1. Introduktion til realkompetencer

Definition af realkompetencer

Undervisningsministeriets arbejde med realkompetencer bygger på følgende definition:

Realkompetencer er en persons samlede viden, færdigheder og kompetencer, uanset hvor og hvordan de er erhvervet.

Denne definition sætter fokus på, at læring sker i mange andre sammenhænge end inden for det formelle uddannelsessystem. Vi lærer alle sammen hele tiden nyt og udvikler hver især vores realkompetencer i forskellige læringsarenaer med vidt forskelligt formål og perspektiv. Når den enkeltes realkompetencer skal synliggøres og anerkendes som led i kompetenceudvikling, handler det om, hvordan man bygger videre på det, man har lært i arbejdslivet, i folkeoplysningen og foreningslivet og i uddannelsessystemet, og hvordan der kan bygges bro mellem de forskellige læringsarenaer.

Figur: De tre læringsarenaer

Offentlig anerkendt uddannelse er kun en del af det, der kan være en persons samlede kompetencer. Kompetencer kan også tilegnes gennem privat uddannelse eller i arbejdslivet gennem læring på jobbet og ved virksomhedsintern uddannelse, gennem folkeoplysende undervisningsaktiviteter, herunder højskoleophold og aftenskolekurser, gennem deltagelse i foreningslivets forskellige aktiviteter, det kan være som aktiv frivillig i en hjælpeorganisation eller som idrætsleder, eller i fritiden i øvrigt, for eksempel sprogtilegnelse gennem udlandsophold.

I de formelle uddannelser dokumenteres deltagernes læring, viden og færdigheder ved hjælp af karakterer, uddannelsesbeviser, kursusbeviser etc. Derved kan kompetencerne anvendes i forhold til videre uddannelse, arbejdsmarkedet og i forhold til for eksempel virksomheder, der allerede beskæftiger eller påtænker at ansætte de pågældende personer. I uddannelsessystemet findes endvidere forskellige muligheder for at få godskrevet tidligere gennemført uddannelse efter bestemmelser om merit (anerkendelse og godskrivning af formelle kompetencer).

CIRIUS, som er den styrelse under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der i relevante tilfælde varetager anerkendelse af udenlandske studerende og kandidater, vurderer udelukkende formelle uddannelseskvalifikationer. CIRIUS tager altså ikke stilling til den enkeltes realkompetencer eller samlede kompetence.

Læring i det formelle, offentligt anerkendte, uddannelsessystem og i private uddannelser samt på kurser i virksomheds- eller foreningsregi og i folkeoplysende organisationer sker i planlagte og systematiserede undervisningssituationer, mens der sker meget uformel læring på en arbejdsplads gennem for eksempel sidemandsoplæring. Det samme gælder arbejde som frivillig i en forening.

En persons realkompetencer er summen af viden, færdigheder og kompetencer, som personen har tilegnet sig gennem de forskellige former for læreprocesser, formelle eller uformelle. For at noget kan være en realkompetence, skal det være en reel kompetence – noget den enkelte faktisk kan bruge og vise i konkrete sammenhænge. Man skal dog være opmærksom på, at de formelle kvalifikationer, som en person har tilegnet sig gennem erhvervelsen af for eksempel en studenter-eksamen, altid vil være gældende.

Når vi taler om realkompetencer, er det afgørende altså ikke, hvor eller hvordan den enkelte har tilegnet sig viden eller færdigheder såsom et fremmedsprog eller et håndværk. Det, der tæller, er, at vedkommende har lært det og kan dokumentere denne læring. Når realkompetencen bliver synliggjort, kan og bør den udgøre grundlaget for videre uddannelse eller beskæftigelse. Det er ikke noget nyt, at der tages hensyn til erfaringer og baggrund i forbindelse med optag på uddannelse, men det er nyt, at der arbejdes systematisk på at skabe sådanne muligheder overalt i voksen- og efteruddannelsessystemet.

Hovedsigtet med regeringens initiativ er anerkendelse af realkompetence i et uddannelsesperspektiv. Men det lægger samtidig vægt på at forbedre samspillet og bygge bro mellem læring, der finder sted i uddannelse, i arbejdsliv og i folkeoplysningen og foreningslivet.

Formålet med at vurdere og anerkende realkompetence i uddannelserne er at give den enkelte mulighed for at bygge videre på sine kompetencer, uanset hvor de er erhvervet, og opnå formel anerkendelse. Målestokken for realkompetencevurderingen er uddannelsesmål og/eller adgangskrav for den ønskede formelle uddannelse. Resultatet af vurderingen og anerkendelsen dokumenteres med et bevis, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

I arbejdslivet spiller afklaring og synliggørelse af realkompetence en vigtig rolle for medarbejdernes job- og kompetenceudvikling og for virksomhedernes konkurrenceevne. En medarbejder kan gennem virksomhedens realkompetencevurdering blive vurderet i forhold til bestemte jobfunktioner. Virksomheden anvender som oftest sin egen målestok for kompetencevurdering og -udvikling, men afklaring og dokumentation i forhold til jobfunktioner kan også bruges aktivt af medarbejderen eller virksomheden til at opnå anerkendelse i forhold til en offentligt anerkendt uddannelse.

