[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

 

Forord

Der er i disse år fokus på skolemiljø, skolekultur, virksomhedskultur og samspillet mellem skoledelen og virksomhedsdelen i erhvervsuddannelserne. Undersøgelser peger på, at sammen-stød mellem parternes forskellige forventninger til uddannelsesforløbet og sammenstød mellem elevkultur og virksomhedskultur er årsager til en del af det overraskende store frafald - i praktiktiden - fra erhvervsuddannelserne.

Dette hæftes indhold bygger på en interviewundersøgelse, som Håndværksrådet har gennemført i starten af 1999 inden for fire erhverv/brancher i de tekniske erhvervsuddannelser. Knap 500 elever og knap 300 virksomheder indgik i undersøgelsen.

Det er vores forventning, at hæftets indhold og anbefalinger kan inspirere i efterfølgende diskussioner og initiativer, der kan medvirke til at forberede både virksomheder og elever bedre på deres fælles møde og samarbejde - i uddannelsernes praktiktid.

Det er endvidere forventningen, at andre uddannelsesaktører, f.eks. faglige udvalg, lokale uddannelsesudvalg, erhvervsskoler og lærere kan anvende de beskrevne erfaringer, når de enkelte erhvervsuddannelser skal beskrives, tilrettelægges og gennemføres.

Håndværksrådets oprindelige rapport om undersøgelsen er tidligere i 1999 præsenteret ved en konference, som rådet arrangerede.

Undervisningsministeriet har finansieret udgivelsen af dette temahæfte og medfinansieret den forudgående undersøgelse og udarbejdelsen af manus.

Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i hæftet naturligvis står for forfatternes egen regning.

Steen Albertsen
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Området for erhvervsfaglige uddannelser
September 1999


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel