[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

 

1. Undersøgelsens baggrund og problemstilling

1.1 Baggrund

Alt for mange elever inden for de tekniske erhvervsuddannelser springer fra deres uddannelse. Således viser de seneste undersøgelser, at hver fjerde uddannelsesaftale afbrydes. Samtidig har de tekniske erhvervsuddannelser igennem en årrække haft imageproblemer blandt de unge og tabt terræn til de gymnasiale uddannelser. På trods af tilgang til erhvervsuddannelserne vælger en stadig større andel af en ungdomsårgang en gymnasieuddannelse.

Kampen om de unge stiller derfor højere krav til de tekniske erhvervsuddannelser, og et godt image er en forudsætning for at kunne tiltrække flere unge. At hver fjerde elev afbryder sin uddannelsesaftale er ikke god markedsføring, og én af forklaringerne herpå kan være disharmoni mellem elevkulturen og virksomhedskulturen. Eftersom størstedelen af uddannelsen foregår i virksomhederne, er det oplagt at kigge nærmere på, hvordan eleverne fungerer i praktikdelen, og hvor tilfredse de er med den faglige oplæring. Med henblik på at finde frem til de områder, hvor eleverne og virksomhederne ikke fungerer så godt sammen, er det ligeledes væsentligt at inddrage virksomhedernes syn på tingene.

Undersøgelsen er den første af sin art, der tegner et samlet portræt af elever inden for de tekniske erhvervsuddannelser og deres forhold til mestre og skoler.

1.2 Formål

Ved tilrettelæggelsen af undersøgelsen har vi ønsket at undersøge forholdet mellem elever og praktikvirksomheder med henblik at komme med ideer til, hvad der kan øge tilgangen til og mindske frafaldet inden for de tekniske erhvervsuddannelser. Hensigten med undersøgelsen har været at belyse problemstillingen ud fra både elevernes og virksomhedernes synsvinkel.

Vi har dels haft et ønske om at få kendskab til elevernes praktik- og skoleophold: Det vil sige deres krav og forventninger til det praktiske uddannelsesforløb, deres vurdering af praktikvirksomheden samt deres holdning og forventninger til skoleopholdet. Dels har vi ønsket at belyse virksomhedernes syn på eleverne: Det vil sige deres krav og forventninger til eleverne, deres holdning til dét at uddanne elever og deres vurdering af eleverne og deres skoleophold.

Nærværende undersøgelse handler kun om elever, der er i gang med deres tekniske erhvervsuddannelse, og der er således ikke tale om en egentlig frafaldsundersøgelse. I den kvantitative undersøgelse medtages kun elever, der går på 3. skoleperiode og opefter, for at man kan få et reelt indtryk af elevernes oplevelse af deres praktikvirksomheder. Endelig skal vi gøre opmærksom på, at undersøgelsen dækker fire erhvervsuddannelser: frisør-, smede- og maskin-, maler- samt slagteruddannelserne. Vi havde en forventning om, at større fagforskelle ville gøre sig gældende, men det har ikke været tilfældet. Sammenholdes dette med, at de valgte uddannelser dækker såvel service-, bygge- som fremstillingsbranchen, mener vi, at undersøgelsens resultater kan overføres til alle tekniske erhvervsuddannelser.

1.3 Finansiering og ressourcer

Projektet er udført af Håndværksrådet og medfinansieret af Undervisningsministeriet, Frisørfagets Faglige Ordning og Håndværksrådet.

Undersøgelsen er udarbejdet af uddannelseskonsulent Anne Holm Sjøberg. Derudover har stud. polit. Kristoffer Ewald og stud. polit. Torben Fjelstrup stået for databehandlingen og dele af sammenskrivningen af den kvantitative analyse. Dataindsamlingen i forbindelse med den kvantitative del er gennemført med hjælp fra stud. polit. Britt Schick og stud. scient. pol. Maj Morgenstjerne. De kvalitative interview er foretaget af stud. scient. pol. Maj Morgenstjerne og medlemmer af føl-gegruppen.

Projektet har fået mange gode ideer og kommentarer fra en følgegruppe bestående af formand Jens Erik Behrndtz, Danmarks Frisørmesterforening, forbundsformand Poul Mong-gaard, Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, uddannelseschef Finn Kyed, Dansk Smedemesterforening, konsulent Ulla Birch Christensen, Dansk Metal, souschef Jonna Hugger, Danske Slagtermestres Landsforening, direktør Ole Draborg, Danske Malermestre, forbundssekretær Jørgen Søgaard-Hansen, Malerforbundet i Danmark, inspektør Annette Lauridsen, Aarhus tekniske Skole og områdeleder Erik Hansen, Næstved Tekniske Skole.

1.4 Opbygning

I kapital 2 redegøres for undersøgelsens anvendte metode. Kapital 3 indeholder en række konklusioner og konkrete anbefalinger på baggrund af både den kvantitative og kvalitative undersøgelse. Kapital 4 sammenfatter og gennemgår resultaterne af den kvantitative elevundersøgelse baseret på svar fra 477 elever. Kapital 5 sammenfatter og viser resultaterne af den kvantitative virksomhedsundersøgelse, der bygger på spørgeskemaer fra 291 mestre/uddannelsesansvarlige. I kapital 6 præsenteres personlige interview med 4 elever og 8 mestre.

[Billede: Person, der fanger sedler, der falder ned fra himlen, i et net. I baggrunden kan man se flere sedler komme op fra en skorsten på en fabrik, for senere også at falde ned fra himlen]


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel