3. Konklusioner og anbefalinger

3.1 To elevtyper - de målbevidste og de tøvende

Undersøgelsen tegner et portræt af elever ved de tekniske erhvervsuddannelser anno 1999. Ikke overraskende er der tale om flere typer elever. Specielt tegner undersøgelsen dog et billede af to typer elever: de målbevidste og de mere tøvende. De målbevidste, som udgør langt den største gruppe, kan beskrives som målrettede, krævende, selvstændige og bevidste. De tøvende elever kan betegnes som mere usikre, uselvstændige og umodne. Desuden viser undersøgelsen, at der inden for disse to elevtyper findes de forkælede og de tålmodige elever.

De målbevidste elever stiller store krav til deres tekniske er-hvervsuddannelse. De er opvokset i en generation af unge, der ikke tager ting for givet, og de er meget bevidste om, hvad de vil med det, de foretager sig. Virksomhedslederne er tilbøjelige til at kalde hovedparten af eleverne i denne gruppe for krævende, sandsynligvis fordi de selv tilhører en generation, der var mere ydmyg over for tingene. Som en mester f.eks. beskriver det: "Den gode elev er ikke blevet ved med at være den rigtig gode, hun er også blevet lidt mere med nogle spørgsmålstegn: Det må du lige forklare mig, så jeg kan forstå det."

De målbevidste elever forventer meget af deres praktikvirksomhed og af teknisk skole, hvilket stiller krav til begge parter om i højere grad at kunne differentiere den faglige oplæring og undervisningen, således at der er tilstrækkeligt med udfordringer til alle elever, også de målbevidste. Som en mester udtrykker det: "De er bevidste om deres valg af uddannelse og stiller krav til mester med henblik på at få en så optimal uddannelse som muligt." En elev forklarer det på følgende måde: "Det er vigtigt at blive udlært ordentligt og få en hel masse opgaver, hvor man lærer noget".

De tøvende elever har sværere ved at leve op til de krav, virksomhederne stiller. De mangler modenhed og arbejder ikke så selvstændigt, og de har derfor behov for en mere synlig oplæring under deres praktikophold. De tilhører samme generation af unge som oven for beskrevet, men er knap så målrettede med hensyn til de ting, de gør. De udviser ikke i samme grad gåpåmod og initiativ, som den anden elevgruppe gør. En mester beskriver det således: "Man føler nogle gange, at det er restgruppen, og så har man en større opgave i at få dem til at passe ind i arbejdslivet".

Nogle virksomheder er derfor tilbøjelige til at tolke de tøvende elevers tilbageholdenhed og usikkerhed som udtryk for manglende engagement. En mester karakteriserer disse elever på følgende måde: "Vi har været ude for mange gange, at de i realiteten ikke har det i sig - det med at være håndværkere generelt, og det er ligesom noget, der bare skal overstås for dem. De er ligeglade, man kan sige det samme hundrede gange." En anden mester beskriver her et eksempel på en tøvende elev: "Han savner lidt mere gejst. Af én eller anden grund skal han ligesom have et lille puf engang imellem."

Samtidig har virksomhederne svært ved at håndtere elevernes umodenhed, dvs. manglende evne til at tage ansvar. Netop ansvarlighed og selvstændighed er efter de fleste virksomheders opfattelse nødvendige kvalifikationer for, at en elev kan fungere på en arbejdsplads. De virksomheder, der møder de tøvende elever, stilles dermed over for krav om i højere grad at kunne differentiere oplæringen, så den tilgodeser disse elever. Tilsvarende bør de tekniske skoler anvende en undervisningsform, som bevidst styrker elevernes personlige kvalifikationer og dermed tilfører dem øget selvværd, således at de har mere at stå imod med i virksomhederne.

Vi har forsøgt at kvantificere antallet af målbevidste og tøvende elever i undersøgelsen, men dette har været vanskeligt, eftersom virksomhederne tilsyneladende er meget tilfredse med deres elever - på trods af, at nogle af dem er tøvende. Dette kan bl.a. forklares med, at virksomhederne har forholdt sig til den elev, der har været længst tid i virksomheden, og derfor må man forvente, at de "mindre gode" elever er faldet fra.

De forkælede elever er dem, der bliver overraskede over, hvor meget de skal bestille, når de kommer ud i praktikvirksomhederne. De havde primært forventet at skulle lære en masse og har ikke lyst til at tage del i alle opgaver i virksomhederne. Disse elever har meget svært ved at leve op til de arbejdsmæssige krav, der stilles, og de får nemt problemer med at blive socialiseret ind på arbejdspladsen. En mester betegner dem således: "Altså det har noget at gøre med, at de unge i dag siger: "Det vil jeg ikke"…det gider man ikke." En elev beskriver det på nogenlunde samme måde: "Så snart man får lidt modgang, så springer man fra."

Modsat disse elever findes de tålmodige elever, der accepterer, at de skal varetage en arbejdsfunktion samtidig med, at de får en uddannelse. Som en elev her beskriver det: "Og så er det også mig, der mange gange får de sådan lidt mindre spændende opgaver. Men det er så fordi, at jeg ikke er så dygtig endnu, så jeg får jo nok det, som jeg kan finde ud af."

Er eleverne på én gang tøvende og forkælede er sandsynligheden for, at de springer fra, større, og over for disse elever er både virksomhederne og skolerne kommet på en vanskelig opgave. Begge parter må i et tæt samarbejde finde ud af, hvordan man bedst motiverer eleverne.

Er eleverne på én gang tøvende og tålmodige, er det især op til virksomhederne at tage hensyn til eleverne og give sig lidt mere tid til oplæringen. Hertil kommer, at skolerne skal arbejde med at styrke elevernes personlige kvalifikationer.

Er eleverne på én gang målbevidste og forkælede, er virksomhederne og skolerne nødt til at bruge mere tid på at forklare, hvorfor det er lige så vigtigt at lære at fungere på en arbejdsplads som at lære sit "fag", når man tager en teknisk erhvervsuddannelse. Samtidig skal begge parter være opmærksomme på at tilbyde eleverne tilstrækkelig med udfordringer.

Er eleverne på én gang målbevidste og tålmodige, skal der meget til, hvis de ikke gennemfører deres uddannelse. Det primære krav til skoler og virksomheder er, at de skal tilbyde eleverne selvstændighed og spændende arbejdsopgaver.

3.2 To virksomhedstyper – de dynamiske og de statiske

Undersøgelsen peger desuden på to typer praktikvirksomheder: de dynamiske praktikvirksomheder og de statiske praktikvirksomheder. Sidstnævnte udgør skønsmæssigt mellem 1/5 og 1/6 af virksomhederne. Man kan også kalde dem for de fleksible og de ufleksible praktikvirksomheder.

Den dynamiske praktikvirksomhed er kendetegnet ved at tage hensyn til eleverne og tilpasse den faglige oplæring efter, hvilken elevtype der er tale om. De dynamiske virksomheder accepterer generelt alle medarbejdere og deres forskelligheder, og derfor er de sjældent utilfredse med eleverne. Virksomhederne støtter de tøvende elever og giver sig ekstra tid til oplæringen. Virksomhederne tilstræber at give eleverne fagligt udfordrende opgaver i forhold til deres evne til at håndtere arbejdsopgaverne selvstændigt. Eleverne oplever selvstændighed og frihed under ansvar, men de føler sig aldrig overladt til sig selv. Der er altid tid til at forklare og vise eleven, hvordan tingene skal gøres. Som en elev her beskriver det: "Man er medbestemmende, har ansvar og føler sig vigtig". Det har stor betydning for elevernes trivsel i de dynamiske virksomheder, at mester er flink, retfærdig og respekterer eleverne, hvilket de fleste af dem oplever.

Den statiske praktikvirksomhed afsætter ikke tilstrækkelig tid og ressourcer til oplæring af elever. I disse virksomheder forventer man, at eleven hurtigt falder ind og udfylder sin funktion. Som en elev her udtrykker det: "Bare man kan dét, de skal bruge én til i salonen" - underforstået, så er mester tilfreds. Der er i de statiske virksomheder ikke den rette fokus på elevernes oplæring, og derfor får eleverne ikke lov til ret meget. Som en elev beskriver det: "Jeg mener at være længere fremme, end jeg får lov til". En anden elev siger: "Jeg lærer ikke, hvad jeg skal". Mange af eleverne føler sig ikke respekteret på lige fod med de øvrige ansatte, fordi de ofte tager sig af det kedelige arbejde og mangler faglige udfordringer. Desuden er der i disse virksomheder ikke "tid" til at lave fejl, hvilket er uheldigt, eftersom det er vigtigt i en læringsproces at give eleven mulighed for at lære gennem sine fejl. En elev beskriver det sågar som: "Usikkerhed - jeg er bange for at gøre noget forkert".

Blandt de statiske virksomheder findes der en række virksomheder, som direkte kan betegnes som de hårdhændede praktikvirksomheder. Her spiller mester som person en afgørende rolle. Mester er i disse virksomheder ofte en hård og utålmodig leder, og det smitter naturligvis af på forholdet til eleven og påvirker oplæringssituationen. Eleverne har derfor i disse virksomheder et anstrengt forhold til mester, og deres hverdag er præget af jævnlige konflikter. En elev omtaler det på denne måde: "Mester råber og skriger ad os alle sammen." En anden elev siger: "Mester kan ikke tåle at blive sagt imod." En tredje elev udtaler: "Mester er sur og viser ikke, hvordan arbejdet skal udføres. Han brokker sig kun." Eleverne føler sig ikke værdsat og respekteret, fordi mester ikke interesserer sig for deres oplæring eller lytter til deres synspunkter.

Det dårlige psykiske arbejdsmiljø har også betydning for andelen af fagligt relevante arbejdsopgaver, som det er småt med i de hårdhændede virksomheder. En elev siger: "Mester skælder én ud foran kunderne og sætter én til ting, der ikke vedkommer elevarbejde." Samtidig er oplæringen mangelfuld forstået på den måde, at eleverne er overladt meget til sig selv. En elev fortæller: "Jeg går tit alene i længere tid", og en anden elev nævner: "Jeg står selv for den daglige oplæring."

I de dynamiske virksomheder får både de tøvende og de målbevidste elever en tilfredsstillende faglig oplæring. Virksomhederne er i stand til at differentiere oplæringen, så den tilgodeser alle elever, og derfor vil begge elevtyper befinde sig godt i de dynamiske virksomheder.

I de statiske virksomheder vil de målbevidste elever sandsynligvis heller ikke møde problemer. Selvom virksomhederne ikke tilbyder en optimal oplæring for alle elever, vil de "stærke" elever altid kunne sige fra og klare sig. Derimod er der en forøget risiko for, at de tøvende elever falder igennem i disse virksomheder, fordi der ikke tages nok hånd om oplæringen, der i forhold til denne gruppe skal være mere synlig.

I den del af de statiske virksomheder, der kan betegnes som de hårdhændede virksomheder, får både de målbevidste og de tøvende elever det svært. Her skaber det psykiske arbejdsmiljø en meget belastende hverdag for eleverne, og man skal være usædvanlig hårdhudet for at kunne klare et helt uddannelsesforløb i disse praktikvirksomheder.

3.3 Styrker ved praktikopholdet

Undersøgelsen viser klart, hvor styrkerne i praktikopholdet befinder sig. Der er ingen tvivl om, at de to væsentligste styrker ved praktikopholdet er, at eleverne får store frihedsgrader og mulighed for at arbejde meget selvstændigt med arbejdsopgaverne. For de målbevidste elever betyder det samtidig, at de får tildelt mere ansvar i form af flere spændende arbejdsopgaver, hvilket er en tredje styrke ved praktikopholdet. Endelig er det forbundet med stor tilfredsstillelse blandt eleverne at opleve, at de har en reel værdi for praktikvirksomheden.

En fjerde styrke ved praktikopholdet er det kollegiale sammenhold, som åbenlyst kommer til at betyde mere for eleverne, end de først havde regnet med. Gode kolleger er tilsyneladende én af de store kvaliteter ved at uddanne sig til og arbejde som håndværker. En kvalitet, som man bør fokusere meget mere på, når de unge skal introduceres til de tekniske erhvervsuddannelser. En elev i undersøgelsen beskriver her betydningen af arbejdsfællesskabet: "Det er det dér kammeratskab. Selv om det er arbejde, så er der stadig det dér venskab blandt alle i firmaet, og det synes jeg er godt ved det."

Undersøgelsen peger således på fire klare områder, som bør inddrages i en markedsføringskampagne for de tekniske erhvervsuddannelser, nemlig: frihed, selvstændighed, spændende arbejdsopgaver og kollegialt sammenhold.

3.4 Svagheder ved praktikopholdet

Problemet er, at dét, der på den ene side er en styrke i praktikvirksomhederne, på den anden side bliver til en svaghed for de tøvende elever, fordi de ikke i tilstrækkelig grad evner at leve op til kravet om selvstændighed. Dette leder dem ind i en ond spiral, hvor de får tilbudt færre spændende arbejdsopgaver og samtidig får indsnævret deres frihedsgrader.

En anden svaghed ved praktikopholdet er, at det psykiske arbejdsmiljø ikke fungerer tilfredsstillende i alle virksomheder. Undersøgelsen viser, at en del elever har et anstrengt forhold til deres mestre; eleverne føler sig ikke respekteret, hverdagen byder jævnligt på konflikter, og i det hele taget oplever de, at omgangstonen i firmaet er ubehagelig. Som én elev beskriver det: "Hernede er der ikke én eneste elev, der ikke har haft problemer, for de vil gerne prøve dig af, for så har de set, hvor din grænse er." Der er ingen tvivl om, at de tøvende elever i højere grad bliver ofre i dette spil. Det er svært at sætte sig i respekt, hvis man som elev i forvejen ikke føler, man helt slår til - hverken fagligt eller personligt. Selvtilliden får et yderligere knæk, hvis mester begynder at "køre" på eleverne, som derved igen kommer ind i en kedelig spiral. Dette beskrives af en elev som, at "der er nogle, der går rundt med dukket hoved og finder sig i alt. Der var én, der ikke kunne, så hun skiftede."

Også de målbevidste elever oplever svagheder ved praktikopholdet, fordi de på en måde har for høje ambitioner, som adskiller sig fra de realiteter, de mødes med i virksomhederne. Eleverne fokuserer meget på, at de skal have en faglig uddannelse og forventer at få tilbudt fagligt relevante arbejdsopgaver, som de kan lære noget af. For eleverne indebærer en uddannelsesaftale i første række et læreforhold og i anden række et ansættelsesforhold i modsætning til, hvad der er tilfældet for virksomhederne, der først og fremmest betragter uddannelsesaftalen som et ansættelsesforhold. Dermed kommer det som et chok for nogle af de målbevidste elever, at det for virksomhederne er mindst lige så vigtigt, at eleverne tager del i alle arbejdsfunktioner og lærer at begå sig socialt på en arbejdsplads parallelt med den faglige oplæring.

Ovenstående leder i retning af, at der er behov for en bedre afstemning mellem elevernes og virksomhedernes forventninger til, hvad et praktikophold indebærer. Det kan f.eks. ske ved en informationskampagne eller særlige pjecer for både elever og praktikværter.

3.5 Oplæringssituationen

Elevernes oplæringssituation er præget af samme arbejdsform og krav, som stilles til de øvrige medarbejdere. Selv om en elev i princippet er under oplæring i "faget", arbejder eleven præcis på samme måde som andre medarbejdere. Man kan på en måde sige, at eleverne lærer "faget" på den hårde måde, dvs. at de selv må prøve sig frem og spørge, hvis de ikke kan finde ud af det. Som en elev f.eks. beskriver det: "Man må sgu suge til sig, for der er ikke tid til at stille sig op og stå og sige, "kom nu skal jeg vise dig" eller andet - det er der ikke tid til." Undersøgelsen tyder på, at eleverne arbejder selvstændigt uden konstant opsyn.

