Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Krone
Undervisningsministeriets logo







Forord

Alle skal have gode muligheder for og lyst til at lære hele livet. Sådan lyder en af målsætningerne i Danmarks strategi for livslang læring, hvor bedre vejledning og rådgivning, øget anerkendelse af realkompetencer samt større sammenhæng og overskuelighed i uddannelsessystemet skal bidrage til, at alle deltager i livslang læring.

Folketinget har vedtaget en lov om anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet mv. Loven medfører, at der på voksen- og efteruddannelsesområdet indføres adgang til anerkendelse af den enkelte borgers realkompetence, hvor der ikke allerede er mulighed for det, og at muligheden udbygges på områder, hvor der allerede er erfaring med at vurdere og anerkende realkompetence, efter nogle fælles principper.

Med denne håndbog ønsker Undervisningsministeriet at formidle viden om vurdering og anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet til uddannelsesinstitutionerne. Håndbogen giver overblik over baggrund, begreber, regelsæt, eksisterende praksis og nye udfordringer. Hensigten er at give inspiration til arbejdet med de udfordringer, der er forbundet med at vurdere og anerkende borgernes realkompetence.

Uddannelsesdirektør Villy Hovard Pedersen
Afdelingen for erhvervsrettet voksenuddannelse
Februar 2008

Indledning

Folketinget har vedtaget en lov om ændring af forskellige love på Undervisningsministeriets område (Udbygning af anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet mv.), Lov nr. 556 af 6. juni 2007 (Lovforslag L 94 30. november 2006). Med loven gives der adgang til anerkendelse af den enkelte borgers realkompetencer.

I Danmark er der bred politisk opbakning til at fremme anerkendelse af realkompetencer. Arbejdsmarkedets parter støtter også op om at fokusere på realkompetence. I denne henseende er Danmark på linje med den internationale kompetencepolitiske dagsorden fremsat af blandt andre EU, OECD og Nordisk Ministerråd. Anerkendelse af realkompetence ses af alle internationale aktører som et led i strategien om livslang læring. Danmark er med i front med sine initiativer på realkompetenceområdet.

Allerede i 2004 var der bred politisk tilslutning til realkompetence som et vigtigt indsatsområde, da redegørelsen Anerkendelse af realkompetencer i uddannelserne blev fremlagt i Folketinget. Undervisningsministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Kulturministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet stod bag redegørelsen.

Regeringens trepartsudvalg om livslang uddannelse og opkvalificering for alle på arbejdsmarkedet påpegede i sit slutdokument i foråret 2006, at kompetenceudvikling er et fælles ansvar for parterne, og at det er vigtigt at skabe en bred samfundsmæssig accept af, at realkompetence skal tælles med, når man vurderer den enkeltes formelle kompetencer.

Også i Velfærdsaftalen fra 2006 og aftalen om udmøntning af globaliseringspuljen er anerkendelse af realkompetence et prioriteret indsatsområde.

På den baggrund er et omfattende lovkompleks vedtaget, der udstikker de fremtidige regler og rammer for vurdering af realkompetence inden for voksen- og efteruddannelse.

I denne håndbog giver kapitel 1 en introduktion til realkompetencer. Kapitel 2 præsenterer en faseopdelt model for realkompetencevurdering, mens kapitel 3 sætter fokus på nødvendigheden af kvalitet, pålidelighed og validitet i gennemførelse af realkompetencevurderinger.

Kapitel 4 giver et kort overblik over regler for realkompetencevurdering i forskellige uddannelser.

Kapitel 5 består af fire casebeskrivelser, der konkretiserer, hvordan der kan gennemføres realkompetencevurderinger i relation til forskellige uddannelser.

Bagest i håndbogen er der henvisninger til forskellige kilder, links, litteratur m.m., hvor der kan søges flere oplysninger om realkompetencevurdering.

 

groslash;n streg Denne side indgår i publikationen " Realkompetencevurdering inden for voksen- og efteruddannelse"
© Undervisningsministeriet 2008

Forrige kapitel Til forsiden Næste kapitel
Til sidens top