struktur, der kan variere fra 5 uger til 1 år.

Perioden tjener til at lette overgangen fra grundskolen. Senest efter 2. skoleperiode skal eleverne have en praktikaftale med en virksomhed. Fra omkring midten af 1996 blev indgangsforløbet til merkantil EUD også ændret, således at eleverne kan forlænge indgangsforløbet fra 1 til 2 år.

Pr. 1. januar 2001 trådte en ny lov i kraft. Kort forklaret betyder ændringen, at antallet af indgange til EUD er blevet reduceret til 7 (6 indgange til de tekniske uddannelser og 1 indgang til de merkantile uddannelser). Med loven er desuden indført, at eleverne udarbejder en personlig uddannelsesplan, og at der kan tages individuelle uddannelsesforløb.

Under det erhvervsfaglige uddannelsesområde, eller parallelt med EUD, findes social- og sundhedsuddannelserne (SOSU), hvor uddannelserne er en blanding af praktik og undervisning på skole. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper er 1-årig og danner grundlag for overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, som tager 1½ år.

Området indeholder også en række landbrugs- skovbrugs-, husholdnings og søfartsuddannelser og en række kortere og længere kurser. Den ordinære pædagogiske grunduddannelse (pgu) er normeret til 1½ år, bestående af et fælles indgangsår til de grundlæggende social og sundhedsuddannelser for elever, der kommer direkte fra grundskolens 9. eller 10. klasetrin. Pgu kan også tages på 1 år for voksne som fx er pædagogmedhjælpere, dagplejere m.v.

Tf-kurser (teknikerforkurser) er også klassificeret som en erhvervsfaglig uddannelse. Uddannelsen påbegyndes, hvis man har gennemført en teknikeruddannelse eller en gymnasial uddannelse. I forbindelse med ændringen af de korte videregående uddannelser, vil der ved uddannelsens start i 2000 være væsentlige ændringer i optagelsen til de videregående tekniske uddannelser. Det betyder, at tf-kurser i dag er overflødige og nedlagt.

Individuelle ungdomsuddannelsesforløb er primært personlighedsudviklende uddannelser, som retter sig mod unge, der endnu ikke har valgt uddannelsesretning, eller som ønsker en praktisk frem for en boglig uddannelse. Der findes i dag to uddannelser i denne gruppe: erhvervsgrunduddannelsen (egu) og den fri ungdomsuddannelse (fuu). Afsluttet egu kan give erhvervskompetence, mens fuu sigter mod udvikling af kompetence og fortsættelse af uddannelser i bred forstand. Produktionsskoleuddannelsen er også en individuel uddannelse. Uddannelsen sigter på unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Uddannelsen giver personlig og faglig kompetence og kan bruges i et videre uddannelses eller erhvervsforløb.

Det videregående uddannelsesområde (DVU) kan opdeles i følgende hovedområder:

Korte videregående uddannelsesområde (KVU), mellemlange videregående uddannelsesområde herunder: mellemlange videregående uddannelser (MVU), bacheloruddannelser og grund- og basisuddannelser. Under området indgår tillige kandidatuddannelsesområdet også benævnt lange videregående uddannelser (LVU) herunder indgår supplerende sidefag. Slutteligt kommer hovedgruppen af philosophiae doctor (ph.d-uddannelser).

Det korte videregående uddannelsesområde indeholder en række merkantile- og tekniske uddannelser, IT- og sundhedsuddannelser, uddannelser inden for politi/fængsel/told m.v. Uddannelserne varer oftest 2 år. Pr. 1. juli 1998 vedtog man en ny lov for KVU, som trådte i kraft i august/september 2000. Kort beskrevet betyder ændringen, at der for KVU fremover bygges oven på en erhvervsuddannelse, landbrugsuddannelse eller en gymnasial uddannelse med fællesbetegnelsen "erhvervsakademiuddannelser". Hensigten har været at gøre adgangsvejene bredere, mere gennemskuelige og med større mulighed for merit ved fortsættelse på en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

Det mellemlange videregående uddannelsesområde består af 3 uddannelsesgrupper: mellemlange videregående uddannelser (MVU), bacheloruddannelser samt grund- og basisuddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser (MVU) indeholder en række uddannelser, der kvalificerer direkte til arbejdsmarkedet, fx journalist-, folkeskolelærer-, sygeplejerske-, jordemoder- og militæruddannelse. Uddannelserne varer normalt 3-4 år. Af bl.a. historiske årsager er HD (åben uddannelse) medtaget her. Se eventuelt beskrivelse i afsnittet om de videregående uddannelser. I maj 2000 blev en ny lov om MVU vedtaget som del af en sammenhængende uddannelsespolitisk indsats med den målsætning at sikre attraktive uddannelser ved stærke og udviklingsorienterede institutioner. Med lovens indførelse kom en ny titel, "professionsbachelor". Titlen er niveaumæssigt sideordnet med universiteternes bachelortitel.

På samme uddannelsesniveau som MVU findes bacheloruddannelsesområdet som i dag består af 3-årige uddannelsesforløb inden for humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og pædagogik m.v. I denne gruppe er HA og ED medtaget. Af bl.a. historiske årsager er ED medtaget (åben uddannelse) under bacheloruddannelserne i det ordinære uddannelsessystem. Med "flerårsaftalen" i 1993 blev bachelorgraden permanent indført. Uddannelserne giver erhvervskompetence, men fører oftest videre til et forløb på en 2-årig kandidatuddannelse. I dag følger stort set alle kandidatuddannelser en bachelor/kandidatstruktur.

Grund- og basisuddannelserne består af 1- til 2-årige uddannelsesforløb inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab på universiteterne. Uddannelserne findes på visse institutioner og består af de 1. eller 2. indledende år til et bachelorforløb.

Kandidatuddannelsesområdet består i dag af 2-årige uddannelser. For næsten alle kandidatuddannelser gælder, at uddannelserne nu er opbygget med en såkaldt bachelor-/kandidatstruktur (3 år plus 2 år) inden for fx samfundsvidenskab, humaniora, teknik, naturvidenskab, sundhedsvidenskab, veterinær/landbrugsvidenskab, pædagogik m.v. De uddannelser, som indtil videre ikke er omfattet af denne struktur, er: landinspektør-, dyrlæge-, teolog-, læge, tandlæge-, civilingeniør-, arkitekt- og konservatorieuddannelser. Under kandidatuddannelsesområdet indgår også en række videregående supplerende sidefagsuddannelser.

Ph.d.-området består af forskeruddannelser som er af 3 års varighed. Uddannelserne bygger oven på en kandidatuddannelse. Ph.d. er uddannelsessystemets højeste niveau.

Voksenuddannelsesområdet er et supplement til det ordinære uddannelsessystem. Det er et meget stort og forskelligartet område. I Danmark er der lang tradition for folkeoplysning og efteruddannelse. Der er stor forskel på undervisningsomfanget, fra en enkelt time om ugen i en kort periode til samlede fuldtidsundervisningsforløb af mere end et års varighed. Undervisningen kan være af almen karakter i fag som fx dansk, regning/matematik, historie og sprog, eller direkte erhvervsrettet som efteruddannelse af både faglærte, ufaglærte eller som videregående uddannelser. Undervisningen foregår på aftenskoler, højskoler, landbrugs- og husholdningsskoler, enkeltfagskurser (VUC), som åben uddannelse på erhvervsskoler eller universiteter og andre højere læreanstalter, på AMU-centre, i virksomheder eller på daghøjskoler m.v.

På voksenuddannelsesområdet og produktionsskoleområdet kan elevoplysninger m.v. indtil videre ikke opgøres på samme måde, som vi kan opgøre det ordinære uddannelsessystem. For første gang har vi valgt at bringe forskellige statistiske resultater fra andre kilder. Resultaterne fra de to områder præsenteres i afsnit 8.

Generelle tal for uddannelsessystemet

I figur 2.1.1 vises en model af det danske uddannelsessystem. Til venstre i figuren ses en søjle, der angiver den alder, de studerende normalt mindst har på de respektive trin eller uddannelsesområder. Hertil kommer det antal uddannelsesår, der normalt vil ligge forud for elever på et givet trin. Denne søjle skal dog tages med et vist forbehold, især når det gælder voksenuddannelsesområdet.

Pr. 1. oktober 1998 er der registreret over en million personer (1.051.136) under uddannelse i det ordinære uddannelsessystem i Danmark. Dette svarer næsten til en femtedel af befolkningen. Disse fordelte sig på de enkelte uddannelsesområder som vist i tabel 2.1.1, tabel 2.1.2 samt i figur 2.1.2.