Det er naturligvis lærerigt at få lov til at lave meget selv, men undersøgelsen viser, at specielt de tøvende elever tilsyneladende har brug for en mere synlig oplæring fra virksomhedernes side, end tilfældet er i dag. Nogle elever peger således på, at de er overladt meget til sig selv, og at de selv skal løse problemerne, hvilket dels kan tages som udtryk for, at de ikke kan leve op til kravet om selvstændighed, dels at der reelt er tale om en mangelfuld oplæring, manglende tid og ringe tålmodighed med eleven.

3.6 Styrker ved skoleopholdet

Undersøgelsen viser, at syv ud af ti elever er godt tilfredse med skoleopholdet, og at eleverne særligt fremhæver de dygtige lærerkræfter på skolerne. I det hele taget synes eleverne, at undervisningen grundlæggende er god. Eleverne føler med andre ord, at de får et fornuftigt udbytte af at gå på teknisk skole - nemlig at lære noget mere om deres "fag".

Undersøgelsen dokumenterer på flere punkter, at virksomhederne betragter eleverne som en væsentlig kilde til ny viden og inspiration. Virksomhederne giver bl.a. udtryk for, at dette er én af grundene til, at de vælger at have elever. Tilsvarende peger virksomhederne på, at eleverne tilfører viden fra skoleopholdene om nye arbejdsmetoder, materialer og produkter. Eleverne er på mange måder en væsentlig ressource for virksomhederne, idet de fungerer som formidlere af viden fra skolerne. Derfor er det nærliggende at styrke forholdet mellem skolerne og virksomhederne gennem et stadigt højere erhvervsfagligt niveau i undervisningen, herunder at sikre skolerne det mest moderne i udstyr og materialer. Dette kan skabe grobund for en bedre dialog mellem virksomhederne og skolerne og eksempelvis føre til hyppigere besøg fra virksomhederne. Endelig kan skolerne med udgangspunkt heri besøge virksomhederne og drøfte ny teknologi, produkter, mv.

3.7 Svagheder ved skoleopholdet

De målbevidste elever stiller naturligvis krav til de tekniske skoler. Eleverne forventer f.eks., at udstyr og materialer er på niveau med virksomhedernes, og at undervisningen er inspirerende. På basis af undersøgelsen tyder noget på, at disse elever ikke får udfordringer nok på skolen. Eleverne er fra deres praktikophold vant til frihed under ansvar og selvstændighed, og det møder de ikke nødvendigvis på skolen. En undervisningsform, der bygger på selvstændighed, vil givet løse en del af problemerne. En styrkelse af projektarbejdsformen er et godt eksempel herpå.

En anden svaghed ved skoleopholdet er, at både elever og mestre føler, at der er for mange almene eller ikke-brancherelaterede fag. Eleverne har svært ved at blive motiveret af den almene undervisning, og mange elever har egentlige boglige vanskeligheder, som der bør tages særlig hånd om på skolerne. En højere grad af integration mellem den "faglige" og den almene undervisning vil kunne løse en del af problemerne.

Tilsvarende mangler virksomhederne den samme forståelse for behovet for almen undervisning, hvilket ikke fremmer elevernes motivation for almene fag. Generelt bør virksomhederne være bedre til at motivere eleverne til skoleopholdene. Der ligger således en opgave i at informere og forklare virksomhederne bedre, hvorfor eleverne har behov for de almene fag. Virksomhederne tænker ikke på en teknisk erhvervsuddannelse som en ungdomsuddannelse, men betragter den snarere som en erhvervsrettet uddannelse, der fører til erhvervskompetence. For skolerne er formålet med en teknisk erhvervsuddannelse derimod også at bibringe eleverne studiekompetence, som giver dem mulighed for at læse videre, f.eks. på teknikum, eller tage en kortere videregående uddannelse. En måde at gøre både virksomhederne og eleverne opmærksomme på denne problemstilling er ved i markedsføringen af de tekniske erhvervsuddannelser at slå mere på, at de giver adgang til videre uddannelse.

3.8 Tre kulturer - tre sæt forventninger

Samlet viser undersøgelsen, at der inden for de tekniske erhvervsuddannelser er tale om tre forskellige kulturer: elevkulturen, virksomhedskulturen og skolekulturen. Som tilfældet er i dag, er der behov for at samordne disse kulturer, således at eleverne ikke oplever alt for stort skel mellem virksomheds- og skoleopholdene.

