1. Tidlig indsats – samarbejdsmodeller

Det horisontale og det vertikale samarbejde

Et fagligt samarbejde om en tidlig indsats over for småbørn med sprog- eller begrebsmæssige problemer kan etableres både på et horisontalt niveau, f.eks. mellem forvaltninger i en kommune, og på et vertikalt niveau, f.eks. mellem forvaltningspersoner og institutionslederen, pædagogen eller dagplejeren.

I lovgivningen relaterer den tidlige indsats sig til folkeskolens § 4 stk. 1 og § 20, der bl.a. omhandler specialpædagogisk bistand til småbørn. Det faglige samarbejde er beskrevet to steder: i lov om forebyggende sundhedsfremme §7 og i serviceloven §37a. Kommunen har ansvaret for at oprette tværfaglige grupper, og målet med indsatsen er at sikre, at støtten til børn og unge med særlige behov ydes tidligt og sammenhængende, og med inddragelse af de fagpersoner, der har kendskab til barnet. Til sikring af den koordinerede indsats over for det enkelte barn skal den tværfaglige gruppe udpege en ansvarlig.

Det horisontale samarbejde kan på et forvaltningsniveau bestå af den ledende sundhedsplejerske, den pædagogiske konsulent, lederen af dagplejen og/eller tale-hørekonsulenten. Det vertikale samarbejde kan f.eks. bestå af samarbejde mellem sundhedspleje, tale-hørekonsulent, dagplejepædagog, pædagogisk konsulent og pædagoger eller dagplejere.
Både horisontalt og vertikalt kan samarbejdet være karakteriseret ved flerfaglighed eller tværfaglighed. Desuden kan samarbejdet være organiseret enten som et sagssamarbejde om et konkret barn, eller som et refleksionsrum, hvor de forskellige faggrupper får mulighed for sparring.

Flerfaglighed – tværfaglighed

Et flerfagligt samarbejde kan karakteriseres ved, at de forskellige fagpersoner arbejder parallelt med småbørns sproglige vanskeligheder.

Et tværfagligt samarbejde er betegnelsen for et samarbejde, hvor forskellige faggrupper udvikler en fælles målsætning og et fælles værdigrundlag for arbejdet med småbørn, og hvor ligeværdighed defineres som et ideal.

Samarbejde organiseret om det enkelte barn

Samarbejdet om det enkelte barn kan gennemføres både i en flerfaglig og tværfaglig form.
Samarbejdet har karakter af at være problemafdækkende og handleforeskrivende i forhold til en indsats over for barnet. Formålet med samarbejdet er at etablere en fælles platform, hvor de enkelte faggrupper synliggør deres faglige analyser og handleforslag.

Samarbejdet organiseret som et refleksionsrum

Etableringen af et refleksionsrum er en yderligere kvalificering af samarbejdet, hvor der ikke blot er fokus på et konkret barn, men også på fagpersonernes professionsbaserede børnesyn, sprogsyn, holdninger til praksis, m.m.

At etablere et refleksionsrum betyder, at der ikke blot udvikles forskellige perspektiver på et barns sproglige udvikling, men at blikket vendes mod de voksne fagpersoner, der udfordres på deres faglige forforståelser og praksis.

I en kommune har der f.eks. i et tværfagligt småbørnsteam med ledende sundhedsplejerske, tale-hørepædagog, institutionsledere og den pædagogisk konsulent i en periode været fokus på børn, der kan give anledning til skærpet opmærksomhed. Der arbejdes med fiktive cases, og konklusionen er bl.a., at fagpersonerne ikke har en entydig og fælles definition af disse børn, og at vurderingerne er betinget af, hvor et barn befinder sig i kommunen.

Etableringen af et refleksionsrum er ikke afhængig af, at der på et forvaltningsniveau etableres en fælles organisationsstruktur for de forskellige fagpersoner. En enhedsforvaltning er ikke i sig selv en forudsætning for, at samarbejdet udvikler sig i tværfaglig retning, og at samarbejdet udvikler et refleksionsrum. Nære relationer og uformelle kontakter fremhæves ofte som den grundlæggende faktor for den yderligere kvalificering af et fagligt samarbejde, men det vil også være nødvendigt at skabe et stillads, hvis samarbejdet skal udvikle et refleksionsrum.

Tværfaglighed og forældreperspektiv

I tværfagligt samarbejde er forældreinddragelse et helt nødvendigt perspektiv, uanset om det tværfaglige samarbejde har fokus på et konkret barn eller på at udvikle et refleksionsrum. Forældreinddragelse kan forstås på to måder: Som en direkte involvering af forældre, hvor forældre opfattes som aktører, der besidder værdifulde kompetencer. Som et perspektivskifte i refleksionsprocessen, hvor egen faglighed konfronteres med et ydre forældreperspektiv, så fagpersoner ser egen praksis “udefra”.

Refleksionsrum og kvalitetsudvikling

Refleksionsprocessen etablerer et læringsrum for alle samarbejdspartnere, hvor fagpersonernes kompetencer bliver bragt i spil og ikke mindst på spil. Genstanden for refleksionsprocessen mellem de forskellige faggrupper kan f.eks. være faggruppernes forskellige perspektiver på børns sprogudvikling, jf. følgende udsagn:

Tale-hørekonsulenten:

“Vi har fokus på brede sproglige problemstillinger.
Vi er ikke rejsende i artikulation, men i sprog.”

Den pædagogiske konsulent:

“Et sprogproblemer er et komplekst og sammensat fænomen.
Det er vigtigt, at barnet forstår hensigter i legen.”

Sundhedsplejersken:

“Sprogproblemer kan ikke forstås som udtaleproblemer.
Sprogproblemer er ensbetydende med, at der er problemer i mor-barn-relationen.”

Refleksionsrummet skal skabe forstyrrelser i faggruppernes etablerede syn på, hvordan et sprogproblem og et barns udvikling defineres, herunder betydningen af barnets relationer og baggrund i forhold til sprog- og begrebsudvikling m.m.

Forskning i egen praksis

Refleksionsprocessen kan fremstå som praktikerens, f.eks. pædagogens og/eller dagplejerens, egne overvejelser over egen praksis og de “blinde pletter”, der ligger gemt bag en given praksis.

I den forbindelse kan sundhedsplejersken, den pædagogiske konsulent eller talepædagogen fungere som konsulent i forhold til pædagogen eller dagplejeren, der grundlæggende forstås som aktør i feltet.

I etableringen af et refleksionsrum er det vigtigt, at

• forvaltningspersonen ændrer rolle fra at være ekspert til at være konsulent,
• praktikerens traditionelle faglighed både anerkendes og udfordres.

Generelt handler det om, at pædagogen eller dagplejeren får anerkendelse for de problemer, som de selv definerer.

Fra ekspert til konsulent

Gennem de seneste år er der sket en bevægelse i talepædagogernes arbejde i forbindelse med barnets sprog- og begrebsudvikling: fra undervisning af børn til faglig supervision af både pædagoger og forældre. En talepædagog udtrykker det således:

“Der er sket et fokusskift i talepædagogerne arbejde. Tidligere var det undervisning af børn i daginstitutioner, nu er der fokus på undervisning af pædagogerne.”

Udgangspunktet er, at ingen problemstilling isoleres fra barnets relationer, da relationen indeholder ressourcer, der konstruktivt kan bidrage til løsning af problemet.
Fokus rettes herved mod, hvordan pædagogen kan bidrage til at øge barnets udvikling og læring.

Dilemmaer i samarbejdet

En helt grundlæggende forudsætning for et velfungerende samarbejde om et barn eller for etablering af et refleksionsrum mellem forskellige faggrupper er, at samarbejdet opleves ligeværdigt. En god relation mellem fagpersoner forveksles ofte med et tværfagligt samarbejde og kan være et meget skrøbeligt fundament for udvikling af et refleksionsrum.
I et tværfagligt småbørnsteam har den ledende sundhedsplejerske, tale-hørekonsulent og den pædagogiske konsulent udviklet et refleksionsrum på baggrund af personlige sympatier. Refleksionsprocessen afbrydes dog, da kommunen får en ny pædagogisk konsulent, som ikke har “kemi” tilfælles med de øvrige deltagere i teamet.

Samarbejdet mellem de forskellige fagpersoner aktualiseres i forbindelse med, at barnet møder nye omsorgspersoner i vuggestue/dagpleje, børnehave og skole. I forbindelse med barnets institutionsskift kan der i mange kommuner efterlyses procedurer for, hvordan nye og gamle fagpersoner afleverer og modtager barnet. Sundhedsplejersken er f.eks. den første og som regel den eneste fagperson, der besøger alle børn og deres familier.

“Forældrene er generelt meget interesserede i at få besøg af sundhedsplejersken, der har et godt omdømme, og som forældrene betror sig til.”

Det tillidsforhold, sundhedsplejersken har opbygget, kan skabe et godt afsæt for det videre forebyggende samarbejde med forældrene, men ofte er der ingen overlevering mellem sundhedspleje og dagtilbudene.

“Sundhedsplejersken har tæt kontakt med barnet op til nimåneders alderen, derefter er der et informationshul.”

Der kan også opstå et informationshul ved overgang til skolen:

“I forbindelse med børns skolestart kan det være vanskeligt at følge indsatsen op. I vores kommune er der er forskel på, hvordan de forskellige skoler organiserer børns overgang fra daginstitution til skole, men alle skoler er i gang med at udvikle procedurer.”

Til inspiration

At skabe helhed for de voksne

Enkelte kommuner har defineret “en rød tråd” for barnets institutionsliv fra 0-18 år, men der er kun få eksempler på, at der systematisk og metodisk skabes en helhedsforståelse om barnet hos de fagpersoner, som barnet enten forlader eller møder. Det handler således ikke om at skabe helhed i børns liv, men om at skabe en helhedsforståelse om barnet hos de forskellige fagpersoner, som barnet møder.

Etablering af refleksionsrum

Etableringen af et refleksionsrum rækker ud over de nære, personlige relationer mellem fagpersoner og ud over samarbejdet om et konkret barn.

Det er derfor vigtigt, at

• der afsættes tid til refleksion, og at der er ledelsesopbakning,
• der er formuleret en samarbejdskontrakt med angivelse af fælles målsætning og forventninger,
• samarbejdskontrakten fremstår som meningsfuld og nødvendig for deltagerne,
• deltagerne på skift definerer mødetema og forløb,
• der er etableret et samarbejdsklima, som gør det muligt at reflektere over egen og andres praksis,
• der foregår evalueringer af refleksionsprocessen i forhold til opnået viden og ejerskab til refleksionsprocessen.

Pædagogiske læreplaner

Horisontalt og vertikalt samarbejde om pædagogiske læreplaner i dagtilbud, herunder refleksioner over indhold og metoder for sprogtemaet i det konkrete dagtilbud.

Denne side indgår i publikationen "Tidlig indsats" som kapitel 1 af 6
© Undervisningsministeriet 2004