Perspektivering

Den kommende tids centrale udfordring for uddannelsesinstitutionerne bliver at gennemføre udviklingen fra uddannelsesinstitution til videncenter. Der er tale om en langsigtet strategi, der vil bryde mure ned i den arbejdsdeling blandt offentlige videninstitutioner, vi kender i dag. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men det sker heller ikke, hvis ingen har en vision om at få det til at ske.

Arbejdet med at realisere videncentervisionen kan ikke løses i lukkede rum, og ikke af nogen part alene. Det forudsætter samarbejde, hvor alle spiller ind: Lands- og lokalpolitikere, uddannelsesinstitutionerne, erhvervslivet, offentlige virksomheder og myndigheder. Videncentervisionen er afhængig af, at man regionalt vælger at bruge centrene offensivt til at skabe regionale resultater. Vækst kommer nedefra. Vækst kan ikke dikteres fra oven og slet ikke fra politisk hold. Vækst skabes af mennesker med ideer, vilje, kreativitet, samarbejdsevne og engagement. Vækst skabes af det frie initiativ.

Debatoplægget sætter fokus på de udfordringer, de enkelte uddannelsesinstitutioner i uddannelsessektoren står overfor og om sammenhængen til vækst og velfærd.

Opgaven for institutionerne er at tage bestik af udfordringerne og fastsætte en udviklingsstrategi. Strategien skal sikre, at institutionerne hver for sig og sammen kan løfte opgaverne som innovative og netværkskabende uddannelsesinstitutioner, der udvikler og tilbyder uddannelsesaktiviteter, som matcher videnbehovet regionalt og nationalt.

Målsætningen med debatoplægget er at igangsætte en dialog med henblik på at få implementeret visionen om uddannelsesinstitutionerne som nye stærke regionale samarbejdspartnere for de private og offentlige virksomheder og myndigheder for at synliggøre deres vækst- og velfærdspotentialer. Realiseringen af visionen forudsætter tæt dialog og samarbejde mellem alle aktører.

Dialog og samarbejde

Etablering af videnscentre kræver en grundig og konstruktiv dialog mellem uddannelsesinstitutionen og omverdenen – offentlige og private virksomheder, myndigheder og andre vidensinstitutioner. Det er nødvendigt, at der også fra regionalt hold kommer bud på, hvad der er behov for, og hvordan vi kommer videre. Ud af den dialog kan videncenterkonstruktionen videreudvikles, så den kan bidrage til vækst og velfærd i alle egne af landet.

CVUloven introducerede begrebet forskningstilknytning, og de første år af CVU’ernes levetid er bl.a. gået med at forvandle de første rammeaftaler om forskningstilknytning til konkrete indholdsaftaler. Processen har affødt mange drøftelser og fortolkninger. Der er ikke tvivl om, at CVU’ernes pligt til forskningstilknytning har skabt en første forpligtende dialog mellem de forskningsbaserede universiteter, sektorforskningsinstitutter og universitetshospitaler på den ene side og CVU’erne på den anden. På nuværende tidspunkt er det vurderingen, at forskningstilknytning vil kunne give det løft til CVU’erne, som var visionen bag det nye begrebs introduktion.

Udfyldelse af forskningstilknytningsbegrebet er en fælles opgave mellem regeringen, videncentrene, universiteterne, de regionale offentlige og private virksomheder og de offentlige myndigheder. Det står imidlertid allerede nu klart, at begrebet forskningstilknytning ikke må forstås som en ensidig proces, hvor udvekslingen af viden sker i en fasttømret afsendermodtagerrelation.

De praksisbaserede videregående uddannelsesaktiviteter skal være baseret på erfaring, praksis og vidensmæssig indsigt på de forskellige uddannelsesområder. Forskningtilknytning er en afgørende parameter i denne sammenhæng og et væsentligt fundament for CVU’ernes videncenterfunktion. I landene omkring os har man også søgt at sikre en tættere kobling mellem de forskningsbaserede og udviklingsbaserede videnopgaver. Konkret har man gået andre veje, brugt andre betegnelser for at betone det nye behov for en tættere dialog og et styrket samarbejde mellem de praksisbaserede og de forskningsbaserede videnaktiviteter. Det er en helt central opgave for regeringens vækststrategi at sikre, at ny viden hurtigt og fleksibelt kan omsættes, udbredes og danne grobund for udvikling, vækst og velfærd. Erfaringer og resultater fra landene omkring os vil indgå i de næste års udformning af en dansk model.

Det tekniskmerkantile uddannelsesområde som spydspids

Uddannelsesinstitutioner, som i dag tilbyder uddannelser inden for det tekniske og merkantile uddannelsesområde, vil blive spydspidser i arbejdet på at videreudvikle videncentrene. Det teknisk, merkantile uddannelsesområde er særligt interessant ved både at omfatte korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Det giver mulighed for at udnytte den synergieffekt, der opstår, når forskellige uddannelsesområder og –niveauer mødes med det omgivende samfunds krav og behov. Den korte datamatikeruddannelse, den mellemlange ITdiplomingeniøruddannelse og den lange datalogiuddannelse vil i videnscentersammenhæng kunne ses og gennemføres i et tættere samspil, der sikrer, at disse tre beslægtede uddannelser med forskellig længde og sigte får mulighed for at inddrage og udnytte både den anvendelsesorienterede og den forskningsbaserede viden.

Fremtiden

Med videncentrene får vi endnu et bidrag til arbejdet med at gøre Danmark til en førende vidennation. Vi er et land med begrænsede videnressourcer. og det er derfor nødvendigt, at vi bruger dem så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt. Der vil blivearbejdet på at tilvejebringe midler, der kan understøtte videncentervisionen og dermed institutionernes forandrings- og relationskompetence ved at understøtte uddannelsesinstitutionernes udvikling af videncenterprofilen. Med en grundig dialog om forskellige videnformers grundlag, metoder, indhold og karakteristika og en dialog om styrker og svagheder i den nuværende videnstruktur, kan vi sætte gang i en proces, der kan fastholde og videreføre Danmarks position som et førende land for vækst og velfærd.