Den væsentligste forskel på de tre kulturer er, at hver af dem har et sæt forventninger til en teknisk erhvervsuddannelse, som ikke er samstemmende.

Elevkulturen

Eleverne forventer under deres praktikophold at lære en masse om deres branche og få spændende udfordringer. Problemet er, at de mere tøvende elever ikke kan leve op til de krav, som virksomhedskulturen stiller, hvorfor de sættes til mere rutineprægede arbejdsopgaver. Dette underbygges klart af følgende udsagn fra en elev: "Det var jo nok ens egen skyld, at man ikke sådan fik lov til at komme ind og prøve alting, fordi man var sådan lidt umoden og pjattede for meget. Det har man lært senere hen, at det går ikke, for nogle gange skal man jo."

Omvendt stiller de målbevidste elever større krav til den praktiske oplæring, end virksomhederne altid kan leve op til. Kravet til virksomhederne er derfor på den ene side at bruge mere tid på oplæring af de tøvende elever og på den anden side at give de målbevidste elever flere faglige udfordringer og uddelegere ansvar.

Eleverne møder med en primær forventning til deres skoleophold om, at de skal lære noget om deres "fag". De målbevidste elever fokuserer på en erhvervsfaglig undervisning på højt niveau og en mere inspirerende undervisningsform, hvor der bliver stillet de samme krav til eleverne om selvstændighed som i virksomhederne. De tøvende elever derimod har i højere grad behov for at få styrket deres personlige kvalifikationer, hvorfor undervisningen bør medvirke til at styrke disse elevers erhvervsfaglige og personlige identitet. En styrkelse af den erhvervsfaglige identitet giver eleverne bedre mulighed for at deltage i de erhvervsfaglige diskussioner i praktikvirksomhederne.

Virksomhedskulturen

Virksomhederne møder med et sæt forventninger til eleverne om, at de er engagerede, samarbejdsvillige og passer deres arbejds- og mødetider. Har eleverne disse personlige egenskaber, skal virksomhederne nok give dem de erhvervsfaglige kvalifikationer. Problemet her er, at de tøvende elever ikke så nemt falder ind i virksomhedskulturen, og derfor må virksomhederne tage sig mere tid til at uddanne denne gruppe.

Virksomhederne forventer primært, at eleverne modtager erhvervsfaglig undervisning under deres skoleophold. Endelig mener de, at ikke-brancherelaterede fag optager for meget tid på skemaet. Ikke-brancherelateret tid betragtes af virksomhederne som decideret spildtid, der ikke hører hjemme i en erhvervsfaglig uddannelse. Virksomhederne synes, at det er svært at undvære eleverne, mens de er på skole. Derfor ser de gerne, at undervisningen på teknisk skole er mere effektiv og koncentreret. Her er kravet til skolerne, at de i højere grad tilrettelægger undervisningen som dagligdagen i en virksomhed og dermed stiller højere krav til eleverne end i dag.

Skolekulturen

Skolerne møder ligeledes med et sæt forventninger til elever og praktikvirksomheder. Skolerne ønsker, at eleverne får en ungdomsuddannelse, der giver dem de nødvendige erhvervsfaglige kvalifikationer til at bestride et håndværk og de fornødne almene kvalifikationer, som betyder, at de kan fungere som borgere i samfundet og får mulighed for videre uddannelse. Skolernes krav til virksomhederne i den forbindelse er, at de giver eleverne en bred oplæring i forskellige erhvervsfaglige discipliner, og at de samtidig tager bedre hånd om de tøvende elever.

Problemet er, at skolekulturen - efter både elevernes og virksomhedernes opfattelse - er for meget en skolekultur. Skolekulturen bør ideelt set bygge på de samme præmisser som virksomhedskulturen, dvs. på den ene side stille krav til eleverne om selvstændighed og ansvar og på den anden side lægge vægt på tilsvarende kvalitetskrav i den erhvervsfaglige undervisning.

