2. Administrativ tilrettelæggelse og organisationsformer

Evalueringen af sprogstimuleringsindsatsen viser, at kommunernes administrative organisering har betydning for resultatet af indsatsen. Kommuner, som anvender styringsredskaber som eksempelvis handlingsplaner, centrale målsætninger og fælles uddannelsesforløb for personalet i sprogstimuleringsindsatsen, oplever en højere effekt af § 4 a-indsatsen – dvs. bedre dansksproglige kompetencer – end kommuner, som ikke arbejder med disse redskaber.

Det har ligeledes en afgørende betydning, at informationen til forældrene bliver koordineret, og at børnenes behov vurderes af sagkyndigt personale, ligesom visiteringen og organiseringen af tilbuddene spiller en stor rolle. Dette kapitel uddyber disse forhold nærmere.

2.1 Information til forældrene

Evalueringen viser, at de forældre, der har deres børn i daginstitution, som oftest er glade for sprogstimuleringsindsatsen og den personlige kontakt med personalet samt med den opfølgning, der er på deres børns udvikling.

Flere forældre giver udtryk for, at de ikke i første omgang ville have deres børn i daginstitution, men at de efter information fra kommunen var villige til at prøve og nu er glade for at se, at deres børn trives og lærer dansk. Samtidig ønsker forældrene bedre information om formålet og om indholdet i sprogstimuleringen.

Kommunalbestyrelsen skal orientere forældrene om sprogstimuleringstilbuddene samt om betydningen af, at deres barn deltager i sprogstimuleringen. Det kan ske, når forældrene henvender sig til forvaltningen med ønske om plads i dagtilbud eller ved visitation til sprogstimulering, hvor det påpeges, at gode danskkundskaber ved skolestarten er en forudsætning for et udbytterigt skoleforløb og dermed også for de videre uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Det forudsættes, at orienteringen blandt andet gives i form af opsøgende arbejde, som kan finde sted ved såvel direkte kontakt som ved skriftlige henvendelser.

Kommuner som anvender styringsredskaber som eksempelvis handlingsplaner, centrale målsætninger og fælles uddannelsesforløb for personalet i sprogstimuleringsindsatsen, oplever en højere effekt af § 4 a-indsatsen.

Forældrene skal, hvis der er behov for det, orienteres på deres eget sprog, eventuelt ved brug af tolk i et opsøgende arbejde, eller ved at skriftlig information oversættes. Dette kan have afgørende betydning for et positivt samspil med forældre. Det er vigtigt, at nødvendigheden af sprogstimulering forstås af alle forældre, og at de ved, at sprogstimulering i eller uden for dagtilbud er obligatorisk, hvis det efter sagkyndig vurdering skønnes, at barnet har behov for det.

Informationer om dagtilbud og § 4 a-tilbud kan formidles på forskellig vis. Fx i forbindelse med:

• Sundhedsplejerskernes hjemmebesøg tidligt i barnets liv.
• Mødregrupper.
• Lokale indvandrergruppers møder og arrangementer.
• Åbent hus-arrangementer, § 4 a-tilbud, skoler mv.
• Lokale danskundervisningstilbud for voksne, hvis der træffes aftale herom mellem sprogcenteret og kommunen.
• Modtagelse af familier med børn i kommunen.
• Kommunale integrationsråd.

Oversat materiale, orienteringsfoldere, plakater, videoer mv. kan være tilgængelige på udvalgte steder:

• Den kommunale forvaltning.
• Biblioteker og medborgerhuse.
• Beboerrådgivninger, foreninger, klubber og skoler.
• Lægehuse og hospitalernes føde- og børneafdelinger.
• Lokale plakatsøjler, opslagstavler mv.
• Lokale aviser og lokale radio- og TV-stationer.

Det kan være en god idé at invitere forældre med tosprogede børn i to- til treårsalderen til orienterende møder eksempelvis i dagtilbud, hvor tolk medvirker. Her kan forældrene samles i sproghomogene grupper og få den viden, som kan være vanskelig at forholde sig til, når det foregår på dansk.

Samtalen med forældrene tager udgangspunkt i de tanker, forældrene har gjort sig om deres barns fremtid, og om de forventninger, det danske samfund har til tosprogede børn om at lære dansk.

Det kan være en god idé at invitere forældre med tosprogede børn i to- til treårsalderen til orienterende møder eksempelvis i dagtilbud, hvor tolk medvirker.

2.2 Sprogstimuleringen er obligatorisk

I og med at sprogstimuleringen er gjort obligatorisk, er der gennemført en pligt for forældrene til at lade barnet deltage i den tilbudte sprogstimulering eller i en sprogstimulering, der står mål med beskrivelsen i folkeskoleloven.

Hvis barnet skal fraflytte Danmark, inden barnet skal påbegynde skolegangen, indtræder pligten ikke. Dette vil fx være tilfældet, hvis barnets ophold i Danmark skyldes, at en forælder har tidsbegrænset ansættelsesforhold her i landet, der ikke kan forventes forlænget. Et erklæret ønske eller en udtrykkelig intention om at forlade landet på et bestemt tidspunkt vil ikke i sig selv kunne udgøre argumenter for, at der ikke er behov for sprogstimulering.

Det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om, på hvilken måde de lokale skolemyndigheder skal reagere over for forældre i de tilfælde, hvor forældrene på trods af henstillinger ikke medvirker til, at barnet deltager i sprogstimuleringen.

Folkeskolelovgivningen indeholder ikke egentlige sanktionsmuligheder. Der er heller ikke nærmere bestemmelser om, på hvilken måde en kommune kan reagere over for forældre i et tilfælde, hvor de på trods af henstillinger herom ikke medvirker til, at barnet opfylder sprogstimuleringspligten.

Hvis forældrene ikke tager imod sprogstimuleringen af deres børn, må de kommunale skolemyndigheder i videst muligt omfang gennem dialog og information forsøge at få forældrene til at forstå nødvendigheden af, at sprogstimuleringspligten overholdes. Den tidlige tilegnelse af dansk har betydning for barnets skolegang, fremtidige uddannelse og hele liv i Danmark.

Er det ikke muligt at skabe den nødvendige dialog med familien, og skønner de kommunale skolemyndigheder, at barnet har behov for særlig støtte, har de kommunale skolemyndigheder pligt til at kontakte de sociale myndigheder i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1092 af 8. december 2000 om underretningspligt over for kommunen efter serviceloven.

Serviceloven har en lang række muligheder for at give støtte til udsatte børn og deres familier. Udgangspunktet er, at de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger – ud fra en konkret individuel vurdering af barnets/familiens situation – bringes i anvendelse først. Indberetningen til de sociale myndigheder kan i sin yderste konsekvens medføre, at barnet tvangsmæssigt fjernes fra hjemmet.

2.3 Visitationspraksis

Ikke alle tosprogede børn har behov for sprogstimulering. For at sikre at alle de børn, der har behovet, modtager sprogstimulering, er det centralt, at der etableres en god visitationspraksis.

Til inspiration videregives her en række eksempler på kommunal visitationspraksis indhentet i forbindelse med evalueringen af kommunernes sprogstimuleringsindsats.

Kommunerne oplyser, at den mest almindelige praksis er løbende visitering. Visitering med faste intervaller forekommer ligeledes hyppigt.

Visitering til sprogstimulering uden for dagtilbud (§ 4 a, stk. 3)

Langt de fleste kommuner arbejder aktivt for at komme i kontakt med de tosprogede forældre, og kommunerne anvender flere forskellige tilgange i arbejdet med at finde ud af, hvilke forældre der skal have oplysningerne om sprogstimuleringstilbuddet uden for dagtilbud.

De små kommuner gør ofte brug af personalet i daginstitutionen eller af de pædagogiske konsulenter, som indstiller barnet til sprogstimulering. Blandt de små og mellemstore kommuner er det desuden udbredt, at oplysningerne om et barns behov modtages via dagplejere, pædagoger eller sundhedsplejersker.

De store kommuner anvender i højere grad systematiske metoder. Den mest udbredte tilgang er at anvende lister fra folkeregistreret over tosprogede børn til at indkredse målgruppen.

Visitering til sprogstimulering i dagtilbud (§ 4 a, stk. 4)

Evalueringen viser, at 84 pct. af de tosprogede børn i alderen tre til fem år i de deltagende kommuner er indskrevet i et dagtilbud. Både små kommuner (under 10.000 indbyggere) og mellemstore kommuner (10.000-19.999 indbyggere) anvender primært personalet i daginstitutionerne til visitation. De store kommuner (20.000 indbyggere eller flere) anvender mange forskellige former for visitation. Flest kommuner benytter sig af pædagogiske konsulenter, som drøfter barnets behov med personalet. Herefter foretager en pædagog, der er kvalificeret til opgaven, den endelige vurdering.

Når tosprogede familier henvender sig til forvaltningen med ønske om plads i dagtilbud, bør der ske en rådgivning til familierne om de eksisterende tilbud om obligatorisk sprogstimulering. Rådgivningen bør tage udgangspunkt i, at barnet får et sprogstimuleringstilbud, som ud fra et helhedssyn giver barnet de bedste sproglige og kulturelle muligheder.

2.4 Sagkyndig vurdering

Tosprogede småbørn skal fra treårsalderen modtage sprogstimulering, hvis de efter sagkyndig vurdering skønnes at have behov herfor.

Den sagkyndige vurdering foretages af en person, der har den fornødne faglige viden om dansk som andetsprog og om børns generelle sprogudvikling.

I vurderingen af barnets sproglige kompetence indgår en vurdering af barnets aktuelle sproglige formåen og en vurdering af, på hvilke måder det tosprogede barn kan opnå en udvikling i dansk, som svarer til den sproglige udvikling, som børn med dansk som modersmål har med hensyn til sprog og sprogbrug, herunder ordforråd og begreber samt kommunikationsstrategier. Det er her vigtigt, at den sagkyndige i vurderingen har for øje, at de tosprogede småbørn er i gang med at tilegne sig et lydsystem, et bøjningssystem, ordforråd, sætningsstrukturer og samtaleregler på deres modersmål. Barnet har således en viden om sprog, som det gør brug af ved tilegnelsen af et nyt sprog.

Det er hensigtsmæssigt at vurdere barnets samlede sproglige kompetence på henholdsvis modersmålet og dansk, blandt andet med henblik på at vurdere barnets dansktilegnelse, samt om barnet har en almindelig sprogudvikling på modersmålet. På denne baggrund tages stilling til, om barnet har behov for støtte i dansktilegnelsen. Sprogstimuleringen tilrettelægges så den fremmer, at de ovennævnte sproglige kompetencer også tilegnes på dansk. Varighed og omfang af sprogstimuleringen skal ifølge loven modsvare barnets behov og forudsætninger.

Vurderingen er et vigtigt redskab i forhold til at tilrettelægge målrettede pædagogiske aktiviteter, der fremmer tilegnelsen af dansk. Til brug for den sproglige vurdering findes velegnet vurderingsmateriale, og eksempler herpå fremgår af litteraturlisten.

Ud over denne vurdering skal der løbende, fx en gang årligt, foretages en vurdering af børnenes sproglige udvikling. Det betyder, at barnets kompetencer skal ses i forhold til den udvikling, der er sket over en periode, og om den sproglige udvikling forløber hensigtsmæssigt.

Endelig bør der foretages en afsluttende vurdering af barnets sprogudvikling med henblik på skolestarten, herunder hvilket behov barnet fortsat har for støtte i tilegnelsen af andetsproget i skolestarten. Ved indskrivelsen i skolen anbefales det, at disse vurderinger ligger til grund for den sagkyndige vurdering af et eventuelt fortsat sprogstøttebehov i dansk som andetsprog.

2.5 Modeller for organisering af sprogstimuleringstilbud

Det kan anbefales, at optagelse i et § 4 a-tilbud koordineres centralt i kommunen. Samordnet styring giver mulighed for at opfylde intentionerne med loven og skabe sammenhæng i forhold til de øvrige tilbud, kommunen stiller til rådighed. Det vil ofte være en fordel, at optagelse i sprogstimulerende tilbud kan ske i samarbejde med den centrale pladsanvisning til daginstitution.

I sammenhæng med sprogstimuleringsindsatsen bør det overvejes at afsætte timer til samarbejdet med de tosprogede forældre ud fra en erkendelse af, at forældresamarbejdet om småbørns sprogtilegnelse er af stor betydning, samt at dette er tidskrævende og kræver mere end en daglig "snak" mellem forældre og pædagog.

Varighed og omfang af sprogstimuleringen skal ifølge loven modsvare barnets behov og forudsætninger.

§ 4 a-tilbuddene kan både organiseres i og uden for dagtilbud afhængig af forældrenes ønske om optagelse i dagtilbud.

Sprogstimulering uden for dagtilbud – § 4 a, stk. 3

Hvis et barn har behov for sprogstimulering, men ikke går i dagtilbud, skal kommunen etablere sprogstimulering i andet regi i 15 timer om ugen for det pågældende barn.

Det 15 timers ugentlige sprogstimuleringstilbud kan have til huse på en skole, i et fritidshjem, i et medborgerhus, på det lokale bibliotek, i tilknytning til en daginstitution eller i selvstændige lokaler afhængig af de lokale forhold.

Det kan ofte være hensigtsmæssigt at fordele timerne på tre til fire dage. En fordeling af timerne på få dage giver bedre mulighed for og tid til udflugter og oplevelser, hvor der skabes mulighed for særlig fordybelse, og for at få sat oplevelserne i perspektiv.

Dansk som andetsprog tilegnes for denne aldersgruppe på baggrund af konkrete oplevelser og erfaringer i samvær med såvel voksne som andre børn. I tilrettelæggelsen af sprogstimulering uden for dagtilbud er det vigtigt at være opmærksom på, at børnene ofte ikke møder andre dansktalende børn i dette tilbud. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at etablere samarbejde med institutioner i nærområdet eksempelvis med tosprogede børnegrupper tilknyttet et dagtilbud. Sprog læres blandt andet i samvær med dem, som taler sproget. Derfor vil dagligt samvær med dansktalende børn kunne fremme dansktilegnelsen for de tosprogede børn.

Det kan være en fordel at placere tilbuddene, så forældrene let kan hente og bringe børnene. Eksempelvis kan tilbuddet koordineres med det lokale sprogcenter, hvor nogle af forældrene måske modtager danskundervisning.

Sprogstimulering i forbindelse med et dagtilbud – § 4 a, stk. 4

For et barn, som går i dagtilbud, og som har behov for sprogstimulering, skal kommunen tilbyde sprogstimulering i forbindelse med dagtilbuddet.

Sprogstimulering i henhold til folkeskolelovens § 4 a skal tilrettelægges for de børn, som ikke umiddelbart tilegner sig det danske sprog ved at deltage i de almindelige aktiviteter i dagtilbuddet, men som har brug for en ekstra indsats ud over institutionens sædvanlige aktiviteter.

Sprog læres blandt andet i samvær med dem, som taler sproget. Derfor vil dagligt samvær med dansktalende børn kunne fremme dansktilegnelsen for de tosprogede børn.

Tosprogede børn i daginstitution har fordel af at have samvær med dansktalende børn. Dette samvær er med til at fremme dansktilegnelsen for de tosprogede børn. Samtidig er det vigtigt, at tosprogede børn i samvær med voksne sprogmodeller får mulighed for at fordybe sig i særlige aktiviteter, hvor der sættes fokus på sproget ud fra barnets forudsætninger og behov.

Der kan være et særligt behov for sprogstimulering, når der er store koncentrationer af tosprogede børn i daginstitutionen og i nærmiljøet. Her kan børnenes muligheder for at tilegne sig dansk være begrænsede.

Ligeledes kan der være et særligt behov, hvis tosprogede børn er alene med deres modersmål i daginstitutionen, da børnene kan have svært ved at forbinde de to sprog og bruge erfaringerne fra modersmålet i tilegnelsen af dansk.

Pædagogiske overvejelser af betydning for tilrettelæggelsen

Generelt kan det anbefales ved organisering af § 4 a-tilbuddene i såvel stk. 3 som stk. 4 at hente inspiration i kommuner, som har årelange erfaringer med organisering af tilbuddene, jf. afsnittet nedenfor om tværkommunalt samarbejde. Der henvises til publikationen "Sådan gør vi", Undervisningsministeriet 2001, der giver eksempler på tilrettelæggelsen af § 4 a-tilbuddene i store og små kommuner med få og mange erfaringer.

Efter lovændringen af § 4 a, hvor også de treårige tilbydes sprogstimulering, bør det tillige overvejes, om de eksisterende fysiske rammer, holdstørrelse, materialer og aktiviteter for § 4 a-gruppen er velegnede også til at tilgodese de treårige børn. Det er nødvendigt at tage sin daglige pædagogiske strukturering og tilrettelæggelse op til overvejelse, når målgruppen ændres.

Treårige, som netop er optaget i obligatorisk sprogstimulering, vil naturligvis have behov for en anden pædagogisk indfaldsvinkel. De treårige har i særlig grad brug for at lege og beskæftige sig med konkrete ting, at sanse og at erkende omgivelserne.

De større børn, som allerede har deltaget i § 4 a-gruppen i længere tid, har andre behov for stimulering og kræver andre materialer, emner og mere tid til fordybelse i det, de beskæftiger sig med og interesserer sig for.

For de ældste bliver skolestarten et tema og vil dermed præge pædagogikken, metode- og materialevalget.

2.6 Tværkommunalt samarbejde og faglige netværk

Videndeling på tværs af kommuner kan være en stor fordel for sprogstimuleringsindsatsen. Eksempelvis kan nabokommuner og kommuner med få tosprogede børn med fordel etablere et samarbejde om § 4 a-tilbuddene. Erfaringer viser tillige, at det har positiv effekt, at kommuner med få og kommuner med mange erfaringer i etablering af § 4 a-tilbud indgår i tværkommunale netværk, hvor videndeling finder sted.

Det kan således anbefales, at de personer, der har ansvar for § 4 a-tilbuddene, mødes regelmæssigt for at ajourføre viden og høre om de initiativer, der er taget på området. Et tværkommunalt netværk kan være base for samarbejde om sprogvurderinger, om organisering af den obligatoriske sprogstimulering, om konsulentbistand og generel erfaringsudveksling om gode metoder og materialer og om forældresamarbejde.

Endelig kan netværket danne basis for et samarbejde om uddannelse af medarbejdere, så de får de nødvendige kvalifikationer.

2.7 Personaleforhold

Kvalifikationer

Personale, der skal varetage arbejdet med sprogudviklende aktiviteter i § 4 a-tilbuddene, skal have uddannelse, der er rettet mod pædagogisk arbejde med småbørn.

Tosprogede børn har samme behov for omsorg, kærlighed og for tilhørsforhold som alle andre børn, men der er en ekstra dimension i tosprogede børns liv, som personalet skal tage højde for.

Når man arbejder med børn, der lever med to kulturer og med to eller flere sprog, kræver det en særlig viden om sprog og identitetsdannelse, samt en særlig opmærksomhed på børns sproglige tilegnelsesstrategier. Det er dagtilbuddenes opgave at skabe rammer, som kan stimulere børnenes talelyst og give dem selvtillid og selvværd, så de kan udvikle sig harmonisk. En sådan god pædagogisk indsats vil ikke kun komme de tosprogede småbørn til gode.

Medarbejderne må have kendskab til, hvordan tosprogede småbørn på en hensigtsmæssig måde tilegner sig dansk med respekt for deres tosproglige og tokulturelle udvikling. Ligeledes må de have forudsætninger og interesse for at indgå i et samarbejde med børn og forældre, som har en anden kulturel baggrund end deres egen.

Hvis arbejdet er nyt for personalet, kan det anbefales, at medarbejderne får mulighed for at udveksle erfaringer, diskutere metoder og finde egnede materialer til sprogstimulering i et nært samarbejde med mere erfarne kolleger.

Sprogstimuleringstilbuddene og organiseringen heraf kan udføres af forskelligt personale afhængig af de lokale forhold:

• Sprogstimuleringen kan varetages af daginstitutionernes faste stuepersonale, som har kvalificeret sig til opgaven.
• Sprogstimuleringen kan varetages af en enkelt pædagog i institutionen, der har kvalificeret sig særligt, og som gennemfører sprogstimuleringen, eksempelvis ved at samle de tosprogede i mindre grupper ad gangen i institutionen i særlige tidsrum.
• Sprogstimuleringen kan også være placeret et centralt sted i kommunen. Børnene bringes hertil og modtager sprogstimulering.
• Endelig har man i nogle kommuner valgt at operere med et centralt ansat personale, som består af kvalificerede pædagoger, der enten varetager sprogstimuleringen i dagtilbuddene eller rådgiver og vejleder pædagogerne i dagtilbuddene. Et sådant korps kan eksempelvis sprogvurdere og sprogstimulere børnene. Derudover kan korpset rådgive og vejlede pædagogerne i dagtilbuddet og komme med metodeforslag og stille materialer til rådighed.

Erfaringen viser, at personalenormeringen til § 4 a, stk. 3-grupper mange steder består af en pædagog og en pædagogmedhjælper, og at der flere steder er ansat personale med kompetence på flere sprog.

Antallet af børn i § 4 a, stk. 3-grupperne varierer meget fra sted til sted, men erfaringen viser, at grupper, som omfatter treårige, generelt er mindre end grupper for fire- til seksårige.

I indsatsen i henhold til § 4 a, stk. 4, er der også store variationer, hvad angår gruppestørrelser i de enkelte dagtilbud.

Efteruddannelse og faglig ajourføring

Visse seminarier udbyder efteruddannelseskurser om tosprogethed, og Centre for Videregående Uddannelser (CVU'er) udbyder ligeledes på forskellige niveauer efteruddannelseskurser om arbejdet med tosprogede børn.

Erfaringen fra disse efteruddannelseskurser er, at en basisviden om tosprogede børns samlede udvikling og om samarbejdet med deres forældre kan modvirke den usikkerhed og tilbageholdenhed, som kan være hos de medarbejdere, som hidtil kun har arbejdet med etsprogede danske børn.

Der vil til stadighed være behov for, at personalet i dagtilbud opkvalificeres inden for fx:

• Sprog og sprogtilegnelse.
• Dansk som andetsprog.
• Vurdering af tosprogede børns sprogudvikling.
• Tokulturel identitetsudvikling.
• Samarbejde med tosprogede forældre.
• Pædagogisk arbejde med traumatiserede børn.

Inden for de seneste år er man blevet mere opmærksom på, at mange børn fra traumatiserede familier selv er traumatiserede i større eller mindre grad. Det er vigtigt, at personalet er opmærksom på symptomerne, der kan vise sig direkte eller indirekte. Specielt ses tegn på traumatisering hos nogle børn fra asylcentre. Traumatiseringer påvirker alle udviklingsområder og betyder, at børnene har vanskeligt ved at udnytte deres potentialer – det gælder også sprogtilegnelsen.

Interkulturel kompetence

Det er i mødet med andre kulturer, fx i beboelseskvarteret eller i daginstitutionen, at man bliver opmærksom på egne værdier og grænser. Interkulturel kompetence er bl.a. evnen til at se og sætte ord på egne uskrevne normer og erkendelsen af, at ligeværdighed indbefatter ret til forskellighed. Dette kræver viden om og accept af, at andre ikke nødvendigvis ser verden på samme måde som én selv. Og det kræver tillige vilje fra alle parter til at debattere de forhold, som der ikke nødvendigvis er fælles forståelse af.

Det tværkulturelle arbejde indebærer brobygning på tværs af kulturer. Bevidsthed om forskelle og ligheder mellem kulturerne er vigtig i arbejdet med tosprogede børn.

Institutioner med tosprogede småbørn kan have en kulturelt meget forskelligartet børnegruppe. Disse institutioner må på baggrund af interkulturel kompetence sikre, at der er plads til alle, og de må stille krav om engagement og samarbejde fra forældrenes side.

I nogle tilfælde sætter lovgivningen rammer for mødet med andre kulturer. Det gælder eksempelvis i forhold til diskrimination. Men i mange af dagliglivets situationer er det op til det enkelte dagtilbud at sætte rammerne, herunder for hvor langt man skal gå for at imødekomme særlige krav og ønsker. Dagtilbuddet må blandt andet tage hensyn til, hvor meget et evt. ønske betyder for børn og forældre, og hvor rimeligt, vanskeligt eller omkostningsfuldt det er.

Det må eksempelvis forventes af dagtilbuddet, at de her kan sikre et udbud af mad, der er i overensstemmelse med børnenes forskellige kulturbaggrunde, hvis der er ønske om det. Børnene bør hverken tvinges til at spise danske svinekødsprodukter eller halalslagtet kød.

Interkulturel kompetence omfatter både en videndel og en praksisdel.

Videndelen handler i denne sammenhæng om, hvordan småbørn på en hensigtsmæssig måde både udvikler det danske sprog med respekt for deres tosprogethed og en tokulturel identitet. Det tværkulturelle arbejde indebærer brobygning på tværs af kulturer. Bevidsthed om forskelle og ligheder mellem kulturerne er vigtig i arbejdet med tosprogede børn. Kulturforskelle handler ikke blot om forskelle i religion, familiemønstre, sprog osv., men også om en måde at tænke og handle på, en måde at begribe verden på.

Den praktiske del af interkulturel kompetence omfatter holdninger og handlinger. Det gælder både for den overordnede planlægning og den praktiske udførelse i hverdagen. Medarbejdere må kunne håndtere den udfordrende, men også uforudsigelige og modsætningsfyldte proces, mødet mellem mennesker fra forskellige kulturer kan være. Samtidig må medarbejderne formå at samarbejde med og inddrage familierne i arbejdet med at lære deres barn dansk.

I den sammenhæng kan det være nyttigt at vide, at nogle forældre til tosprogede børn i Danmark synes, det er vanskeligt at opretholde deres egne omsorgs- og opdragelsestraditioner her, da omgivelser, socialt netværk generelt, kvindefællesskaber mv. er forskellige fra det, de kommer fra. Nogle familier befinder sig i en omstillingsproces, hvor de står over for ændrede holdninger og forventninger i forbindelse med opdragelsen af deres børn. De må så at sige opfinde nye måder at gøre tingene på. Og det kan naturligvis være svært, hvis det er basale sider af en kultur, det drejer sig om.

Hvad børnene angår, står de over for opgaven at skulle tilegne sig flere sprog og lære at håndtere forskellige kulturelle normsæt i løbet af deres opvækst.

Tosprogede medarbejdere

Når kvalificerede tosprogede medarbejdere er repræsenteret i daginstitutionen, kan det give større mulighed for at støtte børnenes dansktilegnelse. De tosprogede medarbejdere kan desuden bygge bro mellem de forskellige kulturer – hjemmets og dagtilbuddets – og de kan fungere som rollemodeller. Dertil kommer, at ansættelse af personale med anden sproglig og kulturel baggrund kan være et godt signal at sende til de tosprogede forældre. Både børn og forældre ser, at der er åbenhed og respekt for de kvalifikationer, tosprogede ansatte bibringer, med den tryghed det kan give.

En tosproget medarbejder kan være en stor hjælp i sprogstimuleringen, særligt hvis medarbejderen deler modersmål med børnene. De tosprogede småbørn får tryghed ved at kunne kommunikere på deres modersmål, og børnene kan herved få forklaringer og hjælp til forståelse af det danske sprog, som sætter dem i stand til at kommunikere med andre børn, selv om deres danske ordforråd endnu er begrænset. Dette bidrager til at styrke deres oplevelse af succes og selvhjulpenhed.

Selv om det ikke altid lykkes at få ansat en tosproget medarbejder, som behersker barnets modersmål, kan barnet alligevel føle tryghed, fordi barnet eventuelt kan identificere sig med den tosprogede medarbejder.

Det sproglige fællesskab mellem forældre og tosprogede medarbejdere kan betyde, at det tosprogede personale kommer til at varetage en stor del af kommunikationen med forældrene. Her er det vigtigt at sikre, at forældresamarbejdet har samme indhold som for de øvrige forældre, og at holdninger og regler tolkes ens af det danske personale og af det tosprogede personale. Derudover må grænserne for forældresamarbejde og eventuelt tolkefunktion være klare for såvel ansatte som forældre. En tosproget medarbejder skal ikke benyttes som tolk, når der skal tales indgående og dybt med familierne om barnets udvikling og problemer. I sådanne situationer må en ekstern tolk rekvireres, og den professionelle tolkerolle hævdes, så tavshedspligten overholdes.

I forbindelse med ansættelse af den tosprogede medarbejder kan det anbefales, at der træffes helt klare aftaler om, hvilke funktioner den tosprogede medarbejder skal have i dagtilbuddet, så der ikke opstår misforståelser i de forventninger, forældre og institution kan have til hinanden.

Samarbejde med tolk

Efter omstændighederne må myndighederne om fornødent stille tolkeoversættelsesbistand til rådighed for den pågældende. Det kan eksempelvis være nødvendigt at bede en tolk deltage i møder, hvor barnets udvikling sættes på dagsordenen, hvor tilbud om sprogstimulering skal gives, og hvor evaluering af barnets tilegnelsesproces tages op.

Forældrenes egen medvirken og deres forståelse af nødvendigheden af barnets dansktilegnelse og eventuelle behov for modtagelse af obligatorisk sprogstimulering samt deres indsigt i barnets fremskridt er områder af så stor vigtighed, at kommunikationen bør kunne forløbe gnidningsfrit og uden misforståelser.

Samtale under medvirken af tolk giver mulighed for at forklare faglige synspunkter og aspekter uden at skulle forfladige sproget, og det giver gode betingelser for, at også følelsesmæssigt vanskelige emner kan tages op og forklares. Den tydelighed og den fælles forståelse, som møder med tolk tilsigter, kan således være både effektiviserende – og på længere sigt – tidsbesparende.

Forældre kan mene, at de behersker dansk tilstrækkeligt til at indgå i diskussioner om barnet, men myndigheden kan med god grund beslutte, at tolk skal deltage, så forældrenes synspunkter kan komme så nuanceret til udtryk som muligt. Dette kan udtrykkes over for forældrene som: "Vi beder om tolkens medvirken, så vi også kan forstå alt, hvad I, som forældre, ved om barnet."

Forældre beder nu og da om, at tolk ikke medvirker af frygt for, at viden om private emner kommer til andres kendskab i deres etniske gruppe. Når der indkaldes til møde, er det vigtigt at præcisere, at tolken har tavshedspligt. Dette gentages ved mødets begyndelse. Tolken skal være professionel og må ikke have familiemæssige eller private relationer til brugeren.

De professionelle tolke har ofte en anerkendt tolkeuddannelse og kan således forventes at være både professionelle og neutrale. Det er en forudsætning for samarbejdet, at alle kan være sikre på, at tolken tolker loyalt, og at samtlige involverede overholder deres tavshedspligt.

Det er nødvendigt, at der bliver oparbejdet en rutine i at samarbejde med en tolk. Derfor er det en god idé, at samtalen og samarbejdet bliver forberedt og efterbehandlet grundigt. Det kan ligeledes været nyttigt at drøfte, hvilke etiske regler der skal være gældende for forløbet, eksempelvis at undgå at bruge kulturbestemte billeder, talemåder og ordsprog samt ironi og betydningsbærende tonefald.

Samtale med brug af tolk falder sædvanligvis i tre hoveddele:

• Førsamtale, hvor tolk og myndighedsperson gennemgår dagsordenen og får fælles forståelse for, hvilke budskaber der er vigtige at få formidlet og diskuteret.
• Samtalen, hvor tolken er neutral. Tolken taler i "jeg-form", når borgerens indlæg oversættes, og tolken gør kun opmærksom på noget, hvis der opleves en forståelsesmæssig kløft.
• Afslutning og evaluering. Denne del af samarbejdet foregår mellem tolk og pædagogisk personale bl.a. med henblik på at sikre, at personalet har forstået det sagte korrekt. Når tolken bliver i længere tid end forældrene, skal der gives forklaring herpå, så der ikke skabes unødige bekymringer. Tolk og borger skal ikke følges ad fra mødet, da der kan opstå yderligere samtale, som har med det netop afsluttede møde at gøre, og som pædagogerne derfor ikke får kendskab til. Tolken skal heller ikke efter mødet, gennem uformel samtale, impliceres i familiens situation.

2.8 Samarbejde om tosprogede børn

Evalueringen af kommunernes sprogstimuleringsindsats har vist, at den manglende overførsel af erfaringerne fra sprogstimuleringsindsatsen til indskolingen er en væsentlig barriere i indsatsen for at fremme tosprogede småbørns sprogtilegnelse. Det anbefales derfor at være særlig opmærksom på de overgange til nye sammenhænge, som barnet møder i de tidligste år. Dette er vigtigt af hensyn til kontinuiteten i barnets liv, men også fordi der ligger en effektivisering i indsatsen ved at sikre videndeling.