I folkeoplysningen og foreningslivet udvikles realkompetence i mange forskellige sammenhænge og omfatter en bred vifte af viden, færdigheder og personlige kompetencer. Synliggørelse af realkompetence ses her som et vigtigt bidrag til at styrke den enkeltes bevidsthed om udbyttet af et undervisningsforløb eller en aktivitet og derigennem erhvervede realkompetencer. En dokumentation for realkompetencer erhvervet i for eksempel folkeoplysningen eller foreningslivet kan også bruges til at søge job eller til at opnå anerkendelse i forhold til en offentligt anerkendt uddannelse.

Lov om anerkendelse af realkompetencer

Folketingets vedtagelse af Lov nr. 556 af 6. juni 2007 (Udbygning af anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet mv.) (Lovforslag L 94 30. november 2006), indebærer en række ændringer af forskellige love på Undervisningsministeriets område.

Loven medfører, at der på voksen- og efteruddannelsesområdet indføres adgang til anerkendelse af borgerens realkompetence, hvor der ikke allerede er mulighed for det, og at muligheden udbygges på områder, hvor der allerede er erfaring med at vurdere og anerkende realkompetence.

En række principper er bærende for det fremtidige arbejde med anerkendelse af realkompetence, og disse skal være med til at sikre, at vi i Danmark udvikler robuste og rimelige vilkår for at vurdere borgernes realkompetencer. Nedenfor er nogle af disse principper skitseret.

• Den enkelte borger kan få sin realkompetence vurderet baseret på rammer og regler fastlagt inden for de enkelte uddannelsesområder. Med denne bestemmelse er det fastsat, at alle voksne har ret til at anmode en voksen- og efteruddannelsesinstitution om at få vurderet deres realkompetence i forhold til et fag henholdsvis en hel uddannelse.
• Den enkelte har selv et ansvar for at bidrage til at dokumentere sine realkompetencer. Det er afgørende, at den enkelte bidrager aktivt med at afklare og dokumentere sin realkompetence. Den enkelte vil derved gennemgå en refleksion og erkendelsesproces, der oftest i sig selv virker motiverende. Det vil også være en hjælp til uddannelsesinstitutionernes vurderingsarbejde. Uddannelsesinstitutionerne skal sikre, at denne proces sker med relevant rådgivning og vejledning.
• Der er ikke deltagerbetaling for realkompetencevurdering for kortuddannede. I tilknytning til uddannelser, der er målrettet kortuddannede, er realkompetencevurdering gratis for alle. I tilknytning til videreuddannelse på videregående niveau er den gratis for personer med en uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau, mens personer med en uddannelse over dette niveau skal betale for realkompetencevurdering.
• En kompetencevurdering foretages altid med udgangspunkt i målene for konkrete fag eller de enkelte uddannelsers mål og adgangskrav. Realkompetencen skal vurderes i forhold til de mål, der er beskrevet i de enkelte uddannelsers bekendtgørelser eller i forhold til de formulerede adgangskrav. Ud over generelle uddannelses-bekendtgørelser kan gældende studieordninger for de enkelte uddannelser udgøre vurderingsstandarden.
• Den enkeltes kompetencer anerkendes, uanset hvor og hvordan de er erhvervet. Realkompetence omfatter en persons samlede kvalifikationer, viden, færdigheder og kompetencer – uanset om disse er tilegnet gennem formel uddannelse eller gennem uformelle læreprocesser.
• Uddannelsernes kvalitet/niveau må ikke forringes, selv om et uddannelsesbevis bygger helt eller delvis på anerkendt realkompetence erhvervet uden for det offentlige uddannelsessystem. Anerkendelse af realkompetencer forudsætter, at de tilegnede kompetencer er lige så gode som dem, der tilegnes gennem deltagelse i formel uddannelse, altså, at de svarer til bestemte adgangskrav, uddannelsesmål og niveauer. Der stilles krav til kvalitetssikring af den individuelle kompetencevurdering.
• De anvendte metoder skal sikre en pålidelig vurdering og dermed sikre tillid til resultatet. Omverdenen, både uddannelsesinstitutionerne indbyrdes og arbejdsmarkedet, skal have tillid til de redskaber, metoder og procedurer, der tages i brug ved vurdering og anerkendelse af realkompetence.
• Resultatet af vurderingen dokumenteres gennem udstedelse af bevis. Afhængig af ansøgerens formål med realkompetencevurderingen skal uddannelsesinstitutionen udstede et bevis på anerkendte kompetencer enten i form af et adgangsbevis, et kompetencebevis eller et uddannelsesbevis.
• Udbygningen af muligheden for anerkendelse af realkompetence bygger på et grundlæggende princip om frivillighed for den enkelte. De nye muligheder udgør således et tilbud til borgerne.
• Der indføres klageadgang på visse områder. Kvalifikationsnævnet er klageinstans og skal kunne give en faglig bedømmelse i forbindelse med eventuelle klagesager. Behandlingen er skriftlig.

Denne side indgår i publikationen " Realkompetencevurdering inden for voksen- og efteruddannelse"
© Undervisningsministeriet 2008