3.9 Vejledningsindsatsen

Undersøgelsen viser, at det har stor betydning for elevernes valg, at de får et praktisk kendskab til branchen, f.eks. gennem erhvervspraktik eller via konkret arbejdserfaring. Således har hele 42% af eleverne været i erhvervspraktik inden for den valgte branche.

Undersøgelsen viser desuden, at elever inden for håndværks-uddannelserne tilsyneladende er meget beslutsomme, fordi hovedparten af eleverne i undersøgelsen havde besluttet sig for den valgte uddannelse, inden de startede på teknisk skole. Dermed er der ikke umiddelbart behov for brede introduktionstilbud til denne gruppe.

Indsatsen for at få flere unge til at vælge en teknisk erhvervsuddannelse skal derfor rettes mod grundskolen, hvor en styrkelse af vejledningsindsatsen bør sigte mod at give eleverne en praktisk forståelse for forskellige erhverv - enten i form af erhvervspraktik, gæsteundervisere fra erhvervslivet, virksomhedsbesøg eller muligvis længerevarende kontakter mellem skoleklasser og virksomheder.

3.10 Anbefalinger

På baggrund af undersøgelsen opstilles følgende anbefalinger:

1. Vejledningsindsatsen i folkeskolen bør styrkes, og den bør tilrettelægges, så den i højere grad giver eleverne en praktisk erfaring med forskellige erhverv. Konkret foreslås, at erhvervspraktikken fastholdes, mere "virksomhedsforlagt" undervisning, gæsteundervisning fra erhvervslivet, virksomhedsbesøg samt længerevarende projektsamarbejde med virksomheder.
2. Der bør gennemføres en informationskampagne, der skal medvirke til at skabe et nyt image omkring de tekniske erhvervsuddannelser ved at pege på de mange positive sider, f.eks. frihed, selvstændighed, spændende arbejdsopgaver og kollegialt sammenhold.
3. Der bør udarbejdes en generel informationspjece om det at være elev. Pjecen skal informere eleverne om praktikvirksomhedernes krav og forventninger, vigtigheden af de personlige kvalifikationer, holdningsforskelle, mv.
4. Der bør udarbejdes en informationspjece (til nuværende og kommende praktikværter) om at uddanne elever. Pjecen skal fortælle om elevernes forventninger, holdningsforskelle, behovet for differentiering af oplæringen afhængig af elevtype mv.
5. Der bør sikres en bedre matchning af elever og virksomheder, således at forventningerne er afstemte. Dette kan bl.a. ske ved, at skolerne giver en bedre vejledning i forbindelse med søgning af den "rette" praktikplads. Desuden bør virksomhederne opfordres til at gennemføre sættelsessamtaler med henblik på afklaring af forventninger og præcisering af krav til eleverne.
6. Der bør udarbejdes en bedre beskrivelse af uddannelsernes indhold i praktiktiden, som kan tilpasses den enkelte virksomhed og elev.
7. Der bør udarbejdes en "oplæringsguide" til praktikvirksomheder med konkrete eksempler på, hvordan man tilrettelægger et uddannelsesprogram for eleven, hvordan man taler sammen, hvordan eleven opfatter irettesættelser, hvordan svendene gøres til gode læremestre, hvordan der sikres en bedre tilbagemelding fra svendene til mester osv.
8. Skolerne bør indføre opstartsmøder for praktikvirksomheder, hvor man informerer om elevernes forventninger, giver en bredere forståelse af de tekniske erhvervsuddannelser (almen viden), giver en indføring i uddannelsesbogen samt giver mulighed for at møde elevens lærere. Endelig udleveres de to pjecer til virksomhederne.
9. Der bør indføres en mere praksisnær undervisning på de tekniske skoler, dvs. en undervisning, der stiller krav til eleverne - både personligt og fagligt - og som derved kommer så tæt på hverdagen i virksomhederne som muligt.
10. Praktikvirksomhederne bør i højere grad inddrages i undervisningen, f.eks. gennem projekter i de enkelte fag, hvor man kan undersøge forhold i virksomhederne eller i form af, at eleverne løser et konkret projekt i virksomheden.
11. Der bør oftere og mindst én gang årligt være besøg fra skolen i virksomhederne i forbindelse med praktik.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel