V. Decentralisering i forandring

23. I 1970'erne og 1980'erne blev statens direkte indflydelse på folkeskolen reduceret. Da ansvaret for, hvor meget tid lærerne brugte på uddannelse af eleverne, blev overført fra staten til kommunerne, fik sidstnævnte lov til at finde deres egne løsninger med hensyn til udformningen af lærernes arbejde i samarbejde med lærerforeningerne. På centralt niveau forhandler Danmarks Lærerforening med Kommunernes Landsforening, men visse dele af beslutningerne om arbejdstid og om lærerløn foregår på lokalt niveau i kommunerne. Skolelederne stod for ledelsen af skolerne, som skulle diskutere vigtige spørgsmål og tage imod råd fra skolens lærerråd, før beslutninger blev truffet. Fra 1989 blev alle regler angående ledelsen af skolerne og indholdet af skolegangen samlet i én lov, folkeskoleloven. Med dette skridt i udviklingen fortsatte Danmark på vejen mod decentralisering og demokratisering af skolerne.

24. Loven kræver, at skolebestyrelserne er sammensat således, at forældrene til børnene på skolen har flertal. Den danske stat viser på tydeligste vis, at folkeskolen tilhører dem, der anvender skolen. Lærerrådet er blevet erstattet af et pædagogisk råd, hvor pædagogiske spørgsmål håndteres. Bestyrelsen har den danske stats fulde tillid til at råde skolen i uddannelsesspørgsmål. Loven fra 1989 fastlægger, at kommunalrådet skal give hver skole et økonomisk grundlag, der gør det muligt for skolen at handle på uafhængig vis i forhold til penge og pædagogik.

25. I 1992 gav staten afkald på en af sine vigtigste kontrolmekanismer inden for skolesystemet: autoritet i personalesager. Siden da har kommunerne haft det fulde ansvar for at ansætte og afskedige lærere og skoleledere. Før 1992 var kommunerne ansvarlige for rekrutteringen af lærere, men skulle søge rådgivning fra staten, når en lærer skulle afskediges. I dag skal kommunen høre bestyrelsen på den lokale skole, før den beslutter sig, hvilket i praksis betyder, at den lokale skole har en betydelig magt over sine ansatte. I 1990 fastlagde loven også, at forældrene har ret til at vælge stort set hvilken som helst skole til deres børn, og gamle nærhedsprincipper blev forladt. Kontrollen over folkeskolen blev dog fastholdt af staten ved hjælp af de afsluttende eksamener. Disse tages i 9. klasse under kontrol af en gruppe censorer, som staten og kommunen har besluttet at anvende. Som grundlag for kontrol formulerede staten i 1993 krav til kommunerne om, hvilken standard for viden der skal være opnået af eleverne i de forskellige fag i 9. klasse. Danske skoler toppede med hensyn til decentralisering i 1992 – siden da er staten gradvis blevet mere præcis i fremsættelsen af forventninger med hensyn til resultatet fra skolerne, hvilket kunne ses som et skridt i retning af ny centralisering. Staten "generobrer" dog ikke autoritet på områder, hvor kommunerne tidligere har fået suveræn bestemmelsesret. Det er mere nøjagtigt at sige, at staten har fokuseret på nye områder at gribe ind på, nemlig kvalitetssikring og resultatkontrol.

26. Ændringerne i magtstrukturen afspejles også i måden, som specialundervisning fordeles på. Særforsorgen blev opløst ved lov i 1978, og ansvaret blev gradvist overført til de amtslige myndigheder. Processen blev fuldført i 1981.

Med hensyn til specialundervisning i folkeskolen fungerer systemet ved at skelne mellem indlæringsvanskeligheder (kommunens ansvar) og omfattende specialbehov (amtsligt ansvar). Kommunen betaler en fast rate fastsat af staten til amtet for hver elev i omfattende programmer. Amtet bestemmer, hvilke tiltag der skal iværksættes i hver sag. I 2000 blev loven ændret med hensyn til ansvarsfordelingen mellem kommunerne og amterne. Nu afgør kommunerne, hvilke tiltag der skal iværksættes, og betalingerne er steget betydeligt.

Denne side indgår i publikationen "OECD-rapport om grundskolen i Danmark - 2004 - Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 5 - 2004" som kapitel 7 af 23
© Undervisningsministeriet 2004