1. Indledning

Ifølge folkeskoleloven har kommunerne pligt til at give alle tosprogede børn i børnehavealderen sprogstimulerering, hvis det enkelte barn vurderes at have behov for det. Ligeledes er det forældrenes pligt at tage imod sprogstimulering af deres barn.

Obligatorisk sprogstimulering (folkeskolelovens § 4 a) retter sig mod tre- til femårige tosprogede børn. Baggrunden for bestemmelsen er, at en del af de tosprogede børn ikke har udviklet færdigheder i dansk i tilstrækkelig grad til, at de kan få det fulde udbytte af skolens undervisning ved skolestarten.

Den pædagogiske opgave i de forskellige sprogstimuleringstilbud er således i samarbejde med forældrene at støtte tilegnelsen af det danske sprog med respekt for barnets tosprogethed, der betyder, at barnet vokser op i kontakt med flere sprog og kulturer.

Der er ikke tale om formel undervisning i gængs forstand. Derimod skal målrettede pædagogiske aktiviteter – med udgangspunkt i det enkelte barns forudsætninger og erfaringer – støtte barnets udvikling, herunder barnets tilegnelse af det danske sprog. Sprogstimuleringen ligger ud over og supplerer dagtilbuddets almindelige arbejde med børnenes sprogudvikling, som det er beskrevet i lov om social service (serviceloven) § 8 og 8 a om henholdsvis formål og pædagogiske læreplaner.

De hidtidige erfaringer viser, at arbejdet med sprogstimulering resulterer i bedre danskkundskaber, således at flere tosprogede børn erhverver sig de nødvendige forudsætninger for at kunne få det fulde udbytte af undervisningen ved skolestarten.

Gennem årene har tosprogede forældre i stigende grad valgt daginstitution som det foretrukne dagtilbud. Sprogstimuleringen har derfor primært foregået i daginstitutionsregi.

Den pædagogiske opgave i de forskellige sprogstimuleringstilbud er – i samarbejde med forældrene – at støtte tilegnelsen af det danske sprog med respekt for barnets tosprogethed.

Det er denne vejlednings formål at give redskaber og inspiration til kommunale beslutningstagere og praktikere om tilrettelæggelsen og udførelsen af sprogstimuleringstilbuddene. Udgangspunktet for vejledningen er § 4 a i folkeskoleloven, der handler om sprogstimuleringstilbud, men mange af vejledningens afsnit giver oplysninger og viden, der vedrører tosprogede småbørn generelt.

1.1 Lovgivningen

Siden 1. august 1999 har kommunerne ifølge folkeskoleloven været forpligtet til at tilbyde tosprogede småbørn et sprogstimuleringstilbud fra fireårsalderen, hvis barnet efter sagkyndig vurdering skønnes at have behov herfor.

Folketinget har med to ændringer af folkeskolelovens § 4 a styrket indsatsen for at sikre, at alle tosprogede børn kan påbegynde skolestarten uden sprogmæssige problemer.

Med virkning fra 1. januar 2003 er § 4 a udvidet til også at omfatte de treårige. Derudover er sprogstimuleringen med virkning fra 1. august 2004 gjort obligatorisk for de tosprogede småbørn, der efter sagkyndig vurdering har behov herfor.

For børn indskrevet i en daginstitution, der alene er indrettet til børn under tre år, gives tilbuddet senest 1. august i det år, barnet fylder tre år.

Kommunerne har ansvar for, at forældrene bliver orienteret om tilbuddene og om betydningen af, at børnene deltager i sprogstimuleringen, jf. folkeskolelovens § 4, stk. 5. Hvis der er behov for det, skal forældrene orienteres på deres eget sprog.

Sprogstimuleringen skal ifølge folkeskolelovens § 29 a varetages af personale, der har uddannelse vedrørende tosprogede børn, eller som på anden måde er kvalificeret til at løfte opgaven.

Den obligatoriske sprogstimulering, som er uden udgifter for forældrene, kan opfyldes på flere måder: I og uden for dagtilbud, jf. folkeskolelovens § 4 a, henholdsvis stk. 4 og 3, på en fri grundskole og endelig i hjemmet.

I henhold til lovens § 4 a, stk. 4, skal børn, der er i dagtilbud, tilbydes målrettede pædagogiske aktiviteter ud over dagtilbuddets almindelige tilbud, der tjener til at fremme børnenes tilegnelse af dansk, hvis de har behov for det.

Kommunerne har ansvar for, at forældrene bliver orienteret om tilbuddene og om betydningen af, at børnene deltager i sprogstimuleringen.

Ifølge § 4 a, stk. 3, skal tosprogede børn, der ikke er indskrevet i dagtilbud, tilbydes 15 timers sprogstimulering om ugen senest 1. august i det kalenderår, de fylder tre år.

Forældrene kan som nævnt vælge at opfylde forpligtelsen til obligatorisk sprogstimulering på en fri grundskole eller ved hjemmeundervisning. Hvis forældrene vælger at forestå sprogstimuleringen i hjemmet, skal dette meddeles skriftligt til kommunalbestyrelsen, inden aktiviteterne påbegyndes.

1.2 Erfaringer fra kommunerne

Kommunerne har nu varetaget sprogstimulering af tosprogede småbørn i en årrække, hvilket har givet en række erfaringer, som Undervisningsministeriet med denne vejledning ønsker at viderebringe til inspiration i det videre arbejde.

Ved indførelsen i 1999 af den kommunale forpligtelse til at tilbyde tosprogede småbørn sprogstimulering blev det samtidig besluttet, at regeringen skulle give en redegørelse om de hidtidige erfaringer med § 4 a-tilbuddene. Redegørelsen skulle blandt andet indeholde erfaringer med tilslutningen til tilbuddene, tilbuddenes virkning på de tosprogede børns sproglige udvikling samt behovet for en eventuel ændring af bestemmelserne.

Som baggrund for redegørelsen gennemførte Rambøll Management en evaluering for Undervisningsministeriet med titlen "Evaluering af sprogstimuleringsindsatsen for tosprogede småbørn – folkeskolelovens § 4 a". Evalueringsrapporten blev offentliggjort i december 2002 og indeholdt blandt andet følgende konklusioner:

• Tilslutningen til § 4 a-tilbuddene er steget væsentligt siden 1998. I 2002 modtog halvdelen af samtlige tosprogede småbørn i målgruppen sprogstimulering.
• Jo tidligere tosprogede småbørn deltager i et systematisk sprogstimuleringstilbud, jo bedre muligheder har de ved skolestart og senere i skoleforløbet.
• Der er en række positive effekter og sideeffekter ved sprogstimuleringen: Andelen af tosprogede børn, der begynder i skolen uden kendskab til dansk, er faldet, og forældresamarbejdet er blevet styrket. Derudover har den generelle fokusering på sprog og sprogtilegnelse i mange tilfælde haft en gavnlig virkning på alle børn i de institutioner, hvor der er udført sprogstimulering.
• På trods af, at andelen af tosprogede børn, der begynder skolegangen uden kendskab til dansk, er faldet væsentligt, vurderer kommunerne, at hovedparten af de tosprogede børn fortsat vil have behov for støtte i dansk som andetsprog i skolen.

Ud over de nævnte effekter påpeger evalueringen, at der bør sættes særlig fokus på en række forhold, fx information, vurderinger, personalekvalifikationer og videndeling.

• Først og fremmest skal alle kommuner etablere sprogstimuleringstilbud, hvis der i kommunen er børn, der har behov for det.
• Forældre er generelt glade for § 4 atilbuddene, men de savner information, som om nødvendigt skal gives på forældrenes eget sprog.
• Derudover er det vigtigt, at det enkelte barns behov og forudsætninger sagkyndigt vurderes som grundlag for den pædagogiske tilrettelæggelse af § 4 a-tilbuddet, og endvidere at der bør foretages løbende vurderinger og senest ved overgangen til skolen.
• De sprogstimulerende aktiviteter skal varetages af pædagoger, der har uddannelse vedrørende tosprogede børn, eller som på anden måde har kvalificeret sig til opgaven.
• Endelig fremgår det af evalueringen, at en væsentlig barriere for indsatsen er, at erfaringerne fra sprogstimuleringsindsatsen ikke i tilstrækkelig grad overdrages til indskolingen. I den forbindelse peger evalueringen på, at de bedste resultater findes i de kommuner, hvor sprogstimuleringen styres centralt med den professionalisering, der naturligt følger med. Herved kan sammenhængen i det enkelte barns udviklingsforløb øges.

Forældre er generelt glade for § 4 a-tilbuddene, men de savner information, som om nødvendigt skal gives på forældrenes eget sprog.

1.3 Læsevejledning

Vejledningen er opbygget af fire overordnede kapitler:

Et introducerende kapitel 1, der omfatter indledning, denne læsevejledning, Undervisningsministeriets anbefalinger i arbejdet med sprogstimulering samt en begrebsafklaring.

Kapitel 2 "Administrativ tilrettelæggelse og organisationsformer" giver inspiration til organiseringen af § 4 a-tilbuddene og kommer blandt andet ind på visitation, personaleforhold og samarbejde med fx skolen.

Kapitel 3 "Sprog og kultur" giver en indføring i, hvilken betydning sprog og kultur har for de børn, der er omfattet af § 4 a, hvilket er vigtigt at have kendskab til både i organiseringen af § 4 a-tilbuddene og i den pædagogiske udførelse.

Kapitel 4 "Praktisk pædagogisk arbejde" er ment som inspirationskilde til de praktikere, der udfører sprogstimuleringen. Afsnittet indeholder således en række eksempler på, hvordan man kan udføre og udvikle arbejdet med § 4 a-tilbuddene.

Vejledningen er opbygget således, at det ikke er nødvendigt at læse den fra ende til anden, og det er på den måde muligt for læseren at udvælge de afsnit, der er relevante for den enkelte. En læsning af vejledningen fra ende til anden vil imidlertid give en indføring i § 4 a som en helhed, uanset hvordan man arbejder med tilbuddene.

1.4 Undervisningsministeriets anbefalinger i arbejdet med tosprogede småbørn

Klare retningslinjer

Det anbefales kommunerne at fastlægge klare retningslinjer for visitationspraksis, sprogvurdering og pædagogik i forbindelse med sprogstimuleringen, herunder udarbejdelse af konkrete mål og handlingsplaner for sprogstimuleringsindsatsen, så både det almindelige og det særlige personale, der varetager sprogstimuleringen, nøjagtig ved, hvad der forventes af dem. Det anbefales i den sammenhæng, at sprogstimuleringsaktiviteterne tænkes ind i daginstitutionernes pædagogiske læreplaner.

Tværkommunalt samarbejde

Det kan være en fordel for kommuner at samarbejde om sprogstimuleringsindsatsen, herunder om uddannelse og efteruddannelse af medarbejdere. I den forbindelse kan det være en fordel især for de mindre kommuner at gå sammen om at ansætte en konsulent, der kan sikre fokus, ensartethed og opfølgning i indsatsen.

Personale

Personale, der varetager sprogstimuleringen, skal have særlige kvalifikationer, der retter sig mod arbejdet med tosprogede småbørn. I den sammenhæng kan det være en fordel at inddrage tosproget personale, der så vidt muligt deler sprog med børnene. Dette fremmer mulighederne for sammenhæng i børnenes liv.

Vurdering af sprogfærdigheder

Tosprogede børns danske sprogudvikling skal ikke sammenlignes direkte med danske børns modersmålsudvikling. For at tilrettelægge sprogstimuleringen skal tosprogede børns sproglige behov sagkyndigt vurderes. I den sammenhæng er det vigtigt, at barnets samlede sproglige udvikling på såvel modersmålet som dansk vurderes. Derudover skal der løbende foretages vurderinger af barnets sprogtilegnelse som grundlag for fortsat at fremme den sproglige udvikling: Hvor meget kan barnet i forhold til den forrige evaluering? Det er endvidere vigtigt, at der fokuseres på hvad barnet kan, frem for på hvad barnet ikke kan. Ved afslutning af de sprogstimulerende aktiviteter og overgang til skolen bør der ligeledes finde en vurdering sted som grundlag for en eventuel videre støtte i dansk som andetsprog.

Forældresamarbejdet

Også i forældresamarbejdet er det en fordel, hvis der er personale, der taler familiens sprog. Hvis dette ikke er tilfældet, er det vigtigt at gøre brug af en tolk, når situationen kræver det. Det er afgørende at få skabt en god kontakt til familierne, derfor kan det ofte anbefales at iværksætte en forstærket opsøgende indsats, særligt hvis der er tale om familier, der lige er flyttet til Danmark. I arbejdet hermed kan indgå hjemmebesøg, tolk, oversættelse af materialer og generel hyppig kontakt med familierne, så forældrene kan involveres aktivt i arbejdet med børnene.

Kulturmødet

Tosprogede børn i daginstitution har fordel af at have samvær med børn, der har dansk som modersmål. Dette samvær er med til at fremme dansktilegnelsen for de tosprogede børn. Samtidig er det vigtigt for familierne og for de tosprogede børns indlæring, at der – uden at der unødigt fokuseres på forskelle – udtrykkes respekt for deres særlige sproglige og kulturelle situation. Barnet må bevare en positiv opfattelse af sin baggrund: Sprog, religion, familiemønstre mv. Af samme grund kan det være anbefalelsesværdigt at samle børnene i sproggrupper.

1.5 Definitioner, som de anvendes i vejledningen

Modersmål eller førstesprog

Det eller de sprog barnet lærer som sit (sine) første sprog og almindeligvis af forældrene. Modersmålet har stor følelsesmæssig og identitetsmæssig betydning. I forbindelse med dansktilegnelsen udgør modersmålet en videnskilde, som barnet kan trække på.

Nationalsprog

En stats officielle sprog. Det er sædvanligvis landets uddannelsessprog, selv om der i landet findes sproglige mindretal af anseelig størrelse. Nogle lande har flere nationalsprog og uddannelsessprog.

Dansk som andetsprog

Dansk er i Danmark andetsproget for tosprogede børn. Andetsproget adskiller sig fra fremmedsprog ved at være højaktuelt for barnets liv i Danmark. Dansk som andetsprog signalerer rækkefølge i sprogtilegnelsen og ikke rangfølge. Sprogtilegnelse i dansk som andetsprog kan fremmes ved undervisning eller sprogstimuleringstilbud.

Fremmedsprog

Sprog man først og fremmest undervises i. I Danmark fx engelsk og tysk. Behovet for at beherske sproget ligger ofte i fremtiden.

Intersprog

Intersprog eller "mellemsprog" er et sprog i sig selv og er det sprog, barnet anvender på vej mod målsproget. Intersproget ændrer sig, så længe tilegnelsen står på. Barnet konstruerer i tilegnelsesfasen egne hypoteser om sproget, som afprøves i kommunikation.

Dagtilbud

Dagtilbud er beskrevet i serviceloven. Ifølge loven har kommunalbestyrelsen den generelle forpligtigelse til at sørge for dagtilbud til børn, herunder børn med særlige behov. Der kan være tale om daginstitutioner eller puljeinstitutioner, som er en privat pasningsordning. Puljeinstitutioner er ofte legestuer, der retter sig mod børn, der af pædagogiske grunde har behov for at lege og være sammen med andre børn. Det skal bemærkes, at uanset hvilket dagtilbud det tosprogede barn er optaget i, er det omfattet af obligatorisk sprogstimulering. Derudover har det tosprogede barn med generelle og specifikke problemer ret til samme adgang til specialpædagogisk bistand som andre børn.

Denne side indgår i publikationen "Vejledning om obligatorisk sprogstimulering af tosprogede småbørn - Folkeskoleloven § 4 a" som kapitel 1 af 5
© Undervisningsministeriet 2005