I 1998 befandt 60,4% af uddannelsessystemets bestand sig ved grundskoleområdet (inkl. børnehaveklasse til 10. klassetrin ud gjorde de 635.257 elever). Det gymnasiale område havde samlet 9,5% af eleverne, eller i alt 100.230 elever (de almengymnasiale uddannelser stod for 67.346 elever og de erhvervsgymnasiale uddannelser for 32.884 elever). På det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. var der i alt 122.948 elever (11,7% af bestanden). Og slutteligt havde det videregående uddannelsesområde 192.701 studerende, som udgjorde 18,3% af bestanden.

I tabel 2.1.2 og figur 2.1.2 opgøres uddannelsesområdernes andele af den samlede bestand i 1990, 1995 og 1998. Grundskolen havde omkring 63% af eleverne i 1990 mod kun ca. 60% i 1998. For det videregående uddannelsesområde ses en vækst i andelen af studerende, svarende til en periodestigning på 3,2 procentpoint.

I tabel 2.1.3 og figur 2.1.3 præsenteres den gennemsnitlige forventede uddannelsestid fra 1989 til 1998 (ekskl. grundskolens børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v.). Fra perioden start til slutning steg den forventede gennemsnitlige uddannelsestid med 1,6 år. Studietiden er generelt stigende i perioden med tiltagende styrke imod periodens slutning. Et barn der i 1998 påbegyndte grundskolens 1. klassetrin, forventes at blive i uddannelsessystemet i 15,7 år. Pigerne forventes i 1998 at være i uddannelsessystemet i 16,4 år mod drengenes 15,0 år.

Frem til 1994 var der ikke de store forskelle på drenge og pigers forventede tid i uddannelsessystemet, men herefter ses en stigende forskel. Forskellen på drenge og pigers tid i uddannelsessystemet kan bl.a. forklares ved, at visse uddannelser hvor kvinderne var flest, som fx pædagoguddannelsen, blev forlænget. Drengene valgte oftere at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse efter grundskolen, og flest piger fuldfører i dag en videregående uddannelse.

De mange elever/studerende, der var under uddannelse, valgte ikke nødvendigvis altid de direkte veje, der er antydet i figur 2.1.4. Der findes således beregninger for, hvordan de typiske elevstrømme er op gennem uddannelsessystemet fra eleverne befinder sig i grundskolen, til de endeligt forlader uddannelsessystemet. Figuren viser uddannelsesprofilen i 1998 (mere om figuren senere).

I tabel 2.1.4 o gøres uddannelses rofilen fordelt på køn og ud dannelsesniveauer i 1998.Der gives et overblik over strømmene i uddannelsessystemet,og rofilen kan kort beskrives som det slut resultat, årets årgang af elever på 8.klassetrin når til, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, der ræcis ligner den adfærd, deres ældste kammerater udviste i løbet af året.Rent praktisk kan man illustrere en ungdomsårgang som alle, der i et givet tværsnitsår be gynder i 8.klasse.Det kan nævnes,at afvigelsen fra den egentlige definition af en ungdomsårgang består af personer, der først duk ker o i grundskolens 10.klassetrin.Alle tal angives som rocent andele af årgangen.Strømmene af en ungdomsårgang tæller både elever der har fuldført et uddannelsestrin, og elever der har af brudt et trin.Overgangene er vist på et overordnet niveau.En mere detaljeret ræsentation af o ergangsmønstrene vil kunne ses i de efterfølgende uddannelsesrelaterede kapitler.

29%af pigerne afslutter en mellemlang videregående uddannelse mod kun 14%af drengene.Drengene har til gengæld større ande le på KVU og erhvervsfaglige uddannelser.

Figur 2.1.4 viser, at den samlede afgang fra grundskolen i 1998 lå på omkring 55.000 personer.Grundskolerestgruppen (ekskl.egu, fuu, roduktionsskoler m.v.)var 6%, det vil sige, at omkring 94% af ungdomsårgangen valgte at fortsætte i ungdomsuddannelsessy stemet.Reelt er gru en her å 5%, da 1%fortsætter å en ud dannelse uden for det ordinære uddannelsessystem.

