Sent ankomne tosprogede
– et portræt af en blandet gruppe!

Af centerleder Anne Froberg,
Ungdommens Uddannelsesvejledning – Aalborg

“Generelt kan man tale om, at de unge står i et dilemma mellem krav og normer fra det danske samfund og danske unge på den ene side og krav og normer fra forældrene og familien på den anden side.”

For alle børn og unge er det et alvorligt brud i opvæksten at flytte eller – ikke mindst – flygte fra kammerater, interesser, familie og skole. For dem er flytninger aldrig frivillige, men bestemt af andre (voksne).

Det allervigtigste at huske, når man taler om sent ankomne tosprogede, er, at det er en uhyre blandet gruppe. Dels naturligvis i alder, dels i forhold til forudgående livsog uddannelsesmæssige vilkår. Lad os se på et par typiske profiler:

Et lille portræt

Axmed fra Somalia kom til Danmark uden forudgående skolegang som 13-årig og har gået to år i en modtagelsesklasse på en kommunal folkeskole. Herefter har han – som 15-årig – gået i en 8. klasse på en anden af kommunens skoler. Midt i 9. klasse begynder han at pjække fra skole. Han har mange jævnaldrende venner i byen, lytter til hip-hop musik og klæder sig som mange andre unge i store bukser og omvendt kasket. I fritiden har han det smadder sjovt rundt om i det lokale ungdomsmiljø og hans danske ungdomssprog er særdeles hurtigtkørende og friskt. Men skolemæssigt går det slet ikke. Klasselærer og skolevejleder er begyndt at tale om at finde et andet tilbud til Axmed, før det går helt galt, og han bare dropper ud.

Axmeds for tiden bedste ven er Ali, som lige er kommet til byen. Ali er 18 år, han har gået i skole i Irak og har en eksamen svarende til en dansk studentereksamen. Axmed er i gang med at vise Ali rundt i byens ungdomsliv, men Ali er mere optaget af, hvornår han kan komme på universitetet. Han vil nemlig være kemiingeniør.

Ali taler ikke meget dansk endnu. Han er alene med sin mor og fire yngre søskende, som er begyndt i modtagelsesklasse. Hans sagsbehandler kan ikke forstå hans ønske om at komme på universitetet, da han jo ikke taler dansk, det må han lære først. Ingen spørger til eller undersøger, hvad Ali kan i andre fag (kemi, fysik, sprog, etc.). I det hele taget er det vanskeligt at finde et relevant undervisningstilbud til Ali, så det venter han stadig på.

Ali og Axmed møder ofte Rana fra Libanon og hendes veninder: Leyla, som er fra Tyrkiet, og Gunvor, som er islænding. De tre piger kender hinanden fra folkeskolen, hvor Rana har gået i en almindelig klasse, siden hun kom til Danmark som 9-årig, og hvor hun senere kom til at gå i klasse med de andre to. Leyla kom fra modtagelsesklasse i 7. klasse, og Gunvor kom direkte fra Island i 8. klasse. Nu er de henholdsvis 16 (Rana), 18 (Leyla) og 17 (Gunvor) år gamle.

De tre piger er meget sammen, selvom de er meget forskellige. De har det til fælles, at de er mere forskellige fra deres fælles klassekammerater end fra hinanden: Alle tre har de dansk som deres andetsprog, de er ankommet til klassen inde i skoleforløbet, de har en anden kulturel virkelighed end de fleste andre elever osv. Indimellem føler de sig alle tre udenfor både i undervisningen og i klassens sociale (lidt småbarnlige) fællesskab. Men der er også punkter, hvor de slet ikke ligner hinanden.

Rana taler et flydende og hurtigt dansk. Hun har ingen accent og mestrer hele den aldersbestemte jargon. Til gengæld klarer hun sig jævnt dårligt i skolens fag. Hun har aldrig været god til de matematisk-naturvidenskabelige fag, og hun forstår stadig ikke spørgsmålene i matematik- og fysikopgaverne. Sprog er hun heller ikke særlig god til. Skolen har valgt at nedprioritere hendes deltagelse i engelsk- og tyskundervisning til fordel for “mere dansk”. Og modersmålet – arabisk – kan hun hverken læse eller skrive, da hun er blevet frarådet at bruge tid på modersmålsundervisning. Faktisk mener de fleste vist, at Rana er lidt mindre kvik end gennemsnittet, og at det at lære at TALE dansk har været godt nok for hende. Familien er imidlertid ret tilfreds med Rana.

Forældrene har aldrig fået klager over hende og tror, at hun klarer sig på lige fod med de andre elever. Forældrene selv har ingen uddannelse og intet arbejde. Rana er i øvrigt forlovet og skal giftes, når hun fylder 18 år.

Leyla taler – ligesom Axmed – dansk med accent. Hun arbejder målrettet med at lære forskelle mellem talesprog og skriftsprog, men må ofte give op over for faglige tekster i 9. klasse. Hun har haft fem års skolegang i Tyrkiet og læser og skriver tyrkisk. Hendes familie kommer fra landet, og forældrene har kun syv års skolegang og ingen egentlig uddannelse. De har en lille kiosk og ønsker, at Leyla kommer på handelsskolen.

Gunvor har lært noget dansk i Island, og hun kæmper hårdt for at følge med i skolens fag. Hun har haft de samme fag og også mange af de samme temaer tidligere, og dette samt flittig brug af ordbog hjælper hende til at klare sig i undervisningen. Hendes forældre arbejder på universitetet, hvor de henholdsvis forsker og underviser.

De sent ankomne – en blandet gruppe

Hvornår er man sent ankommen? At komme til et fremmed land, sprog, skole etc. kan jo føles vældigt “for sent”, også når man er otte-ni år, og de andre i samme alder er i fuld gang med at læse og skrive.

I den faglige debat bruger man oftest begrebet “sent ankomne” om børn/unge, der kommer til Danmark i en alder over 13-14 år. Det skyldes den erfaring, at unge, der ankommer i den alder, har (særligt) vanskeligt ved at få det tilstrækkelige udbytte af den folkeskoleundervisning, de eventuelt kan nå at få, før de bliver for gamle til, at de kan indgå i en ordinær ungdomsuddannelse som 16-17-årige.

Der er naturligvis forskel på at starte forfra på et nyt skole- og uddannelsesforløb som 13-årig og som 18-19-årig. Men, om det bliver en succes, afhænger i endnu højere grad af de forudsætninger, de unge ankommer med. Det aldersmæssige aspekt vurderes ofte forkert. Mange tror, at hvis man “når” at ankomme før undervisningspligtens ophør, så kan man “bare” gå i folkeskolen og derfra – måske et år forsinket – direkte ud i ungdomsuddannelse. Men netop denne gruppe er sprogligt, fagligt og socialt ikke parate til at indgå direkte i folkeskolens ordinære undervisning. Denne aldersgruppe har ofte en afbrudt skolegang og meget lidt undervisning bag sig (fx Rana, Axmed og Leyla). De yngste sent ankomne (Leyla og Axmed) kan ikke umiddelbart undervises sammen med jævnaldrende danske elever. Derfor er “særlige tilbud” (modtagelsesklasser eller særlige hold) ofte nødvendige, men kan være uforståelige og skuffende for den enkelte unge og dennes forældre.

Afhængig af ankomsttidspunktet kan en del af de unge i aldersgruppen opnå at fungere tilfredsstillende i folkeskolens tilbud, som ofte er en beskyttet verden, hvor tolerancen over for sent ankomne er høj. Ved overgang til ungdomsuddannelse viser det sig dog ofte, at gruppen ikke kan leve op til kravene her.

Det er denne gruppe, der har størst frafald inden for ungdomsuddannelserne, idet de ofte er for dårligt forberedte til disse uddannelser. Der er derfor brug for særlige tilbud til denne gruppe unge. Enten “oven på” en eventuel integration i folkeskolen (for de yngste) eller i et ungdomsmiljø uden for folkeskolen. Netop behovet for kontakt med jævnaldrende er for denne aldersgruppe et vigtigt behov – herunder behovet for ikke at være “anderledes”.

For gruppen af ældre sent ankomne – de 18-25-årige fx Ali – er det vigtigt at skelne mellem de unge, der har en udpræget voksenprofil, som betyder, at de kan profitere af voksentilbud, og den gruppe (den største) af unge, som har en egentlig ungeprofil. De sidstnævnte har brug for et tilbud, som tager et ungdomspædagogisk udgangspunkt, og som kan give denne gruppe en grundig undervisning, der kombinerer sprog, fag og sociale færdigheder.