Overgang fra hjemmet til pasning/sprogstimulering uden for hjemmet

Ved alle overgange er det vigtigt at fastholde og videregive relevant viden og informationer om barnet og dets udvikling. Forældrene skal inddrages i denne overdragelse af information og regler for tavshedspligt skal overholdes.

Når børn vokser op i en familie med kulturelle træk, som er forskellige fra det omgivende samfunds, bliver deres selvopfattelse let sat på prøve. Barnet møder nye regler og forventninger, og meget opleves og må tolkes i en ny sammenhæng. Derfor må barnet støttes i at skabe sammenhæng mellem de to kulturer, når det begynder i nye sammenhænge uden for hjemmet.

Barnet må blandt andet gives mulighed for at anvende sin sproglige og kulturelle erfaringsbaggrund fra hjemmet i de nye sammenhænge, hvor dansk sprog og kultur er dominerende. Stort set alle småbørnsfamilier modtager rådgivning og vejledning fra den kommunale sundhedspleje. Samarbejdet med familierne om de treåriges deltagelse i sprogstimulering kan derfor med fordel etableres via sundhedsplejersken. Vejledning til forældrene kan gives ved eksempelvis mødregrupper, hvor der oplyses om sprogets betydning, sproglig udvikling og ideer til forældrenes egen stimulering af barnet samt orienteres om den obligatoriske sprogstimulering fra treårsalderen.

Børn, som har modtaget sprogstimuleringstilbud uden for et dagtilbud (§ 4 a, stk. 3) kan senere søges indskrevet i dagtilbud og modtage sprogstimulering her (i henhold til § 4 a, stk. 4). De sproglige erfaringer, barnet har gjort sig, og de observationer, personalet har om barnet, bør videregives ved et overdragelsesmøde, hvor også gerne forældrene deltager. Hvis et barn omvendt udmeldes af dagtilbud for at fortsætte i § 4 a, stk. 3-tilbud, bør observationer og erfaringer om barnet ligeledes formidles til det nye personale.

Manglende overførsel af erfaringerne fra sprogstimuleringsindsatsen til indskolingen er en væsentlig barriere i indsatsen for at fremme tosprogede småbørns sprogtilegnelse. Det anbefales derfor at være særlig opmærksom på de overgange til nye sammenhænge, som barnet møder i de tidligste år.

Overgang fra dagtilbud/sprogstimulering til skole

Det er af stor betydning for de tosprogede børns videre færd i grundskolen, at de erfaringer om barnets sproglige udvikling, som er gjort i forbindelse med sprogstimuleringen, videregives og udbygges. Ligeledes er det væsentligt, at det gode samarbejde med de tosprogede forældre fortsætter i skoleårene. Derfor er der behov for en ekstra indsats i forhold til at styrke samarbejdet mellem sprogstimuleringstilbuddene og indskolingen.

Særligt kan der være god grund til at være opmærksom ved overgangen til skole, hvis barnet skal begynde i en fri grundskole, idet overdragelsen af informationer kan kræve en særlig indsats, fordi børnene ofte indskrives i skolen fra flere kommuner.

Ved overgang fra dagtilbud og sprogstimuleringstilbud til skole er det vigtigt at pointere, at mange af børnene stadig har brug for undervisning i dansk som andetsprog, og her er resultater og konklusioner fra sprogvurderingerne væsentlige at overdrage.

Ved overgangen til skole er det betydningsfuldt at videregive faktuelle oplysninger om, hvilket modersmål barnet taler, hvor mange søskende det har, og andre relevante oplysninger, som sikrer fastholdelse af viden om barnet.

Endvidere er der oplysninger om emner, som har betydning for barnets skolestart og videre liv, blandt andet om sproglige, sociale, kognitive og emotionelle kompetencer, som er betydningsfulde at videregive.

Ud over informationer ved overgangen til skole er der eksempler på, at dagtilbuddet har udpeget en pædagog, som følger barnet i den første tid i børnehaveklassen for at sikre en god overgang.

Samarbejde med og henvisning til pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR)

Opmærksomheden på sprogtilegnelse kan resultere i, at tosprogede småbørn med specialpædagogiske behov tidligere identificeres.

Det er vigtigt at få afklaret, om barnet har behov for sprogstimulering og/ eller for specialpædagogisk bistand, hvis der i et barns første år opstår vanskeligheder, eller hvis der, mens barnet er i dagtilbud, viser sig problemer i sprogtilegnelsen. Tosprogede børn har samme adgang til specialpædagogisk bistand som andre børn.

De pædagogiske observationer om barnets kompetencer på såvel modersmålet som dansk skal videreformidles til PPR, så hjælpeforanstaltninger kan iværksættes på veldokumenteret baggrund.

Denne side indgår i publikationen "Vejledning om obligatorisk sprogstimulering af tosprogede småbørn - Folkeskoleloven § 4 a" som kapitel 2 af 5
© Undervisningsministeriet 2005