Af 1998-årgangen vil 81%afslutte en ungdomsuddannelse, for delt med 31%med en erhvervsfaglig uddannelse, 36%med en gymnasial uddannelse og 14%med begge kom etencer. Hertil kommer skønsmæssigt et par procent med den fri ungdomsuddannelse (fuu), erhvervsgrunduddannelsen (egu), en produktionsskoleuddannelse m.v.

11% af årgangen vil afslutte en erhvervsfaglig merkantil uddannelse, 19% en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 7% en erhvervsfaglig social- eller sundhedsuddannelse. 40% af en ungdomsårgang vil afslutte en videregående uddannelse, heraf 6,5% en kort videregående uddannelse, 21% en uddannelse inden for det mellemlange videregående uddannelsesområde, og 12,5% vil afslutte med en lang videregående uddannelse.

Figur 2.1.1
Det danske uddannelsessystem i 1999.

Bemærk: Alderen er den teoretiske minimumsalder for de formelle uddannelser, dvs. ekskl. voksenuddannelse. Efter grundskolen er eleverne ofte ældre pga. sabbatår, ventetid, studieskift m.v. Pilene illustrerer generelle sammenhænge mellem grundskole-, ungdoms- og videregående uddannelser, men ikke alle faktiske overgange eller overgangenes størrelse. Der henvises i øvrigt til tekstafsnittene for de forskellige uddannelsesområder.

Tabel 2.1.1
Antallet af elever, som var under uddannelse pr. 1/10 1990, 1995 og 1998.

Tabel 2.1.2
Eleverne som procentandel af den samlede bestand, opgjort pr. 1/10 i 1990, 1995 og 1998.

Se evt. kommentarer/noter under tabel 2.1.1.

Figur 2.1.2
Den procentvise fordeling af elever under uddannelse pr. 1/10 1998.

Tabel 2.1.3
Forventet samlet uddannelsestid for elever, der begynder i 1. klasse, fordelt på køn opgjort fra 1/10 året før til 30/9 i året fra 1989 til 1998.

Note: Ekskl. børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v.

Figur 2.1.3
Den samlede forventede uddannelsestid, opgjort fra 1/10 i året før til 30/9 i året fra 1989 til 1998.

Note: Ekskl. børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v.

Tabel 2.1.4
Forventet samlet uddannelsesprofil for en ungdomsårgang, fordelt efter uddannelsesniveau og køn i 1998.

Note: Bemærk, at summen af tilgange og afgange fra de enkelte kasser kan afvige pga. afrundinger. Ekskl. egu, fuu, produktionsskoler m.v. og voksenuddannelse.

Figur 2.1.4
En ungdomsårgangs vej gennem uddannelsessystemet efter grundskolen, 1998. Afgang fra grundskolen = 100%.

¹⁾ De personer som aldrig vil få en ungdomsuddannelse. Nogle af disse vil dog afslutte en videregående uddannelse (ca. 1%). Af de resterende 5% vil en stor del fortsætte på egu, fuu, produktionsskoler m.v. og voksenuddannelser.
Note: Bemærk, at summen af tilgange og afgange fra de enkelte kasser kan afvige pga. afrundinger.

2.2 Institutioner

På de følgende sider ses en meget detaljeret regional optælling af samtlige registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark opgjort pr. 1/10 1999. Institutionerne er inddelt efter type og opgjort på 3 typer af ejerforhold. De offentligt ejede institutioner kan være statslige, kommunale eller amtskommunale, disse skoler er helt finansierede af det offentlige. De selvejende private (fx frie skoler m.v.) eller selvejende offentlige institutioner (fx erhvervsskoler m.v.) er kun delvist finansieret af det offentlige.

Der er meget stor forskel på de forskellige institutionstyper både med hensyn til ressourcebehov og størrelse. Såvel lilleskolen som Københavns Universitet indgår i statistikken. Det kan nævnes, at en institution kan have flere uddannelsesformål, men den er i visse tilfælde kun registreret under det højeste uddannelsesformål. Fx har enkelte seminarier hf-undervisning, og disse opregnes alene under seminarierne. Institutionerne er her opdelt efter hovedformål og efter nærmere retningsliner fastsat af Danmarks Statistik.Data stammer fra "Institutionsregisteret", som er bundet tæt sammen med elevstatistikken fra det integrerede elevregister (Danmarks Statistik).

I tabel 2.2.1 opgøres det registrerede antal uddannelsesinstitutioner i Danmark fordelt på regioner og ejerforhold pr. 1/10 1999. Det ses, at der samlet var registreret 4.086 aktive uddannelsesinstitutioner i Danmark. Grundskolen m.v. udgjorde alene omkring 73% af uddannelsesinstitutionerne (fremgår ikke af tabellen).

Af den regionale fordeling ses, at Århus Amt var det amt, der havde registeret flest uddannelsessteder (456 institutioner) i Danmark efterfulgt af Fyns Amt med 429 institutioner.

Tabel 2.2.1
Antallet af registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark, fordelt på ejerforhold samt kommuner/amter pr. 1/10 1999.

Kilde: Danmarks Statistisk institutionsregister.

2.3 Økonomi

I tabel 2.3.1 og figur 2.3.1 opgøres de samlede offentlige udgifter (1998-priser) forbrugt til uddannelse fordelt på uddannelsesområder fra 1989 til 1998. I 1998 udgjorde de samlede offentlige udgifter til uddannelse 88,3 mia. kr. De samlede udgifter til uddannelse steg med 17,1 mia. kr. fra 1989 til 1998 svarende til en stigning på 24%.

Vælger man at se på udgifterne til uddannelse i forhold til Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) ses, at Danmark i 1989 forbrugte 7,2% af BNP på uddannelse. I 1998 var det 7,6%. Andelen af BNP varierer lidt i perioden.

Mange faktorer påvirker samfundets omkostninger, når det drejer sig om uddannelsessystemet: Ungdomsårgangenes størrelse har ændret sig, fx tager flere unge i dag 10. klassetrin med, inden de fortsætter til videre uddannelse osv. Uddannelsessystemet er blevet udvidet, og de store ungdomsårgange er blevet ældre, hvilket har betydet relativt flere unge på de højere og mere ressourcekrævende uddannelser. Endelig har omlægningen til en dyrere uddannelsesstøtte, opprioritering af de videregående uddannelser med ændrede optagelseskrav samt flere pladser og den intensiverede indsats på voksenuddannelsesområdet øget udgifterne.

Stigningsgraden er dog ikke lige stor for alle uddannelsesområder. Udgifterne til grundskolen er steget med 5,1 mia. kr. eller 16% i perioden fra 32,4 mia. kr. i 1989 til 37,5 mia. kr. i 1998.

Udgifterne til ungdomsuddannelserne steg med 2,9 mia. kr. eller 19% fra 1989 til 1998. I 1998 udgjorde SU-udgiften 1,9 mia. kr.

Udgifterne til de videregående uddannelser er samlet steget med 4,9 mia. kr. eller 38% fra 1989 til 1998. Udgifterne til de videregående uddannelser er dog faldet fra 1996 til 1997. En del af den samlede stigning i udgifterne til videregående uddannelser skyldes bl.a. øgede SU-udgifter, som i 1998 udgjorde 5 mia. kr.

Endelig er udgifterne til voksenuddannelsesområdet steget med 3,2 mia. kr. eller 39% fra 1989 til 1998.

Tabel 2.3.1
Offentlige udgifter 1) forbrugt på uddannelse, fordelt på uddannelsesniveau fra 1989 til 1998.

¹⁾ De samlede offentlige udgifter indeholder også udgifter uden for Undervisningsministeriets ressort.
Note: Beløbene for 1996, 1997 og 1998 er foreløbige. De bygger på foreløbigt statsregnskab 1998, kommunebudgetter, samt opregnede budgetter for de øvrige dele af den offentlige sektor og er opgjort på finansår.
Kilde: "Statistisk Tiårsoversigt 1995", Danmarks Statistik, "Statistiske Efterretninger, 2000:6", Danmarks Statistik og "SU-støtte og SU-gæld", diverse udgivelser SU-styrelsen, samt Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontors egne beregninger ("Tal der taler - 2000").

Figur 2.3.1
Offentlige udgifter ¹⁾ til uddannelse, opgjort fra 1989 til 1998 i mio. kroner og 1998-priser.

¹⁾Se evt. kilde og kommentarer/noter unde tabel 2.3.1

Denne side indgår i publikationen "Uddannelse på kryds og tværs" som kapitel 2 af 11
© Undervisningsministeriet 2001