At have en ungeprofil betyder, at:

• man opfatter og opfører sig som en ung, der er i gang med at forberede sig til voksenlivet, blandt andet gennem uddannelse,
• man har brug for social og undervisningsmæssig kontakt med jævnaldrende,
• man har brug for et netværk af voksne, man kan stole på, og som kan vejlede en.

Barrierer i forhold til uddannelse og arbejde

Når uddannelse og arbejde ikke lykkes for de sent ankomne tosprogede, kan der være mange mulige årsager. Barriererne ligger typisk i et eller flere af følgende områder:

• De unges situation, forudsætninger, oplevelser og behov.
• De unges sociale situation, herunder forældres/families forventninger, muligheder og begrænsninger.
• Barrierer indbygget i “systemet” – samfund, uddannelse og lovgivning.

De unges situation, forudsætninger, oplevelser og behov

Gruppen af sent ankomne unge er meget komplekst sammensat – fra unge med lang skolegang og klare fremtidsplaner, solidt netværk, gode rollemodeller og “ordnede forhold” til unge uden eller med meget lidt skolegang, uden netværk (fx uledsagede), med omtumlet flugtoplevelse, uden forestillinger om fremtid/uddannelse – og så alle tænkelige variationer herimellem.

Generelt kan man tale om, at de unge står i et dilemma mellem krav og normer fra det danske samfund og danske unge på den ene side og krav og normer fra forældrene og familien på den anden side. En del af disse dilemmaer skyldes urealistiske forestillinger, som kommer af manglende reel viden. En del unge har eksempelvis en forestilling om, at danske unge har ubegrænset frihed i forhold til hjemkomsttidspunkter, og at de har mange goder i forhold til tøj, penge, fritidsaktiviteter mv.

Mange unge har svært ved at tilegne sig normer for adfærd i de grupper, de er i. Ofte fordi sådanne normer ikke italesættes, og de unge derfor er overladt til at kopiere det, de tror, de ser andre gøre.

De unge føler sig ofte alene – smidt ud på dybt vand i et system, de ikke kan overskue. De unge oplever, at forskellige instanser giver forskellige meldinger eller er decideret uenige, hvilket medfører, at de ikke føler, at der er nogen, der reelt hjælper dem eller lytter til dem. Skolegang og undervisning kan være svært at klare for mange unge. Især for de unge med ingen eller kort skolegang med sig i bagagen. Disse unge har samtidig svært ved at erkende omfanget af deres vanskeligheder.

Ofte er de unge udsat for en generel nedvurdering og oplever få eller ingen synlige forventninger. Unge med lang skolegang bag sig oplever, at de vurderes alene på deres manglende danskfærdigheder og ikke på deres faktiske faglige kunnen.

De unges vanskeligheder i uddannelsessystemet er såvel sproglige som faglige og sociale. De er generelt særdeles motiverede for at modtage undervisning, men har brug for synlige perspektiver og mål. De unge har brug for – men ofte svært ved at finde – rollemodeller og vejledere, både blandt jævnaldrende og blandt voksne.

De unge er meget mobile. Hvis deres behov ikke tilfredsstilles, pendler de videre, hvilket ofte fører til opgivelse, frafald og lavt selvværd. Derudover er de unge først og fremmest unge – det vil sige, at de har travlt – travlt med at lære noget, at blive færdige, at opleve og at knytte kontakter. Dette medfører en meget stor utålmodighed – og måske en tilbøjelighed til at opgive, hvis den tilbudte indsats “går for langsomt” eller ikke synes at hjælpe.

De unges sociale situation, herunder forældres/families forventninger, muligheder og begrænsninger

De unges familiemæssige situation er naturligvis meget varieret. Forældrene til de unge, som har lang skolegang, og som ofte også selv har det, er chokerede over, at de unge skal “starte forfra” med så mange ting. De forældre, som ikke selv har nogen uddannelse, har ofte ingen kendskab til, hvordan de skal vejlede deres børn/unge. Til gengæld har de ofte (urealistisk) høje forventninger til de unges uddannelse.

Forældrene har ofte urealistiske forestillinger om, hvordan “dansk børneopdragelse” og undervisning fungerer og mangler viden herom. Mange tror, at børn og unge i Danmark har ubegrænset frihed i forhold til hjemkomsttidspunkter, pligter, alkohol, stoffer, seksuel omgang og adfærd generelt. Desuden har de manglende kendskab til, hvordan det danske ungdoms-fritidsliv fungerer – herunder til de reelle farer og muligheder i danske ungdomskulturer.

Derudover frygter mange forældre, at deres børn fjerner sig sprogligt, kulturelt, moralsk og religiøst fra familien, ligesom de frygter at miste deres børns respekt. Der kan opstå problemer, når de unge “overhaler” deres forældre sprogligt, det kan få forældrene til at reagere med opgivenhed over for de unge eller med restriktive forbud og en søgen tilbage i nationale og religiøse forklaringer, hvorved de prøver at fastholde/genskabe en tidligere verden, som de husker den. I det hele taget mangler mange forældre nogle redskaber (viden etc.) til at vejlede deres unge.

Barrierer indbygget i “systemet” – samfund, uddannelse og lovgivning

Alle i en bestemt aldersgruppe modtages og undervises som udgangspunkt “ens” – og ofte sådan, at der er bestemte forløb og intervaller, man skal gennemløbe, som ikke nødvendigvis passer til disse unge. Selv i “særlige tilbud” er der en tendens til en uhensigtsmæssig fastholdelse i tilbuddet. Der er en tendens til, at (sent ankomne) tosprogede unge “behandles” som om, de var svage, utilpassede og dårligt fungerende unge.

Vejledningsindsatsen er de fleste steder ikke “andetsprogsfaglig” nok – hverken i indhold eller form. Vejledningen er oftest individuel og byggende på “hvad har du selv lyst til” uden at sikre, at den unge har den nødvendige viden om muligheder og begrænsninger i forhold til uddannelse og arbejde, ligesom de unges eventuelle familiemæssige netværk ikke altid tages alvorligt og inddrages i vejledningen. Der er i det hele taget få tilbud, der bevidst kombinerer viden om ungdomskultur og -pædagogik med andetsprogsfaglig viden hos medarbejdere og ledere. Krav til indhold og form fra ét system til et andet er sjældent synlige og gennemskuelige, hvilket betyder, at de unge ikke kan overskue, hvad de skal kunne for at komme videre. Systemerne er meget “kasseopdelte” – fx mellem prøvesystemer for under og over 18-årige, mellem ungdomsuddannelser indbyrdes, mellem sprogundervisning og anden uddannelse etc., og der mangler støtte i overgangen mellem “systemerne”.

Hvad er der brug for?
De sent ankomne unge har brug for undervisning, vejledning, overskuelighed og perspektiv. For at give dem det, er det nødvendigt, at der i og imellem tilbuddene er tydelig målformulering, sammenhæng, tværfagligt, tværsektorielt og tværkommunalt samarbejde. Samtidig er der brug for et klart overblik over de eksisterende tilbud.

Fagligt pædagogisk er det nødvendigt at satse såvel ungdomspædagogisk som andetsprogspædagogisk.

Referencer

Undervisning af 16-25-årige flygtninge og indvandrere – en undersøgelse af særlige tilbud. uc2 og UVI. December 1998

Børn, unge, adfærd og opdragelse – en rapport fra somalisk-dansk kontaktudvalg. Aalborg Kommune. December 1998

Regeringens initiativer over for utilpassede unge. Indenrigsministeriet. November 1999

Baggrundsrapport vedrørende sent ankomne unge. Aalborg Kommune. 1999

Rapport om Kommunernes erfaringer med utilpassede unge. Den Sociale Ankestyrelse. Oktober 2000

Profilen, Det gode kulturmøde: Unge. Kulturministeriet. Juni 2001

“Min drøm er, at jeg får et godt job og bliver ingeniør, får en god løn og fortsætter med livet. Jeg haft også en anden drøm. En gang drømte jeg om at gå i gymnasiet og blive skolelærer, men det bliver for svært.”
(dreng, 17 år, Somalia)

“I min fremtid vil jeg være sygeplejerske for at hjælpe mennesker. For eksempel når jeg skal til mit eget land, så skal jeg hjælpe dem. Jeg tror min drøm skal opfyldes, hvis jeg er heldig, for det er svært at få uddannelse her i Danmark, når man er en muslimsk pige.”
(pige 17, år Somalia)

Denne side indgår i publikationen "Det er aldrig for sent – om undervisning af unge sent ankomne i ungdomsskolen" som artiklen: Sent ankomne tosprogede – et portræt af en blandet gruppe!
© Undervisningsministeriet 2004